MINDES OG FORSONES - Kirken og fortidens forseelser

Pave Johannes Paul II

Den internationale teologiske Kommission

 

Ansgarstiftelsens Forlag

2000

Mindes og forsones

kirken og fortidens forseelser

Oversat af Ruth Plum efter (1) First Sunday of Lent "Day of Pardon"

(2) Memory and Reconciliation: The Church and the Faults of the Past

(3) Homily of the Holy Father

 

Dansk udgave

© Ansgarstiftelsens Forlag

København 2000

Bestillingsnummer 3035

ISBN 87-88297-72-1

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

FØRSTE SØNDAG I FASTEN - " TILGIVELSENS DAG "

 

FORELÆGGELSE

Peterskirken 12. marts 2000

 

I. Hensigten med højtideligheden

1. 12. marts 2000, første søndag i fasten, vil paven fejre eukaristien sammen med kardinalerne og bede Herren om tilgivelse for Kirkens sønners og døtres tidligere og nuværende synder.

Højtideligholdelsen af tilgivelsens dag var udtrykkeligt ønsket af paven som et mægtigt tegn i dette jubelår, som ifølge sin natur er en tid til omvendelse.

"Som Peters efterfølger beder jeg om, at Kirken i dette nådens år, styrket af den hellighed, som den modtager fra sin Herre, knæler ned for Gud og bønfalder om tilgivelse for dens sønners og døtres tidligere og nuværende synder. Alle har syndet, og ingen kan hævde at være retfærdig over for Gud (sml. 1 Kong 8,46)... Kristne opfordres til at erkende de forseelser, som de har begået over for Gud og dem, de har krænket ved deres handlinger. Lad dem gøre dette uden at søge noget til gengæld, men kun styrkede af, at 'Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter' (Rom 5,5)" (Incarnationis Mysterium, 11; sml. Tertio Millennio Adveniente, 33).

2. Ved en eukaristisk fejring ved begyndelsen af sin faste-valfart, og således i en taksigelse til Herren bekender, forkynder og lovpriser Kirken derfor Guds gerning i sig gennem kristendommens forgangne to tusinde år. Herren har levet og været nærværende i sin kirke, og gennem helgenerne har han vist, at han vedbliver med at virke i menneskehedens historie, midt i sit fællesskab. Ganske vist vedbliver kristne trods deres indlemmelse i Kristi legeme som pilgrimme og vejfarende imod Guds rige med at være syndere, skrøbelige og svage og genstand for Satans, denne verdens fyrstes, fristelser. I hver generation har Kirkens hellighed lyst op, bevidnet af talløse af dens sønner og døtre; alligevel er denne hellighed blevet svækket af den stadige tilstedeværelse af synd, der bebyrder Guds folks pilgrimsvandring. Kirken kan både synge et Magnificat, for hvad Gud har udrettet i den, og et Miserere for de kristnes synder, for hvilke den altid har brug for renselse, bod og fornyelse (sml. Lumen Gentium, 8).

3. Kirken "kan ikke overskride tærsklen til det nye årtusind uden at få sine børn til at rense sig ved anger fra vildfarelser, frafald, selvmodsigelser og forsinkelser" (Tertio Millennio Adveniente, 33). Som følge deraf er en liturgi, der søger tilgivelse fra Gud for synder, der er begået af kristne ned gennem århundrederne, ikke blot legitim, men den er også det mest passende middel til at udtrykke anger og opnå renselse.

Pave Johannes Paul II bekender som Kirkens overhoved de kristnes synder gennem århundrederne ned til vor egen tid i bevidsthed om, at Kirken er et unikt fænomen i historien, "en enkelt mystisk person". Kirken er et fællesskab af helgener, men der eksisterer også en syndens solidaritet blandt Guds folks medlemmer: indehaverne af Petersembedet, biskopper, præster, ordensfolk og troende lægfolk.

4. Denne liturgi, der minder om de begåede synder, konkretiserer bønnen om tilgivelse og åbner vejen for en forpligtelse ikke blot overfor Gud, men også over for mennesker; den indvarsler en omvendelses vandring og en forandring ansigt til ansigt med fortiden.

At bekende vore synder og vore forgængeres synder er en passende handling fra Kirkens side, for den har altid følt sig forpligtet til at erkende sine børns forseelser og stille sig ansigt til ansigt med sandheden om begåede synder.

Ligesom Guds folk i Det gamle Testamente, der bekendte synden med guldkalven og bevarede mindet derom for alle tider, og urkirken i Det nye Testamente, som erkendte og mindedes Peters fornægtelse uden at benægte eller formindske den, således bekendtgør og bekender Kirke i dag, gennem Peters efterfølger, kristnes fejl i alle tidsaldre.

5. Omtalen af fejl og synder må i en liturgi være oprigtig og i stand til at beskrive skyld nærmere; alligevel må den i betragtning af antallet af synder, der er begåede i løbet af tyve århundreder, nødvendigvis være ret summarisk. Det er også rimeligt, at den tager hensyn til de indrømmelser af synd, der allerede er foretaget både af pave Paul VI og af pave Johannes Paul II selv ved talrige lejligheder i løbet af hans pontifikat.

Disse indbefatter:

 

a) Bekendelse af synder i almindelighed (sml. PAUL VI, 4. januar 1964 ved Golgata i Jerusalem).

b) Bekendelse af synder begået i sandhedens tjeneste (sml. JOHANNES PAUL II, Pro Memoria over for konsistoriet 13. juni 1994, 7; "Tertio Millennio Adveniente", 35).

c) Bekendelse af synder, der har skadet enheden af Kristi legeme (sml. JOHANNES PAUL II, "Tertio Millennio Adveniente" 34; "Ut Unum Sint", 34 og 82; Paderborn, 22. juni 1996).

d) Bekendelse af synder imod Israels folk (sml. JOHANNES PAUL II, Mainz, 17. november 1980; Peterskirken, 7. december 1991; Kommission for religiøse relationer med jøderne, "We Remember", 16. marts 1998, nr. 4).

e) Bekendelse af synder begået i handlinger imod kærlighed, fred, menneskerettigheder og respekt for kulturer og religioner (sml. JOHANNES PAUL II, Assisi, 27. oktober 1986; Santo Domingo, 13. oktober 1992; Generalaudiens 21. oktober 1992).

f) Bekendelse af synder imod kvinders værdighed og menneskehedens enhed (sml. JOHANNES PAUL II, Angelus budskab, 10. juni 1995; Brev til kvinder, 29. juni 1995).

g) Bekendelse af synder i forbindelse med personens fundamentale rettigheder (sml. JOHANNES PAUL II, Yaoundé, 13. august 1985; Generalaudiens, 3. juni 1992).

 

Én ting må stærkt pointeres: pavens bekendelse af synder er henvendt til Gud, som alene kan tilgive synder, men den foretages også over for mennesker, hvem kristnes ansvar ikke kan skjules for.

6. Denne bekendelse medfører ikke en dom over dem, der er gået forud for os; dommen tilkommer Gud alene og vil blive bekendtgjort på den yderste dag. Kristne i dag tror ikke, at de er "bedre end deres fædre" (sml. 1 Kong 19,4), men de ønsker i lyset af evangeliet og Kristi Ånd at slå fast, hvad der har været af objektive historiske forkerte måder at handle på. Som følge deraf peger bekendelsen tydeligt på visse historiske fejl, men de ansvarlige personer hverken dømmes eller nævnes ved navn. Bekendelsen foregår inden for den sammenhæng, der udgøres af synderes solidaritet: nutidens døbte er bevidste om deres forbindelse med fortidens døbte. Der fældes ikke dom over tidligere tiders kristne, og formildende omstændigheder overses heller ikke, men der udtrykkes beklagelse, og det onde, der er gjort, bekendes, idet vi selv påtager os vore forgængeres fejl.

7. Ved at sætte højdepunktet af syndsbekendelsen i forbindelse med liturgien, ønsker pave Johannes Paul II at vise, at denne handling har sin egen indre betydning og stræber efter at rense mindet og nå til forsoning mellem kristne og mellem Kirken og menneskeheden.

At bekende kristnes historiske synder har imidlertid ikke kun til hensigt at rense mindet: det er også tænkt så vel som en lejlighed til en ændring af mentaliteten og visse holdninger i Kirken som begyndelsen til en ny lære for fremtiden i bevidstheden om, at fortidens synder vedvarer som fristelser i nutiden. Bekendelsen af synder er et middel til at støtte dialog, forsoning og fred.

8. Denne liturgi er en tjeneste for sandhed: Kirken er ikke bange for at stå ansigt til ansigt med kristnes synder, når den bliver bevidst om deres fejl.

Den er en tjeneste for tro: indrømmelsen og bekendelsen af synder åbner vejen for en fornyet troskab over for Herren.

Den er en tjeneste for kærlighed; et vidnesbyrd om kærlighed i ydmygheden hos en, der beder om tilgivelse. Kirken optræder også som lærer, når den beder Herren om forladelse og tilgivelse af synder.

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

II. Typiske elementer ved højtideligheden

1. Tilstedeværelsen af krucifikset

 

Ved siden af confessio-alteret i Peterskirken står det krucifiks fra det femtende århundrede fra kirken San Marcello al Corso, der traditionelt er blevet æret i Peterskirken i løbet af de hellige år. Krucifiksets tilstedeværelse skal betone, at bekendelsen af synder og bønnen om tilgivelse er henvendt til Gud, som er den eneste, der kan tilgive synder.

 

2. Den første "statio"

 

Ved begyndelsen af højtideligheden holder paven sammen med de koncelebrerende kardinaler en "statio" foran Michelangelos Pietà ved indgangen til kirken: Kirken ønsker ligesom Maria at omfavne den korsfæstede Frelser, at tage ansvar for sine børns fortid og bønfalde Faderen om tilgivelse.

 

3. Alle Helgenslitaniet

 

Denne "statio" efterfølges af en bodsprocession mod alteret. Korset ledsages af syv lys og evangeliebogen, og der synges et litani. Communio Sanctorum's helgener går i forbøn for deres syndige brødre og søstre, der stadigt er på deres pilgrimsvandring til det himmelske Jerusalem.

 

4. Bekendelsen af synder og bønnen om tilgivelse

Efter homilien og inden trosbekendelsen kommer de troendes bøn, hvori paven aflægger bekendelsen af synder og beder om tilgivelse.

Bønnen begynder med en indledning af paven efterfulgt af en opfordring, der forudgås af et kort øjeblik med stilhed og afsyngelsen af et trefoldigt Kyrie eleison.

Opfordringen fremsiges af repræsentanter for den romerske kurie, mens paven fremsiger bønnen.

Under afsyngelsen af Kyrie eleison tændes lamperne foran krucifikset.

Efter den afsluttende bøn omfavner og kysser paven krucifikset som et tegn på ærbødighed og bøn om tilgivelse.

 

5. Forpligtelse til en livs-omvendelse

Efter den højtidelige velsignelse ved afslutningen af højtideligheden beder paven om, at renselsen af mindet og bønnen om tilgivelse både for Kirkens og for ethvert af dens medlemmers vedkommende må blive omsat til fornyet troskab mod evangeliet.

 

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

Den internationale teologiske Kommission

 

MINDES OG FORSONES

KIRKEN OG FORTIDENS FORSEELSER

December 1999

 

FORUDGÅENDE BEMÆRKNING

 

Studiet af emnet "Kirken og fortidens forseelser" blev med henblik på fejringen af jubelåret 2000 foreslået Den internationale teologiske Kommission af dens præsident, Joseph Kardinal Ratzinger. Der blev nedsat en underkommission, der skulle forberede dette studium; den udgjordes af p. Christopher Begg, msgr. Bruno Forte (præsident), p. Sebastian Karotemprel, S.D.B., msgr. Roland Minnerath, p. Thomas Norris, p. Rafael Salazar Cardenas, M.Sp.S. og msgr. Anton Strukelj. Den generelle drøftelse af dette emne fandt sted i talrige møder i underkommissionen og i Den internationale teologiske Kommissions plenarmøder, der afholdtes i Rom fra 1998 til 1999. Den her foreliggende tekst blev ved skriftlig afstemning godkendt i forma specifica af Den internationale teologiske Kommission, og blev derpå forelagt for præsidenten, præfekten for Kongregationen for Troslæren kardinal Ratzinger, der billigede, at den blev offentliggjort.

 

Indholdsfortegnelse

 

Indledning

1. Problemet: I går og i dag

1.1. Inden Det andet Vatikankoncil

1.2. Koncilets lære

1.3. Johannes Paul II's bønner om tilgivelse

1.4. De rejste spørgsmål

2. Bibelsk indfaldsvinkel

2.1. Det gamle Testamente

2.2. Det nye Testamente

2.3. Det bibelske jubelår

2.4. Konklusion

3. Teologiske grundlag

3.1. Kirkens mysterium

3.2. Kirkens hellighed

3.3. Nødvendigheden af stadig fornyelse

3.4. Kirkens moderskab

4. Historisk vurdering og teologisk vurdering

4.1. Fortolkningen af historien

4.2. Historisk undersøgelse og teologisk vurdering

5. Etisk skøn

5.1. Nogle etiske kriterier

5.2. Kristnes splittelse

5.3. Benyttelsen af tvang i sandhedens tjeneste

5.4. Kristne og jøder

5.5. Vort ansvar for vore dages onder

6. Pastorale og missionsmæssige perspektiver

6.1. De pastorale formål

6.2. Kirkelige implikationer

6.3. Implikationerne for dialog og mission

Afslutning

 

Pavens prædiken: "Tilgivelsens Dag"

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

Bullen Incarnationis mysterium (29. november 1998) om indvarslingen af det store jubilæum år 2000 indbefatter renselsen af Kirkens minde blandt de tegn, "som kan hjælpe mennesker til at leve jubelårets usædvanlige nåde med større inderlighed." Formålet med denne renselse er at befri personlig og fælles samvittighed fra alle former for bitterhed og krænkelser, som er arven efter tidligere forseelser, gennem en fornyet historisk og teologisk bedømmelse af sådanne begivenheder. Dette skulle - hvis det gøres rigtigt - føre til en tilsvarende erkendelse af skyld og bidrage til forsoningens vej. En sådan proces kan have en betydelig indflydelse på nutiden, netop fordi konsekvenserne af tidligere forseelser stadigt mærkes og kan vedvare som spændinger i nutiden.

Renselsen af mindet er således "en modig og ydmyg handling ved at erkende den uret, der er begået af dem, der har båret og bærer navnet kristne." Det bygger på den overbevisning, at på grund af "det bånd, der forener os indbyrdes i Det mystiske Legeme, bærer vi alle byrden af vore forgængeres fejltagelser og forseelser, skønt vi ikke er personligt ansvarlige og uden at blande os i Guds bedømmelse, for han alene kender ethvert hjerte." Johannes Paul II tilføjer: "Som Peters efterfølger beder jeg om, at Kirken i dette nådens år, styrket af den hellighed, som den modtager fra sin Herre, vil knæle ned for Gud og bønfalde om tilgivelse for dens sønners og døtres tidligere og nuværende synder"1. Idet paven gentager, at "kristne opfordres til over for Gud og dem, de har krænket ved deres handlinger, at erkende de forseelser, som de har begået," slutter han: "Lad dem gøre dette uden at søge noget til gengæld, men kun styrkede af, at 'Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter' (Rom 5,5)."2

De anmodninger om tilgivelse, som biskoppen af Rom har fremsat i denne ægthedens og frivillighedens ånd, har ført til forskellige reaktioner. Den ubetingede tillid til sandhedens magt, som Paven har vist, er stort set blevet modtaget velvilligt både inden for og uden for Kirken. Mange har bemærket den tiltagende troværdighed af kirkelige udtalelser, som denne måde at handle på er resulteret i. Der er dog også givet udtryk for nogle forbehold, især udtryk for usikkerhed i forbindelse med specielle historiske og kulturelle sammenhænge, hvori den enkle indrømmelse af forseelser, begået af Kirkens sønner og døtre, kan tage sig ud som godkendelse af de beskyldninger, der fremsættes af dem, der er ødelæggende fjendtligsindede over for Kirken. Mellem enighed og usikkerhed opstår behovet for en overvejelse, der præciserer grundene, betingelserne og den nøjagtige form for anmodningerne om tilgivelse for fortidens forseelser.

Den internationale teologiske Kommission, hvori en forskellighed af kulturer og mentaliteter er repræsenteret, besluttede at imødekomme dette behov med den foreliggende tekst. Teksten giver en teologisk overvejelse over de betingelser, der muliggør handlinger med "renselse af mindet" mulige i forbindelse med erkendelsen af fortidens forseelser. De spørgsmål, som den forsøger at give sig i lag med, er: Hvorfor bør det gøres? Hvem bør gøre det? Hvad er formålet, og hvordan skal dette afgøres ved på rette måde at kombinere historisk og teologisk vurdering? Hvem henvender bønnen om tilgivelse og forsoning sig til? Hvad indebærer det moralsk? Og hvilke er de mulige virkninger på Kirkens liv og på samfundet? Formålet med denne tekst er derfor ikke at undersøge enkelte historiske tilfælde, men snarere at præcisere de forudsætninger, som fører til anger over tidligere forseelser.

