L - Helgenleksikon

 

LAURENTIUS

martyr. Død i Rom 258. Festdag 10. august. Det er blevet sagt om de gængse fortællinger om Skt. Laurentius, at de fremstiller ikke personen, men "den typiske martyr". Det vides, at han var en af de syv diakoner i Rom, at han led martyrdøden dér fire dage efter paven, Skt. Sixtus II, i 258, og at han blev begravet på kirkegården på vejen til Tivoli, hvor kirken Skt. Laurentius uden for Murene nu står. Da Laurentius af bypræfekten blev beordret til at udlevere kirkens skatte, samlede han ifølge traditionen fattige og syge og fremstillede dem for præfekten med ordene: "Her er kirkens skatte". Derefter blev han henrettet ved at blive brændt på en rist. Det er mere sandsynligt, at han i virkeligheden blev halshugget ligesom Skt. Sixtus. De lærde er ikke helt enige om, hvor stor tillid man kan have til de enkeltoplysninger om Skt. Laurentius, som gives af Skt. Ambrosius, digteren Prudentius og andre. Men det er hævet over enhver tvivl, at fra det fjerde århundrede blev han æret som en af de mest berømte martyrer i byen Rom. Sammen med Skt. Sixtus nævnes han i den romerske messes 1. kanonbøn. Hans kendetegn er en rist.

 

LAURENTIUS AF BRINDISI

kirkelærer og missionær. Født i Brindisi 1559. Død i Lissabon 1619. Kanoniseret 1881. Festdag 21. juli. Denne Laurentius (Cesare de'Rossi) sluttede sig til kapuciner-franciskanerne og studerede ved universitetet i Padua, hvor han tilegnede sig et halvt dusin sprog og et betydeligt kendskab til Bibelen. Hans liv var fyldt af stor aktivitet; han prædikede i mange europæiske lande, særlig blandt jøder og lutheranere, varetog ansvarsfulde hverv i sin orden og fik betroet diplomatiske og politiske missioner. I 1601, under krigen mod tyrkerne i Ungarn, spillede han en lignende rolle som Skt. Johannes af Capestrano, idet han rådede generalerne og ledede tropperne i slag, bevæbnet med et krucifiks. Skt. Laurentius af Brindisi efterlod et stort forfatterskab, herunder mange prædikener, polemiske skrifter (med noter på hebraisk og græsk) og kommentarer til 1. Mosebog og Ezekiel. I den romersk-katolske Kirke er Skt. Laurentius af Brindisi blevet æret som kirkelærer siden 1959.

 

LAURENTIUS RUIZ 

- se Filippinerne og Japan.

 

LEO DEN STORE

pave, kirkelærer. Født i Rom (?). Død dér 461. Festdag 10. november. Leo I, en mand af fineste karakter og stor dygtighed, blev udpeget til biskop af Rom i 440, i en krisetid både for Kirken og kejserriget. I 451 mødtes det 4. almindelige koncil i Kalkedon for at tage stilling til Eutyches' lære (monofysitisme). Leos lærebrev om dette emne blev vedtaget som grundlag for koncilserklæringen om, hvad der var ret lære vedrørende Kristi to naturer. Det næste år gik Leo personlig ud for at møde de invaderende hunner ved floden Mincio og fik Attila til at trække sig tilbage bag Donau og overveje situationen. Han kunne ikke standse vandalerne, der besatte Rom i 455, men det lykkedes i det mindste at forhindre en massakre. Sådanne handlinger er typiske for pave Leos beslutsomhed til at møde dagens krav med fasthed og autoritet. Han så nødvendigheden af at styrke og udbygge den romerske Kirkes indflydelse. Han udøvede sin myndighed som pave i Spanien, i Gallien, i Illyrien og Nordafrika, og han afslog at godkende en kanon på koncilet i Kalkedon, der gav patriarken i Konstantinopel forrang over Alexandria og Antiokia og dermed truede en gammel rangfølge, som fulgte traditionen.

