Indhold
- Dekretet om økumeni
- Forord af biskop emeritus John W. Gran -
med en tilføjelse af biskop emeritus Hans L.Martensen - Indledning
- Kapitel 1 OM DE KATOLSKE PRINCIPPER FOR DET ØKUMENISKE ARBEJDE
- Kapitel 2 OM ØKUMENI I PRAKSIS
- Kapitel 3 OM DE KIRKER OG KIRKESAMFUND,SOM ER ADSKILT FRA DEN ROMERSKE APOSTOLISKE STOL
- I. Specielle betragtninger over de orientalske kirkerII. Om de adskilte kirker og kirkesamfund i Vesten
--------------------------------------------------------------------------------
Forord
Den foreliggende koncilstekst forekommer mig at være lige så kort som det forudgående arbejde var langt. Udviklingen fra det første udkast til det færdige dokument er et fængslende stykke kirkehistorie, som, når det engang bliver skrevet, sikkert vil blive læst med både interesse og undren.
Som medlem af den kommission, hvis opgave det var at udarbejde det første udkast til teksten og senere overvåge dens mange udviklingsstadier, er det mig en særlig glæde at kunne fremlægge det endelige resultat i oversættelse. Det er første gang i den katolske kirkes historie, at de økumeniske spørgsmål - i ordets moderne betydning - er blevet behandlet af et koncil og endog gjort til genstand for en officiel erklæring. Jeg mener derfor, at det kan have sin betydning, at læserne gennem dette forord bliver gjort bekendt med, hvorledes og hvorfor denne koncilstekst om de kristne enhedsbestræbelser er blevet til.
Hvorledes teksten blev til?
Da pave Johannes XXIII i 1959 kundgjorde sin hensigt at sammenkalde et almindeligt kirkemøde, gav han som grund ønsket om en indre fornyelse af Kirken, men denne fornyelse opfattede han fra første øjeblik som en nødvendig etape og et katolsk bidrag til alle kristnes genforening. Gennem den indre reform skulle Kirken gøres forståelig og tilgængelig for dem, som står uden for dens fællesskab. I tråd med denne tanke bad pave Johannes kuriekardinalen Augustin Bea om at oprette et særligt sekretariat, som skulle have til opgave at formidle kontakten mellem ikke-katolske kirkesamfund og den katolske kirke, samtidig med at det skulle arbejde med at fremlægge udkastet til en koncilserklæring om Kirkens holdning til de økumeniske spørgsmål.
Sekretariatet for de kristnes enhed blev dermed konstitueret og har vist sig at være så nødvendigt, at det - uafhængigt af koncilet - er blevet en fast instans i Kirkens embedsværk. I sit forarbejde kunne det høste frugterne af det betydelige uofficielle pioner-arbejde, som enkeltstående økumeniske personer og miljøer i den katolske kirke havde udført gennem en årrække. Da koncilet blev åbnet i efteråret 1962, blev kardinal Beas sekretariat suppleret med en arbejdskommission bestående af 18 biskopper fra forskellige dele af verden - valgt af koncilet ved afstemning som supplement til den sædvanlige stab af teologiske rådgivere. I 1963 fik denne kommission yderligere 12 medlemmer, herunder undertegnede.
Kommissionen udarbejdede et tekstudkast, som blev sendt til samtlige koncilsdeltagere mellem første og anden session, så de kunne studere forslaget og indsende deres bemærkninger i god tid, før koncilet igen trådte sammen. Efteråret 1963 kom så udkastet "De oecumenismo" op til drøftelse på koncilets regulære samling. Der fremkom flere hundrede ændringsforslag dels gennem debatterne i Peterskirken og dels skriftligt direkte til sekretariatet.
Tanken om, at den katolske kirke skulle fremlægge en teologisk begrundelse af og nye retningslinier for den økumeniske bevægelse, begejstrede mange. Ikke mindst imødekom den mange forhåbninger hos ikke-katolske økumener verden over, som i årtier havde beklaget Kirkens tilbageholdenhed over for enhedsarbejdet. Som rimeligt var, skræmte tanken også enkelte, særlig i de ældres rækker, hvor den bitre strid om "modernismen" - den ekstremt liberale teologiske strømning omkring århundredskiftet - endnu var et ubehageligt minde. Efter nogle dages drøftelser og udredninger indtraf den spændende afstemning, som afgjorde, om tekstudkastet kunne accepteres som grundlag for videre diskussion. Et stort flertal af koncilsfædrene var positivt indstillede, og tekstens tre kapitler blev så drøftet i et par uger, før den blev sendt tilbage til vor kommission, for at vi skulle omarbejde teksten i overensstemmelse med ændringsforslagene.
Mellem 2. og 3. session, i foråret 1964, var Bea-kommissionen kommet sammen i Rom for at fastlægge den nye tekst. I løbet af to arbejdsomme uger, med møder både formiddag og eftermiddag, blev medlemmerne enige om et nyt tekstforslag, i alt væsentligt baseret på det gamle, men med forholdsvis store ændringer og - forhåbentlig - forbedringer. Specialister var blevet indkaldt fra snart sagt alle verdenshjørner, for at ingen kompetence skulle mangle i noget spørgsmål. Til sidst blev også en repræsentativ gruppe af Østkirkens prælater indbudt til et plenarmøde for at tage stilling til alt, som vedrørte forholdet Øst-Vest.
