Konstitution om den hellige Liturgi
DET ANDET VATIKANKONCILS KONSTITUTION OM
DEN HELLIGE LITURGI -"DET HELLIGE KONCIL"
DE SACRA LITURGIA -"SACROSANCTUM CONCILIUM"
--------------------------------------------------------------------------------
Indhold
Konstitution om den hellige Liturgi
Forord af pater Ansgar Kristensen O.S.B
INDLEDNING
Kapitel 1 GENERELLE PRINCIPPER FOR LITURGIENS FORNYELSE OG FREMME
I.Liturgiens væsen og dens betydning i Kirkens liv
II.Liturgisk uddannelse og aktiv deltagelse
III.Liturgiens fornyelse
IV.Fremme af det liturgiske liv i bispedømme og sogn
V.Fremme af den pastoral-liturgiske bevægelse
Kapitel 2 EUKARISTIENS MYSTERIUM
Kapitel 3 DE ØVRIGE SAKRAMENTER OG SAKRAMENTALIERNE
Kapitel 4 TIDEBØN
Kapitel 5 DET LITURGISKE ÅR
Kapitel 6 KIRKEMUSIKKEN
Kapitel 7 KIRKEKUNST OG KULTGENSTANDE
Tillæg
DET ANDET VATIKANKONCILS ERKLÆRING OM REVISIONEN AF KALENDEREN
--------------------------------------------------------------------------------
Forord
Forhistorien
Det andet Vatikankoncils Konstitution om Liturgien er som de øvrige koncildokumenter ikke opstået udelukkende som et resultat af koncilsfædrenes arbejde under koncilet, men den har sine forudsætninger i og er den foreløbige kulmination af årtiers liturgiske studium og praksis. Den er et højdepunkt, ikke et punktum, men en ny begyndelse til udførelse og videreudvikling af koncilets bestemmelser, som den efterkonciliære tid da også har bevist.
Den liturgiske fornyelse, der finder sit udtryk i Liturgikonstitutionen, kan føres tilbage til det 19. århundredes fornyelsesbevægelser. Indirekte er den en frugt af den da nyvakte interesse for Bibelen, kirkefædrene, klosterlivet, oldkirken og ekklesiologien, og direkte af den benediktinske renæssance, der udgik fra Solesmes Abbediet i Frankrig. Denne tilbagevenden til kilderne inspirerede fornyet interesse for liturgien og spredte sig i starten overvejende i benediktinerklostrene, mens den først i begyndelsen af det 20. århundrede begyndte at gennemtrænge det pastorale liv hos lægfolket. Takket være foregangsmænd som benediktineren Lambert Beauduin undgik liturgien at blive et indre benediktinsk anliggende, og den liturgiske fornyelse blev styret i en mere pastoral og folkelig retning. Den vandt tilslutning især i Belgien, Tyskland og Frankrig, først blandt akademikere og studenter, men fra begyndelsen af trediverne også i sognene. Man sørgede for liturgisk katekese, og en række fremragende teologer forsøgte at vise liturgien som hele Kirkens sjæl. Der var behov for en sådan fornyelse, for liturgien var stivnet i ydre former i et sprog, der fremmedgjorde flertallet for aktiv deltagelse. Man indså, at en levende kristendom måtte afhænge af en intens medleven i Kirkens liturgiske liv. Den liturgiske bevægelse er således opstået nedefra af pastorale grunde, men den fandt genklang hos Pius XII, der med sin rundskrivelse "Mediator Dei" (1947) gav den sin anerkendelse. De første resultater heraf var Påskeliturgiens fornyelse, oversættelse af sakramenternes ritualer til modersmålet, dialogmesser, ændringer i bestemmelserne for eukaristisk faste, aftenmesser o.s.v. Da Johannes XXIII i 1959 indkaldte til et koncil, var det blevet klart for mange, at en nødvendig forudsætning for den ønskede kirkelige fornyelse var en fornyelse af liturgien, så den kunne fremstå på en måde, hvor den virkelig kunne blive kirkefolkets medleven i forløsningsmysteriet.
Tilblivelsen
I maj 1959 oprettede Johannes XXIII en kommission, der skulle forberede det berammede koncil, og denne kommission udbad sig hos alle verdens biskopper forslag til emner, man ønskede behandlet på koncilet. Det viste sig, at ikke mindre end en fjerdedel af de over 2000 indsendte forslag omhandlede liturgien. Den liturgiske bevægelse og den af Pius XII påbegyndte liturgiske fornyelse havde båret brugt. I juni 1960 oprettedes derfor en særlig kommission, der skulle forberede et skema om liturgien, der kunne forelægges koncilsfædrene til diskussion. Denne kommission bestod af en formand, en sekretær, 23 medlemmer samt 36 rådgivere, og man bestræbte sig på, at alle kontinenter blev repræsenteret, og at den kom til at bestå ikke blot af biskopper, men også af liturgiske eksperter. Denne kommission fordelte arbejdet på 13 underkommissioner, der dækkede de vigtigste områder inden for de liturgiske spørgsmål, idet det dog allerede fra begyndelsen var blevet klart, at man ikke kunne forvente, at koncilet skulle beskæftige sig med andet end de grundlæggende principper, medens udførelsen måtte overlades tiden efter koncilet. Det blev disse underkommissioner, der udførte det egentlige forberedelsesarbejde, og de fungerede så godt, at den liturgiske forberedelseskommission som sådan kun afholdt tre plenarmøder, sidste gang i februar 1962, hvor den endelige tekst, der skulle forelægges koncilsfædrene, blev vedtaget.
Få dage efter koncilets åbning i oktober 1962 blev det besluttet at tage liturgien op som det første emne, der skulle behandles. Det skyldtes først og fremmest den høje kvalitet, det af forberedelseskommissionen udarbejdede skema havde takket være de indkaldte liturgiske eksperter. En medvirkende årsag kan også have været på den ene side manges ønske om at begynde koncilet med et emne, der tog sig ufarligt ud, idet man jo måtte prøve sig frem og gradvist lære, hvordan koncilet ville fungere. På den anden side var mange biskopper overbeviste om vigtigheden af at begynde koncilet med et pastoralt emne, der berørte selve Kirkens fornyelse, skønt det måske havde været rimeligere at begynde med ekklesiologien. Men det var ikke muligt, da dette skema endnu ikke var udarbejdet.
Efter at det var vedtaget, at koncilets første emne skulle være liturgien, oprettedes en koncilskommission, der kom til at bestå af 16 af koncilsfædrene valgte og 8 af paven udpegede medlemmer, der til hjælp fik tildelt 26 eksperter. Denne kommissions opgave var at gennemarbejde forberedelseskommissionens skema i lyset af de ændringsforslag og indlæg, som koncilsfædrene kom med under skemaets behandling. I første omgang beskæftigede koncilsfædrene sig med skemaet fra oktober til november 1962, og alene i denne periode kom der ikke mindre end 328 mundtlige og 297 skriftlige indlæg angående skemaet, der den 14.november ved afstemning blandt koncilsfædrene (2.162 stemmer for og 46 mod) blev godkendt med et stort flertal. Kommissionen bearbejdede herefter skemaet i lyset af disse indlæg, og indtil november 1963 diskuterede koncilsfædrene resultaterne på en række plenarforsamlinger, hvorefter det endelige udkast blev vedtaget ved den afsluttende forsamling i november 1963 med 2.147 stemmer for og kun 4 imod. Den 4.december 1963 promulgerede pave Paul VI den vedtagne tekst som Det andet Vatikankoncils Konstitution om Liturgien.
Konstitutionens teologiske indhold
Det vedtagne dokument er ikke et dekret, det vil sige, det indeholder ikke praktiske normer til en liturgisk reform. Det er derimod en konstitution, hvor teologiske grundsætninger bliver fremlagt som baggrund for en senere praktisk fornyelse. Konstitutionens første paragraf angiver koncilets mål (1): Fornyelse af Kirkens indre liv, tilpasning til en forandret verden, økumeni og mission. Det er vigtigt at bemærke, at det første mål er den indre fornyelse, der ses som forudsætning for de andre mål og for de praktiske reformer, der uden dette ville forblive ufrugtbare.
Den umiddelbart væsentligste indsigt, der kommer til udtryk i konstitutionen er den syntese af liturgiens væsen, der kan uddrages af teksten. I Kirkens liturgi, hvor Kristus er virksom til stede som ypperstepræst og formidler (5,7f.,33,35,48,83,104), fuldbyrdes forløsningsværket (2,5, 47, 102, 107) under hellige tegn (7,21,33,47f.,59f.,122) ved Helligåndens kraft (6). Dette forløsningsmysterium blev forkyndt i den gamle pagt (5) og når sit højdepunkt i Påskemysteriet, Kristi død, opstandelse og himmelfart (5). Det åbenbares og er virksomt i liturgien (2,6,35,61,102-104,106f., 109) indtil Herrens genkomst (6,8,47) både i Guds ord (2,5,7,9,24,33,35,48,51f.,92,106,109,112,121) og i sakramenterne som hørbare (33,35,59) eller synlige tegn (6f.,47,59,61).
Det drejer sig her om forsoning med Gud (5), frelsens (5,53,102) og nådens (5,10f.,21,33,47,59,61,77,102) formidling, dødens overvindelse (5f.,81,106f.,109) og delagtighed i Kristi liv (2,5,8,41,47,59), menneskets helliggørelse (7,10,59-61,64,86,112), verdens konsekration (60f., 83, 88, 94), opbygning af en kristen ånd (14) og fromhedsliv (9,29,90,106f.,120,122,124f.,127), samt et åndeligt liv (12,17,94,101, 105-110), næring af troen (33,52,59,106,122f.), tilskyndelse og styrke til at leve af troen (9f.,48,52,59,105), opbygning af Guds tempel i Helligånden (2, 59), og fællesskab og enhed (2,6-8,10,27,41,47f.,57,106, 112), alt som forberedelse og spirende begyndelse til den kommende herlighed og den himmelske liturgi (8,37).
Som Kristi forløsningsværk er forherligelse af Faderen (5), således vender det benådede menneske sig under hellige tegn (7,21,30,33,48, 83) i Kirkens liturgi i bøn (6f.,12,24,33,48,83-101,105,109,112) og i offer (2,6f.,10,12,17,47f.) mod Gud ved, med og i Kristus (7f.,33,48,83, 104) i Helligånden (6). Denne gudstjeneste består i ihukommelse af forløsningsværket (47,102,106) med glæde (106,109) og taknemmelighed (6,48,106), i tro (9f.,59), håb (102,106) og kærlighed til Gud og medmenneskene (10,47,59,105), som det beder for (53f.,60,83,109), i tilbedelse, forherligelse og lovprisning af Gud (6-8,10,33,59,61,83-85, 89,99, 122) og i bod for egne og andres synder (105,109f.). Denne tjeneste udført med fromt sind (29,99,105-107) udtrykker Kristusmysteriet (2) og skal fortsættes i et levned, der i sin helhed er gudstjeneste og apostolat (9f.).
