M - Helgenleksikon

 

MARCELLINUS OG PETER

martyrer. Døde i Rom ca. 304. Festdag 2. juni. Disse martyrer, hvoraf den første var præst, led døden under Diocletians forfølgelse og blev begravet på Via Labicana "ved de to laurbærtræer"; men man kan ikke bygge noget på enkeltheder i deres legende. Pave Damasus skrev en gravskrift over dem, da han som dreng havde talt med deres bøddel om dem, og de nævnes i den romerske messes kanon.

 

MARGRETHE MARIA ALACOQUE

af Marias Besøgelsesorden. Seer. Født i L'Hautecour i Burgund 1647. Død i Paray-le-Monial 1690. Kanoniseret 1920. Festdag 16. oktober. Hun var datter af en notar, Claude Alacoque, og efter en skrantende og temmelig ulykkelig barndom indtrådte hun i Besøgelsesklostret i Paray-le-Monial i 1671. Her var hun en eksemplarisk, men måske noget humorforladt nonne, der fik betroet ansvarsfulde opgaver i sit kommunitet. Hun fik fire visioner af Jesus Kristus, om tilbedelse af hans hellige hjerte, symbol på hans kærlighed til menneskene, som disse så ofte afviser. Hun fik pålagt at fremme denne tilbedelse. Hendes åbenbaringer blev ved et tilfælde kendt blandt hendes medsøstre, hvoraf nogle betragtede dem som illusoriske. Margrethe Maria Alacoque måtte lide meget, ikke mindst da hun i 1677 med frygt og bæven fortalte dem, at Kristus to gange havde spurgt hende, om hun ville ofre sig til sone for de andres ufuldkommenheder. Men hun fik god støtte af en hellig og erfaren jesuit, Claude de la Colombiére, og ved hendes død var modstanden i hendes kloster ophørt. Hendes tålmodighed og tillid under disse og andre prøvelser bidrog ikke lidet til hendes helgenkåring. Hendes visioner og belæringer har haft stor indflydelse på katolikkernes fromhedsliv, særlig efter at Jesu Hjerte-festen blev forordnet for hele Kirken i 1856. Hun efterlod sig en kortfattet og rørende selvbiografi.

 

MARGRETHE AF CORTONA

franciskanertertiar, en bodfærdig. Født i Laviano 1247. Død i Cortona 1297. Kanoniseret 1728. Festdag 22. februar. Denne Margrethe var den smukke datter af en toskansk bonde. Fra sit 18. til sit 27. år var hun lærerinde for en ung adelsmand nær ved Montepulciano, og hun fødte ham en søn. Efter sin elskers voldelige død i 1273 fik hun og barnet et hjem hos en familie i Cortona, og efterhånden blev hendes liv lige så selvfornægtende, som det tidligere havde været eftergivende. Hun sluttede sig til de franciskanske tertiarer, og indtil hendes søn var blevet voksen var hun optaget af at tjene sit brød og øve barmhjertighedsgerninger. Men nogle tvivlede på oprigtigheden i hendes anger, og hun og hendes venner kunne ikke undgå sladder og bagtalelse. Margrethe blev mere og mere en eneboer, selv om hun ikke ganske afskar sig fra det almindelige liv omkring sig. Mange synderes omvendelser skete på grund af hendes bønner og vejledning, og mange overnaturlige begivenheder berettes af hendes skriftefar, broder Giunta. Sine sidste år tilbragte hun i næsten fuldstændig afsondrethed.

Johannes Jørgensen: I det Høje, Kbh. 1908.

 

