Folkenes lys

"LUMEN GENTIUM" - "FOLKENES LYS"

DET ANDET VATIKANKONCILS KONSTITUTION OM

 

KIRKEN

"FOLKENES LYS"

DE ECCLESIA

"LUMEN GENTIUM"

--------------------------------------------------------------------------------

Indhold

Den dogmatiske konstitution "Om Kirken"

Forord af pater Albert Raulin O.P.

Kapitel 1 KIRKENS MYSTERIUM

Kapitel 2 GUDS FOLK

Kapitel 3 KIRKENS HIERARKISKE STRUKTUR OG EPISKOPATET I SÆRDELESHED

Kapitel 4 LÆGFOLKET

Kapitel 5 DET UNIVERSELLE KALD TIL HELLIGHED I KIRKEN

Kapitel 6 ORDENSFOLK

Kapitel 7 DEN JORDISKE KIRKES ESKATOLOGISKE KARAKTER OG DENS FORENING MED DEN HIMMELSKE KIRKE

Kapitel 8 DEN HELLIGE JOMFRU MARIA, GUDS MODER, I KRISTI OG KIRKENS MYSTERIUM

Indledning

Jomfru Marias funktion i frelsesordningen

Den hellige Jomfru og Kirken

Maria-dyrkelsen i Kirken

Maria, tegn på sikkert håb og trøst for Guds folk på vandring

Tillæg

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

Forord

 

Få havde ventet af Johannes XXIII, at han skulle sammenkalde verdens biskopper til et koncil. Men så snart pavens beslutning blev kendt, det vil sige allerede i slutningen af januar 1959, var ingen kompetent teolog i tvivl om at kirkebegrebet ville danne midtpunktet for kirkemødets drøftelser. Tre grunde for dette kan særlig fremhæves: For det første var Det første Vatikankoncil aldrig blevet afsluttet; det blev afbrudt af den tysk-franske krig i 1870, og det var en dogmatisk konstitution om Kirken som på det tidspunkt stod ubehandlet øverst på dets dagsorden. Enten man nu bestemte sig for at fortsætte det ufuldendte kirkemøde eller man foretrak at påbegynde et nyt, var det altså meget naturligt at tage tråden op igen hvor den var kappet over.

 

For det andet havde netop kirkebegrebet stået i centrum i de eksegetiske og teologiske diskussioner i de sidste årtier. Det nytestamentlige billede af Kristi Kirke var kommet stærkt i forgrunden, og tiden syntes nu at være moden til at drage konsekvenserne af disse teologiske landvindinger.

 

For det tredie var det pave Johannes' udtrykkelige ønske at hans kirkemøde skulle stå i enhedens tegn, ikke mindst med en tilnærmelse til ikke-katolske kirkesamfund. Men dette forudsatte fra katolsk hold en klar redegørelse for Kirkens syn på sig selv; først da kunne samtalen nemlig blive frugtbar. En dogmatisk konstitution om Kirken, et koncildokument De Ecclesia, måtte derfor anses som et af de vigtigste resultater koncilsfædrene skulle virkeliggøre.

Det var muligt i store træk at danne sig en idé om hovedlinierne ved et sådant dokument ud fra den teologiske udvikling i den senere tid. Moderne katolske teologer havde længe reageret mod en opfattelse af Kirken som havde været så at sige enerådende i den modreformatoriske katolicisme. Denne opfattelse lagde størst vægt på Kirken som organisation, som et fuldstændigt samfund (societas perfecta). Uden på nogen måde at nægte at det forholder sig sådan, var de nye generationer meget mere interesseret i at fremhæve Kirken som et fællesskab (communio). Kirken som Kristi mystiske legeme og som en virkeliggørelse af de helliges samfund havde stået i centrum for katolikkernes interesse i mellemkrigstiden. I 1943 havde den nye orientering fået sit offentlige stempel i Pius XII's rundskrivelse Mystici Corporis. Parallelt begyndte man efterhånden at fremhæve lægmandens organiske plads i helheden. Pius XI havde gjort lægmandsapostolatet, den "katolske aktion" som man også kaldte det, til et hjerteanliggende. Siden krigen var bispeembedet endelig kommet stærkt i forgrunden, som det altid sker hver gang Kirken besinder sig på sin ældste tradition. Det 19. århundrede havde, i mere eller mindre modsætning til Reformationen, stærkt fremhævet paveembedet som monarkisk princip, og præsteembedet som garanti for den retmæssige nadverfejring. I vort århundrede havde to andre led, som snarere bygger bro mellem konfessionerne end udvider afstanden, tiltrukket sig opmærksomheden: Bispeembedet, som åbner muligheder for en vis decentralisering, og lægfolket med dets almindelige præstedømme.

