T - Helgenleksikon

 

TERESA AF JESUS (AVILA)

Ordensgrundlægger og kirkelærer. Født i Avila 1515. Død i Alba de Tormes 1582. Kanoniseret 1622. Festdag 15. oktober. Sammen med Skt. Katarina af Siena var Teresa de Cepeday Ahumada den ene af de to, der som de første kvinder nogensinde i 1970 officielt blev erklæret for kirkelærere. Hun var en pige af god familie og opdragelse, udrustet med rige evner og et livligt temperament. Hun indtrådte i karmeliternes kloster på sit fødested Avila i Kastilien, da hun var omkring 20 år. Hun blev nonne ved en fast beslutning, men uden begejstring: hun kunne ikke udholde tanken om at forlade sin familie. Klostret var et stort og sorgløst kommunitet, hvis medlemmer havde rådighed over, hvad de selv ejede og fri kontakt med omverdenen. Teresa led i begyndelsen af dårligt helbred, men hun holdt ud trods de ugunstige vilkår og begyndte at gøre store fremskridt i kontemplation. Eftersom årene gik, kom hun også ofte i ekstase, og blandt hendes åndelige erfaringer oplevede hun også, at den guddommelige kærlighed så at sige gennemborede hendes hjerte som med et spyd. Hun skrev en hel del om sådanne ting, men hun tillagde dem ikke overdreven vægt og så klart risikoen ved dem. En stærk indflydelse på hende havde dominikanerpræsten Domingo Baez, der var den første, som lærte hende, at Gud kan elskes i og gennem alle ting.

Det var først, da hun var midaldrende, at hun, tilskyndet af Skt. Peter af Alcàntara og andre, besluttede at grundlægge et kloster efter den oprindelige og strenge form af karmeliter-reglen. Efter mange forhindringer blev "Skt. Josef i Avila" åbnet i 1562, det første ordenshus med reformerede eller barfodskarmeliter (de der fulgte den mildere regel betegnedes som beskoede karmeliter). I de næste tyve år rejste Moder Teresa igennem Spanien på kryds og tværs for at grundlægge klostre, 17 i alt, ofte under de vanskeligste vilkår. Disse kommuniteter skulle være små, fattige, strengt klausureret og med en fast disciplin, således at daglig stille bøn var en del af deres regel. Under hendes indflydelse udbredtes reformen til mænd inden for ordenen, og fremtrædende blandt deres ledere var Skt. Johannes af Korset. Men - brødre eller nonner - barfodskarmeliterne mødte voldsom modstand og blev generet af nogle af de beskoede karmeliter. Til sidst blev karmeliterordenen reorganiseret i to uafhængige grene.

Skt. Teresa er det klassiske eksempel på en, der har kombineret et kontemplativt ordensliv med en intens aktivitet og effektivitet i praktiske sager, båret af sund fornuft. Resultaterne af begge dele har hun berettet om i skriftlig form. De vigtigste af hendes skrifter er hendes skildring af sit liv indtil 1562, skrevet efter henstilling fra hendes skriftefædre; "Fuldkommenhedens vej", skrevet til belæring for hendes egne nonner; den meget inspirerede beretning om oprettelsen af hendes klostre, "Bogen om klostergrundlæggelser", samt "Den indre borg", det værk der fremfor alle gør hende til en lærer i det åndelige liv. Skt. Teresa var en kvinde med en både bydende og højst tiltrækkende personlighed, dristig, lidenskabelig, munter og åndrig. Richard Crashaws omtale af "ørnen og duen" i hende er blevet ordsprogsagtig.

Grethe Livbjerg: Teresa af Avila - venskabets mystiker, Kbh. 1995; Teresa af Avila: Den hellige Teresa af Avilas liv fortalt af hende selv. Oversat af Knud Kinzi, Kbh. 1948 (2. opl., 1982); Teresa af Avila: Sjælens slot. I udvalg og oversættelse ved Gertrud Kalmar Steensen, Kbh. 1952; Teresa af Avila: Teresa af Avila: Brev i urval, Tågarp 1982; Teresa af Avila: Fullkomlighetens väg. Tågarp, 1974; Teresa af Avila: Klosterstiftelserna. Tågarp, 1985: Teresa av Avila: Den inre borgen, Tågarp 1974.