Da koncilets 3.session blev åbnet i efteråret 1964, stod teksten "De Oecumenismo", som koncilsfædrene i mellemtiden var blevet gjort bekendt med, først på arbejdslisten. Koncilsfædrene gav, ved afstemninger om tekstens forskellige afsnit, "De Oecumenismo" en meget positiv modtagelse, selv om der stadigvæk kom en hel del ændringsforslag. Kommissionen fik således en hel del fortsat arbejde, inden den endelige tekst kunne fremlægges til afstemning den 21.november 1964. Hele 2.137 koncilsfædre stemte da for teksten, og blot 11 stemte imod. Som kronen på værket gav pave Paul VI derefter teksten sin fulde og formelle tilslutning, og "De Oecumenismo" blev dermed stadfæstet som den katolske kirkes officielt vedtagne syn på de økumeniske spørgsmål.
Hvorfor teksten blev til?
Pave Johannes" hensigt med at tilskynde Kirken til at formulere sit syn på de økumeniske spørgsmål var netop, at der blandt katolske kristne måtte vokse et nyt syn frem på forholdet til anderledes troende kristne, som det allerede mange steder var tilfældet. Tidligere havde Kirkens indstilling været præget af modstridende følelser og et ganske specielt dilemma. Som regel havde man nok en velvillig forståelse for den økumeniske vind, som blæste i den øvrige kristne verden. Men man syntes ikke, det var muligt selv uden videre at tage imod de andre kirkesamfunds indbydelser til deltagelse i Kirkernes Verdensråd, økumeniske kongresser osv., som i stadig større grad fandt sted mellem de kristne konfessioner. Katolikker følte ofte, at dette ville være forræderi mod Kirken, som altid havde indtaget det standpunkt, at den uafkortet var Kristi Kirke. De følte, at dersom de deltog, ville det være det samme som at bekende, at Kirken havde opgivet sin traditionelle selvforståelse.
Efterhånden er denne indstilling - som altid førte til det samme kirkelige svar på sådanne indbydelser: Non possumus ("Vi kan ikke") - veget for en dybere indsigt i hele det økumeniske problem. Først kom en forsigtig tilladelse til at sende katolske observatører til de forskellige fælleskirkelige kongresser og verdensråd, hvilket var en impuls til en ny forståelse. Indbydelsen af ikke-katolske observatører til Vatikankoncilet og den tillidsfulde status, de fik dér, har videre gjort det muligt gensidigt at udbygge denne platform. Man har fra begge sider begrebet, at smerten over ulykken ved de kristnes splittelse er gensidig, oprigtig og begrundet i et mere sandt forhold til Evangeliet og til de kristne grundværdier, som vi har fælles.
Navnlig i missioner bliver det dybt tragiske ved denne splittelse synlig - det er for så vidt karakteristisk, at det store forarbejde, som er nedlagt i det ikke-katolske økumeniske arbejde, netop udgår fra missionerne. Man er ofte vidne til en meningsløs mangedobling af missionsvirksomheden, fordi flere kirkesamfund søger at evangelisere de samme områder. Gnidninger og rivalisering, proselytisme og direkte uvenskab har til tider hørt til dagens orden, ofte med det resultat, at de arme mennesker, som missionen søger at vinde, tværtimod bliver forvirrede og nedtrykte over så modstridende bestræbelser, alle i den ene, sande religions navn!
Alle vil kunne se det tragiske i dette: Der er omtrent lige så mange kristne kirkesamfund og sekter, som der er ikke-kristne religioner - om ikke flere. De kristnes splittelse har sit historiske udspring i det gamle Vesten - det var naturligt, at man netop her måtte forsøge at læge bruddet. Og der er ingen tvivl om, at vi i de sidste årtier er kommet til at se med andre øjne og med en ny forståelse på splittelsen og på de ikke-katolske kirkesamfund. Ingen af de nulevende medlemmer af de kristne kirkesamfund kan gøres personligt ansvarlige for den delte kristenhed. Årsagerne ligger langt tilbage i historien. Ud fra vore forudsætninger tror vi, at vi alle tilhører Kristi sande Kirke. Men vi har også indset, at de, som tilhører andre kirkesamfund end vort eget, kan have den samme dybe og redelige overbevisning, som vi gerne vil lægge i vort eget trosforhold. Denne erkendelse får os til at se tilbage på religionskrigenes og trosstridighedernes århundreder med skam og undren.
Denne indsigt i og respekt for andres gode tro og oprigtige sindelag er et stort fremskridt. Den fjerner ikke sandhedens objektive og absolutte karakter, og den bortforklarer heller ikke vildfarelsens mulighed og farer.
