De orientalske katolske kirker

Indhold

     

  • Dekretet om De orientalske Kirker
  • Forord af lektor, cand.mag. Oluf Bohn
  • Indledning
  • De enkelte kirker eller riter
  • Bevarelsen af de orientalske kirkers åndelige arv
  • De orientalske patriarker
  • Sakramenternes orden og indretning
  • Gudstjenesten
  • Samkvemmet med brødrene fra de ikke-unerede kirker
  • Konklusion

--------------------------------------------------------------------------------

Forord

Dekretet drejer sig om de såkaldt unerede kirker, dvs. kirker, som på et eller andet tidspunkt havde brudt med Rom og med paven, men som senere gik i union med Rom. Ved en sådan union fik de lov til at beholde deres egen liturgi, eget kirkesprog samt kirkeret.

Der er l6 unerede Kirker, hvoraf nogle af de kendteste og mest betydningsfulde er Den maronitiske Kirke med centrum i Libanon. Den blev forenet med Rom allerede 1181. De såkaldte Thomaskristne på Indiens vestkyst (Kerala) fra o.1700, Melkiterne også i Vestasien fra 1724 og endelig Den unerede Kirke i grænseområdet mellem det nuværende Polen og Ukraine. Denne sidste kirke har adskillige gange været undertrykt af den russiske statsmagt (sidste gang af Stalin), men den er under den nuværende frigørelsesproces "dukket op" igen og kræver at blive endelig anerkendt som selvstændig Kirke (i union med Rom) i Rusland, Ukraine, og hvor den ellers er.

Alle disse Kirker har menigheder rundt om i verden, især i USA.

Deres biskopper deltog selvfølgelig også i koncilet, hvor de med deres teologi inspirerede de andre biskopper med deres opfattelse af Helligåndens virke i verden, en opfattelse, som var langt mere dynamisk end den sædvanlige katolske.

Når deres forhold blev taget op på koncilet, skyldtes det, at den latinske kirke ikke altid har respekteret disse 16 Kirkers selvstændighed under pavens ledelse, men at man fra vestlig side tidligere har forsøgt at modvirke deres kulturelle (liturgiske) egenart på trods af unionsaftalernes løfter. Dekretets formål er at stadfæste disse Lokalkirkers rettigheder.

Indledningen slår fast, at "Østkirkerne" værdsættes meget højt i den katolske Kirke (altså som en del af Kirken). De anerkendes endvidere hver især som Lokalkirker på lige fod med alle andre Lokalkirker (dvs. f.eks. med den tyske, amerikanske og engelske bispekonference). Det betyder f.eks., at hvis ordenssamfund, som oprindelig er grundlagt med latinsk ritus, vil arbejde i områder, hvor en eller anden østkirkelig ritus er dominerende, så skal et sådant ordenssamfund anvende denne ritus for ikke at skabe splid.

Det anerkendes også (§7), at disse Lokalkirkers patriarker er overhoveder inden for hver deres område og kun står til regnskab over for Pavestolen.

Da disse unerede/orientalske Kirker ofte består i områder, hvor deres menigheder lever side om side med orthodokse menighedsmedlemmer, har der tidligere ganske naturligt været tale om, at man kunne modtage dåb og firmelse og de syges salvelse hos hinanden, men også i fællesskab kunne fejre eukaristi med altergang! Denne sædvane bibeholdes, når det tjener vidnesbyrdet om gensidig kristen kærlighed bedst (§§26 og 27).

Det pålægges også disse Lokalkirker (§24) i særlig grad at arbejde økumenisk for at være med til at bygge bro til de andre Kirker i områderne og især til Den orthodokse Kirke. Det er imidlertid ikke så let, da specielt den Orthodokse Kirke opfatter de unerede som illoyale trossamfund.

Ved den endelige afstemning 21.november 1964 fik dekretet 2.110 ja-stemmer mod 39 nej-stemmer.

