N - Helgenleksikon

 

NEREUS OG ACHILLEUS

Datering ukendt. Festdag 12. maj. Disse martyrer, som ifølge pave Damasus var romerske soldater, der blev kristne og afslog yderligere tjeneste, blev begravet i Domitilla-katakomben på Via Ardeatina. Deres legendariske "akter" bevidner imidlertid, at de var tjenere i Flavia Domitillas hus, blev landsforvist med hende og dødsdømt for deres religion. Med Flavia Domitilla mener dokumenterne måske den kristne kvinde af det navn, et medlem af den kejserlige familie og hustru til Titus Flavius Clemens, der blev landsforvist til øen Pandateria ca. år 96.

 

NICOLAUS

biskop. 4. århundrede. Festdag 6. december. Der var en Skt. Nicolaus-kirke i Konstantinopel i 6. århundrede, og fra 9. århundrede i Østen og 11. århundrede i Vesten har han været en af de mest populære helgener i kristenheden: skytshelgen for lande, provinser, bispedømmer og byer, titulærhelgen for utallige kirker, helgen for sømænd, børn, købmænd, pantelånere og andre, fejret i fromme skikke og folklore og gengivet utallige gange på malerier og i skulpturer. Men hvad der troværdigt berettes om hans liv, er ikke andet, end at han var biskop af Myra i Lycien (Sydvest-Lilleasien) i det 4. århundrede.

På den anden side er legenden om ham spredt viden om og nogle gange med barnlige træk, lige siden hans første "biografi" kom frem tidligt i 9. århundrede. Den del af legenden, som har haft størst virkning, er historien om tre piger, som Nicolaus frelste fra prostitution ved at kaste tre sække guld til deres medgift ind gennem vinduet om natten. Den maleriske fremstilling heraf siges at have givet stødet til fortællingen om, at han gav liv til tre myrdede børn, der var gemt i et saltkar (idet de runde sække blev forvekslet med børnenes hoveder). Han siges også på mirakuløs vis at have frelst tre uretfærdigt dømte mænd fra døden såvel som sømænd i havsnød ud for Lyciens kyst. Der er intet historisk grundlag for den mindre sensationelle beretning om, at Nicolaus led for sin tro før Konstantins tronbestigelse, og at han var til stede på det første økumeniske møde i Nikæa i 325.

Skt. Nicolaus som skytshelgen for børn er oprindelsen til julemanden. Gaver blev givet - og bliver det endnu i nogle lande - på hans festdag, og "Santa Claus" stammer via Amerika fra den hollandske dialektform af hans navn "Sinte Klaas". I 1087 stjal italienske købmænd de berømte relikvier af Skt. Nicolaus fra Myra og lagde dem i et skrin i Bari i Apulien, hvor de stadig er. Det er derfor han undertiden kaldes Nicolaus af Bari. Hans mærke er tre kugler (pengesække).

 

NICOLAUS AF FLUE

lægmand. Født i Flueli nær Sachseln 1417. Død i Ranft 1487. Kanoniseret 1947. Festdag 21. marts. Denne schweiziske patriot blev født på familiens bondegård ikke langt fra Vierwaldstättersøen og gik ind i faderens arbejde dér. Han tog aktivt del i lokalpolitik, kæmpede i to krige og opnåede god forfremmelse. Under felttoget i Thurgau var de schweiziske tropper ved Katharinental stillet i en situation, der i mindre format foregreb situationen ved Monte Cassino i 1944. Nicolaus forhindrede, at nonneklostret blev tilintetgjort. I 1447 blev han gift med en landmandsdatter, og de fik ti børn. Han havde lykken med sig som landmand og var omgivet af respekt i nabolaget, velkendt som en mand der var mere religiøs end almindeligt. Fra barnsben af havde han været under indflydelse af en fromhedsbevægelse "Gottesfreunde". Så i 1465 trak han sig pludselig tilbage fra det offentlige liv i protest mod en uretfærdig og undertrykkende kendelse i den lokale ret. To år senere kundgjorde han som svar på et indre kald sit ønske om at forlade sit hjem og hellige sig guddommelig kontemplation i et liv som eremit. Hans hustru Dorothea erkendte, at det var et kald, og gav sit samtykke. Hans slægtninge og naboer var fulde af forargelse, men det ændrede ikke hans beslutning.

