Hvorfor må en katolsk præst kun give nadveren til katolikker?

Det latinske ord kommunion betyder fællesskab. Fællesskabet har to sider, som hænger uløseligt sammen. For det første er det et fællesskab med Gud - et usynligt, indre fællesskab. For det andet er det et synligt fællesskab med hele Kirken og alle dens medlemmer. Et fællesskab, som man bliver en del af ved at tro på alt det, som Kirken står for. Det ville derfor være en slags skuespil, hvis en ikke-katolik skulle gå til kommunion i Den katolske Kirke, så længe han ikke er en del af det konkrete katolske fællesskab (inkl. paven og biskopperne) og deler af den katolske tro.

I Den katolske Kirke plejer man at bruge ordet kommunion om altergangen, altså om modtagelsen af Kristi Legeme og Blod. Det latinske ord kommunion betyder fællesskab. Og netop fællesskabet er messens (nadvergudstjenestens) vigtigste mål.

Fællesskabet har to sider, som hænger uløseligt sammen. For det første er det et fællesskab med Gud - et usynligt, indre fællesskab. For det andet er det et synligt fællesskab med hele Kirken og alle dens medlemmer. Et fællesskab, som man bliver en del af ved at tro på alt det, som Kirken står for. Det betyder, at man ikke kan gå til alters i Den katolske Kirke, hvis man på forhånd udelukker fællesskab med nogle af dens medlemmer eller afviser en del af dens tro.

De fleste protestanter lægger stor vægt på, at de ikke anerkender Paven i Rom som Kirkens leder. Protestanterne tror heller ikke på, at biskopperne behøver at hænge sammen i en lang kæde, som går helt tilbage til Jesus og apostlene (den såkaldt apostoliske succession, se artiklen om Paven). Men netop fællesskabet med Paven og med den lokale biskop er utrolig vigtigt for katolikkerne. Fællesskabet med Paven betyder fællesskab med alle katolikker over hele jorden, uanset race, sprog og nationalitet. Fællesskab med biskoppen er garanti for den direkte forbindelse til apostlene og til alt det, Jesus lærte dem. Faktisk bedes der udtrykkeligt både for pave Benedikt og for biskop Czeslaw (den katolske biskop i København) lige inden kommunionen i hver eneste messe. Når fællesskabet med Gud set med katolske øjne er uløseligt forbundet med fællesskabet i Kirken, så kan man altså ikke modtage kommunionen (=fællesskab), hvis man ikke anerkender og vedkender sig begge dimensioner af dette ene fællesskab. 

Selvom vi tror på at Guds ønsker fællesskab mellem alle kristne, så er dette fællesskab i dag ikke en realitet. Hvis man ønsker fuldt fællesskab med Den katolske Kirke og dermed modtage nadveren som et udtryk for fællesskabet, ja så bør man selvfølgelig være katolik.

Naturligvis afviser mange protestanter en del af den katolske tro. Det gælder f.eks. præstevielsen, skriftemålet og 3 andre af Den katolske Kirkes 7 sakramenter. Selvom vi har to sakramenter til fælles, nemlig dåb og nadver, så er vores nadveropfattelse forskellig på et væsentligt punkt, nemlig omkring Jesu tilstedeværelse i nadveren. Så protestanter er ikke helt enige med katolikkerne om, hvad der egentlig sker under messen.

Både protestanter og katolikker tror, at Jesus virkelig er tilstede i kommunionen (realpræsens), men på hvilken måde? Protestanterne tror, at Jesus er tilstede sammen med brødet og vinen, mens katolikkerne tror, at brød og vin virkelig forvandles til Jesus' legeme og blod. Katolikkerne tager altså Jesus' ord mere bogstaveligt, når Han rækker brød og vin frem og siger: Dette er mit legeme...dette er mit blod (Mk 14,22.24). Netop fordi brød og vin virkelig forvandles, tror vi også, man kan blive et nyt menneske, når man modtager kommunionen i Den katolske Kirke.

Forskellen i nadverforståelse er tydelig i enhver kirke. I alle katolske kirker findes et tabernakel (ligner et lille skab) med en rød lampe (evighedslampen) ved siden af. Ordet tabernakel kommer fra Det gamle Testamente og betyder "Guds bolig". Når messen er færdig bliver de resterende indviede hostier (Kristi Legeme) lagt ind i tabernaklet. Vi tror på Kristus er fysisk tilstede. Katolikker viser deres tro på Guds nærvær ved at gøre en knæbøjning foran tabernaklet hver gang de kommer ind i kirken, og det forvandlede brød bringes til de syge, som ikke selv kan være med under messen. I protestantiske kirker er der intet tabernakel, og de hostier, som måtte være tilovers efter gudstjenesten opfattes ikke som Kristi Legeme.

Kommunionen betyder altså både konkret kirkeligt fællesskab og fællesskab i tro. Fællesskab med Gud og med mennesker. Derfor kan man ikke gå til alters og modtage nadver i Den katolske Kirke med mindre man er i fuldt fællesskab med Kirken og deler dens tro. Det gælder selvsagt ikke-katolikker, men også de, som måske er døbt katolsk, men i deres liv eller holdning afviser det katolske fællesskab og troen. De bør heller ikke modtager nadveren, som jo netop er et udtryk for fuldstændigt fællesskab.

Der findes dog undtagelsestilfælde, hvor ikke katolske kristne godt kan gå til alters i Den katolske Kirke. Det kan f.eks. ske, at en protestant er i et land, hvor hans egen kirke ikke findes. Hvis han virkelig længes efter at komme til alters, kan han i stedet gå til kommunion i den lokale katolske kirke. Hvis han altså deler Den katolske Kirkes tro på dette sakramente.