Man kunne altså regne med at den dogmatiske konstitution som var planlagt, ville koncentrere sig om tre punkter:

1) at uddybe teologien om Kirken som Kristi mystiske legeme,

2) at fuldføre det værk som Det første Vatikankoncil havde påbegyndt, ved at fremstille bispeembedet som en integrerende del af Kirkens af Gud givne forfatning og

3) at vise lægfolkets organiske plads i helheden.

 

Vi må overlade til kirkehistorikerne at fremstille det mangfoldige forarbejde som er blevet udført før man kom så langt som til den her foreliggende tekst, vedtaget af koncilsfædrene og stadfæstet af pave Paul VI den 21.november 1964. Etaperne har været mange og ændringsforslagene legio. Flere skemaer har afløst hinanden. Her må vi nøjes med korte betragtninger som kan belyse den konstitution som udgives i dansk oversættelse. Og fordi så at sige hvert kapitel har sin egen baggrund, lønner det sig at tage dem enkeltvis.

Det første kapitel hedder "Kirkens mysterium" og genspejler den reaktion man kunne forvente på en alt for udvortes opfattelse af Kirken. Det udkast til en dogmatisk konstitution om Kristi Kirke som var blevet forelagt for biskopperne i 1869 ved Det første Vatikankoncil, havde et indledende kapitel om Kirken som Kristi mystiske legeme, med det blev den gang stærkt kritiseret, og det er egentlig efter første verdenskrig at tanken om Kirken som Kristi legeme for alvor bliver fremherskende. Da begynder man også at tale om Kirkens mysterium, om det hemmelighedsfulde ved dette fællesskab som har sit forbillede og sin forankring i Gud selv. Nu er det opsigtsvækkende ved denne konstitution som blev vedtaget på 2.Vatikankoncil, at den på en måde er kommet længere end den ensidige betoning af Kirken som Kristi mystiske legeme. Selv om dette billede bliver brugt med forkærlighed af Paulus, er det dog kun et billede, og ikke det eneste billede. Den nuværende tekst udvider sine synspunkter, den forudsætter Pius XII's fremstilling i hans berømte encyklika fra 1943, men begrænser sig ikke til det ene billede. Kirken ses i forbindelse med Faderen, med Sønnen, med Ånden, som et "tegn på og et redskab for den nære forening med Gud og hele menneskehedens indbyrdes enhed". Det er Kirkens indre liv som søges fremhævet, men på samme tid bliver det tydeligt fastslået at det er denne samme Kirke som også er det hierarkisk opbyggede samfund, den synlige bygning "styret af Peters efterfølger og de biskopper som står i kommunion med ham", og dette "selv om flere elementer af hellighed og sandhed også findes udenfor dens organisation". Her er grundlaget lagt for den lære som bliver fremlagt i dekretet De Oecumenismo vedtaget og promulgeret samme dag som De Ecclesia.

Det andet kapitel, om "Guds folk", var ikke med i det udkast som blev taget op til behandling under koncilets anden sektion. Teksten gik med det samme over til spørgsmål vedrørende hierarkiet, det vil sige hovedsagelig biskopperne og deres forhold til paven. Et senere kapitel var viet lægfolket. Der mangler åbenbart et led: der må eksistere et fælles begreb som samler alle kristne i kraft af deres dåb, uanset om de tilhører gejstligheden eller lægfolket. Dette fælles begreb er "Guds folk", det messianske folk, som i Den nye pagt udgør "en udvalgt æt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk" (1.Pet. 2,9-10). Her finder vi grundlaget for læren om det almindelige præstedømme, som koncilet lægger stor vægt på. Her finder vi også muligheden for at udvide vor synsvinkel og, i tilknytning til Den nye pagts folk, at se både Den gamle pagt og selv ikke-kristne religioner i lyset af Guds plan om at frelse hele menneskeslægten. På forskellige præmisser er alle rettet mod Guds folk eller tilhører det allerede. Alle mennesker er kaldet til Guds nye folk, som har sin plads i hver enkelt af jordens nationer, og optager de lokale traditioner og folkeslagenes egenart i sig.

