S - Helgenleksikon
SCHOLASTICA
indviet jomfru. Født i Nursia ca. 480. Død nær Monte Cassino 543. Festdag 10. februar. Praktisk talt alt det lidet, som vides om Skt. Benedikts søster (efter traditionen hans tvillingsøster) stammer fra Skt. Gregor den Stores "Dialoger". Hun blev i en tidlig alder viet til Gud, men fortsatte sandsynligvis med at leve i sine forældres hjem. Senere levede hun imidlertid ikke langt fra Skt. Benedikts kloster Monte Cassino, om det var alene eller i et kommunitet vides ikke. Bror og søster plejede at mødes en gang om året i et hus nær ved klostret. Ved det sidste af disse møder fortæller Skt. Gregor os, at Scholastica indtrængende bad sin bror om at blive natten over, "så at vi kan blive ved med at tale sammen indtil morgen om himlens glæder". Benedikt ville ikke. Derefter gav Scholastica sig til at bede, og så voldsom en storm rejste sig pludseligt, at det var umuligt for ham at tage af sted, og hun fik sin vilje. Tre dage senere døde Skt. Scholastica. Skt. Benedikt blev begravet i den samme grav som sin søster, "så at døden ikke adskilte deres legemer, hvis sjæle altid havde været forenet i Herren".
SEBASTIAN
martyr. Hans data er ukendt. Festdag 20. januar sammen med Skt. Fabian. Skt. Sebastians navn er et af de bedst kendte blandt de tidlige martyrer, især fordi han var et yndet motiv for renæssance-malerne. Men næsten intet vides om ham ud over, at han var en martyr, der blev begravet på Via Appia i Rom og blev mindet 20. januar. Skt. Ambrosius siger, at han blev født i Milano, hvor han allerede æredes i sidste del af 4. århundrede. Den traditionelle beretning om Skt. Sebastian er simpelthen en romantisk fortælling og det klassiske eksempel på en legende, der kæder en helt sammen med en række kendte helgener og andre, hvis eksistens i det mindste er problematisk, uden hensyn til historie og kronologi. Kernen i fortællingen er, at Skt. Sebastian, født i Gallien, var officer i kejsergarden i Rom under kejser Diocletian. Da det blev opdaget, at han var kristen, blev han dømt til at blive skudt med pile. Bueskytterne forlod ham som død, men hans sår blev helet af enken efter en anden martyr, Skt. Castulus. Da Diocletian hørte dette befalede han, at han skulle slås til døde med knipler, hvilket skete. Skt. Sebastians kendetegn er en bue.
SERVITTERORDENENS SYV GRUNDLÆGGERE
13. århundrede. Kanoniseret 1888. Festdag 17. februar. I året 1233 var der en gruppe på syv mænd, alle velkendte i Firenzes borgerskab, der slog sig ned som eremitter på Monte Senario, ikke langt fra byen. Dette fællesskab udviklede sig til en orden af tiggermunke, Marias tjenere (Servitter), som stadig arbejder ude i verden. Deres første leder var Skt. Buonfiglio Monaldo (død 1261). Fremtrædende blandt dem var Skt. Alexis Falconieri, hvis beskedenhed fik ham til at afslå at lade sig vie til præst. Han hjalp med at grundlægge et servitter-samfund i Siena og tjente ordenen i dens første tid på forskellig måde som lægbror. Han overlevede de andre grundlæggere og siges at have været 110 år gammel, da han døde i 1310. Servitterkirken i Firenze, Santissima Annunziata, rummer bl.a. et meget elsket billede af bebudelsen, foran hvilket den salige Niels Steensen bad før sin konversion, og hvor han også fejrede sin første messe som katolsk præst.
SIGFRID
engelsk missionsbiskop i Sverige. Død ca. 1045 i Växjö. Festdag 15. februar. Skt. Sigfrid var en af de betydeligste missionærer i Sverige, men detaljerne i hans arbejde er forvirrende og usikre. Iflg. traditionen var han præst fra York og blev sammen med andre englændere sendt til Skandinavien for at forkynde evangeliet der. Han gjorde Växjö i Sydsverige til centrum for sin missionsvirksomhed og arbejdede med godt resultat i Småland og Västergötland. I skrifter herfra nævnes han som den første biskop, der førte kristendommen til Sverige, og som den, der i Husaby døbte Olov Skötkonung, der nævnes som Sveriges første kristne konge. I svensk senmiddelalder blev han fremhævet som Sveriges apostel på bekostning af Skt. Ansgar. Han figurerer også i Skt. Birgittas "Åbenbaringer".