Oluf Bohn

--------------------------------------------------------------------------------

Paul, biskop, Guds tjeneres tjener,

sammen med koncilsfædrene,

til evig erindring

Dekretet "Orientalium Ecclesiarum"

om de orientalske katolske kirker

 

INDLEDNING

1.Den katolske Kirke nærer stor agtelse for de orientalske kirkers institutioner, liturgiske riter, kirkelige traditioner samt kristenlivets orden og indretning. For i disse værdier, som jo udmærker sig ved ærværdig alder, fremstråler den tradition , som over kirkefædrene går tilbage til apostlene, og som udgør et stykke af den universelle Kirkes af Gud åbenbarede og udelte arv. Omsorgen for de orientalske kirker, som er levende vidner om denne tradition1, ligger derfor dette hellige og økumeniske Koncil meget på hjerte, og det er dets ønske, at de må blomstre og med fornyet apostolisk styrke opfylde den opgave, som er betroet dem. Udover hvad den universelle Kirke angår, har Koncilet besluttet at opstille visse hovedpunkter, mens det overlader de videre afgørelser til de orientalske synoders og Den apostoliske Stols omsorg.

 

De enkelte kirker eller riter

2.Den hellige katolske Kirke, som er Kristi mystiske legeme, består af de troende, som organisk forenes ved den samme tro, de samme sakramenter og den samme styrelse i Helligånden. De enkelte kirker eller riter udgøres af disse troende, som i forbundethed med deres hierarki danner forskellige sammenslutninger. Imellem disse enkelte kirker eller riter består der et vidunderligt fællesskab, således at mangfoldigheden i Kirken på ingen måde er til skade for dennes enhed, men tværtimod fremhæver den. Det er den katolske Kirkes forsæt, at de enkelte kirkers eller riters traditioner skal bevares helt og holdent samtidig med, at deres livsstil tilpasses tidens og stedets forskellige nødvendig krav2.

3.Adskiller disse enkelte kirker - såvel i Østen som i Vesten - sig på én måde fra hinanden, nemlig hvad angår de såkaldte riter, dvs. liturgi, kirkeret og åndelig arv, er de dog på lige måde betroet pavens hyrdeembede, der efter guddommelig indstiftelse er den salige Peters efterfølger i primatet over den universelle Kirke. Netop således er disse kirker ligeværdige, at ingen af dem udmærker sig frem for de andre på grund af ritus, men alle nyder de samme rettigheder og har samme forpligtelser, også når det gælder forkyndelsen af evangeliet i hele verden (jf. Mark. 16,15), under pavens ledelse.

 

4.Der skal derfor overalt i verden drages omsorg for de enkelte kirkers opretholdelse og vækst, og hvor de troendes åndelige vel kræver det, skal der oprettes sogne og eget hierarki. De forskellige kirkers ledere, som udøver jurisdiktion inden for samme område, skal ved regelmæssige møder rådslå om fremme af enhed i handlen og med forenede kræfter støtte fælles bestræbelser på både hurtigt at fremme religionens vel og effektivt varetage gejstlighedens disciplin3. Alle gejstlige og alle, som forbereder sig på at modtage ordination, bør have en grundig undervisning om riterne og især om de praktiske regler vedrørende forholdet mellem de forskellige riter. Også lægfolket skal i den kateketiske undervisning belæres om riterne og deres regler. Endelig bør hver eneste katolik samt alle, som er døbt i en ikke-katolsk kirke eller kirkesamfund, og som optages i den katolske Kirkes fulde fællesskab, overalt i verden bevare deres egen ritus, pleje den og efter bedste evne rette sig efter den4. I særlige situationer, som drejer sig om spørgsmål vedrørende personer, kirkesamfund eller regioner, har man ret til at vende sig til Den apostoliske Stol, der - som den højeste instans i interkirkelige forhold - i økumenisk ånd enten selv eller gennem andre myndigheder vil foretage det nødvendige ved at udstede regler, anordninger eller reskripter.

 

Bevarelsen af de orientalske kirkers åndelige arv

5.Historien, traditionerne og talrige kirkelige institutioner vidner klart om, i hvor høj grad de orientalske kirker har gjort sig fortjente inden for den universelle Kirke5. Det Hellige Koncil vil derfor ikke blot omtale denne kirkelige og åndelige arv med skyldig agtelse og passende ros, men det betragter den som hørende fuldt og fast med til Kristi universelle Kirkes arv. Af denne grund erklærer Koncilet højtideligt, at såvel Østens som Vestens kirker har ret og pligt til at blive styret efter egne særlige ordninger, som jo udmærker sig ved ærværdig alder, og som mere stemmer overens med de troendes skikke og derfor synes bedre egnede med hensyn til sjælesorgen.