På denne baggrund bliver det muligt at se nærmere på de forskellige embeder i Kirken, i første række bispeembedet. Det er temaet for kapitel 3, det mest omstridte i De Ecclesia både under 2. og 3. session. Det blev faktisk lidt af en sejr for kirkemødets ledelse at bringe det i havn, så det praktisk talt kunne blive enstemmigt vedtaget, men ikke uden alvorlig spænding i de sidste uger før den afstemning som afgjorde sagen. Det debatten drejede sig om, var først og fremmest biskoppernes såkaldte "kollegialitet", med andre ord: den plads som ifølge Kirkens af Gud givne forfatning tilkommer et eventuelt universelt "bispekollegium". Tanken var ikke ny, den er til og med helt traditionel i de orientalske kirker. På Det første Vatikankoncil var der almindelig enighed om at biskopperne, enten samlet på et økumenisk kirkemøde eller også spredt over hele verden, men i fællesskab med paven, har den hele og øverste myndighed over hele Kirken. Men dette koncil nåede som sagt ikke at behandle kirkebegrebet. Det eneste der blev færdigbehandlet og stadfæstet, var pavens prærogativer. Og dermed gled tanken om bispekollegiet i baggrunden i den grad, at tanken kunne virke ny og revolutionerende på mange biskopper og teologer under Det 2.Vatikankoncil. En række faktorer virkede imidlertid i retning af en betoning netop af dette bispekollegium. Den første var selve det faktum, at biskopperne var samlet og handlede som et kollegium gennem koncilet. Den anden at eksegetiske og historiske studier i den senere tid havde fremhævet oldkirkens praksis i så henseende. Den tredie var den stærke indflydelse som de orientalske biskopper øvede på forsamlingen: Gennem deres tradition blev de vesterlandske biskopper konfronteret med værdifulde synspunkter som de stort set var uvidende om. Den fjerde var et udbredt ønske om en mærkbar decentraliseringsproces i den katolske Kirke, og tanken om et fælles ansvar for biskopperne over hele verden syntes at være det bedste og teologisk set mest traditionelle redskab for at opnå en rigtigere ansvarsfordeling mellem centrum og periferi. Den femte var den kendsgerning at bispedømmet i vor tid er en alt for lille enhed til at løse de mange problemer en biskop bliver stillet overfor. Biskopperne har fælles interesser og opgaver som fører dem i retning af større eller mindre bispekonferencer.

 

Disse faktorer gjorde sig stærkt gældende i forsamlingen, og alligevel tøvede et betydeligt mindretal. De syntes ikke om den formulering som mere og mere trængte sig på, nemlig "Peter og de øvrige apostle". For deres del ville de hellere tale om "Peter og apostlene". De var bange for at Det 2.Vatikankoncil skulle bryde det ned som var blevet opnået i 1870. Ingen biskop kunne mistænkes for at ville forkaste det som var blevet højtideligt promulgeret på et tidligere koncil. Men kunne det ikke tænkes, mente mindretallet, at mange her viklede sig ind i en modsigelse uden at få øje på den? Den tekst som nu foreligger, og som er blevet den katolske Kirkes officielle lære, bærer præg af denne ængstelse. Den garderer sig gang på gang mod en mulig svækkelse af pavens prærogativer sådan som de var blevet fastslået på Det 1. Vatikankoncil. Men selv det var ikke nok for mindretallet: Det ville have en yderligere garanti, den som man vil finde som tillæg i dette hefte, den såkaldte "forklarende note". Denne note hører ikke med til den dogmatiske konstitution, den er undertegnet af koncilets generalsekretær, ærkebiskop Pericle Felici, og af ingen anden. Den er ikke blevet promulgeret, men afstemningen har fundet sted under den forudsætning at kapitel 3 skulle forstås og tolkes i overensstemmelse med notens mening og ordlyd. Derfor er den af stor betydning for vor tekst.

Man vil imidlertid gøre sig skyldig i en beklagelig nærsynethed hvis man i dette kapitel kun så spændingen mellem pavens prærogativer og bispekollegiets myndighed. Hele kapitlet tegner et pragtfuldt billede af en katolsk biskop ifølge Kirkens tradition. Mange vil muligvis stå ligegyldige over for kompetencestriden, selv om klare linier må siges at være nødvendige for verdenskirkens trivsel, men de vil næppe kunne se bort fra det billede af den gode hyrde som bliver tegnet for os. Det er ligeledes i 3. kapitel vi til slut får at vide at diakonatet nu bliver oprettet som en permanent afdeling inden for hierarkiet, og at nogle af disse diakoner ikke vil blive forpligtet til at leve i cølibat.