Økumeniens indre, uløste problem er dette: At sandheden forpligter, og ingen af os kan fritage os selv eller andre for troskaben mod sandheden. Økumeni er derfor nødvendigvis at acceptere en i dag uløselig spænding. Men den nye økumeniske indsigt fremmer sansen for kristendommens grundværdi: Kærligheden, ved at minde os om det begrænsede og ufuldkomne i menneskets forståelse og tilegnelse af, hvad Gud har åbenbaret. Hvert enkelt menneske må kæmpe kampen for klarhed og sandhed i troen - og det med sin egen samvittighed som nærmeste afgørende regel. Vor samvittighed kan tage fejl, og al kristen forkyndelse sigter mod en afklaring af menneskets samvittighed, således at sandheden kan finde rum og udfoldelse i mennesket. Men samvittigheden forbliver vort lys og vor umiddelbare ledestjerne, og kun i frihed kan den nærme sig troen, og gennem troen Gud. Den enkeltes ret og pligt til her at følge sin samvittighed i trossager bliver dermed væsentlig. At antage, at mennesker, vi møder på vor vej, har et redeligt forhold til deres egen samvittighed, må ligeledes være det rigtige udgangspunkt for en kristens forhold til medmennesket - indtil bevis på det modsatte. Det er ud fra en sådan overbevisning, og følgelig med klar front mod meget i dens egen historiske arv, at den katolske kirke i dag har ønsket at give sine egne troende en ny indsigt og nye retningslinjer, når det gælder arbejdet for kristen enhed.
Hvad teksten betyder
Det er mit store håb, at denne koncilserklæring, som så afgjort ikke er et "taktisk" træk, men et udtryk for Kirkens ønske om at komme i en stadig mere levende kontakt med alle kristne, ja, med alle mennesker af god vilje, må bidrage til at fjerne misforståelser og fordomme, som endnu måtte findes i vore nordiske lande - ikke mindst den, at den katolske kirke kæmper for tolerance, så længe den selv er i mindretal, men bliver mere intolerant, jo større den vokser sig.
Det er mit indtrængende ønske og håb, at denne tekst må blive læst og hyppigt drøftet af vore egne katolske kristne, for hvem den egentlig er skrevet. For her åbnes et helt livs- og tankefelt i Kirkens tilværelse, som en af reform-koncilets mest værdifulde frugter. Læren i denne tekst giver ikke plads for religiøs indkapsling, og fremmer heller ikke - ret forstået - nogen form for religiøs ligegyldighed. Kirken venter af sine egne, at de skal tage vare på deres tro, samtidig med at de åbner sig for de økumeniske principper og retningslinjer, som her kommer til udtryk. Sekretariatet for de kristnes Enhed i Rom har, efter pålæg fra koncilsfædrene, givet sig i kast med at udforme en praktisk vejledning i økumenisk arbejde for alle dem, som ønsker at gøre en indsats i denne nye form for apostolat. Vort bispedømme vil på grundlag af denne vejledning udgive praktiske direktiver, for at ingen skal behøve at føle sig usikre, når det gælder dette ømfindtlige emne.
Det er til slut mit håb, at også mange ikke-katolske læsere ved hjælp af den foreliggende tekst vil finde vejen til en stadig dybere forståelse af, hvor meget der er, som knytter os kristne til hinanden. Meget i denne tekst vil forekomme dem kendt - måske selvfølgeligt. Muligvis er det da rigtigt at minde dem om, at et koncilsdekret, vedtaget med noget nær enstemmighed af den katolske verdenskirkes biskopper, har en meget stor autoritet og nedslagskraft i Kirkens liv - ud fra disse ord vil der med virkning for millioner af mennesker følge en ny mentalitet, en ny holdning, et nyt håb.
I denne vor afkristningens tid har vi ikke længere råd til at stå som fremmede over for hinanden. Umistelige værdier står på spil. Høsten bliver stadig større - arbejderne rækker ikke til. At bøde på dette er en fælles opgave for alle, som tror, at vi er forløst i Kristus.
18.januar 1965
John W. Gran
biskop af Oslo
Tillæg til Forord
Biskop Gran var selv med i det forudgående arbejde, der forberedte koncilsdokumentet om økumeni. Hans forord - der oprindelig var adresseret til katolikkerne i Oslo - er værd at læse endnu i dag i vor danske udgave af koncilsteksterne. Det afspejler de følelser og forventninger, som bevægede økumenisk sindede katolikker før og under koncilet. Selve dekretets omtumlede og spændingsfyldte historie, indtil det blev endelig vedtaget, ville kræve en udførligere behandling, som det ikke er muligt at give her. Blot vil jeg nævne det vigtige træk, at den oprindelige tekst også handlede om jøderne og om katolikkernes holdning til dem. Kardinal Bea, der blev Enhedssekretariatets leder, havde jo sin baggrund som professor i Gammel Testamente, og hans bevidsthed om de kristnes solidaritet med jøderne var et væsentligt træk i hans økumeniske indsats. Koncilsdebatten og mange praktiske overvejelser førte til, at teksten om jøderne blev flyttet fra Økumenidekretet til teksten om de ikke-kristne religioner. Dette vil nogle beklage ud fra den overvejelse, at kristendommen har sin rod i jødedommen, og at jødernes hellige skrifter hører med til vor kristne Bibel. Desuden kunne man med en vis ret påstå, at det allerældste økumeniske problem begyndte i forholdet mellem jødekristne og hedningekristne menigheder. Kristendommen har et forhold til jødedommen, som er uden parallel i forhold til de andre religioner. I denne sammenhæng er det værd at bemærke, at Den katolske Kirkes forhold til jødedommen stadig sorterer under Rådet for de Kristnes Enhed, som det tidligere "Enhedssekretariat" nu hedder efter reorganiseringen af Den romerske Kurie.