I 20 år levede Nicolaus, Broder Klaus, i en hytte i Ranft, tæt ved sit gamle hjem. Med tiden flokkedes folk om ham for at få hans råd om religiøse og timelige sager. De blev tiltrukket ikke alene af hans ry for godhed og visdom, men også på grund af, hvad de hørte om hans usædvanlige faste. De, der kom til ham, var også folk af politisk og kirkelig betydning i andre lande. Men det var først henimod enden af hans liv, at de begivenheder indtraf, som gav Nicolaus af Flue en vigtig plads i hele Schweiz' historie. Landet truedes af borgerkrig mellem by- og landdistrikter. På forslag af en præst rådspurgte kantonernes udsendinge eremitten i Ranft om deres stridspunkter. Skt. Nicolaus havde allerede fået henvendelse fra myndighederne i Luzern, og han foreslog nu vilkår for almindeligt forlig. De var så politisk klogt affattede, at de straks blev accepteret (forliget i Stans 1481), og fred og enhed var sikret i Schweiz. Det er interessant, at Nicolaus hverken kunne læse eller skrive. Han døde fem år senere; hans hustru og børn stod ved hans seng, og slægten lever endnu i Schweiz.

Catharina Broomé: Den helige Nikolaus von Flüe, Stockholm 1962.

 

NIELS STEENSEN

biskop. Født 1. januar 1638 i Købehavn. Død 25. november 1686 i Schwerin. Saligkåret 23. oktober 1988 i Rom. Festdag den 25. november. Hans far, guldsmed Steen Pedersen, stammede fra en skånsk præsteslægt og tilhørte byens bedre borgerskab. Allerede i 1645 mistede Niels sin far, og som barn lærte han under en længere sygdomsperiode at sætte pris på voksne menneskers alvorlige samtaler. Efter skolegang ved Vor Frue Skole studerede han 1656-59 medicin på Københavns Universitet. Han oplevede svenskernes belejring af København 1658-60. I foråret 1659 skrev han det såkaldte Chaos-manuskript: en lang række studienotater, mest afskrifter af bøger, men også små videnskabelige iagttagelser og personlige notater, der vidner om en levende, men ganske konventionel religiøsitet. Efter studierne i København tog han 1660-64 på den obligate studierejse til udlandet. Den førte ham over Rostock til Amsterdam og Leyden, den tids internationale protestantiske lærdomssæde. Dér skabte han sig gennem anatomiske opdagelser, udgivelser og vidneskabelig polemik på kort tid et navn i den videnkabelige verden. Han beskæftigede sig mest med kirtler og kar og opdagede ørespytkirtlens udførselsgang (ductus parotideus), der også kaldes "ductus stenonianus". Men også musklernes anatomi gjorde han studier i og understøttede med sin kortlægning af hjertets muskelfibre den ny opfattelæse af hjertet som en ene og alene en muskel. Efter et kort ophold i hjemmet i 1664, hvor han forgæves forsøgte at få en stilling ved universitetet, fortsatte han 1664-65 sine studier i Paris og Montpellier. I Paris holdt han 1665 sin berømte hjerne-forelæsning, der er en metodisk og videnskabsteoretisk tour de force. I 1666 kom han til Italien, hvor han i storhertugerne af Toskana fandt trofaste velyndere og venner. På sine rejser havde han stiftet bekendtskab med Nederlandenes religiøse pluralisme.

I forening med den udbredte filosofiske relativisme og skepticisme kastede dette ham ud i en langvarig eksistentiel krise, der først blev endelig overvundet med konversionen til katolicismen i Firenze 1667. Oplevelsen af en Kristi-legemsprocession i Livorno 1666 gav stødet til selvstændige studier af Bibelen og kirkefædrene, og gennem samtaler med ambassadørfrue Lavinia Arnolfini og hendes skriftefar, jesuitten E. Savignani, kom han til at opleve glødende fromhed og solid teologi. Det religiøse gennembrud kom dog i enrum Allesjælesdag den 2. november 1667, mens han ventede på, at Savignani skulle vende tilbage med bøgerne til endnu en diskussionsrunde: "Og skønt der straks frembød sig grunde for mig til med det samme at underkaste sig, forstyrredes dog min sjæl af så mange og forskellige bekymringer, at den

Konversionen gjorde en tilbagevenden til fædrelandet umuligt, og indtil 1672 drev Niels sine banebrydende anatomiske og geologiske studier, der gør ham til en af geologiens og krystallografiens fædre, i storhertugens tjeneste. Konversionen dannede indledningen til et intensivt åndeligt liv, der kan følges i en række private optegnelser på italiensk. Efter et toårigt ophold som kongelig anatom i København 1672-74 tog han afsked med naturvidenskaben og lod sig 1675 præstevie for at hellige sig sjælesorg og for "at yde Gud det bedste på den bedste måde, så vidt min svaghed tillod mig det".

