Mirakler og helgenkåringer

Gud er Herre over sin skabning, Han har styr på den, og Han kan når som helst gribe ind og hjælpe mennesket. Miraklerne er først og fremmest Guds måde at vise os, at Han er nær, og at Han elsker os. Men Han griber ikke ind hele tiden - mennesket har sin frihed, og det, der sker på jorden, afhænger i høj grad af os. Derfor udfører Gud som regel heller ikke sine mirakler, uden at vi beder Ham om det. Men man behøver ikke bede alene. Man kan bede sine venner og familie om forbøn, og man kan også bede de afdøde om hjælp. Blandt de afdøde er der nogle, som allerede på jorden havde et helt specielt venskab med Gud og satsede hele deres liv på ham. Deres nære venskab med Gud fortsætter i det evige liv efter døden, og deres forbøn har derfor altid haft særlig betydning i Kirken. Nogle af disse mennesker bliver helgenkåret af Kirken.

Hvad er et mirakel? Et mirakel er en opsigtsvækkende begivenhed, som ikke har nogen naturlig forklaring, og som derfor tilskrives Guds indgriben. I Evangelierne fortælles om mange af de mirakler, som Jesus udførte. Han forvandlede f.eks. 600 liter vand til vin ved brylluppet i Kana (Joh 2,6-10) og bespiste 5000 mænd med kun 5 brød og 2 fisk (Mk 6,35-44). Men Hans største mirakler var dem, som direkte havde med mennesker at gøre: Han fik lamme til at gå (Mk 2,1-12), blinde til at se (Luk 18,35-43), døve til at høre og stumme til at tale (Mk 7,31-37), og Han hentede Lazarus ud af graven, hvor han allerede havde ligget i 4 dage og var begyndt at gå i forrådnelse (Joh 11,38-44). Miraklerne fortsætter efter Jesus' død og opstandelse, og den dag i dag sker der mirakuløse helbredelser.

Hvordan kan mirakler lade sig gøre? Egentlig er det ikke så mærkeligt. Gud har skabt hele universet med dets milliarder af stjerner, planeter og måner, og ikke mindst har Han skabt jorden med al dens liv. Gud er Herre over sin skabning, Han har styr på den, og Han kan når som helst gribe ind og hjælpe mennesket. Han har nemlig ikke bare skabt universet, men Han er også tilstede hele tiden. Overalt. Han er altid tæt på hvert eneste menneske. Miraklerne er først og fremmest Guds måde at vise os, at Han er nær, og at Han elsker os. Men Han griber ikke ind hele tiden - mennesket har sin frihed, og det, der sker på jorden, afhænger i høj grad af menneskene. Hvis Gud hele tiden greb ind, ville menneskene jo blive reduceret til robotter eller blive som marionetter i et dukketeater. 

Derfor udfører Gud som regel heller ikke sine mirakler, uden at vi beder Ham om det. Hvis mennesket ikke både tror på Gud og giver Ham lov til at handle, sker der ingenting. I Nazareth, hvor Jesus var vokset op, kunne indbyggerne ikke forestille sig, at Han var Guds Søn. For dem var Han bare tømreren Josefs søn. De troede altså ikke på Ham, og derfor kunne Han stort set ikke udføre noget mirakel i sin hjemby (Mk 6,1-6). En helt anden modtagelse fik Han i byerne ved Genesaret sø - der blev Han straks genkendt, og folk styrtede hjem for at hente deres syge, og så bad de Jesus om bare at få lov til at røre ved Ham. Og de, der rørte ved Ham, blev helbredt med det samme (Mk 6,53-56). 

Man må altså bede til Gud og vise at man tror på Ham, for at miraklet kan ske. Men man behøver ikke bede alene. De syge i byerne ved søen fik hjælp af deres venner og familiemedlemmer, som havde genkendt Jesus. På samme måde kan vi få hjælp af de mennesker, som allerede er venner med Gud. De kan så bede for os til Gud. Det er det, man kalder forbøn.

Man kan bede sine venner og familie om forbøn, eller man kan henvende sig til mennesker fra sin menighed eller til nonner og munke i klostrene. Men man kan også bede de afdøde om hjælp. Døden medfører en fysisk adskillelse, men den afskærer ikke forbindelsen mellem levende og døde. Kirken tror jo på evigt liv sammen med Gud. Blandt de afdøde er der nogle, som allerede på jorden havde et helt specielt venskab med Gud og satsede hele deres liv på ham. Deres nære venskab med Gud fortsætter efter døden, og deres forbøn har derfor altid haft særlig betydning i Kirken. Nogle af disse mennesker bliver helgenkåret af Kirken.

For at blive helgenkåret kræves for det første, at man har levet et liv med Gud i centrum. At man har elsket Ham, og gjort alt hvad man kunne for sine medmennesker i stedet for at tænke på sig selv. Som et tegn på, at helgenernes venskab med Gud fortsætter efter døden, kræves også et mirakel, som tilskrives deres forbøn. I de allerfleste tilfælde drejer det sig om pludselige helbredelser af f.eks. kræft eller andre dødelige sygdomme. Helbredelserne undersøges altid meget grundigt af flere læger, hvoraf nogle skal være ikke-troende. På den måde ønsker Kirken at udelukke, at snyd eller naturlige årsager ligger til grund for helbredelsen. 

Allerede i Det nye Testamente er der eksempler på, at der sker helbredelser takket være Jesus' venner. Ved brylluppet i Kana er det Jomfru Maria, som gør Jesu opmærksom på, at der ikke er mere vin (Joh 2,3). Og Sankt Peter helbreder en lam i Jerusalem ved at bede for ham i Jesu navn (ApG 3,6-8). Miraklerne fortsætter i vores tid, hvor mennesker f.eks. er blevet helbredt takket være Moder Teresas af Calcutta og Pater Pios forbøn.