Ø - Helgenleksikon

 

ØYSTEIN (Eystein)

ærkebiskop af Nidaros (Trondheim). Død i Trondheim 26. januar 1188. Festdag 26. januar. Den store ærkebiskop Øystein (Augustin) Erlendsson var den anden ærkebiskop på sædet i Nidaros. Han blev udpeget 1157 af kong Inge og drog til Italien for at modtage bispevielsen af pave Alexander III. Han ville styrke forbindelsen med Rom og den retmæssige pave og Kirkens position ude og hjemme, og samtidig arbejde for rigsenheden i Norge under én konge, så freden og ordenen kunne sikres, under Skt. Olavs og Kirkens beskyttelse. Efter kong Inges død støttede han Magnus Erlingsson og fik ham salvet og kronet i 1163, i nærvær af en pavelig legat. Og få år senere erklærede Magnus på sin side højtideligt over for ærkebiskoppen, at han ville styre sit land i egenskab af Skt. Olavs vasal og stedfortræder. Ærkebiskop Øystein bidrog hermed til en konstitution, der styrkede både kongemagten og Kirken. Han fremhæves da også som den betydeligste kirkepolitiker i norsk middelalder. Men han arbejdede også energisk på at bygge Kirkens indre liv op. Han grundlagde et konvent af augustinerkorherrer og flere andre præstekommuniteter. Og han nævnes fremfor alt som forfatter til en hovedkilde i Olav-traditionen: "Passio et Miracula Beati Olavi", skrevet i tidsrummet 1160-80, et halvt århundrede før Snorres Olavssaga. Håndskrifter heraf er fundet i England, Frankrig, Wien, et brudstykke også i Finland. Den udmærker sig også ved sine skildringer af hverdagslivet på den tid i bygden og bispestaden. Blandt Olavs mirakler fortæller han om et, han selv kom ud for i sin egenskab af bygmester på Nidaros-domkirken:

Han var faldet ned fra et stillads og blev mere eller mindre livløs bragt til sengs. Det var tre dage før Olsok-festen, som han selv som biskop skulle lede, og mange pilgrimme ventedes fra nær og fjern. "Da jeg lå i sådan pine på krop og sjæl tyede jeg i min bøn til min beskytter, den hellige Olav, fuld af tro, omend jeg ikke stolede på mine egne gode gerninger. Og jeg kom til at sande, at han ikke glemmer sine, når de råber til ham". På Olsokdagen lod han sig bære til kirken, skønt afkræftet, for i hvert fald at følge Olavsmessen med hele folket. Kommet dertil følte han sig straks bedre. Han bad Olav om kræfter til at deltage i processionen, skønt han ikke kunne stå på benene, og fik det. Ja, han vovede endog at tage ordet i al korthed - og mens han talte, voksede kræfterne, og han holdt uventet en lang prædiken efter sin sædvane. Lidt efter lidt følte han sig helt rask. Det mirakuløse, som nok for middelalderens kristne frem for alt var det uforklarlige, synes her manifesteret i sin kerne som en overnaturlig åndskraft, der har været virksom i et synligt tegn. Det er også Olav-skikkelsens symbolkraft, Øystein på afgørende måde fremhævede for sin samtid og eftertid.

Imidlertid havde kong Magnus fået en rival i Sverre, som kom til Norge i 1176 og gjorde ham rangen stridig. Ærkebiskoppen tog Magnus' parti og måtte dele hans nederlag. Han flygtede til England, hvor han opholdt sig i St Edmundsbury-abbediet 1081-83. Efter kong Magnus' død blev han udsonet med Sverre (se Erik af Sverige) og vendte tilbage til sit ærkebispesæde i Nidaros. Henimod slutningen af sit liv grundlagde han endnu et augustinerkloster i Kongshelle ved Göta-Elv, den lille by hvor han engang havde været præst. Dette kloster lagde han ind under Æbelholt Kloster i Danmark, hvis abbed Vilhelm var hans personlige ven. Han døde få år efter og blev begravet i sakristiet i Nidaros Domkirke. I 1229 blev han enstemmigt erklæret for helgen af Norges forsamlede biskopper og skrinlagt. (Se også Torlak; Torfin).