To år efter blev han bispeviet, og som bispevåben valgte han et hjerte med et kors på toppen. 1677-80 virkede han som apostolsk vikar hos den katolske hertug Johann Friedrich af Hannover. Efter den barnløse hertugs død blev Niels hjælpebiskop af Münster 1680-83 under fyrstbiskop Ferdinand von Fürstenberg af Paderborn og Münster. Årene i Hannover og Münster er præget af en stadig mere asketisk livsstil kombineret med en uophørlig apostolsk aktivitet, pastoral iver og omfattende omsorg for de fattige. I Hannover var arbejdsbyrden endnu overskuelig, og han fik tid til at fortsætte det kontroversteologiske forfatterskab, han havde påbegyndt som præst i Firenze, og til filosofisk-religøse samtaler med den berømte filosof G.W. Leibniz. I Münster fik han virkelig sin sag for som prædikant, åndelig vejleder, dekan for Sankt Ludgeri kirke og visitator i store områder af stiftet, for slet ikke at tale om vielser, firmelser og gudstjenster. De kirkelige tilstande var med Niels' øjne fortvivlende. Ikke mindst de lokale adelige slægters dominerende indflydelse på kirkelige forhold og de mange uværdige præstekandidater voldte ham bryderier og samvittighedskvaler. Pga. korruption ved valget af den ny biskop af Münster 1683 flygtede Niels til Hamborg, hvorfra han forsøgte at tage sig af de store områder af Nordtyskland og Danmark, han som apostolsk vikar havde fået ansvar for. I Hamborg ragede han uklar med de lokale jesuitermissionærer og måtte indse, at han ikke kunne udrette noget under de givne forhold. Til sidst fik han Roms tilladelse til at vende tilbage til sit elskede Italien, men blev i sidste øjeblik opholdt af muligheden for at etablere permanent katolsk gudstjeneste i Schwerin i Mecklenborg. Udsigterne i Schwerin var dårlige, og mens tiden gik, fungerede han som almindelig præst, indtil døden indhentede ham. Han døde den 25. november i helligheds ry under stærke smerter uden en præst, men omgivet af sine venner. Hans legeme blev overført til Firenze og begravet i krypten under storhertugernes gravkirke San Lorenzo.

I 1953 blev hans legemlige rester overført til kirken, hvor de står i en antik sarkofag i den højre korarm. Skuffelserne i Hamborg og opholdet i Schwerin 1685-86 markerer for en ydre betragtning det absolutte nulpunkt, men i et religiøst perspektiv er det i disse år, han lutres til helgen. Skønt han levede i den yderste fattigdom, udstrålede han glæde og fromhed og var vellidt selv blandt protestanter.

Niels Steensens åndelige liv var koncentreret om en indelig gudhengivenhed og tillid til forsynet, der f.eks. kommer til udtryk i hans bekendte bøn: "Gud, uden dit vink falder intet hår fra hovedet, intet blad fra træet og ingen fugl fra luften, ej heller undslipper nogen tanke sindet, nogen lyd tungen eller nogen bevægelse hånden. Du har indtil nu ført mig ad veje, som var mig ukendte. Før du mig nu ad nådens sti, seende eller blind! Det er lettere for dig at føre mig derhen, hvor du vil, end det er for mig at trække mig tilbage derfra, hvorhen mine længsler drager mig". Hans katolicisme er ortodoks, præget af Bibelen og kirkefædrene og gennemglødet af den asketiske fromhed og pastorale iver, der blomstrede i kølvandet på gennemførelsen af tridentinerkoncilets reformer i Italien. Mange af hans bryderier som apostolsk vikar afspejler konflikten mellem tridentinsk reformkatolicisme af italiensk støbning og de noget anderledes forhold nord for alperne. Lige fra hans død har han været regnet for en helgen, og i Schwerin har man altid mindet ham den 25. november. I nyere tid er han blevet fremhævet som eksempel på en kristen videnskabsmand, for hvem videnskab og tro ikke står i noget modsætningsforhold, men hvor den videnskabelige erkendelse viser hen til Skaberen, og troen ansporer til at søge Skaberens spor i det skabte. Det er denne holdning, der sammenfattes i de berømte ord fra den anatomiske indledningsforelæsning 1673: "Skønt er det, vi ser - skønnere er det, vi erkender - skønnest af alt er det, vi ikke fatter".

Miriam Mortensen: Skønnest af alt. En biografi om Niels Steensen, Kbh. 1993; Harriet M. Hansen (udg.): Niels Steensens korrespondance i dansk oversættelse, bd. 1-2, Kbh. 1987; Gustav Scherz: Niels Stensen. Eine Biographie, bd. 1-2, Leipzig 1987-88; Michael Jensen: Bibliographia Nicolai Stenonis, Mørke 1986.