Et af argumenterne for, at afsnittet om jøderne ikke skulle med i Enhedsdekretet, var, at økumeni drejer sig om forholdet mellem mennesker, der bekender den kristne tro og har del i den samme dåb, selv om de er delt i forskellige kirker og samfund, der ikke fuldt ud anerkender hinanden og derfor mangler den enhed, de burde have. Der er i dag en tendens til, at man også anvender ordet "økumeni" om katolikkers samtale med repræsentanter for fremmede religioner, såsom Islam og Buddhismen. Det er klart, at også sådanne samtaler med repræsentanter for andre religioner er nødvendige, men det er vigtigt at holde fast ved, at der findes et helt specielt bånd mellem dem, der er fælles om den kristne dåb og dens bekendelse, og for at undgå forvirring bør ordet "økumeni" ubetinget reserveres til samtalen mellem kristne.
Siden biskop Gran skrev sit forord i begyndelsen af 1965, har mange udviklinger fundet sted på det økumeniske område. Enhedssekretariatet udarbejdede umiddelbart efter koncilet et "økumenisk direktorium", som udkom i 1967. Meningen med dette direktorium var at give praktisk vejledning for katolikker på grundlag af koncilsdekretet. Det var inddelt i 4 kapitler. Det første handlede om oprettelsen af økumeniske kommissioner i de enkelte bispedømmer eller kirkelige områder. Det andet handlede om anerkendelse af dåben. Det tredie om "den åndelige økumeni" eller om bønnens betydning i økumenisk sammenhæng. Det fjerde handlede om gudstjenestefællesskab og i særdeleshed om nadveren i denne sammenhæng.
Kapitlet om dåben fortjener at fremhæves særligt. Hvad der er selvfølgeligt nu, var nemlig ikke selvfølgeligt før koncilet. Grundlæggende for den ny økumeniske indstilling i den katolske kirke var den absolutte anerkendelse af den kristne dåb i de andre kirker og kirkesamfund - under den ene forudsætning, at denne dåb meddeles med vand "i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn." Dermed afskaffedes den "betingelsesvise dåb", hvormed konvertitter fra protestantismen nogle steder i verden i tidligere tider blev optaget i den katolske kirke. I overensstemmelse med koncilet anerkendes dåben ikke blot som"gyldig", men også som "virkningsfuld" i de andre kristne kirker og kirkesamfund. Måske er denne fulde anerkendelse af, at Guds nåde er virksom hos de andre på baggrund af den fælles dåb, den skelsættende og fornyende erkendelse, der kommer til at præge den økumeniske mentalitet videre fremover.
I 1970 udkom anden del af direktoriet. Det handlede om undervisningen i økumeni på de katolske præsteseminarier, universiteter og højere læreanstalter. Men derudover også om den økumeniske dimension af katolsk undervisning og katekese i det hele taget. At disse bestemmelser også indebar en betydning for den videre udvikling er indlysende.
I 1993 udkom en ny og ændret udgave af direktoriet - de to tidligere dele er nu samlet sammen i én tekst. Den ny tekst bærer præg af erfaringer, der er gjort i den forløbne tid, positive såvel som negative. De vanskeligste spørgsmål opstår før som siden i forbindelse med ægteskaber mellem katolikker og medlemmer af andre kristne kirker. Spørgsmålene om børnenes religiøse opdragelse og om forældrenes situation, når de gæster hinandens gudstjenester, er særlig brændende. Klare og altomfattende løsninger kan direktoriet ifølge sagens natur ikke give - det ville jo forudsætte, at vejen til enhed allerede var fundet. Men visse retningslinier bliver givet, som kan anvendes i betragtning af, at de kristne kirkesamfund er indbyrdes så forskellige, og de kulturelle forhold i de enkelte lande og verdensdele også spiller ind. Vigtigt er, at ikke-katolikker under bestemte forudsætninger får lov til at gå til katolsk nadver, og at katolikker ligeledes under bestemte omstændigheder får mulighed for at deltage i ikke-katolsk eukaristi - altid dog under den forudsætning, at nadveren i den anden kirke forvaltes af et embede, der anerkendes af den katolske kirke som stående i den apostoliske succession.
Særlig betydningsfuld for den økumeniske udvikling siden koncilet har de forskellige økumeniske "dialoger" været. Disse samtaler har undertiden været "bilaterale" - altså mellem to kirker - eller også "multilaterale" - mellem repræsentanter for mange forskellige kirker samtidigt. Nogle af disse samtaler er foregået lokalt på mere eller mindre privat initiativ. Andre er foregået officielt og internationalt mellem dialogdeltagere, der blev udpeget af de enkelte kirkers ledende organer.
Der er grund til at fremhæve det samarbejde, der er foregået med Kirkernes Verdensråd - også uden at Den katolske Kirke er blevet medlem af Verdensrådet. I Faith and Order, den teologiske hovedorganisation under Kirkernes Verdensråd, er Den katolske Kirke egentligt medlem, og en betydningsfuld fælles indsats har fundet sted.
