V - Helgenleksikon

 

VIANNEY

- se Johannes Vianney.

 

VIETNAM, ANDREAS DUNG-LAC OG FÆLLER

martyrer, 117 i alt. Døde i tidsrummet 1745-1862 i Vietnam. Kanoniseret i Rom 19. juni 1988. Festdag 24. november. De døde under kristenforfølgelser, der i virkeligheden stod på 1615-1886 og kostede 130.000 livet. Blandt de 117 er 96 vietnamesere (59 lægfolk, hvoraf én kvinde, mor til seks børn) og 21 missionærer: 11 spaniere (heraf 6 biskopper og 5 præster, alle af dominikanerordenen) og 10 franskmænd (heraf 2 biskopper og 8 præster fra la Société des Missions Etrangères i Paris). 76 blev halshugget, 21 stranguleret, 6 brændt levende, 5 lemlæstet og 9 døde i fængsel som følge af tortur. Biskopper, knap 30 år gamle, fik et stykke bambus som bispestav og mitra af papir; ældre præster blev spærret inde i bur til offentlig bespottelse, som afstedkom konversioner til det sidste, og fattige bønder blev myrdet, fordi de nægtede at trampe på et billede af Kristus. Forfølgelser, der er blevet sammenlignet med kristenforfølgelserne i Oldkirken under de hedenske kejsere i Rom. (Se også Korea, Filippinerne og Japan, Uganda).

De 117 martyrer blev saligkåret i 4 grupper i henholdsvis 1900 (Leo XIII) 1906 og 1909 (Pius X) og 1951 (Pius XII). Helgenkåringen i Rom i 1988 (af pave Johannes Paul II) fandt sted uden billigelse af kommunist-regimet i Hanoi. 8000 vietnamesiske pilgrimme i eksil deltog fra hele verden som repræsentanter for deres katolske landsmænd i Vietnam, som ikke fik udrejsetilladelse. Hertil kom pilgrimme især fra Spanien, Frankrig og Filippinerne, som har missioneret i Vietnam i 300 år.

Den traditionelle vietnamesiske religion er buddhismen, sammen med elementer fra taoisme, konfutsianisme og lokal forfædredyrkelse. Romerkirken blev indført af missionærer i begyndelsen af 1500-tallet. Den blev opfattet som et fremmedelement og genstand for fanatisk forfølgelse. Men den slog rod. De to første apostolske vikariater blev oprettet 1659. 24. november 1960 oprettede pave Johannes 23. det katolske hierarki i Vietnam. Det omfattede i 1989 en kardinal, 35 biskopper og 25 bispedømmer med ca. 6 mill. katolikker dvs. ca. 10% af befolkningen. Det er frugten af martyrernes blod. I Danmark har de herboende vietnamesiske katolikker rejst en mindesten for dem ved valfartskirken "Marias rene hjerte" i Øm.

 

VILHELM

abbed. Født ca. 1127 i Paris. Død i Æbelholt Kloster 6. april 1203. Kanoniseret 21. januar 1224. Festdag 16. juni. Guillaume, som hans franske navn lyder, blev kaldt fra Skt. Geneviève-kirken i Paris til Danmark af biskop Absalon, som kendte ham fra sin studietid der. Vilhelm havde søgt at reformere Skt. Geneviève-kannikerne, hvilket havde givet anledning til megen splid. Nu skulle han reformere et augustinerkloster på Eskilsø i Roskilde fjord. Altså gik han og tre andre franske kanniker 15. august 1165 i land på Sjællands kyst. Men de tre fandt tilstanden i det danske kloster så jammerlig, at de bad sig fri til at vende hjem igen. Også Vilhelm var fristet dertil, men lod sig overtale af Absalon til at se tiden an. Han blev en myndig og temperamentsfuld abbed, der også beskæmmede munkene ved sin fromhed og askese. Snart blev han hadet af dem, så de tænkte på at skille sig af med ham for enhver pris. Men Absalon stod ved hans side og gav ham store pengegaver til klostret. På grund af oversvømmelser, der gjorde Eskilsø næsten ubeboelig, flyttede de til Æbelholt ca. 1175. Pave Alexander III stadfæstede ved to buller det nye kloster, der ligesom det gamle blev indviet til apostlen Thomas og også til Parakleten, dvs. Talsmanden, Helligånden. Klostrets danske navn var og blev dog Æbelholt. Absalon sikrede det bispetiender og store besiddelser i Nordsjælland, hvorom Vilhelm kom i klammeri med det nærliggende Esrom Kloster. Imidlertid oversteg udgifterne indtægterne. Antallet af kanniker var nu oppe på 25, og antallet af fattige, der slog sig ned ved klostret og trak på abbedens store godgørenhed, voksede støt - over 100 til daglig bespisning. Vilhelm tiggede hos Absalon; munkene var på smalkost: vand og brød, der "ikke just var englebrød, men snarere kvægfoder". Unge klosterbrødre stak af igen, men unge studerende kom til, fordi Vilhelm kunne latin som sit modersmål, kendte Bibelen ud og ind og var velbevandret i skolastik og kirkeret. Peder Sunesøn, senere biskop af Roskilde, var en af dem.

