Folkenes lys

"LUMEN GENTIUM" - "FOLKENES LYS"

DET ANDET VATIKANKONCILS KONSTITUTION OM

KIRKEN

"FOLKENES LYS"

DE ECCLESIA

"LUMEN GENTIUM"

--------------------------------------------------------------------------------

Indhold

Den dogmatiske konstitution "Om Kirken"

Forord af pater Albert Raulin O.P.

Kapitel 1 KIRKENS MYSTERIUM

Kapitel 2 GUDS FOLK

Kapitel 3 KIRKENS HIERARKISKE STRUKTUR OG EPISKOPATET I SÆRDELESHED

Kapitel 4 LÆGFOLKET

Kapitel 5 DET UNIVERSELLE KALD TIL HELLIGHED I KIRKEN

Kapitel 6 ORDENSFOLK

Kapitel 7 DEN JORDISKE KIRKES ESKATOLOGISKE KARAKTER OG DENS FORENING MED DEN HIMMELSKE KIRKE

Kapitel 8 DEN HELLIGE JOMFRU MARIA, GUDS MODER, I KRISTI OG KIRKENS MYSTERIUM

Indledning

Jomfru Marias funktion i frelsesordningen

Den hellige Jomfru og Kirken

Maria-dyrkelsen i Kirken

Maria, tegn på sikkert håb og trøst for Guds folk på vandring

Tillæg

--------------------------------------------------------------------------------

Forord

Få havde ventet af Johannes XXIII, at han skulle sammenkalde verdens biskopper til et koncil. Men så snart pavens beslutning blev kendt, det vil sige allerede i slutningen af januar 1959, var ingen kompetent teolog i tvivl om at kirkebegrebet ville danne midtpunktet for kirkemødets drøftelser. Tre grunde for dette kan særlig fremhæves: For det første var Det første Vatikankoncil aldrig blevet afsluttet; det blev afbrudt af den tysk-franske krig i 1870, og det var en dogmatisk konstitution om Kirken som på det tidspunkt stod ubehandlet øverst på dets dagsorden. Enten man nu bestemte sig for at fortsætte det ufuldendte kirkemøde eller man foretrak at påbegynde et nyt, var det altså meget naturligt at tage tråden op igen hvor den var kappet over.

For det andet havde netop kirkebegrebet stået i centrum i de eksegetiske og teologiske diskussioner i de sidste årtier. Det nytestamentlige billede af Kristi Kirke var kommet stærkt i forgrunden, og tiden syntes nu at være moden til at drage konsekvenserne af disse teologiske landvindinger.

For det tredie var det pave Johannes' udtrykkelige ønske at hans kirkemøde skulle stå i enhedens tegn, ikke mindst med en tilnærmelse til ikke-katolske kirkesamfund. Men dette forudsatte fra katolsk hold en klar redegørelse for Kirkens syn på sig selv; først da kunne samtalen nemlig blive frugtbar. En dogmatisk konstitution om Kirken, et koncildokument De Ecclesia, måtte derfor anses som et af de vigtigste resultater koncilsfædrene skulle virkeliggøre.

Det var muligt i store træk at danne sig en idé om hovedlinierne ved et sådant dokument ud fra den teologiske udvikling i den senere tid. Moderne katolske teologer havde længe reageret mod en opfattelse af Kirken som havde været så at sige enerådende i den modreformatoriske katolicisme. Denne opfattelse lagde størst vægt på Kirken som organisation, som et fuldstændigt samfund (societas perfecta). Uden på nogen måde at nægte at det forholder sig sådan, var de nye generationer meget mere interesseret i at fremhæve Kirken som et fællesskab (communio). Kirken som Kristi mystiske legeme og som en virkeliggørelse af de helliges samfund havde stået i centrum for katolikkernes interesse i mellemkrigstiden. I 1943 havde den nye orientering fået sit offentlige stempel i Pius XII's rundskrivelse Mystici Corporis. Parallelt begyndte man efterhånden at fremhæve lægmandens organiske plads i helheden. Pius XI havde gjort lægmandsapostolatet, den "katolske aktion" som man også kaldte det, til et hjerteanliggende. Siden krigen var bispeembedet endelig kommet stærkt i forgrunden, som det altid sker hver gang Kirken besinder sig på sin ældste tradition. Det 19. århundrede havde, i mere eller mindre modsætning til Reformationen, stærkt fremhævet paveembedet som monarkisk princip, og præsteembedet som garanti for den retmæssige nadverfejring. I vort århundrede havde to andre led, som snarere bygger bro mellem konfessionerne end udvider afstanden, tiltrukket sig opmærksomheden: Bispeembedet, som åbner muligheder for en vis decentralisering, og lægfolket med dets almindelige præstedømme.

Man kunne altså regne med at den dogmatiske konstitution som var planlagt, ville koncentrere sig om tre punkter:

1) at uddybe teologien om Kirken som Kristi mystiske legeme,

2) at fuldføre det værk som Det første Vatikankoncil havde påbegyndt, ved at fremstille bispeembedet som en integrerende del af Kirkens af Gud givne forfatning og

3) at vise lægfolkets organiske plads i helheden.

Vi må overlade til kirkehistorikerne at fremstille det mangfoldige forarbejde som er blevet udført før man kom så langt som til den her foreliggende tekst, vedtaget af koncilsfædrene og stadfæstet af pave Paul VI den 21.november 1964. Etaperne har været mange og ændringsforslagene legio. Flere skemaer har afløst hinanden. Her må vi nøjes med korte betragtninger som kan belyse den konstitution som udgives i dansk oversættelse. Og fordi så at sige hvert kapitel har sin egen baggrund, lønner det sig at tage dem enkeltvis.

Det første kapitel hedder "Kirkens mysterium" og genspejler den reaktion man kunne forvente på en alt for udvortes opfattelse af Kirken. Det udkast til en dogmatisk konstitution om Kristi Kirke som var blevet forelagt for biskopperne i 1869 ved Det første Vatikankoncil, havde et indledende kapitel om Kirken som Kristi mystiske legeme, med det blev den gang stærkt kritiseret, og det er egentlig efter første verdenskrig at tanken om Kirken som Kristi legeme for alvor bliver fremherskende. Da begynder man også at tale om Kirkens mysterium, om det hemmelighedsfulde ved dette fællesskab som har sit forbillede og sin forankring i Gud selv. Nu er det opsigtsvækkende ved denne konstitution som blev vedtaget på 2.Vatikankoncil, at den på en måde er kommet længere end den ensidige betoning af Kirken som Kristi mystiske legeme. Selv om dette billede bliver brugt med forkærlighed af Paulus, er det dog kun et billede, og ikke det eneste billede. Den nuværende tekst udvider sine synspunkter, den forudsætter Pius XII's fremstilling i hans berømte encyklika fra 1943, men begrænser sig ikke til det ene billede. Kirken ses i forbindelse med Faderen, med Sønnen, med Ånden, som et "tegn på og et redskab for den nære forening med Gud og hele menneskehedens indbyrdes enhed". Det er Kirkens indre liv som søges fremhævet, men på samme tid bliver det tydeligt fastslået at det er denne samme Kirke som også er det hierarkisk opbyggede samfund, den synlige bygning "styret af Peters efterfølger og de biskopper som står i kommunion med ham", og dette "selv om flere elementer af hellighed og sandhed også findes udenfor dens organisation". Her er grundlaget lagt for den lære som bliver fremlagt i dekretet De Oecumenismo vedtaget og promulgeret samme dag som De Ecclesia.

Det andet kapitel, om "Guds folk", var ikke med i det udkast som blev taget op til behandling under koncilets anden sektion. Teksten gik med det samme over til spørgsmål vedrørende hierarkiet, det vil sige hovedsagelig biskopperne og deres forhold til paven. Et senere kapitel var viet lægfolket. Der mangler åbenbart et led: der må eksistere et fælles begreb som samler alle kristne i kraft af deres dåb, uanset om de tilhører gejstligheden eller lægfolket. Dette fælles begreb er "Guds folk", det messianske folk, som i Den nye pagt udgør "en udvalgt æt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk" (1.Pet. 2,9-10). Her finder vi grundlaget for læren om det almindelige præstedømme, som koncilet lægger stor vægt på. Her finder vi også muligheden for at udvide vor synsvinkel og, i tilknytning til Den nye pagts folk, at se både Den gamle pagt og selv ikke-kristne religioner i lyset af Guds plan om at frelse hele menneskeslægten. På forskellige præmisser er alle rettet mod Guds folk eller tilhører det allerede. Alle mennesker er kaldet til Guds nye folk, som har sin plads i hver enkelt af jordens nationer, og optager de lokale traditioner og folkeslagenes egenart i sig.

På denne baggrund bliver det muligt at se nærmere på de forskellige embeder i Kirken, i første række bispeembedet. Det er temaet for kapitel 3, det mest omstridte i De Ecclesia både under 2. og 3. session. Det blev faktisk lidt af en sejr for kirkemødets ledelse at bringe det i havn, så det praktisk talt kunne blive enstemmigt vedtaget, men ikke uden alvorlig spænding i de sidste uger før den afstemning som afgjorde sagen. Det debatten drejede sig om, var først og fremmest biskoppernes såkaldte "kollegialitet", med andre ord: den plads som ifølge Kirkens af Gud givne forfatning tilkommer et eventuelt universelt "bispekollegium". Tanken var ikke ny, den er til og med helt traditionel i de orientalske kirker. På Det første Vatikankoncil var der almindelig enighed om at biskopperne, enten samlet på et økumenisk kirkemøde eller også spredt over hele verden, men i fællesskab med paven, har den hele og øverste myndighed over hele Kirken. Men dette koncil nåede som sagt ikke at behandle kirkebegrebet. Det eneste der blev færdigbehandlet og stadfæstet, var pavens prærogativer. Og dermed gled tanken om bispekollegiet i baggrunden i den grad, at tanken kunne virke ny og revolutionerende på mange biskopper og teologer under Det 2.Vatikankoncil. En række faktorer virkede imidlertid i retning af en betoning netop af dette bispekollegium. Den første var selve det faktum, at biskopperne var samlet og handlede som et kollegium gennem koncilet. Den anden at eksegetiske og historiske studier i den senere tid havde fremhævet oldkirkens praksis i så henseende. Den tredie var den stærke indflydelse som de orientalske biskopper øvede på forsamlingen: Gennem deres tradition blev de vesterlandske biskopper konfronteret med værdifulde synspunkter som de stort set var uvidende om. Den fjerde var et udbredt ønske om en mærkbar decentraliseringsproces i den katolske Kirke, og tanken om et fælles ansvar for biskopperne over hele verden syntes at være det bedste og teologisk set mest traditionelle redskab for at opnå en rigtigere ansvarsfordeling mellem centrum og periferi. Den femte var den kendsgerning at bispedømmet i vor tid er en alt for lille enhed til at løse de mange problemer en biskop bliver stillet overfor. Biskopperne har fælles interesser og opgaver som fører dem i retning af større eller mindre bispekonferencer.

Disse faktorer gjorde sig stærkt gældende i forsamlingen, og alligevel tøvede et betydeligt mindretal. De syntes ikke om den formulering som mere og mere trængte sig på, nemlig "Peter og de øvrige apostle". For deres del ville de hellere tale om "Peter og apostlene". De var bange for at Det 2.Vatikankoncil skulle bryde det ned som var blevet opnået i 1870. Ingen biskop kunne mistænkes for at ville forkaste det som var blevet højtideligt promulgeret på et tidligere koncil. Men kunne det ikke tænkes, mente mindretallet, at mange her viklede sig ind i en modsigelse uden at få øje på den? Den tekst som nu foreligger, og som er blevet den katolske Kirkes officielle lære, bærer præg af denne ængstelse. Den garderer sig gang på gang mod en mulig svækkelse af pavens prærogativer sådan som de var blevet fastslået på Det 1. Vatikankoncil. Men selv det var ikke nok for mindretallet: Det ville have en yderligere garanti, den som man vil finde som tillæg i dette hefte, den såkaldte "forklarende note". Denne note hører ikke med til den dogmatiske konstitution, den er undertegnet af koncilets generalsekretær, ærkebiskop Pericle Felici, og af ingen anden. Den er ikke blevet promulgeret, men afstemningen har fundet sted under den forudsætning at kapitel 3 skulle forstås og tolkes i overensstemmelse med notens mening og ordlyd. Derfor er den af stor betydning for vor tekst.

Man vil imidlertid gøre sig skyldig i en beklagelig nærsynethed hvis man i dette kapitel kun så spændingen mellem pavens prærogativer og bispekollegiets myndighed. Hele kapitlet tegner et pragtfuldt billede af en katolsk biskop ifølge Kirkens tradition. Mange vil muligvis stå ligegyldige over for kompetencestriden, selv om klare linier må siges at være nødvendige for verdenskirkens trivsel, men de vil næppe kunne se bort fra det billede af den gode hyrde som bliver tegnet for os. Det er ligeledes i 3. kapitel vi til slut får at vide at diakonatet nu bliver oprettet som en permanent afdeling inden for hierarkiet, og at nogle af disse diakoner ikke vil blive forpligtet til at leve i cølibat.

Det fjerde kapitel behandler lægfolket. Koncilet forbeholder sig ret til at komme tilbage til dette centrale emne i et eget dekret, og det samme gælder det sjette kapitel om ordensfolkene. Men konstitutionen om Kirken er ment som en syntese, hvor de forskellige elementer kommer på deres rette plads. Derfor måtte den behandle både lægfolket og ordensfolket som en væsentlig del af Guds folk. Med forankring i de kapitler som her foreligger, giver de senere dekreter en mere praktisk og pastoral vejledning.

Mellem 4. og 6. kapitel finder vi et som allerede ved sin overskrift fortæller os om sit sigte: "Om at alle er kaldet til hellighed i Kirken". Koncilsfædrene har åbenbart været ængstelige for at enkelte skulle misforstå den plads de gav klosterlivet, som om ordensfolk var en slags "specialister i helliggørelse", noget som selvsagt ikke er tilfældet. Derfor var det magtpåliggende i et selvstændigt kapitel at slå fast at kaldet til kærlighedens fuldkommenhed er fælles for alle mennesker. "Det er én og samme hellighed som i forskellige livsformer og kald tilstræbes af alle dem, som drives af Guds Ånd".

Det syvende kapitel kan direkte knyttes til det første om Kirkens mysterium. For det hører med til Kirkens væsen at være rettet mod fuldendelsen i Guds evige rige. Uanset hvor stærkt man er villig til at betone det eskatologiske perspektiv - forventningen om den sidste dag og Herrens genkomst - i Jesu og apostlenes forkyndelse, kommer man ikke udenom at hele kristendommen er vendt mod denne Kristi genkomst i herlighed. Kirken er uforståelig, dersom man ikke stiller den i denne sammenhæng, som en "Kirke undervejs". Dermed er ringen sluttet: Guds folk, som kommer fra Gud, er på vej tilbage til Gud.

Vi finder imidlertid endnu et kapitel i vort dokument, et kapitel om Jomfru Maria. Der har for så vidt altid været enighed om at koncilet skulle behandle dette spørgsmål. Til gengæld var der dyb uenighed om hvilken behandling det skulle få. Nogen mente at den rigtigste måde at placere en tekst om Maria på, var at gøre den til en del af dekretet om Kirken: den senere teologiske forskning har gang på gang påvist at Kirkens mysterium og Marias plads i forløsningsværket er nært beslægtet med hverandre og at en organisk behandling af de to emner også er den sikreste vej til en tilnærmelse mellem katolske og protestantiske synspunkter. På denne måde kan protestantiske teologer nemlig bedre indse at den katolske lære om Maria ikke er vilkårlig, og at Maria ikke mere kan isoleres fra Kristus end Kirken kan det. Men andre biskopper var af en anden mening og syntes at man ikke viste Maria den tilbørlige ære hvis hun ikke fik sit eget dekret. Tekstens placering blev dermed en prøvesten for koncilets stemning: biskopperne her var kommet i affekt, og ingen afstemning i Det 2.Vatikankoncil har givet flertallet en så lille margin. Dog blev det vedtaget med almindeligt flertal at Maria skulle behandles i tilknytning til Kirken. Men dermed var spørgsmålet kun halvvejs løst: det gjaldt om at blive enige om en tekst som alle kunne samles om.

Eksperter som repræsenterede de forskellige opfattelser, bestræbte sig for at tilfredsstille alle parter. Teksten bærer dermed præg af kompromis på enkelte punkter. Den følger i hvert fald en moderat linie og undgår enhver overdrivelse i nogen som helst retning. Mange vil derfor blive skuffede, ingen har vel egentlig fået den tekst de drømte om, men dette er ofte hændt på et kirkemøde. Det vigtigste er at vi for det første har fået en række meget værdifulde synspunkter om Marias plads i Guds plan og for det andet nu har et grundlag for vort videre arbejde. Læren om Maria er i al væsentlighed ført tilbage hvor den hører hjemme: en nøgtern og inderlig fordybelse under troens belysning i alt det som åbenbaringen, i første række Skriften, forstår at fortælle om "den nye Eva" og det samtykke som skabningen gennem hende gav til Guds frelsesbudskab.

Selv om konstitutionen betegnes som dogmatisk, indebærer den ingen dogmeerklæring. Den tilspidses ikke i enkelte definitive afgørelser. Men den taler ikke desto mindre med myndighed. Til katolikkerne giver den et sammenfattende syn på det fællesskab de tilhører, sådan at de bedre forstår deres kald som kristne. Til ikke-katolske kristne fortæller den hvordan den katolske Kirke ser på Guds plan med den forløste menneskeslægt, og til ikke-kristne giver den endelig et indblik i kristendommens indre liv.

Men først og fremmest bliver grundlaget lagt for en gennemførelse af det aggiornamento ("àjourføring") som koncilet har sat sig som mål. En Kirke som er bevidst om sin egenskab som Guds folk, sit slægtskab med alle mennesker og sit ansvar over for det jordiske samfund, en Kirke hvor lægfolket får sin selvskrevne plads uden at klosteridealet dermed bliver tilsidesat, en Kirke som helt og holdent bygger på Peter som klippe, men samtidig ledes af alle verdens biskopper i fællesskab, en Kirke hvor enheden og mangfoldigheden bringes i harmoni, en Kirke som holder sig i levende kontakt med sine kilder samtidig med, at den fører samtale med sin egen samtid, sådan er dét tegn som her bliver vist for vore øjne. Denne Kirke angår alle: Troende og ikke-troende, kristne og ikke-kristne, katolikker og ikke-katolikker, for den ved at den er sendt til alle.

Og hvad er den sendt til" Til at tjene alle ved at føre dem til Gud. Den søger ikke jordisk ære, men ønsker til stadighed at efterfølge sin Herre, Kristus, hvis rige ikke er af denne verden. De bibelske citater er mange i konstitutionens otte kapitler, men næppe nogen sætter så ofte sit præg på hele værket, som Mattæus 20,28: "Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for selv at tjene."

Albert Raulin O.P., 1966

--------------------------------------------------------------------------------

Paul, biskop, Guds tjeneres tjener,

sammen med koncilsfædrene,

til evig erindring

Den dogmatiske konstitution "Lumen gentium"

om Kirken

 

Kapitel 1

KIRKENS MYSTERIUM

1. Folkeslagenes lys er Kristus, og dette hellige koncil, forsamlet i Helligånden, nærer derfor et brændende ønske om at oplyse alle mennesker med Hans klare lys, der genspejler sig i Kirkens åsyn, ved at forkynde evangeliet for al skabningen (jf. Mark. 16,15). Kirken er i Kristus ligesom et sakramente, d.v.s. et tegn og redskab for den inderlige forening med Gud og for hele menneskeslægtens enhed. Derfor har den, med udgangspunkt i de tidligere Koncilers vedtagelser, til hensigt at forklare sit væsen og sin universelle sendelse mere indgående for sine troende og for hele verden. Vor tids forhold gør denne opgave mere påkrævet for Kirken, for at alle mennesker, der gennem forskellige sociale, tekniske og kulturelle bånd nu til dags er knyttet nærmere til hinanden, også må opnå en fuldstændig enhed i Kristus.

2. Den evige Fader skabte ifølge sin visdoms og godheds helt frie og skjulte plan verdensaltet og besluttede at ophøje menneskene til at få del i det guddommelige liv. Skønt faldne i Adam lod Han dem ikke i stikken, men gav dem altid hjælp til frelse for Kristi, Forløserens, skyld, "han som er den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen" (Kol. 1,15). Og alle sine udvalgte har Faderen før tidernes begyndelse "kendt forud og forudbestemt til at blive hans Søns billede lige, så han kan være den førstefødte blandt mange brødre" (Rom. 8,29). Og de, som tror på Kristus, besluttede Han at kalde sammen i den hellige Kirke. Den som allerede fra verdens begyndelse var forvarslet, og på forunderlig vis forberedt i Israels folks historie og den gamle pagt,1 indstiftet i tidernes fylde og åbenbaret ved Åndens udgydelse, og som ved tidernes ende skal fuldendes i herlighed. Da skal, som vi læser hos Kirkefædrene, alle retfærdige siden Adam, "fra den retfærdige Abel til den sidst udvalgte",2 samles i den universelle Kirke hos Faderen.

3. Derfor kom Sønnen, udsendt af Faderen, som før verdens grundvold blev lagt, har udvalgt os i Ham og forudbestemt os til barnekår hos sig, fordi Han tog den beslutning at sammenfatte alt i Ham (jf. Ef. 1,4-5 og 10). Og for at opfylde Faderens vilje grundlagde Kristus himmeriget på jorden og åbenbarede Hans hemmelighed og fuldførte forløsningen ved sin lydighed. Kirken, som er Kristi rige, der allerede er til stede i mysteriet, udvikler sig synligt i verden ved Guds kraft. Denne begyndelse og vækst symboliseres ved det blod og det vand, der flød ud af den korsfæstede Jesus' åbne side (jf. Joh. 19,34), og forudsiges i Herrens ord om sin død på korset: "Og jeg - når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig" (Joh. 12,32). Så ofte som korsofferet - hvorved "vort påskelam blev slagtet, nemlig Kristus" (1.Kor. 5,7) - fejres på alteret, fuldendes vor forløsnings værk. Ved nadverbrødets sakramente udtrykkes og virkeliggøres samtidig enheden blandt de troende, som udgør ét legeme i Kristus (jf. 1.Kor. 10,17). Alle mennesker kaldes til denne forening med Kristus, der er verdens lys, af hvem vi kommer, ved hvem vi lever, og mod hvem vi stræber.

4. Da Sønnen havde fuldført den gerning på jorden, som Faderen havde betroet ham (jf. Joh. 17,4), blev Helligånden sendt på Pinsedagen, for at den i al fremtid skulle helliggøre Kirken, og for at de troende således ved Kristus i én Ånd skulle have adgang til Faderen (jf. Ef. 2,18). Den er livets Ånd eller den Ånd, der er kilden til evigt liv (jf. Joh. 4,14; 7,38-39). Ved den gør Faderen de mennesker levende, som var døde ved synden, indtil Han genopvækker deres dødelige legemer i Kristus (jf. Rom. 8,10-11). Ånden bor i Kirken og i de troendes hjerter ligesom i et tempel (jf. 1.Kor. 3,16; 6,19), beder i dem og vidner om deres barnekår (jf. Gal. 4,6; Rom. 8,15-16 og 26). Ånden fører Kirken ind i hele sandheden (jf. Joh. 16,13) og forener i fællesskab og tjeneste, opbygger og vejleder Den med forskellige hierarkiske og karismatiske gaver og smykker med sine frugter (jf. Ef. 4,11-12; 1.Kor. 12,4; Gal. 5,22). Ved evangeliets kraft holder den Kirken ung og fornyer Den vedvarende og fører Den frem til fuldstændig forening med sin brudgom.3 For Ånden og bruden siger til Herren Jesus: "Kom!" (jf. Åb. 22,17).

Således fremstår hele Kirken som "et folk, som får sin enhed fra Faderens og Sønnens og Helligåndens enhed".4

5. Den hellige Kirkes mysterium åbenbares i dens grundlæggelse. For Herren Jesus lagde grunden til sin Kirke ved at forkynde det glade budskab, nemlig Gudsrigets komme, som fra gammel tid var blevet forjættet i Skriften: "Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær" (Mark. 1,15; jf. Matt. 4,17). Dette rige bliver synligt for menneskene i Kristi ord, gerninger og nærvær. Herrens ord bliver nemlig sammenlignet med den sæd, som sås på marken (jf. Mark. 4,14): den som hører det med tro og medregnes i Kristi lille hjord (jf. Luk. 12,32), har modtaget dette rige. Ved egen kraft spirer sæden og vokser, indtil det er tid at høste (jf. Mark. 4,26-29). Også Jesu undergerninger viser, at Riget allerede er kommet til jorden: "Hvis jeg uddriver dæmoner ved Guds finger, så er Guds rige kommet til jer" (Luk. 11,20; jf. Matt. 12,28). Frem for alt åbenbares Riget dog i Kristi, Guds Søns og Menneskesønnens, egen person, han som kom "for at tjene og give sit liv som løsesum for mange" (Mark. 10,45).

Da nu Jesus, efter at have lidt korsdøden for menneskene, var opstået fra de døde, viste Han sig som Herre og Kristus, indsat som præst til evig tid (jf. Ap.G. 2,36; Hebr. 5,6; 7,17-21), og udgød den Ånd, som var lovet af Faderen, over sine disciple (jf. Ap.G. 2,33). Udstyret med sin grundlæggers gaver og tro mod hans bud om kærlighed, ydmyghed og selvfornægtelse modtager Kirken således sendelsen til at forkynde Kristi og Guds rige og til at grundlægge det i alle folkeslag, og den udgør dette Riges spire og begyndelse på jorden. Mens det gradvist vokser, længes Kirken selv efter det fuldkomne Rige, og af al magt håber og ønsker den at forenes med sin Konge i herligheden.

6. I Det gamle Testamente fremlægges åbenbaringen af Riget ofte ved hjælp af billeder. Således lærer vi også nu Kirkens inderste væsen at kende gennem forskellige billeder, som er taget enten fra hyrdernes liv eller landbruget eller fra bygningshåndværk eller også fra familielivet og bryllupsfester, og alle antydet i profeternes bøger.

Kirken er nemlig en fårefold, hvis eneste og uomgængelige dør er Kristus (jf. Joh. 10,1-10). Den er også en hjord, og Gud har forudsagt, at han selv vil være dens hyrde (jf. Es. 40,11; Ez. 34,11ff.); og selv om dens får ledes af menneskelige hyrder, så føres og ernæres de dog til stadighed af Kristus selv, den gode hyrde og overhyrden (jf. Joh. 10,11; 1.Pet. 5,4), der satte sit liv til for fårene (jf. Joh. 10,11-15).

Kirken er Guds agerbrug eller ager (jf. 1.Kor. 3,9). På den ager vokser det gamle oliventræ, hvis hellige rod var patriarkerne, hvori forsoningen mellem jøder og hedninger er sket og skal ske (jf. Rom. 11,13-26). Kirken blev plantet af den himmelske vingårdsmand ligesom en udvalgt vingård (jf. Matt. 21,33-43 par.; Es. 5,1ff.). Det sande vintræ er Kristus, som skænker liv og frugtbarhed til grenene, d.v.s. til os, der gennem Kirken forbliver i ham, og uden hvem vi intet kan gøre (jf. Joh. 15,1-5).

