7. bud: Du må ikke stjæle

Dette bud er måske det mest indlysende. Det beskytter menneskets ejendom og harmonerer også fint med det 10. bud, at man ikke må begære noget af det, ens næste ejer.

Oprindeligt går 6. bud om ikke at stjæle tilbage til 2 Mos 21,16 og handler om frihedsberøvelse af et menneske. Det var ikke tilladt at gøre en israelit til slave og sælge ham. Hvis en israelit berøvede en anden israelit hans frihed, var dette et angreb på Gud selv, som havde sluttet sin pagt med dette folk og ønskede dets frihed. Dermed betyder dette bud også, at enhver frihedsberøvelse af en anden israelit er forbudt, fordi den står i modstrid med Guds vilje.

Men ud over friheden beskytter dette bud også alt det, et menneske ejer. Ethvert menneske har brug for et minimum af ejendom, dvs. mad, tøj og et sted at bo. Det gamle Testamente vidste, at det, som vi mennesker ejer, kun er til låns fra Guds side. Derfor havde man heller ingen indvendinger mod ejendom. Men man advarede til gengæld mod rigdommens fare. Denne fare består i, at man er så optaget af at eje, at man glemmer at drage omsorg for de nødlidende. I Det nye Testamente advarer Jesus også mod rigdommen og siger, at en kamel hurtigere kan komme igennem et nåleøje end en rig ind kan komme ind i himmeriget (sml.  Luk 18,25). Det er hårde og klare ord. Jesus priser de fattige salige (sml.  Luk 6,20), og i lignelsen om Lazarus (sml. Luk 16,19) anklages den rige mand for ikke at have givet den fattige Lazarus, der sad foran hans dør, noget at spise. Det, som Jesus opfordrer sine venner til, er, at de hverken skal være tyngede af falsk sikkerhed eller bange for fremtiden.

Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? (Matt 6,25).

 

Den katolske Kirkes lære om menneskets ret og pligt til at arbejde

En katolik arbejder efter bedste evne, men betror sit liv til Herren, som vil drage omsorg for ham. At have, uden at eje (sådan kan man sammenføje, hvad Paulus siger i Fil 4,11-13), er målestokken for en kristens besiddertrang. Alt det, vi ejer, må vi kunne være villige til at slippe, hvis det kræves af os. Derfor opfordrer Den katolske Kirke katolikkerne til at understøtte både socialt og karitativt arbejde og i økonomisk henseende at vise offervilje over for sognet og menigheden. De bør også kæmpe for retfærdige arbejdsbetingelser for alle.

Men mennesket er ikke en vare, noget man bare kan bruge. Den oprindelige betydning af budet er derfor også, at menneskets værdighed skal beskyttes. Mennesket er nok skabt til at arbejde og bidrage til skabelsen; men mennesket må alligevel aldrig udnyttes til fordel for andres behov, fordi man f.eks. vil øge produktiviteten. Det må altså ikke selv blive til en "vare" i processen.

To opfattelser vedrørende arbejdet er forkerte. Den ene er forestillingen om, at menneskets værdi kan måles på dets produktivitet, så vi beundrer arbejdsnarkomanerne og dem, der altid har noget at lave og derfor er stressede.  Den anden er forestillingen om, at arbejdet kun har til formål at skaffe midler til vort levebrød. Så bliver arbejdet jo udelukkende beregnet i forhold til den økonomiske værdi, det har over for os selv og andre.

Men for en katolik er arbejde - betalt eller ubetalt - deltagelse i Guds skabende aktivitet. Menneskets arbejde har til formål at fremme Guds riges komme.

Gennem sit arbejde tjener mennesket sit levebrød og udfolder sig selv. Dette burde være målet; men på mange arbejdspladser, først og fremmest i industrivirksomheder, tilfredsstiller arbejdet ikke længere de ansattes behov. Rødderne til denne oplevelse ligger i industrialiseringen, som grundlæggende har ændret arbejdets karakter. Under industrialiseringen bliver de håndværksmæssige metoder afløst af en teknisk arbejdsdeling, hvor den enkelte arbejder ikke længere fremstiller hele produktet og er med i hele arbejdsprocessen, men kun er med til at bearbejde en lille del af produktet. Dette er igen med til at usynliggøre betydningen af menneskets arbejdsindsats og værdien af dets ydelse. Ved de gennemrationaliserede arbejdsprocesser har den enkelte heller ikke længere mulighed for at tage egne afgørelser, være kreativ og skabende. Mennesket bliver mere og mere afhængigt af teknikken.

Også i dag findes der mennesker, der med glæde udfører deres arbejde og realiserer sig selv herigennem. Men mængden af de mennesker, som føler, at de kun i fritiden kan realisere sig selv og derved være sig selv, vokser. Først når man ved, hvorfor man arbejder, og hvilket mål man har, kan man sige ja til besværlighederne.

Det kristne syn på arbejdet er af afgørende betydning. Gennem sit arbejde viser mennesket sin storhed. Både Gud og Jesus, Guds søn, "arbejdede". Gud hvilede den syvende dag efter skabelsen (jf. 1 Mos 2,3). Jesus arbejdede før sit offentlige virke (Jf. Mark 6,3-4), og ved sit livs afslutning kunne han sige:

Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre (Joh 17,4).

I sin undervisning, når Jesus fortalte lignelser, tog han ofte udgangspunkt i menneskers hverdag og arbejde, og han udvalgte arbejdere, fiskere, til at være hans disciple.

Ved den sidste nadver fortælles om Jesu omsorg for sine disciple. Dette, at Jesus vasker disciplenes fødder, er et billede på, hvordan katolikker burde forstå deres egen indsats over for verden.  Dette var nemlig en nødvendig tjeneste (fødderne blev beskidte på de støvede veje), men også en ringe tjeneste, som kun tjenestefolk udførte.

Derfor kan vi lære to ting af denne episode. Intet arbejde er for ringe til, at vi kan udføre det, og intet arbejde er under vor værdighed, hvis vi forstår det som en kristen tjeneste. Arbejdets værdi afhænger ikke af det, vi gør, men af den holdning, vi har over for det, vi udfører. Jesu eksempel viser os også den sociale dimension af arbejdet. Menneskets arbejde er ligeledes tjeneste for andre og tjener det fælles vel.

Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den (1 Mos 2,15).

Mennesket har lov til at arbejde med til verdens udformning. Det skal gøre verden brugbar (dyrke den). Men mennesket ejer ikke jorden. Det er kun dens vogter, hvilket derfor kræver, at det omgås skaberværket ansvarsbevidst. Arbejdet tjener ikke alene menneskets egen interesse, men bør udføres i ansvar over for alt det skabte. 

I den kristne tradition er arbejde en pligt for enhver, som er i stand til at arbejde. Dette fremgår også af den vigtighed, munkene tillagde arbejdet. Arbejde er en forpligtelse af to grunde. Det er det nødvendige middel til at tjene til sit levebrød, til at understøtte dem, der ikke har så meget som én selv, og til at udfolde de talenter, Gud har givet én. Når Paulus advarer menigheden i Thessaloniki, som ikke vil arbejde, om, at de i så fald heller ikke må spise (2 Thess 3,10), så retter han ikke sin kritik mod dem, der ikke kan arbejde, men mod dem, der afviser et arbejde, som de med rette kunne udføre.