6. bud: Du må ikke bryde ægteskabet

Dette bud beskytter livsfællesskabet mellem mand og kvinde. Familien er den mindste enhed i et samfund. I dag ved vi en hel del om, hvor meget det betyder, at familierne har gode vilkår, og at børn vokser op i et sundt miljø.

Ægteskabet står under Guds beskyttelse. Efter at Gud har skabt verden, giver han manden og kvinden opgaven at blive frugtbare og talrige (1 Mos 1,27-28). Det er altså Gud selv, som har indstiftet ægteskabet. Derfor er ægteskabsbrud for en katolik ikke alene utroskab mod partneren, men også en synd mod Gud. I Det gamle Testamente fortælles i historien om Josef, som arbejder hos den egyptiske stormand Potifar, at Potifars kone bliver betaget af den smukke unge mand. Potifars kone ønsker at være sammen med ham; men Josef nægter det med disse ord: 

"Min herre bekymrer sig ikke om noget i huset, men har givet mig ansvaret for alt, hvad han ejer. Han har ikke mere at skulle have sagt i dette hus end jeg, og han har ikke nægtet mig noget undtagen dig, og det er, fordi du er hans hustru. Hvordan skulle jeg så kunne gøre noget så ondt og synde mod Gud?" (1 Mos 39,7 ff).

Et ægteskab må ikke brydes, for det er et tegn på Guds pagt med sit folk. Parterne, mand og kvinde, er gennem deres kærlighed et billede på Guds kærlighed til menneskene. 

I Det gamle Testamente har ægteskabet forandret sig gennem tiden. I begyndelsen kunne en mand godt have flere koner; men med tiden blev ægteskabet almindeligvis et forhold mellem én mand og én kvinde. Ligeledes tillod man skilsmisse; men det var kun manden, der kunne sende sin kone væk. Jesus anklager derfor sin omverden for, at de har glemt Guds oprindelige plan, og at disse tilstande er frugten af menneskers hårdhjertethed (sml. Matt 19,8).

For Jesus holder fast ved: 

Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille (Mat 19,6).

Ægteskabsbrud begynder ikke først i sengen, men meget før. Derfor kan vi i Bibelen også læse, at man ikke må begære sin næstes hustru. For hvis man ønsker at eje en andens partner, at være sammen med vedkommende, åbner man allerede sit hjerte for ægteskabsbrud.  

I har hørt, at der er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab'. Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte (Mat 5,27).

Seksualitet

Mennesket er skabt som mand og kvinde. Som mand og kvinde kan de berige og fremme hinanden. De har meget at give hinanden både sjæleligt og legemligt. Skabt til at være et socialt væsen vil mennesket altid søge efter fællesskabet med andre mennesker. Seksualiteten er skabt og ønsket af Gud. Den er god og har til formål at føre menneskeslægten videre. Seksualiteten er udtryk for samhørighed, enheden mellem mand og kvinde. Den er en kraft (eller drift) i mennesket. Og for at beskytte mennesket skal seksualiteten, efter Den katolske Kirkes overbevisning, indordnes under de leveregler, som beskytter ægteskabet. Seksualiteten er forbeholdt ægteskabet, fordi den engagerer hele mennesket og ikke bare har til formål at skænke nydelse til to mennesker. Seksualiteten sigter jo også mod det at få børn, og af hensyn til alles ve og vel er det derfor nødvendigt, at den kun udfolder sig i ægteskabet. 

Den katolske morallære fastholder, at samleje er forbeholdt ægteskabet.  Dette har forskellige grunde. En er, at katolikker ønsker at acceptere, at kærligheden mellem en mand og en kvinde udtrykkes i et livslangt forhold. Når Gud elsker sit folk og er trofast over for det, så er kærligheden mellem mand og kvinde også et udtryk for Guds trofasthed. Man kan ikke afprøve kærligheden, elske på prøve, for at se om det går. Det ville betyde at tage kærligheden alt for let. 

Derudover er katolikker overbeviste om, at seksualitet er mere end opfyldelsen af ens egne seksuelle behov. Samleje er mere end det legemlige udtryk for kærligheden mellem mand og kvinde. Det er også mere end ønsket om at få børn. 

For katolikker omfatter den seksuelle kærlighed alle disse aspekter: den er et udtryk for fællesskabet og kærligheden mellem mand og kvinde. Den leves i et livsfællesskab, dvs. ægteskabet og har både den funktion at nyde hinandens kroppe og kærlighed samt fødselen og opdragelsen af børn. 