Efter at have gjort opmærksom på hvilken slags overvejelse, der vil blive præsenteret her, er det vigtigt også at gøre det klart, hvad der refereres til, når teksten taler om Kirken; det drejer sig ikke om den historiske institution alene eller blot det åndelige fællesskab af dem, hvis hjerter er oplyste af tro. Kirken forstås som de døbtes fællesskab, uadskilleligt synligt og virkende i historien under ledelse af dens hyrder, forenet som et dybt mysterium under den livgivende Ånds indvirkning. Ifølge Det andet Vatikankoncils udtalelse "er det ikke en dårlig analogi at sammenligne den med det menneskevordne Ords mysterium. Den menneskelige natur, som det guddommelige Ord har antaget, er uløseligt knyttet til Ordet og tjener det som et levende redskab til frelse. På lignende måde tjener Kirkens sociale struktur Kristi Ånd, der gør den levende, således at legemet vokser" (sml. Ef 4,16).3 Denne kirke, som omfatter sine sønner og døtre fra fortiden og nutiden i et ægte og dybt fællesskab, er den ene Nådens Mor, som også påtager sig byrden af tidligere forseelser for at rense eftermælet og leve hjertets og livets fornyelse i overensstemmelse med Herrens vilje. Den er i stand til at gøre dette, fordi Jesus Kristus, hvis mystiske legeme er nærværende gennem historien, én gang for alle har påtaget sig alle verdens synder.

Tekstens struktur afspejler de stillede spørgsmål. Den går fra et kort historisk tilbageblik på emnet (Kapitel 1) for at kunne undersøge det bibelske grundlag (Kapitel 2) og dybere udforske betingelserne for anmodningerne om tilgivelse (Kapitel 3). Det nøjagtige indbyrdes forhold mellem historisk og teologisk bedømmelse er et afgørende moment for at nå til korrekte og virkningsfulde udtalelser, der tager behørigt hensyn til tider, steder og sammenhænge, hvori de historiske handlinger, der fandt sted, overvejes (Kapitel 4). De afgørende overvejelser, som har en særlig betydning for den katolske kirke, er viet til de moralske (Kapitel 5), pastorale og missionsmæssige (Kapitel 6) betydninger af disse udtryk for anger over fortidens forseelser. Ikke desto mindre håber man, i bevidstheden om at erkendelsen af ens egne fejl har al mulig grund til at blive praktiseret af alle folkeslag og religioner, at de foreslåede overvejelser må hjælpe alle fremad på sandhedens, den broderlige dialogs og forsoningens vej.

 

Ved afslutningen af denne indledning kan det være nyttigt at huske hensigten med enhver handling, der har til formål at "rense mindet", og som foretages af troende, fordi dette er det, som har inspireret kommissionens arbejde: det er forherligelsen af Gud, fordi det at leve i lydighed mod den guddommelige sandhed og dens krav fører til, sammen med vore forseelser, at bekende Herrens evige barmhjertighed og retfærdighed. Den "confessio peccati", som støttet og oplyst af tillid til sandheden, der befrier og frelser ("confessio fidei"), bliver en "confessio laudis" henvendt til Gud, over for hvem det alene bliver muligt at erkende både fortidens og nutidens forseelser, så at vi kan blive forsonede ved og med ham i Kristus Jesus, verdens eneste Frelser, og blive i stand til at tilgive dem, der har krænket os. Dette tilbud om tilgivelse synes særlig meningsfuldt, når man tænker på de mange forfølgelser, som kristne har lidt under i historiens forløb. I dette perspektiv har de skridt med hensyn til fortidens forseelser, der allerede er taget af Paven, og de skridt, han har anmodet om, en forbilledlig og profetisk værdi for religioner lige så vel som for regeringer og nationer, foruden at være af værdi for den katolske kirke, som således hjælpes til på en mere virksom måde at føre menneskevordelsens store jubilæum ud i livet som en nådens og forsoningens tildragelse for alle.

 

 

1. Problemet: I går og i dag

1.1. Inden Det andet Vatikankoncil

Jubelåret er altid blevet levet i kirken som en tid i glæde over den frelse, der er givet i Kristus, og som en gunstig lejlighed til bod og forsoning for de synder, der findes i Guds folks liv. Fra den første fejring under Bonifatius VIII i 1300 var den bodfærdige pilgrimsvandring til apostlene Peters og Paulus' grave forbundet med bevillingen af en ekstraordinær aflad, der sammen med den sakramentale tilgivelse udvirker en fuldstændig eller delvis eftergivelse af timelig straf, der er en følge af synden.4 I denne sammenhæng har både den sakramentale tilgivelse og eftergivelsen af timelig straf en personlig karakter. I løbet af "tilgivelsens og nådens år"5 uddeler Kirken på en særlig måde af den nådens skat, som Kristus har indstiftet til gavn for den.6 I ingen af de jubelår, der indtil nu er fejrede, har der imidlertid været en samvittighedserkendelse af nogen forseelse i Kirkens fortid eller af behovet for at bede om Guds tilgivelse for dens handlemåde i den nyere eller fjernere fortid.

I virkeligheden er der i hele Kirkens historie ingen præcedens for at læreembedet har bedt om tilgivelse for tidligere forvoldt uret. Konciler og pavelige dekreter benyttede ganske vist sanktioner mod uheldige forhold, som gejstlige og lægfolk blev fundet skyldige i, og mange præster stræbte alvorligt efter at rette dem. Imidlertid har de lejligheder, hvor kirkelige autoriteter - paver, biskopper eller konciler - åbent har indrømmet de forseelser eller misbrug, som de selv var skyldige i, været meget sjældne. Ét berømt eksempel er givet af reformpaven Hadrian VI, som offentligt i et budskab til Rigsdagen i Nürnberg 25. november 1522 erkendte, at "de vederstyggeligheder, de misbrug... og de løgne", som hans tids "romerske hof" var skyldig i, var en "dybt rodfæstet og omfattende... sygdom", der strakte sig fra toppen til medlemmerne".7 Hadrian VI beklagede sin egen tids fejl, netop hans umiddelbare forgænger Leo X's og hans kuries, imidlertid uden at tilføje en bøn om tilgivelse. Først med Paul VI for finder vi en pave, der udtrykker en bøn om tilgivelse henvendt lige så meget til Gud som til en gruppe samtidige. I sin tale ved åbningen af Det andet Vatikankoncils anden session bad paven "Gud om tilgivelse ... og de adskilte brødre", fra Østen, som kan have følt sig krænkede "af os" (den katolske kirke), og erklærede sig for sin part rede til at tilgive modtagne krænkelser. Efter Paul VI's opfattelse drejede så vel bønnen om og tilbudet om tilgivelse sig kun om det syndige i kristnes splittelse og forudsatte gensidighed.

 

 

 

1.2. Koncilets lære

 

Det andet Vatikankoncil griber det an på samme måde som Paul VI. For de forseelser, der er begået mod enheden, udtaler koncilsfædrene: "derfor beder vi i ydmyghed Gud og vore adskilte brødre om tilgivelse, ligesom vi også forlader vore skyldnere."8 Foruden forseelser imod enheden gjorde de opmærksom på andre negative tildragelser i fortiden, som kristne havde et vist ansvar for. Således finder de "derfor grund til at beklage en vis indstilling, som også findes hos kristne", og som får folk til at mene, at tro og videnskab er i indbyrdes modstrid.9 På samme måde overvejer de den kendsgerning, at de troende kan "have deres store medansvar i ateismens fremkomst", fordi de må siges ved deres forsømmelighed "at have tilsløret snarere end åbenbaret Guds og religionens sande ansigt."10 Desuden "beklager" koncilet forfølgelser og udslag af antisemitisme, "uanset hvornår de har fundet sted, og hvem der har været ophavsmand dertil."11 Alligevel tilføjer koncilet ikke en bøn om tilgivelse for de nævnte ting.

Ud fra et teologisk synspunkt skelner koncilet mellem Kirkens uforgængelige troskab og dens medlemmers, gejstliges eller lægfolks, svagheder i går og i dag,12 og derfor mellem Kristi brud "uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri" (sml. Ef 5,27), og hendes børn, tilgivne syndere, som er kaldede til bestandig metanoia, til fornyelse i Helligånden. Kirken rummer "i sit eget skød syndere; den er på én gang hellig og har altid brug for renselse og stræber derfor konstant efter bodfærdighed og fornyelse."13

Koncilet udviklede også nogle kriterier for skelnen med hensyn til nulevende menneskers skyld eller ansvar for fortidens forseelser. Faktisk mindede koncilet i to forskellige sammenhænge om, at man ikke kan tilregne dem, der lever nu, skylden for forseelser, blot fordi de er begået af medlemmer af det samme religiøse samfund:

 

"Selv om nu de jødiske myndigheder og deres tilhængere gennemtvang Kristi død, kan det, der skete under hans lidelse, dog ikke uden forskel tilregnes alle de jøder, som levede dengang, ej heller jøderne i vor egen tid."14

 

"Ikke ubetydelige menigheder blev skilt ud fra den katolske kirkes fulde fællesskab, undertiden ikke uden at personer fra begge parter var skyld deri. Men de, som nu fødes i sådanne samfund og oplæres i troen på Kristus, kan ikke anklages for adskillelsens synd, og den katolske kirke omfatter disse med broderlig agtelse og kærlighed."15

Da i 1975 det første hellige år blev fejret efter koncilet, gav Paul VI det temaet "fornyelse og forsoning",16 og gjorde det klart i den apostoliske skrivelse Paterna cum benevolentia, at forsoning skulle have førstepladsen hos alle den katolske kirkes troende.17 Ligesom i begyndelsen vedblev det hellige år med at være en lejlighed for syndere til omvendelse til og forsoning med Gud ved hjælp af Kirkens sakramenter.

 

1.3. Johannes Paul II's bønner om tilgivelse

Ikke blot gav Johannes Paul II på ny udtryk for beklagelse over de "smertelige minder", der kendetegner historien om splittelsen mellem kristne, sådan som Paul VI og Det andet Vatikankoncil havde gjort,18 men han udstrakte også en bøn om tilgivelse til en mangfoldighed af historiske begivenheder, hvori Kirken eller individuelle grupper af kristne var indblandede på forskellige måder.19 I den apostoliske skrivelse Tertio millennio adveniente,20 giver paven udtryk for håbet om, at jubilæet år 2000 må være anledningen til renselse af Kirkens eftermæle for alle former for "mod-vidnesbyrd og skandale", som er forekommet i løbet af det sidste årtusind.21

Kirken opfordres til at blive "mere bevidst om sine sønners og døtres skyld". Den erkender, at "synderne er dens sønner og døtre" og opmuntrer dem "til at rense sig ved anger fra vildfarelser, frafald, selvmodsigelser og sendrægtighed".22 Kristnes ansvar for vor tids onder omtales også,23 skønt der især lægges vægt på vore dages kirkes solidaritet med tidligere forseelser. Nogle af disse nævnes udtrykkeligt, som de kristnes splittelse,24 eller de "intolerante og voldelige metoder", der i fortiden anvendtes for at evangelisere.25

Johannes Paul II satte også gang i den dybere teologiske undersøgelse af forestillingen om at tage ansvar for fortidens forseelser og for måske at bede ens samtidige om tilgivelse26, når han i formaningen Reconciliatio et paenitentia konstaterer, at i bodens sakramente "står synderen alene over for Gud med sin synd, anger og tillid. Ingen kan angre eller bede om tilgivelse i hans eller hendes sted". Synd er derfor altid personlig, skønt den sårer hele Kirken, som repræsenteret af præsten som forvalter af bod, er den sakramentale formidler af den nåde, der forsoner med Gud.27 Også situationerne med "social synd" - som er iøjnefaldende i det menneskelige samfund, når retfærdighed, frihed og fred tilføjes skade - er altid "resultatet af ophobningen og koncentrationen af mange personlige synder." Mens det moralske ansvar kan blive udvandet i anonyme sager, kan man kun tale om social synd på en analog måde.28 Det fremgår heraf, at beskyldningen for en forseelse ikke med rette kan udstrækkes ud over den gruppe af personer, der frivilligt har givet sit samtykke til den ved hjælp at handlinger eller undladelser eller ved forsømmelighed.

 

 

1.4. De rejste spørgsmål

Kirken er et levende fællesskab, der spænder over århundrederne. Dens minde udgøres ikke kun af den tradition, der går tilbage til apostlene og er normativ for dens tro og liv, men den er også rig på en mangfoldighed af historiske erfaringer, positive og negative, som den har gennemlevet. For en stor del former Kirkens fortid dens nutid. Den dogmatiske, liturgiske, kanoniske og asketiske tradition nærer det troende fællesskabs liv ved at give det en uforlignelig samling af modeller at efterligne. Hen ad hele den jordiske pilgrimsvandring vedbliver det gode korn imidlertid altid med at være uløseligt blandet med avnerne; hellighed står side om side med utroskab og synd.29 Og det er således, at fortidens forargelser kan blive en hindring for Kirkens vidnesbyrd i dag, og erkendelsen af Kirkens sønners og døtres tidligere forseelser kan fremme fornyelse og forsoning i nutiden.

Den vanskelighed, der dukker op, drejer sig om at definere tidligere forseelser, især på grund af den historiske bedømmelse, som dette kræver. I fortidens forseelser må man altid skelne mellem det ansvar eller den forseelse, som kan tillægges Kirkens medlemmer som troende, fra det, der kan henføres til samfundet gennem "kristenhedens" århundreder eller til de magtstrukturer, hvori det timelige og det åndelige var tæt sammenflettet. En historisk hermeneutik er derfor mere nødvendig end nogensinde for at skelne korrekt mellem Kirkens handlinger som trosfællesskab og samfundets i de tider, hvor der eksisterede en osmose mellem dem.

De skridt, der er taget af Johannes Paul II for at bede om tilgivelse for fortidens forseelser, er i mange kredse blevet opfattede som tegn på Kirkens vitalitet og autenticitet, således at de styrker dens troværdighed. Det er desuden rimeligt, at Kirken bidrager til at ændre usande og uacceptable billeder af sig selv, især i de områder, hvor nogle meningsdannende kredse enten på grund af uvidenhed eller ond vilje ønsker at identificere den med tilbageskridt og intolerance. Den bøn om tilgivelse, som paven har givet udtryk for, har også givet anledning til, at der er opstået positiv kappestrid både inden for og uden for Kirken. Statsoverhoveder eller regeringer, private og offentlige sammenslutninger, religiøse fællesskaber beder i dag om tilgivelse for episoder eller historiske perioder, der var kendetegnede af uretfærdighed. Denne praksis er langt fra blot en øvelse i retorik, og derfor tøver nogle med at gøre det, fordi de beregner de dermed forbundne omkostninger - hvoriblandt der er dem på det juridiske niveau - ved at erkende tidligere forurettelser. Også ud fra dette synspunkt er et rigoristisk skøn nødvendigt.

 

Alligevel er nogle af de troende bragt ud af fatning, og deres loyalitet over for Kirken synes rystet. Nogle spekulerer på, hvordan de kan videregive en kærlighed til Kirken til yngre generationer, hvis denne kirke beskyldes for forbrydelser og forseelser. Andre iagttager, at erkendelsen af forseelser for størstedelen er ensidig og misbruges af Kirkens bagvaskere, som er tilfredse ved at se Kirken bekræfte de fordomme, de havde om den. Atter andre advarer mod vilkårligt at få nuværende generationer af troende til at føle sig skyldige for fejl, de ikke på nogen måde gav deres samtykke til, selv om de erklærer sig rede til at tage ansvar i den udstrækning, at visse grupper af mennesker i dag føler sig berørt af følgerne af uretfærdigheder, som deres forfædre har lidt under i tidligere tider. Andre fastholder, at Kirken kunne rense sit minde med hensyn til uforståelige handlinger, som den var indblandet i tidligere, simpelt hen ved at deltage i den kritiske bearbejdning af den historiske bevidsthed, der er udviklet i vort samfund. Således kunne den erklære, at den forener sig med sine samtidige i at afvise, hvad vor tids moralske samvittighed kritiserer, uden at føre sig frem som den eneste skyldige part i fortidens onder og ved samtidig at søge at komme i dialog i gensidig forståelse med dem, der stadigt må føle sig sårede af tidligere handlinger, som kan tilskrives Kirkens børn. Endelig må det forventes, at visse grupper kræver, at en bøn om tilgivelse også udstrækkes til at omfatte dem, enten i analogi med andre grupper, eller fordi de mener, at de har lidt uret. I hvert fald kan renselse af mindet aldrig betyde, at Kirken ophører med at forkynde den åbenbarede sandhed, som er blevet den betroet, hvad enten det er på troens eller moralens område.

Således udkrystalliserer der sig en række spørgsmål: Kan nutidens samvittighed blive tillagt 'skyld' for isolerede historiske fænomener som korstogene eller inkvisitionen? Er det ikke lidt letkøbt at bedømme fortidens mennesker med nutidens samvittighed (som de skriftkloge og farisæerne gør ifølge Matt 23,29-32), næsten som om moralsk samvittighed stod uden for tid? Og kan man på den anden side benægte, at etisk bedømmelse altid er mulig på grund af den simple kendsgerning, at Guds sandhed og dens moralske krav altid har værdi? Hvilken holdning der end antages, må den affinde sig med disse spørgsmål og søge svar, der bygger på åbenbaringen og dens levende overlevering i Kirkens tro. Det første spørgsmål går derfor ud på at præcisere i hvilken udtrækning bønner om tilgivelse for tidligere uret, især hvis de henvender sig til grupper af mennesker i dag, er inden for den bibelske og teologiske horisont af forsoning med Gud og med ens næste.

 

 

2. Bibelsk indfaldsvinkel

Undersøgelsen af Israels indrømmelse i Det gamle Testamente af forseelser og emnet bekendelse af forseelser, som det findes i Det nye Testamentes traditioner, kan udfolde sig på forskellige måder.30 Den teologiske beskaffenhed af den anstillede overvejelse har ført os til at foretrække en overvejende tematisk fremgangsmåde, koncentreret om følgende spørgsmål: hvilken baggrund giver Den hellige Skrifts vidnesbyrd Johannes Paul II's opfordring til Kirken om at bekende fortidens forseelser?