MARGRETHE AF SKOTLAND

dronning. Født ca. 1045. Død i Edinburgh 1093. Kanoniseret 1250. Festdag 16. november. Barnebarn af Edmund Ironside, englændernes konge. Hun var sandsynligvis født i Ungarn, i landflygtighed, af en tysk mor, men blev bragt til England i 1057. Efter normannernes erobring fandt hun tilflugt i Skotland, og i 1070 ægtede hun kong Malcolm III (Canmore). De havde seks sønner og to døtre, og Margrethes biograf (sandsynligvis hendes skriftefar Turgot) fremhæver hendes gode indflydelse på sin mand. Hun havde altid været dybt religiøs, og som dronning brugte hun sin indflydelse til at bringe visse skikke i den skotske Kirke i overensstemmelse med den almindelige kirketugt i Vesten. Hele hendes indflydelse - og hun var en viljestærk kvinde, i hver fiber en dronning - var rettet imod at opmuntre eller pålægge folk i vid udstrækning at indføre engelsk-normanniske skikke og institutioner i et temmelig isoleret Skotland. Hun opdrog sine børn beundringsværdigt, og hun blev særlig kendt for sin omsorg for forældreløse og fattige folk. Hun døde fire dage, efter at hendes mand var blevet forræderisk myrdet nær Alnwick, og hun blev begravet i Dunfermline-abbediet, som kun havde grundlagt sammen med ham i 1072. Skt. Margrethes søn David, en af de bedste skotske konger, blev også æret som helgen af sit folk (død 1153; festdag 24. maj). Gennem hendes datter Matildas giftermål med Henrik I af England blev Margrethe stammoder til det nuværende britiske kongehus.

 

MARIA

Den hellige Jomfru. Den første blandt helgenerne. Vigtigste festdage er 15. august (Marias optagelse i Himlen), 25. marts (Herrens bebudelse), 8. december (Marias uplettede undfangelse). Jesu mor var en jødisk pige, ved navn Mirjam, efter traditionen af kong Davids slægt; intet sikkert er kendt om hendes forældre eller fødested. Lukas-evangeliet (1,26-38) beretter, at hun efter at være trolovet med Josef levede i Nazaret, hvor en engel viste sig for hende og forkyndte, at Helligånden skulle komme over hende, og at hun ved Helligåndens kraft skulle undfange en søn, Jesus, der skulle blive kendt som Guds søn. Maria sagde ja til det menneskeligt set utrolige med ordene: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Det ske mig efter dit ord". Englen havde fortalt hende, at hendes ældre slægtning Elisabeth var med barn (se Johannes Døber), og Maria gik for at besøge Elisabeth, der hilste hende ligesom englen havde gjort: "Velsignet er du iblandt kvinder og velsignet er dit livs frugt". Og Maria brød ud i lovprisning og tak: "Min sjæl højlover Herren" (Luk 1,39-56). Josef tog hende til hustru, og da de skulle drage til Betlehem til folketælling, blev Jesus født dér. Efter de forskellige begivenheder, der berettes om i evangelierne, og hvorom Lukas siger, at "Maria gemte alle disse ting og overvejede dem i sit hjerte", slog de sig ned med barnet i Nazaret.

Under Jesu offentlige virksomhed høres der kun lejlighedsvis om hans mor, f. eks. ved brylluppet i Kana; men ved fuldendelsen af hans gerning dukker hun op igen i et kort, betydningsfuldt øjeblik: "Nu stod ved korset hans mor ... Da Jesus derfor så sin mor og den discipel, som han elskede, stå ved siden af, sagde han til sin mor: "Kvinde, se det er din søn!". Derefter sagde han til disciplen: "Se, det er din mor". Og fra den time tog disciplen hende hjem til sig (Joh 19, 25-27). Efter Kristi Himmelfart var Maria sammen med apostlene og de andre disciple, der vågede og bad i salen ovenpå, indtil de blev fyldt af Helligånden pinsedag. Dette er den sidste omtale af Maria i Ny Testamente, og intet som helst vides om hendes sidste år, ikke engang hvor hun døde: både Jerusalem og Efesos rejser krav herom.

At Maria var jomfrumoder til den guddommelige Kristus fremgår klart af Bibelen (Matt 1, 18-23; Luk 1, 34-35 og 3, 23), og fra begyndelsen af har kristne troet på, at hun forblev jomfru hele sit liv, således som kirkefædrene og koncilerne bevidner. I den katolske Kirke er det en trossandhed, at Gud bevarede Maria fri for arvesyndens plet lige fra hendes undfangelse i mors liv (hendes "ubesmittede undfangelse"); og ligeledes at Gud ved hendes livs ende her på jorden optog hende i himlen med både sjæl og legeme (hendes "optagelse"). Den anden af disse trossandheder hævdes almindeligt af kristne i de gamle østlige kirker. I meget tidlig tid blev der gjort forsøg på at supplere de bibelske beretninger med andre kilder, hvor Jomfru Maria og Jesu tidlige liv omtales. Disse apokryfe skrifter er helt upålidelige, undertiden barnlige og fantastiske; men nogle af deres beretninger blev optaget som en almindelig del af from tro, f. eks. Marias ophold i templet som barn og legenden om, hvordan Josef blev udvalgt til hendes mand.