6.Alle orientalske kristne skal med sikkerhed vide, at de altid kan og bør bevare deres egne retmæssige liturgiske riter og særlige kirkeordning, og at ændringer kun bør indføres på grundlag af vedvarende og organisk udvikling. Alt dette bør de orientalske kristne derfor våge over med største trofasthed; ligeledes bør de dag for dag søge at opnå større kendskab til samt mere fuldkommen brug af disse ting, og skulle de af tidsmæssige eller personlige årsager fejlagtigt komme bort fra dem, bør de bestræbe sig på at vende tilbage til fædrenes traditioner. Alle, som enten på embeds vegne eller ved apostolisk tjeneste hyppigt måtte komme i forbindelse med de orientalske kirker eller disses troende, bør på grund af deres ansvarsfulde opgave undervises grundigt i kendskabet til og udøvelsen af de orientalske riter, orientalsk kirkeordning, lære, historie og egenart6. Det anbefales indtrængende, at ordenssamfund og fællesskaber af latinsk ritus, som har deres virke i orientalske områder eller blandt orientalske kristne, så vidt muligt opretter huse eller også provinser af orientalsk ritus for derved at effektivisere deres apostolat7.

 

De orientalske patriarker

7.Fra de ældste tider har den patriarkalske institution trivedes i Kirken og været anerkendt af allerede de første økumeniske konciler8.

 

Betegnelsen "orientalsk patriark" tilkommer en biskop, som efter de kirkeretslige bestemmelser og med forbehold af pavens primat udøver lovlig jurisdiktion over alle til sit område eller sin ritus hørende biskopper - metropolitter ikke undtaget - klerus og lægfolk9.

 

Hvor som helst en biskop af en bestemt ritus indsættes uden for sit patriarkats område, forbliver han efter de kirkeretslige bestemmelser tilknyttet hierarkiet i denne rites patriarkat.

8.Selv om nogles oprindelse er tidsmæssig senere end andres, er de orientalske kirkers patriarker alle lige med hensyn til den patriarkalske værdighed; dette med forbehold af den retslig fastlagte æresforrang, som består imellem dem10.

9.Efter Kirkens ældgamle tradition tilkommer der de orientalske kirkers patriarker en særlig ære, eftersom de hver især forestår deres patriarkat som fader og overhoved.

 

Derfor bestemmer dette Hellige Koncil, at deres rettigheder og privilegier skal genoprettes i overensstemmelse med hver enkelt kirkes ældgamle traditioner og med de økumeniske koncilers dekreter11.

 

Der er her tale om de rettigheder og privilegier, som var gældende, da Østen og Vesten var forenede, selv om de i nogen grad skal tilpasses de nutidige forhold.

 

Sammen med deres synoder udgør patriarkerne en højere instans i alle patriarkatets anliggender, også hvad angår ret til at oprette nye eparkier (orientalske bispedømmer O.a.) og udnævne biskopper af egen ritus inden for patriarkatets område, dog med forbehold af pavens umistelige ret til at intervenere i enkelttilfælde.

10.Hvad der er sagt om patriarkerne, gælder ifølge kirkeretten også for de storærkebiskopper, som forestår en hel lokalkirke eller ritus12.

11.Da den patriarkalske institution er den traditionelle styreform i de orientalske kirker, ønsker dette hellige og økumeniske Koncil, at der, hvor det er nødvendigt, skal oprettes nye patriarkater, hvis konstituering er forbeholdt det Økumeniske Koncil eller paven13.

 

Sakramenternes orden og indretning

12.Det Hellige Økumeniske Koncil bekræfter og berømmer den gamle sakramentsorden, som hersker hos de orientalske kirker, samt den praksis, som vedrører fejringen og forvaltningen af disse, og det er Koncilets ønske, at denne orden i givet fald genoprettes.

13.Den fra ældgammel tid herskende orden vedrørende tjeneren for den Hellige Krisams Sakramente (sc. Firmelsen. O.a.) skal genoprettes i fuldt omfang. Derfor kan præster meddele dette sakramente ved brug af krisam, som er indviet af en patriark eller biskop14.

14.Alle orientalske præster kan enten i forbindelse med Dåben eller separat gyldigt meddele dette sakramente til alle troende af enhver ritus, inklusive den latinske, under overholdelse af de såvel almindelige som partikulære retslige forskrifter med hensyn til tilladelighed15. Præster af latinsk ritus, som har fuldmagt til at forvalte dette sakramente, kan meddele dette - dog uden at ændre ritus - også til troende fra de orientalske kirker under overholdelse af de med hensyn til tilladelighed eksisterende retslige forskrifter, det være sig almindelige eller partikulære16.