 

2.1. Det gamle Testamente

Bekendelser af synder og tilsvarende bønner om tilgivelse kan findes gennem hele Bibelen - i Det gamle Testamentes fortællinger, i salmerne, hos profeterne, så vel som i Det nye Testamentes evangelier. Der er også sporadiske omtaler deraf i visdomslitteraturen og i brevene i Det nye Testamente. På grund af mængden af disse vidnesbyrd rejser det spørgsmål sig, hvordan man skal udvælge og katalogisere mængden af betydningsfulde tekster. Man kunne her spørge de bibelske tekster i forbindelse med bekendelse af synder: Hvem bekender hvad (og hvilken slags forseelse) til hvem? Stillet på denne måde hjælper spørgsmålet til at skelne mellem to principielle kategorier af "bekendelses tekster", der hver omfatter forskellige underkategorier, nemlig, a) bekendelses tekster om personlige synder, og b) bekendelses tekster om hele folkets synder (og om deres forfædres). I forbindelse med den nye kirkelige praksis, der motiverer denne undersøgelse, vil vi begrænse vor analyse til den anden kategori.

I denne anden kategori kan der findes forskellige udtryk, afhængige af, hvem der bekender folkets synder, og hvem der er eller ikke er knyttet til den fælles skyld, idet man lader tilstedeværelsen eller fraværet af bevidstheden om personligt ansvar ude af betragtning (fordi denne først er udviklet lidt efter lidt: sml. Ez 14,12-23; 18,1-32; 33,10-20). På basis af disse kriterier kan de følgende ret varierende tilfælde skelnes:

 

En første serie af tekster, der repræsenterer hele folket (undertiden personificeret som et enkelt "jeg"), som i et bestemt øjeblik af sin historie bekender eller henviser til sine synder imod Gud uden nogen (udtrykkelig) henvisning til de forudgående generationers forseelser.31

 

En anden gruppe af tekster lægger bekendelsen - rettet til Gud - af folkets nuværende synder på én eller flere (religiøse) lederes læber, og disse indbefatter måske eller måske ikke udtrykkeligt dem selv blandt de syndige mennesker, som de beder for.32

 

En tredje gruppe af tekster præsenterer folket eller en af dets ledere i færd med at nævne deres forfædres synder, imidlertid uden at nævne den nuværende generations.33

 

Hyppigere er de bekendelser, som nævner forfædrenes forseelser, idet de udtrykkeligt forbinder dem med den nuværende generations.34

Vi kan slutte fra de samlede vidnesbyrd, at i alle de tilfælde, hvor "fædrenes synder" nævnes, rettes bekendelsen udelukkende til Gud, og de synder, som bekendes af folket og for folket, er dem, der er rettet direkte mod ham, snarere end dem, der (også) er begået imod andre mennesker (kun i 4 Mos 21,7 omtales en menneskelig part, Moses, der er krænket).35 Det rejser det spørgsmål, hvorfor den bibelske forfatter ikke føler behov for at henvende bønnen om tilgivelse til de nuværende samtalepartnere for de synder, der er begået af deres fædre, i betragtning af den stærke følelse af solidaritet mellem generationerne i godt og ondt (man tænker på begrebet "korporativ personlighed"). Vi kan foreslå forskellige hypoteser til besvarelse af dette spørgsmål. Først er der den fremherskende teocentricitet i Bibelen, som prioriterer erkendelsen, hvad enten den er individuel eller national, af forseelser, der er begået imod Gud. Desuden opfattedes voldshandlinger begået af Israel imod andre folkeslag, og som ville synes at kræve en anmodning om tilgivelse fra disse folkeslag, som for eksempel 1 Mos 2-11 og 5 Mos 7,2 (udryddelsen af kana'anæerne) eller 1 Sam 15 og 5 Mos 25,19 (udslettelsen af amalekitterne) som værende udførelsen af guddommelige direktiver. I sådanne tilfælde ville indblandingen af en guddommelig befaling synes at udelukke enhver mulighed for en anmodning om tilgivelse.36 Erfaringerne med at blive mishandlet af andre folkeslag og det derved opståede fjendskab kunne også have modarbejdet ideen om at bede disse folkeslag om tilgivelse for det onde, der var gjort imod dem.37

I hvert fald forbliver følelsen af generationernes indbyrdes solidaritet i synd (og i nåde) væsentlig i det bibelske vidnesbyrd og udtrykkes i bekendelsen over for Gud af "fædrenes synder", således at, som Johannes Paul II kunne sige, da han citerede Azarjas pragtfulde bøn: "'Lovet og priset være du, Herre, vore fædres Gud ... For vi har syndet og handlet ugudeligt ved at vige fra dig, ja, vi har syndet på alle måder. Dine bud har vi ikke adlydt, og vi har ikke gjort, som du befalede os' (Dan 3,26.29-30). Dette var således, jøderne bad efter landflygtigheden (sml. også Bar 2,11-13), idet de påtog sig ansvar for de synder, der var begået af deres fædre. Kirken efterligner deres eksempel og beder også om tilgivelse for dens sønners og døtres historiske synder." 38

 

2.2. Det nye Testamente

Et fundamentalt tema i forbindelse med ideen om skyld, som i vid udstrækning er til stede i Det nye Testamente, er temaet om Guds absolutte hellighed. Jesu Gud er Israels Gud (sml. Joh 4,22), påkaldt som "Hellige Fader" (Joh 17,11) og kaldt for "den hellige" i 1 Joh 2,20 (sml. Åb 6,10). Den trefoldige påkaldelse af Gud som "hellig" i Es 6,3 lyder også i Åb 4,8, mens 1 Pet 1,16 hævder, at kristne skal være hellige, "for det er skrevet: 'I skal være hellige, for jeg er hellig'" (sml. 3 Mos 11,44-45; 19,2). Alt dette genspejler Det gamle Testamentes forestilling om Guds absolutte hellighed; imidlertid er for den kristne tro den guddommelige hellighed trådt ind i historien i Jesus fra Nazarets person. Den gammeltestamentlige forestilling er ikke opgivet, men udviklet i den forstand, at Guds hellighed bliver nærværende i den menneskevordne Søns hellighed (sml. Mark 1,24; Luk 1,35; 4,34; Joh 6,69; ApG 3,14; 4,27.30; Åb. 3,7), og i Sønnens hellighed har "hans egne" del (sml. Joh 17,16-19), fordi de er blevet gjort til Guds børn i Sønnen (sml. Gal 4,4-6; Rom 8,14-17). Der kan ikke være nogen stræben efter guddommeligt barneforhold i Jesus, medmindre der er kærlighed til næsten (sml. Mark 12,29-31; Matt 22,37-38; Luk 10,27-28).

Kærlighed til næsten, som er absolut central i Jesu lære, bliver det "nye bud" i Johannesevangeliet; disciplene skal elske, som han har elsket (sml. Joh 13,34-35; 15,12.17), det vil sige helt "indtil det sidste" (Joh 13,1). Den kristne er kaldet til at elske og til at tilgive i en grad, der overstiger enhver menneskelig målestok for retfærdighed og skaber en gensidighed mellem mennesker, der afspejler gensidigheden mellem Kristus og Faderen (sml. Joh 13,34f; 15,1-11; 17,21-26). I dette perspektiv lægges der stor vægt på temaet forsoning og tilgivelse af forseelser. Jesus beder sine disciple om altid at være rede til at tilgive alle dem, der har krænket dem, ganske ligesom Gud altid tilbyder sin tilgivelse: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere" (Matt 6,12; 6,12-15). Når man er i stand til at tilgive sin næste, viser man, at man har forstået sit eget behov for at blive tilgivet af Gud. Som discipel opfordres man til at tilgive den, der krænker én, "syvoghalvfjerdssindstyve gange syv", også selv om den pågældende ikke beder om tilgivelse (sml. Matt 18,21-22).

Hvad angår en, der er blevet såret af en anden, kræver Jesus, at den sårede person skal tage det første skridt, slette fornærmelsen ved tilgivelse givet "af hjertet" (sml. Matt 18,35; Mark 11,25), velvidende, at man også selv er en synder over for Gud, der aldrig nægter tilgivelse, som der er bedt inderligt om. I Matt 5,23-24 beder Jesus én om, at man, hvis man har krænket en anden, da først "går hen og forliger sig med den, der har noget imod én", inden man bringer sin gave til alteret. En andægtig handling fra en, der ikke har noget ønske om først at gøre skaden mod sin næste god igen, behager ikke Gud. Det, det drejer sig om, er at forandre sit eget hjerte og på en passende måde vise, at man virkeligt ønsker forsoning. Synderen, der imidlertid er klar over, at hans eller hendes synd krænker forholdet til Gud og til næsten (sml. Luk 15,21) kan alene forvente tilgivelse fra Gud, fordi alene Gud altid er barmhjertig og rede til at slette vore synder. Dette er også betydningen af Kristi offer, for han har én gang for alle renset os for vore synder (sml. Hebr 9,22; 10,18). Således forsones den krænkende og den krænkede af Gud, som i sin barmhjertighed modtager og tilgiver enhver.

I denne sammenhæng, som kunne udvides ved en analyse af Paulus' breve og de katolske breve, er der ingen antydning af, at oldkirken rettede sin opmærksomhed mod fortidens synder for at bede om tilgivelse. Dette kan forklares ved den stærke fornemmelse af det radikalt nye ved kristendommen, der stræbte efter at orientere fællesskabet mod fremtiden snarere end mod fortiden. Der er alligevel en bredere og mere subtil hævden, der gennemtrænger Det nye Testamente: I evangelierne og i brevene erkendes den kristne erfarings ambivalens til fulde. For Paulus for eksempel er det kristne fællesskab et eskatologisk folk, som allerede lever i den "nye skabelse" (sml. 2 Kor 5,17; Gal 6,15), men denne erfaring, der er muliggjort af Jesu død og opstandelse (sml. Rom 3,21-26; 5,6-11; 8,1-11: 1 Kor 15,54-57), befrier os ikke fra den tilbøjelighed til synd, der findes i verden på grund af Adams fald. Det følger af den guddommelige indgriben i og gennem Jesu død og opstandelse, at der nu er to mulige hændelsesforløb: Adams historie og Kristi historie. De skrider frem side om side, og den troende må regne med, at Herren Jesu død og opstandelse (sml. for eksempel Rom 6,1-11; Gal 3,27-28; Kol 3,10; 2 Kor 5,14-15) er del af den historie, som er "fuld af nåde" (sml. Rom 5,12-21).

En lignende teologisk genlæsning af Kristi påske-begivenhed viser, hvordan oldkirken havde en stærk bevidsthed om de døbtes mulige ufuldkommenheder. Man kunne sige, at det hele "corpus paulinum" minder troende om fuldt at anerkende deres værdighed, på trods af deres levende viden om deres menneskelige vilkår. "Til frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg" (Gal 5,1). Et lignende udsagn kan findes i evangeliefortællingerne. Den viser sig udpræget hos Markus, hvor Jesu disciples svaghed er et af fortællingens dominerende temaer (sml. Mark 4,40-41; 6,36-37.51-52; 8,14-21.31-33; 9,5-6.32-41; 10,32-45; 14,10-11.17-21.27-31.50; 16,8). Selv om det forståeligt nok er nuanceret, vender det samme motiv tilbage hos alle evangelisterne. Judas og Peter er henholdsvis forræderen og den, der fornægter Mesteren, skønt Judas ender i fortvivlelse over sin handling (sml. ApG 1,15-20), mens Peter angrer (sml. Luk 22,61) og når til en tredobbelt bekendelse af kærlighed (sml. Joh 21,15-19). I Matthæus fortælles det, at "nogle tvivlede" (Matt 28,17) selv under den opstandne Herres sidste tilsynekomst, mens disciplene tilbad ham. Det fjerde evangelium fremstiller disciplene som dem, til hvem der gives en uforlignelig kærlighed, skønt deres svar var uvidenhed, ufuldkommenheder, fornægtelse og forræderi (sml. Joh 13,1-38).

Den konstante fremstilling af Jesu disciple, som vakler, når det drejer sig om at give efter for synd, er ikke blot en kritisk genlæsning af den tidlige historie. Beretningerne er udformet på en sådan måde, at de er henvendt til enhver anden af Kristi disciple, der er i vanskelighed, og som ser hen til evangeliet for at få vejledning og inspiration. Desuden er Det nye Testamente fuldt af formaninger om at opføre sig ordentligt, leve på et højere plan af troskab, undgå det onde (sml. f.eks. Jak 1,5-8.19-21; 2,1-7; 4,1-10; 1 Pet 1,13-25; 2 Pet 2,1--22; Jud 3,13; 1 Joh 1,5-10; 2,1-11.18-27; 4,1-6; 2 Joh 7-11; 3 Joh 9-10). Der er imidlertid ikke nogen udtrykkelig opfordring til de første kristne om at bekende fortidens forseelser, skønt erkendelsen af virkeligheden af synd og ondskab hos kristne mennesker - dem, der er kaldet til det eskatologiske liv, der passer sig til den kristne stand - er meget sigende (det er nok at bemærke bebrejdelserne i brevene til de syv menigheder i Johannes' Åbenbaring). Ifølge bønnen, der findes i Fadervor, beder disse mennesker: "Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere" (sml. Luk 11,4; sml. Matt 6,12). Således viser de første kristne at de er helt bevidste om, at de kunne handle på en måde, der ikke er i overensstemmelse med deres kald, ved ikke at leve deres dåb ind i Jesu død og opstandelse.

 

2.3. Det bibelske jubelår

Et vigtigt bibelsk sidestykke til forsoning og overvindelse af tidligere situationer er repræsenteret ved fejringen af jubelåret, som det er fastsat i Fjerde Mosebog (kap 25). I en samfundsstruktur, der udgjordes af stammer, klaner og familier, opstod der uundgåeligt tumultagtige situationer, når stridende enkeltpersoner eller familier skulle "redde" sig ud af deres vanskeligheder ved at overdrage deres jord, hus, tjenere eller børn til dem, der var rigere end de selv. Et sådant system resulterede i, at nogle israelitter til fordel for andre af Israels børn kom til at lide under utålelige situationer med gæld, fattigdom og trældom i det samme land, som Gud havde givet dem. Alt dette kunne resultere i, at et territorium eller en klan for kortere eller længere perioder faldt i hænderne på nogle få rige mennesker, mens resten af familierne eller klanen befandt sig i en tilstand af gæld eller trældom, der tvang dem til at leve i total afhængighed af få velstående personer.

Lovgivningen i Tredje Mosebog, kap. 25, udgør et forsøg på at overvinde denne tingenes tilstand (sådan, at man kan komme til at tvivle på, hvorvidt det nogensinde blev praktiseret fuldstændigt!). Den indkaldte til fejringen af jubelåret hvert halvtredsindstyvende år for at sikre Guds folks sociale struktur og genoprette selv de mindste af landets familiers uafhængighed. Afgørende for Tredje Mosebog 25 er den regelmæssige gentagelse af Israels bekendelse af troen på Gud, som havde befriet folket ved udgangen af Egypten. "Jeg er Herren jeres Gud, som førte jer ud af Egypten for at give jer Kana'an og være jeres Gud" (3 Mos 25,38; sml. versene 42 og 45). Fejringen af jubelåret var en underforstået indrømmelse af skyld og et forsøg på at genoprette en retfærdig samfundsorden. Hvilket som helst system, der ville fremmedgøre en israelit - engang en slave, men nu befriet af Guds stærke arm - var faktisk en fornægtelse af Guds frelsende handling i og gennem udvandringen fra Egypten.

Befrielsen af ofrene og de lidende blev en del af profeternes meget større program. Deutero-Esajas udvider i den lidende tjeners sange (Es 42,1-9; 49,1-6; 50,4-11; 52,13-53,12) disse hentydninger til skikken med jubelåret med temaerne løskøbelse og frihed, med tilbagegivelse og forsoning. Esajas 58 er et angreb på rituel overholdelse, som ikke har nogen respekt for social retfærdighed; dets kald til befrielse af de undertrykte (Es 58,6) koncentreres især om slægtskabets forpligtelser (v. 7). Endnu tydeligere benytter Esajas 61 billederne af jubelåret for at skildre Den Salvede som Guds herold, der er sendt for at "evangelisere" de fattige, for at forkynde frihed for de fangne og for at indvarsle Herrens nådeår. Det er betegnende, at det er netop denne tekst med en hentydning til Esajas 58,6, som Jesus benytter i Luk 4,17-21 for at præsentere sit livs og sin sendelses opgave.