SILVESTER I
pave. Død i Rom 335. Festdag 31. december. Silvester, der var romer, blev valgt til biskop af Rom som efterfølger af Skt. Miltiades i det år 313, da den kristne Kirke fik fred for forfølgelse. Som følge heraf optræder hans navn - selv om man kun ved lidt om ham - ofte i kirkehistorien og i senere legender. Af legenderne er den vigtigste, at kejser Konstantin gjorde Silvester og hans efterfølgere på Roms bispesæde overordnede over alle andre biskopper og skænkede dem verdslige herredømme over Italien. Denne "gave" er forlængst påvist at være pure opspind. Det første økumeniske koncil for hele Kirken blev holdt i Nikæa i 325. Silvester deltog ikke personligt, men var repræsenteret af to legater. Han blev begravet i Priscilla-katakomben på Via Salaria, og han var en af de første ikke-martyrer, der blev æret som helgen i Rom.
SIMEON SØJLEHELGEN
Født i Kilikien ca. 390. Død i Telanissus 24. juli 459. Festdag 5. januar. Simeon den Ældre var den første og mest berømte af søjleasketerne. Han var søn af en hyrde og fra sine unge år pålagde han sig selv stadigt strengere legemlige bodsøvelser, især faste. I godt tyve år levede han i forskellige eremitsamfund og klostre i det nordlige Syrien. Så begyndte han i 423 at leve på en søjle i Telanissus (Dair Sem'an). Først var søjlen lav, men som årene gik, øgedes den til en højde af 18-20 meter. På toppen var en platform med rækværk beregnet til at have været 13-14 kvadratmeter. Dér tilbragte han resten af sit liv, 36 år. Efter hans død blev der bygget et kloster og kapel på stedet, og midt i de imponerende ruiner kan foden af Simeons søjle endnu ses.
Grunden til, at Simeon gav sig til at leve på denne usædvanlige måde, var hans ønske om at undgå trængslen af mennesker, som flokkedes om ham på grund af hans bøn og vejledning. Det er blevet anført spøgefuldt, at "da han opgav håbet om at flygte fra verden horisontalt, forsøgte han at flygte fra den vertikalt". Det modsatte blev selvfølgelig resultatet: mange flere mennesker kom til ham, både pilgrimme og turister, ja, selv kejsere. Hver eftermiddag var han til deres rådighed, lærte, formanede og besvarede spørgsmål. Han var fuld af venlighed og medfølelse, og hans samtaler og belæringer var præget af praktisk sund fornuft og fri for fanatisme. Han blev anledning til, at mange omvendte sig til kristendommen, særlig blandt de arabiske beduiner. Men hans ry spredtes langt uden for Syrien, og folk, der ikke kunne gøre den lange rejse, konsulterede ham pr. brev. I en tidsalder og et land med tøjlesløshed og luksus vidnede Simeon om kravet om godhed og uselviskhed på så slående en måde, at ingen kunne undgå at lægge mærke til det.
SIMON
apostel. Fra det første århundrede. Festdag 28. oktober sammen med apostlen Judas. Denne Simon, kaldet "kananæeren" og "zeloten" (begge betegnelser betyder "den nidkære") var en af Jesu tolv apostle. Intet andet vides med sikkerhed om ham. Ifølge senere beretninger prædikede han evangeliet i Ægypten og Persien og led martyrdøden i Persien, nogle siger sammen med apostlen Judas.
STANISLAUS AF KRAKOW
biskop og martyr. Født i Szczepanow 1030. Død i Krakow 1079. Kanoniseret 1253. Festdag 11. april. Denne Stanislaus er meget æret i Polen, men der hersker stor usikkerhed om de begivenheder, der førte til hans voldelige død som martyr. Han var valgt til biskop af Krakow i 1072, og den historie, der almindeligvis fortælles, går ud på, at han kom i konflikt med den mægtige kong Boleslav II på grund af misforhold i kongens privatliv. Adskillige gange dadlede biskoppen frygtløst sin konge og ekskommunicerede ham til sidst, hvorefter Boleslav gjorde anslag mod ham og myrdede Stanislaus, medens han fejrede messen. Men det tilgængelige materiale fortolkes forskelligt af historikerne.