Han repræsenterede det bedste i den romerske karakter, energisk, storsindet, konsekvent og urokkelig i sin pligtfølelse. Hans tro var fast forankret i det centrale kristne mysterium om Ordet, der blev kød. Den lærde pave Benedikt XIV føjede i 1754 Skt. Leos navn til rækken af kirkelærere, men af hans skrifter er der kun overleveret nogle breve og prædikener, der er bemærkelsesværdige for deres præcision og klare udtryksform. I dem understreges gang på gang apostlen Peters efterfølgers forrang og læremyndighed; Leo fik afgørende indflydelse på pavedømmets tidlige historie.

 

LIOBA

abbedisse. Født i Wessex ca. 700. Død nær Mainz 780. Festdag 28. september. I 748 sendte abbedissen Tetta af Wimborne efter anmodning af Skt. Bonifatius 30 af sine nonner ud for at hjælpe ham i missionsarbejdet i Tyskland. Deres leder var Lioba (Leoba), som Bonifatius allerede havde været i brevveksling med (hendes første brevs charmerende tekst er endnu bevaret). Nonnern bosatte sig i Bischofsheim i Franken og blev hurtigt en drivende kraft i den tyske mission: et kommunitet, hvor man følte sig hjemme. Det var hårdtarbejdende kvinder, der både var i stand til at læse og skrive med noget kendskab til latin og til at give velorienteret hjælp til missionspræsterne. Abbedissen Lioba, fortælles det, var smuk, altid venlig og smilende; intet kunne få hendes tålmodighed til at briste, og hendes intelligens var lige så stor som hendes ædelmodighed: "De hellige Skrifter var aldrig ude af hendes hænder". Hun blev kendt nær og fjernt: hendes naboer kom til hende i enhver nød og fare, biskopper og folk fra det praktiske liv bad om hendes råd, og Hildegard, gift med den senere kejser Karl den Store, var en nær ven i hendes modne alder. I 776 trak Skt. Lioba sig tilbage til et andet nonnekloster i Schönersheim og døde dér. Hun blev begravet tæt ved Skt. Bonifatius i Fulda. I Danmark har benediktinerinderne af Skt. Lioba et kloster på Frederiksberg.

Peter Schindler: St. Lioba.

 

LOUIS GRIGNION DE MONTFORT

missionær og stifter af Visdommens Døtre og Montfortanerne. Født i Montfort i Bretagne 1673. Død i Saint-Laurent-sur-Savre 1716. Kanoniseret 1947. Festdag 28. april. I sit relativt korte liv som missionær, særlig blandt de fattige, måtte Louis Grignion opleve betydelig modgang og modstand. To år efter sin præstevielse grundlagde han ordenen Visdommens Døtre i Poitiers med det formål at pleje syge fattige og drive friskoler, men han blev snart sat fra sit embede i det stift; og hans noget bombastiske missionsmetoder vakte officiel kritik visse andre steder. Men han blev vel modtaget af folket, hans anstrengelser bar frugt, og før sin død var han i stand til at grundlægge en præsteorden, Montfortanerne, til at fortsætte hans værk. Hans bog om "Den fuldkomne hengivelse til Jesus ved Maria" har fået vid udbredelse på mange sprog. I Danmark arbejdede Visdommens Døtre i Roskilde med skoleundervisning, på plejehjem og i sognet, hvor også montfortanerpræster har virket.

J. Mesters: Den hellige Montfort. Ordensstifter, Kalundborg 1981; L.G. Monfort: Brevet om den fuldkomne hengivelse til Jesus ved Maria. 2. udg. Kalundborg, 1966.

 

LUCIA

jomfru og martyr. Død ca. 304 (?). Festdag 13. december. Der er ingen tvivl om, at Skt. Lucia blev martyr i Syrakus på Sicilien, sandsynligvis under Diocletians forfølgelse. Hendes minde blev æret tidligt, og hun er nævnt i den romerske messes kanon. Men man kan ikke nære tiltro til, at hun blev angivet som kristen af sin forsmåede bejler og mirakuløst reddet fra at blive anbragt i et bordel og frelst fra døden på bålet. At hun til sidst blev dræbt med et sværd, der gennemborede struben, er sandsynligt nok. Skt. Lucias navn, der fremkalder forestilling om lys, var måske grunden til, at det blev udbredt at påkalde hende mod øjensygdomme; i kunstneriske fremstillinger vises hun ofte med to øjne på et fad (som hun fik revet ud men ved et mirakel modtog igen). Hendes festdag fejres som en lysfest i årets mørkeste måned, særlig i Sverige og nu også i Danmark.