Liturgien er altså ifølge konstitutionen aktualiseringen af Kristi præstelige virken i dens dobbelte aspekt af frelse og tilbedelse af Gud. Mennesket helliggøres ved ord og sakramente, der i kontrast til modreformationens koncentration om sakramentet er uadskillelige. Denne tanke gennemsyrer hele teksten og finder udtryk på mange måder. Gud frelser os, og vi svarer med lovprisning og taksigelse. Dette foregår ved hjælp af hellige tegn, men disse riter og ceremonier er ikke identiske med liturgien, de er kun den ydre side. Liturgien er heller ikke identisk med kult eller bøn, men den er en dialog, hvor Gud giver os del i frelsen ved ord og sakramente, og hvor mennesket tager imod under lovprisning. Alle liturgiske handlinger besidder dette dobbelte aspekt, selv om det første aspekt er stærkere for eksempel i forkyndelsen og sakramenterne, og det andet i bøn og offer. I eukaristien forbindes de uløseligt med hinanden. Konstitutionen fremhæver således Guds initiativ. Vi hører først Hans ord og bliver Hans børn, før vi kan vende os til Ham i bøn og offer. Messens første del består af ordets tjeneste, hvor vi hører Guds ord i læsningerne, som vi besvarer med bøn og sang, der følges af offertjenesten. Liturgien er altså ikke blot tilbedelse eller bøn til Gud for at opnå frelse, men også et møde med den Gud, der giver os del i frelsen, som vi kun kan tage imod i lovprisning og bøn.
Denne forståelse af liturgien var gennem stivnede og uforståelige former blevet fortrængt over århundrederne, så en kløft var opstået mellem liturgi og sjælesorg. Ifølge konstitutionen er liturgien som frelsens formidling den centrale del af sjælesorgen. Der tages altså klart afstand fra enhver form for antropocentrik, pelagianisme, legalisme, magi og belønningssøgen i dette dokument.
Konstitutionen understreger også, at liturgien er hele gudsfolkets handling. På trods af nyere tids tilskyndelser til mere aktiv deltagelse i liturgien og til ikke at opfatte Kirken som bestående først og fremmest af hierarkiet, betragtedes præsten dog ofte som liturgiens udøver. Men liturgien er hele Kirkens handling, også selv om de fleste liturgiske handlinger kun er mulige gennem en præst. Alle har en funktion i liturgien. Den fulde, bevidste deltagelse i liturgien fremhæves igen og igen i konstitutionen. Lægfolket frembærer ikke blot det eukaristiske offer ved præstens hænder, men sammen med ham (48). Deltagelse i kalken er også et vigtigt økumenisk tegn herpå (55). Tidebønnerne er heller ikke kun præsternes og ordensfolks bøn, men hele Kirkens bøn, altså også lægfolkets (100). Lægfolk kan nu også lede ordets tjeneste i mangel af en præst (35), døbe (68), o.s.v. Liturgien som en fælles handling understreges også af for eksempel koncelebration (57) og opfordringen til fælles tidebøn (99).
Konstitutionen præciserer, at skønt liturgien ikke er identisk med riter og ceremonier, udføres den i hellige tegn indsatte af Kristus og Kirken. For at kunne deltage fuldt ud i liturgien må disse tegn forstås og bevidst medleves. De er ikke magiske, og opus operatum aspektet må ikke overdrives. Men de virker, hvad de betegner. De belærer og styrker troen (34,50). Derfor indføres modersmålet generelt ved visse liturgiske handlinger (76,78), medens dets anvendelse i andre overlades de enkelte bispekonferencer (36,54,63,101,113).
Hvis liturgien er Kristi forløsningsværk aktualiseret under hellige tegn, så er den alt kirkeligt livs kilde og højdepunkt (9f.). Den er kilden til Kirkens liv, fordi den opfordrer til tro og bod, til kærlighed og apostolat - og den sætter os i stand dertil (9f.). Den er Kirkens højdepunkt, fordi alt apostolisk arbejde sigter mod at samle alle Guds børn i Guds Kirke omkring den hellige nadver (10). Det ene formål med al kirkelig aktivitet er jo dette: menneskenes frelse og Guds forherligelse, og det er netop det, der sker i liturgien.
Konstitutionen vil klarlægge liturgiens betydning, men den giver også visse anvisninger til dens fornyelse, der dog som helhed overlades det efterkonciliære arbejde. Således forlanges en revision af de liturgiske bøger og riter (21), hvorved århundreders fiksering blev afsluttet. Nu ligger liturgiske afgørelser ikke mere altid hos den apostoliske Stol, men de overlades i mange tilfælde til biskopperne, så at liturgien kan tilpasses til lokale forhold og skikke (22).
Den efterkonciliære udvikling
Koncilet ønskede altså at give den teologiske baggrund samt almindelige retningslinier for den liturgiske fornyelse, der skulle gennemføres efter koncilet. Den praktiske udførelse blev overladt de forskellige romerske instanser samt de enkelte bispekonferencer. Herved blev der åbnet mulighed for at tilpasse de liturgiske former til forskellige kulturer og til en udstrakt pluralitet, der hviler på en fælles forståelse af, hvad liturgi er.
Over halvdelen af de dokumenter, der er udkommet siden koncilet, har beskæftiget sig med liturgiske spørgsmål. Det er umuligt her at nævne alle disse dokumenter, men særlig opmærksomhed påkræver de nye udgaver af de liturgiske bøger, alle forsynede med vægtige indledninger, der indfører i de respektive bøgers ide. Siden koncilet er alle de liturgiske bøger blevet revideret. Der er udkommet en ny messebog, tidebog, ritualer, læseordning, o.s.v.
Den største pastorale betydning har den nye messebog fået. Den udkom allerede i 1970, og i 1971 blev det overladt bispekonferencerne at anvende modersmålet i messen, en ordning som så at sige er blevet anvendt overalt i verden. I tilknytning til messebogen udkom også et lektionarium, der giver ordet en fremtrædende plads, idet der nu er tre tekstrækker til årets søndage, og to til hverdagene. Således bliver alle vigtige dele af både Det gamle og Det ny Testamente nu læst under messen.
På samme måde blev restriktionerne i anvendelsen af modersmålet i tidebønnerne gradvist ophævet, så præster og ordensfolk nu kan bede på deres eget sprog. At dette har skabt store musikalske problemer i klostrene, hvor man synger tidebønnerne til gregorianske melodier, nævnes kun i forbigående. Men takket være modersmålets indførelse kan hele gudsfolket nu deltage umiddelbart i tidebønnerne, der jo er hele Kirkens bøn.
Altergang under begge skikkelser er blevet indført i mange lande, og lægfolk f.eks. udfører nu mange tjenester, der tidligere var forbeholdt præsteskabet. Og således kan man blive ved.
I det store og hele er liturgireformen afsluttet, selv om udviklingen selvfølgelig går videre, og fornyelsen fortsætter, da Kirken jo ønsker at leve i en stadig fornyelse. Men det drejer sig nu mindre om at ændre de ydre former end om at hjælpe gudsfolket til at tilegne sig de rigdomme, der er blevet lukket op for det. Det er nødvendigt at satse på en dybere forståelse af liturgien, for uden denne indre personlige medleven i liturgien er alle ydre ændringer forgæves. Det er på dette pastoralliturgiske område, at der nu skal sættes ind.
+ Ansgar Kristensen O.S.B.
--------------------------------------------------------------------------------
Paul, biskop, Guds tjeneres tjener,
sammen med koncilsfædrene,
til evig erindring
Konstitutionen "Sacrosanctum Concilium" om Kirkens liturgi
INDLEDNING
1. Det hellige Koncil har sat sig som mål at give det kristne liv blandt de troende mere og mere vækst, at tilpasse de institutioner, der er underkastet forandringens lov, bedre til vor tids behov, at fremme alt det, der kan bidrage til alle kristustroendes enhed og at styrke alt, som hjælper til at kalde alle ind i Kirkens skød. Derfor anser Koncilet det på en særlig måde som sin opgave at sørge for liturgiens fornyelse og pleje.
2. Gennem liturgien, især i Eukaristiens guddommelige offer, "udøves vor forløsnings værk".1 Derfor bidrager den i allerhøjeste grad til, at de troende ved deres liv synligt udtrykker Kristi mysterium og den sande Kirkes uforfalskede væsen. Dennes egenart er jo at være både menneskelig og guddommelig, at være synlig og i besiddelse af usynlige goder, at være ivrig i gerning og fri til meditation, at være til stede i verden og dog på vej. Dog er det menneskelige i Kirken rettet mod det guddommelige og dette underordnet, det synlige mod det usynlige, det aktive mod det kontemplative og det nærværende mod den fremtidige stad, som vi søger efter.2
Samtidig med at liturgien bygger dem, der er indenfor, op til et helligt tempel i Herren, til en Guds bolig i Ånden,3 indtil de er modne til at kunne rumme Kristi fylde,4 forøger den deres kræfter til at kunne forkynde Kristus, og viser således Kirken for dem, der er udenfor, som et tegn, der er oprejst blandt folkene,5 et tegn, Guds adspredte børn skal samle sig til enhed under,6 indtil der bliver én hjord og én hyrde,7
3. Derfor anser det hellige Koncil det for nødvendigt, til liturgiens pleje og fornyelse, at minde om nogle principper og at opstille nogle praktiske normer, som følger. Blandt disse principper og normer er der nogle, der kan anvendes på både den romerske og på alle de andre riter, medens de praktiske normer, der følger, kun skal forstås som gældende for den romerske ritus, medmindre de ifølge sagens natur også angår de øvrige riter.
4. Endelig erklærer det hellige Koncil, i trofasthed mod traditionen, at den hellige Moder Kirken anser alle retmæssig anerkendte riter som lige berettigede og lige værdige. Kirken ønsker at bevare dem for eftertiden og støtte dem på alle måder, og ser gerne, at de om nødvendigt i hele deres omfang i den sunde traditions ånd revideres og forsynes med ny kraft, alt efter vore dages forhold og behov.
Kapitel 1
GENERELLE PRINCIPPER FOR LITURGIENS FORNYELSE OG FREMME
I. Liturgiens væsen og dens betydning i Kirkens liv
5. Gud, der vil, "at alle mennesker skal frelses og komme til sandhedens erkendelse" (1.Tim. 2,4), "har fordum mange gange og på mange måder ved profeterne talt til fædrene" (Hebr. 1,1). Men, da tidens fylde kom, sendte Han sin Søn, Ordet, der blev kød, salvet med Helligånden, til at forkynde det glade budskab for de fattige, og helbrede de sønderknuste hjerter,8 han som er "kødets og åndens læge"9 og mellemmanden mellem Gud og menneskene.10 Hans menneskelige natur blev nemlig, i enhed med Ordets person, redskabet for vor frelse. Derfor "fremtrådte" i Kristus "vor fuldendte genoprettelse og forsoning, og vi fik del i Guds-tjenestens fylde".11
Dette værk - menneskenes forløsning og den fuldkomne forherligelse af Gud - havde allerede et forspil i Guds store gerninger med folket i Det gamle Testamente, men er blevet opfyldt ved Herren Kristus, især gennem påskemysteriet - hans salige lidelse, opstandelse fra de døde og salige himmelfart. For derved "gjorde han vor død til intet ved selv at dø og gengav os livet, da han opstod af døde".12 Og det underfulde sakramente, som Kirken er, opstod ud fra Kristi side, da han sov ind på korset.13
6. Som Kristus er sendt af Faderen, har han selv udsendt Apostlene og opfyldt dem med Helligånden. De skulle ved at prædike evangeliet for hele skabningen14 ikke blot meddele, at Guds Søn ved sin død og opstandelse havde befriet os fra Satans magt15 og fra døden og ført os over i Faderens rige, men også føre det frelsesværk, de talte om, ud i livet ved offeret og sakramenterne, som hele det liturgiske liv kredser omkring. Således indføjes menneskene gennem dåben i Kristi påske-mysterium: de er døde, begravet og oprejst med ham.16 De modtager Ånden, der giver dem status som børn, og "i den råber vi: Abba, Fader" (Rom. 8,15), og sådan bliver de til de sande tilbedere, som Faderen vil have.17 På lignende måde forkynder de Herrens død, indtil han kommer, hver gang de deltager i Herrens måltid.18 Derfor blev på pinsedag, da Kirken trådte frem for verden, "alle de døbt, der tog imod" Peters "tale". "Og de holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne . . . De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket" (Ap.G. 2,41-47). Siden er Kirken aldrig holdt op med at komme sammen for at fejre påske-mysteriet: den læste "i alle skrifter, der handlede om ham" (Luk. 24,27), fejrede Eukaristien, hvori "hans døds sejr og triumf fremstilles"19 og sagde samtidig Gud tak for den "uudsigelige gave" (2.Kor. 9,15) i Kristus Jesus, "hans herlighed til lov og pris" (Ef. 1,12), ved Helligåndens kraft.