 

MARIA GORETTI

martyr. Født nær ved Ancona 1890. Død nær ved Nettuno 1902. Kanoniseret 1950. Festdag 6. juli. Hun var datter af en fattig bondefamilie, velkendt af naboerne for sin muntre uselviskhed og religiøse tilbøjelighed. Da hun var tolv år, begyndte hun at blive plaget af tilnærmelser fra en ung mand, som hun afviste. Til sidst forsøgte han at voldtage hende og truede med at dræbe hende, hvis hun gjorde modstand. Hun gjorde modstand, og i raseri stak han hende gentagne gange med en kniv, så hun døde 24 timer senere. Maria Goretti blev helgenkåret som martyr for kristen livsførelse. På tidspunktet for kanonisationen var hendes morder endnu i live; efter otte års fængsel uden anger skete der nu en hjertets omvendelse; 27 år efter blev han løsladt som en forandret mand, og juledag 1937 modtog han kommunionen side om side med Marias mor, der var blevet enke. Han er blevet fremført som eksempel af dem, der går ind for forbud mod dødsstraf.

 

MARIA MAGDALENE

Første århundrede. Festdag 22. juli. Maria fra Magdala, som Jesus helbredte fra "syv onde ånder", var en af de kvinder, der fulgte og tjente ham i Galilæa (Luk 8, 1-2). Hun var til stede ved hans korsfæstelse: med to andre gik hun ud til hans grav og fandt den tom; og Markus (16, 9) beretter, at det var for hende, at den opstandne Kristus først viste sig, hvortil Johannes (20, 11-18) føjer i sin bevægende beretning, at Herren gav hende et budskab at videregive til brødrene. Blandt andre kvinder, der omtales i evangelierne, er den kvinde uden navn, der var en synderinde (Luk 7, 37-50), og Maria fra Betania, Marthas søster (Luk 10, 38-42). Det er ikke nærmere angivet, hvem de var, og i østlig tradition behandles de i almindelighed som tre forskellige personer. Men i vesten betragtede man dem i overensstemmelse med Skt. Gregor den Store som en og samme person, selv om vægtige udtalelser af Skt. Ambrosius og fremover foretrak at lade spørgsmålet stå åbent. Denne vestlige tradition førte til, at Skt. Maria Magdalene blev betragtet som en særlig type på de angrende og kontemplative. Den østlige tradition er nu antaget i den ny romerske kalender (1969). I vesten var den senmiddelalderlige helgendyrkelse under stærk indflydelse af legender, som f. eks. at hun var trolovet med apostlen Johannes. Hendes mærke er en oliekrukke.

 

MARIA MAGDALENE DEI PAZZI

karmelit, mystiker. Født i Firenze 1566. Død sammesteds 1607. Kanoniseret 1669. Festdag 25. maj. Hun blev karmeliternonne i sin fødeby, da hun var sytten år, og led i begyndelsen meget under indre prøvelser og vanskeligheder, som så gav rum for dyb åndelig trøst. Hun fandt sit kald i bøn og bod for fornyelse af "alle stænder i Kirken" og alle menneskers omvendelse. Hun dikterede en række skrifter, som bærer præg af den naturskønhed, som hendes liv var omgivet af.

 

MARIE-EUGENIE MILLERET DE BROU

Assumptionssøstrenes stifterinde. Født i Metz 1817. Død 1898. Saligkåret 9. februar 1975. Festdag 10. marts. Hun kom fra et velsitueret og kultiveret, men ikke særligt religiøst hjem. 19 år gammel hørte hun dominikanerpater Lacordaires fasteprædikener i Notre Dame Kirken i Paris, en forkyndelse, der virkede ind både på hendes forstand og hjerte. Hun følte sig omvendt og kaldet til at vie sit liv til Gud og Kirken. Kraftigt tilskyndet af sin skriftefar p. Calomb til, sammen med ham, at stifte en ny orden til ære for Marias Optagelse i Himlen (assumptio) bad hun om at måtte blive firmet. Det skete i 1837 og blev for hende porten ind til et nyt liv. Hun aflagde løfte om kyskhed og lydighed og helligede sig fra nu af opgaven med at grundlægge Assumptionsordenen. Senere indledte hun et venskab og samarbejde med p. Emmanuel d'Alzon, der i 1845 grundlagde Assumptionistfædrenes Kongregation. Også den irskfødte Catherine O'Neill, som var med i det første lille kommunitet i Paris i 1839, blev en nær ven og medarbejder.