 

LUCIUS I

pave og martyr. Født i Rom. Død sammesteds i 254. Festdag 4. marts. Skt. Lucius var pave 253-54, den 22. i paverækken. Han blev jaget i landflygtighed af den hedenske kejser Gallus, men fik under kejser Valerian lov til at vende tilbage. I den anledning modtog han et brev fra biskoppen af Kartago, Skt. Cyprian. Det lyder i uddrag således: "Kære Broder. For kun kort tid siden sendte vi dig vor lykønskning, da Gud indsatte dig i forvaltningen af sin Kirke, i den dobbelte ære, nemlig som bekender og biskop. Men også nu gratulerer vi dig, dine ledsagere og hele din menighed, fordi Herren har ført dig tilbage med ære til dine egne, så at flokken har fået sin hyrde tilbage, skibet sin styrmand og folket sin leder... Du var beredt til at underkaste dig enhver lidelse, men Herren unddrog dig straffen og bevarede dig for Kirken. Ved din tilbagekomst blev biskoppens værdighed som bekender ikke formindsket, men hans embedsautoritet gjort så meget større, for nu står ved Guds alter en biskop, som ikke med ord, men ved sin handling formaner folket til at gribe bekendelsens våben og underkaste sig martyriet; en biskop, der under Antikrists fremrykning, ikke kun ved sin tale og stemme, men ved troens og modets forbillede ruster krigerne til kamp... Jeg og embedsbrødrene og hele broderskabet sender jer denne skrivelse... som udtryk for vor glæde og trofaste kærligheds hyldest... Vi ønsker dig, kæreste broder, et stadigt velgående". - Imidlertid blev pave Lucius halshugget i Rom 254 og begravet i katakomberne i lighed med de fleste af oldkirkens helgen- og martyrpaver. Senere, da Rom var truet af fjender, brød man gravkamrene op og bragte martyrligene i sikkerhed i Roms kirkers krypter og kamre. (Lucius' lig blev, sammen med den Skt. Cæcilies, ført til kirken Sta Cæcilia in Trastevere, som er indviet til hende). Herfra blev de mange relikvier siden fordelt i kristenhedens mangfoldige kirker.

Også Danmark fik sin del. Århus Domkirke modtog f. eks. relikvier af Skt. Clemens I (90-99). Henimod år 1100 rejste udsendinge fra Roskildes domkapitel til Rom for at hente en relikvie til deres ombyggede domkirke. De hjembragte hovedskallen af den Skt. Lucius, som blev værnehelgen for både domkirken og hele Sjællands stift. Festdagen for skrinlæggelsen blev 25. august.

Til kannikernes hjemrejse blev knyttet et gammelt sagn om en søtrold, formentlig en gammel hedensk havgud, i Store Bælt, der havde voldt utallige skibes forlis. Det havde været skik ved lodkastning at bestemme, hvem ombord der skulle ofres til den rasende gud eller trold og dermed frelse de andre. Det var en udbredt forestilling i oldtiden, som også den bibelske forfatter til Jonas' Bog har udnyttet til sit eget formål. Loddet traf denne gang den kannik, der havde Skt. Lucius' hjerneskal i sin varetægt. Han rensede relikvien i en spand vand, som han hældte ud på havet, hvorefter han, under påkaldelse af den treenige Guds og Skt. Lucius' navn, selv sprang overbord. Og hvad skete! Han gik på havet en hel time og kom uskadt tilbage til skibet. Da lød Skt. Lucius' røst, som drev dæmonen bort i det yderste mørke. Den viste sig aldrig siden. Men kannikerne bar, under lovsang til Herren for hans martyrs undergerning, relikvien af pave Lucius til den kirke, hvis skytshelgen han ved himlens Forsyn var kåret til at være. I 1400-tallet var der endnu billeder i Roskilde Domkirke, der mindede om denne danske legende.