7. Men for at fuldbyrde dette store værk, er Kristus altid nærværende i sin Kirke, især i de liturgiske handlinger. Han er til stede i messeofferet både i celebrantens person - "det er den samme, der nu frembringer offeret ved præstens tjeneste, som dengang frembar sig selv ved korset"20 - og allermest i de eukaristiske skikkelser. Med sin kraft er han til stede i sakramenterne, sådan at det er Kristus selv, der døber, når nogen døber.21 Han er til stede i sit ord, for han taler selv, når skrifterne læses i Kirken. Endelig er han til stede, når Kirken beder og synger, han der har lovet: "Hvor to eller tre er samlede i mit navn, er jeg midt iblandt dem" (Matt. 18,20).
I dette store værk, hvor Gud forherliges, og mennesket helliggøres, knytter Kristus Kirken, sin højtelskede brud, altid virkelig til sig, og denne påkalder sin Herre og yder gennem ham den evige Fader sin hyldest.
Med rette anses derfor liturgien som udøvelsen af Jesu Kristi præstelige embede. Menneskets helliggørelse betegnes i liturgien ved ydre tegn og virkeliggøres på hver sin måde gennem de enkelte tegn, og den offentlige kult i sin helhed udøves af Jesu Kristi mystiske Legeme, d.v.s. hovedet og lemmerne.
Enhver liturgisk fejring udøves altså af Kristus som præst og af hans Legeme, som er Kirken, og er derfor i allerhøjeste grad en hellig handling, som ingen anden kirkelig handling i rang eller grad kan nå op til.
8. I den jordiske liturgi får vi del i og en forsmag på den himmelske, som fejres i den hellige stad Jerusalem, som vi er på vej til. Der sidder Kristus ved Guds højre hånd som tjener ved det hellige og sande tabernakel.22 Med hele den himmelske hærskare synger vi lovprisningshymnen for Herren; ved at ære helgenernes minde håber vi at få lod og fællesskab med dem, og vi venter på Frelseren, vor Herre Jesus Kristus, indtil han bliver åbenbaret som vort liv, og vi bliver åbenbarede med ham i herlighed.23
9. Den hellige liturgi udgør ikke Kirkens hele gerning. For før menneskene kan deltage i liturgien, må de nødvendigvis kaldes til tro og omvendelse: "Hvorledes skulle de kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? Og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker? Og hvorledes skulle nogen kunne prædike, hvis ingen sendes ud?" (Rom. 10,14-15).
Derfor forkynder Kirken frelsens budskab for de ikke-troende, for at alle mennesker skal kunne kende den ene sande Gud og ham, Han har sendt, Jesus Kristus, og vende om fra deres veje og gøre bod.24 Men også for de troende må den altid prædike tro og bod; desuden må den gøre dem egnede til at modtage sakramenterne, lære dem at holde alt det, Kristus har befalet,25 og tilskynde dem til al slags gerning, der viser deres kærlighed, fromhed og apostoliske sindelag. Ved disse gerninger skal det jo kunne ses, at de kristne, skønt ikke af denne verden, alligevel er verdens lys, og at de forherliger Faderen i andre menneskers øjne.
10. Dog er liturgien det højdepunkt, som Kirkens gerning stræber hen imod, og samtidig den kilde, hele dens kraft strømmer fra. For meningen med alt apostolisk arbejde er jo at samle alle, der er blevet Guds børn gennem tro og dåb, til en enhed, og at de lovpriser Gud midt i Kirken, tager del i Offeret og modtager Herrens nadver.
På den anden side tilskynder liturgien de troende, der er blevet mættet med "påskens sakramenter" til at være "et hjerte i hengivenhed";26 den beder om, at de "i deres liv må bevare, hvad de har fattet i troen".27 Fordi der i Eukaristien sker en fornyelse af pagten mellem Herren og menneskene, bliver de igen tiltrukket og opflammet af Kristi kærlighed. Liturgien og især Eukaristien er altså ligesom en kilde, hvorfra nåden strømmer imod os, og her opnås der den helliggørelse af mennesker i Kristus og den forherligelse af Gud, som alle Kirkens øvrige gerninger har som mål for deres bestræbelser.
11. Men skal denne fulde virkning opnås, er det nødvendigt, at de troende bereder og indstiller deres sind, inden de kommer til liturgien, at de bringer hjertet i overensstemmelse med munden og arbejder med nåden fra oven, så de ikke modtager den forgæves.28 Derfor må de gejstlige hyrder sikre sig, at det ikke blot er reglerne for en tilladt og gyldig udførelse af den liturgiske handling, der overholdes, men at de troende også kan deltage på en bevidst og aktiv måde, og med udbytte.
12. Det åndelige liv består imidlertid ikke udelukkende i deltagelse i den hellige liturgi. Godt nok er den kristne kaldet til bøn i fællesskab, men han skal også gå ind i sit lønkammer og bede til Faderen i det skjulte;29 ja endog bede uden ophør, som apostelen siger.30 Og den samme apostel lærer os altid at bære Jesu død i vort legeme, for at også Jesu liv kan komme til syne i vor dødelige krop.31 Derfor bønfalder vi Herren i messeofferet om at "tage imod vor åndelige gave, som vi har frembåret", og gøre "os til en evig offergave for ham".32
13. Det kristne folks andagter anbefales meget, for så vidt de svarer til Kirkens forskrifter og normer; det gælder især, når den apostoliske Stol har ønsket dem indført.
Også lokalkirkernes andagter har en særlig værdighed, som fejres efter biskoppernes anbefaling, fordi der er tradition for dem, eller fordi de står i godkendte bøger. Disse andagter skal imidlertid tage hensyn til de liturgiske årstider og ordnes sådan, så de svarer til den hellige liturgi, kan udledes af den på en eller anden måde og føre folket hen til den, eftersom den naturligvis står langt over disse andagter.
II. Liturgisk uddannelse og aktiv deltagelse
14. Kirken har som Moder det store ønske, at alle troende føres frem til den fulde, bevidste og aktive deltagelse i fejringen af liturgien, som selve liturgiens væsen lægger op til og som de - "en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk" (1.Pet. 2,9; jf. 2,4-5) - i kraft af dåben har ret og pligt til.
Det er hele folkets fulde og aktive deltagelse, der skal lægges den allerstørste vægt på ved liturgiens fornyelse og fremme: fra denne første og nødvendige kilde skal de troende jo øse den rette kristne ånd. Og sjælesørgerne må i hele deres pastorale arbejde flittigt arbejde hen imod den ved den fornødne undervisning.
Men man skal ikke gøre sig noget håb om at opnå dette, medmindre sjælesørgerne i første omgang præges til bunds af liturgiens ånd og kraft og sættes i stand til at undervise i den. Derfor er det meget nødvendigt, at der sørges for gejstlighedens liturgiske uddannelse. Af denne grund har det hellige Koncil besluttet sig til følgende bestemmelser.
15. De lærere, der står for faget liturgi ved seminarier, ordenshuse og teologiske fakulteter, skal have en grundig uddannelse i dertil oprettede institutter.
16. Faget liturgi bør på seminarier og i ordenshuse regnes til de nødvendige og meget vigtige fag, på de teologiske fakulteter som hovedfag, og det bør behandles ud fra en teologisk-historisk og en spirituel, pastoral og juridisk synsvinkel. Derudover skal lærerne i de andre fag - det gælder især for fagene dogmatik, bibelvidenskab, spiritualitet, pastoralteologi - ud fra hvert enkelt emnes specifikke krav fremdrage Kristi mysterium og frelseshistorien således, at forbindelsen med liturgien træder klart frem, og præsteuddannelsen får sammenhæng.
17. De teologistuderende på seminarier og i ordenshuse skal lade deres åndelige liv være formet af liturgien. Det skal ske ved, at de vejledes til at kunne forstå og med hele hjertet deltage i de hellige riter; det sker ved selve fejringen af de hellige mysterier og ved andre fromhedsøvelser, der er gennemtrængt af liturgiens ånd. Ligeledes skal de lære overholdelsen af de liturgiske regler, sådan at livet i seminarierne og de religiøse institutter bliver præget af liturgisk ånd.
18. De præster, det være sig verdens- eller ordenspræster, der allerede arbejder i Herrens vingård, skal med alle egnede midler hjælpes til en dybere forståelse af de hellige handlinger, de udøver, til at leve et liturgisk liv og til at kunne meddele dette til de troende, som er betroet dem.
19. Sjælesørgerne skal med iver og tålmodighed tage sig af de troendes liturgiske dannelse og sørge for, at de kan deltage aktivt både med indre og ydre holdning, som svarer til deres alder, stand, livsform og religiøse egenart. Derved opfylder de en af de fornemste opgaver, som de har som forvaltere af Guds mysterier. Og de skal lede deres hjord i denne sag ikke med ord alene, men også ved deres eksempel.
20. Radio- og fjernsynstransmissioner af hellige handlinger skal ske på en diskret og værdig måde, især når det drejer sig om Eukaristien, og under ledelse og ansvar af en egnet person, der er udpeget af biskoppen til denne opgave.
III. Liturgiens fornyelse
21. For at det kristne folk med større sikkerhed kan opnå en fylde af nådegaver i den hellige liturgi, ønsker Kirken som en omsorgsfuld moder at iværksætte en almindelig liturgisk fornyelse. Liturgien består nemlig af en uforanderlig del, fordi den er indstiftet af Gud, og af dele, der kan forandres. Disse dele kan i tidens løb ændre sig, og de bør endda ændres, hvis der har indsneget sig ting, der ikke så godt svarer til liturgiens inderste væsen eller har udviklet sig på en uheldig måde.
Ved denne fornyelse bør teksterne og riterne udformes således, at de hellige mysterier, de betegner, kommer klarere til udtryk, og at det kristne folk så vidt muligt har let ved at opfatte dem og kan fejre dem ved en fuldstændig, aktiv og fælles deltagelse.
Derfor fastsætter koncilet følgende mere almindelige regler:
A) Generelle regler
22. §1. Retten til at ordne liturgien tilkommer ene og alene Kirkens myndighed, og det vil sige Den apostoliske Stol, og, alt efter kirkerettens bestemmelse, Biskoppen.
§2. I kraft af den fuldmagt, kirkeretten giver, tilkommer det også de bispekonferencer, der er ansvarlige for bestemte landområder, at ordne liturgien inden for de fastsatte rammer.
§3. Derfor må ingen anden person, heller ingen præst, efter eget forgodtbefindende tilføje, fjerne eller forandre noget ved liturgien.
23. Et omhyggeligt studium - teologisk, historisk og pastoralt - bør altid gå forud for revisionen af enkelte dele af liturgien for at kunne bevare den sunde tradition og åbne vejen for et berettiget fremskridt. Derudover må der tages hensyn til liturgiens generelle struktur- og væsenselementer, til de erfaringer, der er høstet fra den nyere liturgireform og de særlige tilladelser, der blev givet hist og her. Endelig må der kun indføres nye ting, hvis Kirkens sande vel kræver det, og hvis man sikrer sig, at de nye former ligesom vokser organisk frem fra de allerede eksisterende.
Så vidt muligt bør det også undgås, at der opstår mærkbare forskelle mellem riterne i nabo-områder.