Marie-Eugénie drømte om en gennemgribende samfundsomvæltning i kraft af Evangeliet, i nøje samklang med paven og Kirken. Det skulle være et forsøg på at forene et kontemplativt liv med en lærer- og opdragergerning for børn og unge piger. Karitativt arbejde fandtes i rigt mål, både for fattige, syge, forældreløse børn, men opdragelse og uddannelse var nye og påtrængende behov (se Angela Merici). Korbøn, streng fattigdom, tilbedelse af Alterets Sakramente gik hånd i hånd med solide studier til de pædagogiske opgaver, der efterhånden meldte sig. Det drejede sig om et liv for Gud, ikke afskåret fra verden, men i en verden, der skulle renses og omformes til Guds rige. Heller ikke menneskenaturen skulle undertrykkes af en blot udvendig disciplin, men formes indefra i overensstemmelse med hver enkelt persons individualitet, kald og nådegaver. Ikke en metode eller et system skulle være afgørende, men motivet og Kristi Ånd. I troen stod Marie-Eugénie på klassisk grund; i sin pædagogik derimod arbejdede hun på det samfunds præmisser, der omgav hende. I 25 år prøvede de sig frem, før hun søgte om Kirkens godkendelse i Rom. Den fik hun 1867, men først efter en smertefuld modningsproces, med konflikter både indadtil og udadtil, som blev båret i troens ånd: "Jeg beder Gud om at skænke mig den vedvarende bøn´, og at jeg må kunne træde ud af mig selv, ud af enhver menneskelig støtte for at støtte mig totalt til Ham". Det var på dette niveau, hun arbejdede for Guds rige i verden.

Assumptionssøstrene slog an i Frankrig, England, Spanien og Italien og nåede endnu i hendes levetid over havet til Centralamerika og Filippinerne. Selv levede hun sine sidste år, gammel og sygdomssvækket, et rent kontemplativt liv. I dag er Assumptionssøstrene virksomme overalt i forskellige samfundslag i Europa, men de er også nået ud til pygmæerne i Kamerun, tuaregernes telte i Niger, statskollektiverne i Tanzania, hos indianerne i Guatemalas bjerge, blandt Indiens fattige og i det højt industrialiserede Japan. I Danmark (Høje Tåstrup og Als Kloster) og Sverige (Göteborg) var de især kendt for deres sognekatekese, skole- og retrætevirksomhed.

Karen Plovgaard: Assumptionsordenens Stifterinde og hendes Værk, Kbh. 1943.

 

MARKUS

evangelist. Første århundrede. Festdag 25. april. Forfatter af Markus-evangeliet, den mand ved navn Markus, der omtales i Ny Testamentes breve som ledsager af apostlene Peter og Paulus, og den Johannes Markus, der omtales i Apostlenes Gerninger, bliver almindeligvis betragtet som samme person (også identisk siges det ofte med den unge mand, som løb nøgen bort, da Kristus blev arresteret i Getsemane). Hvis disse identifikationer er rigtige, lærer vi af Ny Testamente, at Skt. Markus var søn af en kvinde ved navn Maria, der havde eget hus i Jerusalem (ApG 12, 12). Han kom med Paulus og Barnabas (Markus' fætter) på deres første missionsrejse, men vendte alene tilbage til Perga (ApG 12, 25 og 13, 13). Som følge heraf afslog Paulus senere at tage ham med på den anden missionsrejse, og Markus drog med Barnabas for at fortsætte evangeliseringen af Kypern (ApG 15, 27-39). Bruddet med Paulus blev helet, og Markus var hos ham i Rom (Kol 4, 10), hvor han sandsynligvis skrev sit evangelium. Papias, der skrev omkring 140, sagde, at Markus var apostlen Peters tolk. At han senere drog til Alexandria og prædikede evangeliet dér, er muligt, men den tradition, at han skulle være den første biskop i den kirke og led martyrdøden under kejser Trajans regering savner tilforladeligt grundlag. Skt. Markus' navn forbindes almindeligvis med byen Venezia, fordi de relikvier, som man angav som hans, i 829 blev bragt dertil fra Alexandria og skrinlagt i den oprindelige San Marco kirke. Hans symbol er en vinget løve.