15.De troende er forpligtet til på søn- og helligdage at overvære den guddommelige liturgi (nadvergudstjeneste. O.a.) eller - i overensstemmelse med deres egen ritus' forskrifter eller sædvane - fejringen af den guddommelige lovprisning 17(korbøn. O.a.). For at de troende lettere kan efterkomme denne forpligtelse, bestemmes, at fristen for opfyldelse af dette bud strækker sig fra vigiliens vesper og indtil søn- eller festdagens afslutning18. Det lægges de troende indtrængende på sinde, at de på disse dage, ja også oftere og gerne hver dag, modtager den Hellige Eukaristi19.

16.Da de troende fra forskellige enkeltkirker lever blandet imellem hinanden inden for samme orientalsk-kirkelige region eller territorium, udstrækkes den til præsterne af enhver ritus retmæssigt og uden restriktioner af deres egne biskopper givne fuldmagt til at høre skrifte til såvel hele den biskops område, der har givet fuldmagten, som til steder og troende af enhver anden ritus inden for dette område, medmindre en biskop udtrykkeligt nægter dette med hensyn til sin ritus' steder20.

17.For at den gamle orden vedrørende Ordinationens Sakramente igen kan blive gældende, ønsker dette Hellige Koncil, at det permanente diakonat genindføres, hvor det måtte være kommet ud af brug21. Med hensyn til subdiakonatet og de lavere vielser samt disses rettigheder og pligter skal enhver enkeltkirkes lovgivende myndighed træffe de nødvendige anordninger22.

18.For at forebygge ugyldige ægtevielser, når orientalske katolikker indgår ægteskab med døbte orientalske ikke-katolikker, og for at drage omsorg for ægteskabets holdbarhed og hellighed og for husfreden, bestemmer det Hellige Koncil, at overholdelsen af den kanoniske form kun berører tilladeligheden af disse ægtevielser; hvad gyldigheden angår, er det nok, hvis der er en viet embedsindehaver til stede, dog med det forbehold, at alle andre retslige forskrifter overholdes23.

 

Gudstjenesten

19.For fremtiden tilkommer det ene og alene det Økumeniske Koncil eller Den apostoliske Stol at indføre, flytte eller afskaffe festdage, som er fælles for alle orientalske kirker. Imidlertid tilkommer det de patriarkale eller ærkebiskoppelige synoder, foruden Den apostoliske Stol, at indføre, flytte eller afskaffe festdage for de enkelte lokalkirker; dette må dog kun ske ved tilbørlig hensyntagen til hele området og de øvrige lokalkirker24.

20.Indtil det kommer til den ønskede overenskomst mellem alle kristne om en fælles dag, hvor alle fejrer påskefesten, overlades det imidlertid for at fremme enheden mellem de kristne, som bor i samme område eller land, patriarkerne eller de øverste stedlige kirkelige myndigheder, at de enstemmigt og efter at have rådført sig med dem, det måtte angå, enes om at fejre påskedagen på én og samme søndag25.

21.De enkelte troende, som opholder sig uden for deres ritus' region eller territorium, kan, hvad forskrifterne for de hellige tider angår, helt og fuldt rette sig efter den på deres opholdssted herskende orden. I familier af forskellig ritus er det tilladt at rette sig efter forskrifterne for én og samme ritus26.

22.De orientalske gejstlige og ordensfolk bør fejre den Guddommelige Lovprisning, som fra de ældste tider har været holdt i stor ære i alle de orientalske kirker, efter deres egen kirkeordens forskrifter og traditioner27. Også de troende bør, idet de følger deres forfædres eksempel, efter bedste evne og med andagt hellige sig den Guddommelige Lovprisning.

23.Patriarken med sin synode eller hver kirkes øverste myndighed har sammen med hierarkernes råd ret til at bestemme sprogbrugen i de hellige liturgiske handlinger samt, efter at have aflagt beretning til Den apostoliske Stol, at godkende oversættelser af teksterne til modersmålet28.

 

Samkvemmet med brødrene fra de ikke-unerede kirker

24.De orientalske kirker, som har fællesskab med Den Romerske Apostoliske Stol, har ifølge principperne i Det Hellige Koncils dekret om økumeni den opgave at fremme enheden mellem alle kristne og især mellem de orientalske. Dette skal først og fremmest ske ved bøn, ved livsførelse, ved samvittighedsfuld troskab mod de gamle orientalske traditioner, ved at lære hinanden bedre at kende, ved samarbejde og ved broderlig respekt for de andres liv og tankegang29.

