5. bud: Du må ikke slå ihjel
Bibelens budskab er her, at ethvert menneske er skabt i Guds billede og dermed har en umistelig værdi. Livet er en gave, som vi får betroet, og som vi må værne om. Gud, som skænker livet, er også Herre over liv og død. Derfor er det en synd i Guds øjne, hvis nogen slår et andet menneske ihjel eller påfører et andet menneske en smerte. Dette bud opfordrer os til at være hensynsfulde og tage vare på hinandens liv, f.eks. i trafikken, ved at leve sundt osv.
Dette bud gælder også i den henseende, at et menneske ikke må tage sit eget liv. Livet er Guds gave, og som følge deraf har ingen ret til at afslutte sit liv egenmægtigt. Af samme grund må et menneske heller ikke frivilligt og egenmægtigt skade sin sundhed vedr. at drikke for meget alkohol, bruge stoffer eller ødelægge sin krop gennem for meget sport.
I det følgende vil jeg komme ind på nogle konkrete spørgsmål vedr. bevarelsen af livet.
Aktiv dødshjælp
Aktiv dødshjælp eller eutanasi er ikke tilladt for en katolik, heller ikke, hvis patienten selv ønsker døden. Gud alene er herre over livet og døden. Derimod skal der drages omsorg for den syge og døende. Alt bør gøres for at lindre vedkommendes smerter. Men ingen har ret til at afslutte sit eget eller andres liv.
Abort
Katolikker tror på, at et menneske er et menneske fra undfangelsesøjeblikket. Livet begynder ved befrugtningen. For de milliarder af celler, vi mennesker består af, stammer alle fra den befrugtede ægcelle. Når denne celle begynder at dele sig, sker det efter en bestemt plan, sådan at en menneskelig ægcelle lidt efter lidt udvikler sig til et menneske. I dag ved vi også, at ægget 8 døgn efter befrugtningen sætter sig fast i livmoderen. Derefter fortsætter en interessant kemisk proces. Moderens immunforsvar svækkes for at forhindre, at hun afstøder det befrugtede æg, som jo ret beset er et fremmedlegeme. Dette viser, at der er tale om et nyt menneske, et individ, som ikke er en del af moderens krop. Derfor kan mor og barn også have forskellige vævs- og blodtyper.
For katolikker er abort ikke tilladt. Derfor prøver kirken også at hjælp mødre i nød, som er blevet ufrivilligt gravide eller er kommet i økonomiske vanskeligheder pga. ny graviditet.
I det tilfælde, at man (f.eks. efter et trafikuheld) kun kan redde enten moderens eller barnets liv, er det uheldige, at den ene dør (dvs. barnet eller moderen), en uønsket bivirkning. Man vælger i så tilfælde at redde ét liv, fordi man ikke kan redde begge. Men man ønsker ikke bevidst at slå et andet menneske ihjel, hverken moderen eller barnet.
For en troende katolik er det uden betydning, om staten gennem sin lovgivning garanterer den fri abort. For en katolik kan på grund af sin tro og sin samvittighed hverken selv vælge abort eller medvirke ved en abort f.eks. som sygeplejerske eller læge. Ærefrygten for livet gælder alle mennesker, også fostrene, som ikke har nogen retsbeskyttelse, sådan som det er tilfældet i Danmark, hvor den frie abort er lovlig indtil den 12. svangerskabsuge.
Kunstig befrugtning
Gennem kunstig befrugtning hjælper man kvinder, der har svært ved at få et barn. Reagensglasmetoden (eller in vitro-befrugtningen) består i, at man udtager modne æg fra kvindens æggestokke og anbringer dem i en glasskål sammen med mandens sædceller. Hvis æggene bliver befrugtet, sætter man som regel tre af dem op i kvindens livmoder og håber, at mindst et af dem vil sætte sig fast og overleve. Det er dog langt fra altid, at behandlingen lykkes. Dette er også grunden til, at man befrugter flere æg, end man umiddelbart skal bruge, og fryser dem ned til eventuel senere brug.
Lykkes behandlingen, ødelægger man enten de overskydende æg, forærer dem bort eller bruger dem til nye forsøg.
Alt dette fremkalder dog en række etiske problemer, som Den katolske Kirke har taget stilling til.