Seksualitet og kærlighed er tæt forbundet. Intet andet begær er knyttet så tæt sammen med menneskets behov og længsel efter kærlighed. Derfor er mennesket også særlig sårbart mht. seksualiteten. Netop derfor hævder Den katolske Kirke, at ægteskabet bør beskytte kærligheden og seksualiteten.

Men selv om katolikker ønsker at leve i et livslangt forhold, kan også de opleve, at samlivet med deres partner bliver umuligt. I et sådant tilfælde er det muligt, at man går fra hinanden og ikke længere opretholder bofællesskabet. Derimod er det ikke muligt igen at gifte sig kirkeligt, så længe ens partner lever. En tredje mulighed er den tidligere nævnte at ansøge om annullering af ægteskabet. 

Annullering

Et par, som er blevet borgerligt skilt, kan ikke blive gift i kirken igen. Men på trods af det kan nogen mennesker alligevel blive gift i kirken, selv om de har været gift før? Hvordan kan det gå til? Disse mennesker har ansøgt Den kirkelige Domstol om at få deres første ægteskab annulleret. Hvad er så forskellen mellem en borgerlig skilsmisse og en kirkelig annullering af ægteskabet?

Et kristent ægteskab defineres ud fra tre vigtige væsensegenskaber, nemlig at ægteskabet er en overenskomst mellem en mand og en kvinde til et livslangt fællesskab med Gud, at de lover hinanden troskab, og at de er åbne over for at få børn. Det, ægtefællerne lover ved ægtevielsen, leves og indfries i hverdagen. 

En kirkelig annullering er således noget andet end en skilsmisse. Her erklærer kirken, at et ægteskab aldrig har været et ægteskab efter kirkens opfattelse. Dermed eksisterer dette ægteskab heller ikke. Det har kun eksisteret tilsyneladende. Derfor er "ægtefællerne", som aldrig har været forbundet i et virkeligt ægteskab, fri til at gifte sig. Forskellen mellem en borgerlig og en kirkelig skilsmisse er altså, at staten virkelig erklærer et ægteskab, som har bestået, for opløst, mens Den kirkelige Domstol erklærer, at ægteskabet aldrig har eksisteret, dvs. er ugyldigt. 

Dette skal bevises. Grunden til en sådan erklæring kan være, at en eller begge parter ikke helhjertet har sagt ja til ægteskabet, at f.eks. den ene eller begge mener, at der altid er en mulighed for at kunne gå fra den anden, har udelukket børn eller er gået ind for fri seksualitet. 

Homoseksualitet

Homoseksualitet er menneskets seksuelle orientering mod en person af samme køn. Både i Bibelen og i den katolske tradition fordømmer man homoseksuelle handlinger som unaturlige og alvorligt syndige. For en katolik er udøvelsen af seksualitet kun meningsfuld og moralsk berettiget i et ægteskab. Naturens orden kræver, at seksualiteten er forbeholdt samværet mellem en mand og en kvinde, som gennem deres kærlighed vil føre menneskeslægten videre.  Seksuel forening af mennesker af samme køn er derfor unaturlig, fordi den umuliggør forplantningen og dermed også eventuelle børn.  

Men der er stadigvæk megen uklarhed over, hvordan homoseksualitet skal bedømmes. Skyldes denne tilbøjelighed en forkert opdragelse, en manglende seksuel udvikling, en vane eller et dårligt eksempel? Er de homoseksuelle måske præget af et medfødt instinkt, et genetisk anlæg, og dermed ikke ansvarlige for deres tilbøjeligheder?

Den katolske Kirke opfordrer derfor alle mennesker til at møde homoseksuelle med forståelse og støtte dem så meget, som det nu er muligt. Der skelnes her mellem personen, som er skabt i Guds billede, og personens tilbøjeligheder. En homoseksuel er måske ikke i alle tilfælde ansvarlig for sine drifter; men vedkommende har ansvaret for at kontrollere sine handlinger. Derfor bør en homoseksuel som alle andre ugifte mennesker undgå at tilfredsstille sine seksuelle behov.  Seksualiteten, som kun må udøves i ægteskabet, og som altid skal være åben over for evt. børn, er det sande udtryk for kærligheden. Og homoseksuelle handlinger kan ikke opfylde disse principper.