 

Det fjerde kapitel behandler lægfolket. Koncilet forbeholder sig ret til at komme tilbage til dette centrale emne i et eget dekret, og det samme gælder det sjette kapitel om ordensfolkene. Men konstitutionen om Kirken er ment som en syntese, hvor de forskellige elementer kommer på deres rette plads. Derfor måtte den behandle både lægfolket og ordensfolket som en væsentlig del af Guds folk. Med forankring i de kapitler som her foreligger, giver de senere dekreter en mere praktisk og pastoral vejledning.

 

Mellem 4. og 6. kapitel finder vi et som allerede ved sin overskrift fortæller os om sit sigte: "Om at alle er kaldet til hellighed i Kirken". Koncilsfædrene har åbenbart været ængstelige for at enkelte skulle misforstå den plads de gav klosterlivet, som om ordensfolk var en slags "specialister i helliggørelse", noget som selvsagt ikke er tilfældet. Derfor var det magtpåliggende i et selvstændigt kapitel at slå fast at kaldet til kærlighedens fuldkommenhed er fælles for alle mennesker. "Det er én og samme hellighed som i forskellige livsformer og kald tilstræbes af alle dem, som drives af Guds Ånd".

 

Det syvende kapitel kan direkte knyttes til det første om Kirkens mysterium. For det hører med til Kirkens væsen at være rettet mod fuldendelsen i Guds evige rige. Uanset hvor stærkt man er villig til at betone det eskatologiske perspektiv - forventningen om den sidste dag og Herrens genkomst - i Jesu og apostlenes forkyndelse, kommer man ikke udenom at hele kristendommen er vendt mod denne Kristi genkomst i herlighed. Kirken er uforståelig, dersom man ikke stiller den i denne sammenhæng, som en "Kirke undervejs". Dermed er ringen sluttet: Guds folk, som kommer fra Gud, er på vej tilbage til Gud.

Vi finder imidlertid endnu et kapitel i vort dokument, et kapitel om Jomfru Maria. Der har for så vidt altid været enighed om at koncilet skulle behandle dette spørgsmål. Til gengæld var der dyb uenighed om hvilken behandling det skulle få. Nogen mente at den rigtigste måde at placere en tekst om Maria på, var at gøre den til en del af dekretet om Kirken: den senere teologiske forskning har gang på gang påvist at Kirkens mysterium og Marias plads i forløsningsværket er nært beslægtet med hverandre og at en organisk behandling af de to emner også er den sikreste vej til en tilnærmelse mellem katolske og protestantiske synspunkter. På denne måde kan protestantiske teologer nemlig bedre indse at den katolske lære om Maria ikke er vilkårlig, og at Maria ikke mere kan isoleres fra Kristus end Kirken kan det. Men andre biskopper var af en anden mening og syntes at man ikke viste Maria den tilbørlige ære hvis hun ikke fik sit eget dekret. Tekstens placering blev dermed en prøvesten for koncilets stemning: biskopperne her var kommet i affekt, og ingen afstemning i Det 2.Vatikankoncil har givet flertallet en så lille margin. Dog blev det vedtaget med almindeligt flertal at Maria skulle behandles i tilknytning til Kirken. Men dermed var spørgsmålet kun halvvejs løst: det gjaldt om at blive enige om en tekst som alle kunne samles om.

 

Eksperter som repræsenterede de forskellige opfattelser, bestræbte sig for at tilfredsstille alle parter. Teksten bærer dermed præg af kompromis på enkelte punkter. Den følger i hvert fald en moderat linie og undgår enhver overdrivelse i nogen som helst retning. Mange vil derfor blive skuffede, ingen har vel egentlig fået den tekst de drømte om, men dette er ofte hændt på et kirkemøde. Det vigtigste er at vi for det første har fået en række meget værdifulde synspunkter om Marias plads i Guds plan og for det andet nu har et grundlag for vort videre arbejde. Læren om Maria er i al væsentlighed ført tilbage hvor den hører hjemme: en nøgtern og inderlig fordybelse under troens belysning i alt det som åbenbaringen, i første række Skriften, forstår at fortælle om "den nye Eva" og det samtykke som skabningen gennem hende gav til Guds frelsesbudskab.

Selv om konstitutionen betegnes som dogmatisk, indebærer den ingen dogmeerklæring. Den tilspidses ikke i enkelte definitive afgørelser. Men den taler ikke desto mindre med myndighed. Til katolikkerne giver den et sammenfattende syn på det fællesskab de tilhører, sådan at de bedre forstår deres kald som kristne. Til ikke-katolske kristne fortæller den hvordan den katolske Kirke ser på Guds plan med den forløste menneskeslægt, og til ikke-kristne giver den endelig et indblik i kristendommens indre liv.

