De ti bud

Trosbekendelsen sammenfatter, hvilken Gud katolikker tror og stoler på, og hvem de betror deres liv til. Ved fejringen af sakramenterne (eukaristien, forsoningens sakramente, dåben m.fl.) møder menigheden Jesus. 

Men, sådan spørger mange, til hvilken nytte er de ti bud? Er de ikke noget gammeldags og forældede, noget der hører en anden tid til?

De ti bud er en hjælp og en rettesnor til at leve som kristen i en ganske almindelig hverdag, og det på en måde, som er i samklang med det, Gud forventer af os.

De ti bud er nedskrevet i Det gamle Testamente, nemlig i 2 Mos 20,1-17 og 5 Mos 5,6-21. I Bibelen er de ti bud ikke nummererede, som vi gør det i dag. Derfor findes der forskellige måder at tælle dem på.

Dette er de ti bud:

Jeg er Herren, din Gud, som har forløst og befriet dig.

• Du skal ikke have andre guder end mig
 
• Du må ikke misbruge Herren din Guds navn
 
• Du skal holde hviledagen hellig
 
• Du skal ære din far og din mor
 
• Du må ikke slå ihjel
 
• Du må ikke bryde ægteskabet
 
• Du må ikke stjæle
 
• Du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd imod din næste
 
• Du må ikke begære din næstes hustru
 
• Du må ikke begære, hvad der tilhører din næste

De ti bud er pagten (dvs. en aftale) mellem Gud og folket Israel ved Sinai. Jesus, Guds søn, har dog ikke ophævet de ti bud, men netop påpeget, at de stadigvæk er gyldige. Engang kom der nemlig en ung mand til Jesus og spurgte ham:

"Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?"  Han [Jesus] svarede ham: "Hvorfor spørger du mig om det gode? ɉn er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!" (Matt 19,16-17).

 Jesus har dog sammenfattet de ti bud i kærlighedsbudet:

Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden (Joh 13,34).

Det er kærligheden til Gud og næsten, som skal være rettesnoren til vor handlemåde. Kærlighed er ikke noget abstrakt.  Den foregår heller ikke i et lufttæt rum. Derfor er det godt at have de ti bud som rettesnor til at gøre det rigtige overfor os selv og andre mennesker.  Jesus kom jo netop for at fuldbyrde pagten mellem Gud og hans folk og ikke for at ophæve den.

I det følgende ser vi først på opbygningen af de ti bud samt de enkelte forskellige bud. 

Selve pagten indledes med disse ord:

Jeg er Herren, din Gud, som har forløst og befriet dig fra Ægyptens slaveri.

Du skal ikke have andre guder end mig.

Du må ikke misbruge Herren din Guds navn.

Opbygningen og teksten minder om en pagt (dvs. en aftale), der kunne sluttes mellem en orientalsk storkonge og hans allierede. Sådan en pagt havde altid en indledning (en såkaldt præambel), hvor kongen præsenterede sig selv, sin titel og sit navn. Derefter blev forholdet mellem parterne beskrevet. I en grundlæggende forklaring blev pagtens bestemmelser fastlagt. Disse elementer kan vi også finde i overleveringen af De ti Bud i Det gamle Testamente. 

Selve indledningen (dvs. præamblen) er: "Jeg er Herren, din Gud".

Forhistorien beskrives med disse ord: "Som har forløst og befriet dig".

Den grundlæggende erklæring - altså pagten - er: "Du skal ikke have andre guder end mig."

De andre og mere udførlige bestemmelser kommer i de efterfølgende bud.

Det er iøjnefaldende, at Gud er den, der først henvender sig til mennesket. Det er Gud, der har skabt mennesket af kærlighed. Og det er Gud, der forløser sit folk fra slavehuset. Gud drager omsorg for sit folk og viser det sin nåde. Før Gud overhovedet kræver noget af mennesket, skænker han det sin kærlighed. Det er Gud, som tager det første skridt mod mennesket. Hans kærlighed er uden betingelser. 

Når vi mennesker omgås hinanden, er det ofte omvendt. Vi kræver først, før vi er parat til at yde noget.  Giv mig, så vil jeg også give dig noget.  

Gud er helt anderledes. Han siger ikke: Overhold mine bud, så skal du erfare min kærlighed og omsorg. Det første, Israel erfarer, er derfor Guds kærlighed og omsorg. Han fører dem ud af slavehuset i Egypten. Han viser sig som den Gud, der er på sit folks side. Han åbenbarer sig som befrieren. De, som før var slaver, er nu frie og oplever frelsen.  Først efter denne erfaring bliver folket stillet over for opfordringen til at efterleve pagten. 

Derfor kunne man egentlig også oversætte de indledende ord på følgende måde: Netop fordi jeg har ført dig ud af slavehuset og har frelst dig, derfor er jeg din Gud. Og derfor skal du ikke have andre Guder end mig."

Budene er Guds vejvisere. De er den dag i dag Israels - og Kirkens - stolthed og har aldrig været noget belastende, men derimod en udmærkelse, en glæde og en befrielse: 

Jeg opmuntres ved dine befalinger, som jeg elsker (Sl 119,47).