Af de officielle internationale bilaterale samtaler skal især nævnes dialogen med De ortodokse Kirker, med Anglikanerne og med Det lutherske Verdensforbund. Den sidstnævnte samtale berører naturligvis særligt os danske og nordiske katolikker. Det er bemærkelsesværdigt, at samtalen mellem Lutheranere og Katolikker har ført til erkendelsen af, at nogle af de mest brændende og kontroversielle spørgsmål fra reformationstiden ikke længere føles som adskillende. Allermest lægger man mærke til den "Fælleserklæring" om retfærdiggørelsen, som er ved at blive udarbejdet, og som mener at kunne konstatere, at der på dette centrale område findes en fælles troserkendelse hos Lutheranere og Katolikker.
Undertiden møder man i dag en vis skuffelse over, at man på trods af så mange års intensive anstrengelser siden koncilet alligevel ikke er kommet længere i retning af en egentlig enhed mellem de forskellige kristne kirker og trosretninger. Og dog bør man snarere glæde sig over, at der er sket en mentalitetsændring, der giver håb om større enhed forude. Det vækker til eftertanke, at det synes muligt at finde frem til enhed i de mere centrale dele af vor kristne tro, mens uenigheden ofte hænger sammen med spørgsmål af mere perifer karakter. For eksempel er det forbavsende, hvor stor en rolle spørgsmål om kulturelle traditioner eller nationalisme eller politiske hensyn kan spille i kirkers og kristne grupperingers forhold til hinanden. Det er en påmindelse om koncilets forståelse af, at den dybere grund til splittelsen er synd, og at den sikreste vej til enhed er hjertets omvendelse, frem for hvilke som helst andre metoder. Snarere end at henfalde til økumenisk pessimisme er det godt at besinde sig på koncilets ord om, at vi ikke kan foregribe Helligåndens fremtidige indskydelser, og at vi er klare over, "at dette hellige forehavende at forsone alle kristne i den ene og eneste Kristi kirkes enhed overstiger menneskets kræfter og evner". Håbet skal vi sætte "til Kristi bøn for kirken, til Faderens kærlighed til os og til Helligåndens kraft"... "Og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet" (jf. Økumenidekretet n.24).
5.maj 1997
XHans L. Martensen
biskop emeritus
--------------------------------------------------------------------------------
Paul, biskop, Guds tjeneres tjener,
sammen med koncilsfædrene
til evig erindring
Dekretet "Unitatis redintegratio"
om økumeni
INDLEDNING
1.At fremme genoprettelsen af enheden mellem alle kristne er en af Det Hellige Andet Økumeniske Vatikankoncils særlige opgaver. Kirken er nemlig grundlagt af Kristus Herren som den ene og eneste, og dog fremstiller flere kristne fælleskaber sig for menneskene som Jesu Kristi sande arv. De erklærer ganske vist alle, at de er Herrens disciple, men de har forskellige anskuelser og vandrer ad forskellige veje, som om Kristus selv var delt1. Denne deling er unægtelig både i åbenbar modstrid med Kristi vilje og til forargelse for verden, og den skader en så hellig sag som evangeliets forkyndelse for al skabningen.
Men tidernes Herre, som med visdom og tålmodighed forfølger sin nådefulde plan med os syndere, har i nyere tid hos de kristne vakt en stadig dybere smerte over og en tiltagende længsel efter den tabte enhed.
Overalt har overordentlig mange mennesker ladet sig bevæge af denne nåde, og også blandt vore adskilte brødre er der gennem Helligåndens nådefulde virke opstået en dag for dag mere omfattende bevægelse, som tager sigte på at genoprette alle kristnes enhed. Denne enhedsbevægelse, som bliver kaldt økumenisk, forener dem, som påkalder den treenige Gud og bekender Jesus som Herre og Frelser, forenede ikke blot enkeltvis hver for sig, men også i samfund, hvor de har hørt evangeliet, og som de hver for sig kalder deres og Guds kirke. Og dog sukker næsten alle, om end på forskellig måde, efter den ene og synlige Guds kirke, som er virkelig universel, og som er sendt til hele verden, for at verden skal omvende sig til evangeliet og således blive frelst til Guds ære.
Alt dette ser dette koncil på med glæde, og derfor vil det ud fra et inderligt ønske om at genoprette enheden mellem alle Kristi disciple, når det har fremsat sin lære om Kirken, fremlægge de midler, veje og måder for alle katolikker, hvormed de kan svare på dette guddommelige kald og nåde.
Kapitel 1
OM DE KATOLSKE PRINCIPPER FOR DET ØKUMENISKE ARBEJDE
2.Guds kærlighed er blevet åbenbaret for os, ved at Guds enbårne søn blev sendt til verden af Faderen, for at han kunne blive menneske og forløse, genføde og samle hele menneskeslægten til ét2. Før han frembar sig selv som en uplettet offergave på korsets alter, bad han til Faderen for de troende og sagde: 3 "At de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig." Og i sin kirke indstiftede han eukaristiens underfulde sakramente, som både symboliserer og virkeliggør kirkens enhed. Sine disciple gav han det nye bud om gensidig kærlighed4 og lovede dem Talsmanden, Ånden, der som Herren og levendegøreren skulle blive hos dem til evig tid5.