4. Af største betydning for fejringen af liturgien er Den hellige Skrift. For herfra tages læsningerne, der forklares i homilien, og de Davidssalmer, der synges. De liturgiske bønner, forbønner og sange er også blevet til ved Skriftens inspiration og ånd, og den giver de liturgiske handlinger og tegn deres betydning. Vil man opnå fornyelse, fremgang og tilpasning af liturgien, er det derfor påkrævet at styrke den inderligere og levende kærlighed til den Hellige Skrift, som de østlige og vestlige riters ærværdige tradition vidner om.
25. De liturgiske bøger skal revideres så snart som muligt ved hjælp af eksperter og i samråd med biskopperne fra de forskellige områder i verden.
B) Regler, der bygger på liturgiens væsen som hierarkisk og fælles handling
26. De liturgiske handlinger er ikke private, men fejres af Kirken, og denne er "enhedens sakramente", det vil sige det hellige folk forenet og ordnet under biskopperne.33 Derfor angår disse handlinger Kirkens hele Legeme, gør dette synligt og indvirker på det. De når dets enkelte lemmer på forskellig måde alt efter forskellen i kirkelig stand, opgave og aktiv deltagelse.
27. Hver gang nogle riter ifølge sagens natur lægger op til en fejring i fællesskab med de troendes nærvær og aktive deltagelse, indskærpes det at foretrække denne form frem for en individuel og praktisk talt privat fejring. Dette gælder især for fejringen af messen - selvom hver messe i sig selv er offentlig og socialt anlagt - og for forvaltningen af sakramenterne.
28. Ved de liturgiske fejringer skal enhver, det være sig præst eller lægmand, udfylde sin opgave og kun gøre det, men også alt det, der vedkommer ham ifølge sagens natur og efter de liturgiske regler.
29. Også ministranter, lektorer, kommentatorer og medlemmer af et sangkor udfører en ægte liturgisk tjeneste. Derfor skal de udøve deres opgave med al den oprigtige fromhed og værdighed, som en så ophøjet tjeneste kræver, og som Guds folk med rette forventer af dem. Derfor må de hver på sin måde sætte sig grundigt ind i liturgiens ånd og uddannes til at kunne gennemføre deres opgave på en korrekt og værdig måde.
30. For at styrke den aktive deltagelse skal folket opmuntres til at tage del med dets akklamationer, svar og sang - det gælder for Davidssalmer, antifoner og salmer - men også til at tage del gennem handlinger, gestus og kropsholdning. Også den andægtige stilhed skal overholdes til sine tider.
31. Ved en ny udgivelse af de liturgiske bøger skal der lægges vægt på, at også rubrikkerne tager hensyn til de troendes del.
32. I liturgien skal der foruden de udmærkelser, der tilkommer nogle på grund af deres liturgiske opgave eller gejstlige vielse, og foruden de æresbevisninger, som man ifølge de liturgiske regler skylder de borgerlige myndigheder, ikke tages hensyn til privatpersoner eller civilstatus, hverken ved ceremonierne eller ved ydre pomp og pragt.
C) Regler, der bygger på liturgiens pædagogiske og pastorale karakter
33. Selv om liturgien frem for alt er Guds-dyrkelse, indeholder den også et betydeligt pædagogisk element for det troende folk.34 I liturgien taler Gud jo til sit folk, Kristus forkynder stadig det glade budskab. Folket svarer på sin side Gud med sang og bøn.
Derudover er præsten menighedens forstander i Kristi sted, og de bønner, han retter til Gud, siger han på hele det hellige folks og de tilstedeværendes vegne. Endelig har Kristus eller Kirken udvalgt det synlige tegn, liturgien bruger til at betegne de usynlige guddommelige ting. Derfor sker det ikke blot, når det, "der er skrevet til vores oplæring" (Rom. 15,4), læses op, men også når Kirken beder, synger eller handler, at deltagernes tro får næring, og deres sind bliver løftet til Gud, så de yder Ham en åndelig tjeneste og kan modtage Hans nåde i rigere mål.
Derfor skal der ved den forestående fornyelse iagttages følgende generelle regler:
34. Riterne skal udmærke sig ved en fornem enkelhed, være klare og kortfattede og undgå unødige gentagelser, svare til de troendes fatteevne og generelt ikke behøve mange forklaringer.
35. For at den tætte forbindelse mellem ritus og ord i liturgien træder klart frem, skal følgende iagttages:
Ved de liturgiske handlinger skal der indføres et mere righoldigt, varieret og passende udbud af læsninger fra Den hellige Skrift. 2) Eftersom prædikenen er en del af den liturgiske handling, skal det bedst egnede sted til den - alt efter den pågældende rites egenart - også være nævnt i rubrikkerne. Og prædike-tjenesten skal udføres med stor omhu og på den rette måde. Den skal øse fra Skriftens og liturgiens kilde. Her forkyndes jo Guds underværker i frelseshistorien, og det vil sige i Kristi mysterium, som altid er til stede og virker i os, især ved den liturgiske fejring. 3) Også den direkte liturgiske katekese skal der på alle måder lægges vægt på. Der skal tages højde for, at der i selve riterne om nødvendigt kan være plads til korte forklaringer. De skal siges af præsten eller en kompetent altertjener, men kun på de dertil egnede steder og enten med foreskrevne eller lignende ord. 4) Der opmuntres til, at man fejrer en Ordets gudstjeneste aftenen før de større fester, på nogle hverdage i advents- og fastetiden og på søn- og helligdage, særligt på steder, der er uden præst. I så fald må en diakon eller en anden af biskoppen udpeget person lede gudstjenesten.
36. §1. Brugen af det latinske sprog bibeholdes i den latinske ritus, medmindre der findes særrettigheder.§2. Men i messen, ved sakramentsforvaltningen eller ved andre dele af liturgien kan brugen af modersmålet være til stor gavn for folket. Derfor skal det gives en større plads især ved læsninger og forklaringer, ved nogle bønner og sange, i overensstemmelse med de regler, der opstilles desangående i de følgende kapitler hver for sig.
§3. Inden for rammerne af disse regler er det op til områdets kirkelige myndighed, som nævnt i n.22, §2 - eventuelt i samråd med biskopperne af nabo-områderne med samme sprog - at bestemme, om og hvor meget modersmålet skal bruges. Disse bestemmelser skal så godkendes, d.v.s. bekræftes af Den apostoliske Stol.
§4. Den oversættelse af den latinske tekst til modersmålet, der skal anvendes i liturgien, må godkendes af den kompetente kirkelige myndighed for området, som nævnt ovenfor.
D) Regler for tilpasningen af liturgien til de enkelte folkeslags egenart og traditioner
37. I sager, der ikke berører troen eller hele samfundets vel, ønsker Kirken ikke at pålægge nogen stiv ensartethed, heller ikke i liturgien. Tværtimod respekterer og viderefører den de forskellige folkeslags ånd og talent. Alt det i deres livsform, der ikke er uløseligt forbundet med overtro eller vrangforestillinger, studerer den med velvilje og prøver at bevare det fuldt ud så vidt muligt. Ja, undertiden giver Kirken det indpas i liturgien, såfremt det principielt kan forenes med den sande og ægte liturgiske ånd.
38. Selvom den væsentlige enhed i den romerske ritus bibeholdes, skal der gives plads til en berettiget forskellighed og mulighed for tilpasning til diverse grupper, områder og folkeslag, især i missionerne, også når de liturgiske bøger tages op til revision. Og dette skal man altid holde sig for øje, når man fastlægger riternes struktur og deres rubrikker.
39. Inden for de rammer, der er fastlagt i den officielle udgave (editio typica) af de liturgiske bøger, er det op til de kompetente territoriale kirkelige myndigheder, som nævnt i n.22 §2, at definere tilpasningens omfang, især hvad angår sakramentsforvaltningen, sakramentalier, processioner, det liturgiske sprog, kirkemusik og kirkekunst, dog altid i samklang med de regler, der er opstillet i denne konstitution.
40. Nogle steder og under forskellige forhold kræves der imidlertid en mere dybtgående tilpasning af liturgien, som derfor bliver mere indviklet. Her gælder følgende:
1) Den kompetente territoriale kirkelige myndighed, som nævnt i n.22 §2, skal nøje og med omtanke undersøge hvilke elementer af et enkelt folks traditioner og egenart, der kan gives indpas i Kirkens riter. Tilpasninger, der synes gavnlige eller nødvendige, skal forelægges Den apostoliske Stol og indføres med dennes godkendelse.
2) Men for at tilpasningen kan ske med den fornødne varsomhed, vil Den apostoliske Stol give den pågældende territoriale kirkelige myndighed fuldmagt til i givet fald - i bestemte dertil egnede grupper og inden for et bestemt tidsrum - at tillade og lede de nødvendige forsøg.
3) Fordi tilpasningen af de liturgiske love normalt fører nogle vanskeligheder med sig især i missionslandene, skal der ved deres udformning inddrages eksperter på de pågældende fagområder.
IV. Fremme af det liturgiske liv i bispedømme og sogn
41. Biskoppen skal betragtes som sin hjords ypperstepræst, fra hvem de troendes kristenliv i en vis forstand udledes og afhænger af.
Derfor skal alle værdsætte det liturgiske liv i bispedømmet, der foregår omkring biskoppen og især i domkirken, meget højt. Alle må gøre sig klart, at Kirken manifesterer sig hovedsagelig, når hele Guds hellige folk deltager aktivt i den samme liturgiske fejring, frem for alt i den samme eukaristi, i fælles bøn ved ét og samme alter, hvor biskoppen har forsæde, omgivet af sine præster og altertjenere.35
42. Fordi biskoppen ikke altid og overalt kan føre forsædet for hele folket i egen person, må han nødvendigvis danne forsamlinger af troende, blandt hvilke sognemenighederne indtager en fremtrædende plads, der på de enkelte steder er ledet af en hyrde på biskoppens vegne. For de repræsenterer på en måde den synlige Kirke, som den eksisterer hele jorden over.
Derfor skal både gejstligheden og de troende tilskyndes til at holde sig sognets liturgiske liv og dets relation til biskoppen for øje og vise det i praksis, og der skal arbejdes hen imod en større sans for sognefællesskabet, som især viser sig ved den fælles fejring af søndagsmessen.
V. Fremme af den pastoral-liturgiske bevægelse
43. Den levende interesse for liturgiens fremme og fornyelse kan med rette anses som et tegn på Guds forsyns virke i vor tid; det er, som om Helligånden går igennem sin Kirke og giver dens liv, ja endog hele vor tids måde at føle og handle religiøst på, et særligt præg.
For at fremme denne pastoral-liturgiske bevægelse yderligere, bestemmer Koncilet derfor følgende:
44. Det vil tjene formålet, hvis den kompetente territoriale kirkelige myndighed, nævnt i n.22 §2 nedsætter en liturgikommission, som skal have hjælp af eksperter i liturgividenskab, kirkemusik, kirkekunst og pastoralt arbejde. Så vidt muligt skal kommissionen også have hjælp af et pastoral-liturgisk institut, sammensat af fagfolk, som også kan være lægfolk, med forstand på sagen. Kommissionens opgave vil være under ledelse af den ovennævnte territoriale kirkelige myndighed at lede den pastoral-liturgiske bevægelse og at iværksætte de fornødne undersøgelser og forsøg, hver gang det drejer sig om nye tilpasninger, der skal forelægges Den apostoliske Stol.
45. På samme måde skal der være en liturgikommission i de enkelte bispedømmer til at fremme den liturgiske bevægelse under biskoppens ledelse. Somme tider kan det vise sig gunstigt, at flere bispedømmer nedsætter én kommission, som i fællesskab fremmer den liturgiske sag.