Flere gange kaldes Kirken også Guds bygning (jf. 1.Kor. 3,9). Herren sammenlignede sig selv med den sten, som bygmestrene vragede, men som er blevet til hovedhjørnestenen (jf. Matt. 21,42 par.; Ap.G. 4,11; 1.Pet. 2,7; Sl. 118,22). På denne grundvold bygges Kirken af apostlene (jf. 1.Kor. 3,11), og gennem den får den sin fasthed og sammenhæng. Dette bygningsværk smykkes ved forskellige benævnelser: Guds hus (jf. 1.Tim. 3,15), for der bor hans familie, en Guds bolig i Ånden (jf. Ef. 2,19-22), "Guds bolig hos menneskene" (Åb. 21,3), og først og fremmest det hellige tempel, hvis billede i vore kirker af sten berømmes af Kirkefædrene, og som i liturgien med rette sammenlignes med den hellige by, det nye Jerusalem.5 I den opbygges vi allerede her på jorden som levende stene (jf. 1.Pet. 2,5). Denne hellige stad ser Johannes, da den ved verdens fornyelse kommer ned fra himlen fra Gud, "rede som en brud smykket for sin brudgom" (Åb. 21,1f.).

Kirken kaldes også "det Jerusalem, som er oventil" og "vores moder" (Gal. 4,26; jf. Åb. 12,17). Den beskrives som det uplettede Lams uplettede brud (jf. Åb. 19,7, 21,2 og 9; 22,17), som Kristus "elskede ... og gav sig hen for, for at han kunne hellige den" (Ef. 5,25-26); han knyttede den til sig ved en uopløselig pagt og bestandigt "ernærer han den og viser den omhu" (Ef. 5,29); han ønskede den renset, for at den skulle forenes med ham og undergives ham i kærlighed og troskab (jf. Ef. 5,24); endelig har han for al fremtid overøst den med himmelske gaver, for at vi må fatte Guds og Kristi kærlighed mod os, en kærlighed, som overgår al erkendelse (jf. Ef. 3,19). Men så længe Kirken her på jorden ikke er hjemme hos Herren (jf. 2.Kor. 5,6), betragter den sig selv som landflygtig, så at den søger og tragter efter det, som er oventil, hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd, og hvor Kirkens liv er skjult med Kristus i Gud, indtil den skal åbenbares med sin Brudgom i herlighed (jf. Kol. 3,1-4).

7. Da Guds Søn i den menneskelige natur, han var forenet med, besejrede døden ved sin død og opstandelse, forløste han mennesket og forvandlede det til en ny skabning (jf. Gal. 6,15; 2.Kor. 5,17). For ved at meddele sin Ånd til sine brødre, har han på mystisk vis gjort dem, som han har sammenkaldt fra alle folkeslag, til sit legeme.

I dette legeme udbredes Kristi liv til de troende, som gennem sakramenter på en skjult men dog virkelig måde er forenet med den lidende og forherligede Kristus.6 Ved dåben ligedannes vi nemlig med Kristus: "Thi med én Ånd blev vi alle døbte til at være ét legeme" (1.Kor. 12,13). Ved denne hellige ritus fremstilles og virkeliggøres foreningen med Kristi død og opstandelse: "Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden"; men hvis "vi er sammenvoksede med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans" (Rom. 6,4-5). Ved den eukaristiske brødsbrydelse får vi virkelig del i Herrens legeme og løftes op til fællesskab med Ham og med hinanden. "Fordi der er ét brød, er vi ét legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene brød" (1.Kor. 10,17). Således bliver vi alle lemmer på dette legeme (jf. 1.Kor. 12,27), "og hver for sig hverandres lemmer" (Rom. 12,5).

Ligesom alle lemmerne på det menneskelige legeme danner ét legeme, skønt de er mange, således er det også med de troende i Kristus (jf. 1.Kor. 12,12). Også ved opbygningen af Kristi legeme gælder det, at der er forskel på lemmer og opgaver. Men én er Ånden, som tildeler sine forskellige gaver til gavn for Kirken, alt efter sin rigdom og behovet for tjenester (jf. 1.Kor. 12,1-11). Blandt disse gaver fremstår den nåde, som Apostlene har modtaget, som den største, for endog dem, der har fået karismatiske gaver, underordner Ånden selv under deres myndighed (jf. 1.Kor. 14). Den samme Ånd danner selv ved sin kraft og ved lemmernes inderlige forbindelse legemets enhed, og derved frembringer og fremdriver den kærligheden blandt de troende. Derfor lider alle lemmerne, når ét lem lider; og hvis ét lem hædres, glæder alle lemmerne sig med (jf. 1.Kor. 12,26).

Hovedet for dette legeme er Kristus. Han er selv den usynlige Guds billede, og i Ham er alt blevet skabt. Han er forud for alt, og alt består ved Ham. Han er hovedet for det legeme, som er Kirken. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han skulle være den ypperste blandt alle (jf. Kol. 1,15-18). Ved sin vældige styrke hersker Han over alt i himlen og på jorden og fylder hele legemet med sin herligheds rigdom ved sin overvældende fuldkommenhed og virke (jf. Ef. 1,18-23).7

Alle legemer bør ligedannes med Ham, indtil Kristus har vundet skikkelse i dem (jf. Gal. 4,19). Derfor optages vi i Hans jordiske livs mysterier ved at få samme skikkelse som Ham, dø med Ham og opstå med Ham, indtil vi skal være konger med Ham (jf. Fil. 3,21, 2.Tim. 2,11, Ef. 2,6; Kol. 2,12, o.s.v.). Mens vi her på jorden endnu vandrer i Hans fodspor i trængsel og forfølgelse, får vi del i Hans lidelser på samme måde som legemet i forhold til hovedet, og lider med Ham, for at vi kan herliggøres med Ham (jf. Rom. 8,17).

Ud af Ham "vokser hele legemet Guds vækst, medens det hjælpes og sammenholdes ved sine bindeled og bånd" (Kol. 2,19). Han fordeler selv stadigvæk sine opgaver i sit legeme, nemlig Kirken, og det er takket være disse opgaver, at vi ved Hans kraft hjælper hinanden til frelse, for at vi, sandheden tro i kærlighed, i ét og alt må vokse op til Ham, som er vores hoved (jf. Ef. 4,11-16).

Men for at vi uden ophør kan fornyes i Ham (jf. Ef. 4,23), har Han givet os af sin Ånd, der som én og samme Ånd er til stede i hovedet og lemmerne. Således giver Den hele legemet liv, enhed og bevægelse, således at Kirkefædrene har kunnet sammenligne Dens opgave med den funktion, som livsprincippet - sjælen - udfylder i det menneskelige legeme.8

Kristus elsker Kirken som sin brud og bliver derved et forbillede for den mand, som elsker sin hustru som sit eget legeme (jf. Ef. 5,25-28); men Kirken selv er underordnet sit hoved (d.s. 23-24). "Thi i Ham bor hele guddomsfylden legemlig" (Kol. 2,9); Kirken, som er Hans legeme og fylde, overøser Han med sine guddommelige gaver (jf. Ef. 1,22-23), for at den må stræbe efter og nå frem til hele Guds fylde (jf. Ef. 3,19).

8. Kristus, der er den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, grundlagde sin Kirke, som er troens, håbets og kærlighedens fællesskab her på jorden, som en synlig struktur og opretholder den til stadighed,9 hvorved Han lader sandhed og nåde strømme ud til alle. Men det hierarkisk organiserede samfund og Kristi mystiske legeme, den synlige forsamling og det åndelige fællesskab, den jordiske Kirke og den Kirke, som er rig på himmelske goder, må ikke betragtes som to forskellige ting; tværtimod udgør de én kompleks virkelighed, der består af et menneskeligt og et guddommeligt element.10 Derfor er det ikke en dårlig analogi at sammenligne den med det menneskevordne Ords mysterium. Den menneskelige natur, som det guddommelige Ord har antaget, er uløseligt knyttet til Ordet og tjener det som et levende redskab til frelse. På lignende måde tjener Kirkens sociale struktur Kristi Ånd, der gør den levende, således at legemet vokser (jf. Ef. 4,16).11

Dette er Kristi ene Kirke, som vi i vort credo bekender som én, hellig, katolsk og apostolisk,12 og som vor Frelser efter sin opstandelse overgav til Peter at vogte (jf. Joh. 21,17), og hvis udbredelse og styre Han betroede ham og de øvrige apostle (jf. Matt. 28,18ff.), og som Han for evigt rejste som sandhedens søjle og grundvold (jf. 1.Tim. 3,15). Denne Kirke, som er grundlagt og indrettet som et samfund i denne verden, eksisterer konkret i Den katolske Kirke, der er styret af Peters efterfølger og biskopperne i forening med ham,13 selv om flere elementer af helliggørelse og sandhed findes uden for dens rammer, elementer, der som Kristi Kirkes særegne gaver tilskynder til katolsk enhed.

Ligesom Kristus fuldførte forløsningsværket i fattigdom og under forfølgelse, således kaldes Kirken til at gå frem ad den samme vej for at meddele frelsens frugter til menneskene. Da Kristus Jesus "var i guddomsskikkelse, . . . gav han afkald og tog tjenerskikkelse på" (Fil. 2,6-7), og for vor skyld "blev han fattig, da han var rig" (2.Kor. 8,9): skønt Kirken til at udføre sin sendelse har brug for menneskelige midler, er den ikke stiftet for at søge jordisk ære, men for at udbrede ydmyghed og selvfornægtelse også ved sit eksempel. Kristus blev af Faderen sendt "for at gå med glædesbud . . . læge sønderknuste hjerter (Luk. 4,18), . . . opsøge og frelse det fortabte" (Luk. 19,10): på samme måde omgiver Kirken med kærlighed alle, som lider under menneskelig svaghed, ja i de fattige og lidende genkender Den billedet af sin fattige og lidende Grundlægger og gør sit bedste for at lindre deres nød og stræber efter at tjene Kristus i dem. Mens Kristus, "hellig, uberørt af det onde og ubesmittet" (Hebr. 7,26), ikke kendte til synd (jf. 2.Kor. 5,21), men udelukkende kom for at sone folkets synder (jf. Hebr. 2,17), rummer Kirken i sit eget skød syndere; Den er på én gang hellig og har altid brug for renselse og stræber derfor konstant efter bodfærdighed og fornyelse.

Kirken "vandrer som en pilgrim mellem verdens forfølgelser og Guds fortrøstninger",14 og forkynder Herrens kors og død, indtil Han kommer (jf. 1.Kor. 11,26). Men ved den opstandne Herres kraft styrkes Den til i tålmodighed og kærlighed at besejre sine sorger og vanskeligheder, både de indre og de ydre, og til sandt omend tilsløret at åbenbare Hans mysterium i verden, indtil det til sidst skal fremstå i fuld klarhed.

 

Kapitel 2

GUDS FOLK

9. Til alle tider og i alle folkeslag er enhver, som frygter Gud og øver retfærdighed, kærkommen for Gud (jf. Ap.G. 10,35). Imidlertid har det behaget Gud at helliggøre og frelse menneskene, ikke enkeltvis og uafhængig af hinanden, men at samle dem til et folk, der skulle erkende Ham i sandhed og tjene Ham i hellighed. Derfor udvalgte Han sig folket Israel til at være sit folk, som Han indgik en pagt med og oplærte skridt for skridt ved at åbenbare sig selv og sin vilje i dets historie og ved at hellige det til sin ære. Alt dette var dog kun en forberedelse til og et forbillede på den nye og fuldkomne pagt, som skulle sluttes i Kristus, og den langt mere fuldstændige åbenbaring, der skulle formidles ved, at Guds Ord blev Kød. "Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus . . . Jeg vil give min lov i deres sind, og på deres hjerter vil jeg skrive den, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. . . . Thi de skal alle kende mig, fra den mindste til den største, lyder det fra Herren" (Jer. 31,31-34). Denne nye pagt, nemlig det nye testamente, indstiftede Kristus ved sit blod (jf. 1.Kor. 11,25), idet Han af jøder og hedninger kaldte et folk, som ikke ved kødets bånd, men i Ånden skulle vokse sammen til en enhed og være det nye Guds folk. For de, der tror på Kristus, er genfødt ikke af forkrænkelig men af uforkrænkelig sæd ved det levende Guds ord (jf. 1.Pet. 1,23), ikke af kød men af vand og Helligånden (jf. Joh. 3,5-6), og de udgør endelig "en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk . . . som før ikke var et folk, men nu er Guds folk" (1.Pet. 2,9-10).

Dette messianske folk har som hoved Kristus, "der blev givet hen for vore overtrædelsers skyld og opvakt for vor retfærdiggørelses skyld" (Rom. 4,25). Nu har Han fået et navn, som er over alle navne, og hersker i herlighed i himlen. Dette folk, i hvis hjerter Helligånden har sit tempel, har som livsvilkår fået den værdighed og frihed, som tilkommer Guds børn. Folkets lov er det nye bud om at elske, således som Kristus elskede os (jf. Joh. 13,34). Dets mål er at fortsætte udbredelsen af det rige, som Gud selv har påbegyndt på jorden, indtil det også fuldbyrdes af Ham selv ved tidernes ende, når Kristus, vort liv, åbenbares (jf. Kol. 3,4), og "skabningen selv skal fries for den forkrænkelighed, hvorunder den træller, og nå til den frihed, som Guds børn skal have i herligheden" (Rom. 8,21). Dette messianske folk er derfor, selv om det faktisk ikke omfatter alle mennesker og ofte tager sig ud som en lille flok, alligevel den sikreste kim til enhed, håb og frelse for hele menneskeslægten. Kristus indstiftede dette folk som livets, kærlighedens og sandhedens fællesskab, og Han bruger det også som redskab til alles frelse og sender det ud i hele verden som verdens lys og jordens salt (jf. Matt. 5,13-16).

Ligesom allerede det gamle Israel, der vandrede i ørkenen, kaldes Guds Kirke (jf. 2.Ezra 13,1; 4.Mos. 20,4; 5.Mos. 23,1ff.), således benævnes det nye Israel, som drager gennem den nuværende verden, men søger den kommende og blivende stad (jf. Hebr. 13,14), også Kristi Kirke (jf. Matt. 16,18), fordi Han selv købte Den med sit blod (jf. Ap.G. 20,28), opfyldte Den med sin Ånd og udstyrede Den med midler, der skulle tjene Dens enhed som synligt samfund. Alle dem, der ser på Jesus som frelsens stifter, enhedens og fredens ophav, og som tror på Ham, sammenkaldte Gud i Kirken og indstiftede Den som et synligt sakramente, for at Den for alle og enhver skulle være denne frelsebringende enheds synlige tegn.1 For at udbrede sig over alle verdens egne træder Kirken ind i menneskehedens historie, alt imens Den dog samtidig overstiger folkeslagenes begrænsninger i tid og rum. Kirken skrider frem gennem prøvelser og trængsler, men styrkes ved Guds nådes kraft, som Herren har lovet Den, så at Den ikke p.g.a. menneskelig skrøbelighed falder fra den fuldkomne troskab, men forbliver sin Herres værdige brud, og ved Helligåndens virke uafladeligt fornyer sig, indtil den gennem korset når til det lys, som aldrig går ned.

10. Kristus Herren har, som ypperstepræst udtaget blandt mennesker (jf. Hebr. 5,1-15), gjort det nye folk "til konger og præster for sin Gud og Fader" (Åb. 1,6; jf. 5,9-10). De døbte bliver nemlig ved genfødslen og Helligåndens salvelse indviet til et åndeligt hus og et helligt præsteskab, for at de ved deres gerninger som kristne skal bringe åndelige ofre og forkynde Hans guddomskraft, der kaldte dem fra mørket til sit underfulde lys (jf. 1.Pet. 2,4-10). Derfor skal alle Kristi disciple holde fast ved bønnerne og lovprise Gud (jf. Ap.G. 2,42-47), og derved bringe sig selv som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer (jf. Rom. 12,1); overalt på jorden skal de aflægge vidnesbyrd om Kristus og være rede til forsvar over for dem, der kræver regnskab af dem for det håb om evigt liv, der er i dem (jf. 1.Pet. 3,15).

Skønt de troendes almindelige præstedømme og det præstelige hierarkiske præstedømme i deres væsen og ikke blot i grad er forskellige, har de dog relation til hinanden, fordi de hver for sig på sin særlige måde har del i Kristi ene præstedømme.2 Den ministerielle præst former og styrer det præstelige folk i kraft af den gejstlige fuldmagt, han råder over; han virkeliggør det eukaristiske offer i Kristi person og bærer det på hele folkets vegne frem for Gud; de troende er i kraft af deres kongelige præstedømme med til at frembære eukaristien3 og udøver dette præstedømme ved at modtage sakramenterne, ved bøn og taksigelse, ved et helligt livs vidnesbyrd og ved selvfornægtelse og en handlekraftig kærlighed.

11. Det præstelige fællesskab udtrykker sin hellighed og organiske struktur både i sakramenterne og i kristen livsførelse. De troende indlemmes ved dåben i Kirken og bestemmes ved dåbens varige præg til at udøve den kristne gudsdyrkelse, og genfødte som Guds børn forpligtes de til over for menneskene at bekende den tro, som de gennem Kirken har modtaget af Gud.4 Ved firmelsens sakramente knyttes de mere fuldkomment til Kirken og får fra Helligånden en særlig kraft, og således forpligtes de dybere til både at udbrede og at forsvare troen i ord og i gerning som Kristi sande vidner.5 Når de deltager i det eukaristiske offer, som er kilden til og højdepunktet i hele det kristne liv, frembærer de det guddommelige offer for Gud og sig selv med dette;6 både ved frembærelsen og ved den hellige kommunion udfører alle således, ikke uden forskel, men hver på sin måde, deres egen opgave i den liturgiske handling. Når de i det hellige måltid har ernæret sig ved Kristi legeme, fremstiller de endvidere konkret Guds folks enhed, som ved dette ophøjede sakramente nøje symboliseres og på underfuld måde virkeliggøres.

De, der nærmer sig bodens sakramente, opnår ved Guds barmhjertighed tilgivelse for deres krænkelse af Ham, og samtidig forsones de med Kirken, som de har såret ved at synde, og som ved sin kærlighed, sit eksempel og sine bønner bidrager til deres omvendelse.

Ved de syges hellige salvelse og præsternes bøn anbefaler hele Kirken de syge til den lidende og forherligede Herre, for at Han skal lindre og frelse dem (jf. Jak. 5,14-16), ja Kirken opfordrer dem til at slutte sig frivilligt til Kristi lidelse og død (jf. Rom. 8,17, Kol. 1,24, 2.Tim. 2,11-12, 1.Pet. 4,13) til gavn for Guds folk. Ved ordinationen (til diakon, præst og biskop) indsættes i Kristi navn de troende, som modtager dette sakramente, til at vogte Kirken med Guds ord og nåde. Endelig symboliserer de kristne ægtefæller i kraft af ægteskabets sakramente den hemmelighedsfulde enhed mellem Kristus og Kirken og får del deri (jf. Ef. 5,32). De hjælper således hinanden frem mod hellighed i det ægteskabelige liv både ved at tage imod børnene og opdrage dem; derfor har de deres egen nådegave i Guds folk i deres stand og livsform (jf. 1.Kor. 7,7).7 For af ægteskabet opstår familien, hvori det menneskelige samfunds nye borgere fødes, der ved Helligåndens nåde i dåben bliver til Guds børn for at sikre Guds folks fortsatte eksistens ned gennem tiderne. Hjemmet er en slags "huskirke", hvori forældrene ved ord og eksempel bør være troens første forkyndere for deres børn. De skal opmuntre den enkeltes personlige kald, dog med særlig omhu kaldet til præste- og ordensstand.

Støttet af så mange og så store hjælpemidler til frelse kaldes alle kristne - uanset stand og stilling og enhver på sin egen måde - til fuldkommen hellighed, således som Faderen selv er fuldkommen. (jf. Matt. 5,48)

12. Guds hellige folk får også del i Kristi profetiske embede ved at udbrede Hans levende vidnesbyrd især ved et liv i tro og kærlighed og ved at bringe Gud det lovprisningsoffer, som er en frugt af læber, som bekender Hans navn (jf. Hebr. 13,15). De troende som helhed, salvet af den Hellige (jf. 1.Joh. 2,20 & 27), kan ikke tage fejl i deres tro og manifesterer denne deres særlige egenskab gennem hele folkets overnaturlige troens sans, når de "fra biskopperne til de yderste rækker i det troende lægfolk"8 fremviser deres universelle enhed i spørgsmål om tro og moral. For ved denne troens sans, som opvækkes og opretholdes af sandhedens Ånd, modtager Guds folk under det hellige læreembedes ledelse, som det trofast følger, nu ikke menneskeord men i sandhed Guds ord (jf. 1.Tess. 2,13), og det holder usvigeligt fast ved "den tro, som én gang er overgivet de hellige" (Jud. 3), mens de med sikker dømmekraft trænger dybere ind i den og virkeliggør den mere fuldstændigt i deres liv.

Den samme Helligånd helliggør desuden ikke alene ved sakramenterne og tjenesterne Guds folk og leder det og højner dets moral, men ved "efter sin vilje at tildele enhver sin særlige gave" (1.Kor. 12,11) fordeler Den også særlige nådegaver blandt de troende. Derved gør Den dem egnede og rede til at påtage sig forskellige gerninger eller opgaver til gavn for Kirkens fornyelse og udbygning ifølge dette skriftord: "Åndsåbenbarelsen gives den enkelte til fælles gavn" (1.Kor. 12,7). Hvad enten disse karismer er blandt de mest fremragende eller også mere enkle og almindelige, bør de dog modtages med tak og fortrøstning, fordi de i høj grad er tilpasset Kirkens behov og er gavnlige. De ekstraordinære gaver skal man dog ikke ubesindigt driste sig til at bede om og heller ikke af dem indbildsk vente sig resultater for det apostoliske arbejde; men at bedømme, om de er ægte og anvendes korrekt, er en opgave for de kirkelige ledere, og dem især tilkommer det ikke at udslukke Ånden, men at prøve alt og holde fast ved det gode (jf. 1.Tess. 5,12 & 19-21).

13. Alle mennesker kaldes til det nye Guds folk. Derfor skal dette folk, idet det forbliver ét særligt folk, udbrede sig over hele verden og til alle tider, for at Guds vilje må opfyldes, han som i begyndelsen skabte menneskeslægten som en enhed og besluttede at samle sine spredte børn sammen til ét (jf. Joh. 11,52). For hertil sendte Gud sin Søn, som Han har indsat som arving til alle ting (jf. Hebr. 1,2), for at Han skulle være alles lærer, konge og præst, hovedet for det nye og altomfattende folk af Guds børn. Hertil sendte Gud endelig sin Søns Ånd, Herren og Levendegøreren, der for hele Kirken og for de troende enkeltvis og i deres helhed er begyndelsen til fællesskab, og til enheden i apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og ved bønnerne (jf. Ap.G. 2,42).

Altså eksisterer det ene Guds folk i alle nationer, fordi det fra alle folkeslag samler sine borgere i et rige, der ikke er af jordisk, men himmelsk karakter. For alle troende, spredt over jorden, har ved Helligånden fællesskab med hinanden, og således "ved den, som sidder i Rom, at inderne er hans lemmer".9

Men da Kristi rige ikke er af denne verden (jf. Joh. 18,36), fratager Kirken, d.v.s. Guds folk, som giver dette rige indpas, ingen som helst nation dens jordiske goder. Tværtimod fremmer og optager Kirken i sig de enkelte nationers kulturelle og materielle ressourcer og sædvaner, for så vidt de er det værd, og ved at optage dem i sig renser og styrker og opløfter Den dem. Kirken er sig nemlig bevidst, at Den må samle med den Konge, hvem nationerne er blevet givet i arv (jf. Sl. 2,8), og til hvis stad de bærer gaver og ofre (jf. Sl. 72,10; Es. 60,4-7; Åb. 21,24). Denne universelle karakter, som præger Guds folk, er en gave fra Herren selv: ved den anstrenger Den katolske Kirke sig for gennem en stadig og effektiv indsats at føre hele menneskeslægten med alle dens goder tilbage under hovedet Kristus i Hans Ånds enhed.10

I kraft af denne katolicitet bidrager de enkelte dele med deres specielle gaver til de øvrige dele og til hele Kirken, således at helheden og de enkelte dele vokser ved, at alle i gensidig udveksling samvirker til fylden i enheden. Deraf følger, at Guds folk ikke blot samles fra de forskellige folkeslag, men også i sig selv er sammensat af forskellige stænder. Dets medlemmer adskiller sig nemlig enten ved deres embeder, idet nogle forvalter en hellig tjeneste til gavn for deres brødre og søstre, eller ved deres stand og livsform, idet adskillige inden for ordenslivet ved at søge ad en snævrere vej til hellighed ansporer deres brødre og søstre ved deres eksempel. Derfor er der også i Kirkens fællesskab plads for særskilte Kirker, som bevarer deres egne traditioner, samtidig med at de respekterer Peters stols primat; for den har forrang blandt alle dem, som kærligheden samler,11 og værner om de legitime forskelligheder; samtidig overvåger den, at de enkelte Kirkers særkende ikke skader enheden, men snarere tjener den. Deraf opstår endelig de bånd, der knytter Kirkens forskellige dele inderligt sammen, hvad enten det er i kraft af åndelig rigdom, arbejde i apostolatet eller jordiske hjælpemidler. Gudsfolkets medlemmer kaldes nemlig til at udveksle, hvad de besidder, og også for de enkelte Kirker gælder Apostlens ord: "Som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde skal I tjene hverandre, hver med den nådegave, han har fået" (1.Pet. 4,10).

Det er altså til denne katolske enhed i Guds folk, der betegner og fremmer den altomfattende fred, at alle mennesker kaldes. Alle tilhører den eller rettes imod den på forskellige måder, både de troende katolikker og de andre, der tror på Kristus, og endelig alle mennesker uden undtagelse, for alle er ved Guds nåde kaldet til frelse.

14. Det er altså til de troende katolikker, at det hellige koncil først og fremmest vender sin opmærksomhed. Med støtte i den hellige Skrift og Overleveringen lærer koncilet, at Kirken som vandrende her på jor den er nødvendig til frelse. For Kristus alene er mellemmand og vejen til frelse, og i sit legeme, som er Kirken, bliver Han nærværende for os; selv har Han ved udtrykkeligt at fremhæve troens og dåbens nødvendighed (jf. Mark. 16,16; Joh. 3,5) samtidigt bekræftet Kirkens nødvendighed, for gennem dåben træder mennesket ind i Kirken som gennem en port. Derfor ville de mennesker ikke kunne frelses, der, på trods af, at de ikke er uvidende om, at Gud ved Jesus Kristus har grundlagt Den katolske Kirke som nødvendig til frelse, alligevel hverken har villet indtræde i den eller holde ud i den.

Fuldstændig indlemmet i Kirkens fællesskab bliver de, der har Kristi Ånd og tager imod hele Kirkens ordning og alle de frelsesmidler, der er nedlagt i Den, og som med Kristus, der styrer Den gennem paven og biskopperne, forenes i Kirkens synlige struktur ved disse bånd: trosbekendelsen, sakramenterne og det kirkelige styre og fællesskab. Derimod frelses den person ikke, der ganske vist er indlemmet i Kirken, men ikke holder ud i kærlighed, altså nok forbliver i Kirkens skød "med legemet" men ikke "med hjertet".12 Men måtte alle Kirkens børn huske på, at deres fortrinsstilling ikke skal tilskrives deres egne fortjenester, men Kristi særlige nåde; og hvis de ikke i tanke, ord og gerning svarer til denne nåde, vil de langt fra blive frelst, men desto strengere dømt.13

Katekumenerne, som tilskyndet af Helligånden har udtrykt ønske om at blive indlemmet i Kirken, bliver ved selve dette ønske forenet med Den; dem omslutter Kirken allerede da som sine egne med sin moderlige kærlighed og omsorg.