 

MARTHA

Første århundrede. Festdag 28. juli. Søster til Lazarus og Maria i Betania (Joh 11). Martha var ivrig efter at betjene Jesus Kristus (Luk 10,38-42; Joh 12, 1-2) og betragtes som eksempel og værnehelgen for dem, der er aktivt engageret i at tjene de nødlidende. Det var til hende, Jesus erklærede: "Jeg er opstandelsen og livet...", hvilket fremkaldte hendes trosbekendelse: "Jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn..." (jfr. Maria Magdalene).

 

MARTIN I

pave og martyr. Født i Todi i Umbrien. Død på Krim 16. september 655. Festdag 13. april. Pave Martin I's død i landflygtighed, der førte til, at han æredes som martyr, skyldtes hans vægring ved at støtte et religiøst aspekt i den byzantinske kejser Constans II's politik. I det år, han blev udvalgt til pave, 649, førte Martin I forsædet på et koncil i Rom, som fordømte det monothelitiske kætteri og to kejserlige dekreter, som støttede det. Constans gav ordre til, at han skulle bringes til Konstantinopel, og i 653-654 blev han ført dertil og fængslet på øen Naxos undervejs. Han ankom lidende under hård behandling og sygdom og blev lagt i lænker. "I 47 dage", skrev han, "har jeg ikke fået vand til at vaske mig i. Jeg er gennemfrossen og tæres hen af dysenteri. Den mad, jeg får, får mig til at kaste op. Men Gud ser alt, og jeg stoler på ham". Efter at have lidt under flere grusomheder og ydmygelser blev Skt. Martin landsforvist i 655 til Kherson på Krim, og dér døde han kort efter, den sidste biskop af Rom, der indtil nu har været martyr.

 

MARTIN DE PORRES

dominikansk lægbroder. Født i Lima i Peru 1579. Død sammesteds 1639. Kanoniseret 1962. Festdag 3. november. Broder Martin var mestits, uægte søn af en spansk hidalgo og en indiansk kvinde fra Panama. Som ung mand blev han optaget som lægbroder i det dominikanske ordenssamfund i Lima, og dér tilbragte han sit liv som barber, landarbejder, uddeler af almisser, sygepasser o. lign. Han helligede sig de syge og tiggerne, som trængtes i klosterporten, og havde stor omsorg for dyr, også skadedyr, hvorom der fortælles kuriøse historier. Men han var også dygtig til mere besværlige sager; han løste sin søsters ægteskabsproblemer, skaffede sin niece en medgift og blev rådspurgt i private sager af indflydelsesrige personer i Lima. Det var uundgåeligt, at han blev anset for at have overnaturlige evner, og ved hans død hyldede hele Lima ham som en hellig mand, men hans kanonisering mødte modstand og blev længe forhalet. I USA er Martin de Porres antaget som værnehelgen for arbejdet for retfærdighed og fred mellem racerne (se også Rosa af Lima).

 

MARTIN AF TOURS

biskop. Født i Sabaria i Pannonien 315 (?). Død i Candes, nærved Tours 397. Festdag 11. november. Skt. Martin, søn af en soldat, fødtes i det, der nu er Ungarn, og voksede op i Italien, i Pavia. Som ung officer i Amiens gav han halvdelen af sin kappe til en nøgen tigger, i hvem han førtes til at se Kristus, og snart efter blev han døbt. Omkring 339 bad han om at udtræde af hæren, for - som han sagde - "Jeg er Kristi soldat; jeg har ikke lov til at slås". Anklaget for fejhed svarede han igen ved at tilbyde at stå ubevæbnet mellem de fjendtlige linjer. Imidlertid fik han tilladelse til at udtræde, og i nogen tid var han i Italien og Dalmatien efter at have levet som eneboer på en ø ved Liguriens kyst. I 360 blev han en af Skt. Hilarius' præster i Poitiers og grundlagde et halvt eremitisk religiøst samfund i Ligugé, det første kloster i Gallien. Efter at han var blevet biskop af Tours i 370 eller 371, levede han på et ensomt sted nærved, som snart udviklede sig til et andet kloster, Marmoutier. Hans eksempel og opmuntring førte til oprettelse af andre kommuniteter andetsteds.