 

THÈRÉSE AF LISIEUX

karmelit. Født i Alençon 1873. Død i Lisieux 1897. Kanoniseret 1925. Festdag 1. oktober. Forældrene til Marie Françoise Thérèse var Louis Martin, en urmager, og hans kone, Zélie Guérin. Fem af deres døtre blev nonner. I 1888 indtrådte Thérèse i karmeliterklostret i Lisieux i Normandiet, hvor to af hendes søstre allerede var. De ni år, der var tilbage af hendes liv, var begivenhedsløse og almindelige,i stil med utallige andre unge nonners liv: den daglige rytme af bøn og arbejde, fejl som stolthed og stædighed der skulle overvindes, en vis humørsyge som skulle bekæmpes, indre og ydre besværligheder som man måtte se i øjnene. Søster Thérèse holdt tappert fast ved sin "lille vej" i al sin enkelhed, i tillid og kærlighed til Gud. Så viste der sig tegn på tuberkulose, og hun døde efter store lidelser i en alder af 24 år.

Tidligt i 1895 var søster Thérèse blevet bedt om at skrive sine barndomserindringer, hvilket hun gjorde, og senere tilføjede hun en beretning om sit senere liv. Efter hendes død blev denne bog, kraftigt omredigeret, udgivet under titlen "Histoire d'une Âme", "En sjæls historie". Dens succes var sensationel. Den vakte øjeblikkelig opsigt i ethvert sprog, som den blev oversat til. Dyrkelse af den ukendte nonne i Lisieux spredtes overalt, og mirakler og bønhørelser blev fra alle kanter tilskrevet hendes forbøn i Himlen. Hun blev kanoniseret i 1925, og en stor kirke blev bygget i Lisieux for at give skarerne af pilgrimme adgang til hendes relikvieskrin. Thérese Martin var blevet den mest populære helgen i nyere tid. Hun havde vist utallige mennesker, at enhver kan opnå hellighed, hvor ukendt, jævn, småtbegavet og almindelig man end er, ved at gøre små ting og varetage daglige pligter i en fuldendt kærlighed til Gud.

Thérèses selvbiografi - der har fået langt større udbredelse end hendes store karmelit-navnesøsters fra Avila - blev udbredt i en udgave, der delvis var omskrevet, omend ikke forfalsket, af hendes søster, Moder Agnes. Ikke før 1952 tog man arbejdet op med en faksimile-udgave af manuskripterne, bragt tilbage i deres oprindelige form. I 1997 udnævnte pave Johannes Paul II Thérèse til kirkelærer og Frankrigs værnehelgen.

Koen de Meester: Med tomme händer. Thérèse av Lisieux, Glumslöv 1987; Thérèse af Lisieux: En sjæls historie. Bd. 1-2. Kbh. 1958.

 

THOMAS

apostel. Første århundrede. Festdag 3. juli. Kaldet "Didymus" (tvilling). Beskrivelserne af denne apostel i Johannes-evangeliet giver et klart indtryk af, hvad slags mand han var: rede til at dø sammen med sin Mester (Joh 11,16); som fik Jesus til ved den sidste Nadver at udtale: "Jeg er vejen, sandheden og livet" (Joh 14,5-7); som var skeptisk med hensyn til opstandelsen: "Hvis jeg ikke får set ... og rører ... vil jeg ikke tro", men da den opstandne Kristus åbenbarede sig for ham, var han helhjertet i sin tro: "Min Herre og min Gud!" (Joh 20,24-28). Der er endeløs diskussion om Skt. Thomas' senere liv. I særdeleshed er det et spørgsmål, om han bragte evangeliet til Indien, hvor de kristne i Kerala i mange århundreder har kaldt sig Thomas-kristne. At han gjorde det og led martyrdøden dér, er genstand for en lang beretning fra 3. eller 4. århundrede, kaldet "Thomas' Gerninger". Dette er et af de mest læseværdige og interessante af de tidlig kristne apokryfiske skrifter. Men det er ikke andet end en folkelig roman, skrevet ud fra interessen for kættersk gnostisk lære (f. eks. den moralske nødvendighed af, at kristne lever i cølibat). Det er ikke umuligt, at Skt. Thomas skulle være nået til Sydindien, men det kan ikke betragtes som bevist som en historisk kendsgerning, at han har missioneret dér. Det blev også fortalt, at han forkyndte evangeliet blandt partherne, og i 4. århundrede blev det hævdet, at hans relikvier var i Edessa i Mesopotamien.