15. Kirken ved, at Den af flere grunde er forenet med dem, der som døbte hædres ved navnet kristne, men som ikke bekender hele troen eller ikke bevarer fællesskabets enhed under Peters efterfølger.14 Der er nemlig mange, der holder Den hellige Skrift i ære som tros- og livsnorm, og som viser oprigtig religiøs interesse; med kærlighed tror de på Gud, den almægtige Fader, og på Kristus, Guds søn og frelser,15 og besegles med dåben, hvorved de forenes med Kristus - ja endog anerkender og modtager de også andre sakramenter i deres egne Kirker eller kirkesamfund. Adskillige af dem har også biskopper, fejrer den hellige eukaristi og nærer en oprigtig hengivenhed til Jomfru Maria, Guds Moder.16 Dertil kommer fællesskabet i bønnen og andre åndelige gaver; ja endnu mere, en vis virkelig forening i Helligånden, eftersom Den med sine gaver og sin nåde også i dem virker ved sin helliggørende kraft og har styrket nogle af dem til at hengive deres liv. Således vækker Ånden i alle Kristi disciple længslen efter at gøre en indsats for, at alle på den måde, som Kristus har fastsat, i fred må forenes i én hjord under én Hyrde.17 For at opnå dette hører Kirken som Moder aldrig op med at bede, håbe og handle, og den opfordrer sine børn til at lade sig rense og forny, for at Kristi træk må lyse stadig klarere over Kirkens åsyn.

16. Endelig er de, der endnu ikke har taget imod evangeliet, i forskellige henseender henordnet til Guds folk.18 For det første det folk, som pagterne og forjættelserne blev givet til, og som Kristus ifølge sin kødelige herkomst stammer fra (jf. Rom. 9,4-5), det folk, der ifølge sin udvælgelse er særligt elsket for fædrenes skyld: thi sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke (jf. Rom. 11,28-29). Men Guds frelsesplan indbefatter også dem, der anerkender Skaberen, og deriblandt først og fremmest muslimerne, der bekender, at de holder fast ved Abrahams tro og med os tilbeder den eneste, barmhjertige Gud, der på den yderste dag skal dømme menneskene. Heller ikke dem, der gennem skygger og billeder søger en ukendt Gud, er Gud selv langt fra, da Han giver alle liv og ånde og alt andet (jf. Ap.G. 17,25-28), og som Frelser vil, at alle mennesker skal blive frelst (jf. 1.Tim. 2,4). For de, der uforskyldt er uvidende om Kristi evangelium og Hans Kirke, men som dog søger Gud af et oprigtigt hjerte og i gerning under nådens indflydelse prøver at opfylde Hans vilje, som de erkender den gennem samvittighedens stemme, kan opnå evig frelse.19 Og det guddommelige forsyn nægter ikke den til frelse nødvendige hjælp til dem, der uforskyldt endnu ikke er nået til en bevidst gudserkendelse, og som ikke uden Guds nåde stræber efter at føre et retskaffent liv. For alt det gode og sande, der findes hos dem, vurderes af Kirken som forberedelse til evangeliet20 og gave fra Ham, der oplyser ethvert menneske, for at det omsider må eje livet. Men alt for ofte er mennesker blevet bedraget af den Onde, og deres tanker er blevet tomme; og de har ombyttet Guds sandhed med løgnen ved at tjene skabningen frem for Skaberen (jf. Rom. 1,21; 25); eller de udsættes for den yderste fortvivlelse, fordi de lever og dør i denne verden uden Gud. Til at fremme Guds ære og alle disse menneskers frelse drager Kirken derfor omsorg for at fremme missionen ved at mindes Herrens ord: "Forkynd evangeliet for al skabningen" (Mark. 16,16).

17. For ligesom Sønnen er sendt af Faderen, sendte Han selv apostlene (jf. Joh. 20,21) med ordene: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" (Matt. 28,16-20). Dette højtidelige bud fra Kristus om at forkynde den frelsebringende sandhed har Kirken fået overdraget af apostlene for at opfylde det indtil jordens ende (jf. Ap.G. 1,8). Derfor gør den apostlens ord til sine: "Ve . . . mig om jeg ikke forkynder evangeliet!" (1.Kor. 9,16), og fortsætter af den grund uophørligt med at sende forkyndere, indtil de unge kirker er fuldt udbyggede og selv overtager udbredelsen af evangeliet. For af Helligånden tilskyndes Kirken til at arbejde med på, at Guds plan, som har gjort Kristus til ophav for frelse for hele verden, må virkeliggøres og fuldbyrdes. Ved at forkynde evangeliet bringer Kirken dem, der hører ordet, til troen og bekendelse af troen; den gør dem rede til dåben, river dem ud af vildfarelsens trældom og indlemmer dem i Kristus, for at de i kærlighed må vokse og opnå fylde i Ham. Ved sine anstrengelser udvirker Den, at alt det gode, som findes sået i menneskenes hjerte og sind eller i folkenes religiøse traditioner og kulturer ikke blot ikke går tabt, men udbedres, opløftes og fuldendes til Guds ære, djævelens beskæmmelse og menneskets salighed. Hver eneste Kristi discipel har som sin opgave at udbrede troen.21 Men selv om enhver kan døbe dem, der tror, er det dog præstens opgave at fuldende opbyggelsen af Legemet ved det eukaristiske offer og således opfylde Guds ord ved profeten: "Fra stedet, hvor solen står op, til stedet, hvor den går ned, er mit navn stort iblandt folkene, og alle vegne bringes mit navn en ren offergave" (Mal. 1,11).22 Således beder og arbejder Kirken samtidig for, at verden som helhed går over i Guds folk, Herrens Legeme og Helligåndens Tempel, og at alle tings Skaber og Fader i Kristus, alles Hoved, gives al ære og herlighed.

 

Kapitel 3

KIRKENS HIERARKISKE STRUKTUR OG EPISKOPATET I SÆRDELESHED

18. Kristus Herren har, til at vejlede og stadig forøge Guds folk, indstiftet forskellige tjenester i sin Kirke til gavn for hele legemet. For de, der udfører deres embede med gejstlig fuldmagt, tjener deres brødre, for at alle de, der tilhører Guds folk og derfor glæder sig ved den sande kristne værdighed, frit og samstemmende skal samle sig om det fælles mål og nå frem til frelsen.

Dette hellige Koncil følger i Det første Vatikankoncils fodspor og lærer og erklærer med det, at Jesus Kristus, den evige hyrde, har bygget Den hellige Kirke ved at sende apostlene, ligesom Han selv blev sendt af Faderen (jf. Joh. 20,21); Han har villet, at deres efterfølgere, nemlig biskopperne, skulle være hyrder i Hans Kirke til verdens ende. Men for at episkopatet skulle være ét og udelt, satte Han den hellige Peter over de øvrige apostle og indstiftede i ham et varigt og synligt princip og fundament for troens enhed og fællesskab.1 Denne lære om indstiftelse, varighed, gyldighed og væsen af den romerske biskops primat og hans ufejlbare læreembede fremlægger Koncilet atter som trossandhed for alle troende, og i fortsættelse af det dengang påbegyndte agter det over for alle at fremsætte og erklære læren om biskopperne, apostlenes efterfølgere, som sammen med Peters efterfølger, Kristi stedfortræder2 og hele Kirkens synlige overhoved, styrer den levende Guds hus.

19. Herren Jesus bønfaldt sin Fader og kaldte dem til sig, som Han selv ville, og udvalgte tolv til at være sammen med sig og for at Han kunne udsende dem til at forkynde Guds rige (jf. Mark. 3,13-19; Matt. 10,1-42); disse apostle (jf. Luk. 6,13) gjorde Han til et kollegium eller en fast gruppe, hvoraf Han valgte Peter som leder (jf. Joh. 21,15-17). Dem sendte Han først til Israels børn og dernæst til alle folkeslag (jf. Rom. 1,16), for at de, som delagtige i Hans fuldmagt, skulle gøre alle folk til Hans disciple, helliggøre og styre dem (jf. Matt. 28,16-20; Mark. 16,15; Luk. 24,45-48; Joh. 20,21-23), og således udbrede Kirken og som hyrder tjene Den under Herrens ledelse alle dage indtil verdens ende (jf. Matt. 28,20). Pinsedag blev de fuldt bekræftet i denne sendelse (jf. Ap.G. 2,1-26) efter Herrens løfte: "Når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja indtil jordens ende" (Ap.G. 1,8). Apostlene prædikede da evangeliet overalt (jf. Mark. 16,20), og de, der hørte dem og tog imod det ved Helligåndens virke, samlede de således til en universel Kirke, som Herren grundlagde i apostlene og byggede på den hellige Peter, deres leder, med Kristus Jesus som selve hovedhjørnestenen (jf. Åb. 21,14; Matt. 16,18; Ef. 2,20).3

20. Denne guddommelige sendelse, som Kristus betroede apostlene, vil vare til verdens ende (jf. Matt. 28,20), eftersom det evangelium, de skal overlevere, til enhver tid skal være grundlaget for hele Kirkens liv. Derfor har apostlene draget omsorg for at indsætte efterfølgere i dette hierarkisk ordnede samfund.

De havde nemlig ikke alene forskellige medhjælpere i deres embede,4 men for at den sendelse, der var betroet dem selv, kunne fortsætte efter deres død, overdrog de på testamentarisk vis deres umiddelbare medarbejdere den opgave at færdiggøre og befæste det værk, de selv havde påbegyndt,5 idet de lagde dem på sinde at give agt på hele denne hjord, i hvilken Helligånden satte dem til at vogte Guds Kirke (jf. Ap.G. 20,28). Af den grund indsatte de egnede mænd og gav dem dernæst pålæg om, at andre prøvede mænd efter deres død skulle overtage deres tjeneste.6 Blandt disse forskellige tjenester, som lige fra de første tider er blevet udøvet i Kirken, fortæller traditionen, at biskoppernes opgave indtager den vigtigste plads; de er indsat i episkopatet gennem en succession, der går tilbage til begyndelsen,7 som en slags "aflæggere af den apostoliske plante".8 Ifølge den hellige Irenæus manifesteres9 og bevares10 således i hele verden den apostoliske overlevering gennem dem, der af apostlene blev indsat som biskopper, og deres efterfølgere indtil os.

Biskopperne har altså sammen med deres medhjælpere, præsterne og diakonerne, overtaget en fællesskabets tjeneste;11 i Guds sted skal de forestå hjorden,12 hvis hyrder de er, som lærere i trosundervisning, præster ved gudstjenesten og tjenere i Kirkens ledelse.13 Ligesom den opgave, Herren tildelte Peter personligt som den første blandt apostlene, og som skal videregives til hans efterfølgere, varer ved, således består den apostoliske opgave at være hyrder for Kirken, og den skal udøves af episkopatet.14 Som følge heraf lærer koncilet, at biskopperne efter guddommelig indstiftelse er trådt i apostlenes sted15 som Kirkens hyrder; den, der hører dem, hører Kristus, men den, som foragter dem, foragter Kristus og Ham, der sendte Kristus (jf. Luk. 10,16).16

21. I biskopperne, som præsterne bistår, er Herren Jesus Kristus, ypperstepræsten, nærværende midt iblandt de troende. For selv om Han sidder ved Gud Faders højre hånd, svigter Han ikke sine biskoppers forsamling,17 men først og fremmest gennem deres ophøjede tjeneste forkynder Han Guds ord til alle folkeslag og meddeler kontinuerligt de troende troens sakramenter; ved deres faderlige omsorg (jf. 1.Kor. 4,15) optager Han nye lemmer i sit legeme ved genfødsel fra oven, og endelig retleder og organiserer Han ved deres visdom og klogskab den nye pagts folk i dets vandring mod den evige salighed. Som hyrder, der er udvalgt til at lede Herrens hjord, er de Kristi tjenere og forvaltere af Guds hemmeligheder (jf. 1.Kor. 4,1). Dem er det blevet betroet at vidne om Guds nådes evangelium (jf. Rom. 15,16; Ap.G. 20,24) og at tjene Ånden og retfærdigheden i hellighed (jf. 2.Kor. 3,8-9).

Til at opfylde så store opgaver blev apostlene udrustet af Kristus, ved at Helligånden på en særlig måde kom over dem (jf. Ap.G. 1,8; 2,4; Joh. 20,22-23); selv overdrog de ved håndspålæggelse deres medhjælpere den åndelige gave (jf. 1.Tim. 4,14; 2.Tim. 1,6-7), som frem til os er blevet videreført i bispevielsen.18 Kirkemødet lærer, at bispevielsen meddeler fylden af ordinationssakramentet, normalt betegnet som præstevielsens sakramente, for både i Kirkens liturgiske tradition og hos kirkefædrene kaldes den det højeste præstedømme, den højeste virkeliggørelse af den hellige tjeneste.19 Bispevielsen overdrager foruden helliggørelsens tjeneste også den opgave at lære og styre, en opgave som dog ifølge sin natur ikke kan udøves uafhængig af det hierarkiske fællesskab med kollegiets hoved og lemmer. Ifølge traditionen, der især viser sig i de liturgiske riter og Kirkens praksis i Øst og Vest, fremgår det klart, at Helligåndens nådegave meddeles ved håndspålæggelsen og indvielsesordene,20 og at det uudslettelige kendemærke således indpræges,21 for at biskopperne på en fremtrædende måde kan repræsentere Kristus selv som lærer og hyrde og præst og handler på Hans vegne.22 Og det er biskoppernes opgave gennem ordinationssakramentet at optage nye udvalgte i bispekollegiet.

22. Ligesom den hellige Peter og de øvrige apostle efter Herrens bestemmelse udgør ét apostolsk kollegium, på samme måde er Roms biskop, Peters efterfølger, og biskopperne, apostlenes efterfølgere, indbyrdes forbundet. Allerede den ældgamle praksis, at biskopperne overalt i hele verden kommunikerede med hinanden og med Roms biskop i enhedens, kærlighedens og fredens bånd,23 og ligeledes de konciler,24 der blev holdt til fælles drøftelse25 og fælles afgørelse af de vigtigste spørgsmål,26 er tegn på episkopatets kollegiale natur og væsen; også de økumeniske konciler, som i århundreders løb er blevet afholdt, bekræfter tydeligt denne kollegialitet. Det samme antyder allerede den praksis, der blev indført i gammel tid, at indkalde flere biskopper til at tage del i bispevielsen af en nyvalgt kandidat. Medlem af bispekollegiet bliver man i kraft af den sakramentale vielse og ved den hierarkiske forening med kollegiets hoved og lemmer.

Men bispekollegiet har ingen myndighed, undtagen sammen med Roms biskop, Peters efterfølger, således at han opfattes som dets hoved, og primatets fuldmagt gælder over for alle såvel hyrder som troende. For Roms biskop har i kraft af sit embede, nemlig som Kristi stedfortræder og hele Kirkens hyrde, den fuldstændige, øverste og altomfattende myndighed over Kirken, og han kan altid udøve den frit. Men episkopatet, som i læreembede og pastoral ledelse efterfølger apostelkollegiet, ja i hvilket apostelkollegiet bliver ved med at eksistere, bærer sammen med sit hoved Roms biskop og aldrig uden dette hoved, den højeste og fuldstændige myndighed over Kirken,27 og kan ikke udøve den uden den romerske biskops samtykke. Herren indsatte Simon alene som Kirkens klippe og nøglebærer (jf. Matt. 16,18-19), og gjorde ham til hyrde over hele sin hjord (jf. Joh. 21,15ff.); men det står fast, at den opgave, Peter har modtaget, til at binde og løse (jf. Matt. 16,19), også blev tildelt apostelkollegiet i forening med dets hoved (jf. Matt. 18,18; 28,16-20).28 For så vidt dette kollegium er sammensat af mange, udtrykker det Gudsfolkets mangfoldighed og universalitet, og for så vidt det er samlet under ét hoved, udtrykker det enheden i Kristi hjord. I dette kollegium bevarer biskopperne dels troskaben mod overhovedets primat og førerstilling, dels bruger de deres egen myndighed til bedste for deres troende, ja for hele Kirken, idet Helligånden fortløbende styrker dens organiske struktur og indre fred. Den øverste myndighed over den universelle Kirke, som dette kollegium sidder inde med, udøves på en højtidelig måde i et økumenisk koncil. Intet koncil er økumenisk, hvis ikke Peters efterfølger har stadfæstet eller i det mindste godtaget det som et sådant; og det er Roms biskops eneret at sammenkalde disse konciler og præsidere og stadfæste dem.29 Denne samme kollegiale myndighed kan udøves af biskopperne sammen med paven, mens de bor spredt over hele verden, forudsat at kollegiets hoved kalder dem til at handle som kollegium, eller i det mindste godkender de spredte biskoppers fælles handling eller frivilligt godtager den, således at det bliver en sand kollegial handling.

23. Kollegialiteten viser sig også i de enkelte biskoppers gensidige forhold til de lokale kirker og den universelle Kirke. Som Peters efterfølger er Roms biskop det vedvarende og synlige princip og fundament for enheden både blandt biskopperne og de troendes skare.30 De enkelte biskopper er det synlige princip og fundament for enheden i deres egne lokale kirker,31 dannet i den universelle Kirkes billede. Og det er i og af disse lokale kirker, den ene og udelte katolske Kirke består.32 Af den grund repræsenterer hver biskop sin kirke, mens alle biskopper sammen med paven repræsenterer hele Kirken i fredens, kærlighedens og enhedens bånd.

Hver enkelt biskop, som står i spidsen for en lokal kirke, udøver sit hyrdeembede over den del af Gudsfolket, der er ham betroet, men ikke over de øvrige kirker eller den universelle Kirke. Men som medlem af bispekollegiet og som apostlenes retmæssige efterfølgere er hver enkelt i kraft af Kristi indstiftelse og forordning forpligtet over for hele Kirken.33 Ganske vist udøves den ikke som jurisdiktion, men bidrager dog i høj grad til hele Kirkens bedste. For alle biskopper bør fremme og værne om troens enhed og hele Kirkens fælles disciplin, oplære de troende til kærlighed mod hele Kristi mystiske Legeme, især de svage lemmer, de lidende og dem, der forfølges for retfærdigheds skyld (jf. Matt. 5,10), og endelig fremme enhver aktivitet, som engagerer hele Kirken, især for at troen må få vækst, og den fulde sandheds lys må skinne på alle mennesker. I øvrigt er det et faktum, at biskopperne ved at styre deres egen kirke som del af den universelle Kirke bidrager effektivt til hele det mystiske Legemes bedste, som også er kirkernes Legeme.34

Ansvaret for evangeliets forkyndelse overalt på jorden påhviler bispekollegiet; for Kristus har givet dem alle dette fælles mandat ved at pålægge dem det som fælles opgave, således som allerede pave Celestin anmodede koncilsfædrene i Efesos om.35 Derfor har de enkelte biskopper, så vidt forvaltningen af deres eget embede tillader det, pligt til indbyrdes at arbejde sammen og med Peters efterfølger, hvem den vigtige opgave at udbrede kristendommen i særlig grad er overdraget.36 Af den grund bør de af alle kræfter forsyne missionerne dels med arbejdere til høsten dels med åndelige og materielle hjælpemidler, både direkte personligt og ved at opfordre de troende til ivrigt medarbejde. Endelig bør biskopperne inden for kærlighedens universelle fællesskab velvilligt yde broderlig hjælp til andre kirker, især nabokirker og nødlidende kirker, efter Oldkirkens lysende eksempel.

Ved det guddommelige forsyn er de forskellige Kirker, som apostlene og deres efterfølgere har grundlagt forskellige steder, i tidens løb faktisk vokset sammen til flere organisk forbundne grupper, der under bevarelse af troens enhed og den universelle Kirkes ene guddommelige forfatning kan glæde sig over egne disciplinære regler, egen liturgisk praksis og teologisk og spirituel arv. Blandt andet har nogle Kirker, især de gamle patriarkalske, som moderkirker grundlagt andre Kirker, datterkirker, som de til vore dage er knyttet nærmere til ved kærlighedens bånd i det sakrale liv og i gensidig respekt for hinandens rettigheder og pligter.37 Denne mangfoldighed af lokale kirker, der virker sammen som enhed, viser særlig klart den udelte Kirkes katolicitet. På samme måde kan bispekonferencerne nu til dags yde et mangfoldigt og frugtbart bidrag til, at det kollegiale sindelag virkeliggøres konkret.

24. Som apostlenes efterfølgere modtager biskopperne af Herren, hvem al magt er givet i himlen og på jorden, den sendelse at gøre alle folkeslagene til disciple og forkynde evangeliet for al skabningen, for at alle mennesker ved troen og dåben og opfyldelsen af budene må opnå frelsen (jf. Matt. 28,18; Mark. 16,15-16; Ap.G. 26,17f.). For at opfylde denne sendelse forjættede Kristus Herren apostlene Helligånden, som Pinsedag kom ned fra himlen. Ved hans kraft skulle de være vidner for Herren indtil jordens ende for hedninger, nationer og konger (jf. Ap.G. 1,8; 2,1ff.; 9,15). Denne opgave, som Herren har betroet sit folks hyrder, er en sand tjeneste, som i Den hellige Skrift betegnende kaldes "diakonia", d.v.s. tjenende embede (jf. Ap.G. 1,17 og 25; 21,19; Rom. 11,13; 1.Tim. 1,12).

Biskoppernes kanoniske sendelse kan ske gennem retmæssig sædvane, som Kirkens højeste og universelle myndighed ikke har tilbagekaldt, eller gennem love, som samme myndighed har udstedt eller anerkendt, eller direkte gennem Peters efterfølger personligt; men hvis han gør indsigelse eller nægter det apostolske fællesskab, kan biskoppen ikke optages i embedet.38

25. Blandt biskoppernes vigtigste opgaver har forkyndelsen af evangeliet en forrang.39 Biskopperne er nemlig troens forkyndere, der fører nye disciple til Kristus, og autentiske lærere, der udstyret med Kristi myndighed forkynder det dem betroede folk den tro, de skal bekende og leve efter, forklarer den under Helligåndens lys ved af åbenbaringens skat at fremdrage nyt og gammelt (jf. Matt. 13,52) og lader den bære frugt og holder vågent øje med de vildfarelser, der truer deres hjord (jf. 2.Tim. 4,1-4). Når biskopperne udøver deres læreembede i fællesskab med Roms biskop, bør alle respektere dem som den guddommelige og katolske sandheds vidner; de troende bør tilslutte sig deres biskops afgørelser og holde fast ved dem med et kristent sindelag, når han på Kristi vegne udtaler sig om tro og moral. Denne viljens og forstandens beredvillighed skal ganske særlig ydes Roms biskops autentiske læreembede, selv når han ikke udtaler sig "ex cathedra". Hans øverste læreembede bør nemlig få den ærbødige anerkendelse og hans afgørelser den oprigtige tilslutning, som hans klare hensigt og vilje udtrykker. Denne fremgår især enten af dokumenternes art eller af den hyppige gentagelse af samme lære eller af udtryksmåden.

Selv om de enkelte biskopper ikke er i besiddelse af noget ufejlbarhedens privilegium, forkynder de dog ufejlbart Kristi lære, når de - skønt spredt over hele jorden - enes om en definitivt forpligtende læreudtalelse angående tro og moral, når blot de bevarer fællesskabets bånd indbyrdes og med Peters efterfølger.40 Dette tilfælde foreligger endnu tydeligere, når de forenet på et økumenisk koncil er troens og moralens lærere og dommere for hele Kirken, hvis definitive afgørelser man da skal holde fast ved med troens lydighed.41

Denne ufejlbarhed, som den guddommelige Frelser ønskede sin Kirke udstyret med i definitive afgørelser om tro og moral, rækker så langt som den guddommelige åbenbarings skat, som Kirken skal bevare gudfrygtigt og udlægge troværdigt. Denne ufejlbarhed har Roms biskop, bispekollegiets overhoved, i kraft af sin stilling, når han som alle de kristnes øverste hyrde og lærer, der styrker sine brødre i troen (jf. Luk. 22,32), i en definitiv erklæring forkynder en lære om tro og moral.42 Derfor kaldes hans definitive erklæringer i sig selv, og ikke i kraft af Kirkens samtykke, med rette uforanderlige, netop fordi de er blevet fremført under Helligåndens bistand, som er lovet paven i den hellige Peter, og af den grund behøver de ikke godkendelse fra anden side og kan ikke appelleres til en højere domstol. For da fremsætter Roms biskop ikke en udtalelse som privat person, men som den universelle Kirkes øverste lærer, i hvem selve Kirkens ufejlbarheds nådegave er personligt til stede,43 fremstiller eller forsvarer han den katolske troslære. Denne ufejlbarhed, som Kirken har fået løfte om, er også til stede i bispekollegiet, når det sammen med Peters efterfølger udøver det øverste læreembede. Disse definitive afgørelser kan aldrig mangle Kirkens tilslutning på grund af samme Helligånds virke, hvorved hele Kristi hjord bevares og gør fremskridt i troens enhed.44

Når enten Roms biskop eller bispekollegiet med ham træffer og fremsætter en definitiv afgørelse, gør de det i overensstemmelse med selve åbenbaringen, som alle har pligt til at holde sig til og rette sig efter; både i sin skrevne og overleverede form overleveres åbenbaringen gennem biskoppernes retmæssige succession og først og fremmest ved Roms biskops omsorg, og den bevares ren og udlægges trofast i Kirken vejledet af sandhedens Ånd.45 Roms biskop og biskopperne gør i overensstemmelse med deres embede og sagens vigtighed deres bedste for med egnede midler at udforske og formulere åbenbaringen på passende måde;46 men de godtager ingen ny offentlig åbenbaring som hørende med til troens guddommelige skat.47

26. Biskoppen er, udstyret med præstevielsens sakramente i dets fylde, "forvalter af den ypperstepræstelige nåde",48 især i Eukaristien, som han selv frembærer eller lader frembære,49 og som Kirken fortsat lever og vokser ved. Denne Kristi Kirke er virkelig til stede i alle retmæssige lokale forsamlinger af troende, som i troskab mod deres hyrder også selv i Det nye Testamente kaldes Kirker.50 De er nemlig hver på sit sted det nye Folk sammenkaldt af Gud, i Helligånden og stor vished (jf. 1.Tess. 1,15). I disse menigheder samles de troende ved forkyndelsen af Kristi evangelium, og Herrens nadvers mysterium fejres "for at alle brødre og søstre må knyttes sammen ved at næres af Herrens legeme og blod".51 Hver gang de troende samles omkring alteret under biskoppens hellige tjeneste,52 fremtræder symbolet på den kærlighed og "enhed i det mystiske legeme, uden hvilken der ikke kan være frelse".53 Selv om disse menigheder ofte er små og fattige eller bor spredt, er Kristus nærværende i dem, og ved Hans kraft slutter de sig sammen til een, hellig, katolsk og apostolisk Kirke54. Netop "delagtigheden i Kristi legeme og blod resulterer i dette, at vi går over i det, vi modtager".55

Enhver retmæssig fejring af Eukaristien ledes af biskoppen, hvis betroede opgave det er at frembære den kristne gudstjeneste for den guddommelige majestæt og at styre den i overensstemmelse med Herrens befalinger og Kirkens love, udarbejdet for bispedømmet efter hans særlige skøn.

