Hvad er Kirkens holdning til aktiv dødshjælp?

Ethvert menneske er uerstatteligt, og dets uendelige værdi er helt uafhængig af dets præstationsevne. At afkorte et menneskeliv, fordi man synes det ikke længere har nogen mening eller værdi, er mord. Et fællesskab kan bedømmes efter, hvordan det tager sig af sine svageste medlemmer. Mennesket er svagest og mest afhængigt i begyndelsen af livet og ved livets afslutning. Netop på disse to tidspunkter har det derfor størst krav på fællesskabets omsorg og beskyttelse.

Aktiv dødshjælp vil sige, at man direkte afslutter en patients liv for at fjerne vedkommendes lidelse. Dødshjælpen kan ydes ved en konkret handling (f.eks. en dødelig indsprøjtning) eller ved, at man undlader at give en grundlæggende hjælp, eksempelvis mad. 

I andre tilfælde, kan en dødssyg patient måske holdes i live i endnu nogle få dage eller uger ved hjælp af en meget avanceret behandling. Det er ikke aktiv dødshjælp at afbryde eller afstå fra en sådan behandling. Der kommer et tidspunkt, hvor man må se døden i øjnene som en del af vores menneskelige vilkår. Man skal ikke desperat forsøge at udskyde døden så længe som overhovedet muligt. 

Det er heller ikke aktiv dødshjælp, når man giver en døende patient smertestillende midler, selvom disse fremskynder døden. Men det er vigtigt, at man taler med patienten om tingene. Nogle mennesker foretrækker smerterne for til gengæld at være ved bevidsthed, så de kan forberede sig til døden og mødet med Gud.

Aktiv dødshjælp

Aktiv dødshjælp er derimod uacceptabel. Den er udtryk for, at man anser menneskelivet for værdiløst, hvis det er forbundet med lidelse og smerte. Handicappede mennesker og gamle, der har brug for hjælp til alting og ikke længere kan arbejde, synes ikke at have samme værdi som unge og friske. Kirken holder på, at ethvert menneske er uerstatteligt, og dets uendelige værdi er helt uafhængig af dets præstationsevne. At afkorte et menneskeliv, fordi man synes det ikke længere har nogen mening eller værdi, er derfor en meget alvorlig handling. 

Et fællesskab kan bedømmes efter, hvordan det tager sig af sine svageste medlemmer. Mennesket er svagest og mest afhængigt i begyndelsen af livet og ved livets afslutning. Netop på disse to tidspunkter har det derfor størst krav på fællesskabets omsorg og beskyttelse. Derfor er abort (se artikel herom) og aktiv dødshjælp udtryk for et meget fattigt fællesskab. De er også en overtrædelse af Guds bud: Du må ikke slå ihjel, 2 Mos 20,13.

Aktiv dødshjælp kan heller ikke forsvares med, at det er den syge selv, som ønsker sit liv afsluttet. Livet er en gave, som man er forpligtet til at passe på under alle omstændigheder. Mennesket er ikke herre over livet og kan ikke selv bestemme, hvornår det skal begynde og slutte. At tage sit eget liv eller at bede om hjælp til at afslutte det strider mod menneskets kærlighed til sig selv og dets naturlige overlevelsesinstinkt. Desuden er selvmordet - selv når det begås af en alvorligt syg - meget tungt at bære for familie og venner, ja det er et tab for hele fællesskabet. 

Mennesker, som tager deres eget liv eller beder om hjælp til at begå selvmord, føler som regel, at de befinder sig i en håbløs situation. Derfor skal man ikke bebrejde dem det, selvom de i virkeligheden gør noget forkert. Man bør heller ikke tvivle på, at Gud tager imod dem med barmhjertighed.