Koncilsdokumenter - Det andet Vatikankoncil

Økumeniske konciler er kirkemøder, hvor biskopperne under forsæde af Peters efterfølger, paven, tager stilling til tidens udfordringer og giver retningslinjer for det kirkelige liv. Mange konciler er blevet sammenkaldt i krisesituationer for at afklare læremæssige spørgsmål (vendt mod kætterier) eller for at gennemføre nødvendige reformer (vendt mod forfald). Det seneste økumeniske koncil, Det andet Vatikankoncil 1962-65, adskiller sig fra de fleste af sine forgængere ved ikke at have en akut kirkelig krise af læremæssig eller disciplinær-organisatorisk art som udgangspunkt. Derfor udstedte koncilet hverken fordømmelser eller dogmatiske erklæringer i traditionel forstand som f.eks. de oldkirkelige konciler, der formulerede den nikænske trosbekendelse, eller Tridentinerkoncilet, der tog stilling til reformatorernes kritik af katolske tro og kirkeliv.

Koncilet vedtog heller ikke konkrete reformer, som skulle rette op på misbrug eller moralsk forfald, sådan som Tridentinerkoncilet også gjorde det. Med inspiration fra pave Johannes XXIII, som indkaldte det, så koncilet det som sin opgave at "ajourføre" kirken, dvs. tilpasse dens ydre former til det 20. århundredes virkelighed og fremstille kirkens liv og lære på en måde, så den fremstod i det rette lys. Dette rette lys bestod dels i officiel anerkendelse af tankegods fra en række teologiske, liturgiske og politiske reformbevægelser, dels i en ånd af positiv åbenhed over for den moderne verden i almindelighed og andre kirkesamfund i særdeleshed.

Med fare for at forenkle en stor og kompliceret proces kan man sammenfatte koncilets ærinde i de to begreber: modernisering og økumene, alt selvfølgelig i troskab mod Evangeliet og Kirkens tradition. Koncilets håndgribelige resultat blev vedtagelsen af en række tekster af forskellig karakter med emner spændende fra liturgien til de moderne kommunikationsmidler.

Koncilsdokumenterne har en meget høj grad af autoritet, men de er ikke altid lette at læse. Ikke mindst i dansk oversættelse virker stilen ofte tung og selvhøjtidelig, og teksterne er ikke sjældent præget af en vis indre spænding. Sidstnævnte kan ikke undre, da de ikke repræsenterer skarpe afgørelser på konkrete stridspunkter, men derimod forsøger at fremstille troen i al sin rigdom og fylde. Dertil kommer, at de blev vedtaget med overvældende flertal af de ca. 2.000 biskopper, der deltog i koncilet, og følgelig bærer præg af formuleringer, der skal rumme en stor bredde i opfattelse og temperament.

I lighed med alle andre kirkelige dokumenter på verdenskirkeplan skal også koncilets udtalelser tolkes og omsættes for at blive til liv. De vigtigste koncilsdokumenter, der igen og igen citeres og debatteres, er dem, der handler om kirken og om liturgien.

Konstitutioner

Guds Åbenbaring - Guds Ord (Dei Verbum)

Om Kirken - Folkenes Lys (Lumen Gentium)

Den Hellige Liturgi - Det Hellige Koncil (Sacrosanctum Concilium)

Kirken i den moderne verden - Håb og Glæde (Gaudium et Spes)

Deklarationer

Den Kristne Opdragelse - Opdragelsens betydning (Gravissimum Educationis)

Forholdet til ikke-kristne religioner - I vor tid (Nostra Aetate)

Religionsfriheden - Menneskets Værdighed (Dignitatis Humanae)

Dekreter

Kirkens Missionsvirksomhed - Til alle Folkeslag (Ad Gentes)

Præsternes Tjeneste & Liv - Præsternes Stilling (Presbyterorum Ordinis)

Lægfolkets Apostolat - Det Apostoliske Virke (Apostolicam Actuositatem)

Præsternes Uddannelse - Den Ønskede Fornyelse i hele Kirken (Optatam Totius)

Ordenslivets Fornyelse - Den Fuldkomne Kærlighed (Perfectae Caritatis)

Biskoppernes Hyrdehverv i Kirken - Kristus Herren (Christus Dominus)

Økumeni - Genoprettelse af Enheden (Unitatis Redintegratio)

De Orientalske Katolske Kirker - De Orientalske Kirker (Orientalium Ecclesiarum)

Samfundets meddelelsesmidler (Inter Mirifica)