Biskopperne uddeler således, ved at bede og arbejde for folket, mangfoldigt og rigeligt af Kristi helligheds fylde. Ved ordets tjeneste meddeler de Guds kraft til frelse for dem, der tror (jf. Rom. 1,16), og ved sakramenterne, hvis regelmæssige og udbytterige uddeling de ordner med deres myndighed,56 helliggør de de troende. De forvalter meddelelsen af dåben, som giver del i Kristi kongelige præstedømme. De er selv firmelsens oprindelige meddelere; de forvalter præstevielserne og styrer skriftemålspraksis; de formaner og underviser omhyggeligt deres folk, for at de med tro og lydighed kan tage aktivt del i den hellige liturgi og især i messeofferet. Endelig skal de ved deres livs eksempel hjælpe dem, hvis foresatte de er, ved at værne deres liv mod alt ondt og så vidt som muligt, med Guds hjælp, forbedre det, for at de sammen med den hjord, som er betroet i deres varetægt, må nå til det evige liv.57

27. Biskopperne styrer de lokale kirker, som er dem betroet, som Kristi stedfortrædere og sendebud58 ved råd, formaninger og eksempel, men også med myndighed og hellig fuldmagt, som de dog kun bruger til at opbygge deres hjord i sandhed og hellighed, for de skal huske, at den ældste skal blive som den yngste og føreren som den, der tjener (jf. Luk. 22,26-27). Denne fuldmagt, som de i Kristi navn udøver personligt, er deres egen, almindelige og umiddelbare fuldmagt, selv om Kirkens øverste myndighed i sidste instans styrer dens udøvelse og med henblik på Kirkens eller de troendes tarv kan sætte visse grænser for den.I kraft af denne fuldmagt har biskopperne en hellig ret og en pligt over for Herren til at udstede love for deres undergivne, at fælde domme og at ordne alt det, som angår gudsdyrkelse og apostolat.

Hyrdeembedet, d.v.s. den almindelige og daglige sjælesorg, betros helt og holdent biskopperne, og de skal ikke betragtes som stedfortrædere for paverne, for de sidder inde med deres egen fuldmagt og kaldes ganske rigtigt forstandere for de folk, de leder.59 Deres fuldmagt ophæves således ikke af den øverste og altomfattende fuldmagt, men tværtimod bekræftes, styrkes og forsvares den af denne,60 fordi Helligånden urokkeligt bevarer den styreform, som Kristus Herren har nedlagt i sin Kirke.

Biskoppen, der er sendt af husets Herre til at styre hans husholdning, bør holde sig Den gode Hyrdes eksempel for øje: han kom ikke for at lade sig tjene men for selv at tjene (jf. Matt. 20,28; Mark. 10,45) og sætte sit liv til for fårene (jf. Joh. 10,11). Udvalgt blandt mennesker og selv underlagt svaghed kan han bære over med de uvidende og vildfarende (jf. Hebr. 5,1-2). Han må ikke nægte at lytte til sine undergivne, men holde af dem som virkelige børn og opmuntre dem til ivrigt at samarbejde med ham. Da han skal gøre regnskab for deres sjæle hos Gud (jf. Hebr. 13, 17), må han ved bøn, prædikener og alle former for kærlighedsgerninger drage omsorg for såvel dem som for dem, der endnu ikke hører til den ene hjord, men som han må betragte som betroet ham i Herren. Som apostlen Paulus står han i gæld til alle, og derfor skal han være villig til at forkynde evangeliet for alle (jf. Rom. 1,14-15) og opfordre sine troende til en apostolisk og missionerende indsats. De troende skylder til gengæld biskoppen troskab, som Kirken skylder den til Jesus Kristus og Jesus Kristus til Faderen, for at alt må stemme sammen i enhed61 og bære frugt til Guds ære (jf. 2.Kor. 4,15).

28. Kristus, som Faderen helligede og sendte til verden (Joh. 10,36), har gennem sine apostle givet deres efterfølgere, nemlig biskopperne, del i sin indvielse og mission;62 og disse har med fuld ret overdraget deres embedsopgave til forskellige personer på forskelligt niveau i Kirken. Således udøves på forskelligt niveau de embeder, der er i Kirken, og som allerede fra gammel tid kaldes biskopper, præster og diakoner.63 Skønt præsterne ikke har opnået ypperstepræstelig værdighed og i udøvelsen af deres fuldmagt er afhængige af biskopperne, er de dog forbundet med dem ved den præstelige værdighed;64 og i kraft af præstevielsens sakramente65 indvies de som Den nye Pagts virkelige præster66 i lighed med Kristus, den evige ypperstepræst (jf. Hebr. 5,1-10, 7,24, 9,11-28), til at forkynde evangeliet, vejlede de troende og fejre gudstjeneste. Alt efter deres embedes stand er de delagtige i den eneste mellemmand, Kristus" opgave (jf. 1.Tim. 2,5) at forkynde Guds ord for alle. Deres hellige tjeneste udøver de dog især ved fejringen af Eukaristien og dens fællesskab, hvor de handler på Kristi vegne,67 og ved at forkynde Hans mysterium forener de de troendes bønner med Kristi offer og gør indtil Herrens genkomst (jf. 1.Kor. 11,26) i messeofret Den nye Pagts eneste offer (jf. Hebr. 9,11-28) nærværende og virksomt, nemlig Kristi offer, der frembærer sig selv én gang for alle for Faderen som et lydefrit offer.68 Til gavn for de bodfærdige eller syge troende opfylder de i højeste grad forsoningens og lindringens embede, og de bringer de troendes fornødenheder og bønner frem for Gud Fader (jf. Hebr. 5,1-3). For så vidt som de har del i Hans autoritet, udøver de Kristi embede som hyrde og overhoved,69 og de samler Guds familie som brødre og søstre, besjælet til enhed,70 og fører dem ved Kristus i Ånden til Gud Fader. Midt i hjorden tilbeder de Ham i ånd og sandhed (jf. Joh. 4,24). Endelig har de det slidsomme arbejde med forkyndelse og læregerning (jf. 1.Tim. 5,17), idet de tror det, de har læst og mediteret i Herrens lov, forkynder det, de er kommet til at tro på, og efterlever det, de har forkyndt.71

Præsterne er bispestandens omsorgsfulde medarbejdere72 og dens hjælperedskab, kaldet til at tjene Guds folk, og udgør sammen med deres biskop ét præsteskab,73 men beskæftiget med forskellige opgaver. I de troendes lokale menigheder repræsenterer de på en vis måde biskoppen, hvem de trofast og loyalt arbejder sammen med; de overtager delvis hans opgaver og omsorg og udøver dem i den daglige sjælesorg. Under biskoppens myndighed helliggør og leder de den del af Herrens hjord, som er dem betroet. Derved gør de på deres sted den universelle Kirke synlig og bidrager betydeligt til opbygningen af hele Kristi legeme (jf. Ef. 4,12). Og ved til stadighed at have de troendes bedste for øje bør de bidrage til hele bispedømmets, ja hele Kirkens pastorale arbejde. På grund af denne delagtighed i præstedømme og mission bør præsterne virkelig anerkende biskoppen som deres fader og respektfuldt adlyde ham. Biskoppen, på sin side, bør betragte sine præstelige medarbejdere som sønner og venner, ligesom Kristus ikke længere kalder sine disciple tjenere men venner (jf. Joh. 15,15). Som følge af præstevielse og embede er alle præster, både verdens- og ordenspræster, tilordnet bispekollegiet og tjener hele Kirkens vel, hver enkelt i forhold til kald og nådegave.

I kraft af den fælles hellige vielse og mission knyttes alle præster indbyrdes sammen ved inderlig broderlighed, som gerne spontant ytrer sig i gensidig hjælp, åndelig såvel som materiel, pastoral som personlig, i konventer og i livets, arbejdets og kærlighedens fællesskab.

De troende, som de har givet det åndelige liv ved dåb og undervisning (jf. 1.Kor. 4,15; 1.Pet. 1,23), bør de sørge for som fædre i Kristus. Som forbillede for hjorden bør de med villigt hjerte (jf. 1.Pet. 5,3) forestå og lede deres lokale menighed, så at den fortjener at kaldes ved det navn, som udmærker det ene og hele Guds folk, nemlig Guds menighed (jf. 1.Kor. 1,2; 2.Kor. 1,1; og flere steder). De bør huske, at de ved deres daglige livsførelse og omsorg bør vise det præstelige og pastorale embedes sande ansigt til troende og vantro, til katolikker og ikke-katolikker, at de skylder alle at være sandhedens og livets vidner, og at de som gode hyrder bør opsøge (jf. Luk. 15,4-7) også dem, der nok er døbt i den katolske Kirke, men ikke praktiserer eller endog er faldet fra troen.

Eftersom menneskeslægten i vore dage mere og mere forenes til en borgerlig, økonomisk og social enhed, bør præsterne desto mere med forenede kræfter og omsorg under biskoppernes og pavens ledelse eliminere enhver form for splittelse for at føre hele menneskeslægten frem mod Guds families enhed.

29. Lavere i hierarkiet står diakonerne, som får håndspålæggelsen "ikke til præstedømme, men til tjeneste".74 Styrket af sakramentets nåde tjener de nemlig i liturgiens, ordets og kærlighedens diakoni Guds folk i forening med biskoppen og hans præsteskab. Diakonen tilkommer det, ifølge den kompetente myndigheds anvisning, at meddele dåben højtideligt, at opbevare og uddele eukaristien, i Kirkens navn at assistere ved ægtevielse og give velsignelsen, at bringe de døende vandringsbrødet, at læse Den hellige Skrift for troende, at undervise og formane folket, at forestå de troendes gudstjeneste og bøn, at meddele sakramentalier og at lede sørgegudstjenester og begravelser. Viet til kærlighedens og forvaltningens opgaver, bør diakonerne huske den hellige Polykarps formaning: "Vær barmhjertige og tjenstvillige, og gå frem efter Herrens rette eksempel, han som blev alles tjener".75

Men da disse opgaver, der er yderst nødvendige for Kirkens liv, i mange egne kun vanskeligt kan opfyldes inden for Den latinske Kirkes nuværende kanoniske orden, vil diakonatet derfor for fremtiden kunne genoprettes som et trin i hierarkiet, der står for sig og er permanent. De forskellige former for lokale bispekonferencer tilkommer det, med pavens godkendelse, at afgøre, om og hvor det gavner sjælesorgen at indsætte den slags diakoner. Med pavens samtykke vil denne diakonvielse kunne meddeles til mænd i moden alder, også når de lever i ægteskab, såvel som til egnede unge mænd, som dog er forpligtet til fortsat at leve i cølibat.

 

Kapitel 4

LÆGFOLKET

30. Koncilet har nu præciseret hierarkiets opgaver og vender derefter med glæde sin opmærksomhed mod det kristne lægfolks stand. Alt det, der er blevet sagt om Guds folk, henvender sig i lige grad til lægfolk, ordensfolk og gejstlige; men enkelte punkter vedrører specielt lægfolket, mænd og kvinder, på grund af deres stilling og mission. Og grundlaget for disse punkter bør af hensyn til vor tids særlige forhold behandles nærmere. Kirkens hyrder ved jo meget godt, hvor meget lægfolket bidrager til hele Kirkens vel. De ved nemlig, at Kristus ikke har sat dem til at være hyrder, for at de selv alene skal påtage sig hele Kirkens frelsebringende mission til verden, men at det er deres særlige opgave at lede de troende som hyrder og at erkende deres tjenester og karismer således, at alle, hver på sin måde, sammen arbejder med på det fælles værk. "Sandheden tro" bør vi nemlig alle "i kærlighed, i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv. Ham skyldes det, at hele legemet vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed, idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen, efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del" (Ef. 4,15-16).

31. Ved betegnelsen lægfolk forstås her alle kristne med undtagelse af medlemmerne af præstestanden og de i Kirken anerkendte ordenssamfund, d.v.s. de kristne, der ved dåben er blevet indlemmet i Kristus, gjort til Guds folk og hver på sin måde delagtige i Kristi præstelige, profetiske og kongelige embede, og således i forhold til deres andel udøver hele det kristne folks mission i Kirken og i verden.

Lægfolket har som sin særlige egenskab sin tilknytning til verden. For selv om præstestandens medlemmer undertiden kan påtage sig verdslige opgaver, ja endog udøve et verdsligt erhverv, så er de dog især på grund af deres specielle kald og ex professo bestemt til tjeneste i Kirken, mens ordensfolk i deres klosterliv giver et klart og fremragende vidnesbyrd om, at verden ikke kan forvandles og bringes til Gud uden saligprisningernes ånd. Lægfolk har som deres specielle opgave at søge Guds rige ved at tage sig af de jordiske forhold og indrette dem med Gud som mål. I verden lever de, d.v.s. i alle slags opgaver og beskæftigelser i verden, i familielivets og samfundets almindelige kår, som deres eksistens ligesom er vævet sammen af. Dér kaldes de af Gud til deres specielle opgave og ledet af evangelisk ånd til at bidrage som surdej til verdens helliggørelse indefra. Det er således især ved deres livs vidnesbyrd, ved at udstråle tro, håb og kærlighed, at de gør Kristus kendt for andre. De har det altså som deres specielle opgave at belyse og ordne de jordiske forhold, som de er stærkt engageret i, for at alt til stadighed må blive gjort med Kristus som mål og vokse og blive til en lovprisning af Skaberen og Forløseren.

32. Den hellige Kirke er efter Guds indstiftelse indrettet og ledet i en forunderlig mangfoldighed. "Ligesom vi har mange lemmer på ét legeme, men lemmerne ikke alle har samme hverv, således udgør vi mange ét legeme i Kristus, men hver for sig er vi hverandres lemmer" (Rom. 12,4-5).

Guds udvalgte folk er ét: "én Herre, én tro, én dåb" (Ef. 4,5). Alle lemmerne har samme værdighed på grund af deres genfødelse i Kristus, den samme nåde som Guds børn, samme kald til fuldkommenhed; der er én frelse, ét håb og én udelt kærlighed. Der findes altså ingen ulighed i Kristus og i Kirken begrundet i race eller nationalitet, social stilling eller køn, for "der er hverken jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde; thi alle er I én i Kristus Jesus" (Gal. 3,28; jf. Kol. 3,11).

Selv om alle i Kirken således ikke går samme vej, kaldes de dog alle til hellighed og har fået samme tro ved Guds retfærdighed (jf. 2.Pet. 1,1). Skønt nogle efter Kristi vilje indsættes som lærere, som forvaltere af mysterierne og som hyrder for de andre, eksisterer der dog en sand lighed mellem alle m.h.t. værdighed og de troendes fælles aktivitet omkring opbygningen af Kristi legeme. For den distinktion, som Herren har sat mellem de indviede tjenere og det øvrige Guds folk, fører med sig fælles bånd, da hyrderne og de andre troende knyttes sammen i gensidig afhængighed: Kirkens hyrder skal efterfølge Herrens eksempel og tjene hinanden og de andre troende, og disse skal beredvilligt tilbyde hyrderne og lærerne deres samarbejde. Således aflægger alle i deres forskellighed vidnesbyrd om den forunderlige enhed i Kristi legeme; for selve mangfoldigheden i nådegaver, tjenester og aktiviteter samler Guds børn til ét, fordi "alt dette virker den ene og samme Ånd" (1.Kor. 12,11).

Lægfolk har derfor ved Guds miskundhed Kristus som bror, da han, skønt han er alles Herre, dog er kommet ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene (jf. Matt. 20,28); som brødre har lægfolk da også dem, der er placeret i deres kirkelige tjeneste og med Kristi autoritet tager vare på Guds familie ved at undervise, helliggøre og lede dem, så at alle opfylder kærlighedens nye bud. Dette udtrykker den hellige Augustin smukt med ordene: "Hvor det skræmmer mig, hvad jeg er for jer, dér trøster det mig, hvad jeg er med jer. For jer er jeg nemlig biskop, med jer er jeg kristen. Det første betegner et embede, det andet nåde; det første fare, det andet frelse".1

33. Forsamlet i Guds folk og indlemmet i Kristi ene legeme under ét hoved kaldes alle lægfolk uden undtagelse til som levende lemmer at yde alle de kræfter, som de har modtaget ved Skaberens gavmildhed og Forløserens nåde, til Kirkens vækst og stadige helliggørelse.

Lægmandsapostolatet er delagtighed i selve Kirkens frelsebringende sendelse; til dette apostolat er alle af Herren selv bestemt gennem dåb og firmelse. Ved sakramenterne, især den hellige eukaristi, skænkes og næres den kærlighed mod Gud og mennesker, som er sjælen i hele dette apostolat. Lægfolks særlige kald er dog at gøre Kirken nærværende og virksom på de steder og under de forhold, hvor Den kun gennem dem kan blive jordens salt.2 Således bliver enhver lægmand ved de gaver, han har fået, samtidig både et vidne om og et redskab for selve Kirkens sendelse, "alt efter som Kristus har tilmålt ham sin gave" (Ef. 4,7).

Foruden dette apostolat, der gælder for alle kristne overhovedet, kan lægfolk også på forskellig vis kaldes til et mere umiddelbart samarbejde med hierarkiets apostolat,3 på samme måde som de mænd og kvinder, der hjalp apostlen Paulus i evangeliets tjeneste ved at gøre et stort arbejde i Herren (jf. Fil. 4,3; Rom. 16,3ff.). Endvidere glæder de sig over muligheden for, at hierarkiet kan inddrage dem i opgaver, der tager sigte på et åndeligt mål.

Der påhviler altså alle lægfolk den ærefulde byrde at bidrage til, at Guds frelsesplan mere og mere må nå ud til alle mennesker til alle tider og overalt på jorden. Måtte af den grund vejen overalt ligge åben for dem til efter evne og tidens behov selvstændigt og ufortrødent at tage del i Kirkens frelsesgerning.

34. Den ypperste og evige præst Kristus Jesus ønsker også gennem lægfolk at fortsætte sit vidnesbyrd og sin tjeneste; derfor levendegør han dem med sin Ånd og tilskynder dem konstant til enhver god og fuldkommen gerning.

For de mennesker, som han knytter nært til sit liv og sin sendelse, giver han også del i sit præstelige embede, for at de kan udøve åndelig tjeneste til Guds ære og menneskenes frelse. Eftersom lægfolk er viet til Kristus og salvet af Helligånden, bliver de på forunderlig vis kaldet og formet til i sig selv at frembringe stadig rigere åndelige frugter. For hvis alle deres handlinger, deres bønner og apostoliske initiativer, deres liv i ægteskabet og i familien, deres daglige arbejde, deres åndelige og legemlige hvile er fuldført i Ånden, ja hvis selv livets besværligheder bæres med tålmodighed, bliver alt dette "åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud" (1.Pet. 2,5), og som ved fejringen af eukaristien med dyb ærbødighed bæres frem for Faderen sammen med frembærelsen af Herrens legeme. Således indvier også lægfolk selve verden til Gud ved at tilbede Ham og overalt handle i gudsfrygt.

35. Kristus er den store profet, som både ved sit livs vidnesbyrd og i kraft af sit ord har forkyndt Faderens rige, og indtil den fulde åbenbaring af Guds herlighed opfylder han sit profetiske embede ikke alene gennem hierarkiet, som lærer i hans navn og med hans autoritet, men også gennem lægfolk, som han af den grund gør til vidner og udstyrer med troens sans og ordets nåde (jf. Ap.G. 2,17-18; Åb. 19,10), for at evangeliets kraft må vise sig klart i det daglige liv i familien og i samfundet. De fremtræder som forjættelsens børn, hvis de, stærke i troen og i håbet, udnytter den nuværende tid (jf. Ef. 5,16; Kol. 4,5) og holder ud i forventning om den kommende herlighed (jf. Rom. 8,25). Dette håb skal de ikke gemme inde i deres sjæls indre, men endog gennem strukturerne i den verdslige orden give det udtryk under stadig omvendelse og i kamp mod "verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter" (Ef. 6,12).

Ligesom den nye pagts sakramenter, som nærer de troendes liv og apostolat, er et billede på den nye himmel og den nye jord (jf. Åb. 21,1), står også lægfolk som stærke forkyndere af det, vi håber på (jf. Hebr. 11,1), hvis de frimodigt forbinder bekendelsen af troen med et liv, der vokser ud af troen. Denne forkyndelse af evangeliet, d.v.s. Kristi budskab fremført både ved livets og ordets vidnesbyrd, opnår sin egen specielle karakter og virkekraft ved, at den kommer til udtryk under almindelige forhold i verden.

Til denne opgave forekommer den livsform, der helliges ved et specielt sakramente, nemlig livet i ægteskabet og i familien, at være af stor værdi. Lægmandsapostolatet har sin indlysende skoling og praksis der, hvor den kristne religion gennemtrænger hele livsførelsen og dag for dag omformer den mere og mere. Dér har ægtefællerne deres særegne kald til at være troens og Kristi kærligheds vidner både for hinanden og for deres børn. Den kristne familie forkynder højt og tydeligt såvel Gudsrigets nærværende kræfter som håbet om et liv i saligheden. Ved sit eksempel og sit vidnesbyrd overbeviser den verden om dens synd og oplyser dem, der søger sandheden.

Derfor kan og bør lægfolk, også når de er optaget af verdslige gøremål, udøve en værdifuld indsats for at bringe evangeliet til verden. Nogle af dem udfører endog i forhold til deres muligheder visse kirkelige tjenester, når der er mangel på præster, eller disse er ramt af politisk forfølgelse; flere af dem anvender alle deres kræfter til apostolisk arbejde; men alle bør dog arbejde med på udbredelsen og væksten af Kristi rige i verden. Derfor bør lægfolk flittigt stræbe efter en dybere erkendelse af den åbenbarede sandhed og indtrængende bede Gud om visdommens gave.

36. Kristus blev lydig til døden og derfor ophøjet af Faderen (jf. Fil. 2,8-9), og således gik han ind til sit riges herlighed. Alt bliver ham underlagt, indtil han underlægger Faderen sig selv og hele skabningen, for at Gud kan være alt i alle (jf. 1.Kor. 15,27-28). Denne magt har han gjort sine disciple delagtige i, for at også de må leve i kongelig frihed og ved selvfornægtelse og et helligt liv overvinde syndens herredømme i sig selv (jf. Rom. 6,12), og desuden ved at tjene Kristus også i andre med ydmyghed og tålmodighed kan føre deres brødre hen til den konge, for hvem det at være konge er at tjene. Herren ønsker jo at udbrede sit rige også ved troende lægfolk, d.v.s. "sandhedens og livets rige, hellighedens og nådens rige, retfærdighedens, kærlighedens og fredens rige.4 I dette rige vil skabningen selv blive befriet fra den forkrænkelighed, hvorunder den træller, og nå til den frihed, som Guds børn skal have i herligheden (jf. Rom. 8,21). Det er i sandhed en stor forjættelse og et stort bud, disciplene modtager: "For alt hører jer til; men I hører Kristus til, og Kristus hører Gud til" (1.Kor. 3,23).

De troende bør af den grund anerkende hele skabningens indre natur, værdi og bestemmelse til Guds pris, og gennem verdslige gøremål skal de hjælpe hinanden til et mere helligt liv, så at verden må gennemtrænges af Kristi ånd og bedre nå sit mål i retfærdighed, kærlighed og fred. Ved opfyldelsen af denne opgave i sin helhed indtager lægfolk den vigtigste plads. Ved deres kompetence i profane fag og deres aktive indsats, opløftet indefra ved Kristi nåde, skal de kraftigt yde deres bidrag til, at de goder, der er skabt i overensstemmelse med Skaberens vilje og i lyset af Guds ord, ved menneskeligt arbejde, teknik og kultur må udvikles til gavn for alle mennesker overhovedet og fordeles bedre blandt dem, og at de på deres egen måde bidrager til det altomfattende fremskridt i menneskelig og kristen frihed. Således vil Kristus gennem Kirkens medlemmer mere og mere oplyse hele det menneskelige samfund med sit frelsebringende lys.

Endvidere bør lægfolk samle deres kræfter og sanere samfundsstrukturer og levevilkår i verden, hvis disse leder til synd, for at alt dette kan bringes i overensstemmelse med retfærdighedens normer og fremme gode etiske værdier snarere end at stå i vejen for dem. Ved at handle således vil de lade de etiske værdier gennemtrænge kulturen og den menneskelige aktivitet. På denne måde forberedes verdens ager samtidigt til bedre at modtage det guddommelige ords sæd, og Kirkens døre står mere åbne, så at dens fredsbudskab kan nå ind i verden.

På grund af selve denne frelsesplan skal de troende lære at skelne nøje mellem de rettigheder og pligter, de har som medlemmer af Kirken, og dem, der tilkommer dem som medlemmer af det profane samfund. De skal arbejde på at bringe begge dele i harmoni indbyrdes og huske på, at de i ethvert verdsligt anliggende bør lade sig lede af deres kristne samvittighed, eftersom ingen menneskelig aktivitet, heller ikke i verdslige anliggender, kan unddrages Guds herredømme. Især i vor tid bør denne distinktion og harmoni på én gang vise sig så tydeligt som muligt i de troendes handlemåde, for at Kirkens sendelse kan være i stand til at svare mere fyldigt til den moderne verdens særlige forhold. Ligesom man må erkende, at det politiske samfund, der med fuld ret tager sig af de verdslige interesser, styres efter egne principper, således forkastes med ligeså stor ret den skæbnesvangre doktrin, der søger at bygge samfundet op uden hensyn til religion og bekæmper og udrydder borgernes religiøse frihed.5

37. Lægfolk har, som alle andre kristne, ret til af Kirkens åndelige goder at modtage især Guds ord og sakramenternes hjælp i rigt mål af Kirkens hyrder,6 og frem for dem bør de lægge deres behov og ønsker med den frihed og tillid, der sømmer sig for Guds børn og brødre i Kristus. Alt efter den viden, kompetence og kvalifikationer, de er i besiddelse af, har de mulighed for, ja undertiden pligt til at fremsætte deres mening om det, der angår Kirkens vel.7 Dette bør i givne tilfælde ske gennem de institutioner, som Kirken dertil har oprettet, og altid med sandfærdighed, mod og klogskab, med respekt og kærlighed mod dem, der på grund af deres gejstlige embede repræsenterer Kristus.

Lægfolk bør, som alle andre kristne, med kristen lydighed være rede til at acceptere, hvad Kirkens hyrder som Kristi stedfortrædere afgør som lærere og ledere i Kirken, ved at følge Kristi eksempel, han som ved sin lydighed til døden har åbenbaret alle mennesker den saliggørende vej til Guds børns frihed. De skal i deres bønner ikke undlade at anbefale Gud deres foresatte, som jo våger over os som dem, der skal aflægge regnskab for vore sjæle, for at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende (jf. Hebr. 13,17).

Kirkens hyrder skal til gengæld anerkende og fremme lægfolks værdighed og ansvar i Kirken og gerne benytte sig af deres kloge råd, tillidsfuldt betro dem opgaver i Kirkens tjeneste og give dem handlefrihed og råderum, ja endog opmuntre dem til også at tage selvstændige initiativer. Med en faders kærlighed skal de opmærksomt i Kristus overveje de initiativer, planer og ønsker, som lægfolk fremlægger.8 Den berettigede frihed, der tilkommer alle i det jordiske samfund, skal de gejstlige omhyggeligt anerkende.

Af denne fortrolige omgang mellem lægfolk og gejstlige kan man vente meget godt for Kirken. For på denne måde styrkes hos lægfolk følelsen for deres specielle ansvar, og de bliver mere villige til at forene deres kræfter med de gejstliges indsats. Disse kan til gengæld, hjulpet af lægfolks erfaring både i åndelige og i verdslige anliggender dømme mere nuanceret og klarsynet, således at hele Kirken styrket af alle sine medlemmer, med større virkning kan opfylde sin sendelse til liv for verden.