 

THOMAS AF AQUIN (AQUINAS)

dominikanermunk, kirkelærer. Født i Roccasecca nær Aquino ca. 1225. Død i Fossanuova nær Terracina 1274. Kanoniseret 1323. Festdag 28. januar. Denne store middelalder-kirkelærer - af mange regnet for den største - var en af de mange børn, som Landulf af Aquino, en adelsmand af lombardisk afstamning, havde. Han blev uddannet af benediktinerne på Monte Cassino og ved universitetet i Neapel, hvor han ca. 1244 indtrådte i dominikanerordenen. At han skulle ønske at blive tiggermunk, var et chok for hans adelige familie, så hans brødre kidnappede ham og holdt ham indespærret et år. Men han ville ikke ændre sin beslutning. Da han blev fri, gav han sig til at studere under Skt. Albert den Store i Paris og Køln, og i 1256 tog han doktorgraden i teologi. Resten af Thomas' forholdsvis korte liv var helliget undervisning, prædiken og frem for alt skriveri. Men hans akademiske karriere var ikke begrænset til ét sted: i 1259 forlod han Paris og rejste til Italien, hvor han underviste i adskillige byer; fra 1269 til 1272 var han i Paris igen; og til sidst tog han til Neapel. Det blev sagt om broder Thomas, at "hans vidunderlige lærdom skyldes langt mindre hans geni end hans dybe bønsliv". Ved slutningen af 1273 lod han sin store "Summa Theologica" være ufuldendt og erklærede: "Alt hvad jeg har skrevet, synes jeg er det rene hø sammenlignet med, hvad jeg har set, og hvad der er blevet mig åbenbaret". Han levendegjorde det dominikanske ideal om at give kontemplationens frugter videre til andre - "noget der er meget større", sagde han, "end kontemplationen i sig selv". Da han var blevet opfordret til at deltage i det almindelige kirkemøde i Lyon, tog han af sted få uger senere; men han var allerede syg og døde på rejsen i Fossanuova-abbediet.

Af Skt. Thomas' omfattende filosofiske og teologiske værker er de berømteste og mest indflydelsesrige "Summa contra Gentiles" (1259-64), en afhandling om Gud og hans skabning, og "Summa Theologica" (1266-73), den klassiske systematiske fremstilling af teologien, et værk af et sådant omfang og grundighed, at det har skaffet forfatteren betegnelsen Doctor Communis, universallærer. Skt. Thomas' indflydelse på sine samtidige var mindre end Skt. Bonaventuras og Skt. Alberts; senere blev hans indflydelse enorm. I 1567 blev han erklæret for kirkelærer af pave Pius V, og i nyere tid opfordrede Leo XIII i en rundskrivelse 1879 til mere indgående studier af Thomas og fornyet interesse for hans lære, en interesse der går ud over konfessionelle grænser. Forfatterskabet til visse velkendte eukaristiske salmer er længe blevet tilskrevet Thomas Aquinas, f. eks. "Adoro te" og "Verbum supernum"; men der er ytret nogen tvivl om dette i de seneste år, vistnok med urette. Thomas Aquinas' symbol i kunsten er en stjerne.

G.K. Chesterton: Mørk Middelalder. Den hellige Frans af Assisi og den hellige Thomas af Akvin, Kbh. 1945; H. Roos: Thomas Aquinas, Kbh., 1965; Michel de Paillerets: Thomas av Aquino. En doktor för vår tid. Lund, 1981; Lovsang (Katolsk salmebog) nr. 339, 402, 404, 405, 411.