Da Herren Jesus var blevet løftet op på korset og herliggjort, udgød han den Ånd, han havde lovet, ved hvilken han kaldte og samlede den nye pagts folk, som er kirken, til troens, håbets og kærlighedens enhed, således som apostlen lærer:6 "Ãt legeme og én Ånd, ligesom I blev kaldet til ét håb ved jeres kaldelse. Ãn Herre, én tro, én dåb. Thi alle I, som blev døbt til Kristus, har iført jer Kristus thi alle er I én i Kristus Jesus." 7 Helligånden, som bor i de troende og fylder og styrer hele kirken, virkeliggør dette forunderlige fællesskab af troende og forener alle så inderligt i Kristus, at den i sandhed er den vedvarende kilde til kirkens enhed. Den udvirker fordelingen af nådegaver og tjenester, idet den beriger Jesu Kristi kirke med mangfoldige gaver "for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme8.
For at sikre sin hellige kirke overalt på jorden lige indtil verdens ende har Kristus betroet De Tolvs Kollegium opgaven at lære, styre og helliggøre9. Blandt disse udvalgte han Peter, som han besluttede at bygge sin kirke på, efter at han havde bekendt sin tro. Ham lovede han himmeriges nøgler10, og efter at han havde erklæret sin kærlighed, overlod han ham at styrke alle sine får i troen 11 og at vogte dem i fuldkommen enhed12, mens han selv, Kristus Jesus, til evig tid skulle forblive hovedhjørnestenen13 og vore sjæles hyrde14.
Det er Jesu Kristi vilje, at hans folk skal vokse ved apostlenes og deres efterfølgeres (d.v.s. biskopperne med Peters efterfølger som overhoved) trofaste forkyndelse af evangeliet, ved meddelelsen af sakramenterne og ved deres ledelse i kærlighed under medvirken af Helligånden. Han fuldbyrder dets fællesskab i enheden, i bekendelsen af én tro, i den fælles udøvelse af gudsdyrkelsen, samt i den broderlige samdrægtighed i Guds familie.
Således vandrer Kirken, Guds ene hjord, som et løftet banner for folkeslagene15, forhåbningsfuldt mod sit mål, det himmelske fædreland16, idet den formidler fredens evangelium til hele menneskeslægten17.
Dette er kirkens enheds hellige mysterium, i Kristus og ved Kristus, i mangfoldigheden af nådegaver, som Helligånden udvirker. Det højeste billede på og ophav til dette mysterium er personernes enhed i treenigheden, den ene Guds, Faderens, og Sønnens enhed i Helligånden.
3.I denne ene og eneste Guds kirke opstod der lige fra begyndelsen visse splittelser18, som apostlen fordømmer i hårde vendinger19. I de senere århundreder har mere vidtrækkende stridigheder set dagens lys, og ikke ubetydelige menigheder blev skilt ud fra den katolske kirkes fulde fællesskab, undertiden ikke uden at personer fra begge parter var skyld deri. Men de, som nu fødes i sådanne samfund og oplæres i troen på Kristus, kan ikke anklages for adskillelsens synd, og den katolske kirke omfatter disse med broderlig agtelse og kærlighed. De, som tror på Kristus og har modtaget en gyldig dåb, står nemlig i et vist, om end ikke fuldkomment, fællesskab med den katolske kirke. Mange og ofte alvorlige hindringer stiller sig nok fremdeles i vejen for det fulde kirkelige fællesskab. Det skyldes forskellige modsætninger mellem disse kristne og Den katolske Kirke i lærespørgsmål og i opfattelsen af Kirken, af og til også i disciplinære spørgsmål, og det er den økumeniske bevægelses mål at overvinde disse hindringer. Ikke desto mindre bliver de, som retfærdiggøres ved troen i dåben, indlemmet i Kristus20, og derfor kan de med fuld ret smykke sig med navnet "kristne" og med rette anerkendes af den katolske kirkes børn som brødre i Herren21.
Af de elementer eller goder, som taget tilsammen giver selve kirken vækst og liv, kan desuden nogle, ja endda ganske mange og vigtige, findes uden for den katolske kirkes synlige skranker: Guds skrevne ord, nådens liv, troen, håbet og kærligheden, samt andre indre gaver fra Helligånden og synlige elementer. Alt dette, som hidrører fra Kristus og fører til ham, hører med fuld ret hjemme i Kristi ene kirke.
Hos vore adskilte brødre udføres der også ikke så få af den kristne religions hellige handlinger, som på forskellig vis i overensstemmelse med den enkelte kirkes eller menigheds forskellige situation uden tvivl virkelig kan skabe nådens liv og må siges at være i stand til at åbne adgangen til frelsens fællesskab.
På samme måde er de selvsamme adskilte kirker22 og kirkesamfund, skønt vi tror, de lider af mangler, ingenlunde berøvet betydning og vægt i frelsens mysterium. Kristi Ånd har nemlig ikke vægret sig ved at bruge dem som midler til frelse, midler, hvis kraft hidrører fra selve den nådens og sandhedens fylde, som er blevet betroet den katolske kirke.