38. Enhver lægmand bør over for verden være et vidne om Herren Jesu opstandelse og liv og et tegn på den levende Gud. Alle i fællesskab og hver enkelt for sig bør de ernære verden med åndelige frugter (jf. Gal. 5,22) og til verden udbrede den ånd, der besjæler de fattige og sagtmodige og fredsstifterne, som Herren i evangeliet priste salige (jf. Matt. 5,3-9). Kort sagt "hvad sjælen er i legemet, det er de kristne i verden".9

 

Kapitel 5

DET UNIVERSELLE KALD TIL HELLIGHED I KIRKEN

39. Kirken, hvis mysterium koncilet fremstiller, tiltror vi usvigelig hellighed. For Kristus, Guds søn, der med Faderen og Helligånden prises "alene hellig",1 elskede Kirken som sin brud og gav sig selv for Den for at hellige Den (jf. Ef. 5,25-26); og han tog Den til sig som sit legeme og overøste Den med Helligåndens gave til Guds ære. Alle i Kirken, hvad enten de hører til hierarkiet eller ledes af det, kaldes derfor til hellighed ifølge apostlens ord: "Thi dette er Guds vilje, at I helliggøres" (1.Tess. 4,3; jf. Ef. 1,4). Denne Kirkens hellighed manifesteres og bør manifesteres uophørligt i nådens frugter, som Ånden frembringer i de troende; den kommer til udtryk på mange måder hos hver enkelt, der på sin plads i livet stræber efter kærlighedens fuldkommenhed ved at opbygge andre; på en ganske særlig måde træder den frem i efterfølgelsen af de såkaldte evangeliske råd. Efterfølgelsen af disse råd, som mange kristne følger under Helligåndens tilskyndelse enten privat eller i den stand eller under de omstændigheder, som Kirken har godkendt, giver og bør give et klart vidnesbyrd om og eksempel på Kirkens hellighed i verden.

40. Herren Jesus, al fuldkommenheds guddommelige mester og forbillede, forkyndte for alle og enhver af sine disciple uden forskel den livets hellighed, som Han selv er ophav til og fuldbyrder af: "Vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen" (Matt. 5,48).2 Til alle sendte Han nemlig Helligånden, som indefra skal bevæge dem til at elske Gud af hele deres hjerte, af hele deres sjæl, af hele deres sind og af hele deres styrke (jf. Mark. 12,30) og til at elske hverandre ligesom Kristus elskede dem (jf. Joh. 13,34; 15,12). Kaldet af Gud som Kristi efterfølgere, ikke på grund af deres egne gerninger men ifølge Hans nådefulde plan, og retfærdiggjort i Herren Jesus er de i troens dåb virkelig blevet Guds børn og delagtige i Hans guddommelige natur og derfor i sandhed hellige. Derfor bør de i deres livsførelse fastholde den helliggørelse, som de har modtaget, og bringe den til fuldkommenhed, da den er en gave fra Gud. Apostlen formaner dem til at leve "som det sømmer sig for hellige" (Ef. 5,3) og "som Guds udvalgte, hellige og elskede iføre sig inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed" (Kol. 3,12), samt bære Åndens frugter til helliggørelse (jf. Gal. 5,22; Rom. 6,22). Men da vi alle fejler i mange ting (jf. Jak. 3,2), trænger vi bestandigt til Guds barmhjertighed og bør hver dag bede "Og forlad os vor skyld" (Matt. 6,12).3

For alle er det derfor klart, at samtlige kristne uanset deres stand eller stilling kaldes til det kristne livs fylde og kærlighedens fuldkommenhed,4 en hellighed der også i det jordiske samfund fremmer en mere menneskelig tilværelse. For at nå denne fuldkommenhed skal de troende bruge de kræfter, de har modtaget ifølge Kristi tilmålte nådegave, så at de ved at gå i hans fodspor og omdannet i hans billede i alt retter sig efter Faderens vilje og af hele deres sind hengiver sig til at ære Gud og tjene næsten. Således skal Guds folks hellighed udfolde sig og bære rigelige frugter, således som Kirkens historie markant viser det i så mange helgeners liv.

41. I de forskellige livsformer og opgaver tilstræbes én og samme hellighed af alle dem, der ledes af Guds Ånd, og ved at adlyde Faderens røst og tilbede Gud Fader i ånd og sandhed efterfølger de den fattige og ydmyge Kristus, der bærer sit kors, for at de kan få del i hans herlighed. Enhver bør efter sine egne gaver og opgaver uden tøven gå frem ad den levende tros vej, der vækker håbet og virker i kærligheden.

De, der er hyrder for Kristi hjord, bør først og fremmest efterligne den evige ypperstepræst, vore sjæles hyrde og tilsynsmand, ved at udføre deres tjeneste helligt og ivrigt, ydmygt og modigt. Hvis de opfylder den således, vil den være også dem et middel til helliggørelse. De, der er udvalgt til præsteværdighedens fylde, skænkes nåde til, at de ved bøn, offer og prædiken og gennem en biskops mangesidede omsorg og tjeneste kan udøve det embede, der kræver en hyrdes fuldkomne kærlighed,5 så at de ikke frygter for at sætte livet til for fårene, men som forbilleder for hjorden (jf. 1.Pet. 5,3) også ved deres eget eksempel fører Kirken frem til stadig større hellighed.

Måtte præsterne i lighed med biskopperne, som de danner en åndelig krans om,6 og hvis nåderige embede de har del i gennem Kristus, den evige og eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, gennem daglig opfyldelse af deres embede vokse i kærlighed til Gud og næsten. Måtte de bevare det præstelige fællesskabs bånd, have overflod m.h.t. åndelig rigdom og for alle mennesker fremstå som levende vidner om Gud7 ved at efterligne og efterfølge de præster, der i århundredernes løb, ofte i ydmyg og skjult tjeneste, har efterladt sig et lysende eksempel på hellighed. Deres minde lever i Guds Kirkes lovprisning. I embeds medfør beder de og frembærer ofret for deres menighed og for hele Guds folk, i bevidsthed om hvad de foretager sig, og retter sig efter det, de forretter;8 og bekymringer, farer og besværligheder som følge af deres apostoliske virke skal ikke hindre, men snarere fremme deres opstigen til større hellighed, idet de ud fra deres kontemplations rigdom ernærer og styrker deres aktivitet til glæde for hele Guds folk. Alle præster og især verdenspræster, som i kraft af deres specielle ordination er tilknyttet et bispedømme, skal huske på, hvor meget det, at de holder sig trofast til deres biskop og arbejder helhjertet sammen med ham, bidrager til deres helliggørelse.

Også de gejstlige i lavere vielser er på deres særlige måde delagtige i ypperstepræstens sendelse og nådegave, især diakonerne, der ved at tjene Kristi og Kirkens mysterier9 bør holde sig fri for enhver last, tækkes Gud og stræbe efter alt det, der er godt i menneskenes øjne (jf. 1.Tim. 3,8-10 & 12-13). De klerikere, der kaldet af Herren og udvalgt som Hans ejendom forbereder sig til deres embedsopgaver under hyrdernes opsyn, har pligt til at forme deres sind og hjerte i harmoni med denne udvælgelse ved at holde ud i bøn, være optændt af kærlighed, tænke på alt sandt, rigtigt og agtværdigt og gennemføre alt til Guds herlighed og ære. Sammen med dem fremstår de af Gud udvalgte lægfolk, der af biskoppen kaldes til helt at vie sig apostoliske opgaver og som med rig frugt arbejder på Herrens mark.10

Kristne ægtefolk og forældre bør følge deres særlige vej. Ved i kærlighed og troskab hele livet igennem at støtte hinanden i Guds nåde skal de oplære deres børn, som de kærligt tager imod fra Gud, i den kristne lære og et liv efter evangeliet. Således giver de nemlig alle et eksempel på utrættelig og generøs kærlighed, opbygger menneskene til at elske hinanden som søskende og vidner om Kirken som frugtbar moder, og de medvirker i denne frugtbarhed ved at stå som tegn på den kærlighed, de har del i, hvormed Kristus elskede sin brud og gav sig selv hen for hende.11 Et lignende eksempel gives på anden måde af enker og ugifte, som også kan yde et betydeligt bidrag til hellighed og aktivitet i Kirken. De, der er beskæftiget med ofte hårdt arbejde, bør gøre sig fuldkomne gennem denne menneskelige indsats, hjælpe deres medborgere og bringe hele samfundet og skabningen frem til stadig bedre forhold, men også i virksom kærlighed efterligne Kristus, hvis hænder var beskæftiget med håndværk, og som altid arbejder sammen med Faderen til alles frelse. De skal være glade i håbet, bære hinandens byrder og i kraft af selve deres daglige arbejde stræbe mod en større hellighed, der også er apostolisk. De, der lider under fattigdom, skrøbelighed, sygdom og forskellige besværligheder, eller som udholder forfølgelse for retfærdighedens skyld, skal vide, at de på særlig måde forenes med Kristus i hans lidelse for verdens frelse; i evangeliet priser Herren dem salige, og "når I må lide her en kort tid, vil al nådes gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, selv udruste, støtte, styrke, grundfæste jer" (1.Pet. 5,10).

Alle kristne vil altså fra dag til dag stadig kunne helliggøres i den stand, ved de forpligtelser og under de omstændigheder, som livet byder dem. Ja, de helliggøres gennem alt dette, hvis de med tro modtager alt af den himmelske Faders hånd og samarbejder med den guddommelige vilje ved i selve deres verdslige tjeneste for alle at manifestere den kærlighed, som Gud elskede verden med.

42. "Gud er kærlighed, og den, som bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham" (1.Joh. 4,16). Og Gud har udgydt sin kærlighed i vore hjerter gennem Helligånden, som blev os givet (jf. Rom. 5,5). Derfor er den første og mest uundværlige gave kærligheden, som får os til at elske Gud over alt og til at elske næsten for Hans skyld. Men for at kærligheden som den gode sæd kan vokse frem i sjælen og bære frugt, skal enhver troende ivrigt lytte til Guds ord og med Hans nåde som hjælp opfylde hans vilje i handling. De skal hyppigt deltage i sakramenterne, især eukaristien, og andre former for gudstjenester, konsekvent give sig hen til bøn og selvfornægtelse, villigt tjene brødre og søstre og praktisere alt, hvad der er godt. For kærligheden som det fuldkomne bånd og lovens opfyldelse (jf. Kol. 3,14; Rom. 13,10) styrer og former alle midler til helliggørelse og fører dem frem til deres mål.12 Derfor kendetegner kærligheden til Gud og næsten den sande Kristi discipel.

Siden Jesus, Guds Søn, har vist sin kærlighed ved at sætte sit liv til for os, kan ingen vise større kærlighed end den, der sætter sit liv til for Ham og for sine søstre og brødre (jf. 1.Joh. 3,16; Joh. 15,13). Allerede fra den første tid blev nogle kristne kaldet til at aflægge dette højeste vidnesbyrd for alle, især forfølgerne - og nogle vil stadig blive kaldet dertil. Når derfor disciplen bliver som Mesteren, der frivilligt for verdens frelses skyld tog imod døden, og ligedannes med Ham i udgydelsen af blodet, værdsætter Kirken martyriet som en fremragende gave og det bedste bevis på kærlighed. Selv om få modtager denne gave, bør dog alle være rede til at bekende Kristus over for menneskene og følge efter Ham på korsets vej gennem de forfølgelser, som Kirken aldrig er foruden.

Kirkens hellighed fremmes ligeledes på sin specielle måde ved de mangfoldige råd, som Herren i evangeliet fremlægger for sine disciple.13 Frem blandt dem rager den kostbare gave Guds nåde, som Faderen skænker til nogle enkelte (jf. Matt. 19,11; 1.Kor. 7,7), nemlig at de i jomfruelighed eller cølibat lettere med udelt hjerte (jf. 1.Kor. 7,32-34) vier sig til Gud alene.14 Denne fuldkomne afholdenhed for himmerigets skyld har Kirken altid holdt specielt i ære som tegn på og tilskyndelse til kærligheden og som en ganske særlig kilde til åndelig frugtbarhed i verden.

Kirken genkalder sig også apostlens formaning, når han ved at tilskynde de troende til kærlighed opfordrer dem til at vise samme sindelag, som var i Kristus Jesus, der "gav afkald og tog tjenerskikkelse på . . . og blev lydig til døden" (Fil. 2,7-8) og for vores skyld "blev fattig, da han var rig" (2.Kor. 8,9). Da det er nødvendigt, at disciplene altid efterligner og vidner om denne Kristi kærlighed og ydmyghed, glæder Kirken som Moder sig over, at der i dens skød findes adskillige mænd og kvinder, der med større opmærksomhed følger Frelserens afkald og viser det tydeligere ved i Guds børns frihed at påtage sig fattigdom og give afkald på deres egen vilje; når det gælder fuldkommenhed, underkaster de sig nemlig - for Guds skyld og ud over lovens bud - et andet menneske, for at de mere fuldstændigt kan ligedanne sig med den lydige Kristus.15

Alle kristne indbydes og forpligtes altså til at stræbe efter hellighed og fuldkommenhed i deres egen livssituation. Alle skal derfor se til, at de leder deres tilbøjeligheder i den rigtige retning, således at omgangen med verdslige goder og en afhængighed af disse, som er i strid med den evangeliske fattigdoms ånd, ikke skal hindre dem i at stræbe efter den fuldkomne kærlighed. Således lyder apostlens advarsel: De, der benytter denne verden, må ikke blive stående i den; thi verden i sin nuværende skikvokelse går til grunde (jf. 1.Kor. 7,31).16

 

Kapitel 6

ORDENSFOLK

43. De evangeliske råd om gudviet cølibat, fattigdom og lydighed, der jo har sit grundlag i Herrens ord og eksempel og er anbefalet af apostlene og kirkefædrene samt Kirkens lærere og hyrder, er en Guds gave, som Kirken har fået af sin Herre og ved Hans nåde stadig bevarer. Kirkens myndighed har selv under Helligåndens vejledning sørget for at tolke dem og ordne deres praksis og endvidere indstiftet varige institutioner til at efterleve dem. Resultatet er blevet, at ligesom på et træ, der skyder af en gudgiven spire og underfuldt breder sig med mange grene over Herrens mark, er der således fremvokset forskellige former for eremit- og klosterliv og forskellige ordensfamilier, som har udviklet sig til gavn både for medlemmerne og hele Kristi legeme.1 Disse ordensfamilier yder nemlig deres medlemmer den hjælp, som en mere fast livsførelse, en gennemprøvet lære til at efterstræbe fuldkommenhed, et broderligt fællesskab i Kristi tjeneste og en frihed styrket gennem lydighed kan give, således at de er i stand til trygt at opfylde og trofast overholde deres religiøse kald og går frem ad kærlighedens vej med åndelig glæde.2

En sådan stand står - i forhold til Kirkens guddommelige og hierarkiske forfatning - ikke som et mellemled mellem gejstligheden og lægstanden; men fra begge sider kalder Gud nogle kristne til at få del i den specielle gave i Kirkens liv og hver på sin måde at bidrage til dens frelsebringende sendelse.3

44. Ved løfter eller andre religiøse bindinger, der kan ligestilles med løfter, forpligter den kristne sig til de tre førnævnte evangeliske råd og hengiver sig helt og holdent til at elske Gud over alle ting, således at han selv i kraft af en ny og speciel sammenhæng stilles i Guds tjeneste til hans ære. Ved dåben er han død for synden og viet til Gud; men for at kunne høste større frugt af dåbens nåde, bekender han sig i Kirken til de evangeliske råd med den hensigt at frigøre sig for de forhindringer, som kunne holde ham tilbage fra udfoldelse af kærlighed og fuldkommenhed i gudsdyrkelse; han giver sig endnu mere inderligt hen til at følge Guds vilje.4 Men denne hengivelse vil være desto mere fuldkommen, jo stærkere og fastere de bånd er, som udtrykker Kristi uopløselige forening med sin brud, Kirken.

Da de evangeliske råd på en særlig måde knytter dem, der følger dem, til Kirken og dens mysterium ved den kærlighed, de fører til5, bør deres åndelige liv også vies til hele Kirkens bedste. Deraf opstår pligten til, efter evne og i overensstemmelse med ens kald, enten ved bøn eller også i handling at gøre en indsats for at rodfæste og styrke Kristi rige i sjælene og udbrede det alle vegne. Derfor både beskytter og fremmer Kirken de forskellige religiøse ordenssamfunds specielle karakter.

Bekendelsen til de evangeliske råd står altså frem som et tegn, der kan og bør virke tiltrækkende på alle Kirkens medlemmer til villigt at opfylde deres kristne kalds forpligtelser. Da Guds folk nemlig ikke har noget blivende sted her, men søger den kommende stad, manifesterer klosterlivet, som giver dem, der følger det, større frihed i forhold til jordiske bekymringer. Klosterlivet vidner også for alle troende bedre om de himmelske værdier og om det nye og evige liv, som vi har vundet ved Kristi forløsning, og forkynder den kommende opstandelse og himmeriges herlighed. Den livsform, som Guds Søn påtog sig, da han trådte ind i verden for at gøre sin Faders vilje, og som han fremlagde for disciplene i sit følge, efterligner det samme klosterliv nærmere og aktualiserer det til stadighed i Kirken. Endelig gør klosterlivet på en særlig måde klart, at Guds rige er hævet over alt jordisk og stiller de højeste krav; det viser også alle mennesker den alt overstigende storhed i Kristi herredømme og Helligåndens uendelige magt, der virker underfuldt i Kirken.

Selv om altså klosterlivet, der konstitueres ved bekendelsen til de evangeliske råd, ikke indgår i Kirkens hierarkiske struktur, er det dog uløseligt knyttet til dens liv og hellighed.

45. Da det kirkelige hierarki har til opgave at røgte Guds folk og føre det ud på gode græsgange (jf. Ez. 34,14), tilkommer det også hierarkiet i sin lovgivning klogt at styre måden, hvorpå de evangeliske råd leves. De nærer nemlig på en særlig måde kærligheden til Gud og næsten.6 Lydhør over for Helligåndens tilskyndelser modtager hierarkiet også selv de leveregler, som fremstående mænd og kvinder foreslår, og giver dem sin autoritative godkendelse med yderligere forordninger. Endvidere overvåger og beskytter hierarkiet også med sin autoritet de ordenssamfund, der allerede er oprettet til opbygning af Kristi legeme, så de kan vokse og blomstre i overensstemmelse med deres grundlæggeres ånd.

For bedre at kunne tilgodese behovene i hele Herrens hjord kan paven i kraft af sit primat over den universelle Kirke og af hensyn til det fælles bedste fritage et hvilket som helst ordenssamfund og enkelte medlemmer for den lokale biskops jurisdiktion og selv blive deres overordnede.7 Ligeledes kan de overlades eller betros til deres egne patriarkers autoritet. I opfyldelsen af de opgaver, som deres specielle livsform giver dem over for Kirken, bør medlemmer af ordenssamfundene ifølge de kanoniske love vise biskopperne ærbødighed og lydighed p.g.a. disses pastorale autoritet i de lokale kirker og p.g.a. den fornødne enhed og gensidige forståelse i det apostoliske arbejde.8

Ved sin anerkendelse ophøjer Kirken ikke blot ordenskaldet til en kanonisk anerkendt stand, men den fremhæver det også gennem sin liturgiske praksis som en til Gud viet livsform. Kirken modtager nemlig selv i kraft af den autoritet, Gud har overdraget den, de aflagte løfter og opnår ved sin offentlige bøn hos Gud hjælp og nåde for dem, der aflægger løfterne. Den anbefaler dem til Gud og meddeler dem en åndelig velsignelse ved at forene deres offer med det eukaristiske offer.

46. Ordensfolk skal opmærksomt sørge for, at Kirken gennem dem virkeligt dag for dag bedre kan vise såvel troende som ikke-troende hen til Kristus, enten som den, der er fordybet i bøn på bjerget, eller som den, der forkynder skarerne Guds rige, helbreder syge og sårede, omvender syndere til et bedre liv, velsigner børnene og gør godt mod alle, i ét og alt som den, der adlyder sin Fader, som sendte ham.9

Endelig må alle med sig selv have erkendt, at et liv efter de evangeliske råd nok medfører afkald på goder, som utvivlsomt vil blive vurderet højt, men dog ikke står i vejen for den menneskelige persons sande udfoldelse, men tværtimod ifølge sit væsen i allerhøjeste grad fremmer denne. For hvis man frivilligt tager imod de evangeliske råd i overensstemmelse med ens personlige kald, bidrager de ikke så lidt til hjertets renhed og åndelig frihed, opildner til stadighed kærlighedens kraft og formår at gøre et kristent menneske mere egnet til et sådant liv i jomfruelighed og fattigdom, som Kristus Herren udvalgte for sig selv, og som hans Moder Jomfru Maria gjorde til sit, således som mange hellige ordensstifteres eksempel vidner om. Og ingen skal tro, at ordensfolk p.g.a. deres indvielse til Gud bliver fremmedgjorte over for medmenneskene eller unyttige borgere i det verdslige samfund. For selv om de undertiden ikke direkte hjælper deres samtidige, holder de dem dog på en dybere måde nærværende i Kristi inderlige kærlighed og arbejder åndeligt sammen med dem, for at opbygningen af det jordiske samfund altid må funderes i Herren og ledes mod Ham, for at bygmestrene ikke skal have bygget forgæves.10

Endelig støtter og priser det hellige Koncil af den grund de mænd og kvinder, brødre og søstre, der i deres klostre eller i skoler og på sygehuse eller i missionerne med vedvarende og ydmyg troskab mod førnævnte indvielse til Gud smykker Kristi brud og yder alle mennesker uselviske og yderst forskelligartede tjenester.

47. Enhver, der er kaldet til at leve efter de evangeliske råd, skal gøre sit bedste for at forblive i det kald, som Gud har udvalgt ham til, og gøre stadige fremskridt i det til større hellighed i Kirken og til ære for den ene og udelte Treenighed, der i Kristus og ved Kristus er kilde og ophav til al hellighed.

 

Kapitel 7

DEN JORDISKE KIRKES ESKATOLOGISKE KARAKTER OG DENS FORENING MED DEN HIMMELSKE KIRKE

48. Kirken, som vi alle kaldes til i Kristus Jesus, og hvor vi ved Guds nåde opnår hellighed, vil først blive fuldendt i himlens herlighed, når tiden kommer, da alt skal blive genoprettet (jf. Ap.G. 3,21). Sammen med menneskeslægten vil da hele universet, der er nært forbundet med og føres frem mod sit mål af mennesket, blive fuldkommen fornyet i Kristus (jf. Ef. 1,10; Kol. 1,20; 2.Pet. 3,10-13).

Da Kristus var blevet ophøjet fra jorden, drog han alle til sig (jf. Joh. 12,32); opstået fra de døde (jf. Rom. 6,9) sendte han disciplene sin levendegørende Ånd og oprettede ved den sit legeme, som er Kirken, som frelsens universelle sakramente; siddende ved Faderens højre hånd arbejder han fortsat i verden for at føre menneskene til Kirken og ved den knytte dem stærkere til sig og give dem del i sit forherligede liv ved at ernære dem med sit eget legeme og blod. Den genoprettelse, som vi har fået løfter om og forventer, er altså allerede begyndt i Kristus, føres videre i udsendelsen af Helligånden og når gennem Ånden videre til Kirken, hvor vi ved troen også belæres om meningen med vort jordiske liv, mens vi i håbet om de fremtidige goder fuldfører det arbejde, som Faderen har betroet os i verden, og arbejder på vores frelse (jf. Fil. 2,12).

De sidste tider er således allerede kommet til os (jf. 1.Kor. 10,11), og verdens fornyelse er uigenkaldeligt sat i gang og foregribes virkeligt i denne verden: Kirken er nemlig allerede her på jorden kendetegnet ved en virkelig, men dog ufuldkommen hellighed. Indtil nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor (jf. 2.Pet. 3,13), kommer til syne, er Kirken dog undervejs og bærer i sine sakramenter og institutioner, som hører tiden til, denne verdens skikkelse, som forgår, og lever selv blandt skabninger, som sukker og stønner som under veer endnu i denne stund og venter i længsel på, at Guds børn skal åbenbares (jf. Rom. 8,19-22).

Forbundet med Kristus og betegnet med Helligånden, "som er pant på vor arv" (Ef. 1,14), kaldes vi derfor i sandhed Guds børn, og vi er det (jf. 1.Joh. 3,1), men endnu er vi ikke åbenbaret med Kristus i den herlighed (jf. Kol. 3,4), hvori vi skal blive Gud lig, fordi vi da vil se ham, som han er (jf. 1.Joh. 3,2). Derfor "så længe vi har vort hjem i legemet, er vi ikke hjemme hos Herren" (2.Kor. 5,6), og vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker ved os selv (jf. Rom. 8,23) og længes efter at være sammen med Kristus (jf. Fil. 1,23). Ved den samme kærlighed drives vi til at leve mere for ham, som døde og opstod for os (jf. 2.Kor. 5,15).

Vi sætter altså vor ære i at være Herren til behag i alle forhold (jf. 2.Kor. 5,9) og ifører os Guds rustning, for at vi kan holde stand mod djævelens snigløb og stå imod på den onde dag (jf. Ef. 6,11-13). Men da vi hverken kender dagen eller timen, bør vi efter Herrens formaning til stadighed være vågne, for at vi efter én gang for alle at have fuldført vort jordiske liv (jf. Hebr. 9,27) med ham må gå ind til bryllupsmåltidet og regnes blandt de velsignede (jf. Matt. 25,31-46) - og ikke som de uduelige og dovne tjenere skal dømmes til at gå bort til den evige ild (jf. Matt. 25,26 & 41) i mørket udenfor, hvor "der skal være gråd og tænderskæren" (Matt. 22,13 & 25,30). For førend vi hersker med Kristus i hans herlighed, skal vi nemlig alle træde frem "for Kristi domstol, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt" (2.Kor. 5,10), og ved verdens ende "skal de træde frem, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom" (Joh. 5,29; jf. Matt. 25,46).

Vi mener derfor, at "det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os" (Rom. 8,18; jf. 2.Tim. 2,11-12), og stærke i troen forventer vi "det salige håb og den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst" (Tit. 2,13), han "der skal forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som hans herlighedslegeme" (Fil. 3,21). Han skal komme "for at vise sig herlig i sine hellige og underfuld i alle, som blev troende (2.Tess. 1,10).

49. Indtil Herren kommer i sin herlighed og alle englene med ham (jf. Matt. 25,31), og indtil alt efter dødens tilintetgørelse er blevet ham underlagt (jf. 1.Kor. 15,26-27), vandrer derfor nogle af hans disciple på jorden, andre renses efter at have forladt dette liv, andre igen herliggøres, idet de klart skuer "selve den treenige Gud, som Han er".1 Alle har vi dog, selv om det er i forskellig grad og på forskellig vis, del i den samme kærlighed til Gud og næsten og synger den samme lovsang til ære for Gud. Alle, der tilhører Kristus, har nemlig Hans Ånd, danner én Kirke og holdes sammen i Ham (jf. Ef. 4,16). Foreningen af dem, der vandrer her, med de brødre og søstre, som er sovet ind i Kristi fred, afbrydes således slet ikke, den styrkes tværtimod ifølge Kirkens vedvarende tro i kraft af fællesskabet om de åndelige goder.2 Fordi de salige er forenet inderligere med Kristus, befæster de endnu stærkere hele Kirken i hellighed, forædler den gudsdyrkelse, som Kirken viser Gud her på jorden, og bidrager på mangfoldig vis til Kirkens yderligere opbygning (jf. 1.Kor. 12,12-27).3 Selv om de er blevet modtaget i fædrelandet og er hjemme hos Herren (jf. 2.Kor. 5,8), ophører de ikke med at gå i forbøn for os hos Faderen "ved Kristus og med Ham og i Ham".4 De fremlægger de fortjenester, som de ved den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, Kristus Jesus (jf. 1.Tim. 2,5), har vundet på jorden ved at tjene Herren i alt og ved i deres kød at udfylde, hvad der mangler af Kristus-trængsler til bedste for Hans legeme, Kirken (jf. Kol. 1,24).5 Deres broderlige omsorg er således til stor hjælp for vores svaghed.

