Bibelen, en verdens-bestseller og også verdens mest læste bog, er i virkeligheden en samling bøger af forskellige forfattere. Den blev nedskrevet mellem ca. 1000 f. Kr. og ca. 100 e. Kr. Litteraturgrenene er lige så forskellige som forfatterne. Der findes prosa (beretninger, slægtstavler og fortællinger), poetiske tekster som digte, bønner, sange og meget andet.

Ordet bibel kommer af det græske ord biblia, der betyder bøger. 

Det gamle Testamente har katolikkerne til fælles med jøderne, dog med nogle forskelle. Jøder (og protestanter) anser kun de 39 skrifter, som er skrevet på hebraisk, for ægte. Katolikker anerkender derimod sammen med de ortodokse kirker også nogle bøger og tekster, som er skrevet på græsk og findes i Septuaginta (den græske oversættelse af Det gamle Testamente). På dansk er disse skrifter normalt ikke med i de almindelige udgaver af Bibelen, men må købes som et særskilt tillæg. Disse bøger kaldes apokryfer eller apokryfe bøger, (af græsk apokryfos, "skjult"). De var ikke godkendt til læsning ved den fælles gudstjeneste i synagogen, men ikke desto mindre værdsatte som privat opbyggelig læsning. De kaldes også for "deuterokanoniske", dvs. anden rangs kanoniske bøger. 

Det nye Testamente er derimod ens for alle kristne og består af 27 skrifter: fire evangelier (Matthæus, Markus, Lukas og Johannes), Apostlenes Gerninger og Johannes' Åbenbaring samt et antal breve til forskellige menigheder. 

Bibelen er i sin helhed Guds ord, hvori Gud åbenbarer sig selv. Den fortæller historien om Guds pagt(dvs. en slags aftale eller kontrakt) med mennesker - først i Det gamle Testamente med Israel, som Gud udvælger sig som sit ejendomsfolk, og derefter i Det nye Testamente, hvor Gud slutter en ny pagt ved Jesu blod.

Bibelen er blevet til under Helligåndens virke og har Gud som kilde. Han er den, som tager initiativet Denne inspiration er ikke foregået, uden at Gud har brugt mennesker. Gud gjorde netop brug af mennesker og menneskelige egenskaber (f.eks. forfatternes særheder), da skriftens bøger blev til. Forfatterne er forfattere i egentlig forstand; men det, Helligånden vil formidle gennem skrifterne, har Den selv som autoritet. De hellige skrifter udtrykker den sandhed, Gud har villet udtrykke med henblik på, at mennesker kunne lære ham at kende og leve i fællesskab med ham.

Katolikker taler ikke om en verbalinspiration, som om Gud havde dikteret ord for ord. Derfor står skabelsesberetningen i 1. Mosebog heller ikke i modstrid med andre forklaringsmodeller. Skabelsesberetningen er nemlig ikke en naturvidenskabelig beretning om verdens tilblivelse. Den er nærmere en sang om Skaberen, som fortæller, at alt i verden har sin kilde i Gud. Alt, hvad der ånder og lever, er Guds skaberværk. Alt liv strømmer fra Gud, livets kilde. Derom har forfatteren af skabelsesberetningen skrevet - i datidens sprog og ud fra sin egen verdensforståelse. 

Når katolikker taler om, at Bibelens ord er inspireret af Gud, mener de noget helt andet. Der er tale om noget større. I Bibelens ord giver Gud sig selv til kende. Ad veje, vi hverken kan forstå eller forklare, har han grebet ind i tilblivelsen af Bibelen. Bibelen udtaler sig ikke ufejlbarligt vedr. politik, geologi og botanik. I stedet for åbenbarer Gud sig i sit ord og tilbyder menneskene sin frelse. Gud kalder til fællesskab med sig. Åbenbaringens højdepunkt nås i Jesus Kristus, som gennem sit liv, sin død og opstandelse åbenbares som Guds søn. Han er det endegyldige frelsestilbud til verden.  

Når Den katolske Kirke understreger, at der efter Jesus Kristus og afslutningen af de nytestamentlige skrifter ikke findes nogen almengyldig åbenbaring, betyder dette, at Gud har sagt alt i sit ord. Indholdsmæssigt er der altså intet nyt at tilføje. Dette hindrer selvfølgelig ikke Gud i sin almagt i at røre ved menneskers hjerter og oplyse dem til en dybere forståelse af hans åbenbaring. Gud kan åbenbare sig den dag i dag; men den normgivende og forpligtende åbenbaring for alle kristne er afsluttet i Jesus Kristus.