Dette kapitel vil føre dig igennem Den katolske kirkes historie primært i Danmark. Naturligvis er der derfor mest om perioden fra vikingetiden og frem til reformationen. Samt om perioden efter indførelsen af grundloven. Så du vil her kunne læse om flere af de danske konger og helgener.

Vikingerne, som ærede de gamle nordiske guder Thor, Odin og Freja, kom på deres togter i kontakt med den kristne tro. Nogle blev kristne, hvilket udgravninger ved Limfjorden viser; men størstedelen holdt fast ved de gamle guder. Ingen kan derfor med sikkerhed sige, hvornår de første kristne missionærer kom til de egne, der i dag kaldes Danmark. 

Det eneste holdepunkt, vi har, er beretningen om en fiasko. Willibrord, en angelsakser, var formodentlig en af de første, der forsøgte at kristne Danmark. Omkring 725 prøvede han at vinde den danske konge Angantyr for den nye tro. Det mislykkedes imidlertid, og der gik næsten hundrede år, før det tysk-romerske rige igen missionerede i vore egne. Efter afslutningen på krigen mellem den tyske kejser Karl den Store og kong Godfred af Danmark var dette muligt på grund af de positive forbindelser, der nu var opstået mellem de to lande. 

Ærkebiskop Ebo fra Reims, som var blevet udnævnt som ansvarlig for den nordiske mission, besøgte omkring 823 Hedeby (Slesvig), hvor han mødtes med Harald Klak, der gjorde krav på den danske trone. Allerede tre år senere, i 826, måtte Harald dog søge tilflugt hos den tyske kejser Ludvig den Fromme, hvor han blev døbt. Da Harald senere vendte tilbage til Danmark, blev han ledsaget af munken Ansgar fra klosteret Ny Corvey ved Weserfloden. Ansgar var af pave Gregor IV blevet udnævnt til legat (pavelig udsending) for missionen i Norden.

Hamborg blev i 831 ærkebispedømme med Ansgar som ny biskop. Ansgar ville vinde mennesker for den kristne tro. Men hans mission i Sverige og Danmark frembragte kun ringe frugter. Der var megen modstand at overvinde. Landene var uvejsomme, dækket af uigennemtrængelig skov, og den kristne Gud og hans kærlighedsbud stod i modsætning til de stærke hedenske guder. 

Allerede 845 plyndrede danske vikinger Hamborg, og bispesædet blev flyttet til Bremen. I over 150 år var dette bispedømme ansvarligt for kirken i Norden. Ansgar nåede inden sin død i 865 kun at bygge to kirker, én i Hedeby og én i Ribe. Efter Ansgars død blev hedenskabet endda styrket, og vikingetogterne nåede deres højdepunkt. På grund af deres skikke og overraskelsesangreb var vikingerne den kristne kulturs skræk. Ingen kunne derfor på det tidspunkt sige, om Ansgars arbejde ville bære frugt på langt sigt. 

Midt i 900-tallet skete der en ændring. Omkring 948 blev der i Jylland oprettet et missionsbispedømme. Præsten Poppo overbeviste kong Harald Blåtand om kristendommens sandhed ved jernbyrd (dvs. at bære glødende jern i hænderne uden at tage skade). Dette blev det endelige gennembrud for den kristne tro. Hedenskabet forsøgtes afskaffet som rigets religion, og kristendommen blev indført. Jellingestenen beretter herom i sine runeindskrifter. I de næste århundreder eksisterede kristendommen derfor side om side med hedenskabet, som endnu blev dyrket i det skjulte. 

Mange ordener kom til landet, kirker blev bygget, og omsorgsarbejde begyndte og blev udbygget. Klostre - som klostret Øm ved Mossø - var ikke kun centre for gudstjenester og fromhedsliv, men også for lægekunst, kunst, litteratur og praktisk næstekærlighed.

Der blev oprettet nye bispedømmer i Odense, Roskilde og Lund. Til sidst blev Danmark inddelt i otte bispedømmer, som bestod uforandret indtil ca. 1800.

Martin Luther (1483-1546) ønskede at reformere Den katolske Kirke. Luther var kommet i konflikt med en dominikanerpræst Tetzel, som solgte afladsbreve. Kirkens lære om aflad går ud på, at alle synder, man begår, har nogle følger for andre, ja dermed også for kirken. Ofte ødelægger de et forhold til et andet menneske og i sidste ende skader de også kirken, som skal være et tegn på Guds kærlighed. Når et menneske får tilgivet sine synder under skriftemålet (forsoningens sakramente), så bliver forholdet mellem det enkelte menneske og Gud genoprettet, fordi han tilgiver de synder, som et menneske angrer. Er synden og den forvoldte skade tilgivet af Gud, så er dog syndernes følger ikke ryddet af vejen. Synden har skadet nogle mennesker og faktisk også kirken. Man kan måske ikke altid få den tilgivelse af et menneske, som man har skadet, selvom man beder personen om den. Men med nogle bodsøvelser (deltage i andagter, valfarter, bede nogle bønner, altså det, som kirken fastlægger for at få aflad) kan jeg fjerne den skade, som man har ført kirken til. Det kalder man "aflad". 