50. I klar bevidsthed om dette fællesskab i hele Jesu Kristi mystiske legeme har den jordiske Kirke derfor lige fra kristendommens første tider holdt mindet om de afdøde i stor ære,6 og eftersom "det er en hellig og from tanke at bede for de afdøde, for at de kan blive befriet for deres synder" (2.Makk. 12,46), har Kirken også frembåret forbønner for dem. Om Kristi apostle og martyrer, der ved at udgyde deres blod havde givet det højeste vidnesbyrd på tro og kærlighed, har Kirken altid troet, at de i Kristus er nært knyttet til os; den har med særlig andagt æret dem sammen med den salige Jomfru Maria og de hellige engle,7 og tillidsfuldt bedt om hjælp ved deres forbøn. Til dem regnedes snart også andre, der i særlig grad havde efterlignet Kristi jomfruelighed og fattigdom,8 og endelig de øvrige, som en konsekvent kristen livsførelse9 og guddommelige nådegaver anbefalede til de troendes kærlige hengivenhed og efterfølgelse.10

For mens vi betragter dem, som i deres liv har fulgt Kristus trofast, anspores vi på en ny måde til at søge den kommende stad (jf. Hebr. 13,14 og 11,10), og samtidig belæres vi om den sikreste vej, som midt igennem verdens omskiftelser og kår kan føre os til fuldkommen forening med Kristus, d.v.s. til hellighed,11 hver især efter stand og levevilkår. Gud manifesterer levende for mennesker sit nærvær og sit ansigt hos dem, som, selv om de har lod og del i vores menneskelige natur, alligevel forvandles mere fuldkomment til Kristi billede (jf. 2.Kor. 3,18). I dem taler Han selv til os og giver os et tegn på sit rige,12 hvortil vi drages kraftigt, fordi vi har så stor en sky af vidner omkring os (jf. Hebr. 12,1) og ved en sådan bekræftelse drages kraftigt mod evangeliets sandhed.

Ikke kun for deres eksempels skyld ærer vi dem, der er i himlen, men endnu mere for at hele Kirkens enhed i Ånden må styrkes ved udøvelsen af broderkærlighed (jf. Ef. 4,1-6). For ligesom fællesskabet blandt kristne, der vandrer her på jorden, fører os nærmere til Kristus, således forener vort forbund med de hellige os med Kristus, fra hvem al nåde og selve Guds folks liv vælder frem som fra kilden og hovedet.13 Derfor siger det klart sig selv, at vi elsker disse Jesu Kristi venner og medarvinger, der også er vore brødre og søstre og særlige velgørere, at vi giver Gud den tak, vi skylder Ham for dem,14 og at vi "påkalder dem ydmygt og tager vor tilflugt til deres bønner, støtte og hjælp for at opnå velgerninger hos Gud ved Hans søn Jesus Kristus, vor Herre, der alene er vor forløser og frelser".15 Ethvert oprigtigt vidnesbyrd om vor kærlighed til dem, der er i himlen, er nemlig ifølge sit eget væsen rettet mod og bestemt for Kristus, der er "alle helgeners krone",16 og gennem Ham mod Gud, der er underfuld i sine hellige og forherliges i dem.17

Vor enhed med Kirken i Himlen finder dog sit mest ædle udtryk, når vi, specielt i den hellige liturgi, hvori Helligåndens kraft indvirker på os gennem sakramenternes tegn, lovpriser Guds majestæt i fælles jubel,18 og alle sammen, købt med Kristi blod af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag (jf. Åb. 5,9) og forsamlet i den ene Kirke i én og samme lovsang, lovpriser den ene og treenige Gud. Når vi fejrer det eukaristiske offer, forenes vi derfor stærkest med den himmelske Kirkes gudsdyrkelse, idet vi sammen med hele Kirken med ærefrygt mindes vor Guds og Herres Jesu Kristi moder, Jomfru Maria, men også den hellige Josef og de salige apostle og martyrer og alle helgen.19

51. Dette koncil modtager med stor pietet denne fædrene tro om vort levende fællesskab med de brødre og søstre, der er i den himmelske herlighed eller endnu renses efter døden, og fremsætter igen dekreterne fra det andet koncil i Nikæa20 og koncilet i Firenze21 og Tridentinerkoncilet.22 Samtidig formaner det i sin pastorale omsorg alle dem, det tilkommer, til at sørge for at afværge eller korrigere misbrug, overdrivelser eller mangler, der har eller måtte have indsneget sig, og genoprette alt med en større lovprisning af Kristus og Gud som mål. De troende skal altså lære, at en sand helgendyrkelse ikke så meget består i mangfoldighed af ydre handlinger, men snarere i intensiteten af vor handlekraftige kærlighed, hvorved vi til yderligere gavn for os og for Kirken søger "et forbillede ved deres liv, en sammenknytning ved fællesskabet med dem og hjælp ved deres forbøn".23 Men på den anden side skal de troende lære, at vores liv med dem, der er i himlen - blot det opfattes i troens fulde lys - på ingen måde svækker den dyrkelse, hvormed vi tilbeder Gud Fader ved Kristus i Ånden, men tværtimod beriger den meget.24

For alle vi, der er Guds børn og udgør én familie i Kristus (jf. Hebr. 3,6), besvarer Kirkens inderste kald, når vi i gensidig kærlighed og i én fælles lovprisning af den allerhelligste Treenighed meddeler os til hinanden, og da får vi en forsmag på den fuldendte herligheds liturgi.25 Når Kristus nemlig engang kommer til syne, og de døde opstår i herlighed, skal Guds glans oplyse den himmelske stad og Lammet være dens lys (jf. Åb. 21,23). Da vil hele de helliges Kirke i fuldkommen kærlighed og salighed tilbede Gud og "Lammet, det slagtede" (Åb. 5,12), og den vil med én røst forkynde: "Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder!" (Åb. 5,13)

 

Kapitel 8

DEN HELLIGE JOMFRU MARIA, GUDS MODER, I KRISTI OG KIRKENS MYSTERIUM

I. Indledning

52. Gud har i sin store godhed og visdom villet fuldføre verdens forløsning og "da tidens fylde kom, sendt sin Søn, født af en kvinde, ... for at vi skulle få barnekår" (Gal. 4,4-5). "For os mennesker og for vor frelses skyld er Han nedstegen fra Himlen og har påtaget sig kød ved Helligånden af Jomfru Maria".1 Dette guddommelige frelsesmysterium åbenbares for os og fortsættes i Kirken, som Herren har gjort til sit legeme. I Kirken forenes de troende med Kristus som hovedet, og i fællesskab med alle hans hellige bør de også ære mindet "først og fremmest om den herlige, altid rene Jomfru Maria, vor Guds og Herres Jesu Kristi Moder".2

53. Jomfru Maria, som ved englens budskab undfangede Guds ord med hjerte og legeme og bragte Livet til verden, anerkendes og æres som Guds og Forløserens sande Moder. Med henblik på Sønnens fortjenester er hun på en særlig måde blevet forløst og ved et stærkt og uløseligt bånd forenet med Ham; hun er blevet beriget med den enestående opgave og værdighed at være Guds Søns Moder og derfor Faderens mest elskede datter samt Helligåndens helligdom; og denne nådegave hæver hende højt over alle øvrige skabninger i himlen og på jorden. Men samtidig er hun i Adams slægt knyttet sammen med alle mennesker, der trænger til frelse, ja hun er "ligefrem moder for Kristi lemmer . . . fordi hun med sin kærlighed har bidraget til, at de troende, som er lemmer til dette hoved, blev født i Kirken".3 Derfor hilses hun også som Kirkens mest fremragende og helt enestående medlem og som dens klareste forbillede på tro og kærlighed, og belært af Helligånden viser Den katolske Kirke hende barnlig kærlighed som dens højt elskede moder.

54. Koncilet agter derfor i sin redegørelse for læren om Kirken, hvori den guddommelige forløser udøver frelsen, nøje at belyse såvel den hellige Jomfru Marias rolle i Guds plan med det menneskevordne Ord og Kristi mystiske legeme som de forløste menneskers pligter over for Guds Moder, Kristi og menneskenes, især de troendes, moder. Dog har koncilet ikke i sinde at fremlægge en fuldstændig lære om Maria og heller ikke at afgøre spørgsmål, som teologerne med deres arbejde endnu ikke har bragt fuld klarhed i. Der er altså frihed til at have og forsvare de opfattelser, som i den katolske undervisning læres om Hende, som i Den hellige Kirke indtager den plads, der næst efter Kristus er den højeste og den os nærmeste4.

II. Jomfru Marias funktion i frelsesordningen

55. De hellige skrifter i Det gamle og ny Testamente og den ærværdige overlevering viser os på en stadig tydeligere måde den opgave, som Frelserens Moder har i frelsesordningen, og fremstiller den anskueligt for os. Bøgerne i Gammel Testamente beskriver den frelseshistorie, som langsomt forbereder Kristi komme til verden. Sådan som disse tidlige dokumenter læses i Kirken og forstås i lyset af en senere og fuldstændig åbenbaring, bringer de gradvist klarere billedet af denne kvinde, Forløserens Moder, frem i lyset. Set i dette lys skimtes hun allerede profetisk i den forjættelse, som blev givet vore stamfædre efter syndefaldet, om sejren over slangen (jf. 1.Mos. 3,15). Ligeledes er hun den jomfru, der skal undfange og føde en søn, som man skal give navnet Emmanuel (jf. Es. 7,14; Mik. 5,2-3; Matt. 1,22-23). Hun rager frem blandt Herrens ydmyge og fattige, der med tillid venter og modtager frelsen fra Ham. Endelig følger med denne ophøjede Sion-datter tidens fylde efter forjættelsens langvarige ventetid, og den nye frelsesordning oprettes, da Guds søn ved hende påtog sig den menneskelige natur for at befri mennesket fra synd ved det, Han hemmelighedsfuldt virkede i sit kød.

56. Barmhjertighedens Fader ville dog lade den forudbestemte moders samtykke gå forud for menneskevordelsen; for ligesom en kvinde bidrog til døden, skulle også en kvinde bidrage til livet. Dette gælder i allerhøjeste grad for Jesu Moder, som har skænket verden selve det liv, der fornyer alt, og som Gud har beriget med gaver, der modsvarer en så stor opgave. Det er derfor ikke forbavsende, at det hos kirkefædrene blev skik og brug at kalde Guds Moder for helt hellig og fri for enhver synd, ligesom udformet af Helligånden til at danne en ny skabning.5 Jomfruen fra Nazareth, fra sin undfangelses første øjeblik begavet med en enestående helligheds glans, hilses på Guds befaling "fuld af nåde" (jf. Luk. 1,28) af englen, der bringer bud, og selv svarer hun det himmelske sendebud: "Se, jeg er Herrens tjenerinde, mig ske efter dit ord" (Luk. 1,38). Maria, Adams datter, blev således Jesu Moder ved at give sit samtykke til Guds ord; ved at tage imod Guds frelsende vilje med helt hjerte og uden at lade sig hindre af nogen synd hengav hun således sig selv totalt som Herrens tjenerinde til sin Søns person og gerning for under Ham og med Ham, med den almægtige Guds nåde, at tjene ved Guds forløsningsmysterium. Kirkefædrene mener altså med rette, at Maria ikke bare har været et passivt redskab i Guds hånd, men at hun i frihed, tro og lydighed har arbejdet med på menneskenes frelse. Hun blev nemlig, som den hellige Irenæus siger, "ved sin lydighed årsag til frelse både for sig selv og for hele menneskeslægten".6 Derfor hævder adskillige kirkefædre i deres forkyndelse også i lighed med Irenæus, at "den knude, som Evas ulydighed havde bundet, blev løst ved Marias lydighed; at det, som jomfruen Eva bandt ved sin mangel på tro, har Jomfru Maria løst ved sin tro".7 Sammenlignet med Eva kalder de Maria "de levendes moder",8 og de gentager ofte: "døden gennem Eva, livet gennem Maria".9

57. Moderens forbindelse med Sønnen i frelsesværket manifesterer sig fra det øjeblik, Kristus blev undfanget af jomfruen, og lige frem til Hans død: først, da Maria gav sig på vej og skyndte sig for at besøge Elisabeth og af hende blev hilst salig på grund af sin tro på den forjættede frelse, og forløberen sprang i sin moders liv (jf. Luk. 1,41-45); dernæst ved fødslen, da Guds Moder glædestrålende viste hyrderne og vismændene sin førstefødte søn, der ikke krænkede, men helligede hendes jomfruelige renhed.10 Og endelig, da hun i templet fremstillede ham for Herren og frembar de fattiges gave, hørte hun Simeon profetere, både at hendes søn skulle blive et modsigelsens tegn, og at et sværd skulle gennemtrænge hendes moderhjerte, for at mange hjerters tanker skulle blive åbenbaret (jf. Luk. 2,34-35). Da barnet Jesus var blevet borte, ledte Hans forældre efter ham med smerte, og de fandt Ham i templet, optaget af det, som hørte Hans Fader til; men de forstod ikke, hvad deres søn sagde til dem. Moderen gemte dog alle hans ord i sit hjerte og grundede over dem (jf. Luk. 2,41-51).

58. I Jesu offentlige liv træder hans moder tydeligt frem. I begyndelsen, da hun ved brylluppet i Kana i Galilæa, bevæget af medfølelse, ved sin forbøn bragte Jesus til at begynde sine tegn som Messias (jf. Joh. 2,1-11). I den tid, han prædikede, modtog hun sin søns ord, når Han satte Riget over kødets og blodets bånd og love og priste dem salige, der hører Guds ord og lever derefter (jf. Mark. 3,35; Luk. 11,27-28), ligesom hun selv trofast gjorde (jf. Luk. 2,19 & 51). Således vandrede også den hellige Jomfru troens pilgrimsgang og bevarede trofast sin forening med Sønnen helt til korset. Der stod hun, efter Guds hensigt (jf. Joh. 19,25), og led bittert med sin eneste søn og forenede sig med moderligt hjerte i Hans offer, mens hun i kærlighed gav sit samtykke til frembærelsen af det offerlam, hun selv havde født; og endelig gav Kristus Jesus selv, mens han døende hang på korset, hende som mor til disciplen med disse ord "Kvinde, se, det er din søn" (jf. Joh. 19,26-27).11

59. Da Gud havde besluttet ikke højtideligt at manifestere den menneskelige frelses sakramente, førend Han havde udsendt den af Kristus forjættede Ånd, ser vi derfor apostlene "enigt og udholdende deltage i bønnen sammen med nogle kvinder, og vi ser Maria, Jesu moder, og hans brødre" (Ap.G. 1,14), og Maria ved sine bønner nedkalde gaven fra den Ånd, som allerede ved bebudelsen havde overskygget hende. Endelig er den uplettede Jomfru, der helt var blevet beskyttet mod enhver plet af arvesynden,12 efter sit jordiske liv med legeme og sjæl blevet optaget til Himlens herlighed13 og af Herren ophøjet til verdens dronning for mere fuldkomment at blive ligedannet med sin søn, herrernes Herre (jf. Åb. 19,16) og sejrherre over synd og død.14

III. Den hellige Jomfru og Kirken

60. Vi har kun én mellemmand ifølge apostlens ord: "Thi der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle" (1.Tim. 2,5-6). Marias opgave som moder over for menneskene fordunkler eller formindsker dog på ingen måde denne Kristi stilling som eneste mellemmand, men viser dens kraft. Enhver frelsebringende indflydelse, som den hellige Jomfru udøver mod menneskene, vokser ikke frem af en eller anden naturnødvendighed, men af guddommelig velvilje, og den strømmer frem fra Kristi overvældende fortjenester, bygger på Hans formidling, afhænger fuldstændig af den og henter sin kraft fra den; de troendes umiddelbare forening med Kristus bliver dermed på ingen måde forhindret, men styrket.

61. Ved Guds Ords menneskevordelse blev den hellige Jomfru fra evighed forudbestemt til at være Guds Moder. Ifølge det guddommelige Forsyns plan fremstod hun her på jorden som den guddommelige Forløsers milde moder, og mere end nogen anden Herrens villige medhjælper og ydmyge tjenerinde. Ved at undfange, føde og opfostre Kristus, ved at fremstille ham i templet for Faderen og lide med sin døende korsfæstede søn har hun på helt enestående måde arbejdet med på Frelserens gerning ved sin lydighed, sin tro, sit håb og sin brændende kærlighed, for at Guds liv skulle genoprettes i sjælene. Af den grund er hun vor moder i nådens verden.

62. Denne opgave, som Maria har som moder i Guds nådes plan, varer uophørligt ved helt fra det samtykke, hun ved Bebudelsen gav i troskab og uden forbehold holdt fast ved under korset, og indtil alle udvalgtes evige fuldendelse. Skønt optaget i himlen er hun ikke ophørt med denne frelsebringende opgave, men fortsætter den gennem sine mangfoldige forbønner for at opnå den evige frelses gaver for os.15 Med sin moderkærlighed drager hun omsorg for sin søns brødre, der på deres jordiske vandring stadig er omgivet af farer og trængsler, indtil de føres frem til salighedens fædreland. Derfor påkaldes den hellige Jomfru i Kirken med tilnavne som Fortalerske, Hjælper, Støtte, Midlerinde.16

Det skal forstås således, at intet trækkes fra eller lægges til Kristi vor eneste mellemmands værdighed og virkekraft.17

Ingen skabning kan nemlig nogensinde sidestilles med det menneskevordne Ord og vor Forløser; men ligesom såvel præsterne som det troende folk på forskellige måder har del i Kristi præstedømme, og ligesom Guds godhed, der er uden sidestykke, på mangfoldige måder meddeler sig virkeligt til skabningerne, således udelukker Forløserens enestående stilling som mellemmand ikke, men fremkalder hos skabningerne snarere en medvirken, som på forskellig måde har sit udspring i denne ene kilde.

En så stor, skønt underordnet, opgave vægrer Kirken sig ikke ved at tilkende Maria. Kirken erfarer den og anbefaler sine troende at støtte sig til denne moderlige hjælp for mere inderligt at blive forenet med vor mellemmand og frelser.

63. Den hellige Jomfru forbindes i kraft af den gave og opgave, hun har som Guds moder, og som forener hende med hendes søn, Forløseren, og i kraft af sine enestående nådegaver også inderligt med Kirken: Guds Moder er Kirkens forbillede, som allerede den hellige Ambrosius lærte, både når det gælder tro, håb og fuldkommen forening med Kristus.18 Betragtet i sit mysterium kaldes Kirken nemlig selv med rette moder og jomfru, og den hellige Jomfru Maria, der fremviser et fremragende og enestående eksempel på både jomfruelighed og moderskab, er den første i dette mysterium.19 I tro og lydighed har hun nemlig født Faderens egen Søn til verden, og det uden at vide af nogen mand, men overskygget af Helligånden følger hun som den ny Eva, ikke den gamle slange, men Guds sendebud ved en tro, som ingen tvivl vansirer. Hun fødte en søn, som Gud satte til at være den førstefødte blandt mange brødre (Rom. 8,29), nemlig de troende, som Maria med sin moderlige kærlighed er med til at føde og opdrage.

64. Ved at betragte hendes skjulte hellighed og efterligne hendes kærlighed og trofast opfylde Faderen vilje bliver Kirken også selv moder ved tillidsfuldt at modtage Guds ord: ved prædiken og dåb føder den de børn, som den har undfanget ved Helligånden, og som er født af Gud til det nye og udødelige liv. Kirken er også selv den jomfru, der helt og rent bevarer den troskab, som den har lovet sin brudgom, og ved at efterligne sin Herres moder bevarer den ved Helligåndens kraft jomfrueligt den hele tro, det faste håb og den oprigtige kærlighed.20

65. Mens Kirken i den hellige Jomfru allerede er nået til den fuldkommenhed, hvorved den fremstår uden plet eller rynke (jf. Ef. 5,27), stræber de kristne endnu efter at overvinde synden og vokse i hellighed; derfor løfter de deres øjne mod Maria, der for hele de udvalgtes fællesskab lyser som forbillede på den kristne fuldkommenhed. Ved at meditere over hende og betragte hende i lyset af det menneskevordne Ord trænger Kirken med ærefrygt dybere ind i inkarnationens ophøjede mysterium og bliver mere og mere ligedannet med sin brudgom. For Maria, som er knyttet uløseligt til frelseshistorien, forener i sig og genspejler på en vis måde troens største sandheder. Når hun bliver forkyndt og æret, kalder hun nemlig de troende til sin Søn, til hans offer og til Faderens kærlighed. Til Kristi ære bliver Kirken mere lig sit ophøjede forbillede ved bestandig at vokse i tro, håb og kærlighed, og til at søge og følge Guds vilje i alt. Derfor ser Kirken også i sit apostoliske arbejde med rette hen til hende, der har født Kristus, som blev undfanget ved Helligånden og født af Jomfru Maria af den grund, netop for at han gennem Kirken må fødes og vokse også i de troendes hjerter. Den hellige Jomfru har i sit liv været et eksempel på den moderlige omsorg, som bør besjæle alle, der i Kirkens apostoliske sendelse arbejder med på at genføde menneskene.

IV. Maria-dyrkelsen i Kirken

66. Maria er ved Guds nåde næst efter Sønnen blevet ophøjet over alle engle og mennesker, og derfor ærer Kirken hende med rette ved en særlig dyrkelse som Guds hellige Moder, der tog del i Kristi mysterier. Helt fra de ældste tider æres den hellige Jomfru under betegnelsen "Guds Moder", hvis beskyttelse de troende i deres bønner tyer til i alle deres farer og trængsler.21 Især siden kirkemødet i Efesos er Guds folks Maria-dyrkelse på underfuld måde vokset i hengivenhed og kærlighed, i påkaldelse og efterfølgelse i overensstemmelse med hendes egne profetiske ord: "Alle slægter skal prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting imod mig" (Luk. 1,48-49).

Denne dyrkelse, der altid har eksisteret i Kirken, viser Maria en enestående ærbødighed, men er dog væsensforskellig fra den dyrkelse, som rettes mod det menneskevordne Ord såvel som mod Faderen og Helligånden, samtidig med at den kraftigt støtter denne gudsdyrkelse. De forskellige former for fromhed over for Guds Moder, som Kirken inden for den sunde og rette læres rammer har godkendt alt efter tidernes og stedernes forhold og i pagt med de troendes mentalitet og sindelag, bevirker nemlig dette, at hengivenhed mod Moderen bidrager til, at Sønnen, til hvem alt er skabt, (jf. Kol. 1,15-16), og i hvem den evige Fader "besluttede at lade hele fylden bo" (Kol. 1,19), bliver virkelig kendt, elsket og forherliget, og hans bud efterleves.

67. Denne katolske lære bekender Koncilet udtrykkeligt og opfordrer samtidigt alle Kirkens børn til ivrigt at fremme Maria-dyrkelsen, især den liturgiske, til at værdsætte de andagtsformer og fromhedsøvelser til hendes ære, som i tidens løb er blevet anbefalet af Kirkens læreembede, og til samvittighedsfuldt at overholde alt, hvad der tidligere er blevet besluttet vedrørende billeder af Kristus, den hellige Jomfru Maria og de hellige.22 Koncilet anmoder kraftigt teologer og forkyndere af Guds ord om at afholde sig lige så meget fra enhver falsk overdrivelse som fra en altfor overdreven forsagthed i deres omtale af Guds Moders enestående værdighed.23 De bør studere Den hellige Skrift, kirkefædrene, kirkelærerne og Kirkens liturgier under læreembedets ledelse for at kaste det rette lys over den hellige Jomfrus opgaver og privilegier, der altid peger hen imod Kristus, ophav til al sandhed, hellighed og fromhed. De bør omhyggeligt afholde sig fra alt, hvad der i ord eller gerning kunne vildlede vores adskilte brødre og søstre eller en hvilken som helst anden med hensyn til Kristi sande lære. Endvidere bør de troende huske på, at den sande fromhed hverken består i golde og flygtige stemninger eller i en vis naiv troskyldighed, men udgår fra den sande tro, som fører os til at erkende Guds Moders højhed og i os opvækker en barnlig kærlighed mod vor Moder og en trang til at efterligne hende.

V. Maria, tegn på sikkert håb og trøst for Guds folk på vandring

68. Jesu Moder er allerede i himlen herliggjort på legeme og sjæl og således billede og begyndelse på Kirkens fuldendelse i den kommende verden. Hun lyser i mellemtiden her på jorden i forventningen om Herrens dag, som et tegn på det vandrende Guds folks sikre håb og fortrøstning (jf. 2.Pet. 3,10).

69. Det bringer Koncilet stor glæde og trøst, at der er mange, også blandt vore adskilte brødre og søstre, som viser Herrens og Frelserens Moder den ære, som tilkommer hende, specielt blandt Østens kristne, der med stor varme og hengivenhed dyrker den altid rene Jomfru og Guds Moder.24

Måtte alle kristne rette deres indtrængende bønner mod Guds Moder og menneskenes Moder om, at hun, som bistod den første menighed med sine bønner, også nu, da hun i himlen er blevet ophøjet over alle salige og engle, i alle de helliges forsamlinger må gå i forbøn hos sin Søn, indtil alle folkeslag, hvad enten de smykker sig med betegnelsen kristne eller endnu er uvidende om deres Frelser, lykkeligt i fred og enighed må samles i Guds ene folk til den hellige og udelelige Treenigheds ære.

 

 

Denne konstitution er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den apostoliske myndighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger den, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gennem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære.

Rom, ved Skt. Peter, den 21.november 1964.

Paul, den katolske Kirkes biskop

med koncilsfædrenes underskrifter.

 

TILLÆG

UDDRAG AF DET 2. VATIKANKONCILS AKTSTYKKER

Kundgørelser oplæst af koncilets generalsekretær på den 123. Koncilsforsamling den 16.november, 1964.

Man har spurgt, hvor teologisk bindende den lære vil blive, som fremlægges i udkastet de Ecclesia og som sættes under afstemning.

I sin vurdering af ændringsforslagene til udkastets 3. Kapitel svarer den teologiske kommission følgende:

"Det siger sig selv, at koncilsteksten til enhver tid bør tolkes i overensstemmelse med de almene, kendte regler."

Og den teologiske kommission henviser til sin Erklæring af 6.marts 1964, som lyder således:

"I pagt med koncilernes sædvane og det nuværende koncils pastorale hensigt træffer koncilet definitive afgørelser, som binder Kirken i tro- eller moralspørgsmål, udelukkende når dette bliver udtrykkelig præciseret.

Alt andet, som koncilet fremlægger, bør modtages og godtages af hver enkelt kristen som Kirkens øverste læreembedes doktrin i overensstemmelse med koncilets hensigt, således som det fremgår af det behandlede emne eller af udtryksmåden, ifølge reglerne for en teologisk tolkning af sådanne dokumenter."

Fra højere autoritativt hold bliver der endelig uddelt en indledende, forklarende note til koncilfædrene vedrørende ændringsforslagene til kapitel 3 i udkastet de Ecclesia.

Den lære, som er fremsat i dette kapitel 3 bør forstås og udlægges i overensstemmelse med notens mening og ordlyd.

NOTENS ORDLYD

Kommissionen har vedtaget at lade følgende almindelige betragtninger indlede dens vurdering af ændringsforslagene:

1. Kollegium skal ikke opfattes i streng juridisk forstand, dvs. som en forsamling af ligemænd, som overlader sin myndighed til sin formand, men som en fast gruppe hvis struktur og myndighed bør udlægges ud fra Åbenbaringen. Derfor bliver det også i svaret til ændringsforslag n.12 præciseret om de tolv, at Herren har gjort dem til "en fast gruppe, et "kollegium"". (Jf. også ændringsforslag 53 c). Af samme grund bruger man også gentagne gange om bispekollegiet udtryk som ordo (ordning) eller corpus (legeme). Den parallelitet, som bliver fremhævet mellem Peter og de øvrige apostle på den ene side, og paven og biskopperne på den anden, indebærer ikke, at apostlenes myndighed i egenskab af apostle er blevet overdraget til deres efterfølgere. Paralleliteten indebærer selvsagt heller ikke, at kollegiets hoved og lemmer er jævnbyrdige, men at der eksisterer en lighed mellem forholdet Peter-apostlene på den ene side, og forholdet paven-biskopperne på den anden. Det er derfor, kommissionen har valgt at skrive (n.22): af lignende grund, og ikke af samme grund (jf. ændringsforslag 57).