Hvis man ødelægger et befrugtet æg, udsletter man samtidig et menneskeligt individ og slår det ihjel. Det har man efter dansk lovgivning ret til; men katolikker mener, at det er forkert at bruge en metode til at fremme et liv og samtidig sige ja til at kassere et menneskeliv. Katolikker må gerne bruge reagensglasmetoden, hvis bare både æg- og sædceller kommer fra ægtefællerne og ikke fra en tredje person. Man skal dog bruge alle de befrugtede ægceller og må ikke kassere nogen af dem. Hertil er der forskellige grunde. En er, at hvis man f.eks. giver en befrugtet ægcelle til en anden kvinde, kan det senere være svært at afgøre, hvem der egentlig er barnets mor. En æg- eller sæddonor vil derfor kunne skabe uorden i familieforholdene. Det kan senere hen skabe juridiske problemer, og ydermere vil det i de fleste tilfælde nok få følelsesmæssige omkostninger for et barn, der bliver født uden at kende sin oprindelse.
Brugen af befrugtede æg til forskning
Bruges et befrugtet æg til videnskabelige forsøg, bliver et menneskeligt individ til en forsøgskanin og til et middel til at opnå noget andet. Det har man ikke lov til. Ifølge dansk lov er sådanne forsøg alligevel tilladt, dog kun, hvis de foretages for at forbedre reagensglasmetoden. Andre lande igen har andre love, og dér gælder ikke de samme begrænsninger. Dér afprøver man f.eks. lægemidler på menneskelige befrugtede æg. Den katolske Kirke har fordømt denne forskningsmetode, som er at kassere et menneskeligt liv til fordel for forskningsforsøg.
Dødsstraf og krig
Dødsstraffen faldt i Israel ikke ind under forbudet mod at slå ihjel. De religiøse og verdslige ledere kunne i Guds navn dømme et menneske til døden, især hvis vedkommende havde myrdet en anden - dvs. havde udgydt dette menneskes blod. I sådanne tilfælde skulle disse ledere if. 1 Mos 9,6 dømme vedkommende til døden. Den dybeste grund til ethvert forbud mod at slå ihjel ligger nemlig i skabelsesberetningen, som fortæller, at Gud har skabt mennesket i sit billede. Dette udruster mennesket med en værdighed, som ingen må ignorere. Ledernes opgave var derfor at straffe enhver overtrædelse af dette bud.
Den samme opfattelse gjaldt også krigen. Efter indvandringen til det hellige land forsvarede israelitterne derfor også deres land. Det nye Testamente har den samme opfattelse af krig. Men i dag synes mange, at vi med god ret kan give afkald på en sådan ret. Mange peger på, at Jesus ikke selv brugte vold. Derfor er hans forbillede en rettesnor for mange. Men stadigvæk er det et vanskeligt spørgsmål, om man f.eks. i en nødsituation skal forsvare sig eller ej. Fred i ufrihed er jo ikke en rigtig fred, og hvis man ikke kæmper for retfærdigheden, understøtter man indirekte uretfærdigheden. Den katolske Kirke tillader derfor, at man forsvarer sig selv. Denne ret gælder såvel for den enkelte person som for stater. En uretfærdig angriber må bekæmpes. Men selv om der er en konflikt eller hersker krig, bliver de moralske principper alligevel ikke sat til side. Voldens og krigens rædsler må begrænses. Derfor fordømmer Den katolske Kirke også unødvendig oprustning.
Den totale krigsførelse, især med de muligheder vi har i dag med de moderne tilintetgørelsesvåben, har Det andet Vatikankoncil fordømt som en forbrydelse mod Gud og mennesker (se: Kirken i verden, nr. 80 s. 540). Selv om kirken synes, at forsvarskrig under visse forudsætninger er tilladelig, så skal følgende ting dog være opfyldt. Man skal have forsøgt alt for at løse konflikten på fredelig vis, sagen skal være retfærdig (f.eks. forsvar af landet), og endelig skal man nøje have afvejet de forventede tab og de tilsigtede mål.
Jesus har uddybet dette bud. Han siger:
I har hørt, at der er sagt til de gamle: 'Du må ikke begå drab'og: 'Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen'. Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! (dvs. "forbandet idiot") til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! (dvs. "ugudelige tåbe") skal dømmes til Helvedes ild (Matt 5,21 ff).
I dette bud handler det derfor ikke udelukkende om, at vi ikke slår nogen ihjel, men også om, at vi ikke gør livet ubærligt eller uudholdeligt for en anden. Man kan nemlig skade et andet menneske på mange måder, både økonomisk og på dets omdømme. Jesus selv har prist fredsstifterne, og hvis vi f.eks. driver eller frister et menneske til at synde, sætter vi også dets frelse på spil.