 

Men først og fremmest bliver grundlaget lagt for en gennemførelse af det aggiornamento ("àjourføring") som koncilet har sat sig som mål. En Kirke som er bevidst om sin egenskab som Guds folk, sit slægtskab med alle mennesker og sit ansvar over for det jordiske samfund, en Kirke hvor lægfolket får sin selvskrevne plads uden at klosteridealet dermed bliver tilsidesat, en Kirke som helt og holdent bygger på Peter som klippe, men samtidig ledes af alle verdens biskopper i fællesskab, en Kirke hvor enheden og mangfoldigheden bringes i harmoni, en Kirke som holder sig i levende kontakt med sine kilder samtidig med, at den fører samtale med sin egen samtid, sådan er dét tegn som her bliver vist for vore øjne. Denne Kirke angår alle: Troende og ikke-troende, kristne og ikke-kristne, katolikker og ikke-katolikker, for den ved at den er sendt til alle.

 

Og hvad er den sendt til" Til at tjene alle ved at føre dem til Gud. Den søger ikke jordisk ære, men ønsker til stadighed at efterfølge sin Herre, Kristus, hvis rige ikke er af denne verden. De bibelske citater er mange i konstitutionens otte kapitler, men næppe nogen sætter så ofte sit præg på hele værket, som Mattæus 20,28: "Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for selv at tjene."

Albert Raulin O.P., 1966

 

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

Paul, biskop, Guds tjeneres tjener,

sammen med koncilsfædrene,

til evig erindring

Den dogmatiske konstitution "Lumen gentium"

om Kirken

 

 

Kapitel 1

KIRKENS MYSTERIUM

1.Folkeslagenes lys er Kristus, og dette hellige koncil, forsamlet i Helligånden, nærer derfor et brændende ønske om at oplyse alle mennesker med Hans klare lys, der genspejler sig i Kirkens åsyn, ved at forkynde evangeliet for al skabningen (jf. Mark. 16,15). Kirken er i Kristus ligesom et sakramente, d.v.s. et tegn og redskab for den inderlige forening med Gud og for hele menneskeslægtens enhed. Derfor har den, med udgangspunkt i de tidligere Koncilers vedtagelser, til hensigt at forklare sit væsen og sin universelle sendelse mere indgående for sine troende og for hele verden. Vor tids forhold gør denne opgave mere påkrævet for Kirken, for at alle mennesker, der gennem forskellige sociale, tekniske og kulturelle bånd nu til dags er knyttet nærmere til hinanden, også må opnå en fuldstændig enhed i Kristus.

2.Den evige Fader skabte ifølge sin visdoms og godheds helt frie og skjulte plan verdensaltet og besluttede at ophøje menneskene til at få del i det guddommelige liv. Skønt faldne i Adam lod Han dem ikke i stikken, men gav dem altid hjælp til frelse for Kristi, Forløserens, skyld, "han som er den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen" (Kol. 1,15). Og alle sine udvalgte har Faderen før tidernes begyndelse "kendt forud og forudbestemt til at blive hans Søns billede lige, så han kan være den førstefødte blandt mange brødre" (Rom. 8,29). Og de, som tror på Kristus, besluttede Han at kalde sammen i den hellige Kirke. Den som allerede fra verdens begyndelse var forvarslet, og på forunderlig vis forberedt i Israels folks historie og den gamle pagt,1 indstiftet i tidernes fylde og åbenbaret ved Åndens udgydelse, og som ved tidernes ende skal fuldendes i herlighed. Da skal, som vi læser hos Kirkefædrene, alle retfærdige siden Adam, "fra den retfærdige Abel til den sidst udvalgte",2 samles i den universelle Kirke hos Faderen.