Og dog besidder de brødre, som er adskilt fra os, hvad enten man nu betragter dem enkeltvis eller ser på deres menigheder og kirker, ikke den enhed, som Jesus Kristus har villet skænke alle dem, som han genføder og levendegør til ét legeme og et nyt liv, og som de hellige skrifter og kirkens ærværdige tradition bekender sig til. Alene gennem Kristi katolske kirke, som er den universelle hjælp til frelsen, kan nemlig hele fylden af midler til frelse opnås. Vi tror naturligvis, at det ene og alene er til Det apostolske Kollegium, som Peter fører forsædet i, at Herren har overdraget alle den nye pagts goder, med henblik på at danne ét Kristi legeme på jorden, som alle, der allerede på en eller anden måde hører til Guds folk, fuldt ud bør indlemmes i. Så længe dets jordiske pilgrimsfærd varer, vokser dette folk i Kristus, skønt det i sine lemmer endnu ligger under for synden, og ledes kærligt af Gud i overensstemmelse med Hans hemmelighedsfulde beslutninger, indtil det i glæde når frem til hele den evige herligheds fylde i det himmelske Jerusalem.
4.Da der i dag i flere dele af verden under indflydelse af Helligåndens nåde både i bøn, ord og gerning gøres mange forsøg på at nå til den fuldkomne enhed, som Jesus Kristus vil, opfordrer dette hellige koncil alle katolske troende til at tyde tidens tegn og tage del i det økumeniske arbejde med forstandighed.
Med "den økumeniske bevægelse" forstås de aktiviteter og initiativer, som tilskyndes og iværksættes alt efter Kirkens behov og tidens muligheder med henblik på at fremme de kristnes enhed: For det første alle forsøg på at fjerne ord, vurderinger og handlinger, som giver udtryk for et syn på adskilte brødres forhold, som ikke svarer til retfærdigheden eller sandheden, og som derfor gør forholdet til dem vanskeligere. Dernæst den "dialog", der finder sted mellem vel forberedte lærde ved sammenkomster mellem kristne fra forskellige kirker og trossamfund, etableret i troens ånd, og i hvilken enhver giver en mere indgående udlægning af sit eget kirkesamfunds lære og giver en klar fremstilling af dens særlige karakteristika. Gennem denne dialog kan alle nemlig erhverve en mere sand forståelse og en mere rimelig vurdering af begge kirkesamfunds lære og liv. Disse kirkesamfund når også frem til et nærmere samarbejde for at løse de opgaver til det fælles bedste, som den kristne samvittighed opfordrer til, og i den udstrækning, det lader sig gøre, finder de hverandre i en enstemmig bøn. Endelig prøver alle deres troskab mod Kristi vilje med kirken og går ivrigt i gang med det nødvendige arbejde med fornyelse og reform.
Alt dette bidrager, når det gennemføres med forstandighed og tålmodighed af de troende i den katolske kirke under deres hyrders opsyn, til større retfærdighed og sandhed, enighed og samarbejde, broderlighed og enhed, så alle kristne lidt efter lidt, når alle hindringer for det fuldkomne kirkelige fællesskab er overvundet, kan mødes i én og samme fejring af eukaristien med henblik på den ene og eneste kirkes enhed, som Kristus har skænket sin kirke fra begyndelsen af, og som vi tror vil bestå umistelig i den katolske kirke23, og som vi håber vil vokse dag for dag lige indtil verdens ende.
Imidlertid er det klart, at arbejdet med at forberede og tage imod de enkelte, som ønsker at tilslutte sig det fulde katolske fællesskab, ifølge sagens natur må holdes adskilt fra den økumeniske indsats. Dog foreligger der ingen modsætning, da begge ting er led i Guds underfulde plan.
I det økumeniske arbejde bør de katolske troende uden tvivl nære omsorg for de adskilte brødre ved at bede for dem, udveksle synspunkter med dem angående kirkens anliggender og ved at tage de første skridt over for dem. Men først og fremmest skal de selv med opmærksomt og oprigtigt sind overveje de ting, som bør fornyes og gøres i selve den katolske familie, for at dens liv kan bære mere trofast og tydeligt vidnesbyrd om den lære og de forordninger, som er videregivet af Kristus gennem apostlene.
Selv om den katolske Kirke nemlig er beriget med hele den af Gud åbenbarede sandhed og alle nådemidler, lever ikke alle dens medlemmer deraf med den iver, som det sømmer sig, således at kirkens ansigt mister noget af sin glans i vore adskilte brødres og hele verdens øjne, og Guds riges vækst sinkes. Af den grund skal alle katolikker stræbe efter den kristne fuldkommenhed24 og hver især efter evne ihærdigt arbejde for, at kirken ved at bære Jesu ydmyghed og korsdød i sit legeme25 fra dag til dag renses og fornyes, indtil Kristus stiller den frem for sig i herlighed, uden plet eller rynke.