 

THOMAS BECKET

biskop og martyr. Født i London 1118. Død i Canterbury 1170. Kanoniseret 1173. Festdag 29. december. Thomas Becket var født i Cheapside af velhavende normanniske forældre og fik en god alsidig uddannelse. Omkring 1142 fik han tjeneste hos ærkebiskop Theobald af Canterbury, som sendte ham udenlands for at studere kanonisk ret og i 1154 gav ham diakonvielse og ærkediakoniet i Canterbury. I 1155 valgte kong Henrik II ham til kongelig kansler. Becket stod på en fortrolig og venskabelig fod med kongen og tjente ham trofast og godt i syv år som statsmand, diplomat og soldat. Udadtil optrådte han som hofgejstlig med yderst verdslige interesser og strålende evner. Men da Thomas i 1162 blev udpeget til det ledige bispesæde i Canterbury, forandrede han sig fra at være - som han selv siger - "en beskytter af skuespillere og en, der følger efter jagthunde, til at være en sjælehyrde". Han kastede sig over sine nye embedspligter, var rundhåndet til at give almisser, levede meget strengt og kom snart i strid med kongen. Blandt de mange stridspunkter mellem dem var hovedpunktet for ærkebiskoppen, om staten eller Kirken havde jurisdiktion over gejstlige, der var domfældt for forbrydelser. Situationen tilspidsedes, biskopperne var delt i deres synspunkter, og i 1164, efter et stormfuldt møde i kongens råd i Northampton, flygtede Becket hemmeligt til Frankrig.

Det varede seks år, førend konge og ærkebiskop blev offentligt forsonede; men straks efter at Thomas var kommet tilbage til England, 1. december 1170, brød konflikten ud påny på grund af visse biskopper, som Becket havde irettesat for at krænke hans bispesædes forrettigheder på kongens tilskyndelse. Henrik, der var i Normandiet, blev rasende og lod nogle letsindige ord falde, som - sandsynligvis uden at det var hans hensigt - blev ordren om Thomas' død. Fire riddere skyndte sig over Kanalen og dræbte tidligt om aftenen 29. december ærkebiskoppen i et sidekapel til hans domkirke. Kristenheden var forfærdet; over hele Vesteuropa blev Thomas øjeblikkelig hyldet som martyr, og i 1173 blev han formelt kanoniseret af pave Alexander III (der ikke havde givet ham sin uforbeholdne støtte). I næsten 400 år var Skt. Thomas' relikvieskrin i Canterbury et af de tre eller fire vigtigste pilgrimssteder i Europa.

Der har været uenighed om Skt. Thomas Beckets karakter. Myndig og stædig, ærgerrig og voldsom var han. Men hele tiden var der tegn på mere ophøjede egenskaber, og årene, da han var i eksil i Pontigny og Sens, var en forberedelsestid til den sidste ildprøve. Hans sidste ord, der berettedes af et øjenvidne, var kernen i hans idealer som ærkebiskop: "Gerne dør jeg for Jesu navns skyld og i forsvar for Kirken". Thomas af Canterburys historie har været et yndet motiv for skuespilforfattere fra Tennysons "Becket", over T.S. Eliots "Mordet i katedralen", Anouilhs skuespil "Becket", som blev filmatiseret 1964, til musikdramaet "Becket" i 1970 (C.R. John/Lawrence Bévenot).

 

THOMAS MORE (MORUS)

lægmand og martyr. Født i London 1478. Død på Tower Hill 1535. Kanoniseret 1935. Festdag 22. juni sammen med John Fisher. Den katolske Kirke kanoniserede Thomas More som martyr; det må siges, at han opfyldte forudsætningerne for at blive kanoniseret ved sit helstøbte gudhengivne liv ikke mindre end ved sin død. Hans far var dommer, der levede i Milk Street i City, og efter to år i Oxford blev Thomas optaget som student på Lincoln's Inn. Han fik beskikkelse som sagfører i 1501, og i 1504 kom han ind i Parlamentet. Det følgende år giftede han sig med Jane Colt, og de fik tre døtre og en søn. Men den elskede Jane døde ung, og More giftede sig så med en enke, Alice Middleton, der kunne være en mor for hans unge børn. More var en humanist og en reformator; "en gentleman af stor lærdom, både i jura, kunst og teologi", et hurtigt hoved, lige så munter som han kunne være alvorlig. Blandt hans nære venner taltes biskop Fisher og Dean Colet, Grocyn, Linacre og "Erasmus, min yndling". I 1516 havde han skrevet sin berømte bog "Utopia". Under kong Henrik VIII varetog han en række høje stillinger og hverv; i 1529 blev han udnævnt til lordkansler, og som dommer blev han hyldet for sin retsindighed, ubestikkelighed og hurtighed. More, der var en god teolog, indtog en aktiv, men moderat holdning til forsvar for den traditionelle katolicisme i de stridigheder, som Luther fremkaldte.