3.Derfor kom Sønnen, udsendt af Faderen, som før verdens grundvold blev lagt, har udvalgt os i Ham og forudbestemt os til barnekår hos sig, fordi Han tog den beslutning at sammenfatte alt i Ham (jf. Ef. 1,4-5 og 10). Og for at opfylde Faderens vilje grundlagde Kristus himmeriget på jorden og åbenbarede Hans hemmelighed og fuldførte forløsningen ved sin lydighed. Kirken, som er Kristi rige, der allerede er til stede i mysteriet, udvikler sig synligt i verden ved Guds kraft. Denne begyndelse og vækst symboliseres ved det blod og det vand, der flød ud af den korsfæstede Jesus' åbne side (jf. Joh. 19,34), og forudsiges i Herrens ord om sin død på korset: "Og jeg - når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig" (Joh. 12,32). Så ofte som korsofferet - hvorved "vort påskelam blev slagtet, nemlig Kristus" (1.Kor. 5,7) - fejres på alteret, fuldendes vor forløsnings værk. Ved nadverbrødets sakramente udtrykkes og virkeliggøres samtidig enheden blandt de troende, som udgør ét legeme i Kristus (jf. 1.Kor. 10,17). Alle mennesker kaldes til denne forening med Kristus, der er verdens lys, af hvem vi kommer, ved hvem vi lever, og mod hvem vi stræber.

4.Da Sønnen havde fuldført den gerning på jorden, som Faderen havde betroet ham (jf. Joh. 17,4), blev Helligånden sendt på Pinsedagen, for at den i al fremtid skulle helliggøre Kirken, og for at de troende således ved Kristus i én Ånd skulle have adgang til Faderen (jf. Ef. 2,18). Den er livets Ånd eller den Ånd, der er kilden til evigt liv (jf. Joh. 4,14; 7,38-39). Ved den gør Faderen de mennesker levende, som var døde ved synden, indtil Han genopvækker deres dødelige legemer i Kristus (jf. Rom. 8,10-11). Ånden bor i Kirken og i de troendes hjerter ligesom i et tempel (jf. 1.Kor. 3,16; 6,19), beder i dem og vidner om deres barnekår (jf. Gal. 4,6; Rom. 8,15-16 og 26). Ånden fører Kirken ind i hele sandheden (jf. Joh. 16,13) og forener i fællesskab og tjeneste, opbygger og vejleder Den med forskellige hierarkiske og karismatiske gaver og smykker med sine frugter (jf. Ef. 4,11-12; 1.Kor. 12,4; Gal. 5,22). Ved evangeliets kraft holder den Kirken ung og fornyer Den vedvarende og fører Den frem til fuldstændig forening med sin brudgom.3 For Ånden og bruden siger til Herren Jesus: "Kom!" (jf. Åb. 22,17).

 

Således fremstår hele Kirken som "et folk, som får sin enhed fra Faderens og Sønnens og Helligåndens enhed".4

5.Den hellige Kirkes mysterium åbenbares i dens grundlæggelse. For Herren Jesus lagde grunden til sin Kirke ved at forkynde det glade budskab, nemlig Gudsrigets komme, som fra gammel tid var blevet forjættet i Skriften: "Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær" (Mark. 1,15; jf. Matt. 4,17). Dette rige bliver synligt for menneskene i Kristi ord, gerninger og nærvær. Herrens ord bliver nemlig sammenlignet med den sæd, som sås på marken (jf. Mark. 4,14): den som hører det med tro og medregnes i Kristi lille hjord (jf. Luk. 12,32), har modtaget dette rige. Ved egen kraft spirer sæden og vokser, indtil det er tid at høste (jf. Mark. 4,26-29). Også Jesu undergerninger viser, at Riget allerede er kommet til jorden: "Hvis jeg uddriver dæmoner ved Guds finger, så er Guds rige kommet til jer" (Luk. 11,20; jf. Matt. 12,28). Frem for alt åbenbares Riget dog i Kristi, Guds Søns og Menneskesønnens, egen person, han som kom "for at tjene og give sit liv som løsesum for mange" (Mark. 10,45).

Da nu Jesus, efter at have lidt korsdøden for menneskene, var opstået fra de døde, viste Han sig som Herre og Kristus, indsat som præst til evig tid (jf. Ap.G. 2,36; Hebr. 5,6; 7,17-21), og udgød den Ånd, som var lovet af Faderen, over sine disciple (jf. Ap.G. 2,33). Udstyret med sin grundlæggers gaver og tro mod hans bud om kærlighed, ydmyghed og selvfornægtelse modtager Kirken således sendelsen til at forkynde Kristi og Guds rige og til at grundlægge det i alle folkeslag, og den udgør dette Riges spire og begyndelse på jorden. Mens det gradvist vokser, længes Kirken selv efter det fuldkomne Rige, og af al magt håber og ønsker den at forenes med sin Konge i herligheden.