46. Foruden liturgikommissionen skal der i hvert bispedømme om muligt også nedsættes en kommission for kirkemusik og en for kirkekunst.
Det er vigtigt, at disse tre kommissioner arbejder med forenede kræfter. Ikke sjældent vil det være formålstjenligt at samle dem i en eneste kommission.
Kapitel 2
EUKARISTIENS MYSTERIUM
47. Vor Frelser har ved det sidste aftensmåltid, den nat han blev forrådt, indstiftet det eukaristiske offer af sit Legeme og Blod, hvorved han ville lade Korsets Offer vare ved gennem tiderne, indtil han kommer igen. Derved har han betroet Kirken, sin elskede Brud, mindet om sin Død og Opstandelse: fromhedens sakramente, enhedens tegn, kærlighedens bånd,36 påskemåltidet, hvor Kristus nydes, sindet fyldes med nåde, og hvor vi modtager et pant på den fremtidige herlighed.37
48. Derfor drager Kirken omsorg for, at de troende ikke som udenforstående eller stumme tilskuere deltager i dette mysterium. De skal gennem riterne og bønnerne forstå handlingen, så de kan deltage på en bevidst, from og aktiv måde, lade sig forme af Guds ord, blive styrkede ved Herrens bord og sige Gud tak. De skal frembære den uplettede offergave, ikke blot gennem præstens hænder, men sammen med ham, og således lære at hengive sig selv, så at de med Kristus som midler38 fra dag til dag bliver ét med Gud og med hinanden, sådan at Gud til sidst bliver alt i alle.
49. For at Messeofferet også ved riternes udformning kan få sin fulde pastorale virkning, bestemmer Koncilet følgende med henblik på de messer, der fejres sammen med folket, især på søndage og påbudte festdage:
50. Ordo Missae skal udarbejdes således, at meningen med de enkelte dele og deres indbyrdes forbindelse træder klarere frem, og de troendes fromme og aktive deltagelse gøres lettere.
Til dette formål skal riterne forenkles, dog uden at miste deres væsentlige træk. Gentagelser og mindre heldige tilføjelser, der har sneget sig ind i tidens løb, skal fjernes. Adskilligt derimod, som tidernes ugunst har fjernet, skal genindføres, så det svarer til de hellige Fædres oprindelige mening, for så vidt det synes gavnligt eller nødvendigt.
51. For at de troende i rigere mål kan finde næring ved Guds ord, skal der åbnes mere for Bibelens skatte, sådan at den væsentligste del af Skriften læses op for folket inden for en bestemt årrække.
52. Homilien (prædiken over evangeliet) anbefales varmt, da den er en del af selve liturgien. I den forklares jo i løbet af det liturgiske år ud fra den hellige tekst troens mysterium og de kristne leveregler. Derfor må den ikke udelades i messer, der fejres med folkets deltagelse på søndage og påbudte festdage, undtagen af tungtvejende grunde.
53. "Den almindelige bøn" eller "de troendes bøn" efter evangeliet og homilien skal genindføres, især på søndage og påbudte helligdage, så der under folkets deltagelse bedes forbønner for den hellige Kirke, for regeringen, for de betrængte og nødlidende, for alle mennesker og for hele verdens frelse.39
54. Modersmålet kan få en passende plads i de messer, der fejres med folket, især i læsningerne og i "den almindelige bøn", men alt efter de lokale forhold også i de dele, der tilkommer folket, i overensstemmelse med n.36 i denne konstitution.
Dog skal der sørges for, at de troende også på latin kan sige og synge de faste dele af messen, der tilkommer dem.
De steder, hvor en udvidet brug af modersmålet synes at være på sin plads, skal forskriften i n.40 i denne konstitution overholdes.
55. Det anbefales eftertrykkeligt, at de troende deltager i messen på den mest fuldkomne måde, idet de efter præstens kommunion modtager Herrens legeme fra samme messeoffer.
Kommunionen under begge skikkelser kan - uden at der røres ved de dogmatiske principper, Tridentinerkoncilet har fastslået40 - efter biskoppernes skøn tillades for både gejstlige, ordensfolk og lægfolk. Det kan være præstekandidater i deres præstevielsesmesse, ordensfolk i den messe, de aflægger profes i, eller nydøbte voksne i messen efter deres dåb.
56. De to dele, messen består af, nemlig ordets liturgi og eukaristien, er så tæt forbundne med hinanden, at de udgør én kultisk akt. Derfor pålægger koncilet sjælesørgerne, at de i katekesen oplærer de troende i at deltage i hele messen, især på søndage og påbudte festdage.
57. §1 Koncelebrationen, der på en udmærket måde udtrykker præsteskabets enhed, har indtil i dag været i brug både i Østen og i Vesten. Derfor har koncilet besluttet at udvide muligheden for koncelebration til følgende tilfælde:
1)
a) Skærtorsdag, såvel ved olievielsesmessen som ved aftenmessen,
b) ved messer under konciler, bispemøder og synoder,
c) ved messen ved abbedvielse.
2)
Desuden med tilladelse af den lokale kirkelige myndighed, til hvis ansvar det hører at bedømme betimeligheden af en koncelebration:
a) ved konventsmessen og ved hovedmessen i de enkelte kirker, når folkets tarv ikke kræver, at alle præster læser særskilte messer,
b) ved messe under præstemøder, det være sig verdens- eller ordenspræster.
§2
1) Det tilkommer biskoppen at bestemme den konkrete ordning af koncelebrationen i bispedømmet.
2) Der røres dog ikke ved den mulighed, enhver præst har, at fejre en særskilt messe, dog ikke på samme tid og i samme kirke, ej heller skærtorsdag.
58. Der skal udarbejdes en ny ritus for koncelebration, som skal indføjes i det romerske Pontificale og Missale.
Kapitel 3
DE ØVRIGE SAKRAMENTER OG SAKRAMENTALIERNE
59. Sakramenterne skal tjene til at helliggøre menneskene, bygge Kristi Legeme op og give Gud ære og hyldest. Da de er tegn, har de også en pædagogisk effekt. De forudsætter troen, men nærer, styrker og udtrykker den samtidig ved ord og handling. Derfor kaldes de troens sakramenter. De meddeler nåde, men når de troende fejrer dem, sættes de i stand til også at tage imod nåden, så den bærer frugt til at dyrke Gud på rette måde og til at udøve kærlighed.
Derfor er det af allerstørste interesse, at de troende let kan forstå sakramenternes tegn og meget hyppigt modtager de sakramenter, der er indstiftet til at give det kristne liv næring.
60. Men Kirken, den hellige Moder, har også indstiftet sakramentalier. Disse er hellige tegn, der på en måde efterligner sakramenterne og betegner især nogle åndelige virkninger, der opnås ved Kirkens forbøn. De sætter menneskene i stand til at modtage, hvad sakramenterne især virker, og helliggør de forskellige livsforhold.
61. For de troende, der er vel forberedte, har derfor sakramenternes og sakramentaliernes liturgi den virkning, at deres liv i alle situationer bliver helliggjort ved Guds nåde. Det er den nåde, der strømmer fra påskemysteriet - Kristi lidelse, død og opstandelse - som alle sakramenter og sakramentalier får deres kraft fra. Den rette brug af de materielle ting kan næsten altid gøres til et middel til at helliggøre menneskene og til at lovprise Gud.
62. I tidernes løb har der imidlertid indsneget sig nogle ting i sakramenternes og sakramentaliernes riter, der gør, at deres væsen og mål står mindre klart i vore dage. Det er derfor nødvendigt at tilpasse nogle elementer deri til vor tids behov. Koncilet har derfor besluttet følgende med henblik på deres reform.
63. Ikke sjældent kan det ved forvaltningen af sakramenterne og sakramentalierne være meget gavnligt at bruge modersmålet over for folket. Derfor skal det gives større plads i overensstemmelse med følgende retningslinier:
a) Ved forvaltningen af sakramenterne og sakramentalierne kan modersmålet anvendes svarende til n.36.
b) Så snart det nye Rituale Romanum er udkommet, skal den kompetente territoriale kirkelige myndighed, som nævnt i n.22 §2 i denne konstitution, udarbejde særlige ritualer, der er tilpasset de enkelte områders behov, også med hensyn til sproget. De skal efter godkendelsen ved Den apostoliske Stol bruges i de pågældende områder. Ved udarbejdelsen af disse ritualer eller specielle ritualsamlinger må man imidlertid ikke udelade de forklaringer, der i det romerske rituale er sat foran de enkelte riter, uanset om de har et pastoralt, rubrikalt eller et specielt socialt sigte.
64. Et katekumenat for voksne, bestående af flere trin, skal genoprettes og efter den lokale kirkelige myndigheds skøn tages i brug. Derved skal det opnås, at den tid, katekumenatet varer, og som er bestemt til oplæring, også bliver helliget ved hellige riter, der fejres med mellemrum.
65. I missionslandene skal det være tilladt ved initiationen foruden de kristne traditionselementer også at bruge de former, der findes i hvert enkelt folk, såfremt de kan tilpasses til den kristne ritus, i overensstemmelse med n.37-40 i denne konstitution.
66. Begge ritualer for voksendåb, både den enkle og den - efter gennemført katekumenat - højtidelige, skal tages op til revision, og i det romerske Missale skal der indføjes en særlig messe "Ved meddelelsen af Dåbens Sakramente".
67. Ritualet for barnedåb skal udarbejdes på ny og tilpasses til børnenes faktiske situation. Forældrenes og faddernes rolle skal fremgå tydeligere af selve ritualet.
68. I dåbsritualet må der ikke mangle muligheden for tilpasning, som skal anvendes efter den lokale kirkelige myndigheds skøn, når der er mange dåbskandidater til stede. Der skal også laves et kortere ritual, som især i missionslandene kan bruges af kateketerne, og i almindelighed af de troende, når nogen er i dødsfare, og ingen præst eller diakon er til stede.
69. I stedet for det ritual, der supplerede de udeladte dele efter en nøddåb, skal der udarbejdes et nyt, der klarere og rigtigere udtrykker, at barnet, skønt døbt efter en kort ritus, allerede er optaget i Kirken.
Ligeledes skal der udarbejdes et nyt ritual for optagelsen af gyldigt døbte konvertitter, der skal udtrykke, at de optages i Kirkens fællesskab.
70. Uden for påsketiden kan dåbsvandet velsignes under selve dåbshandlingen efter en godkendt kortere tekst.
71. Firmelsesritualet skal tages op til revision, for at også dette sakramentes inderlige sammenhæng med hele den kristne initiation kan træde klarere frem. Til dette formål skal fornyelsen af dåbsløfterne helst gå forud for selve modtagelsen af sakramentet.
Firmelsen kan meddeles under messen, hvor det synes at være på sin plads. Til ritualet uden for messen skal der sammenstilles tekster, der skal bruges som indledning.
72. Bodssakramentets ritus og tekstformler skal revideres således, at de tydeligere kan udtrykke sakramentets væsen og virkning.
73. "Den sidste olie", som også og bedre kan kaldes "De syges salvelse", er ikke kun et sakramente for dem, der befinder sig i yderste dødsfare. Derfor er det rette øjeblik til dets modtagelse allerede til stede, når den troendes tilstand på grund af sygdom eller alderdom begynder at blive alvorlig.
74. Ved siden af de særskilte riter for De syges salvelse og Vandringsbrødet skal der udarbejdes et sammenhængende ritual, der går ud på, at den syge modtager salvelsen efter skriftemålet og inden Vandringsbrødet.
75. Antallet af salvelser skal tilpasses omstændighederne, og de bønner, der hører med til ritualet for De syges salvelse skal revideres således, at de svarer til de forskellige situationer, de syge, der modtager sakramentet, befinder sig i.