I Martin Luthers tid kunne man faktisk "købe" aflad for at fjerne syndens følger og for at "forkorte tiden i skærsilden". Dette bevis, at man havde fået et aflad, kalder man afladsbrev. Dengang fortalte man ikke folk, at indtægterne af disse afladsbreve var nødvendige for at kunne opføre Peterskirken i Rom. Luther protesterede mod denne handel og opfordrede mennesker til omvendelse. Derudover mente Luther, at Kirkens organisation skulle ændres, at paven ikke skulle have en særstilling og at præster skulle kunne gifte sig. Hans protest mod den katolske kirke fandt også hurtigt tilhængere i Danmark, hvor "evangeliske" (lutherske) menigheder blev dannet fra ca. 1526. Den verdslige øvrighed, frem for alt kongerne Christian II, Frederik I og Christian III støttede de nye reformatoriske strømninger. I dag er det svært at sige, hvilke bevæggrunde der var de stærkeste; men generelt kan man sige, at kongerne støttede reformationen både af indre overbevisning, men også på grund af deres egne politiske og materielle interesser (kirkegodset tilfaldt jo kongen). 

Efter borgerkrigen Grevens Fejde fængslede og afsatte Christian III de danske katolske biskopper ved et statskup 12.8.1536. Dermed benyttede han lejligheden til at gennemføre en luthersk reformation "fra oven". Resultatet var også, at kongemagten blev styrket både økonomisk og politisk. Adelens rettigheder blev større, og gejstlighed, borgere og bønder blev politisk umyndiggjort. Repræsentanter fra gejstligheden og adelen (biskopper og stormænd), havde indtil da siddet i rigsrådet, hvor de sammen med kongen og de mest betydningsfulde herremænd havde varetaget det politiske ansvar for landet. 

Samme år - dvs. 1536 - blev den evangeliske kirke på luthersk grundlag indført. Danmark fik en ny dansk kirkeordning. Den latinsk-sprogede kirke med paven i Rom som overhoved blev afløst af en national dansk kirke under kongens ledelse. 

Reformationen medførte bl.a., at katolske gudstjenester blev ulovlige, klostrene blev opløst, og kirkens ejendomme blev beslaglagt og overgik til kongens skatkammer eller blev anvendt til sociale formål i byerne (f.eks. hospital, skole). Sognepræsterne fik nu lov til at gifte sig, og Københavns Universitet blev omdannet til at være en næsten ren præsteskole. Her uddannede man landets kommende præster. Lidt efter lidt satte disse nye præster det egentlige protestantiske præg på befolkningen. 

Især i byerne kunne man opleve, hvordan reformationen betød en form for centralisering. Mangfoldigheden af klostre og kapeller blev afløst til fordel for én kirke i hver købstad. Gudstjenesten fik et andet præg. Den blev præget af forkyndelse og undervisning fra prædikestolen og lovprisning i form af salmer fra menigheden. Kirkens selvforståelse forandrede sig også. Som kristen i Danmark var man ikke længere et led i en verdenskirke med paven i Rom som enhedens tegn og samtidig verdsligt overhoved. Man tilhørte i stedet en isoleret national statskirke, hvis overhoved var den danske konge.

Intolerancen over for katolikkerne voksede, og under Trediveårskrigen i 1600-tallet indførte Christian IV dødsstraf for katolske missionærer. Danske konvertitter (dvs. mennesker, der valgte at blive optaget i den katolske kirke) blev truet med landsforvisning og tab af arveret. Formålet med denne strenge lovgivning var at bevare og beskytte Danmarks trosmæssige ensartethed mod indre frafald og ydre angreb.

Udenlandske katolikker havde dog i praksis, når Danmark eller kongen trængte til hjælp fra dygtige folk, nogenlunde mulighed for at beholde deres tro. I løbet af 1600-tallet blev der således af økonomiske grunde indført religionsfrihed for både jøder, katolikker, calvinister osv. i f.eks. Fredericia, Glückstadt og Altona samt i en vis udstrækning også i København. I Fredericia blev i 1674 bygget den første katolske kirke efter reformationen. Men danske undersåtter måtte stadigvæk ikke blive katolikker. Dette forbud blev stadfæstet i Christian V's Danske Lov af 1683. Katolikkerne mødtes derfor i skjul og hemmeligt, altid i fare for at blive gjort arveløse, henrettede eller landsforvist.