 

 

2.4. Konklusion

Af det, der er sagt, kan det konkluderes, at Johannes Paul II's appel til Kirken om at markere jubelåret ved en indrømmelse af skyld for de lidelser og forurettelser, der er begået at dens sønner og døtre i fortiden, så vel som de måder, hvorved dette vil blive udført i praksis, ikke har nogen nøjagtig parallel i Bibelen. Alligevel bygger de på, hvad Den hellige Skrift siger om Guds hellighed, solidaritet mellem de enkelte generationer i Guds folk, og folkets syndighed. Pavens appel fastholder præcist ånden i det bibelske jubelår, der kalder på handlinger, som er beregnet til at genoprette Guds oprindelige plan for skabningens orden. Dette kræver at proklamationen af jubelårets "i dag", der begyndtes af Jesus (sml. Luk 4,21), fortsættes i hans kirkes fejring af jubelåret. Desuden tilskynder denne enestående erfaring af nåde Guds folk som helhed så vel som enhver af de døbte til endnu mere at erkende det mandat, der er modtaget fra Herren til altid at være rede til at

tilgive krænkelser, man har været udsat for.39

 

 

 

3. Teologiske grundlag

 

"Mens det andet kristne årtusind går på hæld, giver Kirken sig derfor med rette mere bevidst i lag med sine sønners og døtres skyld, idet den husker alle de tilfælde i løbet af historien, hvor disse har fjernet sig fra Kristi og hans evangeliums ånd, således at de i stedet for et livets vidnesbyrd, der var inspireret af troens værdier, viste verden måder at tænke og handle på, der ligefrem repræsenterede former for mod-vidnesbyrd og skandale. Skønt Kirken som indlemmet i Kristus er hellig, bliver den ikke træt af at gøre bod; den erkender altid over for Gud og over for menneskene, at synderne er dens sønner og døtre."40 Disse ord af Johannes Paul II fremhæver, hvordan Kirken berøres af sine sønners og døtres synder. Den er hellig, fordi den er skabt således af Faderen gennem Sønnens offer og Åndens gave. Den er også i en vis forstand synder, fordi den virkeligt påtager sig de synder, der er begået af dem, som den har født i dåben. Dette er analogt til den måde, hvorpå Kristus Jesus påtog sig verdens synd (sml. Rom 8,3; 2 Kor 5,21; Gal 3,13; 1 Pet 2,24).41 Desuden ved Kirken i dens dybeste viden om sig selv, at den ikke blot er et fællesskab af de udvalgte, men et fællesskab, der i sit eget skød omfatter både retfærdige og syndere, såvel fra nutiden som fra fortiden, i enheden af det mysterium, der udgør Kirken. Faktisk er vore dages døbte både i nåden og sårede af synden nær ved og solidariske med gårsdagens. Derfor kan man sige, at Kirken - én i tid og rum i Kristus og i Ånden - virkeligt "er på én gang hellig og har altid brug for renselse"42. Det er fra dette paradoks, som er karakteristisk for Kirkens mysterium, at spørgsmålet melder sig, hvordan man kan forene de to aspekter: på den ene side Kirkens bekræftelse i tro på dens hellighed, og på den anden side dens uophørlige behov for bod og renselse.

 

3.1. Kirkens mysterium

"Kirken er i historien, men transcenderer den samtidigt. Det er kun "med troens øjne", at man kan se den i dens synlige virkelighed og samtidigt i dens åndelige virkelighed som bærer af guddommeligt liv."43 Helheden af dens synlige og historiske aspekter står i forbindelse med den guddommelige gave på en måde, som er analog til, hvordan Guds menneskevordne Ord antog menneskenatur, er tegn på og redskab for Sønnens guddommelige person. De to former af kirkelig væren danner "en kompleks virkelighed, der består af et menneskeligt og et guddommeligt element,"44 et fællesskab, der deltager i Treenighedens liv og bevirker, at døbte mennesker føler, at de er indbyrdes forenede trods historiske forskelle med hensyn til tid og sted. I kraft heraf præsenterer Kirken sig som en forbindelse, der er absolut unik i menneskelig sammenhæng, i stand til at påtage sig sine tidligere og nuværende børns gaver, fortjenester og fejl.

Den sigende analogi til det menneskevordne Ords mysterium indebærer imidlertid også en fundamental forskel. "Mens Kristus, 'hellig, uberørt af det onde og ubesmittet' (Hebr 7,26), ikke kendte til synd (sml. 2 Kor 5,21), men udelukkende kom for at sone folkets synder (sml. Hebr 2,17), rummer Kirken i sit eget skød syndere. Den er på én gang hellig og har altid brug for renselse og stræber derfor bestandig efter bodfærdighed og fornyelse".45 Fraværet af synd i det menneskevordne Ord kan ikke tilskrives hans kirkelige legeme. Her er tværtimod hver enkelt - skønt deltagende i den nåde, der er skænket af Gud - ikke desto mindre nødt til at være årvågen og bestandig at blive renset. Ethvert medlem har også del i andres svaghed. "Alle Kirkens medlemmer, indbefattet dens præster, må indrømme, at de er syndere (sml. 1 Joh 1,8-10). I alle er syndens ukrudt stadig blandet med evangeliets gode hvede indtil tidernes ende (sml. Matt 13,24-30). Derfor forener Kirken syndere, der allerede er inddraget i Kristi frelse, men stadigt er på vej til hellighed."46

Allerede Paul VI har højtideligt forsikret, at Kirken "er hellig, skønt den i sit eget skød rummer syndere, for den selv har intet andet liv end nådens... Det er derfor, den lider og gør bod for disse forseelser, som den har magten til at befri sine børn fra ved Kristi blod og Helligåndens gave."47 Kirken er således i sit mysterium mødet for hellighed og svaghed, er bestandig forløst og har altid brug for forløsning. Som liturgien - den sande "lex credendi" - lærer, bønfalder den enkelte kristne og de helliges fællesskab Gud om at se på sin kirkes tro og ikke på enkeltpersoners synder, som er benægtelsen af denne levende tro: "Ne respicias peccata nostra, sed fidem Ecclesiae Tuae"! I Kirkens mysteriums enhed gennem tid og rum er det muligt at betragte såvel dette aspekt af hellighed og behovet for bod og reform, og hvordan dette tydeligt viser sig i Moderkirkens handlinger.

 

3.2. Kirkens hellighed

Kirken er hellig, fordi den er helliggjort af Kristus, som har erhvervet den ved at give sig selv lige til døden for den. Den er bevaret i hellighed af Helligånden, der gennemstrømmer den bestandigt: "Kirken... tiltror vi usvigelig hellighed. For Kristus, Guds Søn, der med Faderen og Helligånden prises 'alene hellig', elskede Kirken som sin brud og gav sig selv for den for at hellige den (sml. Ef 5,25), og han tog den til sig som sit legeme og overøste den med Helligåndens gave til Guds ære. Alle i Kirken... kaldes derfor til hellighed."48 I denne betydning kaldes Kirkens medlemmer lige fra begyndelsen for "hellige" (sml. ApG 9,13; 1 Kor 6,1; 16,1). Man kan imidlertid skelne mellem Kirkens hellighed fra hellighed i Kirken. Den første - bygget på Sønnens og Helligåndens sendelse - garanterer kontinuiteten af Guds folks sendelse indtil tidernes ende og stimulerer og hjælper de troende med at stræbe efter subjektiv personlig hellighed. Den form, som hellighed antager, bunder i det kald, som hver enkelt har modtaget; det er givet og kræver af én den komplette fuldførelse af ens kald og sendelse. Personlig hellighed er altid rettet mod Gud og mod andre, og har således en absolut social karakter: det er hellighed "i Kirken" orienteret mod alles vel.

Hellighed i Kirken må derfor svare til Kirkens hellighed. "Kaldet af Gud som Kristi efterfølgere, ikke på grund af deres egne gerninger, men ifølge hans nådefulde plan, og retfærdiggjort i Herren Jesus er de i troens dåb virkelig blevet Guds børn og delagtige i hans guddommelige natur og derfor i sandhed hellige. Derfor bør de i deres livsførelse fastholde den helliggørelse, som de har modtaget og bringe den til fuldkommenhed, da den er en gave fra Gud."49 Som døbt er man kaldet til med hele sit liv at blive det, som man allerede er blevet i kraft af sin dåbsindvielse. Og dette sker ikke uden ens frivillige samtykke og hjælp af den nåde, der kommer fra Gud. Ingen bliver sig selv så fuldstændigt som den helgen, der tager imod den guddommelige plan og med nådens hjælp tilpasser hele sin tilværelse dertil! Helgenerne er i denne forstand som lys, der er tændt af Herren midt i hans kirke for at lyse op i den; de er en profeti for hele verden.

 

 

3.3. Nødvendigheden af stadig fornyelse

Uden at tilsløre denne hellighed, må vi erkende, at som følge af synd er der i Guds folk et behov for vedvarende fornyelse og konstant omvendelse. Kirken på jorden er "kendetegnet ved en virkelig, men dog ufuldkommen hellighed."50 Augustin bemærker over for pelagianerne: "Kirken som en helhed siger: Tilgiv os vore overtrædelser! Derfor har den pletter og rynker. Men ved hjælp af bekendelse glattes rynkerne bort og pletterne vaskes rene. Kirken beder for at blive renset ved bekendelse, og således vil det være, så længe, der lever mennesker på jorden."51 Og Thomas af Aquin gør det klart, at fylden af hellighed hører til eskatologisk tid; i mellemtiden bør Kirken, der stadigt er på pilgrimsfærd, ikke bedrage sig selv ved at sige, at den er uden synd: "At være en strålende kirke uden hverken plet eller rynke, er det endelige mål, som vi føres til ved Kristi lidelse. Derfor vil dette kun være tilfældet i det himmelske hjemland, ikke her på pilgrimsvejen, hvor vi, 'hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager os selv'..."52 I virkeligheden, "skønt vi er iklædt dåbskjolen, ophører vi ikke med at synde, med at vende os bort fra Gud. Nu, i denne nye bøn ['forlad os vor skyld'] vender vi tilbage til ham ligesom den fortabte søn (sml. Luk 15,11-32), og ligesom tolderen opdager vi, at vi er syndere over for ham (sml. Luk 18,13). Vor bøn begynder med en 'bekendelse' af vor usselhed og hans barmhjertighed."53

Derfor er det hele Kirken, som bekender sin tro på Gud gennem bekendelsen af dens børns synder og fejrer hans uendelige godhed og evne til at tilgive. Takket være det bånd, der er oprettet af Helligånden, er det fællesskab, der eksisterer mellem alle de døbte i tid og rum, således, at i dette fællesskab er ethvert menneske sig selv, men er på samme tid betinget af andre og udøver en indflydelse på dem i den levende udveksling af åndelige goder. På denne måde bevirker den enkeltes hellighed andres vækst i godhed; imidlertid har synd heller ikke udelukkende forbindelse med den enkelte, fordi den belaster og lægger hindringer på alles frelses-vej, og i denne forstand berører den virkelig Kirken som helhed tværs igennem de forskellige tider og steder. Denne skelnen får kirkefædrene til at fremsætte hvasse erklæringer, som denne af Ambrosius: "Lad os derfor vogte os for, at vort fald ikke bliver til et sår for Kirken."54 "Skønt kirken som indlemmet i Kristus er hellig, bliver den ikke træt af at gøre bod; den erkender altid, over for Gud og over for menneskene, at synderne er dens sønner og døtre"55 både de, der har levet i går, og de, der lever i dag.

 

3.4. Kirkens moderskab

Den overbevisning, at Kirken kan gøre sig selv ansvarlig for sine sønners og døtres synd i kraft af den solidaritet, der eksisterer iblandt dem gennem tid og rum på grund af deres indlemmelse i Kristus og af Helligåndens gerning, udtrykkes på en særlig effektiv måde i ideen om "Moder Kirke" ("Mater Ecclesia"), som "i de tidlige Kirkefædres opfattelse opsummerer hele den kristne stræben"56. Det andet Vatikankoncil siger, at Kirken bliver "også selv moder ved tillidsfuldt at modtage Guds Ord; ved prædiken og dåb føder den de børn, som den har undfanget ved Helligånden, og som er født af Gud til det nye og udødelige liv."57 Augustin for eksempel giver udtryk for den udbredte tradition, som disse ideer er en genklang af: "Denne hellige og ærede mor er ligesom Maria. Hun har født og er dog forblevet jomfru, af hende blev I født - hun har avlet Kristus, så I vil blive Kristi lemmer."58 Cyprian af Kartago siger fyndigt: "Man kan ikke have Gud til far, hvis man ikke har Kirken til mor."59 Og Paulinus af Nola synger således om Kirkens moderskab: "Som en mor, modtager hun det evige Ords sæd, bærer menneskene i sit skød og føder dem."60

Ifølge denne opfattelse virkeliggøres Kirken vedvarende i udvekslingen og meddelelsen af Ånden fra den ene troende til den anden, som det frugtbare miljø af tro og hellighed i broderligt fællesskab, enstemmighed i bøn, solidaritet med korset og fælles vidnesbyrd. På grund af denne levende forbindelse kan enhver døbt betragtes som på samme tid at være et Kirkens barn, som er født ind i den til guddommeligt liv, og som Moderkirke, der ved sin tro og kærlighed føder nye børn til Gud. Man er altid mere Moderkirke jo større ens hellighed er, og jo mere ivrig man er i sin bestræbelse for at give den gave, som man selv har modtaget, videre til andre. På den anden side ophører en døbt ikke med at være Kirkens barn, når man på grund af synd adskiller sig fra den i sit hjerte. Man kan altid komme tilbage til nådens kilder og fjerne den byrde, som ens synd lægger på hele Moderkirkens fællesskab. Kirken kan til gengæld som en sand mor ikke undgå at blive såret af sine tidligere og nuværende børns synd, og den vedbliver altid med at elske dem i en sådan grad, så den gør sig selv ansvarlig i alle tider for den byrde, der er skabt af deres synd. Således betragtes den af kirkefædrene som sorgernes mor, ikke kun på grund af forfølgelser, der kommer udefra, men først og fremmest på grund af sine børns forræderier, svigten, nølen og syndighed.

Hellighed og synd i Kirken giver derfor genskin i deres virkninger på hele Kirken, skønt det er en trosoverbevisning, at hellighed, fordi den er frugten af gudddommelig nåde, er stærkere end synd. Helgenerne er strålende beviser på dette og anerkendes som forbilleder og hjælp for alle! Der er ingen parallelitet mellem nåde og synd, ikke engang nogen symmetri eller noget dialektisk forhold. Det ondes indflydelse vil aldrig være i stand til at besejre nådens kraft og det godes udstråling, selv det mest skjulte godes! I denne forstand erkender Kirken, at den er hellig i sine helgener. Mens den glæder sig over denne hellighed og kender fordelen af den, bekender den ikke desto mindre, at den selv er en synder, ikke som et subjekt, der synder, men derimod ved i moderlig solidaritet at påtage sig byrden af sine børns forseelser, for således at arbejde med til at overvinde dem ved bod og et nyt liv. Derfor erkender den hellige kirke sin pligt til "i højeste grad at beklage så mange af dens sønners og døtres svaghed, som forvrængede kirkens ansigt, ved at de forhindrede den i at genspejle sin korsfæstede Herres billede som et uovertræffeligt tegn på tålmodig kærlighed og ydmyg sagtmodighed."61

Dette udtryk for anger kan fremsættes på en særlig måde af dem, der ved nådegave eller embede udtrykker Guds folks fællesskab i dets mest betydningsfulde form: på lokalkirkers vegne kan biskopper være i stand til at aflægge tilståelser om uret og bede om tilgivelse. For hele Kirken, som er én i tid og rum, er den person, der er i stand til at tale, den, der udøver enhedens universale præstegerning, Kirkens biskop, "som fører forsædet i kærlighed,"62 paven. Det er derfor, det er særlig vigtigt, at det var fra ham, at indbydelsen kom, til altid at erkende "over for Gud og over for menneskene, at synderne er dens sønner og døtre", og indrømme nødvendigheden af "at gøre det godt igen... [fortidens synder], ved bestandig at anråbe Kristus om tilgivelse".63

 

 

4. Historisk vurdering og teologisk vurdering

 

Konstateringen af fortidens synder, som der bør kompenseres for, forudsætter først og fremmest en korrekt historisk vurdering, som også er grundlaget for den teologiske vurdering. Man må spørge: Hvad var det nøjagtigt, der skete? Hvad blev der nøjagtigt sagt og gjort? Kun når disse spørgsmål er fyldestgørende besvarede ved en rigoristisk historisk analyse, kan man spørge, hvorvidt det, der skete, det, der blev sagt og gjort, kan opfattes som foreneligt med evangeliet, og, hvis det ikke kan det, hvorvidt Kirkens sønner og døtre, som handlede på en sådan måde, kunne have indset dette i betragtning af den sammenhæng, hvori de handlede. Kun når der er en moralsk begrundet sandsynlighed for, at det, der blev gjort i Kirkens navn i modstrid med evangeliet, med sikkerhed kunne have været opfattet som sådant og undgået af dens sønner og døtre, kan det have mening for nutidens kirke at give oprejsning for fortidens foreteelser. Forholdet mellem "historisk vurdering" og "teologisk vurdering" er derfor lige så indviklet, som det er nødvendigtafgørende. Derfor er det nødvendigt at foretage den uden at være uærlig på den ene eller den anden måde. Det må undgås både undskyldende at forsøge at forsvare alt og uberettiget at påtage sig skyld, der bygger på historisk uholdbar tillæggen sig ansvar. Johannes Paul II fastslog, idet han henviste til den historisk-teologiske vurdering af inkvisitionens arbejde: "Kirkens læreembede kan bestemt ikke have til hensigt at gennemføre en naturmoralsk handling, som anmodningen om tilgivelse er, uden først at være nøjagtigt informeret om situationen på den tid. Men samtidig må det heller ikke være afhængigt billeder af fortiden styret af den offentlige mening, da disse ofte er meget ladede med lidenskabelige følelser, som forhindrer en afklaret og objektiv diagnose... Dette er grunden til, at det første skridt består i at bede historikerne om ikke at give en naturmoralsk bedømmelse, hvad der ville overskride deres kompetenceområde, men hjælpe til en så nøjagtig som mulig rekonstruktion af tidens begivenheder, skikke og mentalitet i lyset af epokens historiske kontekst."64

 

4.1. Fortolkningen af historien

Hvad er betingelserne for en korrekt fortolkning af fortiden fra den historiske videns synspunkt? For at bestemme dette må vi tage hensyn til kompleksiteten i forholdet mellem det subjekt, der fortolker, og det objekt fra fortiden, der fortolkes.65 Først må deres indbyrdes fremmedartethed betones. Begivenheder og ord fra fortiden er frem for alt "fortidige". Som sådanne kan de ikke helt reduceres til nutidens struktur, men besidder en objektiv fasthed og kompleksitet, der forhindrer dem i at blive ordnede på en for nuværende interesser udelukkende funktionel måde. Det er derfor nødvendigt at nærme sig dem ved hjælp af en historiskkritisk undersøgelse, der sigter på at benytte al den tilgængelige information med den hensigt at rekonstruere det miljø, de tænkemåder, de betingelser og den levende dynamik, som disse begivenheder og disse ord er placeret i, for på en sådan måde at konstatere det indhold og de udfordringer, som de - netop i deres forskellighed - forelægger vor nuværende tid.