2. Medlem af bispekollegiet bliver man i kraft den sakramentale vielse og af det hierarkiske fællesskab med kollegiets hoved og lemmer (n.22, 1.afsnit).

Det fremgår helt tydeligt af traditionen, også den liturgiske, at vielsen giver en ontologisk delagtighed i de hellige embeder. Det er bevidst, at der her tales om embeder og ikke om fuldmagter, fordi man ville kunne forstå dette sidste udtryk, som om myndigheden uden videre kan udøves. Men for at dette skal ske, er det også nødvendigt med en kanonisk eller juridisk myndighedsafgrænsning foretaget af den hierarkiske autoritet. Denne kan bestå i at modtage en bestemt stilling eller bliver overordnet en bestemt gruppe, og den gives i overensstemmelse med de regler, som den øverste myndighed har godkendt. At sådanne regler er nødvendige, ligger i sagens natur, for det drejer sig om embeder, som bør udøves af flere personer i hierarkisk samarbejde ifølge Kristi vilje. Det er åbenbart, at dette fællesskab er blevet oplevet af Kirken ud fra tidsforholdene, før det fik sin juridiske udformning.

Derfor siges det udtrykkeligt, at et hierarkisk fællesskab med kollegiets hoved og lemmer må til. Fællesskabet (communio) er et begreb, Oldkirken (som også Kirken i dag, særlig i Orienten) har holdt i ære. Dermed menes ingen vag fornemmelse, men en organisk virkelighed, som både kræver en juridisk form og en kærlighedens inspiration. Derfor har kommissionen, praktisk talt enstemmigt, bestemt at skrive: det hierarkiske fællesskab. Jf. ændringsforslag 40 og det som i n.24 siges om biskoppernes retmæssige overtagelse af embedet (missio canonica).

De senere pavers dokumenter om biskoppernes jurisdiktion bør forstås ud fra denne tanke om en nødvendig bestemmelse af fuldmagterne.

3. Kollegiet, som bør forstås sammen med sit hoved, siges "også at indehave den øverste og fulde myndighed i hele Kirken". Dette kommer man ikke udenom, når den pavelige myndigheds fylde ikke skal bringes i fare. For kollegiet indebærer nødvendigvis og altid sit hoved, som inden for kollegiet beholder hele sin funktion som Kristi stedfortræder og den universelle Kirkes hyrde. Der skelnes m.a.o. ikke mellem den romerske biskop på den ene side og biskopperne under ét på den anden side, men mellem den romerske biskop alene og den romerske biskop sammen med biskopperne. Og fordi paven er kollegiets hoved, kan han alene foretage en del handlinger, som ikke på nogen måde tilkommer biskopperne, f.eks. at sammenkalde og lede kollegiet, godkende reglerne for dets virke, osv. (jf. ændringsforslag 81). Det er paven, med det ansvar han har for hele Kristi hjord, som selv, i forhold til Kirkens skiftende behov ned gennem tiderne, skal bestemme, på hvilken måde dette ansvar skal gøres gældende, enten personligt eller kollegialt. Den romerske biskop skal selv, til Kirkens bedste, bedømme, hvordan kollegiets virksomhed skal ordnes, fremmes og godkendes.

4. I sin egenskab af Kirkens øverste hyrde kan paven til enhver tid udøve sin myndighed, som han selv finder det rigtigt: Dette fordres nemlig af selve hans embede. Og selvom kollegiet altid består, handler det ikke dermed bestandigt som kollegium i egentlig forstand, hvilket også fremgår af Kirkens tradition. Kollegiet er m.a.o. ikke altid fuldtud virksomt (in actu pleno), ja, det er kun til visse tider, det handler som kollegium i egentlig forstand, og aldrig uden hovedets samtykke. Når der her siges "ikke uden hovedets samtykke", er det, for at man ikke skal tolke det i retning af afhængighed i forhold til noget fremmed: Ordet "samtykke" spiller tværtimod på fællesskabet mellem hovedet og lemmerne, og forudsætter nødvendigheden af den handling, som er hovedets egen. Dette siges udtrykkeligt i nr. 22, 2. afsnit, og forklares i slutningen af samme afsnit. En negativ formulering, som " aldrig uden" omfatter alle tilfælde. Det er dermed klart, at de regler, som den øverste myndighed har forordnet, altid bør overholdes. (jf. ændringsforlag 84).

Det fremgår hele vejen igennem, at det drejer sig om biskoppernes forening med sit hoved, og aldrig om biskoppernes handlinger uafhængig af paven. For i sidstnævnte tilfælde, hvor man savner hoveds medvirken, kan biskopperne ikke handle som kollegium, som det fremgår af selve begrebet "kollegium". Dette hierarkiske fællesskab mellem alle biskopper og paven bevidnes stadig i traditionen.

N.B. Det sakramentalt-ontologiske embede, som klart udskilles fra det kanonisk-juridiske aspekt, kan ikke udøves uden det hierarkiske fællesskab. Men kommissionen har afholdt sig fra at behandle spørgsmålet om lovlighed (liceitas) eller gyldighed (validitas) og overlader det til teologernes drøftelser, især hvad angår den myndighed, som faktisk udøves hos de adskilte Orientalere, idet denne fortolkes på forskellige måder.

Pericles Felici

Det 2.Vatikankoncils generalsekretær

 

Dansk udgave: "Om Jesu Kristi mystiske Legeme", St. Ansgars Forlag, København, 1944.

Dette første udkast er blevet udgivet såvel på latin som i dansk oversættelse og kommenteret af dr. H. Roos S.J. i "Dialoger 2: Kirkebegrebet på det første Vatikankoncil", Lumen, København, 1964.

"Bispekonferencer" kaldes regelmæssige arbejdsmøder for biskopper inden for et givet område med henblik på fælles lokalkirkelige afgørelser.

11 Jf. SKT. CYPRIAN, Epist. 64, 4: PL 3, 1017. CSEL (Hartel), III B, s.720. - SKT. HILARIUS AF POITIERS, in Matth. 23,6: PL 9, 1047. - SKT. AUGUSTIN, passim. - SKT. KYRILLUS AF ALEXANDRIA, Glaph. in Gen. 2,10: PG 69, 110 A.

Tilbage til tekst

2 Jf. SKT. GREGOR DEN STORE, Hom. in Evang. 19, 1: PL 76, 1154 B. - SKT. AUGUSTIN, Serm. 341, 9, 11: PL 39, 1499f. - SKT. JOHANNES AF DAMASKUS, Adv. Iconocl, 11: PG 96, 1357.

Tilbage til tekst

3 Jf. SKT. IRENÆUS, Adv. Hær. III, 24, 1: PG 7, 966 B; HARVEY 2, 131.

Tilbage til tekst

4 SKT. CYPRIAN, De Orat. Dom. 23: PL. 4, 553; Hartel, III A, s.285. - SKT. AUGUSTIN, Serm. 71. 20, 33: PL. 38, 463f. - SKT. JOHANNES AF DAMASKUS, Adv. Iconocl. 12: PG 96, 1358 D.

Tilbage til tekst

5 Jf. ORIGENES, In Matt. 16, 21: PG 13, 1443 C. - TERTULLIAN, Adv. Marc. 3, 7: PL 2, 357 C; CSEL 47, 3, s.386. - Om de liturgiske dokumenter jf. Sacramentarium Gregorianum: PL 78, 160 B. - Eller C.MOHLBERG, Liber Sacramentorum romanae ecclesiae, Rom 1960, s.111, XC: "Gud, af al sammenknytning mellem de hellige skaber du dig en evig bolig...". - Hymnen Urbs Ierusalem beata i den monastiske tidebog, og Coelestis urbs Ierusalem i den romerske tidebog.

Tilbage til tekst

6 Jf. SKT. THOMAS AQUIN, Sum. theol. III, q. 62, a. 5, ad 1.

Tilbage til tekst

7 Jf. PIUS XII, Rundskr. Mystici Corporis, 29.juni 1943: AAS 35 (1943), s.208 ; dansk udg. Om Kristi mystiske Legeme, Sankt Ansgars Forlag, København 1944, s.21.

Tilbage til tekst

8 Jf. LEO XIII, Rundskr. Divinum illud, 9.maj 1897: AAS 29 (1896-97), s.650. - PIUS XII, Rundskr. Mystici Corporis, loc.cit., ss.219-20; DENZ. 2288 (3808); dansk udg. Om Kristi mystiske Legeme, Sankt Ansgars Forlag, København 1944, s.33. - SKT. AUGUSTIN, Serm. 268, 2: pl 38, 1232 og andre steder. - SKT. JOHANNES CHRYSOSTOMUS, In Eph. Hom. 9, 3: PG 62, 72. - DIDYMUS ALEX. Trin. 2, 1: PG 39, 449f. - SKT. THOMAS AQUIN, In Col. 1, 18, lect. 5; udg. MARIETTI, II, n.46: "Således som legemet udgør en enhed, takket være sjælens enhed, således Kirken ved Åndens enhed..."

Tilbage til tekst

9 LEO XIII, Rundskr. Sapientiae christianae, 10.jan. 1890: ASS 22 (1889-90), s.392. - ID., Rundskr. Satis cognitum, 29.juni 1896: ASS 28 (1895-96) ss.710 & 724 ff. - PIUS XII, Rundskr. Mystici Corporis, l.c., ss.199-200; dansk udg. Om Kristi mystiske Legeme, Sankt Ansgars Forlag, København 1944, s.12.

Tilbage til tekst

10 Jf. PIUS XII, Rundskr. Mystici corporis, loc. cit., s.221ff.; dansk udg. Om Kristi mystiske Legeme, Sankt Ansgars Forlag, København 1944, s.35. - ID., Rundskr. Humani generis, 12. aug. 1950: AAS 42 (1950), s.571.

Tilbage til tekst

11 LEO XIII, Rundskr. Satis cognitum, loc. cit., s.713.

Tilbage til tekst

12 Jf. Den apostoliske Trosbekendelse: DENZ. 6-9 (10-30). - Den nikæisk-konstantinopolitanske Trosbekendelse: DENZ. 86 (150). - Den tridentinske Trosbekendelse: DENZ. 944 og 999 (1862 og 1868).

Tilbage til tekst

13 Den kaldes "Den hellige (katolske og apostoliske) romerske Kirke": i Den tridentinske Trosbekendelse, l.c., og 1.VATIKANKONCIL, Sess. 3, Dogm. konstit. De fide cath.: DENZ. 1782 (3001).

Tilbage til tekst

14 SKT. AUGUSTIN, Civ. Dei, XVIII, 51, 2: PL 41, 614.

Tilbage til tekst

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

21 Jf. SKT. CYPRIAN, Epist. 69, 6: PL 3, 1142 B; CSEL (Hartel) 3 B, s.754: "enhedens uadskillelige sakramente".

Tilbage til tekst

2 Jf. PIUS XII, Tale Magnificate Dominum, 2.nov. 1954: AAS 46 (1954), s.669. - ID., Rundskr. Mediator Dei, 20.nov. 1947; AAS 39 (1947), s.555.

Tilbage til tekst

3 Jf. PIUS XI, Rundskr. Miserentissimus Redemptor, 8.maj 1928: AAS 20 (1928), s.171f. - PIUS XII, Tale Vous nous avez, 22.sept. 1956: AAS 48 (1956), s.714.

Tilbage til tekst

4 Jf. SKT. THOMAS AQUIN, Sum. theol. III, q. 63, a. 2.

Tilbage til tekst

5 Jf. SKT. KYRILLUS AF JERUSALEM, Catech. 17, De Spiritu Sancto, II, 35-37: PG 33, 1009-12. - NIK. CABASILAS, De vita in Christo, III, de utilitate chrismatis: PG 150, 569-80. - SKT. THOMAS AQUIN, Sum. theol. III, q. 65, a. 3 & q 72, a. 1 & 5.

Tilbage til tekst

6 Jf. PIUS XII, Rundskr. Mediator Dei, 20.nov. 1947: AAS 39 (1947) især s.552f.

Tilbage til tekst

7 1.Kor. 7,7: "Enhver har sin særlige nådegave (idion charisma) fra Gud; hver på sin måde." - Jf. SKT. AUGUSTIN, De Dono Persev. 14, 37: PL 45, 1015f.: "Ikke alene afholdenhed er Guds gave, men også de giftes kyskhed."

Tilbage til tekst

8 Jf. SKT. AUGUSTIN, De Præd. Sanct. 14, 27: PL 44, 980.

Tilbage til tekst

9 Jf. SKT. JOHANNES CHRYSOSTOMUS, In Jo. Hom. 65, 1: PG 59, 361.

Tilbage til tekst

10 Jf. SKT. IRENÆUS, Adv. Hær. III, 16, 6; III, 22, 1-3: PG 7, 925C-926A & 955C-958A; HARVEY 2, 87f. og 120-123; SAGNARD, ss.290-292 og 372ff.

Tilbage til tekst

11 Jf. SKT. IGNATIUS MARTYR, Ad Rom., Præf.: FUNK, I, s.252.

Tilbage til tekst

12 Jf. SKT. AUGUSTIN, Bapt. c. Donat. V. 28,39: PL 43, 197: "Det er da klart: Når der tales om inden for og uden for Kirken, skal man tænke på hjertet, ikke legemet." - Jf. ibid., III, 19, 26: sp.152; V, 18, 24: sp.189; In Jo. Tr. 61,2: PL 35, 1800, og ofte andre steder.

Tilbage til tekst

13 Jf. Luk. 12,48: "Enhver, som har fået meget givet, af ham skal man kræve meget". - Jf. også Matt. 5,19-20; 7,21-22; 25,41-46; Jak. 2,14.

Tilbage til tekst

14 Jf. LEO XIII, Apostolisk brev Præclara gratulationis, 20.juni 1894: ASS 26 (1893-94) s.707.

Tilbage til tekst

15 Jf. LEO XIII, Rundskr. Satis cognitum, 29.juni 1896: ASS 28 (1895-86) s.738. - ID., Rundskr. Caritatis studium, 25.juli 1898: ASS 31 (1898-99) s.11. - PIUS XII, radiobudskab Nell" alba, 24.dec. 1941: AAS 34 (1942) s.21.

Tilbage til tekst

16 Jf. PIUS XI, Rundskr. Rerum Orientalium, 8.sept. 1928: AAS 20 (1928) s.287. - PIUS XII, Rundskr. Orientalis ecclesiæ, 9.april 1944: AAS 36 (1944) s.137.

Tilbage til tekst

17 Jf. DET HELLIGE OFFICIUMs instruks, 20.dec. 1949: AAS 42 (1950) s.142.

Tilbage til tekst

18 Jf. SKT. THOMAS AQUIN, Summa Theol. III, q. 8, a. 3, ad 1.

Tilbage til tekst

19 Jf. DET HELLIGE OFFICIUMs brev til ærkebiskoppen i Boston: DENZ. 3869-72.

Tilbage til tekst

20 Jf. EUSEBIUS AF CÆSAREA, Præparatio Evangelica, 1,1: PG 21, 28AB.

Tilbage til tekst

21 Jf. BENEDIKT XV, Apostolisk brev Maximum illud: AAS 11 (1919) s.440, især s.451ff. - PIUS XI, Rundskr. Rerum Ecclesiæ: AAS 18 (1926) s.68-69. - PIUS XII, Rundskr. Fidei Donum, 21.april 1957: AAS 49 (1957) s.236-237.

Tilbage til tekst

22 Jf. Didachè, 14: FUNK I, s.32. - SKT. JUSTIN, Dial. 41: PG 6, 564. - SKT. IRENÆUS, Adv. Hær. IV, 17, 5: PG 7, 1023; HARVEY, 2, s.199f. - TRIDENTINERKONCILET, Sess. 22, kap 1: DENZ. 939 (1742).

Tilbage til tekst

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

31 Jf. 1.VATIKANKONCIL, Sess. IV, Dogm.konst. Pastor æternus: DENZ. 1821 (3050f).

Tilbage til tekst

2 Jf. KONCILET I FIRENZE, Decretum pro Graecis: DENZ. 694 (1307) og 1.VATIKANKONCIL, ibid.: DENZ. 1826 (3059).

Tilbage til tekst

3 Jf. Liber sacramentorum af SKT. GREGOR, præfationer på de hellige Mattias og Tomas" dødsdag: PL 78, 51 og 152; jf. Cod. Vat. lat. 3548, f. 18. - SKT. HILARIUS, In Ps. 67, 10: PL 9, 450; CSEL 22, s.286. - SKT. HIERONYMUS, Adv. Iovin. 1, 26: PL 23, 247 A. - SKT. AUGUSTIN, In Ps. 86, 4: PL 37, 1103. - SKT. GREGOR DEN STORE, Mor. in Job. XXVIII, V: PL 76, 455-456. - PRIMASIUS, Comm. in Apoc. V: PL 68, 924 BC. - PASCHASIUS RADB., In Matth. Bog VIII, kap. 16: PL 120, 561 C. - Jf. LEO XIII"s brev Et sane, 17. dec. 1888: ASS 21 (1888) s.321.

Tilbage til tekst

4 Jf. Ap.G. 6,2-6; 11,30; 13,1; 14,23; 20,17; 1.Tess. 5,12-13; Fil. 1,1; Kol. 4,11, og flere steder.

Tilbage til tekst

5 Jf. Ap.G. 20,25-27; 2.Tim. 4,6f., jf. 1.Tim. 5,22; 2.Tim. 2,2; Tit. 1,5. - SKT. KLEMENS AF ROM, Ad Cor. 44, 3: FUNK I, s.156.

Tilbage til tekst

6 SKT. KLEMENS AF ROM, Ad Cor. 44, 2: FUNK I, s.154f.

Tilbage til tekst

7 Jf. TERTULLIAN, Præscr. Hær. 32: PL 2, 52f. - SKT. IGNATIUS MARTYR, flere steder.

Tilbage til tekst

8 Jf. TERTULLIAN, Præscr. Hær. 32: PL 2, 53.

Tilbage til tekst

9 Jf. SKT. IRENÆUS, Adv. Hær. III, 3,1: PG 7, 848 A; HARVEY 2,8; SAGNARD, s.100f.: "tilkendegivet".

Tilbage til tekst

10 Jf. SKT. IRENÆUS, Adv. Hær. III, 2,2: PG 7, 847; HARVEY 2,7; SAGNARD, s.100: "bevares", jf. ibid. IV, 26,2; sp.1053; HARVEY 2, 236, samt IV, 33,8; sp.1077; HARVEY 2, 262.

Tilbage til tekst

11 SKT. IGNATIUS MARTYR, Philad., Forord: FUNK I, s.264.

Tilbage til tekst

12 SKT. IGNATIUS MARTYR, Philad., 1, 1; Magn. 6, 1: FUNK I, s.264 og 234.

Tilbage til tekst

13 SKT. KLEMENS AF ROM, l.c., 42,3-4; 44,3-4; 57,1-2: FUNK I, 152, 156, 171f. - SKT. IGNATIUS, Philad. 2; Smyrn. 8; Magn. 3; Trall. 7: FUNK I, s.265f.; 282; 232; 246f., o.s.v. - SKT. JUSTIN, Apol., 1, 65: PG 6, 428. - SKT. CYPRIAN, Epist., flere steder.

Tilbage til tekst

14 Jf. LEO XIII, Rundskr. Satis cognitum, 29. juni 1896: ASS 28 (1895-96) s.732.

Tilbage til tekst

15 Jf. TRIDENTINERKONCILET, Sess. 23, Dekret De sacr. Ordinis, kap. 4: DENZ. 960 (1768)- 1.VATIKANKONCIL, Sess. 4, Dogm. konst. 1 De ecclesia Christi, kap. 3: DENZ. 1828 (3061). - PIUS XII, Rundskr. Mystici Corporis, 29.juni 1943: AAS 35 (1943) s.209 og 212; dansk udg. Om Kristi mystiske Legeme, Sankt Ansgars Forlag, København 1944, ss.22-25. - Cod. Iur. Can., (1917) can. 329 §1.

Tilbage til tekst

16 Jf. LEO XIII, brev Et sane, 17. dec. 1888: ASS 21 (1888) s.321f.

Tilbage til tekst

17 SKT. LEO DEN STORE, Serm. 5, 3: PL 54, 154.

Tilbage til tekst

18 TRIDENTINERKONCILET, Sess. 23, kap. 3, citerer 2.Tim. 1,6-7, for at vise, at præstevielsen virkelig er et sakramente: DENZ. 959 (1766).

Tilbage til tekst

19 I Traditio Apostolica 3: BOTTE, SC, s.27-30, tilkendes biskoppen "præstedømmets primat". - Jf. Sacramentarium Leonianum: C.MOHLBERG, Sacramentarium Veronense, Rom, 1955, s.119: "til det højeste præstedømmes embede . . . Opfyld i dine præster dit mysteriums højeste virkeliggørelse" . . . ID., Liber Sacramentorum Romanae Ecclesiae, Rom, 1960, s.121-122: "Giv dem, Herre, bispesædet til at styre din Kirke og hele folket": Jf. PL 78, 224.

Tilbage til tekst

20 Traditio Apostolica 2: BOTTE, s.27.

Tilbage til tekst

21 TRIDENTINERKONCILET, Sess. 23, kap. 4, lærer, at præstevielsens sakramente giver et uudsletteligt præg: DENZ. 960 (1767). - Jf. JOHANNES XXIII, tale Iubilate Deo, 8.maj 1960: AAS 52 (1960) s.466. - PAUL VI, homili i Vatikanets kirke, 20.okt. 1963: AAS 55 (1963) s.1014.

Tilbage til tekst

22 SKT. CYPRIAN, Epist. 63, 14: PL 4, 386; CSEL (Hartel) III B, s.713: "Præsten handler virkelig som Kristi stedfortræder". - SKT. JOHANNES CHRYSTOSTOMUS, In 2.Tim. Hom. 2,4: PG 62, 612: Præsten er Kristi "symbolon". - SKT. AMBROSIUS, In Ps. 38,25-26: PL 14, 1051-52; CSEL 64, 203-204. - AMBROSIASTER, In 1. Tim. 5,19: PL 17, 479 C og In Eph. 4, 11-12: sp.387 C. - THEODORUS MOPS., Hom. Catech. XV, 21 og 24: TONNEAU, s.497 og 503. - HESYCHIUS AF JERUSALEM, In Lev. L. 2,9,23: PG 93, 894 B.

Tilbage til tekst

23 Jf. EUSEBIUS, Hist. Eccl., V, 24, 10: GCS II, 1, s.495; BARDY, Sc. Chr. II, s.69. - DIONYSIUS, hos EUSEBIUS, ibid., VII, 5, 2: GCS II, 2, s.638f.; BARDY, II, s.168f.

Tilbage til tekst

24 Jf. om de gamle konciler, EUSEBIUS, Hist. Eccl. V, 23-24: GCS II, 1, s.488 ff.; BARDY, II, s.66 ff. og flere steder. - KONCILET I NIKÆA, can. 5: Conc. Oec. Decr. s.7.

Tilbage til tekst

25 TERTULLIAN, De Ieiunio, 13: PL 2, 972 B; CSEL 20, s.292, lin.13-16.

Tilbage til tekst

26 SKT. CYPRIAN, Epist. 56, 3: CSEL (Hartel) III B, s.650; BAYARD, s.154.

Tilbage til tekst

27 Jf. officielt referat ZINELLI, i 1.VATIKANKONCIL: MANSI 52, 1109 C.

Tilbage til tekst

28 Jf. 1.VATIKANKONCIL, skema til Dogm.konstit. II, De Ecclesia Christi, kap. 4: MANSI 53, 310. - Jf. KLEUTGENs referat om det omdannede skema: MANSI 53, 321 B - 322 B og ZINELLIs erklæring: MANSI 52, 1110 A. - Se også SKT. LEO DEN STORE, Serm. 4, 3: PL 54, 151 A.

Tilbage til tekst

29 Jf. Cod. Iur. Can., (1917) can. 222 & 227.

Tilbage til tekst

30 Jf. 1.VATIKANKONCIL, Dogm.konstit. Pastor æternus: DENZ. 1821 (3050f.).

Tilbage til tekst

31 Jf. SKT. CYPRIAN, Epist. 66, 8: CSEL (Hartel) III, 2, s.733: "Biskoppen i Kirken og Kirken i biskoppen".

Tilbage til tekst

32 Jf. SKT. CYPRIAN, Epist. 55, 24: CSEL (Hartel), s.642, lin.13: "Én Kirke delt op i mange medlemmer over hele verden". - Epist. 36, 4: CSEL (Hartel), s.575, lin.20-21.

Tilbage til tekst

33 Jf. PIUS XII, Rundskr. Fidei Donum, 21. april 1957: AAS 49 (1957) s.237.

Tilbage til tekst

34 Jf. SKT. HILARIUS AF POITIERS, In Ps 14, 3: PL 9, 206; CSEL 22, s.86. - SKT. GREGOR DEN STORE, Moral. IV, 7,12: PL 75,643 C. - PS. BASILIUS, In Is. 15,29C: PG 30,637 C.

Tilbage til tekst

35 SKT. CELESTIN, Epist. 18, 1-2, til Koncilet i Efesus: PL 50, 505AB; SCHWARTZ, Acta Conc. Oec. I, 1, 1, s.22. - Jf. BENEDIKT XV, Apostolisk Brev Maximum illud: AAS 11 (1919) s.440. - PIUS XI, Rundskr. Rerum Ecclesiæ: 28.febr. 1926: AAS 18 (1926) s.69. - PIUS XII, Rundskr. Fidei Donum, l.c.

Tilbage til tekst

36 LEO XIII, Rundskr. Grande munus, 30 sept. 1880: AAS 13 (1880) s.145. - Jf. Cod. Iur. Can., (1917) can.1327; can.1350 §2.

Tilbage til tekst

37 Om de patriarkalske sæders rettigheder, jf. KONCILET I NIKÆA, can.6 om Alexandria og Antiokia, og can.7 om Jerusalem: Conc. Oec. Decr., s.8. - 4.LATERANKONCIL, år 1215, Konstit. V: De dignitate Patriarcharum: ibid. s.212. - KONCILET I FERRARA-FIRENZE: ibid. s.504.

Tilbage til tekst

38 Jf. Cod. Iuris Can. pro Eccl. Orient., can.216-314: om patriarkerne; can.324-339: de Archiepiscopis maioribus; can. 362-391: om andre dignitarer; i særdeleshed, can.238 §3; 216; 240; 251; 255: om biskopper, der bør udnævnes af patriarker.

Tilbage til tekst

39 Jf. TRIDENTINERKONCILET, Reformationsdekret, Sess. V, can.2, n.9; og Sess. XXIV, can. 4: Conc. Oec. Decr., s.645 og 739.

Tilbage til tekst

40 Jf. 1.VATIKANKONCIL, Dogm. konstit. Dei Filius, 3: DENZ. 1712 (3011). - Jf. note tilføjet til Schema I de Eccl. (taget fra SKT. ROBERT BELLARMIN): MANSI 51, 579 C; samt det omdannede skema til Konstitution II de Ecclesia Christi, med KLEUTGENs kommentar: MANSI 53, 313 AB. - PIUS IX, Brev Tuas Libenter: DENZ. 1683 (2879).