Rom fik skabt en nyordning af sjælesorgen for katolikkerne i de nordiske lande. 1667 oprettede Rom et særligt Apostolisk Vikariat for Norden, som den danske konvertit og videnskabsmand Niels Steensen (1638-86) blev ansvarlig for som biskop. Efter Niels Steensens død blev det nordiske vikariat varetaget af de nordtyske biskopper fra Hildesheim, Paderborn, Münster og Osnabrück, som blev udnævnt til vikarer for Norden. De var ansvarlige for kirkerne og deres gejstlighed i Danmark og de andre skandinaviske lande.

Ved grundloven af 5. juni 1849 indførtes ikke religionslighed, men fuld religionsfrihed i Danmark. Det var en helt ny situation for den katolske kirke. Alle hindringer var faldne; men det tog endnu nogle år, før den katolske kirke virkelig udnyttede de nye muligheder.

De danske katolikker fik snart deres egen leder, idet pave Pius IX i 1868 oprettede en apostolisk præfektur for Danmark. Denne lå under bispedømmet Osnabrück.  Hermann Grüder (1828-83), sognepræst ved Sankt Ansgars Kirke i København, blev udnævnt som præfekt. Selv om Danmark stadigvæk var under et vist opsyn fra Osnabrück, så kunne Grüder dog nu begynde med et systematisk organisations- og missionsarbejde. Han oprettede nye menigheder og hentede jesuitterne til Danmark. Disse grundlagde allerede i 1873 en drengeskole, Sankt Andreas Kollegium, i Ordrup, nord for København.  

Pave Leo XIII ophøjede den danske katolske kirke til et eget apostolisk vikariat med Johannes von Euch som ansvarlig apostolisk vikar i 1892. Dette betød, at de danske katolikker nu igen havde deres egen biskop, og det var mange stolte af.  Indtil von Euchs død i 1922 steg antallet af katolikker fra ca. 3.000 til ca. 25.000. Det skyldtes dels danske konvertitter, men også indvandringen af landarbejdere fra Polen, især i landets sydøstlige egne. Nye sogne blev oprettet, ordensfællesskaber kom til landet og påtog sig både sjælesorg, undervisning og omsorgsarbejde på sygehusene og i byerne. 

Kendte danske konvertitter gjorde sig gældende og vakte opmærksomhed både inden og uden for kirken. Den kendteste var forfatteren og konvertitten Johannes Jørgensen. 

Biskop von Euchs efterfølger var den belgiske præmonstratensermunk Josef Brems, som havde samlet en del erfaringer fra sit sognearbejde i Vejle. Hans bispetid 1922-39 faldt i de vanskelige mellemkrigsår, og det største problem i denne tid var integrationen af de udenlandske katolik­ker, især polakkerne, i det danske samfund, uden at de mistede deres katolske identitet. Der var desuden bestræbelser på det kunstneriske område, hvor man forsøgte at give udtryk for dansk katolicisme.

I 1938, da biskop Brems af helbredsmæssige grunde måtte træde tilbage fra sit embede, blev den danske konvertit og benediktinermunk Theodor Suhr (1896-1997) hans efterfølger. Suhr var den første danskfødte biskop i den katolske kirke i Danmark siden reformationen og havde dermed gode muligheder for at gøre sig gældende i offentligheden. Hans bispetid (1939-1965) var præget af de hårde år under og efter anden verdenskrig. Suhr bevarede den danske katolicisme under besættelsen og genopbyggede den i tiden, der fulgte. 

På det landsdækkende pinsestævne i Frederiksberg Have i 1953 blev Det apostoliske Vikariat Danmark ophøjet til Bispedømmet København. Nu var det et fuldt ligeberettiget bispedømme i den katolske verdenskirke. 

Biskop Suhrs efterfølger blev den danske jesuit Hans Ludwig Martensen (født 1927). Han var med til Det andet Vatikankoncils sidste samling. Biskop Martensen var igennem sine studier i luthersk teologi forberedt på at tage et af koncilets hovedtemaer op, det fælleskirkelige økumeniske samarbejde. Hans bispetid blev ligeledes præget af koncilets andet hoved­emne, kirkens opdatering over for den moderne verden. Dette blev bl.a. behandlet på synoden, der sluttede i Nyborg 1969. Menighedsrådene blev valgt til understøttelse af præsternes arbejde, og liturgireformen blev ført ud i livet. Tiden efter andet Vatikankoncil var en opbrudstid med mange fornyelser. 

1995 trådte biskop Martensen tilbage, og 7.5.1995 blev hans efterføl­ger biskop Czeslaw Kozon (født 1951) bispeviet. Biskop Kozon var allerede året før blevet udnævnt til generalvikar. Stadigvæk er der dog mange opgaver af administrativ, økonomisk, pastoral og liturgisk art, der presser sig på. Den største udfordring for den katolske kirke i Danmark i dag er at forene katolikkerne, som for en stor dels vedkommende kommer fra sproglig og kulturelt forskellig baggrund. Derudover skal det kristne budskab forkyndes i et samfund, som på mange måder har fjernet sig fra sine kristne rødder.