Skt. Martin var en yderst aktiv missionær; hans forkyndelse blev styrket ved hans ry som undergører. Han trængte igennem de fjerneste egne af sit stift og uden for dets grænser, til fods, på æselryg eller i båd. Han tog ikke afstand fra, at man med vold ødelagde hedenske helligdomme; på den anden side modsatte han sig sammen med paven Skt. Siricius og Skt. Ambrosius, at kejser Maximus dødsdømte Priscillian, ophavsmand til en gnostisk sekt, for at have praktiseret magi. Martin mødte en hel del modstand i sine sidste år, men hans respektindgydende åndelige kraft var for stor for den "usigelig blodige vildskab" hos fyrst Avitian, som afholdt sig fra det barbari, han havde haft i sinde i Tours.

Som missionær i det landlige Gallien og klostervæsenets fader i Frankrig blev Skt. Martin af Tours en skikkelse af stor betydning, og hans ry spredtes vidt og bredt, ikke mindst gennem hans biografi og tre lange breve om ham, som hans ven Sulpicius Severus skrev. Han var en af de første helgener, som uden at have lidt martyrdøden blev æret offentligt, og hans indflydelse mærkedes fra Irland til Afrika og Østen.I England blev mange kirker indviet til ham; af dem er St. Martin's i Canterbury den ældste og St. Martin-in-the-Fields i London måske den bedst kendte i dag. Hans navn figurerer to gange i Book of Common Prayers kalender: 11. november, som er dagen for hans begravelse, og den 4. juli, som er dagen for hans bispevielse, skrinlæggelsen af hans relikvier og indvielsen af hans kirke i Tours.

 

MATTIAS

apostel. Første århundrede. Festdag 14. maj. Efter Kristi Himmelfart blev Mattias valgt ved lodtrækning til at udfylde den plads blandt de tolv apostle, der var blevet ledig efter Judas Iskariot (ApG 1, 15-26). Senere fortællinger om hans virksomhed og martyrdød ved korsfæstelse kan man ikke stole på, og der synes at have været en sammenblanding mellem ham og Mattæus i nogle af disse skrifter. Et frit opfundet evangelium, der nu er tabt, blev udgivet under hans navn.

 

MATTÆUS

apostel og evangelieforfatter. Første århundrede. Festdag 21. september. Han var tolder for de romerske myndigheder i Kapernaum, og Kristus kaldte ham lige fra hans toldskranke til at være apostel (Matt 9,9). Markus- og Lukas-evangelierne kalder ham Levi, og han kan meget vel have haft begge navne. Det første evangeliums forfatterskab tilskrives efter traditionen ham, men intet er i øvrigt kendt om hans følgende liv. Euseb siger, at han forkyndte kristendom for sine landsmænd jøderne. Forskellige beretninger fortæller, at han måske led martyrdøden i Ætiopien, i Persien eller et andet sted, men man kan ikke nære tiltro til nogen af dem. I kunsten er hans symbol et menneske med vinger.

 

MAXIMILIAN MARIA KOLBE

franciskanerpræst og martyr. Født i Zdunska Wola 8. januar 1894. Død i Auschwitz 14. august 1941. Kanoniseret 10. oktober 1982. Festdag 14. august. Som dreng havde han en mystisk drøm: Maria tilbød ham to kroner: en hvid og en rød, renhedens og martyriets symboler. Han valgte dem begge og viede sig til et liv i Kristi efterfølgelse. Kernen i hans spiritualitet blev dogmet fra 1854 om Marias ubesmittede undfangelse, bekræftet af Jomfru Maria over for Bernadette i Lourdes, der spurgte, hvem hun var: "Jeg er den uplettede undfangelse". 1907 indtrådte Kolbe i franciskanernes (konventualernes) præsteseminarium og fortsatte senere sit teologistudium i Rom ved det pavelige universitet Gregoriana og franciskanernes Seraphicum. Her grundlagde han "Den uplettede Marias Milits" i 1916.