25.Af ikke-unerede orientalske kristne, som under indflydelse af Helligåndens nåde kommer til den katolske enhed, skal der ikke kræves mere, end hvad den enkle katolske trosbekendelse forlanger. Da endvidere det gyldige præstedømme er bevaret hos dem, har orientalske gejstlige, som kommer til den katolske enhed, fuldmagt til i overensstemmelse med de af den kompetente myndighed givne normer at udøve det embede, hvortil de er ordineret30.

26.Et sakraments- og gudstjenestefællesskab, som skader Kirkens enhed eller indebærer enten formal tilknytning til en vranglære eller fare for frafald fra troen, for forargelse og for ligegyldighed, er ved guddommelig lov forbudt31. Men den pastorale praksis viser, at hvad de orientalske brødre angår, kan og bør der tages hensyn til forskellige personlige forhold, hvor disse hverken krænker Kirkens enhed eller udgør farer, som bør undgås, men hvor frelsesnødvendigheden og sjælenes åndelige vel gør det påkrævet. Den katolske Kirke har derfor alt efter tidsmæssige, stedlige og personlige forhold ofte anvendt og anvender stadig en mildere fremgangsmåde, idet den, ved deltagelsen i sakramenterne og i andre hellige handlinger og ting, tilbyder alle mennesker frelsesmidlerne og vidnesbyrdet om gensidig kristen kærlighed. Ud fra disse overvejelser har Det Hellige Koncil, "for at vi ikke på grund af dommens strenghed må blive til hindring for dem, som frelses"32, og for i højere grad at fremme enheden med de ikke-unerede orientalske kirker bestemt følgende fremgangsmåde:

27.Ihukommende de nævnte principper kan Bodens Sakramente, Eukaristien og De Syges Salvelse meddeles orientalere, som i god tro befinder sig adskilt fra den katolske Kirke, hvis de af sig selv beder om det og er disponeret på rette måde; ligeledes er det tilladt katolikker at bede om disse sakramenter af ikke-katolske gejstlige, i hvis kirke sakramenterne bliver gyldigt administreret, så ofte et alvorligt behov eller en virkeligt åndelig gavn måtte gøre dette tilrådeligt, og det måtte vise sig at være fysisk eller moralsk umuligt at opsøge en katolsk præst33.

28.Ligeså tillades, ud fra de nævnte samme principper, en fælles delagtighed i hellige handlinger, ting og steder mellem katolikker og ikke-unerede orientalske brødre, hvor vægtige grunde taler herfor34.

29.Denne mildere håndhævelse af sakraments- og gudstjenestefællesskabet med brødrene fra de ikke-unerede orientalske kirker overlades til de stedlige biskoppers bevågenhed og styrelse, for at de, efter at have rådført sig med hinanden og om nødvendigt efter at have hørt også de ikke-unerede kirkers biskopper, ved egnede og virksomme forskrifter og normer kan sørge for de kristnes indbyrdes samkvem.

 

Konklusion

30.Det Hellige Koncil glæder sig meget over det frugtbare og aktive samarbejde mellem de orientalske og de vestlige katolske kirker og erklærer samtidig: alle disse juridiske bestemmelser gælder for de nuværende forhold, indtil den katolske Kirke og de ikke-unerede orientalske kirker når frem til fuldt fællesskab.

 

I mellemtiden opfordres alle kristne, såvel orientalere som vestlige, indstændigt til at opsende brændende og udholdende, ja, daglige bønner til Gud, at alle ved Guds Moders hjælp må blive ét. De skal også bede om, at Helligåndens, Talsmandens, fylde af kraft og trøst må strømme ud over så mange kristne fra alle kirker, som lider og trænges, fordi de tappert bekender Kristi navn.

 

"Vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed" (Rom. 12,10).

 

Dette dekret er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den apostoliske myndighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger det, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gennem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære.

Rom, ved Skt. Peter, den 21.november 1964

Paul, den katolske kirkes biskop

med koncilsfædrenes underskrifter.

Bekendtgørelse

Angående dekretet om de orientalske katolske kirker har paven fastsat en frist på to måneder, indtil det træder i kraft, men har dog givet patriarkerne fuldmagt til at afkorte eller forlænge denne, hvor vægtige grunde måtte tale for det.