Men da hans karriere og anseelse var på sit højeste, opstod kong Henriks krav om at få erklæret sit ægteskab med Katarina af Aragonien for annulleret. More var en nær ven af kongen, men nærede ingen illusioner om hans karakter. Han anså ægteskabet for gyldigt, og i 1532 trak han sig tilbage fra kanslerembedet og fra det offentlige liv. I 1534 afslog han, sammen med biskop Fisher, at aflægge en ed, der indebar en afvisning af pavens religiøse autoritet, og han blev fængslet i Tower. Under de 15 måneders fængselsophold skrev han "Dialogue of Comfort against Tribulation" og rådførte sig meget med sin højtelskede og kærlige ældste datter, Margaret Roper. Ni dage efter henrettelsen af Skt. John Fisher af Rochester blev More anklaget i Westminster Hall for statsforræderi, fordi han nægtede kongens jordiske overherredømme over Kirken i England. Han blev fundet skyldig og dømt til døden. Så gentog han over for retten, at han ikke kunne handle mod sin samvittighed, og ønskede for sine dommere, at "vi dog efter dette liv må mødes lykkeligt i Himlen allesammen i den evige salighed". Henrettelsen ved halshugning fandt sted på Tower Hill 6. juli. Han døde, sagde han til tilskuerskaren, som kongens gode tjener, men først og fremmest som Guds. Hans biograf R.W. Chambers kalder disse ord for "de mest vægtige ord, der nogensinde er udtalt på et skafot". Han var spøgefuld og åndrig til det sidste og ordnede omhyggeligt sit skæg: just således ordnede Perpetua sit pjuskede hår på Kartagos arena.

Blandt Skt. Thomas Mores skrifter indtager "Utopia" en særstilling. Hans skrifter mod Luther og Tyndale og andre polemiske skrifter er nu mest af interesse og værdi for videnskabsmænd. Men hans senere skrifter og breve fra fængslet skulle kunne få bredere kredse i tale end de sandsynligvis gør. Den åndfulde "Dialogue of Comfort" er blevet sammenlignet med andagtsbøgerne af Skt. Frans af Sales og Jeremy Taylor, men det nås og overgås måske af "Treatise on the Passion of Christ". Et skuespil om More "A Man for All Seasons" (1960) af Robert Bolt har fået betydelig succes.

Thomas More: Utopia. Oversat og med indledning af Ernst Christiansen, Kbh., 1944; P. Sörman: Sankt Thomas More, Rev. udg. Helsingborg 1983.

 

TIMOTEUS

biskop. Død år 97 (?). Festdag 26. januar. Han var født i Lystra i Lilleasien, søn af en hedensk far og en jødisk mor. Han blev omvendt fra hedenskabet af apostlen Paulus, hvis ledsager og hjælper han blev (ApG 16,1-4). To af Ny Testamentes breve er skrevet til ham; og vi ser i det første af dem, at Paulus overdrog ham tilsynet med de kristne omkring Efesos. Skt. Timoteus betragtes som den første biskop i den by. En beretning fra 4. århundrede fortæller, at han blev slået til døde af en menneskemængde, fordi han modsatte sig afholdelse af en hedensk fest, men dette er ikke sikkert.

 

TITUS

biskop. Første århundrede. Festdag 26. januar sammen med Timoteus. Han var konvertit og Paulus' medarbejder, og denne holdt helt klart meget af ham. Efter at Paulus havde udpeget Titus til at lede Kirken på Kreta, skrev han et brev til ham med anvisninger om, hvorledes han skulle varetage sine pligter blandt kretenserne, som Paulus ikke havde høje tanker om. Skt. Titus æres som den første biskop i byen Gortyna på Kreta.