For det andet må man opdage et vist fælles tilhørsforhold mellem fortolker og det fortolkede, uden hvilket der ikke ville kunne eksistere nogen forbindelse eller kommunikation mellem fortid og nutid. Disse kommunikative forbindelser bygger på den kendsgerning, at ethvert menneske, hvad enten det lever i fortiden eller i dag, er placeret i et kompleks af historiske forhold, og for at virkeliggøre disse forhold er sprogets formidling nødvendig, en formidling, som selv altid er historisk bestemt. Enhver har sin plads i historien! At bringe dette fællesskab mellem fortolker og det, der fortolkes, for dagen - hvad der opnås ved hjælp af de mang-foldige former, som fortiden efterlader vidnesbyrd om (tekster, monumenter, traditioner osv.) - betyder at bedømme nøjagtigheden af mulige overensstemmelser såvel som mulige vanskeligheder ved kommunikation mellem fortid og nutid, hvad ens egen forståelse af de fortidige ord og begivenheder er tegn på. Dette kræver, at man tager højde såvel for de spørgsmål, der motiverer undersøgelsen, og deres indvirkning på de svar, der findes, som for den levende sammenhæng, hvori arbejdet foretages, og det tolkende samfund, hvis sprog tales, og som man har i sinde at meddele sig til. Derfor er det nødvendigt, at for-forståelsen - som er del af enhver tolkning - er så reflekteret og bevidst som mulig for at tage højde for fortolkningens virkelige effekt på processen.

Endelig opnås der ved bestræbelsen for at forstå og evaluere en osmose (en "sammensmeltning af horisonter") mellem fortolkeren og det objekt fra fortiden, som fortolkes, hvori arbejdet med at forstå virkeligt består. Dette er udtrykket for, hvad der må anses for at være den korrekte forståelse af fortidens begivenheder og ord; det er ensbetydende med at fatte den betydning, som begivenhederne kan have for fortolkeren og dennes verden. Takket være dette møde mellem levende verdener oversættes forståelse af fortiden til dens anvendelse i nutiden. Fortiden opfattes i de muligheder, der afsløres, i den drivfjeder, den giver til at ændre nutiden. Mindet bliver i stand til at føre til en ny fremtid.

Den frugtbare osmose med fortiden opnås gennem sammenvævningen af visse grundlæggende hermeneutiske processer, der svarer til stadierne af fremmedartethed, fællesskab og sand og rigtig forståelse. I relation til en "tekst" fra fortiden (forstået i en generel forstand som vidnesbyrd, der kan være skrevne, mundtlige, mindesmærker eller symboler), kan disse arbejdsprocesser udtrykkes således: "1)forstå teksten; 2) bedømme hvor korrekt ens forståelse af teksten er; og 3)forklare, hvad man anser for at være den korrekte forståelse af teksten."66 At forstå fortidens vidnesbyrd betyder at nå det så vidt, som det er muligt i dets objektivitet, gennem alle de kilder, der er tilgængelige. At bedømme rigtigheden af ens egen tolkning betyder ærligt og strengt at efterprøve, i hvilken udstrækning den kunne have været orienteret eller betinget på nogen måde af ens tidligere forståelse eller af mulige fordomme. At konstatere den fortolkning, der er nået, betyder at føre andre ind i den dialog, der er skabt med fortiden, for både at efterprøve dens vigtighed og at opdage andre mulige fortolkninger.

4.2. Historisk undersøgelse og teologisk vurdering

Hvis disse arbejdsprocesser er til stede i enhver hermeneutisk handling, må de også være del af den tolkende proces, hvori historisk vurdering og teologisk vurdering bliver integrerede. Dette kræver først og fremmest, at der i denne type af tolkning vises den største opmærksomhed over for adskillende og fremmedartede elementer mellem fortid og nutid. Især når man har i sinde at fælde dom over fortidens mulige overgreb, må man huske, at historiske perioder er forskellige, at de sociologiske og kulturelle tider, hvori Kirken handler, er forskellige. Derfor kan mønstre og bedømmelser, der passer til ét samfund og til én tidsalder, blive anvendt fejlagtigt i vurderingen af andre historiske perioder og derved skabe mange misforståelser. Personer, institutioner og deres respektive kompetencer er forskellige; måder at tænke på og betingelser er forskellige. Derfor må ansvar for, hvad der blev sagt og gjort, bestemmes præcist, idet der tages hensyn til den kendsgerning, at Kirkens bøn om tilgivelse forpligter Kirken som det enkelte teologiske subjekt i den mangfoldighed af måder og niveauer, hvori den er repræsenteret af individuelle personer, og i den enorme forskellighed af historiske og geografiske situationer. Man må undgå at generalisere. Enhver mulig konstatering i dag må placeres i den daværende sammenhæng og foretages af det korrekte subjekt (Universalkirken, et lands biskopper, lokalkirker osv.).

For det andet må det gensidige forhold mellem historisk bedømmelse og teologisk bedømmelse tage hensyn til den kendsgerning, at tolkningen af troen, båndet mellem fortid og nutid ikke kun er motiveret af den for øjeblikket gældende mening og ethvert menneskes almindelige tilhørsforhold til historien og dens udtryksfulde formidling. Den bygger også på Guds Ånds forenende handling og på den vedvarende identitet af de troendes fællesskabs grundlæggende princip, som er åbenbaring. Kirken kan - i kraft af det fællesskab i tid og rum, der er skabt i den af Kristi Ånd - ikke undgå at opfatte sig selv i sit overnaturlige aspekt, nærværende og virksom til alle tider, som et subjekt, der på en vis måde er unikt, kaldet til at svare til Guds gave i forskellige skikkelser og situationer gennem sine børns ønsker, trods alle de forskelligheder, der kan have karakteriseret dem. Fællesskab i den ene Helligånd opretter også et samfund af "helgener" i en diakronisk forstand, altså på en måde, som tager hensyn til det historiske forløb, i kraft af hvilket nutidens døbte føler sig forbundne med gårsdagens døbte og - ligesom de nyder godt af deres fortjenester og næres af deres vidnesbyrd om hellighed - føler de også forpligtelsen til at påtage sig enhver nuværende byrde af deres forseelser, efter at have opdaget dem ved omhyggelige historiske og teologiske undersøgelser.

Takket være dette objektive og transcendentegrundlag for Guds folks fællesskab i dets forskellige historiske situationer, erkender tolkning, der er udført af troende, i Kirkens fortid en meget speciel betydning for dagen i dag. Mødet med fortiden, der er sket i tolknings-akten, kan have speciel værdi for nutiden og være frugtbar i en "fuldendende" effektivitet, der ikke altid kan beregnes på forhånd. Naturligvis udsætter den stærke enhed mellem den hermeneutiske horisont og Kirken som tolkende kraft det teologiske syn for en risiko for at give efter for apologetisk og tendentiøs læsning. Det er her, at den hermeneutiske færdighed, der sigter mod at forstå tidligere begivenheder og udtalelser og vurdere, hvor korrekt de fortolkes i nutiden, er mere nødvendig end nogensinde. Derfor vil den læsning, der foretages af troende, benytte sig af alle mulige bidrag fra de historiske videnskaber og fortolkende metoder. Udøvelsen af historisk hermeneutik bør imidlertid ikke forhindre vurderingen af tro ved at undersøge teksterne i overensstemmelse med dens eget karakteristiske syn, og således lade fortid og nutid påvirke hinanden i det ene fundamentale subjekts samvittighed, nemlig Kirkens. Dette beskytter imod al historicisme, som ville relativere vægten af tidligere forurettelser og få historien til at retfærdiggøre alt. Som Johannes Paul II bemærker, "Ganske vist kan en korrekt historisk dom ikke se bort fra en omhyggelig hensyntagen til de kulturelle betingelser i den pågældende epoke... Dog fritager en betragtning af disse formildende omstændigheder ikke Kirken for i højeste grad at beklage så mange af dens sønners og døtres svaghed..."67 Kirken er "ikke bange for den sandhed, der dukker op fra historien og er rede til at indrømme fejltagelser, overalt hvor de er blevet identificerede, især når de er forbundet med den respekt, som man skylder enkeltpersoner og befolkningsgrupper. Den er tilbøjelig til at nære mistillid til generaliseringer, som undskylder eller fordømmer forskellige historiske perioder. Den overlader undersøgelsen af fortiden til tålmodig, ærlig, videnskabelig rekonstruktion, fri for konfessionelle eller ideologiske fordomme, hvad angår både de beskyldninger, der er rettet imod den, og de forurettelser, den har lidt."68 De eksempler, der fremlægges i det følgende kapitel kan give en konkret demonstration.

 

 

5. Etisk skøn

 

For at Kirken kan udføre en passende historisk samvittighedsransagelse over for Gud med et blik for dens egen indre fornyelse og vækst i nåde og hellighed, er det nødvendigt, at den erkender de "former for mod-vidnesbyrd og forargelse", som har fundet sted i historien, især i det sidste årtusind. Det er ikke muligt at udføre en sådan opgave uden at være bevidst om dens moralske og åndelige betydning. Dette nødvendiggør, at man definerer nogle nøgle- betingelser, så vel som at man foretager nogle nødvendige etiske afklaringer.

 

5.1. Nogle etiske kriterier

På det moralske plan forudsætter en bøn om tilgivelse altid en indrømmelse af ansvar, netop ansvaret for en uret, der er begået imod andre. Sædvanligvis refererer moralsk ansvar til forholdet mellem handlingen og den person, der udfører den. Det fastslår, hvem der er ansvarlig for en handling, en bestemt person eller bestemte personer, som den må tilregnes. Ansvaret kan være objektivt eller subjektivt. Objektivt ansvar henviser til den moralske værdi af en handling i sig selv, for så vidt som den er god eller ond, og henviser således til, hvem handlingen kan tillægges. Subjektivt ansvar angår en personlig samvittigheds virksomme erkendelse af det gode eller det onde ved den handling, der er udført. Subjektivt ansvar ophører, når den, der har udført handlingen, er død; den overføres ikke gennem slægtled; efterkommerne arver ikke (subjektivt) ansvar for deres forfædres handlinger. I denne forstand forudsætter en beden om tilgivelse en samtidighed mellem dem, der er skadet af en handling, og dem, der har begået den. Det eneste ansvar, som kan fortsætte i historien, kan være det objektive ansvar, som man subjektivt frit kan eller ikke kan tilslutte sig. Således overlever det onde, der er gjort, ofte den, der gjorde det, ved de adfærds-konsekvenser, som kan blive en tung byrde på efterkommernes samvittigheder og erindringer.

I en sådan sammenhæng kan man tale om en solidaritet, der forener fortiden og nutiden i et gensidigt forhold. I visse situationer kan den byrde, der hviler på samvittigheden, være så tung, så den udgør en slags moralsk og religiøst minde om det forvoldte onde, hvad der i sagens natur er et fælles minde. Dette fælles minde vidner tydeligt om den solidaritet, der objektivt eksisterer mellem dem, der forøvede det onde i fortiden, og deres arvinger i nutiden. Det er da, at det bliver muligt at tale om et objektivt fælles ansvar. Befrielse fra byrden af dette ansvar opnås frem for alt ved at bede indtrængende om Guds tilgivelse for fortidens krænkelser, og så, hvor det passer sig, ved "renselse af mindet", kulminerende i nutiden i den gensidige tilgivelse af synder og krænkelser.

At rense mindet betyder, at man fra den personlige og kollektive samvittighed på basis af en ny og rigoristisk historisk-teologisk bedømmelse fjerner alle former for krænkelse eller vold, der resterer som en arv fra fortiden, og denne bedømmelse bliver grundlaget for en fornyet moralsk måde at handle på. Dette sker, når som helst det bliver muligt at tillægge tidligere historiske handlinger en anden kvalitet, som har en ny og anden virkning på nutiden, med henblik på fremskridt i forsoning, i sandhed, retfærdighed og kærlighed blandt mennesker og især mellem Kirken og de forskellige religiøse, kulturelle og borgerlige samfund, som den har forbindelse med. Symbolske modeller for en sådan effekt, som en senere autoritativ forklarende bedømmelse kan have for hele Kirkens liv, er modtagelsen af koncilernes udtalelser eller deres handlinger som bl.a. ophævelsen af gensidige bandlysninger. Disse udtrykker en ny vurdering af fortidens historie, hvad der er i stand til at frembringe en anderledes karakterisering af de forhold, der eksisterer i nutiden. Erindringen om splittelse og modsætningsforhold er renset og erstattet af en forsonet erindring, som enhver i Kirken indbydes til at være åben overfor og blive opøvet til.

Kombinationen af historisk bedømmelse og teologisk bedømmelse i processen med at tolke fortiden er forbundet med de etiske eftervirkninger, som det må have i nutiden, og medfører nogle tilsvarende principper på det moralske plan til det hermeneutiske fundament for forholdet mellem historisk bedømmelse og teologisk bedømmelse. Disse principper er:

 

a. Samvittigheds princippet. Samvittighed, som "moralsk bedømmelse" og som "moralsk imperativ" udgør den endelige vurdering af en handling som god eller dårlig over for Gud. Faktisk er det kun Gud, der kender den moralske værdi af hver enkelt menneskelig handling, selv om Kirken, ligesom Jesus, kan og skal klassificere, dømme og undertiden fordømme nogle former for handling (sml. Matt 18,15-18)

b. Historicitets princippet. Lige såvel som en-

hver menneskelig handling hører til det subjekt, der handler, så vælger og handler hver enkelt samvittighed inden for en bestemt tidsmæssig og rumlig horisont. For rigtigt at forstå menneskelige handlinger eller deres dermed forbundne dynamik, er vi derfor nødt til at træde ind i den verden, der tilhørte dem, som handlede således. Kun på en sådan måde kan vi komme til at forstå deres motivationer og deres moralske principper. Dette må siges uden at formindske den solidaritet, som forbinder medlemmer af bestemte samfund gennem tidens gang.

c. "Paradigmeskift" princippet. Mens der inden Oplysningstiden eksisterede en slags osmose mellem kirke og stat, mellem tro og kultur, moral og lov, ændredes dette forhold væsentligt fra det attende århundrede af. Resultatet var en overgang fra et sakralt samfund til et pluralistisk samfund eller, som det hændte i nogle få tilfælde, til et verdsligt samfund. Modellerne for tanke og handling, de såkaldte "paradigmer" for handlinger og vurdering, ændres. En sådan forandring har en direkte indvirkning påmoralske bedømmelser, skønt denne indflydelse på ingen måde berettiger en relativistisk forestilling om moralprincipper eller om selve moralens beskaffenhed.

 

Hele processen med renselse af mindet nødvendiggør imidlertid, for så vidt som den kræver den korrekte kombination af historisk vurdering og teologisk opfattelse, at den praktiseres af Kirkens sønner og døtre ikke blot med den rigorisme, som tager hensyn til de ovenfor antydede kriterier og principper, men også ledsages af den bestandige påkaldelse af Helligåndens hjælp. Dette er nødvendigt for ikke at forfalde til forbitrelse eller uberettiget selvbebrejdelse, men til i stedet for at nå til den Gud, hvis barmhjertighed "varer i slægt efter slægt" (Luk 1,50), og som ønsker liv og ikke død, tilgivelse og ikke fordømmelse, kærlighed og ikke frygt. Kvaliteten af den eksemplariskhed, som den ærlige indrømmelse af forseelser kan udøve på holdninger i Kirken og det borgerlige samfund, bør også bemærkes, for den fører til en fornyet lydighed over for sandheden og til en respekt for andres værdighed og rettigheder, ganske særligt de meget svages. De mange bønner om tilgivelse, der er formulerede af Johannes Paul II, er således et eksempel, som vækker opmærksomhed for noget godt og ansporer til at efterligne det ved at minde enkeltpersoner og grupper om en ærlig og frugtbar samvittighedsransagelse med henblik på forsoning.

I lyset af disse etiske afklaringer kan vi nu undersøge nogle eksempler - deriblandt dem, der er omtalt i Tertio millennio adveniente69 - på situationer, hvor Kirkens sønners og døtres handlemåde synes på en væsentlig måde at have været i strid med Jesu Kristi evangelium.