 

X Pericles Felici

Titularærkebiskop af Samosata

Det Hellige Økumeniske Andet Vatikankoncils generalsekretær

 

1 Jf. LEO XIII, Apost. brev Orientalium dignitas, af 30.nov. 1894: Acta Leonis XIII, bd.XIV (1894), ss.201-202.

Tilbage til tekst

2 Jf. LEO IX, Brev In terra pax, år 1053: "Ut enim". - INNOCENTIUS III, 4.Laterankoncil, år 1215, kap. 4: "Licet Graecos"; Brev Inter quattuor, 2.aug. 1206: "Postulasti postmodum". - INNOCENTIUS IV, Brev Cum de cetero, 27.aug. 1247; Brev Sub catholicae, 6.marts 1254, indledning. - NICOLAUS III, Instruks Istud est memoriale, 9.okt. 1278. - LEO X, Apost. brev Accepimus nuper, 18.maj 1521. - PAULUS III, Apost. brev Dudum, 23.dec. 1534. - PIUS IV, Konstit. Romanus Pontifex, 16.febr. 1564, §5. - CLEMENS VIII, Konstit. Magnus Dominus, 23.dec. 1595, §10. - PAULUS V, Konstit. Solet circumspecta, 10.dec. 1615, §3. - BENEDICTUS XIV, Rundskr. Demandatam, 24.dec. 1743, §3; Rundskr. Allatae sunt, 26.juni 1755, §§3, 6-19, 32. - PIUS VI, Rundskr. Catholicae communionis, 24.maj 1787. - PIUS IX, Brev In suprema, 6.jan. 1848, §3; Apost. brev Ecclesiam Christi, 26.nov. 1853; Konstit. Romani Pontificis, 6.jan. 1862. - LEO XIII, Apost. brev Praeclara, 20.juni 1894, n.7; Apost. brev Orientalium dignitas, 30.nov. 1894, indledning, o.s.v.

Tilbage til tekst

3 Jf. PIUS XII, Motu proprio Cleri Sanctitati, 2.juni 1957, can.4.

Tilbage til tekst

4 Jf. PIUS XII, Motu proprio Cleri Sanctitati, can.8: "sine licentia Sedis Apostolicae" ("uden den Apostoliske Stols tilladelse") i overensstemmelse med tidligere århundreders praksis vedr. de døbte ikke-katolikker blev der i can.11 sagt: "De kan gerne tilslutte sig den ritus, som de selv vælger"; i denne citerede tekst anbefales det, at alle overalt bevarer deres egen ritus.

Tilbage til tekst

5 Jf. LEO XIII, Apost. brev Orientalium dignitas, 30.nov. 1894; Apost. brev Praeclara gratulationis, 20.juni 1894; og andre dokumenter som blev citeret i note 2.

Tilbage til tekst

6 Jf. BENEDICTUS XV, Motu proprio Orientis catholici, 15.okt. 1917. - PIUS XI, Rundskr. Rerum orientalium, 8.sept. 1928, o.s.v.

Tilbage til tekst

7 Den praksis, som blev fulgt i den katolske kirke under Pius XI, Pius XII og Johannes XXIII, beviser tilstrækkeligt denne retning.

Tilbage til tekst

8 Jf. Følgende konciler: 1.NIKÆA, can.6. - 1.KONSTANTINOPEL, can.2 og 3. - KALCHEDON, can.28; can.9. - 4.KONSTANTINOPEL, can.17; can.21. - 4.LATERAN, can.5; can. 30. - FIRENZE, Dekretum pro Graecis, osv.

Tilbage til tekst

9 Jf. 1.NIKÆA, can.6. - 1.KONSTANTINOPEL, can.3. - 4.KONSTANTINOPEL, can.17. - PIUS XII, Motu proprio Cleri sanctitati, can.216, §2,1.

Tilbage til tekst

10 Se de økumeniske konciler: 1.NIKÆA, can.6. - 1.KONSTANTINOPEL, can.3. - 4.KONSTANTINOPEL, can.21. - 4.LATERAN, can.5. - FIRENZE, Dekretum pro Graecis, 6.juli 1439, §9. - Jf. PIUS XII, Motu proprio Cleri sanctitati, 2.juni 1957, can.219, osv.