STANISLAS KOSTKA
- se Aloysius Gonzaga.
STEENSEN
- se Niels Steensen.
STEFANUS
den første martyr. Død i Jerusalem ca. år 35. Festdag 26. december. Alt hvad der vides om den første martyr for Kristus, berettes i Apostlenes Gerninger, kapitlerne 6 og 7. Stefanus var "en mand fuld og tro og kraft", uden tvivl en græsktalende jøde, da han nævnes først af de syv diakoner, apostlene valgte til at sørge for de græsktalende enker blandt de kristne i Jerusalem. Han var også en nidkær prædikant, som "gjorde store undere og mirakler", og han blev angivet for det jødiske råd som gudsbespotter. Da han blev bragt for rådet, talte han længe til det, resumerede Israels historie og endte med at kalde sine tilhørere for stivnakker, der modstod Helligånden, ligesom deres fædre havde gjort. Disse fædre havde forfulgt profeterne, og nu havde de selv dræbt den Hellige, som profeterne havde forudsagt. Idet han så op, sagde han: "Se, jeg skuer himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd". Derefter drev de ham ud af byen og stenede ham. "Herre Jesus, tag imod min ånd", råbte han, og idet han faldt på knæ, bad han: "Herre, tilregn dem ikke denne synd!" Således sov han hen i Herren. En ung mand fra Tarsus ved navn Saulus stod tæt ved og bifaldt henrettelsen. Han skulle blive Paulus, hedningernes apostel.
STEFAN AF UNGARN
konge. Født i Esztergom ca. 975. Død i Buda 15. august 1038. Festdag 16. august. Stefan blev døbt som ung sammen med sin far hertug Geza af Skt. Adalbert af Prag. Han ægtede Gisela, søster til kejser Skt. Henrik II, og efterfulgte i 997 sin far som hertug. Da han havde bragt orden i sit land og konsolideret sin stilling, modtog han kongekronen af pave Silvester II og blev i 1001 kronet som den første konge af Ungarn. Stefan arbejdede energisk for at omvende sit folk til kristendommen, oprettede bispesæder og grundlagde klostre. Blandt hans grundlæggelser var ærkebispesædet Esztergom og abbediet Panonhalma. Men hans behandling af genstridige hedninger var præget af den tidsalders og egns råhed, og til tider var der en levende modstand, i forbund med hans politiske rivaler. Skt. Stefan har en æret plads i Ungarns historie, og efter hans personlige egenskaber at dømme synes der at være bedre grund til, at han bliver æret som helgen end visse andre kongelige og nationale helte. Hans sidste år var forbitret af dårligt helbred og skandaløse stridigheder blandt hans slægtninge om at efterfølge ham som konge. Stefans relikvier blev højtideligt skrinlagt i 1083 sammen med hans eneste søn Emeric (Imre), der også æres som helgen. Hans far havde gjort sig megen umage for at uddanne denne unge mand til at efterfølge ham, men han døde tidligt, dræbt ved et ulykkestilfælde under en jagt i 1031 (festdag 4. november).
I 1525 blev Stefans grav åbnet, fordi man frygtede tyrkisk erobring. Det viste sig, at hans højre hånd på mirakuløs vis var bevaret intakt. Siden 1873 holdt Ungarns primas en årlig procession med relikvien i gaderne omkring basilikaen i Pest. Den blev forbudt under stalinismen i 1947, men genoptaget i 1989 med deltagelse af 100.000 mennesker - en national manifestation med bøn for Ungarn og for menneskerettighederne, uanset nationalitet eller religion.
SULPICIUS
biskop. Død ca. 647. Festdag 17. januar. Det meget berømte præsteseminarium Saint-Sulpice i Paris har sit navn efter denne Sulpicius, som var biskop af Bourges i Akvitanien. Han var elsket af sit folk for sin gavmildhed og omsorg og sit forsvar af dem mod Merovinger-kongernes tyranni. En tidligere Skt. Sulpicius (død 591, festdag 29. januar), biskop sammesteds, blev nogle gange givet navnet Severus; dette har bevirket sammenblanding med forfatteren til Skt. Martin af Tours' levnedsskildring, Sulpicius Severus, der ikke regnes som helgen.