 

5.2. Kristnes splittelse

Enhed er loven for Den treenige Guds liv, som er åbenbaret verden af Sønnen (sml. Joh 17,21), som i Helligåndens kraft, idet han elskede sine egne indtil det sidste (sml. Joh 13,1), videregiver dette liv til dem. Denne enhed bør være kilden til og mønsteret for forbindelsen af menneskehedens liv med Den treenige Gud. Hvis kristne praktiserer denne lov om indbyrdes kærlighed for at blive ét, "som Faderen og Sønnen er ét", vil resultatet være, at "verden vil tro, at Sønnen er sendt af Faderen" (sml. Joh 17,21), og "alle kan vide, at disse er hans disciple" (sml. Joh 13,35). Desværre gik det ikke således, især ikke i det årtusind, der lige er afsluttet, og i hvilket store splittelser opstod blandt kristne i åbenlys modstrid med Kristi udtrykkelige vilje, som om han selv var delt (sml. 1 Kor 1,13). Det andet Vatikankoncil bedømmer denne kendsgerning således: "Denne deling er unægtelig både i åbenbar modstrid med Kristi vilje og til forargelse for verden, og den skader en så hellig sag som evangeliets forkyndelse for al skabningen."70

De vigtigste splittelser i løbet af det forløbne årtusind, "der bringer Kristi sømløse kjortel i uorden"71, er skismaet mellem Østens og Vestens kirker ved begyndelsen af dette årtusind, og i Vesten - fire århundreder senere - såret, der er en "følge af de begivenheder, der almindeligvis går under navnet Reformationen."72 Det er rigtigt, at "dog er disse afdelinger indbyrdes meget forskellige, ikke blot med hensyn til oprindelse, sted og tid, men især på grund af karakteren og vægten af de spørgsmål, der vedrører troen og den kirkelige opbygning."73 I skismaet i det elvte århundrede spillede kulturelle og historiske faktorer en vigtig rolle, mens den dogmatiske dimension drejede sig om Kirkens og biskoppen af Roms autoritet, et emne, som på det tidspunkt ikke var nået til den klarhed, som det har i dag, takket være den dogmatiske udvikling i dette årtusind. Hvad angår Reformationen, var det imidlertid andre af åbenbaringens og dogmatikens områder, der var genstande for strid.

Den metode, der har gjort det muligt at overvinde disse uenigheder, er den dogmatiske udvikling, der er besjælet af indbyrdes kærlighed. Manglen på overnaturlig kærlighed, på agape, synes at have været fælles for begge bruddene. Forudsat at denne kærlighed er evangeliets højeste lov, uden hvilken alt andet er "et rungende malm og en klingende bjælde" (1 Kor 13,1), må en sådan ufuldkommenhed ses i al dens alvor foran Den Opstandne, Kirkens og historiens Herre. Det er på grund af erkendelsen af denne mangel, at pave Paul VI bad om tilgivelse fra Gud og de "adskilte brødre", som kan have følt sig krænkede "af os" (den katolske kirke).74

I 1965, i det klima, der var skabt af Det andet Vatikankoncil, betonede patriark Athenagoras i sin samtale med Paul VI temaet genoprettelsen (apokatastasis) af indbyrdes kærlighed, der er så absolut nødvendig efter en historie belastet af modsætningsforhold, indbyrdes mistillid og fjendskab.75 Det var et spørgsmål om en fortid, som gennem mindet stadigt øvede sin indflydelse. Begivenhederne i 1965 (som kulminerede 7. december 1965 med ophævelsen af anatemaerne mellem Øst og Vest fra 1054), repræsenterer en bekendelse af den forseelse, der lå i den tidligere gensidige udelukkelse, med det formål at rense mindet om fortiden og udvikle et nyt. Grundlaget for dette nye minde kan ikke være andet end indbyrdes kærlighed, eller bedre, den fornyede forpligtelse til at praktisere den. Dette er budet ante omnia for Kirken i Østen og Vesten (1 Pet 4,8). På en sådan måde befrier mindet os fra fortidens fængsel og kalder katolikker og ortodokse, så vel som katolikker og protestanter til at være bygmestre for en fremtid, der er mere i overensstemmelse med det nye bud. Pave Paul VI's og patriark Athenagoras' vidnesbyrd om dette nye minde er i denne forstand forbilledligt.

Særlig problematisk for vejen hen mod kristnes enhed er fristelsen til at blive ledet - eller endda - bestemt af kulturelle faktorer, historisk betingethed og de fordomme, der nærer adskillelsen og den indbyrdes mistillid blandt kristne, selv om de ikke har noget som helst med trosspørgsmål at gøre. Kirkens sønner og døtre burde alvorligt ransage deres samvittighed for at se, hvorvidt de aktivt har påtaget sig at adlyde enhedens imperativ og praktiserer en "indre omvendelse", fordi "det er nemlig af et forandret sind (sml. Ef 4,23), selvfornægtelse og spontan og altfavnende kærlighed, at længslen efter enhed udspringer og modnes."76 I perioden fra koncilets afslutning indtil i dag har modstand mod dets budskab bestemt bedrøvet Guds Ånd (sml. Ef 4,30). I den udstrækning nogle katolikker er tilfredse med at være begrænsede til fortidens adskillelser og ikke gør noget for at fjerne de forhindringer, som modarbejder enhed, kunne man med rette tale om solidaritet i splittelsens synd (sml. 1 Kor 1,10-16). I denne sammenhæng kunne der mindes om ordene fra Dekretet om Økumeni: "Derfor beder vi i ydmyghed Gud og vore adskilte brødre om tilgivelse, ligesom vi også forlader vore skyldnere."77

 

5.3. Benyttelsen af tvang i sandhedens tjeneste

Til de modvidnesbyrd, der angår splittelsen mellem kristne, burde føjes de forskellige lejligheder i det forløbne årtusind, hvor der blev anvendt tvivlsomme midler med henblik på at opnå gode formål som forkyndelsen af evangeliet eller forsvaret af troens enhed. "Et andet smerteligt kapitel, som kirkens børn må vende tilbage til med angerfulde hjerter, er den især i nogle århundreder for dagen lagte eftergivenhed over for intolerante metoder eller endda magtanvendelse i sandhedens tjeneste."78 Dette refererer til former for evangelisering, der anvendte forkerte midler til at forkynde den åbenbarede sandhed eller ikke udøvede en evangelisk dømmekraft, der passede til menneskers kulturelle værdier, eller ikke respekterede samvittigheden hos de personer, som troen blev præsenteret for, så vel som alle former for tvang, der blev benyttede for at undertrykke eller rette vildfarelser.

På lignende måde må man være opmærksom på alle de gange Kirkens sønner og døtre kan have haft ansvar for svigten ved ikke at fordømme uretfærdighed og vold i mange forskellige historiske situationer: "For det har skortet på mange kristnes dømmekraft i situationer, hvor grundlæggende menneskerettigheder blevkrænkede. Bønnen om tilgivelse gælder for alt, hvad der burde være gjort, eller som blev forbigået i tavshed på grund af svaghed eller forkert bedømmelse, og for det, der blev gjort eller sagt tøvende eller kejtet."79

Som altid er det afgørende at konstatere den historiske sandhed ved hjælp af et historiskkritisk studium. Når først kendsgerningerne er slået fast, vil det være nødvendigt at vurdere både deres åndelige og moralske værdi, og deres objektive betydning. Kun således vil det være muligt at undgå enhver form for mytisk minde og nå til et ærligt kritisk minde, der er i stand til - i troens lys - at frembringe omvendelsens og fornyelsens frugter. "Af disse smertelige træk fra fortiden følger en lektion for fremtiden, som må få enhver kristen til at holde helt fast ved det gyldne princip, som koncilet gjorde gældende: 'at sandheden ikke trænger sig på med anden kraft end sandhedens egen, som virker på sindet, ikke ved vold, men alligevel med styrke'".80

 

5.4. Kristne og jøder

 

Forholdet mellem kristne og jøder er et af de områder, der kræver en særlig samvittighedsransagelse.81 "Kirkens forhold til det jødiske folk er anderledes end dens forhold til nogen anden religion."82 Ikke desto mindre er "historien om forholdene mellem jøder og kristne pinefuld... Faktisk har balancen af disse forhold gennem to tusinde år været ubetinget negativ."83 Talrige kristnes fjendtlighed eller frygtsomhed i tidens løb over for jøder er en trist historisk kendsgerning og er årsagen til en dyb anger hos kristne, der er på det rene med den kendsgerning, at "Jesus var en efterkommer af David; at Jomfru Maria og apostlene hørte til det jødiske folk; at Kirken drager næring fra roden af det gode oliventræ, som hedningernes vilde olivengrene er blevet podet ind på (sml. Rom 11,17-24); at jøderne er vore højt elskede brødre, faktisk er de i en vis forstand 'vore ældre brødre.'"84

Shoah'en var ganske vist resultatet af nazismens hedenske ideologi, som var besjælet af en nådeløs anti-semitisme, som ikke blot foragtede det jødiske folks tro, men også bestred selve deres menneskelige værdighed. Ikke desto mindre "er det et spørgsmål, om nazisternes forfølgelse af jøderne ikke blev gjort lettere af de anti-jødiske fordomme, der var indlejret i nogle kristnes tanker og hjerter... Ydede kristne enhver mulig hjælp til dem, der blev forfulgt, og især til de forfulgte jøder?"85 Der er ingen tvivl om, at der var mange kristne, som vovede livet for at redde og hjælpe deres jødiske naboer. Det synes imidlertid også at være sandt, at "side om side med sådanne modige mænd og kvinder, var andre kristnes åndelige modstand og konkrete handling ikke sådan, som det havde kunnet forventes af Kristi tilhængere."86 Denne kendsgerning udgør en opfordring til alle kristnes samvittigheder i dag, så det kræver "en bodshandling (teshuva)"87 og må være en spore til så vel at anstrenge sig mere for at lade sig "forvandle ved en sindets fornyelse" (Rom 12,2) som til at gemme en "moralsk og religiøs erindring" om den uret, der blev tilføjet jøderne. På dette felt er der allerede gjort meget, men dette bør bekræftes og uddybes.

 

5.5 Vort ansvar for vore dages onder

"Den nuværende epoke frembyder ved siden af mange lyse sider heller ikke få skyggesider."88 Blandt de sidste må vi først nævne fænomenet med fornægtelsen af Gud i dens mange former. Hvad der er særlig tydeligt er, at denne fornægtelse, især i dens mere teoretiske aspekter, er en proces, som opstod i den vestlige verden. I forbindelse med formørkningen af Gud støder man på en serie af negative fænomener som religiøs indifferens, den udbredte mangel på en transcendent sans for menneskelivet, et klima med sekularisme og etisk relativisme, nægtelsen af det ufødte barns ret til livet, stadfæstet i en pro-abort lovgivning, og en vældig ligegyldighed over for de fattiges klage i hele sektorer af den menneskelige familie.

Det ubehagelige spørgsmål, der må overvejes, er, i hvilken grad troende, hvad enten teoretisk eller praktisk, selv er ansvarlige for disse former af ateisme. Gaudium et spes svarer med velvalgte ord: "De troende må dog ofte bære deres del af ansvaret herfor. Ateismen som sådan er nemlig ikke noget originalt fænomen, men skyldes en række forskellige årsager, blandt hvilke bør medregnes en kritisk reaktion mod religion i almindelighed og i enkelte lande mod kristendommen i særdeleshed. De troende kan derfor have deres store medansvar i ateismens fremkomst."89

Guds sande ansigt er blevet åbenbaret i Jesus Kristus, og således tilbydes der kristne den uforlignelige nåde at kende dette ansigt. Samtidigt har kristne imidlertid ansvar for at leve på en sådan måde, så de viser andre den levende Guds sande ansigt. De er kaldede til at udstråle den sandhed til verden, at "Gud er kærlighed (agape)" (1 Joh 4,8.16). Eftersom Gud er kærlighed, er han også en Treenighed af personer, hvis liv består i deres evige indbyrdes forbindelse i kærlighed. Det følger heraf, at den bedste måde, hvorpå kristne kan udstråle den sandhed, at Gud er kærlighed, er ved deres egen indbyrdes kærlighed. "Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden" (Joh 13,35). Derfor kan det siges om kristne, at "for så vidt som de har forsømt den religiøse opdragelse, er fremkommet med falske belæringer eller har givet et dårligt eksempel i deres religiøse, moralske og sociale liv, må de siges at have tilsløret snarere end åbenbaret Guds og religionens sande ansigt."90

Endelig må det fremhæves, at omtalen af disse fortidens kristnes forseelser ikke blot går ud på at bekende dem over for Kristus, Frelseren, men også på at lovprise historiens Herre for hans barmhjertige kærlighed. Kristne tror faktisk ikke blot på, at synden eksisterer, men også, og først og fremmest, på syndstilgivelse. Desuden betyder det at mindes disse forseelser at acceptere vor solidaritet med dem, som i godt og ondt er gået forud for os på sandhedens vej. Det giver nutidens mennesker en stærk grund til at omvende sig til evangeliets krav, og det sørger for et nødvendigt oplæg til den bøn om Guds tilgivelse, der baner vejen for indbyrdes forsoning.

 

 

6. Pastorale og missionsmæsige perspektiver

I lyset af disse overvejelser er det nu muligt at stille spørgsmålet: Hvad er det pastorale formål med Kirkens tagen ansvar for tidligere forseelser begået i dens navn af dens sønner og døtre, og som den forsøger at gøre bod for? Hvilke bibetydninger har det for Guds folks liv? Og hvilke konsekvenser har det i relation til Kirkens missionerende indsats og dens dialog med forskellige kulturer og religioner?

 

6.1. De pastorale formål

Det følgende er nogle af de pastorale grunde til at indrømme fortidens forseelser.

For det første tjener disse handlinger til renselsen af mindet, hvad der - som bemærket ovenfor - er en proces, der sigter på en ny bedømmelse af fortiden, som er i stand til at have en betydelig virkning på nutiden, fordi tidligere synder ofte virker som en byrde og vedbliver med at være fristelser også i nutiden. Først og fremmest, hvis årsagerne til mulig bitterhed over smerter, man har lidt og de negative indflydelser, der stammer fra, hvad der blev gjort i fortiden, kan fjernes som et resultat af dialog og den tålmodige søgen efter gensidig forståelse med dem, der føler sig forurettede af ord og handlinger i fortiden, kan en sådan fjernelse hjælpe Kirkens fællesskab til at vokse i hellighed ved forsoning og fred i lydighed mod sandheden. "Indrømmelsen af gårsdagens svigten" betoner paven, "er en oprigtig og modig handling, der hjælper os til at styrke vor tro, ved at gøre os opmærksomme på og rede til at tage stilling til de fristelser og vanskeligheder, vi møder i dag."91 I dette øjemed er det godt at erindringen af forseelser også indbefatter alle mulige forsømmelser, også selv om nogle af disse sjældent omtales i dag. Man bør ikke glemme den pris, der er betalt af mange kristne for deres troskab mod evangeliet og for derestjeneste i kærlighed over for deres næste.92

Et andet pastoralt formål, der er tæt forbundet med det første, er at virke for den stadige fornyelse af Guds folk. "Hvis derfor mindre passende tilstande er opstået på grund af tid og omstændigheder - om det drejer sig om moral, disciplinære spørgsmål i Kirken, eller også måden at formulere læren på (hvilket omhyggeligt bør skelnes fra selve troens betroede skat) - da bør der rådes bod herpå på ret og tilbørlig vis, når lejlighed byder sig."93 Alle de døbte er kaldede til at granske "deres troskab mod Kristi vilje med kirken og gå ivrigt i gang med det nødvendige arbejde med fornyelse og reform."94 Kriteriet for en ægte reform og en autentisk fornyelse må være troskab mod Guds vilje med hensyn til hans folk,95 hvad der forudsætter en alvorlig indsats for at befri sig selv fra alt, hvad der fører bort fra hans vilje, hvad enten vi har at gøre med nuværende forseelser eller arven fra fortiden.

Som et yderligere formål kan man betragte det vidnesbyrd, som Kirken giver om Guds barmhjertighed og hans befriende og frelsende sandhed ud fra den erfaring, som den har haft og stadigt har med ham i historien. Der er desuden også den tjeneste, som Kirken på denne måde yder menneskeheden for at hjælpe med at overvinde almindeligt udbredt onder. Johannes Paul II siger, at "en alvorlig samvittighedsransagelse især for vor tids kirke blev ønsket af talrige kardinaler og biskopper. På tærsklen til det nye årtusind må de kristne ydmygt træde frem for Herren for at spørge om det ansvar, som også de har for det onde i vor tid",96 for at kunne hjælpe med at overvinde det i lydighed mod sandhedens frelsende herlighed.

 

6.2 Kirkelige implikationer

Hvilke implikationer medfører en kirkelig bøn om tilgivelse for Kirkens liv? Der kan nævnes mange aspekter.

Det er frem for alt nødvendigt at tage hensyn til de forskellige procedurer i forbindelse med modtagelsen af kirkelige bodshandlinger, fordi disse vil variere alt efter religiøse, kulturelle, politiske, sociale og personlige sammenhænge, hvori de forekommer. På baggrund af dette er man nødt til at tage i betragtning, at begivenheder eller ord i forbindelse med en bestemt historisk sammenhæng ikke nødvendigvis har en universel betydning og vice versa, at handlinger, der er betingede af bestemte teologiske og pastorale perspektiver, har haft vældige konsekvenser for udbredelsen af evangeliet (der tænkes for eksempel på missionsteologiens forskellige historiske modeller). Desuden er det nødvendigt at vurdere forholdet mellem de åndelige fordele og de mulige omkostninger ved sådanne handlinger, idet man tager hensyn til den overdrevne betoning, som medierne kan lægge på visse aspekter af Kirkens udtalelser. Man bør altid huske apostlen Paulus' formaning om at modtage, være hensynsfuld over for og støtte de "svage i troen" med klogskab og kærlighed (sml. Rom 14,1). Især må der lægges mærke til historien, identiteten og den nuværende situation i Østkirkerne og i de kirker, der findes i kontinenter eller lande, hvor de kristne udgør en minoritet.