6.I Det gamle Testamente fremlægges åbenbaringen af Riget ofte ved hjælp af billeder. Således lærer vi også nu Kirkens inderste væsen at kende gennem forskellige billeder, som er taget enten fra hyrdernes liv eller landbruget eller fra bygningshåndværk eller også fra familielivet og bryllupsfester, og alle antydet i profeternes bøger.

 

Kirken er nemlig en fårefold, hvis eneste og uomgængelige dør er Kristus (jf. Joh. 10,1-10). Den er også en hjord, og Gud har forudsagt, at han selv vil være dens hyrde (jf. Es. 40,11; Ez. 34,11ff.); og selv om dens får ledes af menneskelige hyrder, så føres og ernæres de dog til stadighed af Kristus selv, den gode hyrde og overhyrden (jf. Joh. 10,11; 1.Pet. 5,4), der satte sit liv til for fårene (jf. Joh. 10,11-15).

 

Kirken er Guds agerbrug eller ager (jf. 1.Kor. 3,9). På den ager vokser det gamle oliventræ, hvis hellige rod var patriarkerne, hvori forsoningen mellem jøder og hedninger er sket og skal ske (jf. Rom. 11,13-26). Kirken blev plantet af den himmelske vingårdsmand ligesom en udvalgt vingård (jf. Matt. 21,33-43 par.; Es. 5,1ff.). Det sande vintræ er Kristus, som skænker liv og frugtbarhed til grenene, d.v.s. til os, der gennem Kirken forbliver i ham, og uden hvem vi intet kan gøre (jf. Joh. 15,1-5).

Flere gange kaldes Kirken også Guds bygning (jf. 1.Kor. 3,9). Herren sammenlignede sig selv med den sten, som bygmestrene vragede, men som er blevet til hovedhjørnestenen (jf. Matt. 21,42 par.; Ap.G. 4,11; 1.Pet. 2,7; Sl. 118,22). På denne grundvold bygges Kirken af apostlene (jf. 1.Kor. 3,11), og gennem den får den sin fasthed og sammenhæng. Dette bygningsværk smykkes ved forskellige benævnelser: Guds hus (jf. 1.Tim. 3,15), for der bor hans familie, en Guds bolig i Ånden (jf. Ef. 2,19-22), "Guds bolig hos menneskene" (Åb. 21,3), og først og fremmest det hellige tempel, hvis billede i vore kirker af sten berømmes af Kirkefædrene, og som i liturgien med rette sammenlignes med den hellige by, det nye Jerusalem.5 I den opbygges vi allerede her på jorden som levende stene (jf. 1.Pet. 2,5). Denne hellige stad ser Johannes, da den ved verdens fornyelse kommer ned fra himlen fra Gud, "rede som en brud smykket for sin brudgom" (Åb. 21,1f.).

 

Kirken kaldes også "det Jerusalem, som er oventil" og "vores moder" (Gal. 4,26; jf. Åb. 12,17). Den beskrives som det uplettede Lams uplettede brud (jf. Åb. 19,7, 21,2 og 9; 22,17), som Kristus "elskede ... og gav sig hen for, for at han kunne hellige den" (Ef. 5,25-26); han knyttede den til sig ved en uopløselig pagt og bestandigt "ernærer han den og viser den omhu" (Ef. 5,29); han ønskede den renset, for at den skulle forenes med ham og undergives ham i kærlighed og troskab (jf. Ef. 5,24); endelig har han for al fremtid overøst den med himmelske gaver, for at vi må fatte Guds og Kristi kærlighed mod os, en kærlighed, som overgår al erkendelse (jf. Ef. 3,19). Men så længe Kirken her på jorden ikke er hjemme hos Herren (jf. 2.Kor. 5,6), betragter den sig selv som landflygtig, så at den søger og tragter efter det, som er oventil, hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd, og hvor Kirkens liv er skjult med Kristus i Gud, indtil den skal åbenbares med sin Brudgom i herlighed (jf. Kol. 3,1-4).

7.Da Guds Søn i den menneskelige natur, han var forenet med, besejrede døden ved sin død og opstandelse, forløste han mennesket og forvandlede det til en ny skabning (jf. Gal. 6,15; 2.Kor. 5,17). For ved at meddele sin Ånd til sine brødre, har han på mystisk vis gjort dem, som han har sammenkaldt fra alle folkeslag, til sit legeme.