 

NORBERT

biskop og stifter af præmonstratenserne. Født i Xanten ca. 1080. Død i Magdeburg 1134. Kanoniseret 1582. Festdag 6. juni. Skt. Norbert kom fra en adelig Rhinlands-familie, og indtil han var omkring 35, levede han en hofmands liv ved fyrstehoffer, skønt han var gejstlig af lavere orden, med adskillige privilegier. Han blev da pludselig omvendt, fordi han slap fra en truende død. Han blev præsteviet, men begejstringen for hans nye reformånd udæskede nogle af gejstligheden i Xanten, der i 1118 anklagede ham for at prædike uden autorisation og være en hykler. Derefter gav Norbert, hvad han ejede, til de fattiges vel og drog af sted til pave Gelasius II, som da var i Languedoc. Paven gav ham brev på at måtte prædike, hvor som helst han ønskede, hvad han gav sig til at gøre i Nordfrankrig med stor virkning. I Valenciennes traf han sammen med den unge præst Hugo af Fosses, og i 1120 grundlagde de et samfund af regularkanniker i Prémontré-dalen nær Laon. Fra en meget beskeden begyndelse udviklede det sig hurtigt til en orden, præmonstratenser-kanniker, med andre abbedier og priorater. Skt. Norbert fortsatte imidlertid sin gerning som vandreprædikant, hvor lejlighed bød sig i Frankrig og Tyskland, og i 1126 blev han valgt til ærkebiskop i Magdeburg.

Bispedømmet var i dårlig forfatning, og Norbert tog sig af det med sin sædvanlige energi. Han mødte megen modstand, særlig fra lægfolks side, når han tog sig for at opspore kirkegods, der med urette var berøvet Kirken. Mere end ét forsøg blev gjort på at myrde ham. I 1130 satte han al sin indflydelse ind for pave Innocens II's sag i hans strid med antipaven Pierleone, og kort før sin død blev han udnævnt til kansler for Italien af kejser Lothair II. I de blot tyve år Skt. Norbert levede efter sin omvendelse satte han et præg på sin tid, især ved at indstifte de præmonstratensiske regularkanniker, hvis livsmønster var en mellemting mellem munkenes og det næste århundredes tiggermunke. I 1627 blev Skt. Norberts relikvier overført fra Magdeburg til kirken ved hans ordens abbedi i Strakov nær Prag. Hans kendetegn er en monstrans. Præmonstratensere fra Averbode-abbediet i Belgien varetager i dag sjælesorgen i de katolske sogne i Vejle og kolding.

Norbert og hans orden, Udg. af Præmonstratenserne i Danmark, Vejle 1984.

 

NØDHJÆLPERE, FJORTEN

En gruppe helgener, der særligt i middelalderen indtog en særstilling i folkefromheden og ses afbildet på talrige danske kalkmalerier. De anråbtes i al slags nød, og deres kult bredte sig gennem Tyskland til Danmark og Sverige. De nævnes første gang i 1284 i et afladsbrev og fremstilledes første gang i en gruppe i 1331 i dominikanerklosteret i Regensburg. Kendt er den rigt udstyrede valfartskirke "Vierzehnheiligen" i Lichtenfels i Oberfranken fra midten af 1700-tallet og en tilsvarende kirke til ære for de fjorten nødhjælpere i Wien.

Deres navne varierer lidt fra sted til sted, men er sædvanligvis følgende: Achatius (festdag 8. maj), der anråbtes i dødsangst; Aegidius (festdag 1. september), der anråbtes af angerfulde skriftende; Barbara (festdag 4. december), der anråbtes af døende; Blasius (festdag 4. februar), der anråbtes ved halslidelser; Kristoffer (festdag 25. juli), der anråbtes af vejfarende, i uvejr og ved ildebrande; Cyriacus (født 449, død 557, festdag 8. august), der anråbtes ved meget store fristelser; Dionysius (festdag 9. oktober), der anråbtes ved hovedlidelser og samvittighedsangst; Erasmus (festdag 2. juni), der anråbtes af enker, forældreløse og som hjælper ved smerter i underlivet; Eustacius (festdag 20. september), der anråbtes under svære trængsler og skæbnesvangre uheld; Georg (festdag 23. april), der anråbtes i trosvanskeligheder og i krig; Katarina af Alexandria (festdag 25. november), der anråbtes af stakkels syndere og videnskabsmænd; Margareta af Antiokia (festdag 20. juli), der anråbtes af kvinder og ved barsel; Pantaleon (død ca. 304, festdag 27. juli), der anråbtes af læger, syge og ensomme - og Vitus (festdag 15. juni), der anråbtes af unge mennesker og børn samt ved kramper (St. Veitsdans).