Det er endvidere nødvendigt at angive nærmere, hvem der er den rette person til at udtale sig om fortidens forseelser, hvorvidt det skal være lokale biskopper, efter omstændighederne personligt eller kollegialt, eller den universelle hyrde, biskoppen af Rom. I dette perspektiv er det formålstjenligt - ved at betragte de tidligere fejl og de nutidige embedsindehavere, at tage hensyn til hvem, der bedst ville kunne påtage sig ansvar for disse - at sondre mellem læreembede og autoritet i Kirken. Ikke enhver autoritets handling har læremæssig værdi, og således involverer en eller flere med autoritet udstyrede personers adfærd i modstrid med evangeliet ikke per se den læremæssige myndighed, der af Herren er garanteret Kirkens biskopper, og kræver derfor ikke nogen oprejsnings-handling fra læremyndighedens side. Det er nødvendigt at understrege, at den ene, man henvender sig til ved enhver bøn om tilgivelse, er Gud. De menneskelige modtagere - frem for alt hvis disse er grupper af personer enten inden for eller uden for Kirkens fællesskab - må identificeres med passende historisk og teologisk dømmekraft. Dette gælder både med hensyn til de oprejsnings-handlinger, der skønnes passende, og også over for dem vidner om Kirkens sønners og døtres gode vilje og kærlighed til sandheden. Dette vil blive udført i samme grad, som der er dialog og gensidighed mellem parterne, der er orienteret mod en mulig forsoning forbundet med erkendelse af forseelser og anger over dem. Imidlertid bør man ikke glemme, at gensidighed - der undertiden er umulig på grund af dialog-partnerens religiøse overbevisninger - ikke kan betragtes som en absolut nødvendig betingelse, og at kærlighedens spontanitet ofte udtrykker sig i ensidige initiativer.

Mulige oprejsnings-gester må være forbundet med erkendelsen af et ansvar, der har bestået gennem tiden. De kan derfor antage en symbolsk-profetisk karakter, så vel som de kan have værdi for effektiv forsoning (for eksempel blandt adskilte kristne). Det er også ønskeligt, at der ved definitionen af disse handlinger foregår undersøgelser fælles med dem, de henvendes til, ved at lytte til de legitime anmodninger, som de måtte fremføre.

På det pædagogiske plan er det vigtigt at undgå stadigt forekommende negative billeder af den anden, så vel som at forårsage uberettiget selvanklage, ved at betone, at for troende er det at tage ansvar for tidligere forurettelser en slags deltagelse i Kristi, den korsfæstedes og opstandnes mysterium, for han tog alles synder på sig. En sådan tolkning, der har sin rod i Kristi påske-mysterium, er på en særlig måde i stand til at fremkalde befrielsens, forsoningens og glædens frugter for alle dem, der med levende tro er engagerede i bønnen om tilgivelse - både den, der fremfører den, og dem, den henvender sig til.

 

6.3 Implikationerne for dialog og mission

På dialogens og missionens plan er de forventelige implikationer af Kirkens indrømmelse af tidligere forseelser forskellige.

For Kirkens missionsplans indsats, er det vigtigt, at disse handlinger ikke ved at overdrive negative aspekter bidrager til en formindskelse af iveren for at evangelisere. Samtidig bør det bemærkes, at sådanne handlinger kan forøge troværdigheden af det kristne budskab, fordi de stammer fra lydighed mod sandheden og tjener til at frembringe forsoningens frugter. Især hvad angår de præcise emner for sådanne handlinger bør de, der er engageret i Kirkens mission ad gentes, tage omhyggeligt hensyn til den lokale sammenhæng, når de foreslår dem, i betragtning af folks evne til at tage imod sådanne handlinger (således kan for eksempel aspekter af den europæiske kirkehistorie udmærket vise sig at have ringe betydning for mange ikke-europæiske folkeslag).

Med hensyn til økumenisme kan hensigten med kirkelige bodfærdige handlinger ikke være nogen anden end den enhed, der er ønsket af Herren. Derfor må man håbe, at de må blive udført gensidigt, skønt profetiske gester i visse tilfælde vil kræve et ensidigt og absolut frivilligt initiativ.

På det inter-religiøse plan, er det rimeligt at påpege, at for dem, der tror på Kristus, er Kirkens erkendelse af tidligere forurettelser overensstemmende med kravene om troskab mod evangeliet og således et strålende vidnesbyrd om tro på Guds sandhed og barmhjertighed, som åbenbaret af Jesus. Hvad der må undgås er, at disse handlinger misforstås og opfattes som bekræftelse af mulige fordomme imod kristendommen. Det ville også være ønskeligt, hvis disse bodshandlinger ville tilskynde medlemmer af andre religioner til at erkende deres egen fortids forseelser. Ganske ligesom menneskehedens historie er fuld af vold, folkedrab, krænkelser af menneskerettighederne og af folkeslags rettigheder, udnyttelse af de svage og forherligelse af de mægtige, således er også de forskellige religioners historie præget af intolerance, overtro, meddelagtighed i uretfærdige regimer og fornægtelse af samvittighedensværdighed og frihed. Kristne har ikke været nogen undtagelse og er på det rene med, at alle er syndere over for Gud!

I dialogen med kulturer må man først og fremmest erindre sig den indviklede beskaffenhed og mangfoldighed i opfattelserne af anger og tilgivelse hos dem, vi er i dialog med. I alle tilfælde bør Kirkens tagen ansvar for tidligere forseelser forklares i lyset af evangeliet og af præsentationen af den korsfæstede Herre, som er åbenbaringen af barmhjertighed og kilden til tilgivelse, samtidigt med at man forklarer beskaffenheden af kirkeligt fællesskab som en enhed gennem tid og rum. Hvor der er tale om en kultur, som er helt fremmed over for ideen om at søge tilgivelse, bør de teologiske og åndelige grunde, der motiverer en sådan handling, fremstilles på passende vis, idet man begynder med det kristne budskab og tager dets kritisk-profetiske karakter i betragtning. Hvor man har at gøre med en ødelæggende ligegyldighed over for troens sprog, må man regne med den mulige dobbelte effekt af en bodshandling fra Kirkens side: på den ene side kan negative fordomme eller ringeagtende og fjendtlige indstillinger måske blive bekræftede; på den anden side har disse handlinger del i den mystiske tiltrækning, der udøves af den "korsfæstede Gud".97 Man bør regne med den kendsgerning, at i den nuværende kulturelle sammenhæng inddrager, først og fremmest i Vesten, opfordringen til en renselse af mindet på samme måde troende og ikke-troende i et fælles engagement. Denne fælles bestræbelse er i sig selv allerede et positivt vidnesbyrd om troskab over for sandheden.

Endelig må der i forhold til det borgerlige samfund tages hensyn til forskellen mellem Kirken som et nådens mysterium og ethvert timeligt menneskeligt samfund. Imidlertid må der også lægges eftertryk på det forbilledlige i Kirkens bøn om tilgivelse så vel som til den deraf følgende tilskyndelse, denne må være til at foretage lignende skridt i andre situationer, hvor det kan være vigtigt. Johannes Paul II konstaterer: "Bønnen om tilgivelse... drejer sig primært om Kirkens liv, dens opgave med at forkynde frelsen, dens vidnesbyrd om Kristus, dens forpligtelse til enhed, kort sagt, den konsekvens, som bør kendetegne Kirkens liv. Men lyset og styrken i det evangelium, som Kirken lever af, har også evnen til i en vis forstand at række videre som oplysning og støtte for det borgerlige samfunds beslutninger og handlinger, med fuld respekt for deres autonomi... På tærsklen til det tredje årtusind må vi med rette håbe, at politiske ledere og folkeslag, især dem, der er indblandede i tragiske konflikter forsynet med hadets brændstof og mindet om ofte gamle sår, vil blive ledet af tilgivelsens og forsoningens ånd, som Kirken giver eksempel på, og vil anstrenge sig af alle kræfter for at løse deres mellemværender ved åben og ærlig dialog."98

 

Afslutning

 

Ved afslutningen på denne overvejelse er det rimeligt endnu engang at betone, at Kirken i enhver form for anger over fortidens uret og i enhver specifik gestus i den forbindelse først og fremmest henvender sig til Gud og søger at ære ham og hans barmhjertighed. Netop på denne måde er den i stand til at prise værdigheden hos mennesket, der er kaldet til livets fylde i trofast pagt med den levende Gud: "Guds ære er det levende menneske; men menneskets liv er at skue Gud."99 Ved sådanne handlinger vidner Kirken også om sin tillid til magten i den sandhed, der gør os frie (sml. Joh 8,32). Kirkens "bøn om tilgivelse må ikke opfattes som et udtryk for falsk ydmyghed eller en fornægtelse af dens 2000-årige historie, som bestemt er rig på fortjeneste på kærlighedens, kulturens og hellighedens områder. I stedet reagerer den på et nødvendigt krav fra sandheden, som foruden de positive aspekter vedkender sig de menneskelige begrænsninger og svagheder hos de forskellige generationer af Kristi disciple."100 Erkendelsen af sandheden er en kilde til forsoning og fred, fordi, som paven også siger, "den kærlighed til sandheden, der søges med ydmyghed, er en af de største værdier, der er i stand til at genforene vore dages mennesker gennem de forskellige kulturer."101

 

På grund af sit ansvar over for sandheden kan Kirken "ikke overskride tærsklen til det nye årtusind uden at få sine børn til at rense sig ved anger fra vildfarelser, frafald, selvmodsigelser og forsinkelser. Indrømmelsen af gårsdagens svigten er en oprigtig og modig handling..."102. Den åbner en ny morgendag for enhver.

 

 

NOTER

1 Incarnationis mysterium, 11.

2 Sammesteds. I talrige tidligere erklæringer, især nr. 33 i Den apostoliske Skrivelse Tertio millennio adveniente (TMA), har Paven vist Kirken vejen fremad til at rense sin erindring med hensyn til fortidens forseelser og til at give et eksempel til enkeltpersoner og borgerlige samfund.

3 Lumen gentium, 8.

4 Sml. Extravagantes communes, lib. V, tit. IX, c. 1 (A. Friedberg, Corpus iuris canonici, t. II, c. 1304).

5 Sml. Clemens XIV, Brev Salutis nostrae, 30. april 1774, § 2. Leo XII i Brevet Quod hoc ineunte, 24. maj 1824, § 2 taler om "bodens, tilgivelsens og forsoningens, nådens, eftergivelsens og afladens år."

6 Dette er betydningen af den definition på aflad, der blev givet af Clemens VI, da han i 1343 indførte skikken med at have et jubelår hvert halvtredsindstyvende år. Clemens VI ser i Kirkens jubelår "den åndelige fuldbyrdelse" af "eftergivelsens og glædens jubelår" i Det gamle Testamente (3 Mos 25).

7 "Hver af os må ransage [sin samvittighed] med hensyn til, hvad man er forfalden til, og ransage sig selv endnu mere strengt end Gud vil på sin vredes dag" i Deutsche Reichstagsakten, nye serier, III, 390-399

(Gotha, 1893).

8 Unitatis redintegratio, 7.

9 Gaudium et spes, 36.

10 Sammesteds, 19.

11 Nostra aetate, 4.

12 Gaudium et spes, 43 § 6.

13 Lumen gentium, 8; sml. Unitatis redintegratio, 6: "På sin pilgrimsgang kaldes Kirken af Kristus til denne bestandige reform, som den både selv og i sin egenskab af menneskelig og jordisk institution har brug for."

 

14 Nostra aetate, 4.

15 Unitatis redintegratio, 3.

16 Sml. Paul VI, Apostolisk skrivelse Apostolorum limina, 23. maj 1974 (Enchiridion Vaticanum 5, 305).

17 Paul VI, Formaning Paterna cum benevolentia, 8. december 1974 (Enchiridion Vaticanum 5, 526-553).

18 Sml. Rundskrivelse Ut unum sint 25. maj 1995, 88: "I den udstrækning, som vi har ansvar for dem, tilslutter jeg mig min forgænger Paul VI's bøn om tilgivelse".

19 For eksempel bad paven på alle katolikkers vegne, da han henvendte sig til mährerne, om "tilgivelse, for de forurettelser, der var sket mod ikke-katolikker i løbet af historien" (sml. helgenkåring af Jan Sarkander i Tjekkiet, 21. maj 1995). Paven ønskede også at foretage en "bodshandling" og bede om tilgivelse fra Latinamerikas indianere og fra de afrikanere, der var blevet deporterede som slaver (Budskab til Amerikas indianere, Santo Domingo, 13. oktober 1992, og Tale ved generalaudiens, 21. oktober 1992). Ti år tidligere havde han allerede bedt afrikanerne om tilgivelse for den måde, de var blevet behandlet på (Tale i Yaoundé, 13. august 1985).

20 Sml. TMA, 33-36.

21 Sml. sammesteds, 33.

22 Sammesteds, 33.

23 Sml. sammesteds, 36.

24 Sml. sammesteds, 34.

25 Sml. sammesteds, 35.

26 Dette sidste aspekt ses i TMA kun i nummer 33, hvor det siges, at Kirken erkender "over for Gud og over for menneskene, at synderne er dens sønner og døtre".

27 Johannes Paul II, Formaning Reconcilatio et paenitentia, 2. december 1984, 31.

28 Sammesteds, 16.

29 Sml. Matt 13,24-30; 36-43; Augustin, De civitate Dei, I, 35: CCL 47,33; XI,1; CCL 48,321; XIX, 26; CCL 48,696.

30 Om forskellige måder at læse Den hellige Skrift på, se Fortolkningen af Bibelen i Kirken, Den pavelige Bibelkommission (1993).

31 I disse rækker er for eksempel: 5 Mos 1,41 (ørken-generationen, som erkender, at den har syndet ved at nægte at drage ind i det forjættede land); Dom 10,10-12 (i dommertiden siger folket to gange "vi har syndet" mod Herren, idet de sigter til, at de har dyrket Ba'alerne); 1 Sam 7,6 (folket siger på Samuels tid "vi har syndet mod Herren!"); 4 Mos 21,7 (denne tekst er karakteristisk ved, at her indrømmer folket af Moses' generation, at de ved at klage over maden har gjort sig skyldige i "synd", fordi de har talt imod Herren og imod deres menneskelige leder, Moses); 1 Sam 12,19 (israelitterne på Samuels tid erkender, at de har føjet dette - at kræve en konge - til "alle vore synder"); Ezra 10,13 (folket erkender over for Ezra, at de "er mange, der har syndet på dette punkt" [ved at gifte sig med fremmede kvinder]); Salme 65,2-3; 90,8; 103,10; (107,10-11.17); Es 59,9-15; 64,5-9; Jer. 8,14; 14,7; Klages 1,14.18a.22 (hvor Jerusalem taler i første person); 3,42 (4,13); Bar 4,12-13 (Zion taler om sine børns synder, der førte til hendes ødelæggelse); Ez 33,10; Mika 7,9 ("I"), 18-19.

32 For eksempel: 2 Mos 9,27 (Farao siger til Moses og Aron: "Denne gang erkender jeg min synd. Herren har retten på sin side; det er mig og mit folk, der er skyldige"); 34,9 (Moses siger "du vil tilgive vor skyld og synd"); 3 Mos 16,21 (ypperstepræsten bekender folkets synder, og på forsoningsdagen lægger han dem på hovedet af "syndebukken"); 2 Mos 32,11-13 (sml. 5 Mos 9,26-29; (Moses); 32,31 (Moses); 1 Kong 8,33ff (sml. 2 Krøn 6,22ff; Salomo beder om, at Gud vil tilgive folkets fremtidige synder); 2 Krøn 28,13 (israelitternes ledere indrømmer "den skyld, vi har, er stor"); Ezra 10,2 (Shekanja siger til Ezra "Vi har været troløse mod vor Gud og giftet os med fremmede kvinder"); Neh 1,5-11 (Nehemias bekender de synder, der er begået af israelitterne, af ham selv og af hans fars hus); Est 4,17 (n) (Ester bekender "Vi har syndet mod dig, og du har givet os i hænderne på vore fjender, fordi vi ærede deres guder"); 2 Makk 7,18-32 (de jødiske martyrer siger, at de lider på grund af "vore egne synder" mod Gud).

33 Blandt eksempler af denne type af national bekendelse er: 2 Kong 22,13 (sml. 2 Krøn 34,21: Josia frygter Herrens vrede, "fordi vores fædre ikke fulgte Herrens ord og handlede efter alt det, der står i denne bog"); 2 Krøn 29,6-7 (Hizkija siger "vores fædre var troløse"); Salme 78,8ff (salmisten fortæller om tidligere generationers synder fra tiden for udgangen af Egypten). Sml. også den udbredte udtalelse, der er citeret i Jer 31,29 og Ez 18,2: "Fædrene spiste sure druer, og sønnerne får stumpe tænder."

34 Som i de følgende tekster: 3 Mos 26,40 (de landflygtige opfordres til at "bekende den synd, de selv og deres fædre begik"); Ezra 9,5b-15 (Ezras bodsbøn, v. 7 "Lige siden vore fædres tid har vor skyld været stor"; sml. Neh 9,6-37); Tob 3,1-5 (i sin bøn beder Tobit: "Straf mig ikke for mine synder og for mine egne og mine fædres forseelser" [v. 3] og fortsætter med konstateringen: "vi har ikke holdt dine bud" [v. 5]); Salme 79,8-9 (denne kollektive klage bønfalder Gud: "Tilregn os ikke vore forfædres synder ... befri os og tilgiv os vore synder"); 106,6 ("Vi har syndet med vore fædre"); Jer 3,25 ("... vi har syndet mod Herren vor Gud, vi og vore fædre"); Jer 14,19-22 ("vi kender vor ondskab og vore fædres skyld" v. 20); Klages 5 ("Vore fædre syndede, de er ikke mere, vi må bære deres straf" [v. 7] - "Ve os, vi har syndet" [v. 16b]); Bar 1,15-3,18 ("vi har syndet mod Herren" [1,17, sml. 1,19.21; 2,5.24] - "Glem vore fædres synd" [3,5, sml. 2,33; 3,4.7]); Dan 3,26-45 (Azarjas bøn: "Du har fældet retfærdige domme i alt, hvad du har bragt over os": v. 28); Dan 9,4-19 ("på grund af vore synder og vore forfædres er Jerusalem til spot ...," v. 16).