I dette legeme udbredes Kristi liv til de troende, som gennem sakramenter på en skjult men dog virkelig måde er forenet med den lidende og forherligede Kristus.6 Ved dåben ligedannes vi nemlig med Kristus: "Thi med én Ånd blev vi alle døbte til at være ét legeme" (1.Kor. 12,13). Ved denne hellige ritus fremstilles og virkeliggøres foreningen med Kristi død og opstandelse: "Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden"; men hvis "vi er sammenvoksede med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans" (Rom. 6,4-5). Ved den eukaristiske brødsbrydelse får vi virkelig del i Herrens legeme og løftes op til fællesskab med Ham og med hinanden. "Fordi der er ét brød, er vi ét legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene brød" (1.Kor. 10,17). Således bliver vi alle lemmer på dette legeme (jf. 1.Kor. 12,27), "og hver for sig hverandres lemmer" (Rom. 12,5).

Ligesom alle lemmerne på det menneskelige legeme danner ét legeme, skønt de er mange, således er det også med de troende i Kristus (jf. 1.Kor. 12,12). Også ved opbygningen af Kristi legeme gælder det, at der er forskel på lemmer og opgaver. Men én er Ånden, som tildeler sine forskellige gaver til gavn for Kirken, alt efter sin rigdom og behovet for tjenester (jf. 1.Kor. 12,1-11). Blandt disse gaver fremstår den nåde, som Apostlene har modtaget, som den største, for endog dem, der har fået karismatiske gaver, underordner Ånden selv under deres myndighed (jf. 1.Kor. 14). Den samme Ånd danner selv ved sin kraft og ved lemmernes inderlige forbindelse legemets enhed, og derved frembringer og fremdriver den kærligheden blandt de troende. Derfor lider alle lemmerne, når ét lem lider; og hvis ét lem hædres, glæder alle lemmerne sig med (jf. 1.Kor. 12,26).

 

Hovedet for dette legeme er Kristus. Han er selv den usynlige Guds billede, og i Ham er alt blevet skabt. Han er forud for alt, og alt består ved Ham. Han er hovedet for det legeme, som er Kirken. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han skulle være den ypperste blandt alle (jf. Kol. 1,15-18). Ved sin vældige styrke hersker Han over alt i himlen og på jorden og fylder hele legemet med sin herligheds rigdom ved sin overvældende fuldkommenhed og virke (jf. Ef. 1,18-23).7

Alle legemer bør ligedannes med Ham, indtil Kristus har vundet skikkelse i dem (jf. Gal. 4,19). Derfor optages vi i Hans jordiske livs mysterier ved at få samme skikkelse som Ham, dø med Ham og opstå med Ham, indtil vi skal være konger med Ham (jf. Fil. 3,21, 2.Tim. 2,11, Ef. 2,6; Kol. 2,12, o.s.v.). Mens vi her på jorden endnu vandrer i Hans fodspor i trængsel og forfølgelse, får vi del i Hans lidelser på samme måde som legemet i forhold til hovedet, og lider med Ham, for at vi kan herliggøres med Ham (jf. Rom. 8,17).

 

Ud af Ham "vokser hele legemet Guds vækst, medens det hjælpes og sammenholdes ved sine bindeled og bånd" (Kol. 2,19). Han fordeler selv stadigvæk sine opgaver i sit legeme, nemlig Kirken, og det er takket være disse opgaver, at vi ved Hans kraft hjælper hinanden til frelse, for at vi, sandheden tro i kærlighed, i ét og alt må vokse op til Ham, som er vores hoved (jf. Ef. 4,11-16).

 

Men for at vi uden ophør kan fornyes i Ham (jf. Ef. 4,23), har Han givet os af sin Ånd, der som én og samme Ånd er til stede i hovedet og lemmerne. Således giver Den hele legemet liv, enhed og bevægelse, således at Kirkefædrene har kunnet sammenligne Dens opgave med den funktion, som livsprincippet - sjælen - udfylder i det menneskelige legeme.8

 

Kristus elsker Kirken som sin brud og bliver derved et forbillede for den mand, som elsker sin hustru som sit eget legeme (jf. Ef. 5,25-28); men Kirken selv er underordnet sit hoved (d.s. 23-24). "Thi i Ham bor hele guddomsfylden legemlig" (Kol. 2,9); Kirken, som er Hans legeme og fylde, overøser Han med sine guddommelige gaver (jf. Ef. 1,22-23), for at den må stræbe efter og nå frem til hele Guds fylde (jf. Ef. 3,19).

8.Kristus, der er den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, grundlagde sin Kirke, som er troens, håbets og kærlighedens fællesskab her på jorden, som en synlig struktur og opretholder den til stadighed,