Efter sin præstevielse 1918 vendte han tilbage til Polen, ramt af livsvarig tuberkulose, og begyndte her sit marianske apostolat. Først med et månedsblad, der nåede et millionoplag. Dernæst i 1927 med et kloster, Niepokalanow dvs. Marias By, i nærheden af Warszawa. Det blev bygget af ham selv og hans munke, heriblandt folk fra alle erhverv: læger, tandlæger, landmænd, mekanikere, skræddere, bygningshåndværkere, bogtrykkere, gartnere, skomagere, kokke - 762 indbyggere i alt, som var fuldstændig selvforsynende. Senere udvidede han med et brandkorps (med nogle munke som brandmænd), et seminarium, trykkeri, en radiostation (med kendingsmelodi fra Lourdes). Kolbe var en eminent organisator med en helt moderne sans for brugen af massemedierne, den nyeste teknik. Et katolsk dagblad kom ud i 1935 og blev Polens best-seller avis. Hans publikationer blev i virkeligheden en forberedelse af hele den polske nation til de lidelser, der ventede den med den 2. verdenskrig, hvor 6 millioner polakker omkom.

1930 rejste Kolbe til Japan for at grundlægge et center for religiøst liv og aktivitet dér. Det blev rejst i udkanten af Nagasaki (se Filippinerne og Japan) og undgik således atombombeeksplosionen i 1945. Tilbage i Polen viede han sig helt til sit klostersamfund og sine publikationer. I 1939 brød den 2. verdenskrig ud. Polen blev besat af tyskerne, også Marias By. Kolbe blev arresteret, men løsladt igen efter nogle måneder. Han koncentrerede sig nu helt om hjælpen til 3500 flygtninge, heraf 1500 jøder. Munkene delte alt med dem i deres by. 1941 slog Gestapo til. De fleste blev deporteret. Kolbe blev sendt i fængsel i Warszawa og kort efter deporteret til koncentrationslejren Auschwitz, der lå i ærkebispedømmet Krakows område (se også Edith Stein).

Her blev han sat på hårdt arbejde med at bære stenblokke til opførelse af en krematoriemur. Siden, sammen med andre præster, til et specielt hårdt arbejde med at skære og bære enorme træstammer, under rasende slag fra vagterne og mishandling. Her ofrede han sig for en medfange, da 10 blev vilkårligt udvalgt til at omkomme i sultebarakken som repressalie for en fange, der mentes undveget (han blev senere fundet druknet i lejrlatrinet). "Hvem er du?", spurgte "slagter" Fritsch. "Jeg er katolsk præst", svarede Kolbe. Han ville gerne, at hans medfange, Franciszek Gajowniczek, skulle komme hjem og tage vare på kone og børn. Den katolske præst derimod ville tage vare på sine medfanger og hjælpe dem til en god død. Det gjorde Kolbe. Sultebarakkens helvede, hvor de nøgne mænd langsomt hentæredes, blev forvandlet til en lille helligdom med bøn og sang, omsorg og tillid. Medfanger i nabo-barakkerne, hvis skrig havde lydt ind til dem, begyndte at lytte. Også vagten undrede sig. Kolbe var den sidst overlevende. 14. august rakte han selv armen frem til den karbolsyre-indsprøjtning, der gjorde ende på hans liv. Det var dagen før festen for Marias Optagelse i himlen. Franciszek Gajowniczek, hvis liv han reddede, overlevede og var til stede ved kanoniseringen.

Ingrid Ydén-Sandgren: Maximilian Kolbe. Martyren från Auschwitz. En biografi om ett nutidshelgon, Uppsala 1982.

 

MAYEUL eller MAIOLUS

abbed. Født ca. 906 i Avignon. Død 994 i Souvigny. Festdag 11. maj. Mens han stadig var en ung mand, blev han udnævnt til ærkediakon af Mâcon, men for at undslippe forfremmelsen til biskop indtrådte han i klostret i Cluny. I 954 valgte den blinde abbed Aymard ham til hjælpeabbed, og i 965 blev han meget mod sin vilje selv abbed. Mayeul var en mand af stateligt ydre, der satte al sin kraft ind på lærdom og ordenslivet. Han var en værdig efterfølger af Skt. Odo, og under hans ledelse voksede indflydelsen fra Cluny ved hjælp og eksempel snarere end ved at overtage andre klostre. Kejserne Otto I og II havde tiltro til og respekt for Mayeul, og Otto II ønskede efter mordet på Benedikt VI at opstille ham som kandidat til paveembedet. Men den mand, der af forsigtighed og ydmyghed havde afslået bispesædet i Besançon, ville ikke være kandidat til Roms bispesæde. Skt. Mayeul døde, mens han efter anmodning fra kong Hugo Capet var på visitatsrejse til Saint Denis abbediet i Paris.