 

TORFIN

biskop af Hamar. Født i Trondheim. Død nær Brügge 8. januar 1285. Festdag 8. januar. Denne norske biskop var genstand for en vis kult i Nordvesteuropa, men kun få detaljer fra hans liv er bevaret. Måske var han cisterciensermunk i Trøndelagen, før han blev biskop af Hamar. Da han, sammen med sin ærkebiskop i Nidaros og en biskop fra Oslo, kom i strid med den unge kong Erik II eller rettere hans formyndere, norske høvdinge, der ville indkræve skat af gejstligheden og som forgreb sig på kirkegodset, blev de landsforvist. Biskop Torfin tyede til cistercienserabbediet Ter Doest, nær Brügge, hvor han blev til han døde i 1285. Ved imødekommenhed fra kong Erik, der i mellemtiden var blevet myndig, og pavestolens indgriben kom forholdet mellem ærkebispedømmet i Trøndelagen og kongemagten på plads samme år, og Kirkens frihed blev igen sikret i overensstemmelse med den retsorden, som var skabt under ærkebiskop Øystein af Nidaros. En medbroder til Torfin, Walter af Muda, skrev senere et latinsk digt, der priste hans resolutte godhed, hans fasthed i modgang og hans selvforsagelse og gavmildhed mod andre. Der blev berettet om undere ved hans grav og hans kult bredte sig fra Flandern til Norge.

 

TORLAK

biskop. Islands værnehelgen. Født i Island 1133. Død på Skalholt 23. december 1193. Skrinlæggelse 20. juli 1198. Festdag 20. juli. Torlaks levnedsløb kendes især fra Torlaks saga, som er skrevet kort efter hans død og omhandler hans liv og jærtegn. Han blev født på Hlidarendi og kom i skole hos præsten Eyjolf Sæmundarson i Oddi. Efter sin præstevielse studerede han i Paris og Lincoln i England ca. 1153-59. Der blev han indført i en kirketugt, som endnu ikke var nået til Island. Ved sin tilbagekomst overraskede han da også sine venner ved, efter nogen tøven, at afslå ægteskab med en rig enke. I stedet blev han i 1168 prior i det nystiftede første augustinerkloster på Island i Thykkvibø, og få år efter abbed. I denne periode begyndte de tidligste tegn på hans hellighed at vise sig. I 1174 valgtes han til den syge biskop Kløngs efterfølger i Skalholt. Han overtog administrationen af bispeembedet i 1175, men blev først bispeviet 3. februar 1178. Vielsen fandt sted i Norge og blev foretaget af ærkebiskop Øystein af Nidaros, bistået af biskopperne fra Stavanger og Bergen. Skt. Øystein (s.d.) satte så stor pris på ham, at han sagde til en, som spurgte ham derom: "Jeg sætter ham så højt, at jeg ønsker, min sidste levedag må være som en af hans". Ærkebiskoppen, der var kendt som en stor kirkepolitiker, havde allerede i 1174-75 indskærpet visse kanoniske krav over for de islandske biskopper og høvdinge, og Torlak skal have medbragt åbne breve fra ham, hvori han bl.a. bemyndigedes til at overtage patronatsretten over de islandske privatkirker. Han fik også kraftig støtte af ham i den modstand han mødte mod en tilbundsgående reform af de verdslige præster og umoralske høvdinge. Sammen affattede de en samling retsregler, bl.a. om fastedage og skriftemål, for både gejstlige og lægfolk. Men da Øystein måtte gå i landflygtighed i England, mistede Torlak hans støtte. Det gjaldt også en årelang konflikt med høvdingenes leder Jon Loptsson i Oddi, der holdt Torlaks ældre søster som frille og nægtede at skille sig af med hende trods trusler om bandlysning. Torlak måtte indgå forlig, og høvdingens frillesøn Pall blev endog valgt til biskop Torlaks efterfølger i Skalholt.

Snart efter Torlaks død begyndte man at anse ham for hellig, først på Nordisland, og herfra blev der lagt pres på biskoppen i Skalholt for at få ham anerkendt som helgen. På altinget 1198 blev det vedtaget, at Torlaks grav skulle åbnes og hans skelet vaskes. Skrinlæggelsen fandt sted den 20. juli 1198, og denne dag blev vedtaget som festdag i 1237. På altinget i 1199 blev den første fortegnelse over hans jærtegn oplæst; den er oversat til dansk. Og hans dødsdag den 23. december blev fastsat som hans messedag, med et døgns faste forud. Hans efterfølger i embedet Pall Jonsson lod lave et rigt udsmykket skrin til hans relikvier, som blev stillet over højaltret og senere båret rundt i procession på festdagene. (Det blev fjernet og plyndret for sin udsmykning af den første lutherske biskop). En pavelig kanonisation har aldrig fundet sted, men den lokale saligkåring har fået en pavelig anerkendelse af pave Johannes Paul II, som den 14. januar 1985 kårede Skt. Torlak til Islands værnehelgen.