76. Riterne for de forskellige ordinationer skal revideres både med hensyn til ceremonierne og til teksterne. Biskoppens tale i begyndelsen af hver ordination eller konsekration, kan holdes på modersmålet. Ved en bispevielse kan alle tilstedeværende biskopper deltage i håndspålæggelsen.
77. Ritualet for ægtevielsen i Det romerske Ritual (Rituale Romanum) skal revideres og beriges, sådan at det tydeligere betegner sakramentets nåde og fremhæver ægtefællernes opgaver.
"Hvis der i nogle provinser ved ægtevielsens sakramente bruges andre prisværdige skikke og ceremonier, ønsker koncilet meget stærkt, at de helt bibeholdes".41
Derudover gives der den kompetente territoriale kirkelige myndighed, som nævnt i n.22, §2 i denne konstitution, den fuldmagt, svarende til retningslinien n.63, at udarbejde et eget ritual, der passer til de enkelte steders og folks skik og brug. Det står dog stadig ved magt, at den assisterende præst tilspørger og tager imod brudeparrets ja-ord.
78. Ægtevielsen skal i reglen fejres under messen, efter evangeliet og homilien og før "de troendes bøn" (forbønnerne). Bønnen over bruden skal passende forbedres sådan, at den fremhæver begge parters lige store forpligtelse til indbyrdes troskab, og den kan siges på modersmålet.
Hvis ægtevielsens sakramente imidlertid fejres uden messe, skal epistel og evangelium fra brudemessen læses i begyndelsen af ceremonien, og der skal altid lyses velsignelse over brudeparret.
79. Sakramentalierne skal revideres under hensyntagen til det øverste princip, nemlig at de troende kan deltage på en bevidst, aktiv og ukompliceret måde, og også med henblik på vor tids behov. Ved revisionen af ritualerne ifølge retningslinien n.63 kan der også efter behov tilføjes nye.
Kun ganske få velsignelser skal være reserveret, og det kun til biskopper og andre højere kirkelige myndigheder (ordinarii).
Der skal tages højde for, at visse sakramentalier, i det mindste under specielle forhold og efter ordinarius' skøn, kan forvaltes af lægfolk, der har de nødvendige kvalifikationer.
80. Den ritus for jomfruvielsen, der står i Pontificale Romanum skal tages op til revision.
Desuden skal der udarbejdes en ritus for ordensprofes og for løfternes fornyelse, som kan bidrage til en større enhed, nøgternhed og værdighed. Den skal overtages af alle, der aflægger profes eller fornyer deres løfter inden for en messe, uden at der dog røres ved særrettigheder.
Det er ønskeligt, at profes finder sted under messen.
81. Begravelsesritualet skal tydeligere fremhæve den kristne døds påske-islæt, og svare bedre til de enkelte områders forudsætninger og traditioner, også angående den liturgiske farve.
82. Begravelsesritualet for børn skal revideres og have en egen messe.
Kapitel 4
TIDEBØN
83. Da Den nye og evige Pagts Ypperstepræst, Kristus Jesus, påtog sig menneskenatur, bragte han den samme hymne ind i vor jordiske udlændighed, som i al evighed synges i de himmelske boliger. Han samler hele menneskesamfundet omkring sig og forener det med sig i den samme lovsang for Gud.
Dette præstelige embede fortsætter han nemlig gennem sin Kirke. Ikke blot ved at fejre Eukaristien, men også på andre måder, især ved at forrette tidebønnen, lovpriser Kirken uden ophør Herren og går i forbøn for hele verdens frelse.
84. Tidebønnen er ud fra gammel kristen tradition bygget op således, at hele dagens og nattens forløb helliggøres ved lovprisningen af Gud. Når nu præsterne og andre, som Kirken har givet denne opgave, på rette måde gennemfører denne lovprisningssang, eller de troende sammen med en præst beder på en godkendt måde, så høres selve Brudens stemme, der taler til sin Brudgom, ja det er tillige Kristi bøn, som han beder sammen med sit Legeme til Faderen.
85. Derfor opfylder alle, der er med i det, en pligt, der påhviler Kirken, og har samtidig del i Kristi Bruds allerstørste hæder, fordi de ved at lovsynge Gud står foran Guds trone på Kirkens - Moderens - vegne.
86. De præster, der er optaget af pastoralt arbejde, vil gennemføre tidebønnerne med des større iver, jo mere de er sig bevidst, at de skal følge Pauli formaning: "Bed uden ophør" (1.Tess. 5,17). Det er jo kun Herren, der kan give deres arbejde og gerning frugtbarhed og vækst, han, der sagde: "Uden mig kan I intet gøre" (Joh. 15,5). Derfor sagde apostlene, da de oprettede diakontjenesten: "Selv skal vi stå for bønnen og forkyndelsen af Ordet" (Ap.G. 6,4).
87. Men for at både præsterne og de andre medlemmer af Kirken under de konkrete forhold kan gennemføre tidebønnen på en bedre og mere fyldestgørende måde, har det hellige Koncil besluttet at videreføre den reform med hensyn til tidebønnen efter den romerske ritus, som Den hellige Stol med heldig hånd var begyndt på, og at opstille følgende bestemmelser.
88. Eftersom meningen med tidebønnen er en helliggørelse af døgnet, skal de enkelte bønners traditionelle rækkefølge revideres således, at bønnerne så vidt muligt kan bedes på den tid af dagen, de er beregnet til. Samtidig skal der tages hensyn til de nuværende livsbetingelser, som især de lever under, der arbejder med apostoliske opgaver.
89. Derfor skal der ved revisionen af tidebønnen overholdes følgende retningslinier:
a) Laudes, som jo er morgenbønnen, og Vesper, som er aftenbønnen, og som ifølge hele Kirkens ærværdige tradition er de to hængsler, tidebønnen hænger på, bør anses som hoved-bønnerne og fejres på tilsvarende måde.
b) Komplet skal indrettes således, at den passende svarer til dagens afslutning.
c) Den bøn, der kaldes Matutin, skal i kor-tjenesten bibeholde sin egenskab af natlig lovprisning, men ellers tilpasses således, at den kan reciteres på et hvilket som helst tidspunkt på dagen, og den skal bestå af færre Davidssalmer og længere læsninger.
d) Prim skal bortfalde.
e) I kor-tjenesten skal de mindre bønner - Terts, Sext og Non - bibeholdes. Uden for kor-tjenesten skal man have lov til at vælge en af de tre, der passer bedst til dagtimen.
90. Foruden at være Kirkens offentlige bøn, er tidebønnen også en kilde til det personlige fromheds- og bønsliv. Derfor opfordres præsterne og alle andre, der deltager i tidebønnen, indtrængende i Herren til at lade hjertet være i samklang med munden. For bedre at kunne opnå det, skal de tilegne sig en bredere liturgisk og bibelsk dannelse, især med hensyn til Davidssalmerne.
Ved reformen skal den romerske tidebøns ældgamle skatte imidlertid udformes således, at de, den er betroet til, kan have større glæde af den og lettere adgang til den.
91. For at de enkelte tidebønners rækkefølge, som foreslået i n.89, virkelig kan overholdes, skal Davidssalmerne ikke længere fordeles over en uge, men over et længere tidsrum.
Den allerede med held påbegyndte revision af Psalteriet (Davidssalmerne) skal gennemføres så hurtigt som muligt. Der skal tages hensyn til den kristelige form for latin, brugbarheden i liturgien og sangbarheden og i det hele taget til Kirkens latinske tradition.
92. For læsningernes vedkommende skal gælde følgende:
a) Skriftlæsningen skal ordnes på en måde, så der gives bredere og fyldigere adgang til Guds ords skatte.
b) Der skal laves et bedre udvalg af de læsninger, der tages fra Kirkefædrenes, Kirkelærernes og de kirkelige forfatteres værker.
c) Helgenernes lidelseshistorier og levnedsbeskrivelser skal svare til den historiske sandhed.
93. Hymnerne skal, hvor det synes at være på sin plads, føres tilbage til deres oprindelige form. Alt det, der smager af mytologi eller i mindre grad svarer til kristen tankegang, skal fjernes eller forandres. I givet fald skal der også medtages andre, som forefindes i hymneskatten.
94. Hvis man virkelig vil helliggøre dagen og recitere de enkelte dele af tidebønnen med åndeligt udbytte, er det vigtigt at overholde den tid, den enkelte tidebøn er bestemt til, så tæt som muligt.
95. De kommuniteter, der er forpligtet til korbøn, skal foruden konventsmessen daglig fejre tidebønnen i koret på følgende måde:
a) Hele tidebønnen: kannikeordener, munke- og nonneordener, og de andre ordener af regulares, der via kirkeretten eller via deres konstitutioner er forpligtet til korbøn.
b) De dele af tidebønnen, som er pålagt af kirkeretten eller af særlige retsforhold: Katedral- eller kollegialkapitlerne.
c) Alle medlemmer af disse kommuniteter, der har modtaget de højere vielser eller aflagt den højtidelige profes med undtagelse af lægbrødrene, skal imidlertid recitere de dele af tidebønnen alene for sig selv, som de ikke gennemfører i koret.
96. De medlemmer af klerus, der ikke er forpligtet til korbøn, men har modtaget de højere vielser, er forpligtet til dagligt, enten i fællesskab eller alene, at gennemføre hele tidebønnen, ifølge retningslinien n.89.
97. Rubrikkerne skal nærmere definere, hvornår en anden liturgisk handling passende kan erstatte tidebønnen.
I enkelte tilfælde kan den kirkelige myndighed på stedet af en rimelig grund fritage sine undergivne fra forpligtelsen til at recitere tidebønnen, enten helt eller delvis, eller erstatte den med noget andet.
98. Medlemmer af alle slags ordenssamfund, som i kraft af deres konstitutioner reciterer bestemte dele af tidebønnen, udøver derved Kirkens offentlige bøn.
På samme måde udøver de Kirkens offentlige bøn, hvis de i kraft af deres konstitutioner reciterer et eller andet lille officium (tidebøn), såfremt det er bygget op som den rigtige tidebøn og godkendt officielt.
99. Eftersom tidebønnen er Kirkens røst, med andre ord: hele det mystiske Legemes offentlige lovprisning af Gud, tilrådes det, at de gejstlige, der ikke er forpligtet til korbøn, og især de præster, der lever sammen eller er sammen til møde, i det mindste reciterer en eller anden del af tidebønnen i fællesskab.
Alle, der enten i koret eller på anden måde i fællesskab forretter tidebønnen, skal udføre den opgave, der er dem betroet, så fuldkomment som muligt, både med indre andagt og med den ydre holdning. Derudover er det at foretrække, at tidebønnen synges i koret eller i fællesskab, hvor det kan lade sig gøre.
100. Sjælesørgerne skal gøre en indsats for at de vigtigste tidebønner, især vesper, på søndage og på de store fester bliver fejret i kirken i fællesskab. Det anbefales, at også lægfolk reciterer tidebønnen, enten sammen med præsterne, eller når de er samlede med hinanden, ja endog hver for sig alene.
101. §1 I overensstemmelse med den latinske ritus' ældgamle tradition, skal de gejstlige bibeholde det latinske sprog ved tidebønnen. Dog får den stedlige kirkelige myndighed fuldmagt til at tillade brugen af en moderne oversættelse, der er udarbejdet efter retningslinien i n.36. Tilladelsen kan i enkelte tilfælde gives til gejstlige, for hvem brugen af det latinske sprog ville være en alvorlig hindring for at kunne gennemføre tidebønnen på den rette måde.
§2 Den kompetente foresatte kan give nonner og ikke-ordinerede mandlige eller kvindelige medlemmer af ordenssamfund tilladelse til at bruge modersmålet ved tidebønnen, også når det gennemføres i koret, såfremt oversættelsen er godkendt.