Skt. Lucius' relikvie blev i middelalderen opbevaret i et kunstfærdigt gemme, der havde form som et pavehoved. Det stod på Roskilde Domkirkes højalter i mere end 400 år og blev båret i procession på Skt. Lucius' festdage, og når sygdom, krig, uvejr eller anden ulykke rasede - med bøn om Skt. Lucius' forbøn. Det "overlevede" reformationen og kom i 1665 på Kunstkammeret, hvorfra det overgik til Nationalmuseet og blev udstillet i en vindueskarm i en af de trange, overfyldte sale. En artikel af digteren Thor Lange i et københavnsk dagblad i 1899 gjorde opmærksom på det og rejste spørgsmålet, om ikke det ville gøre mere gavn i en katolsk Kirke frem for i museets oldsamlinger? Det førte til, at relikviet i 1908 overførtes til Skt. Ansgars Kirke i København, ikke til ejendom, men til deponering "indtil videre". Biskop v. Euch foranledigede en indsamling til et nyt relikvieskrin: en tiaraprydet pavebuste af træ og forgyldt tombak med et ansigt af rent sølv. Det er nu, siden 1941, anbragt på en konsol på venstre side af Maria-Alteret.

P. Hampton Frosell: Pave Lucius' lange rejse, Kbh. 1992.

 

LUDVIG AF FRANKRIG

konge. Født i Poissy 1214. Død i Tunis 1270. Kanoniseret 1297. Festdag 25. august. Ludvig IX blev konge af Frankrig i en alder af 12 år, og syv år senere ægtede han Margaret af Provence, ældre søster til Eleanor, hustru til Henrik III af England; de havde 11 børn. Hans øvrige forbindelser til England blev præget af hans sejr over Henriks hær i Taillebourg-slaget 1242 og den storsindede traktat, han indgik med samme Henrik i 1259. Fra den tid da han i 1235 overtog styret af sit kongerige fra sin mors formynderskab, den dygtige, men skinsyge Blanche af Kastilien, var Ludvig en ideel monark. Han var oprigtigt from, men ikke bigot; upartisk og overbærende i sin retspraksis, stod fast på den enkeltes ret, fra konge til bonde; en skarpsindig og troværdig statsmand; en fredens mand og en tapper soldat. Ligesom Jeanne d'Arc efter ham var et af hans karakteristiske træk afsky for bespottende eller blasfemisk sprog. Selv brugte han det aldrig og ville ikke finde sig i, at andre gjorde det. I sit testamente, hans sidste ord til sin ældste søn, fremlægger han de principper, han selv havde haft for øje, og det er et meget klogt og betagende dokument.

 

LUKAS

evangelist. Første århundrede. Festdag 18. oktober. Han var ikke-jøde, græker, måske født i Antiokia og læge af fag. Paulus omtaler ham som "vor elskede Lukas, lægen" (Kol 4,14).Han var forfatter til det evangelium, der bærer hans navn og til dets fortsættelse, der kaldes Apostlenes Gerninger. Visse passager i Apostlenes Gerninger, skrevet i første person flertal, antages i almindelighed at vise, at forfatteren var sammen med Paulus på dele af hans anden og tredje missionsrejse og på rejsen til Italien, da skibet led skibbrud på Malta. I sine breve nævner Paulus tre gange Lukas' tilstedeværelse i Rom, idet han skriver til Timoteus: "Lukas er min eneste ledsager". En skribent, der måske er så tidlig som 2. århundredes slutning, oplyser, at Lukas døde ugift i Grækenland i en alder af 48, "fuld af Helligånden", efter at have tjent Herren hele tiden og skrevet sit evangelium dér. Han siges at have lidt martyrdøden, men det er meget tvivlsomt. Lukas er værnehelgen for læger og kirurger og også for billedkunstnere. Selv var han en stor ordkunstner, og hans fortællinger har inspireret mange af kunstens mesterværker; men de eksisterende billeder af Jomfru Maria, som han faktisk siges at have malet, er alle værker af langt senere dato. Evangelistens symbol er en okse med vinger.

 

LWANGA, KARL

- se Uganda-martyrerne.