Med sin kultur og sin fromhed betegnes Vilhelm som en foregangsmand i den danske Kirke. Han højnede niveauet og virkede for klostertugten, også i andre klostre (Børglum f. eks.) og advarede mod folkets skødesynd: drikkeriet. Han var en mester i at skælde ud og var særdeles frimodig over for Absalon og de andre biskopper. Han kunne også være egensindig og tage fejl, som f. eks. i sin energiske støtte til det ulykkelige dansk-franske ægteskab mellem Valdemar den Stores datter Ingeborg og den franske konge Philip August. Han levede et brydsomt liv, som også hans talrige bevarede breve vidner om - brydsomt for andre, men mest for ham selv. Han lod sig ikke knække, men uden tvivl rense, med en voksende ydmyghed og selvopofrelse.

"Altid travl, altid i arbejde, undende sig mindst mulig søvn og hvile, higende fremad mod målet uden afslag og indskrænkning, omfattende andres ve og vel med en sådan inderlighed, så han næsten var ved at sprænges. Således var Vilhelm fra sine unge dage og til oldingeårene", skriver Hans Olrik. Hård ved sin krop nedbrød han sit helbred. Hans ven Absalons død 1201 gjorde også indtryk. Kræfterne svandt og henimod påsken 1203 var han syg til døden. Skærtorsdag stod han ved altret for sidste gang, uddelte den hellige kommunion til munkene og forestod som sædvanlig uddelingen af almisser til de fattige. Men under fodtvætningen af kannikerne blev han lammet af smerter og bragt til sengs. Påskemorgen 6. april modtog han den sidste olie og sov hen. 2. påskedag blev han jordfæstet foran apostlen Thomas' alter i klostrets lille trækirke. Cisterciensernes abbed Torkil fra Esrom forrettede begravelsen og tilstrømningen var stor.

I hans eftermæle fortonede sig hurtigt de gamle stridigheder. Hans ildhu og inderlighed lyste igennem, og talrige undere og helbredelser, både i levende live og efter hans død, berettedes om ham. Almuen i Nordsjælland kårede ham til deres helgen. Og Absalons efterfølger i Lund, ærkebiskop Anders Sunesøn, anmodede pave Honorius III om at stadfæste det. Det skete, efter nærmere undersøgelser, 21. januar 1224. Helgenbenene nedlagdes i et skrin og overførtes i 1238 til klostrets nye stenkirke, i nærvær af kong Erik Plovpenning, men talrige relikvier spredtes til andre danske kirker. På Skt. Vilhelms festdag 16. juni strømmede folk til Æbelholt, og uden for klostrets porte fortsatte de festen de næste par uger med et broget marked.

Ved reformationen blev klostret inddraget under kronen, og 30 år senere blev den store stenkirke nedbrudt og stenene brugt til opførelsen af Frederiksborg Slot. Også klosterbygningerne blev nedbrudt; ruiner af dem holdt sig til henimod år 1800.

Hans Olrik: Abbed Vilhelm af Æbelholt. Nordsjællands Helgen, Hillerød 1936.