Tilbage til tekst

11 Jf. ovenfor note 8.

Tilbage til tekst

12 Jf. KONCILET I EFESUS, can.8. - CLEMENS VII, Dekret Romanum Pontificem, 23.febr. 1596. - PIUS VII, Apost. brev In universalis Ecclesiae, 22.febr. 1807. - PIUS XII, Motu proprio Cleri sanctitati, 2.juni 1957, can.324-339. - LOKALKONCILET I KARTAGO, år 419, can.17.

Tilbage til tekst

13 Jf. LOKALKONCILET I KARTAGO, år 419, can.17 og 57. KONCILET I KALCHEDON, år 451, can.12. - SKT. INNOCENTIUS I, Brev: Et onus et honor, år ca. 415: "Nam quid sciscitaris". - SKT. NICOLAUS I, Brev: Ad consulta vestra, 13. nov.866: "A quo autem". - INNOCENTIUS III, Brev Rex Regum, 25.febr. 1204. - LEO XII, Apost. konstit. Petrus Apostolorum Princeps, 15.aug. 1824. - LEO XIII, Apost. brev Christi Domini, år 1895. - PIUS XII, Motu proprio Cleri sanctitati, 2.juni 1957, can.159.

Tilbage til tekst

14 Jf. INNOCENTIUS IV, Brev Sub catholicae, 6.marts 1254, §3, n.4. - 2.KONCIL I LYON, år 1274 (trosbekendelse af Michael Paleolog fremlagt for Gregorius X). - EUGENIUS IV ved koncilet i Firenze, Konstit. Exultate Deo, 22.nov. 1439, §11. - CLEMENS VIII, Instruks Sanctissimus, 31.aug. 1595. - BENEDICTUS XIV, Konstit. Etsi pastoralis, 26.maj 1742, §2, n.1, §3, n.1, o.s.v. - SYNODEN I LAODIKEA, årene 347-381, can.48; ARMENERNES SYNODE I SIS, år 1342. - MARONITTERNES SYNODE I LIBANON, år 1736, 2. del, kap. 3, n.2, og andre partikulære synoder.

Tilbage til tekst

15 Jf. DET HELLIGE OFFICIUM, Instruks (til biskoppen i Spis) år 1783; PROPAGANDAKONGREGATIONEN (til Kopterne), 15.marts 1790, n. XIII; dekret af 6.okt. 1863, C. a. - KONGREGATIONEN FOR DE ORIENTALSKE KIRKER, 1.maj 1948. - DET HELLIGE OFFICIUM, svar 22.april 1896 og brev 19.maj 1896.

Tilbage til tekst

16 CODEX IURIS CAN. (1917), can.782, §4. - KONGR. FOR DE ORIENTALSKE KIRKER, Dekret De Sacramento Confirmationis administrando... Om meddelelse af firmelsens sakramente også til de orientalske troende ved de præster af den latinske ritus, som har denne tilladelse for de troende af deres egen ritus, - 1.maj 1948.

Tilbage til tekst

17 Jf. SYNODEN I LAODIKEA, årene 347-381, can.29. - SKT. NIKEFOROS AF KONSTANTINOPEL, kap. 14; ARMENERNES SYNODE I DVIN, år 719, can.31. - SKT. THEODORUS STUDITA, Sermo 21. - SKT. NICOLAUS I, Brev Ad consulta vestra, 13.nov. 866: "In quorum Apostolorum"; "Nos cupitis"; "Quod interrogatis"; "Praeterea consulitis"; "Si die Dominico"; og de partikulære synoder.

Tilbage til tekst

18 Det er noget nyt, i det mindste dér, hvor der eksisterer forpligtelse til at deltage i den Hl. Liturgi; men det svarer til orientalernes opfattelse af den liturgiske dag.

Tilbage til tekst

19 Jf. Canones apostolorum, 8 og 9. - SYNODEN I ANTIOKIA, år 341, can. 2. - TIMOTHEUS AF ALEXANDRIA, Interrogat. 3. - INNOCENTIUS III, Konstit. Quia divinae, 4.jan. 1215; og flere partikulære synoder i de orientalske kirker i den senere tid.

Tilbage til tekst

20 Ved at respektere den territoriale jurisdiktion ønsker denne bestemmelse (canon) at indføre flere jurisdiktioner på samme territorium til sjælenes bedste.

Tilbage til tekst

21 Jf. 1.KONCIL I NIKÆA, can.18. - SYNODEN I NEOKÆSAREA, årene 314-325, can.12. - SYNODEN I SARDIKA, år 343, can.8. - SKT. LEO DEN STORE, Brev Omnium quidem, 13.jan. 444. - KONCILET I KALCHEDON, can.6. - 4.KONCIL I KONSTANTINOPEL, can.23, 26, o.s.v.