56 islandske kirker er indviet til Torlak, heraf 5 i Holar stift. Dette tal overgås kun af jomfru Maria, apostlen Peter og Olav den Hellige. Torlaks saga omtales som værende i 11 kirkers eje i gammel tid og Torlaks officium ved 3 kirker. (Se Jon Ögmundarson fra Holar).

Agnete Loth (ovs.): Den gamle jærtegnsbog om biskop Thorlak, Odense 1984.

 

TURIBIUS MOGROVEJO (Lima)

biskop. Født i Mayorga i Spanien 1538. Død i Santa i Peru 23. marts 1606. Kanoniseret 1726. Festdag 23. marts. Toribio Alfonso de Mogrobejo, juridisk professor ved universitetet i Salamanca og lægmand, blev udnævnt til formand for inkvisitionsdomstolen i Granada af kong Filip II. Han var stadig lægmand, da han i 1580 blev udnævnt til ærkebiskop af Lima i Peru - en meget vanskelig post, religiøst og geografisk. Den første af Turibius' tre visitatsrejser i det uhyre store og uvejsomme bispedømme tog ham syv år, og han fandt det i en skandaløs tilstand: overordentlig mange af de spanske kolonister og ikke mindst deres gejstlighed var bukket under for fristelserne ved deres stilling, og et stort antal af døbte indianere vidste lidet eller intet om kristendom. Turibius viste sig som en utrættelig og energisk reformator, uden persons anseelse, og han fandt sig ikke i misbrug, selv om det var hævdvundet. Som missionær havde han betydelig succes (han gjorde sig store anstrengelser for at lære indianske sprog) og i dette arbejde samarbejdede han med Skt. Francis Solano. Det kollegium, han organiserede i Lima i 1591, var det første seminarium i Amerika til uddannelse af præster, og i det kvarte århundrede, han var biskop, havde hans arbejde i Peru en gavnlig indflydelse på andre sydamerikanske lande. I sit omspændende karitative arbejde viste Skt. Turibius fin hensyntagen til deres følelser, som skammede sig over at være sunket ned i fattigdom, og han blev ven med Skt. Rosa af Lima, som han firmede. Han døde som den første af de to, men blev ikke kanoniseret før 55 år efter hende.

 

TØGER fra Vestervig

præst i Nordjylland. Theodgar, som han oprindelig hed, var født før år 1000 i Thüringen. Død 24. juni før år 1067. Skrinlæggelse 30. oktober. Festdag 30. oktober. Han var af fornem byrd, men forlod tidligt sin familie for at studere teologi i England; han blev præsteviet i Norge, hvor kong Olav, på grund af hans fromhed, tog ham til sig som sin kapellan. Efter kongens død ved Stiklestad 1030 drog Tøger til Danmark som missionær. I Vestervig i Thy byggede han en lille kirke. Folk sørgede for ham og han sørgede for dem, både åndeligt og materielt. Han døde dér i helligheds ry den 24. juni ca. 1065 og blev begravet i kirken. Hans efterfølger i embedet, Ulfrik, så en nat et himmelsk lys over hans grav og sendte bud til paven (Alexander II?); denne gav i en skrivelse tilladelse til, at Tøgers ben blev skrinlagt, og at han blev æret som helgen. Støttet af kong Sven Estridsøn nægtede biskop Alfrik dog at medvirke, så den hellige handling blev foretaget af Ulfrik den 30. oktober og skrinet sat på altret i sognekirken i Vestervig. Kongen og biskoppen ville afsætte præsten og brænde knoglerne, med mindre Gud viste et tegn. Dette skete, og det omvendte dem begge til ærefrygt for Skt. Tøger. I 1117 overførtes Skt. Tøgers relikvier til augustinernes store klosterkirke i Vestervig. Den blev stiftskirke for Vendsyssels første biskop. Få år efter flyttedes bispesædet dog til præmonstratenser-abbediet i Børglum, men Skt. Tøger blev værnehelgen for hele stiftet og æret i hele landet på sin festdag.