 

VILLEHAD

franciskanerpræst fra Gorkum i Holland. Født 1482 i Danmark. Død som martyr sammen med andre gejstlige, især gråbrødre fra Gorkum i Brielle i Holland. Skrinlæggelse i Bruxelles 1618. Saligkåret 1675 og helgenkåret 29. juni 1867. Festdag 9. juli. Skt. Villehad blev fordrevet fra Danmark af lutheranerne. Han flygtede først til England og Skotland; begge steder var der forfølgelser, hvorfor han flygtede videre til et franciskanerkloster i Gorkum. Der blev han resten af sit liv. Også her blev han indhentet af tidens forfølgelser, denne gang fra hollandske calvinister, som med stor fanatisme og grusomhed fængslede 17 gejstlige og 2 lægbrødre og førte dem til byen Brielle. Man ville lokke dem til frafald, fremfor alt fra deres tro på Alterets Sakramente og paven som Kirkens overhoved. De blev pisket og hængt den 9. juli. Villehad var da over 90 år gammel. Han udmærkede sig ved stor jævnhed, tavshed og renhed, en bønnens mand og en utrættelig skriftefader. Sakramentskirken på Nørrebrogade i København er indviet til ham; han er midterfiguren på forsiden af kirkens gyldne alter.

 

VINCENT

diakon og martyr. Død i Valencia 304. Festdag 22. januar. Diakonen Vincent, den mest fejrede spanske martyr, blev henrettet i Valencia under kejser Diocletians forfølgelse, men yderligere pålidelige enkeltheder mangler. Hans landsmand Prudentius helligede et digt til hans pris, og overdrevne beretninger om hans martyrium er bevaret. Vi får et højst fantasirigt billede af de pinsler, han led uden at skælve, indtil han døde af dem; herunder blev han brændt på en rist på lignende måde, som det fortælles om Skt. Laurentius. Skt. Vincents ry spredtes meget hurtigt og vidt omkring, som Skt. Augustin bevidner. Adskillige kirker i England var i middelalderen indviet til hans ære. Skt. Valerius, biskop af Saragossa (festdag 28. januar) siges at have delt sin diakons grusomme fængselsophold, men blev blot sendt i landflygtighed, hvor han døde i fred.

 

VINCENT FERRER

missionær. Født i Valencia ca. 1350. Død i Vannes 1419. Kanoniseret 1455. Festdag 5. april. Vincent Ferrer, hvis far var englænder, gift med en spansk kvinde, sluttede sig til dominikanerbrødrene i 1367 og gjorde sig snart bemærket som en vældig prædikant, ikke mindst blandt jøder og muslimer. I den pavestrid, der rystede Vestens kirke fra 1378, støttede han aktivt Avignon, idet han gik ind for Peter de Luna (under navn af Benedikt XIII), hvis rådgiver og skriftefar han blev. I 1399 forlod Vincent Avignon, og i ti år var han optaget af ivrig missionsvirksomhed i Frankrig, Spanien og andre lande. Han så sin mission i et apokalyptisk lys og tiltrak uhyre skarer, der reagerede, som det sker ved vækkelser, på hans lidenskabelige appeller og advarsler. En skare bodfærdige, mænd og kvinder, fulgte ham fra sted til sted. Det var kun at vente, at mirakler blev tilskrevet ham, og hans ry som undergører blev senere forøget ved hans biografers lettroenhed. I 1416 var han stærkt medvirkende til at få afsluttet paveskismaet, idet han trak sin støtte til Avignon-paven tilbage, ligesom kong Ferdinand af Aragonien gjorde. Tre år senere døde Skt. Vincent Ferrer på en prædikerejse i Bretagne.

 

VINCENT AF PAUL

ordensstifter. Født i Gascogne ca. 1580. Død i Paris 1660. Kanoniseret 1737. Festdag 27. september. Han var søn af en landmand i Pouay i Landes og blev præsteviet i den tidlige alder af 20 år. I ti år stilede han ikke højere end til et behageligt præsteliv; men under indflydelse af Peter de Bérulle (senere kardinal) og under indtryk af nogle års arbejde blandt forsømte landarbejdere og fanger på fangeskibene skete der en stor forandring med ham. Han viede hele sit liv til tjeneste af de fattige. Grupper af lægfolk organiseredes til karitativt arbejde, og i Paris grundlagde han i 1625 Missionskongregationen (vincentpræster eller lazarister), et selskab af præster i missionsarbejde, især i landdistrikter, og for præsteuddannelse. I 1633 grundlagde han sammen med Skt. Louise de Marillac, enke efter en hofembedsmand, Barmhjertighedens Døtre (vincentsøstrene), "for hvem sygestuen er deres kloster, sognekirken deres kapel, gaderne deres klostergang". Louise de Marillac var fysisk ikke stærk, men hun havde en klar intelligens og arbejdede offervilligt og udholdende på at træne aspiranter, grundlægge ordenshuse (over 40 i Frankrig), sørge for hjemmesygepleje i sognene og tag over hovedet til hundredvis af kvinder. I Danmark er der Skt. Vincent Søstre i Helsingør og Hillerød og Vincentpræster på Nordvanggård i Birkerød.