Tilbage til tekst

22 Subdiakonatet betragtes af flere orientalske kirker som en lavere vielse, men i Motu proprio Cleri sanctitati har PIUS XII knyttet samme forpligtelser til det som til de højere vielser. Bestemmelsen (canon) her foreslår, at man skulle komme tilbage til den gamle praksis i de enkelte kirker, ang. subdiakonatets forpligtelser, til trods for at den begrænser den almindelige lovbestemmelse i Cleri sanctitati.

Tilbage til tekst

23 Jf. PIUS XII, Motu proprio Crebrae allatae, 22.febr. 1949, can.32, §2. n.5 (patriarkernes fuldmagt til at dispensere fra "forma"). - PIUS XII, Motu proprio Cleri sanctitati, 2.juni 1957, can.267 (patriarkernes fuldmagt til "sanatio in radice"). - DET HELLIGE OFFICIUM og KONGREGATIONEN FOR DE ORIENTALSKE KIRKER har i 1957 for fem år givet "metropolitter og andre kirkelige myndigheder uden for patriarkaters territorium. . . som ikke har nogen anden overordnet end Den apostoliske Stol" fuldmagt vedr. de to nævnte dispensationer.

Tilbage til tekst

24 Jf. SKT. LEO DEN STORE, Brev Quod saepissime, 15.april 454: "Petitionem autem". - SKT. NIKEFOROS AF KONSTANTINOPEL, kap.13. - PATRIARK SERGIUS' SYNODE, 18.sept. 1596, can.17. - PIUS VI, Apost. brev Assueto paterne, 8.april 1775, o.s.v.

Tilbage til tekst

25 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Konstit. Om Liturgien.

Tilbage til tekst

26 Jf. CLEMENS VIII, Instruks Sanctissimus, 31.aug. 1595, §6: "Si ipsi graeci". - DET HELLIGE OFFICIUM, 7.juni 1673, ad 1 og 3; 13.marts 1727; ad I. - PROPAGANDAKONGREGATIONEN, Dekret, 18.aug. 1913, art.33; Dekret, 14.aug. 1914, art.27; Dekret, 27.marts 1916, art.14; KONGREGATIONEN FOR DE ORIENTALSKE KIRKER, Dekret, 1.marts 1929, art.36; Dekret, 4.maj 1930, art.41.

Tilbage til tekst

27 Jf. SYNODEN I LAODIKEA, årene 347-381, can.18. - CHALDÆERNES SYNODE I MAR ISSAC, år 410, can.15. - ARMENERNES SYNODE I NERSES GLAÏETSI, år 1166. - INNOCENTIUS IV, Brev Sub catholicae, 6.marts 1254, §8. - BENEDICTUS XIV, Konstit. Etsi Pastoralis, 26. maj 1742, §7, n.5; Instruks Eo quamvis tempore, 4.maj 1745, §§42ff. - De senere partikulære synoder: Armenernes (1911), Kopternes (1898), Maronitternes (1736), Rumænernes (1872), Rutenernes (1891), Syrernes (1888).

Tilbage til tekst

28 Ifølge den orientalske tradition.

Tilbage til tekst

29 Ifølge ordlyd af pavelige dokumenter vedr. fællesskab mellem enkelte orientalske katolske kirker.

Tilbage til tekst

30 Koncilets forpligtelse over for alle orientalske adskilte brødre og alle deres vielser (alle grader) af guddommelig eller kirkelig oprindelse.

Tilbage til tekst

31 Denne opfattelse er også gældende i de adskilte kirker.

Tilbage til tekst

32 Jf. SKT. BASILIUS DEN STORE, Epistula canonica ad Amphilochium: PG 32, 669 B.

Tilbage til tekst

33 Som begrundelse for disse mildere normer, tager man hensyn til:

1) sakramenternes gyldighed

2) den gode tro og den gode indstilling

3) behov for den evige frelse

4) mangel på præst fra eget (kirke)samfund

5) at man udelukker farer og en formel tilslutning til vranglære.

Her drejer det sig om "communicatio in sacris extrasacramentalis", dvs. om deltagelse i de hellige handlinger foruden sakramenterne. Koncilet tillader dette mildere princip, under den forudsætning, at alle lovens bestemmelser bliver holdt.