SUNNIVA
jomfru, irsk kongedatter fra midten af 10. århundrede. Død på den norske ø Selje. Festdag 8. juli. Legenden har typiske træk fra andre lign. legender (se f. eks. Skt. Ursula) og kan give et indblik i tiden og dens miljø. Skt. Sunniva var usædvanlig smuk og klog. Hun valgte tidligt at forsage ægteskabet for at blive Kristi brud. Efter faderens død måtte hun regere hans fyrstedømme med hjælp fra slægt og venner. Da hun vragede en fremmed vikingekonges frieri, hærgede han hendes land. Sunniva kundgjorde da på tinge, at hun ville forlade Irland, overgive sig til Kristi forsyn og rejse bort til ukendt land, med de folk der ville følge hende. Altså drog hun bort med et ubevæbnet følge, på tre skibe uden sejl og årer, og lod sig føre af strømmen. De førtes nord om Skotland, forbi Orkney-øerne og de vikingereder, der fandtes på fastlandet, til Firdafylke, hvor beboerne troede, de var fjendtlige vikinger og fordrev dem med pile og sten. En storm splittede de tre både ad. En havnede på den lille ø Kinn, norden for Sognefjorden i Norge. De irske pilgrimme ombord har formodentlig levet et isoleret eneboerliv dér, i lighed med andre eneboere på øerne i Atlanterhavet, indtil de døde en naturlig død (Se også Skt. Henrik, dansk eneboer).
De to andre skibe drev med Sunniva videre nord på til øen Selje i en bugt ved halvøen Stad, nord for Bergen, hvor der var drikkevand, fisk og fugle til livets opretholdelse samt huler at bo i. Imidlertid følte beboerne ved fjorden sig truet, fordi deres kvæg græssede på øen, og Håkon Jarl drog derover i den tro, at de var vikinger. På øen holdt Sunniva og hendes følge af mænd, kvinder og børn ud i bøn om redning, og da jarlen og hans folk gik i land, brød en lavine af sten ned over hulen, hvor de befandt sig og spærrede indgangen, så de ikke blev opdaget. Nogen tid efter sejlede to storbønder fra Firdafylke til Trondheim. Da de en nat ankrede op ved Selje, opdagede de et sælsomt lys over øen. Det syntes at strømme ned fra himlen og samle sig på et sted over stranden, så at glansen fra det spejlede sig i havet. De roede i land, fandt en hovedskal på stranden, snehvid og blank og med en sød duft. De var hedninger og forstod ingenting, men ville tage den med til Håkon Jarl. Han var imidlertid dræbt, men så fortsatte de to rejsen til kong Olav Trygveson, der nu regerede Norge. Han og biskoppen forstod, at hovedskallen var et relikvie. De sørgede for at få de to bønder døbt og undervist i den kristne tro og udspurgte folk, der kendte øen Selje. Derefter sejlede de derud og fandt flere menneskeknogler, der udsendte den samme søde duft. Og endelig fandt de i en stor hule Skt. Sunnivas lig, frisk og velbevaret, med hud og hår. Hun lå, som om hun sov. Olav Trygveson lod hulen udbygge til kapel og føjede en lille kirke til nedenfor. De fundne menneskeknogler blev lagt i skrin og en kiste tømret til Skt. Sunniva. Selje blev senere bispesæde for Gulathing-området; i 1170 blev det flyttet til Bergen og Sunnivas skrin overført til domkirken dér. På Selje flyttede benediktinermunke, formodentlig fra England, ind og byggede et kloster, som de indviede til Skt. Alban. At dømme efter udgravninger omkring klosterruinen har de haft en drengeskole dér og er blevet ramt både af brand og epidemier før reformationen.
I 1668 berettes om en protestantisk præsteenke, som den unge efterfølger i embedet på Selje hverken ville ægte eller forsørge. Som hævn brændte hun klostrets arkiv. Men traditionen fortæller, at Skt. Olav har knælet i den lille Sunniva-kirke og hulens kapel. Han landede på Selje på vejen hjem fra England, da han ville erobre Norge og videreføre Olav Trygvesons mission.