3. bud: Du skal holde hviledagen hellig

Jøderne helligholder sabbatten (lørdagen), som for dem er den syvende dag i ugen.  Gud, som havde skabt verden i løbet af seks dage, hvilede nemlig på den syvende dag. På samme måde skal mennesket arbejde i seks dage og hvile den syvende dag.

En anden begrundelse for sabbattens helligholdelse var, at Gud havde ført sit folk ud af Egypten. Derfor skulle Israel helligholde sabbatten. På sabbatten bruger jøderne tid på bøn og gudstjeneste i synagogen, tid på familien og undgår enhver form for arbejde. På denne måde mindes de den pagt, som Gud har sluttet med sit folk.

Også Jesus, som var jøde, overholdt sabbatsbudet (sml. Luk 4,16). Men hvis overholdelsen af sabbatten blev stillet højere end menneskets vel, så kritiserede han også budet: 

Og Jesus sagde til dem: "Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten." (Mark 2,27-28)

De første kristne forsamledes den første dag i ugen (søndagen), dvs. dagen efter jødernes sabbat. Jesus var opstået den første dag i ugen og havde vist sig for sine disciple den dag. I mange århundreder var denne dag dog en almindelig arbejdsdag. Derfor samledes man efter dagens arbejde i private huse, hvor man spiste sammen og fejrede eukaristi. 

Dette var selvfølgelig trættende for mange, for man var træt efter en lang arbejdsdag. Først omkring 300 på koncilet i Elvira (Spanien) blev det fastlagt, at de, der ikke deltager i søndagens gudstjeneste, selv om de bor i byen, skal udelukkes af menighedens fællesskab for en tid. Også i dag er overholdelsen og deltagelsen i søndagens gudstjenestefejring et kirkebud, som alle katolikker er forpligtet til. Men hvorfor er det dog så vigtigt at komme i kirken om søndagen? Kan man ikke nøjes med at bede derhjemme? Det mener katolikker ikke, at man kan. Grunden er, at den kristne menighed om søndagen fejrer påskens budskab. Derfor bekender hele menigheden i messen:

Vi forkynder din død, vi priser din opstandelse og forventer dit komme i herlighed. 

Jesus samlede mennesker omkring sig. Man kan derfor ikke være kristen uden at tilhøre et kirkeligt fællesskab. Det er i kirkens midte, at overleveringerne og fortællingerne om Jesus har overlevet. Fællesskabet styrker vor tro, hjælper os til at handle ret og tilgiver os, når vi har svigtet. Vi er fælles om lovprisningen af Gud og kommer sammen som hans folk.

Når vi om søndagen fejrer, at Jesus lever, er det også en opfordring til, at vi gennem vort liv skal tage vare på livet.  I vor hverdag viser det sig gennem enkle handlinger, når vi trøster et trist menneske, kæmper for mere retfærdighed, holder ud under vanskelige forhold, eller når vi med håb ser fremtiden i møde.

Søndagen er også en dag, hvor vi siger tak for alt det gode, vi har modtaget i vort liv. Vi siger tak for Guds gode skabelse. Det gør vi også stedfortrædende for alle dem, der ikke formår at bede længere. 

Søndagen er også fællesskabets dag. For man kan ikke være kristen for sig selv eller alene. Derfor er det en god skik at bruge tid på hinanden, på familie og venner. Men samtidig er søndagen også en dag, der skænker ro efter ugens travlhed. Ligesom sabbatten er også søndagen en roens dag. Man undgår at arbejde, hvis det kan lade sig gøre, og deltager i gudstjenesten. 

Men hvorfor er det så vigtigt ikke at arbejde?

Ved én gang om ugen at standse med vore almindelige dagligdags gøremål og arbejde skaber vi et indre rum, hvor vi kan slappe af. Bare én gang om ugen skal mennesket som person gå forud for andre, f.eks. økonomiske værdier.

Og hvis vi virkelig bruger tiden på at slappe af, så vil søndagen også være en velsignelse og berigelse for de andre ugedage. 

Sammen med venner og familie kan vi især finde nye kræfter og finde til ro og harmoni.

Søndagen er også en dag, hvor vi skal tage os af nødlidende og mennesker, der har behov for vor omsorg. Jesus selv tog sig jo af syge på en sabbat. Mange katolske familier besøger en syg slægtning, bedsteforældrene, en handicappet i nabolaget el. lign. Efter at de i gudstjenesten har modtaget Jesu kærlighed, tager de ud i verden i bevidstheden om, at de har modtaget Jesu kærlighed for at give den videre.  Gennem vore handlinger og måde at være på må mennesker kunne erfare, hvem Gud er.