 

MICHAEL

ærkeenglen. Festdag 29. september. At festdagen for ærkeenglen Michael ligger på denne dato skyldes, at man årligt mindedes indvielsen før 7. århundrede af en kirke til hans ære nærved Rom. Lige fra begyndelsen af kristendommens historie er der vidnesbyrd om ærbødighed for ærkeenglen Michael, og han blev også æret af jøderne. Den velkendte passage i Johannes Åbenbaring (12, 7-9) om "krigen i himlen" bidrog til, at han i Vesten blev æret som anfører for himlens hærskare og beskytter af kristne i almindelighed og af soldater i særdeleshed. I Østen blev han anset for en særlig beskytter af syge; uden for Konstantinopel var der en kirke, som har båret hans navn siden Konstantins dage. Ærefrygten for Michael blev stærkt øget ved det syn af ham, som siges at være set i Monte Gargano i Syditalien mellem 492 og 496. Dette gav næsten helt sikkert anledning til, at legenden om Mont Saint Michel i Frankrig opstod. Senere var der mere vage lokale legender om et syn på St. Michaels bjerg i England, ved Stranberg nær Stuttgart og andre steder. Stort indtryk gjorde også historien om, at pave Gregor I under en pest i Rom så ærkeenglen stikke sit sværd i skeden oven over Hadrians mausoleum (nu kaldet Engelsborg). Over hele kristenheden blev Skt. Michaels-kapeller bygget på toppen af høje og bjerge: et på Skirrid Fawr nær Abergavenny blev der valfartet til også efter reformationen. En nutidig folkesang, som vistnok stammer fra amerikanske negre "Michael, row the boat ashore! Alleluia!" synes at rumme en reminiscens af den meget gamle tradition om Michael som den, der tager imod de dødes sjæle.

Før dette århundrede havde de andre ærkeengle kun fester i lokale vestlige liturgikalendere. Gabriel, bebudelsens engel (Luk 1,26), og Rafael bliver nu sammen med Michael mindet den 29. september. Rafael antages efter betydningen af hans navn "Gud helbreder" at være den engel, der rørte vandet (Joh 5, 2-4), og han optræder i Tobias' bog (Tob 3, 25; 5, 5 ff). Begge disse ærkeengle er længe blevet æret i Østens liturgi.

 

MIKI, PAUL 

- se Filippinerne og Japan.

 

MONICA

lægkvinde. Født i Tagaste (?) ca. 331. Død i Ostia 387. Festdag 27. august. Skt. Monica var mor til Skt. Augustin af Hippo, og det er fra hans skrifter, at hun er kendt. Hendes mand, Patricius, var en mand i beskedne kår i Tagaste i Nordafrika; de havde tre børn, hvoraf Augustin var den ældste, og da han var atten år blev hans mor enke. Monica havde forsøgt at opdrage ham som kristen, men hun var overdrevent ærgerrig m.h.t. hans verdslige karriere, og han betragtede hendes religion med foragt. Hans tidligere vaklen og hans forbindelse med en kvinde, hvis navn er ukendt, voldte Monica den dybeste sorg. Det var på den tid, at en biskop, som hun søgte råd hos, gav hende den berømte trøst: "Det er umuligt, at en søn, der har voldt så mange tårer, skulle gå fortabt".

Da Augustin i 383 drog bort til Italien, fulgte Monica med, først til Rom og så til Milano, hvor hun blev en lydig discipel af Skt. Ambrosius. Tre år senere blev hendes fromme udholdenhed belønnet, idet Augustin besluttede at modtage dåben. Hun "frydede sig som ved en triumf" og trak sig tilbage sammen med ham og hans venner til Cassiciacum som en lykkelig kvinde. Efter dåben satte de sig for at vende tilbage til Afrika. Skt. Augustin fortæller, at han og hans mor mødtes i Ostias havn ved Tiberen i den mest levende samtale om de saliges evige liv. Fem dage senere blev hun syg og døde dér. Skt. Monica havde til tider været en trættende mor, og Augustin havde ikke altid været en hensynsfuld søn; men han var kommet til at værdsætte hende som sin sande mor i ånden såvel som i kødet; hans egen erfaring lærte ham at tale om forældreskab som en slags bispeembede.