§3 Enhver gejstlig, der er forpligtet til tidebøn, opfylder sin pligt, hvis han reciterer den på modersmålet sammen med en forsamling af troende eller sammen med dem, der er nævnt under §2, såfremt oversættelsen er godkendt.
Kapitel 5
DET LITURGISKE År
102. Den hellige Moder Kirken anser det som sin opgave at fejre sin guddommelige Brudgoms frelsesværk ved at mindes (ihukomme) det på bestemte dage i årets løb. Hver uge, på den dag, Den har kaldt Herrens dag, mindes Den Herrens opstandelse, som Den også en gang om året fejrer sammen med hans salige lidelse, i påsken, den største af Dens fester.
Igennem årets kredsløb udfolder Den hele Kristi mysterium, fra hans menneskevordelse og fødsel hen til hans himmelfart, til pinsedagen og til Dens salige håbs forventning, Herrens genkomst.
Idet Den på den måde gentager forløsningens mysterier, åbner Den for de troende sin Herres rigdomme af kraft og fortjeneste, således at de til hver en tid bliver på en måde nærværende, og de troende kan komme i berøring med dem og fyldes med frelsens nåde.
103. Mens den hellige Kirke således fejrer Kristi mysterier i dette årlige kredsløb, ærer Den også med en særlig kærlighed den salige Guds moder Maria, som jo er knyttet til sin Søns frelsesværk ved et uløseligt bånd. I hende beundrer og hædrer Den forløsningens mest fremragende virkning, og betragter i hende med glæde som i et rent spejl det, Den selv ønsker og håber at blive.
104. Derudover har Kirken indføjet mindedage for Martyrerne og de andre helgener i årets kredsløb. Ved Guds mangfoldige nåde er disse nået til fuldendelsen, de synger nu i himlen den fuldkomne lovsang for Gud og går i forbøn for os. På helgenernes festdage forkynder Kirken påskemysteriet, som det viser sig i disse helgener, der har lidt og er forherliget sammen med Kristus. Den sætter dem frem som eksempler for de troende, eksempler, der drager alle gennem Kristus til Faderen, og ved deres fortjeneste opnår Den Guds velgerninger.
105. Endelig afrunder og fuldender Kirken de troendes vejledning på de forskellige tider af året efter sine traditioner, gennem åndelige øvelser for sjæl og legeme, gennem undervisning, bøn, bodsøvelser og barmhjertighedsgerninger.
Derfor har det hellige Koncil besluttet følgende:
106. Hver ottende dag fejrer Kirken påskemysteriet, ifølge den apostoliske tradition, der har sin oprindelse på selve dagen for Herrens opstandelse. Derfor kaldes søndagen med rette Herrens dag. På denne dag bør de kristne komme sammen for at høre Guds ord og tage del i Eukaristien, mindes Jesu Kristi lidelse, opstandelse og herlighed, og for at sige Gud tak, der "har genfødt dem til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde" (1.Pet. 1,3). Derfor er søndagen hovedfestdagen, som bør lægges de troende indtrængende på sinde, så den også bliver en glædens og hvilens dag. Ingen andre liturgiske fester må tage dens plads, medmindre de virkelig er af allerstørste betydning, fordi søndagen er grundpillen og kernen af hele det liturgiske år.
107. Det liturgiske år skal revideres således, at de hellige tiders overleverede skikke og ordninger bibeholdes eller fornyes, så de svarer til vor tids vilkår, men sådan at deres oprindelige karakter bevares, så de kan give næring til de kristnes fromhed, når de fejrer den kristne forløsnings mysterier, især påskemysteriet. Den tilpasning, der eventuelt synes påkrævet på grund af lokale forhold, bør ske efter retningslinierne n.39 og 40.
108. De troendes sind skal rettes især mod Herrens fester, for det er på dem, den årlige fejring af frelsesmysterierne sker. Derfor skal Herrens år have forrang frem for helgenfesterne, så frelsesmysteriernes cyklus kan fejres i sin helhed og på tilbørlig måde.
109. Fastetiden har en dobbelt opgave. Den skal minde om eller forberede til dåben, og den skal gennem boden forberede de troende til at fejre påskens mysterium, idet de ivrigere lytter til Guds ord og giver sig tid til bøn. Dette skal træde klarere frem i lyset både i liturgien og i den liturgiske undervisning.
a) Derfor skal de elementer i fasteliturgien, der hører dåben til, benyttes i større udstrækning; i givet fald skal nogle elementer fra en ældre tradition indføres igen.
b) Det samme må siges om bodselementerne. I undervisningen skal de troendes sind gøres indtrængende opmærksom på syndens sociale følger og især på bodens egentlige væsen, som er at afsky synden, fordi den er en krænkelse af Gud. Kirkens rolle i bodshandlingen må ikke glemmes, og der skal insisteres på forbønnen for synderne.
110. Fastetidens bod skal ikke bare være intern og individuel, den skal også vise sig i det ydre og være social. Der skal fremmes en bodspraksis, der svarer til de muligheder, der ligger i vor tid og i de forskellige egne, og som passer til de troendes situation, og de i n.22 nævnte myndigheder skal anbefale den.
Der må imidlertid ikke røres ved påskefasten, som skal fejres overalt på Langfredag, dagen for Herrens lidelse og død, og den kan, hvor det er belejligt, også udvides til lørdag i den stille uge. På den måde skal de troende med opløftet og åbent sind nå frem til Herrens opstandelses glæder.
111. I overensstemmelse med traditionen dyrkes helgenerne i Kirken, og deres ægte relikvier og billeder holdes i ære. Helgenfesterne forkynder Kristi underfulde virke i hans tjenere og frembyder for de troende nogle eksempler, der er egnet til efterligning.
For at helgenfesterne ikke skal have for stor en vægt i forhold til fejringen af selve frelsesmysterierne, skal fejringen af størstedelen af dem overlades til den lokale kirke, til den enkelte nation eller ordensfamilie. I den universelle Kirke skal kun fejres festdagene for de helgener, der virkelig har universel betydning.
Kapitel 6
KIRKEMUSIKKEN
112. Den universelle Kirkes musikalske tradition har skabt en skat af uvurderlig værdi. Den indtager en fremragende plads blandt de øvrige kunstarter, i særdeleshed fordi den som hellig sang er tæt forbundet med ordene og således udgør en nødvendig og integrerende bestanddel af den højtidelige liturgi.
Den hellige Skrift42 såvel som de hellige Fædre har rost den religiøse sang meget højt, ligeledes de romerske paver, som i nyere tid, med den hellige Pius X som foregangsmand, har belyst kirkemusikkens tjenende funktion på indtrængende måde.
Derfor vil kirkemusikken være des helligere, jo tættere den er knyttet til den liturgiske handling, enten ved at give bønnen et skønnere udtryk, ved at fremme samdrægtigheden eller ved at berige de hellige riter med større højtidelighed. Kirken anerkender imidlertid alle former for sand kunst, såfremt de er i besiddelse af de fornødne egenskaber, og giver dem plads i liturgien.
Under bevarelse af den kirkelige traditions og disciplins retningslinier og forskrifter, og med hensyntagen til kirkemusikkens formål, som jo er Guds ære og de troendes helliggørelse, bestemmer det hellige Koncil følgende.
113. Den liturgiske handling får sin værdigste udformning, når gudstjenesten fejres højtideligt med sang under medvirken af de ordinerede liturger og folkets aktive deltagelse.
Angående sproget bør forskrifterne i n.36 overholdes, angående messen n.54, angående sakramenterne n.63, angående tidebønnen n.101.
114. Kirkemusikkens skat skal bevares og plejes med største omhu. Sangkorene skal støttes og fremmes, især ved domkirkerne. Biskopperne og de øvrige sjælesørgere skal drage omsorg for, at hele de troendes forsamling ved enhver gudstjeneste med sang kan give deres aktive bidrag ved at kunne synge deres part, som det står i retningslinierne n.28 og 30.
115. Der skal lægges stor vægt på den musikalske undervisning og praksis i seminarierne, i de mandlige og kvindelige ordeners noviciater og studiehuse og i de øvrige katolske institutter og skoler. Til dette formål skal de lærere, der har ansvar for undervisningen i kirkemusik, have en grundig uddannelse.
Der anbefales derudover oprettelsen af højere institutter for kirkemusik, hvor det synes gavnligt.
Musikerne og sangerne, især kordrengene, skal også have en grundig liturgisk uddannelse.
116. Kirken anser den gregorianske sang som den romerske liturgis egen. Derfor skal den, hvor der er valgmulighed, indtage førstepladsen i de liturgiske handlinger. Andre former for kirkemusik, især polyfonien, skal imidlertid på ingen måde udelukkes fra gudstjenesten, såfremt de svarer til den liturgiske handlings ånd, ifølge retningslinierne i n.30.
117. Den officielle udgave ("editio typica") af den gregorianske sang skal gøres færdig. Derudover skal der udarbejdes en mere kritisk udgave af de bøger, der allerede er udkommet siden den hellige pave Pius X's reform.
Det er også ønskeligt at få en udgave med enklere melodier, til brug ved de mindre kirker.
118. Den folkelige religiøse sang skal fremmes på en forstandig måde, sådan at de troende kan synge med ved andagterne og ved selve de liturgiske handlinger, som det står i rubrikkernes retningslinier og forskrifter.
119. Eftersom der i nogle lande findes folkeslag med en egen musiktradition, som er af stor betydning for deres religiøse og sociale liv, skal denne musik gives den behørige anerkendelse og plads, både når det gælder om at forme deres religiøse sans, og når det gælder om at tilpasse liturgien til deres særpræg, svarende til intentionen i n.39 og 40.
Derfor skal der i missionærernes musikalske uddannelse omhyggeligt sørges for, at de så vidt muligt er i stand til at fremme disse folkeslags traditionelle musik både i skolerne og ved de liturgiske handlinger.
120. Pibeorglet skal i den latinske Kirke holdes højt i ære som dét traditionelle musikinstrument, hvis tone kan kaste en vidunderlig glans over Kirkens ceremonier og kan løfte sindene højt mod Gud og det himmelske.
Andre instrumenter må imidlertid også gives adgang til gudstjenesten, efter den kompetente territoriale myndigheds skøn og samtykke, efter retningslinierne n.22 §2, 37 og 40. Dette forudsætter, at de egner sig eller kan gøres egnede til hellig brug, at de svarer til kirkerummets værdighed og virkelig kan fremme de troendes opbyggelse.
121. Kirkemusikerne skal, gennemtrængt af kristen ånd, være sig bevidst, at de er kaldede til at pleje kirkemusikken og at forøge dens skat.
De skal imidlertid komponere melodier, som bærer kendetegnene på ægte kirkemusik, og som ikke blot kan synges af store kor, men som også egner sig for mindre kor, og som kan fremme hele den troende forsamlings aktive deltagelse.
Teksterne til brug ved kirkesangen skal være i overensstemmelse med den katolske lære og derudover helst inspireres fra de hellige Skrifter og fra de liturgiske kilder.
Kapitel 7
KIRKEKUNST OG KULTGENSTANDE
122. Blandt menneskeåndens fornemste virkefelter regnes de skønne kunster med fuld berettigelse, men i særdeleshed den religiøse kunst og dens højeste form, nemlig kirkekunsten. Ud fra deres væsen er de rettet mod Guds uendelige skønhed, som de på forskellig måde prøver at udtrykke med menneskeskabte værker. Og des mere vier de sig til at fremhæve Gud og øge hans lov og ære, idet de ikke har noget højere formål med deres værker end at være med til at vende menneskenes sind mod Gud.