35 Dette indbefatter manglende tillid til Gud (for eksempel 5 Mos 1,41; 4 Mos 14,10), afgudsdyrkelse (som i Dom 10,10-15), kræve en menneskelig konge (1 Sam 12,9), gifte sig med fremmede kvinder i modstrid med Guds lov (Ezra 9-10). I Es 59,13b siger folket om sig selv, at de er skyldige i, at de har "forkyndt vold og frafald og fremført løgneord fra hjertet".

36 Sml. det analoge tilfælde med forstødelse af fremmede kvinder, der er beskrevet i Ezra 9-10, med alle de negative konsekvenser, dette må have haft for disse kvinder. Spørgsmålet om at bede dem om tilgivelse (og/eller deres efterkommere) behandles ikke, fordi deres forstødelse i alle disse kapitler fremstilles som et krav fra Guds lov (sml. 5 Mos 7,3).

37 I denne sammenhæng kommer man til at tænke på det bestandigt anspændte forhold mellem Israel og Edom. Trods det faktum, at de var Israels "broder", deltog Edomitterne som et folk - og glædede sig derover - ved babylonernes erobring af Jerusalem (sml. f. eks. Obad 10-14). Som et tegn på den grove krænkelse over dette forræderi følte Israel intet behov for at bede om tilgivelse for kong Amasjas drab på forsvarsløse edomittiske krigsfanger, som der berettes om i 2 Krøn 25,12.

38 Johannes Paul II, Tale ved generalaudiens 1. september 1999; i L'Osservatore Romano, engelsk udgave, 8. september 1999, 7.

39 Sml. TMA 33-36.

40 TMA 33.

41 Man tænker på grunden til, at kristne forfattere fra forskellige historiske perioder bebrejdede Kirken dens fejl. Blandt disse er et af de mest repræsentative eksempler Liber asceticus af Maximus Bekenderen: PL 90, 912-956.

42 Lumen gentium 8.

43 Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK), 770.

44 Lumen gentium, 8.

45 Sammesteds, Sml. også Unitatis redintegratio, 3 og 6.

46 KKK, 827.

47 Paul VI Guds folks trosbekendelse (30. juni 1968), nr. 19 (Enchiridion Vaticanum 3, 264f).

48 Lumen gentium 39.

49 Sammesteds, 40.

50 Sammesteds, 48.

51 Augustin, Sermo 181,5,7: PL 38; 982.

52 Thomas af Aquin, Summa Theol. III q. 8 art. 3 ad 2.

53 KKK 2839.

54 Ambrosius, De virginitate 8,48; PL 16,278D: "Caveamus igitur, ne lapsus noster vulnus Ecclesiae fiat," Lumen gentium 11 taler også om de sår, der påføres Kirken af dens børn.

55 TMA, 33.

56 Karl Delahaye, Ecclesia Mater chez les Pères des trois premiers siècles, (Paris, 1964), 128; Sml. også Hugo Rahner, SJ, Mater Ecclesia: Lobpreis der Kirche aus dem ersten Jahrtausend christlicher Literatur, (Einsiedeln, 1944).

57 Lumen gentium, 64.

58 Augustin, Sermo 25,8: PL 46, 938: "Mater ista sancta, honorata, Mariae similis, et parit et Virgo est. Exilla estis et Christum parit: nam membra Christi estis."

59 Cyprian. De Ecclesiae Catholicae unitate 6: CCL 3, 253: "Habere iam non potest Deum patrem qui ecclesiam non habet matrem." Cyprian siger også: "Ut habere quis possit Deum Patrem. habeat ante ecclesiam matrem" (Epist. 74, 7; CCL 3C, 572). Augustin: "Tenete ergo, carissimi, tenete omnes unanimiter

Deum patrem, et matrem Ecclesiam" (In Ps 88, Sermo 2,14; CCL 39, 1244).

60 Paulinus af Nola, Carmen 25, 171-172; CSEL 30,243: "Inde manet mater aeterni semine verbi / concipiens populos et pariter pariens."

61 TMA 35.

62 Ignatius af Antiokia, Ad Romanos, Prooem: SC 10, 124 (Th. Camelot, Paris 19582).

63 TMA, 33, 34.

64 Tale til deltagerne i Den internationale videnskabelige konference til undersøgelse af Inkvisitionen, en konference, der var sponsoreret af Den centrale komité for jubelårets historisk-teologiske Kommission, nr. 4; 31. oktober 1998.

65 Sml. for det følgende, Hans Georg Gadamer, Wahrheit und Methode, 2. udg. (Tübingen, 1965); eng. overs. Truth and Method (London: Sheed and Ward, 1975).

66 Bernard Lonergan, SJ, Method in Theology, (London, 1972) 155.

67 TMA, 35.

68 Johannes Paul II, Tale ved generalaudiens 1. september 1999; i L'Osservatore Romano, eng. udg. 8. sep-

tember, 1999, 7.

69 Sml TMA, 34-36.

70 Unitatis redintegratio, 1.

71 Sammesteds, 13. TMA 34 erklærer at "endnu mere end i det første årtusind har det kirkelige fællesskab i løbet af det nu til ende gående årtusind oplevet smertelige splittelser..."

72 Unitatis redintegratio, 13.

73 Sammesteds.

74 Sml. Åbningstalen ved den anden samling af Det andet Vatikankoncil (29. september 1964): Enchiridion Vaticanum 1, [106], nr. 176.

 

75Sml. dokumentationen af samtalen om kærlighed mellem pavestolen og den økumeniske patriark af Konstantinopel i Tómos Agápes: Vatikanet - Phanar (1958-1970), (Rom - Istanbul, 1971).

76 Unitatis redintegratio, 7.

77 Sammesteds.

78 TMA, 35.

79 Johannes Paul II, Tale ved generalaudiens 1. september 1999; i L'Osservatore Romano, eng. udg., 8. september 1999, 7.

80 TMA, 35. Citatet fra Det andet Vatikankoncil er fra Dignitatis humanae, 1.

81 Argumentet er behandlet samvittighedsfuldt i Det andet Vatikankoncils erklæring, Nostra aetate.

82 Kommission for religiøse forhold til jøderne, We Remember: A Reflection on the Shoah, Rom (16. marts 1998), i Information Service fra Det pavelige Råd for Fremme af de kristnes Enhed, nr. 97, 19. Sml. Johannes Paul II, Tale i Synagogen i Rom, 13. april, 1986; AAS 78 (1986), 1120.

83 Dette er bedømmelsen fra det sidste dokument fra Kommissionen for religiøse forhold til jøderne, We Remember: A Reflection on the Shoah, Rom (16. marts 1998), III, i Information Service fra Det pavelige Råd for Fremme af de kristnes Enhed, nr, 97, 19.

84 Sammesteds, V, 22.

85 Sammesteds, IV, 20, 21.

86 Sammesteds, IV, 21.

87 Sammesteds, V, 22.

88 TMA, 36.

89 Gaudium et spes, 19.

90 Sammesteds.

91 TMA, 33.

92 Man behøver blot tænke på martyriets tegn: sml. TMA, 37.

93 Unitatis redintegratio, 6. Det er den samme tekst, der slår fast, at "på sin pilgrimsgang kaldes Kirken af Kristus til denne bestandige reform, som den både selv og i sin egenskab af menneskelig og jordisk institution har brug for."

94 "... opus renovationis nec non reformationis...": sammesteds, 4.

95 Sammesteds, 6: "Når enhver fornyelse af kirken i det væsentlige består i øget troskab over for dens kald,

er dette uden tvivl også grunden til bevægelsen i retning af enhed."

96 TMA, 36.

97 Denne særlig stærke formulering stammer fra Augustin, De Trinitate I, 13, 28: CCL 50,69,13; Epist. 2: CSEL 44, 617; Sermo 341A, 1: Misc. Agost. 314, 22.

98 Johannes Paul II, Tale til deltagerne i Det internationale symposium til studium af Inkvisitionen, sponsoreret af jubelårets centralkomités historisk-teologiske kommission, nr. 5; 31. oktober 1998.

99 "Gloria Dei vivens homo: vita autem hominis visio Dei": Irenæus af Lyon, Adversus haereses IV, 20, 7: SC 100/2, 648.

100 Johannes Paul II, Tale ved generalaudiens 1. september 1999; i L'Osservatore Romano, eng. udg., 8. september 1999, 7.

 

101 Tale ved Centre de l'Organisation européenne pour la recherce nucléaire, Genève (15. juni 1982) i Insegnamenti di Giovanni Paolo II, V, 2, (Vatikanet 1982), 2321.

 

102TMA, 33.

 

 

 

PAVENS PRÆDIKEN

 

"TILGIVELSENS DAG"

Søndag d. 12. marts 2000

1. "Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham" (2 Kor 5,20-21).

Sådan lyder Paulus' ord, som Kirken hvert år læser askeonsdag ved fastens begyndelse. I fastetiden ønsker Kirken at være særlig forenet med Kristus, som drevet af Ånden begyndte sin messianske gerning med at gå ud i ørkenen og faste dér i fyrre dage og fyrre nætter (sml. Mark 1,12-13).

Ved fastens afslutning blev han fristet af Satan, som det fortælles kort af evangelisten Markus i liturgien i dag (sml. Mark 1,13). Matthæus og Lukas beskæftiger sig på den anden side mere udførligt med Kristi kamp i ørkenen og med hans definitive sejr over fristeren: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren, din Gud, og tjene ham alene'" (Matt 4,10). Den, der taler sådan, er ham, "der ikke kendte til synd" (2 Kor 5,21), Jesus "Guds hellige" (Mark 1,24).

2. "Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd" (2 Kor 5,21). For et øjeblik siden, i den anden læsning, hørte vi denne forbavsende påstand, fremsat af Paulus. Hvad betyder disse ord? De synes og er faktisk et paradoks. Hvordan kunne Gud, som er helligheden selv, "gøre" sin enbårne Søn, der blev sendt til verden, "til synd"? Alligevel er dette nøjagtigt, hvad vi læser i afsnittet fra Paulus' andet brev til Korinterne. Vi står over for et mysterium: et mysterium, der ved første blik er forvirrende, men er tydeligt skrevet i guddommelig åbenbaring.

Allerede i Det gamle Testamente omtaler Esajas' Bog det med inspireret forudseenhed i den fjerde sang om Herrens tjener: "Vi flakkede alle om som får; vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham" (Es 53,6).

Skønt Kristus, den hellige, var absolut uden synd, indvilligede han i at tage vore synder på sig. Han indvilligede for at forløse os; han indvilligede i at bære vore synder for at fuldbyrde den opgave, han havde fået af Faderen, for - som evangelisten Johannes skriver - "således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham... skal... have evigt liv" (Joh 3,16).

3. Over for Kristus, som af kærlighed tog vor synd på sig, opfordres vi alle til at foretage en dyb samvittighedsransagelse. Et af det store jubelårs karakteristiske elementer er, hvad jeg beskrev som "renselsen af mindet" (Bullen Incarnationis mysterium, nr. 11). Som Peters efterfølger sagde jeg, at "i dette nådens år bør Kirken, stærk i den hellighed, som den modtager fra sin Herre, knæle ned for Gud og bønfalde om tilgivelse for dens sønners og døtres tidligere og nuværende synder" (sammesteds). I dag, den første søndag i fasten, synes mig at være den rette lejlighed for Kirken, der åndeligt er samlet omkring Peters efterfølger, til at bønfalde om guddommelig tilgivelse for alle troendes synder. Lad os tilgive og bede om tilgivelse!

 

Denne opfordring har foranlediget en gennemgribende og frugtbar overvejelse, der førte til, at der fra Den internationale teologiske Kommission for nogle dage siden blev offentliggjort et dokument med titlen: "Mindes og forsones: Kirken og fortidens forseelser". Jeg takker enhver, som hjalp med at udarbejde denne tekst. Den er meget nyttig for rigtigt at forstå og fremføre den autentiske bøn om tilgivelse, baseret på det objektive ansvar, som kristne er fælles om som medlemmer af Det mystiske Legeme, og som ansporer nutidens troende til sammen med deres egne synder at vedkende sig gårsdagens kristnes synder i lyset af omhyggelig historisk og teologisk sondren.

"På grund af det bånd, der forener os indbyrdes i Det mystiske Legeme, bærer vi faktisk alle, skønt ikke personligt ansvarlige og uden at gribe ind i Guds dom, for han alene kender alle hjerter, på byrden af de fejl og forseelser, der er begået af dem, der er gået forud for os" (Incarnationis mysterium, nr. 11). Erkendelsen af tidligere uret tjener til at vække vor samvittighed med henblik på nutidens forsoninger, og åbner vejen til omvendelse for enhver.

4. Lad os tilgive og bede om tilgivelse! Samtidigt med at vi lovpriser Gud, som i sin barmhjertige kærlighed i Kirken har frembragt et vidunderligt resultat af hellighed, missionsiver, total pligttroskab over for Kristus og næsten, kan vi ikke undgå at opdage den utroskab over for evangeliet, der er begået af nogle af vore brødre og søstre, især i løbet af det andet årtusind. Lad os bede om tilgivelse for den splittelse, der er opstået blandt kristne, for den vold, nogle har anvendt i sandhedens tjeneste, og for de mistroiske og fjendtlige holdninger, der undertiden er indtaget over for andre religioners tilhængere.

Lad os endnu mere bekende vort ansvar som kristne for nutidens onder. Vi må spørge os selv, hvilket ansvar vi har med hensyn til ateisme, religiøs indifferens, sekularisme, etisk relativisme, krænkelserne af retten til livet, ignoreren af de fattige i mange lande.

Vi beder ydmygt om tilgivelse for den del, enhver af os har haft i disse onder ved vore egne handlinger og således været med til at vansire Kirkens ansigt.

Lad os, samtidigt med at vi bekender vor synder, tilgive de synder, der er begået af andre mod os. Talløse gange i historiens forløb har kristne været udsat for lidelse, undertrykkelse og forfølgelse på grund af deres tro. Ganske ligesom ofrene for sådanne mishandlinger tilgav dem, så lad os også tilgive. Kirken i dag føler sig og har altid følt sig forpligtet til at rense sin erindring om disse sørgelige begivenheder for enhver følelse af bitterhed eller hævn. På denne måde bliver jubelåret for alle en gunstig lejlighed til en dyb omvendelse til evangeliet. Modtagelsen af Guds tilgivelse medfører forpligtelsen til at tilgive vore brødre og søstre og blive forsonede med dem.

5. Men hvad betyder ordet "forsoning" for os? For at fatte dets nøjagtige betydning og værdi må vi først forstå muligheden for splittelse, for adskillelse. Ja, mennesket er den eneste skabning på Jorden, der kan have et fællesskabs-forhold med sin Skaber, men er også den eneste skabning, der kan fjerne sig fra ham. Ulykkeligvis har mennesket ofte vendt sig bort fra Gud.

Lykkeligvis går mange mennesker ligesom den fortabte søn, der omtales i Lukasevangeliet (sml. Luk 15,13) helt til bunds, efter at have forladt deres fars hus og ødet deres arv, og indser, hvor meget de har mistet (sml. Luk 15,13-17). De begiver sig da på vejen hjem: ?Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham, 'Far, jeg har syndet...'? (Luk 15,18).

 

Gud, der tydeligt nok repræsenteres af faderen i lignelsen, modtager kærligt ethvert fortabt barn, der vender tilbage til ham. Han modtager det gennem Kristus, i hvem synderen igen kan blive "retfærdig" med Guds retfærdighed. Han modtager synderen, fordi han for vor skyld gjorde sin evige Søn til synd. Ja, kun gennem Kristus kan vi blive Guds retfærdighed (sml. 2 Kor 5,21).

6. "Gud elskede verden sådan, at han gav sin enbårne Søn". Her er det sammenfattet, hvad mysteriet med verdens forløsning betyder! Vi må fuldt og helt forstå værdien af den store gave, som Faderen har givet os i Jesus. Vi må holde vor sjæls øjne fikserede på Kristus - Gethsemanes Kristus, Kristus pisket, tornekronet, bærende korset og til sidst korsfæstet. Kristus tog byrden af alle menneskers synder på sig, byrden af vore egne synder, så at vi gennem hans frelsende offer kan blive forsonede med Gud.

I dag står Saulus fra Tarsus, som blev til apostlen Paulus, foran os som et vidne: han havde på vejen til Damaskus en mærkværdig erfaring af korsets kraft. Den opstandne Kristus åbenbarede sig for ham i al sin blændende glans: "'Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?'... 'Hvem er du, Herre?'... 'Jeg er Jesus, som du forfølger'" (ApG 9,4-5). Paulus, der havde en så stærk erfaring af Kristi kors, retter i dag en brændende bøn til os om "ikke forgæves at have taget imod Guds nåde". Denne nåde, hævder Paulus, tilbydes os af Gud selv, som siger til os i dag "I nådens tid bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig" (2 Kor 6,1-2).

Maria, tilgivelsens Mor, hjælp os til at tage imod den tilgivelsens nåde, som jubelåret gavmildt tilbyder os. Gør dette usædvanlige hellige års fastetid til en kærkommen tid, en forsoningens tid, en frelsens tid for alle troende og for enhver, der søger Gud!