Tilbage til tekst

41 Jf. Cod. Iur. Can., (1917) can.1322-1323.

Tilbage til tekst

42 Jf. 1.VATIKANKONCIL, Dogm. konstit. Pastor Æternus: DENZ. 1839 (3074).

Tilbage til tekst

43 Jf. GASSERs forklaring ved 1.VATIKANKONCIL: MANSI 52, 1213 AC.

Tilbage til tekst

44 GASSER, ibid.: MANSI 1214 A.

Tilbage til tekst

45 GASSER, ibid.: MANSI 1215 CD, 1216-1217 A.

Tilbage til tekst

46 GASSER, ibid.: MANSI 1213.

Tilbage til tekst

47 1.VATIKANKONCIL, Dogm. konstit. Pastor Æternus, 4: DENZ. 1836 (3070).

Tilbage til tekst

48 Bøn ved bispevielse i den byzantinske ritus: Euchologion to mega, Rom, 1873, s.139.

Tilbage til tekst

49 Jf. SKT. IGNATIUS MARTYR, Smyrn. 8, 1: FUNK I, s.282.

Tilbage til tekst

50 Jf. Ap.G. 8,1; 14,22-23; 20,17 og flere steder.

Tilbage til tekst

51 Mozarabisk bøn: PL 96, 759 B.

Tilbage til tekst

52 Jf. SKT. IGNATIUS MARTYR, Smyrn. 8, 1: FUNK I, s.282.

Tilbage til tekst

53 SKT. THOMAS AQUIN, Summa Theol. III, q. 73, a. 3.

Tilbage til tekst

54 Jf. SKT. AUGUSTIN, C. Faustum, 12, 20: PL 42, 265; Serm. 57, 7: PL 38, 389, o.s.v.

Tilbage til tekst

55 SKT. LEO DEN STORE, Serm. 63, 7: PL 54, 357 C.

Tilbage til tekst

56 Traditio Apostolica af HIPPOLYT, 2-3: BOTTE, s.26-30.

Tilbage til tekst

57 Jf. teksten til spørgsmålene ved bispevielsens begyndelse og Bønnen ved messens slutning, efter Te Deum, ved en bispevielse.

Tilbage til tekst

58 BENEDIKT XIV, Brev Romana Ecclesia, 5.okt. 1752, § 1: Bullarium Benedicti XIV, bd. IV, Rom, 1758, 21: "Biskoppen er et billede på Kristus og udfører hans hverv". - PIUS XII, Rundskr. Mystici Corporis, l.c., s.211; dansk udg. Om Kristi mystiske Legeme, Sankt Ansgars Forlag, København 1944, s.25: "Hver for sig leder og styrer de på Kristi vegne den dem anviste hjord".

Tilbage til tekst

59 LEO XIII, Rundskr. Satis cognitum, 29. juni 1896: ASS 28 (1895-96) s.732. - ID., Brev Officio sanctissimo, 22. dec. 1887: ASS 20 (1887) s.264. - PIUS IX, Apostolisk brev til Tysklands biskopper, 12.marts 1875 og tale i konsistoriet, 15.marts 1875: DENZ. 3112 - 3117, kun i den nye udgave.

Tilbage til tekst

60 1.VATIKANKONCIL, Dogm. konstit. Pastor æternus, 3: DENZ. 1828 (3061). Jf. ZINELLIs referat: MANSI 52, 1114 D.

Tilbage til tekst

61 Jf. SKT. IGNATIUS MARTYR, Ad Ephes. 5, 1: FUNK I, s.216.

Tilbage til tekst

62 Jf. SKT. IGNATIUS MARTYR, Ad Ephes. 6, 1: FUNK I, s.218.

Tilbage til tekst

63 Jf. TRIDENTINERKONCILET, De sacr. Ordinis, kap. 2: DENZ. 958 (1765), og can.6: DENZ. 966 (1776).

Tilbage til tekst

64 Jf. SKT. INNOCENS I, Epist. ad Decentium: PL 20. 554 A; MANSI 3, 1029; DENZ. 98 (215): "De er præster i anden række, men de er ikke ved præstedømmets top". - SKT. CYPRIAN, Epist. 61, 3: CSEL (Hartel), s.696.

Tilbage til tekst

65 Jf. TRIDENTINERKONCILET, l.c.: DENZ. 956a - 968 (1763 - 1778), og i særdeleshed can.7: DENZ. 967 (1777). - PIUS XII, Apost. konstit. Sacramentum Ordinis: DENZ. 2301 (3857-61).

Tilbage til tekst

66 Jf. SKT. INNOCENS I, l.c. - SKT. GREGOR AF NAZIANZ, Apol. II, 22: PG 35, 432 B. - PSEUDO-DIONYSIUS, Eccl. Hier., 1, 2: PG 3, 372 D.

Tilbage til tekst

67 Jf. TRIDENTINERKONCILET, Sess. 22: DENZ. 940 (1743). - PIUS XII, Rundskr. Mediator Dei, 20.nov. 1947: AAS 39 (1947) s.553; DENZ. 2300 (3850).

Tilbage til tekst

68 Jf. TRIDENTINERKONCILET, Sess. 22: DENZ. 938 (1739-40). - 2.VATIKANKONCIL, Konstit. Om Liturgien, n.7 og n.47.

Tilbage til tekst

69 Jf. PIUS XII, Rundskr. Mediator Dei, l.c., under n.67.

Tilbage til tekst

70 Jf. SKT. CYPRIAN, Epist. 11, 3: PL 4, 242 B; CSEL (Hartel) II, 2, s.497.

Tilbage til tekst

71 Jf. Pontificale romanum, Præstevielsen, ved overdragelse af messetøjet.

Tilbage til tekst

72 Jf. Pontificale romanum, Præstevielsen, i præfationen.

Tilbage til tekst

73 Jf. SKT. IGNATIUS MARTYR, Philad. 4: FUNK I, s.266. - SKT. CORNELIUS I, hos SKT. CYPRIAN, Epist. 48, 2: CSEL (Hartel) III, 2. s.610.

Tilbage til tekst

74 Constitutiones Ecclesiæ Ægyptiacæ, III, 2: FUNK, Didascalia, II, s.103. - Statuta Eccl. Ant. 37-41: MANSI 3, 954.

Tilbage til tekst

75 SKT. POLYCARP, Ad Phil. 5,2: FUNK I, s.300: Kristus siges "at være blevet alles tjener". - Jf. Didachè, 15,1: IBID., s.32. - SKT. IGNATIUS MARTYR, Trall. 2,3: IBID., s.242. Constitutiones Apostolorum: 8,28,4: FUNK, Didascalia, I, s.530.

Tilbage til tekstt

 

--------------------------------------------------------------------------------

41 SKT. AUGUSTIN, Serm. 340, 1: PL 38, 1483.

Tilbage til tekst

2 Jf. PIUS XI, Rundskr. Quadragesimo Anno, 15. maj 1931: AAS 23 (1931) 221f. - PIUS XII, Tale De quelle consolation, 14. okt. 1951: AAS 43 (1951) 790f.

Tilbage til tekst

3 Jf. PIUS XII, Tale Six ans se sont écoulés, 5.okt. 1957: AAS 49 (1957) 927.

Tilbage til tekst

4 Fra præfationen på Krist Konges fest.

Tilbage til tekst

5 Jf. LEO XIII, Rundskr. Immortale Dei, 1.nov. 1885: ASS 18 (1885) 166 ff. - ID., Rundskr. Sapientiae christianae, 10.jan. 1890: ASS 22 (1889-90) 397 ff. - PIUS XII, Tale Alla vostra filiale, 23.marts 1958: AAS 50 (1958) 220: "statens berettigede og sunde verdslighed".

Tilbage til tekst

6 Cod. Iur. Can., (1917) can.213.

Tilbage til tekst

7 Jf. PIUS XII, Tale De quelle consolation, l.c., s.789: "I de afgørende kampe udgår sommetider fra fronten de bedste initiativer. . .". ID., Tale L"importance de la presse catholique, 17. febr. 1950: AAS 42 (1950) s.256.

Tilbage til tekst

8 Jf. 1.Tess. 5,19 og 1.Joh. 4,1.

Tilbage til tekst

9 Epist. ad Diognetum, 6: FUNK I, s.400. - Jf. SKT. JOHANNES CHRYSOSTOMUS, In Matth. Hom. 46 (47), 2: PG 58, 478, om surdejen i massen.

Tilbage til tekst

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

5

1 Den romerske messebog Gloria in excelsis. - Jf. Luk. 1,35; Mark. 1,24; Luk. 4,34; Joh. 6,69 (ho hagios tou Theou); Ap.G. 3,14; 4,27 og 30; Hebr. 7,26; 1.Joh. 2,20; Åb. 3,7.

Tilbage til tekst

2 Jf. ORIGENES, Comm. Rom. 7, 7: PG 14, 1122 B. - PSEUDO-MAKARIOS, De Oratione, 11: PG 34, 861 AB. - SKT. THOMAS AQUIN, Summa Theol. II-II, q.184, a.3.

Tilbage til tekst

3 Jf. SKT. AUGUSTIN, Retract. II, 18: PL 32, 637f. - PIUS XII, Rundskr. Mystici Corporis, 29. juni 1943: AAS 35 (1943) s.225; dansk udg. Om Kristi mystiske Legeme, Sankt Ansgars Forlag, København 1944, s.38.

Tilbage til tekst

4 Jf. PIUS XI, Rundskr. Rerum omnium, 26.jan. 1923: AAS 15 (1923) s.50 og s.59-60. - ID., Rundskr. Casti Connubii, 31.dec. 1930: AAS 22 (1930) s.548. - PIUS XII, Apost. konstit. Provida Mater, 2.febr. 1947: AAS 39 (1947) s.117. - ID., Tale Annus sacer, 8.dec. 1950: AAS 43 (1951) s.27-28. - ID., Tale Nel darvi, 1.juli 1956: AAS 48 (1956) s.574f.

Tilbage til tekst

5 Jf. SKT. THOMAS AQUIN, Summa Theol. II-II, q.184, a.5 og 6; De perf. vitæ spir., c.18. - ORIGENES, In Is. Hom. 6, 1: PG 13, 239.

Tilbage til tekst

6 Jf. SKT. IGNATIUS MARTYR, Magn. 13, 1: FUNK I, s.241.

Tilbage til tekst

7 Jf. SKT. PIUS X, Formaning Hærent animo, 4.aug. 1908: ASS 41 (1908) s.560f. - Cod. Iur. Can., (1917) can.124. - PIUS XI, Rundskr. Ad catholici sacerdotii, 20.dec. 1935: AAS 28 (1936) s.22f.

Tilbage til tekst

8 Ordo consecrationis sacerdotalis, i den indledende formaning.

Tilbage til tekst

9 Jf. SKT. IGNATIUS MARTYR, Trall. 2, 3: FUNK I, s.244.

Tilbage til tekst

10 Jf. PIUS XII, Tale Sous la maternelle protection, 9.dec. 1957: AAS 50 (1958) s.36.

Tilbage til tekst

11 PIUS XI, Rundskr. Casti Connubii, 31.dec. 1930: AAS 22 (1930) s.548f. - Jf. SKT. JOHANNES CHRYSOSTOMUS, In Ephes. Hom. 20, 2: PG 62, 136 ff.

Tilbage til tekst

12 Jf. SKT. AUGUSTIN, Enchir. 121, 32: PL 40, 288. - SKT. THOMAS AQUIN, Summa Theol. II-II, q.184, a.1. - PIUS XII, Apost. Formaning Menti nostræ, 23.sept. 1950: AAS 42 (1950) s.660.

Tilbage til tekst

13 Om de evangeliske råd i alm., jf. ORIGENES, Comm. Rom. X, 14: PG 14, 1275 B. - SKT. AUGUSTIN, De S. Virginitate, 15. 15: PL 40, 403. - SKT. THOMAS AQUIN, Summa Theol. I-II, q.100, a.2 C (slutning); II-II, q.44, a.4, ad 3.

Tilbage til tekst

14 Om den gudviede jomfrueligheds fortrinlighed, jf. TERTULLIAN, Exhort. Cast. 10: PL 2, 925 C. - SKT. CYPRIAN, Hab. Virg. 3 og 22: PL 4, 443 B og 461 A f. - SKT. ATHANASIUS ("), De Virg.: PG 28, 252 ff. - SKT. JOHANNES CHRYSOSTOMUS, De Virg.: PG 48, 533 ff.

Tilbage til tekst

15 Om åndelig fattigdom jf. Matt. 5,3 og 19,21; Mark. 10,21; Luk. 18,22; for lydigheden fremføres Kristi eksempel Joh. 4,34 og 6,38; Fil. 2,8-10; Hebr. 10,5-7. - Mange tekster hos Kirkefædre og ordensstiftere.

Tilbage til tekst

16 Om den praktiske efterlevelse af de råd, der ikke forpligter alle, jf. SKT. JOHANNES CHRYSOSTOMUS, In Matt. Hom. 7,7: PG 57, 81f. - SKT. AMBROSIUS, De Viduis, 4, 23: PL 16, 421f.

Tilbage til tekst

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

6

1 Jf. ROSWEYDUS, Vitæ Patrum, Antwerpen, 1628. - Apophtegmata Patrum: PG 65. - PALLADIUS, Historia Lausiaca: PG 34, 995 ff.: C.BUTLER, Cambridge 1898 (1904). PIUS XI, Apost. Konstit. Umbratilem, 8.juli 1924: AAS 16 (1924) s.386-387. - PIUS XII, Tale Nous sommes heureux, 11.april 1958: AAS 50 (1958) s.283.

Tilbage til tekst

2 PAUL VI, Tale Magno gaudio, 23.maj 1964: AAS 56 (1964) s.566.

Tilbage til tekst

3 Jf. Cod. Iur. Can., (1917) can.487 og 488, 4. - PIUS XII, Tale Annus sacer, 8.dec. 1950: AAS 43 (1951) s.27f. - ID., Apost. konstit. Provida Mater, 2.febr. 1947: AAS 39 (1947) s.120ff.

Tilbage til tekst

4 PAUL VI, ibid., s.567.

Tilbage til tekst

5 Jf. SKT. THOMAS AQUIN, Summa Theol. II-II, q.184, a.3 og q.188, a.2. - SKT. BONAVENTURA, Opusc. XI, Apologia Pauperum, kap. 3, 3: QUARACCHI, bd.8, 1898, s.245a.

Tilbage til tekst

6 Jf. 1.VATIKANKONCIL, Skema De Ecclesia Christi, kap. XV og note 48: MANSI 51, 549f. og 619f. - LEO XIII, Brev Au milieu des consolations, 23.dec. 1900: ASS 33 (1900-01) s.361. - PIUS XII, Apost. konstit. Provida Mater, l.c., s.114f.

Tilbage til tekst

7 Jf. LEO XIII, Konstit. Romanos Pontifices, 8.maj 1881: ASS 13 (1880-81) s.483. - PIUS XII, Tale Annus sacer, 8.dec. 1950: AAS 43 (1951) s.28f.

Tilbage til tekst

8 Jf. PIUS XII, Tale Annus sacer, l.c., s.28. - ID., Apost. Konstit. Sedes Sapientiæ, 31. maj 1956: AAS 48 (1956) s.355. - PAUL VI, l.c., s.570-571.

Tilbage til tekst

9 Jf. PIUS XII, Rundskr. Mystici Corporis, 29. juni 1943: AAS 35 (1943) s.214f.; dansk udg. Om Kristi mystiske Legeme, Sankt Ansgars Forlag, København 1944, s.28.

Tilbage til tekst

10 Jf. PIUS XII, Tale Annus sacer, l.c., s.30. - Tale Sous la maternelle protection, 9.dec. 1957: AAS 50 (1958) s.39f.

Tilbage til tekst

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

7

1 KONCILET I FIRENZE, Decretum pro Graecis: DENZ. 693 (1305).

Tilbage til tekst

2 Foruden ældre dokumenter mod en hvilken som helst form for åndemaning siden ALEXANDER IV (27.sept. 1258), jf. DET HELLIGE OFFICIUMs Rundskr. De magnetismi abusu, 4.aug. 1856: ASS (1865) s.177-178, DENZ. 1653-1654 (2823-2835); svar fra DET HELLIGE OFFICIUM, 24.april 1917: AAS 9 (1917) s.268, DENZ. 2182 (3642).

Tilbage til tekst

3 Se en sammenfattende fremstilling af denne paulinske lære i: PIUS XII, Rundskr. Mystici Corporis: AAS 35 (1943), s.200 og flere steder; dansk udg. Om Kristi mystiske Legeme, Sankt Ansgars Forlag, København 1944, s.13 og flere steder.

Tilbage til tekst

4 Jf. bl.a. SKT. AUGUSTIN, Enarr. in Ps. 85, 24: PL 37, 1099. - SKT. HIERONYMUS, Liber contra vigilantium, 6: PL 23, 344. - SKT. THOMAS AQUIN, In 4.Sent., d.45, q.3, a.2. - SKT. BONAVENTURA, In 4.Sent., d.45, a.3, q.2; o.s.v.

Tilbage til tekst

5 Jf. PIUS XII, Rundskr. Mystici Corporis: AAS 35 (1943) s.245 ; dansk udg. Om Kristi mystiske Legeme, Sankt Ansgars Forlag, København 1944, ss.61-62.

Tilbage til tekst

6 Jf. talrige indskrifter i Roms katakomber.

Tilbage til tekst

7 Jf. GELASIUS I, Dekretal De libris recipiendis, 3: PL 59, 160, DENZ. 165 (353).

Tilbage til tekst

8 Jf. SKT. METHODIUS, Symposion, VII, 3: GCS (Bonwetsch), s.74.

Tilbage til tekst

9 Jf. BENEDIKT XV, Decretum approbationis virtutum in Causa beatificationis et canonizationis Servi Dei Ioannis Nepomuceni Neumann: AAS 14 (1922) s.23. - Adskillige taler af PIUS XI om helgener: Inviti all"eroismo: Discorsi ... bd. I-III, Rom 1941-1942, flere steder. - PIUS XII, Discorsi e Radiomessaggi, bd.10, 1949, s.37-43.

Tilbage til tekst

10 Jf. PIUS XII, Rundskr. Mediator Dei: AAS 39 (1947) s.581.

Tilbage til tekst

11 Jf. Hebr. 13,7; Sir. 44-50; Hebr. 11,3-40. - Jf. også PIUS XII, Rundskr. Mediator Dei: AAS 39 (1947) s.582-583.

Tilbage til tekst

12 Jf. 1.VATIKANKONCIL, Dogm. konst. De fide catholica, kap. 3: DENZ. 1794 (3013).

Tilbage til tekst

13 Jf. PIUS XII, Rundskr. Mystici Corporis: AAS 35 (1943) s.216; dansk udg. Om Kristi mystiske Legeme, Sankt Ansgars Forlag, København 1944, s.29.

Tilbage til tekst

14 Med hensyn til taknemmelighed mod de hellige selv, jf. E.DIEHL, Inscriptiones latinae christianae veteres, I, Berlin, 1925, n.2008, 2382 og flere steder.

Tilbage til tekst

15 TRIDENTINERKONCILET, Sess. 25, De invocatione ... Sanctorum: DENZ. 984 (1821).

Tilbage til tekst

16 Den romerske tidebog, Invitatorium til Alle Helgens dag.

Tilbage til tekst

17 Jf. f.eks. 2.Tess. 1,10.

Tilbage til tekst

18 2.VATIKANKONCIL, Konstit. Om Liturgien, n.104.

Tilbage til tekst

19 1.eukaristiske bøn (den romerske canon).

Tilbage til tekst

20 2.KONCIL I NIKÆA, Act. VII: DENZ. 302 (600).

Tilbage til tekst

21 KONCILET I FIRENZE, Decretum pro Graecis: DENZ. 693 (1304).

Tilbage til tekst

22 TRIDENTINERKONCILET, Sess. 25, De invocatione, veneratione et reliquiis Sanctorum et sacris imaginibus: DENZ. 984-988 (1821-1824); Sess. 25, Decretum de Purgatorio: DENZ. 983 (1820); Sess. 6, Decretum de iustificatione, can.30: DENZ. 840 (1580).

Tilbage til tekst

23 Fra helgenernes første præfation.

Tilbage til tekst

24 Jf. SKT. PETER CANISIUS, Catechismus Maior seu Summa Doctrinæ christianæ, kap. III (kritisk udgave F. Streicher), 1.del, s.15-16, n.44 og s.100-101, n.49.

Tilbage til tekst

25 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Konstit. Om liturgien, n.8.

Tilbage til tekst

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

8

1 Credo i den romerske messe: den konstantinopolitanske trosbekendelse: MANSI 3, 566. - Jf. KONCILET I EFESUS, IBID. 4, 1130 (samt IBID. 2, 665 og 4, 1071). - KONCILET I KALCHEDON, IBID. 7, 111-116. - 2.KONCIL I KONSTANTINOPEL, IBID. 9, 375-396.

Tilbage til tekst

2 1.eukaristiske bøn (den romerske canon).

Tilbage til tekst

3 SKT. AUGUSTIN, De s. Virginitate, 6: PL 40, 399.

Tilbage til tekst

4 Jf. PAUL VI, Tale til koncilet, 4.dec. 1963: AAS 56 (1964) s.37.

Tilbage til tekst

5 Jf. SKT. GERMANUS AF KONSTANTINOPEL, Hom. in Annunt. Deiparæ: PG 98, 328 A; In Dorm. 2: sp. 357. - ANASTASIUS AF ANTIOKIA., Serm. 2 de Annunt., 2: PG 89, 1377 AB; Serm. 3, 2: sp. 1388 C. - SKT. ANDREAS AF KRETA, Can. in B.V. Nat. 4: PG 97, 1321 B; In B.V. Nat., 1: sp.812 A.; Hom. in dorm. 1: sp.1068 C. - SKT. SOPHRONIUS, Or. 2 in Annunt. 18: PG 87 (3), 3237 BD.

Tilbage til tekst

6 SKT. IRENÆUS, Adv. Hær. III, 22, 4: PG 7, 959 A; HARVEY, 2, 123.

Tilbage til tekst

7 SKT. IRENÆUS, ibid.; HARVEY, 2, 124.

Tilbage til tekst

8 SKT. EPIPHANIUS, Haer. 78, 1: PG 42, 278 CD - 729 AB.

Tilbage til tekst

9 SKT. HIERONYMUS, Epist. 22, 21: PL 22, 408. - Jf. SKT. AUGUSTIN, Serm. 51, 2, 3: PL 38, 355; Serm. 232, 2: sp.1108. - SKT. KYRILLUS AF JERUSALEM, Catech. 12, 15: PG 33, 741 AB. - SKT. JOHANNES CHRYSOSTOMUS, In Ps. 44, 7: PG 55, 193. - SKT. JOHANNES AF DAMASKUS, Hom. 2 in dorm. B.M.V., 3: PG 96, 728.

Tilbage til tekst

10 Jf. KONCILET I LATERANET i året 649, can. 3: MANSI 10, 1151. - SKT. LEO DEN STORE, Epist. ad Flav.: PL 54, 759. - KONCILET I KALCHEDON: MANSI 7, 462. - SKT. AMBROSIUS, De instit. virg., PL 16, 320.

Tilbage til tekst

11 Jf. PIUS XII, Rundskr. Mystici Corporis, 29.juni 1943: AAS 35 (1943) s.247-248; dansk udg. Om Kristi mystiske Legeme, Sankt Ansgars Forlag, København 1944, s.64.

Tilbage til tekst

12 Jf. PIUS IX, Bullen Ineffabilis, 8.dec. 1854: Acta Pii IX, 1, I, s.616; DENZ. 1641 (2803).

Tilbage til tekst

13 Jf. PIUS XII, Apost. konstit. Munificentissimus 1.nov. 1950: AAS 42 (1950); DENZ. 2333 (3903); dansk udg Om Marias optagelse i Himlen Arne Frost-Hansens Forlag, København 1951. - Jf. SKT. JOHANNES AF DAMASKUS, Enc. in dorm. Dei genitricis, Hom. 2 og 3: PG 96, 721-761, navnlig sp.728 B. - SKT. GERMANUS AF KONSTANTINOPEL, In S. Dei gen. dorm. Serm. 1: PG 98 (6), 340-348; Serm. 3: sp.361. - SKT. MODESTUS AF JERUSALEM, In dorm. SS. Deiparæ: PG 86 (2); 3277-3312.

Tilbage til tekst

14 Jf. PIUS XII, Rundskr. Ad coeli Reginam, 11. okt. 1954: AAS 46. (1954), s.633-636; DENZ. 3913 ff. - Jf. SKT. ANDREAS AF KRETA, Hom. 3 in dorm. SS. Deiparæ: PG 97, 1089-1109. - SKT. JOHANNES AF DAMASKUS, De fide orth., IV, 14: PG 94, 1153-1161.

Tilbage til tekst

15 Jf. KLEUTGEN, omdannet tekst De mysterio Verbi incarnati, kap. IV: MANSI 53, 290. - Jf. SKT. ANDREAS AF KRETA, In nat. Mariæ, Sermo 4: PG 97, 865 A. -SKT. GERMANUS AF KONSTANTINOPEL, In annunt. Deiparæ: PG 98, 321 BC; In dorm. Deiparæ, III: sp. 361 D. - SKT. JOHANNES AF DAMASKUS, In dorm. B. V. Mariæ, Hom. 1, 8: PG 96, 712 BC - 713 A.

Tilbage til tekst

16 Jf. LEO XIII, Rundskr. Adiutricem populi, 5.sept. 1895: AAS 15 (195-96) s.303. - SKT. PIUS X, Rundskr. Ad diem illum, 2.febr. 1904: Acta I, s.154; DENZ. 1978 a (3370). - PIUS XI, Rundskr. Miserentissimus, 8.maj 1928: AAS 20 (1928) s.178. - PIUS XII, Radiobudskab, 13.maj 1946: AAS 38 (1946) s.266.

Tilbage til tekst

17 SKT. AMBROSIUS, Epist. 63: PL 16, 1218.

Tilbage til tekst

18 SKT. AMBROSIUS, Expos. Lc. II, 7: PL 15, 1555.

Tilbage til tekst

19 Jf. PSEUDO-PETER DAMIAN, Serm. 63: PL 144, 861 AB. - GOTFRED AF SKT. VICTOR, In nat. B.M., Ms. Paris, Mazarine, 1002, fol. 109 r. - GERHOH AF REICHERSBERG, De gloria et honore Filii hominis, 10: PL 194, 1105 AB.

Tilbage til tekst

20 SKT. AMBROSIUS, l.c. og Expos. Lc. X, 24-25: PL 15, 1810. - SKT. AUGUSTIN, In Io. Tr. 13, 12: PL 35, 1499. Jf. Serm. 191, 2, 3: PL 38, 1010; o.s.v. - Jf. også BEDA DEN ÆRVÆRDIGE, In Lc. Expos. I, kap. 2: PL 92, 330. - ISAAC DE STELLA, serm. 51: PL 194, 1863 A.

Tilbage til tekst

21 "Til din beskyttelse". (Den ældste kendte bøn til Maria).

Tilbage til tekst

22 2.KONCIL I NIKÆA, i året 787: MANSI 13, 378-379; DENZ. 302 (600-601). - TRIDENTINERKONCILET, Sess. 25: MANSI 33, 171-172.

Tilbage til tekst

23 Jf. PIUS XII, Radiobudskab 24.okt. 1954: AAS 46 (1954) s.679. - ID., Rundskr. Ad coeli Reginam: 11.okt. 1954: AAS 46 (1954) s.637.

Tilbage til tekst

24 Jf. PIUS XI, Rundskr. Ecclesiam Dei: 12.nov. 1923: AAS 15 (1923) s.581. - PIUS XII, Rundskr. Fulgens corona, 8.sept. 1953: AAS 45 (1953) s.590-591.

Tilbage til tekst