Den ærværdige Moder Kirken har derfor altid været de skønne kunsters ven og har altid efterspurgt deres fornemme tjeneste, som hovedsagelig består i at gøre de ting, der hører med til gudstjenesten, værdige, dekorative og smukke, og til tegn på og symboler for de himmelske ting. Den har altid formet kunstnerne. Ja, Kirken har med rette anset sig selv som dommer, idet den bedømte kunstnernes værker og bestemte, hvad der passede til troen, fromheden og den religiøse traditions regler, og hvad der var egnet til hellig brug.
Med særlig iver har Kirken sørget for, at de hellige genstande tjente til gudstjenestens værdige og smukke udformning, og den har tilladt de forandringer i materiale, form og stil, som det tekniske fremskridt i tidens løb har ført med sig.
Derfor har koncilsfædrene besluttet at bestemme følgende angående disse ting.
123. Kirken har aldrig anset nogen stilart som sin egen, men har altid tilladt enhver tids måde og mode, alt efter folkeslagenes egenart og livsvilkår og de forskellige riters behov. På den måde har Den skabt en kunstskat, der bør bevares med al mulig omsorg. Også vor tids kunst, og alle folkeslags og alle verdensegnes kunst har frie udfoldelsesmuligheder i Kirken, så længe den tjener de hellige bygninger og ritualer med den fornødne respekt og ærefrygt. På den måde kan den føje sin stemme til den vidunderlige lovsangskoncert, som de mest fremragende mænd i de forgangne tider har sunget til den katolske tros pris.
124. De kirkelige myndigheder skal se til, at de i deres omsorg for kirkekunstens fremme lægger mere vægt på en fornem skønhed end på pomp og pragt. Det samme gælder for de hellige klæder og udsmykningen.
Biskopperne skal sørge for, at kunstværker, der strider mod den kristne fromhed, og som fornærmer den ægte religiøse sans, fordi den kunstneriske udførelse er utilstrækkelig, middelmådig eller falsk, holdes borte fra Gudshusene og andre hellige steder.
Ved opførelsen af kirkebygninger skal der omhyggeligt sørges for, at de er egnede til de liturgiske handlinger og til de troendes aktive deltagelse.
125. Der skal ikke røres ved den praksis, at man i kirkerne har hellige billeder som genstand for de troendes hyldest. Men de skal sættes op i begrænset antal og i en passende rækkefølge, for at de ikke vækker uheldig opsigt hos det kristne folk eller lægger op til en mindre sund fromhed.
126. Ved bedømmelsen af kunstværker skal de lokale kirkelige myndigheder høre bispedømmets kommission for kirkekunst, og i givet fald andre eksperter, ligeledes de kommissioner, der er nævnt i n.44, 45 og 46.
De lokale kirkelige myndigheder skal ivrigt våge over, at ingen hellige genstande eller kostbare værker, fordi de jo pryder Guds hus, afhændes eller ødelægges.
127. Biskopperne skal enten selv eller gennem egnede præster, der har kunstforstand og er kunstelskere, have omsorg for kunstnerne, så de kan sætte dem ind i den sakrale kunsts og liturgiens ånd.
Derudover anbefales det, at der i områder, hvor det synes passende, grundlægges skoler eller akademier for kirkekunst til uddannelse af kunstnere.
Alle kunstnere, der lader sig inspirere af deres talent og stræber efter at tjene Guds ære i Kirken, skal altid huske, at det drejer sig på en måde om at efterligne Guds skaberværk og om værker, der er bestemt til den katolske gudstjeneste, til de troendes opbyggelse, fromhed og religiøse oplæring.
128. De kirkelige retsbestemmelser og statutter, der angår udformningen af de ydre ting, som bruges i liturgien, skal hurtigst muligt revideres sammen med de liturgiske bøger efter retningslinien i n.25. Det gælder især kirkebygningerne, der i deres konstruktion skal være værdige og praktiske, for altrenes form og opbygning, for tabernaklets ædle formgivning, placering og sikkerhed, dåbskapellets rette og værdige indretning og for de hellige billeders og den øvrige udsmyknings passende anbringelse. Alle de bestemmelser, som ikke rigtig passer sammen med liturgiens fornyelse, skal udelades eller afskaffes. Alt det, der gavner liturgien, skal bibeholdes eller indføres.
I denne sag gives der de territoriale bispekonferencer fuldmagt til at tilpasse især kultgenstandenes og paramenternes materiale og design til de lokale behov og skikke, efter retningslinien i n.22 af denne konstitution.
129. De teologistuderende skal i deres filosofiske og teologiske studietid også undervises i kirkekunstens historie og udvikling, og i de sunde principper, som kirkekunsten skal udøves efter, således at de kan værdsætte og bevare Kirkens agtværdige mindesmærker og er i stand til at bistå kunstnerne i deres arbejde med råd og dåd.
130. Brugen af biskoppelige insignier bør være reserveret til de kirkelige personer, der enten er biskopper eller i besiddelse af en særlig juridisk fuldmagt.
--------------------------------------------------------------------------------
Tillæg
DET ANDET VATIKANKONCILS ERKLÆRING OM REVISIONEN AF KALENDEREN
Det hellige, økumeniske Koncil, det 2.Vatikankoncil, anser det for en sag af ikke ringe betydning, at der er mange, der ønsker at fastlægge påskefesten på en bestemt søndag og at stabilisere kalenderen. Efter at have overvejet alle de følger, der kunne være resultat af indførelsen af en ny kalender, erklærer det følgende:
1. Det hellige Koncil sætter sig ikke imod, at påskefesten fastsættes på en bestemt søndag i kalenderen, såfremt alle de, der berøres deraf, giver deres samtykke, især de brødre, der er skilt fra fællesskabet med Den apostoliske Stol.
2. Ligeledes erklærer det hellige Koncil, at det ikke modsætter sig planerne om at indføre en årligt tilbagevendende kalender i det borgerlige samfund. Af de forskellige systemer, der udtænkes til at stabilisere en sådan kalender og indføre den i det borgerlige samfund, kan Kirken imidlertid kun gå ind for dem, der bevarer og sikrer syv-dage-ugen med søndagen uden at skyde nogle ekstra dage ind, sådan at ugernes rækkefølge forbliver intakt, medmindre der dukker meget tungtvejende grunde op, som Den apostoliske Stol så skal dømme om.
Denne konstitution er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den apostoliske myndighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger den, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gennem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære.
Rom, ved Skt. Peter, den 4.december 1963
Paul, den katolske kirkes biskop
med koncilsfædrenes underskrifter.
Noter
1. Bøn over Gaverne fra 9. søndag efter pinse.Tilbage til tekst
2 Jf. Hebr. 13,14.
Tilbage til tekst
3 Jf. Ef. 2,21-22.
Tilbage til tekst
4 Jf. Ef. 4,13.
Tilbage til tekst
5 Jf. Es. 11,12.
Tilbage til tekst
6 Jf. Joh. 11,52.
Tilbage til tekst
7 Jf. Joh. 10,16.
Tilbage til tekst
8 Jf. Es. 61,1; Luk. 4,18.
Tilbage til tekst
9 SKT. IGNATIUS MARTYR, Ad Ephesios, 7,2: FUNK I, 218.
Tilbage til tekst
10 Jf. 1.Tim. 2,5.
Tilbage til tekst
11 Sacramentarium Veronese: ed. C.MOHLBERG (Rom 1956) n.1265, s.162.
Tilbage til tekst
12 Påskepræfation I i Missale Romanum.
Tilbage til tekst
13 Jf. Orationen efter 2.læsning påskelørdag i Missale Romanum før reformen af påskeugen.
Tilbage til tekst
14 Jf. Mark. 16,15.
Tilbage til tekst
15 Jf. Ap.G. 26,18.
Tilbage til tekst
16 Jf. Rom. 6,4; Ef. 2,6; Kol. 3,1; 2.Tim. 2,11.
Tilbage til tekst
17 Jf. Joh. 4,23.
Tilbage til tekst
18 Jf. 1.Kor. 11,26.
Tilbage til tekst
19 TRIDENTINERKONCILET, Sess. XIII, 11.okt. 1551, Decr. De ss.Eucharist, c. 5: CONCILIUM TRIDENTINUM. Diariorum, Actorum, Epistolarum, Tractatuum nova collectio, ed. Soc. Goerresiana, bd. VII, Actorum pars IV, Freiburg i.Br. 1961, 202).
Tilbage til tekst
20 TRIDENTINERKONCILET, Sess. XXII, 17.sept. 1562, Doctr. de ss. Missae Sacrificio, c. 2: CONCILIUM TRIDENTINUM, ed. cit. bd. VIII. Actorum pars V, Freiburg i.Br. 1919, s.960.
Tilbage til tekst
21 Jf. SKT.AUGUSTIN, In Ioannis Evangelium Tractatus VI, cap. I, n.7: PL 35, 1428.
Tilbage til tekst
22 Jf. Åb. 21,2; Kol. 3,1; Hebr. 8,2.
Tilbage til tekst
23 Jf. Fil. 3,20; Kol. 3,4.
Tilbage til tekst
24 Jf. Joh. 17,3; Luk. 24,27; Ap.G. 2,38.
Tilbage til tekst
25 Jf. Matt. 28,20.
Tilbage til tekst
26 Den afsluttende Bøn påskenat og 1.påskedag.
Tilbage til tekst
27 Den afsluttende Bøn tirsdag efter påske.
Tilbage til tekst
28 Jf. 2.Kor. 6,1.
Tilbage til tekst
29 Jf. Matt. 6,6.
Tilbage til tekst
30 Jf. 1.Tess. 5,17.
Tilbage til tekst
31 Jf. 2.Kor. 4,10-11.
Tilbage til tekst
32 Bønnen over Gaverne pinsemandag.
Tilbage til tekst
33 SKT. CYPRIAN, De cath. eccl. Unitate,7: ed. G. Hartel, CSEL III, 1, Wien 1868, ss. 215-216. - Jf. Ep. 66, n.8,3: ed.cit. bd. III, 2, Wien 1871, ss.732-733.
Tilbage til tekst
34 Jf. TRIDENTINERKONCILET, Sess. XXII, 17.sept. 1562, doctr. De ss. Missae sacrif., c. 8: CONCILIUM TRIDENTINUM, ed. cit. bd. VIII, 961.
Tilbage til tekst
35 Jf. SKT. IGNATIUS MARTYR, Ad Magn. 7; Ad Phil. 4; Ad Smyrn. 8: ed. FUNK I, 236, 266, 281.
Tilbage til tekst
36 Jf. SKT. AUGUSTIN, In Ioannis Evangelium Tractatus XXVI, cap. VII, n.13: PL 35, 1613.
Tilbage til tekst
37 Breviarium Romanum, Antifon til Magnificat, 2. vesper på Kristi Legemsfest.
Tilbage til tekst
38 Jf. SKT. KYRILLUS AF ALEXANDRIA, Commentarium in Ioannis Evangelium, lib. XI, cap. XI-XII: PG 74, 557-564.
Tilbage til tekst
39 Jf. 1.Tim. 2,1-2.
Tilbage til tekst
40 Sessio XXI, 16.juli 1562. Doctrina de Communione sub utraque specie et parvulorum, cap. 1-3: CONCILIUM TRIDENTINUM, ed. cit. bd. VIII, 698-699.
Tilbage til tekst
41 TRIDENTINERKONCILET, Sessio XXIV, 11.nov. 1563, De reformatione, cap. 1: CONCILIUM TRIDENTINUM, ed. cit. bd. IX, Actorum pars VI, Freiburg i.Br. 1924, s.969. - Jf. Rituale Romanum, tit. VIII, c. II, n.6.
Tilbage til tekst
42 Jf. Ef. 5,19; Kol. 3,16.
Tilbage til tekst