Skt. Vincent af Pauls grundlæggelser skete som svar på den nød, han så. Der var ikke nogen menneskelig lidelse, som han ikke søgte at lindre, og til afhjælpning af religiøs nød brugte han den samme dristige og kloge fremgangsmåde, som når han ville opfylde de materielle ønsker hos galejslaver, forsumpede folk fra landet eller forladte børn. Han gik til hver opgave med den samme ydmyghed og enkle tro på Forsynet, og hans enfoldige godhed og gavmildhed vakte en lignende gavmildhed hos andre. Han tiltrak mange hjælpere og følgesvende. Følsomhed for andres følelser karakteriserede alt, hvad han gjorde. Det viste sig klart i de instrukser, han gav sine missionærer om deres omgang med protestanter, der skulle behandles som brødre, med respekt og kærlighed, uden formynderi, nedladenhed eller stridbarhed. Ud over fra Vincent-fædrene og -søstrenes navn er Skt. Vincent af Pauls navn nu også velkendt for det karitative samfund af lægfolk, der blev grundlagt 1833 af Frédéric Ozanam. I Danmark blev Skt. Vincentgrupperne stiftet 1959 i Birkerød med det formål at bekæmpe sult og nød. I 1948 blev helgenens liv emnet for en film "Monsieur Vincent" af Bernard Luc og Jean Anouilh.

Daniel-Rops: Den hellige Vincent af Paul, Kbh., 1960.

 

VITUS

martyr. Data ukendt. Festdag 15. juni. Denne martyr er blevet æret fra de tidligste tider i kristendommen, men hans autentiske historie har ikke overlevet. Han led formentlig martyrdøden i Lucania provinsen i det sydlige Italien. Hans legende, der er et sent og fantasifuldt værk, forbinder ham med Sicilien. Den fastslår, at han sammen med sin tidligere barnepige Crescentia og hendes mand Modestus og efter de sædvanlige lidelser og undere blev slået ihjel under Diocletians forfølgelse. Han anråbtes mod en række sygdomme, særligt epilepsi og den lidelse, der kaldes "sankt veitsdans" (chorea). Ligesom i Italien blev Skt. Vitus særligt fejret i Tyskland, efter at hans formodede relikvier var blevet overført til Corvey abbediet i Westfalen i 836. Hans attribut er en hane eller en hund. Skt. Vitus er en af de fjorten nødhjælpere.

 

VÆRNEENGLE

Fejres 2. oktober. Skønt de ikke er menneskelige væsner er Guds engle genstand for en dyrkelse, som deres tilstedeværelse i både Det gamle og Det nye Testamente fuldt ud berettiger. Særligt fejres og anråbes værneenglene: den individuelle engel, der er ethvert menneskes vejleder, beskytter og ven. De omtales forskellige steder i Det gamle Testamente bl.a. i 2. Mos 23,20-23a, i Salmerne og i Judits Bog: "Hans engel er min beskytter". I Det nye Testamente omtaler Kristus englene som "de små" der altid skuer Guds ansigt (Matt 18,10), og som derfor særligt drager omsorg for dem, de værner. Da apostlen Peter på mirakuløs vis blev udfriet af fængslet, troede de forbløffede disciple først, at det ikke var ham, de så, men hans "engel". En meget udbredt engledyrkelse ned gennem tiderne med mange lokale fester til følge kronedes, da pave Clemens X i 1670 udstrakte fejringen til hele den universelle Kirke og valgte en dato, der lå så tæt som muligt på festen for ærkeenglen Michael.