Uden at tabe øjet for den nødvendige enhed skal alle i Kirken, alt efter deres forskellige opgaver, tage vare på den skyldige frihed, såvel i de forskellige former for åndeligt liv og lære som i de forskellige liturgiske riter, og endvidere også i den teologiske uddybelse af den åbenbarede sandhed. Og i alle forhold skal de holde kærligheden i hævd. Gennem denne væremåde vil de nemlig give et dag for dag tydeligere udtryk for Kirkens sande katolicitet såvel som for dens apostolicitet.
På den anden side er det nødvendigt, at katolikker med glæde erkender og værdsætter de sande kristne skatte, som udgår fra den fælles arv, og som findes hos vore adskilte brødre. At erkende Kristi rigdomme og stærke gerninger i andres liv, som bærer vidnesbyrd for Kristus, undertiden helt indtil at udgyde deres blod, er rigtigt og gavnligt: Gud er nemlig altid underfuld og vidunderlig i sine gerninger.
Ej heller bør det forbigås, at alt, hvad der ved Helligåndens nåde udvirkes i vore adskilte brødre, det kan også bidrage til vor opbyggelse. Alt, hvad der er sandt kristent, er aldrig i modstrid med troens ægte goder, men kan tværtimod altid føre til, at man tilegner sig selve Kristi og Kirkens mysterium på en mere fuldkommen måde.
Alligevel er splittelserne mellem de kristne en hindring for, at Kirken kan virkeliggøre sin egen fylde af katolicitet i de børn, som ganske vist er blevet knyttet til den ved dåben, men er adskilt fra dens fulde fællesskab. Ja det bliver endda vanskeligere for Kirken selv at udtrykke fylden af sin katolicitet i enhver henseende i det virkelige liv.
Det er med glæde, dette hellige koncil har bemærket, at katolske troendes deltagelse i det økumeniske arbejde øges dag for dag, og den anbefaler det til biskopperne overalt i verden, så de fremmer det med kløgt og leder det med forstand.
Kapitel 2
OM ØKUMENI I PRAKSIS
5.Ansvaret for at genoprette enheden angår hele kirken, såvel de troende som hyrderne, og den påvirker hver enkelt alt efter hans særlige evner, hvad enten det nu er i det daglige kristenliv eller i den teologiske og historiske forskning. Denne omsorg viser allerede på en vis måde det broderlige forhold, der eksisterer mellem alle kristne, og den leder frem mod den fulde og fuldkomne enhed i overensstemmelse med Guds velvilje.
6.Når enhver fornyelse af kirken26 i det væsentlige består i øget troskab over for dens kald, er dette uden tvivl også grunden til bevægelsen i retning af enhed. På sin pilgrimsgang kaldes Kirken af Kristus til denne bestandige reform, som den både selv og i sin egenskab af menneskelig og jordisk institution har brug for. Hvis derfor mindre passende tilstande er opstået på grund af tid og omstændigheder - om det drejer sig om moral, disciplinære spørgsmål i Kirken, eller også måden at formulere læren på (hvilket omhyggeligt bør skelnes fra selve troens betroede skat) - da bør der rådes bod herpå på ret og tilbørlig vis, når lejlighed byder sig.
Denne fornyelse har derfor stor betydning for det økumeniske arbejde. Og de forskellige former for liv i kirken, som denne fornyelse allerede giver sig udtryk i, det være sig den bibelske og liturgiske bevægelse, forkyndelsen af Guds ord og katekesen, lægfolkenes apostolat, nye former for klosterliv, ægteskabets spiritualitet eller kirkens lære og virksomhed på det sociale område, kan betragtes som pant og tegn, som lover godt for fremskridt for det økumeniske arbejde i fremtiden.
7.Der gives ingen sand økumeni uden indre omvendelse. Det er nemlig af et forandret sind27, selvfornægtelse og spontan og altfavnende kærlighed, at længslen efter enhed udspringer og modnes. Derfor bør vi bønfalde Helligånden om den oprigtige selvfornægtelses nåde, om ydmyghed og mildhed i vor tjeneste, samt om et broderligt og imødekommende sindelag over for andre. "Så formaner da jeg, den fangne i Herren," siger hedningernes apostel, 28"jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd." Denne formaning gælder især dem, som er blevet optaget i den gejstlige stand, for at Kristi mission kan videreføres, han som kom til os "ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene"29.
Med hensyn til synder imod enheden gælder videre også den hellige Johannes' vidnesbyrd:30"Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, så gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os." Derfor beder vi i ydmyghed Gud og vore adskilte brødre om tilgivelse, ligesom vi også forlader vore skyldnere.
Alle Kristi troende bør huske på, at de bedre fremmer, ja virkeliggør de kristnes enhed, jo renere et liv de bestræber sig for at leve i overensstemmelse med evangeliet. Jo tættere deres fællesskab med Faderen, Ordet og à nden nemlig er, desto inderligere og lettere vil de kunne øge den gensidige broderlighed.
8.Denne hjertets omvendelse og livets hellighed i forening med private og offentlige bønner for de kristnes enhed er at betragte som sjælen i hele den økumeniske bevægelse og kan med rette kaldes den åndelige økumeni.
Det er nemlig katolikkers sædvane ofte at samle sig til den bøn for kirkens enhed, som Frelseren selv indtrængende bad til Faderen natten før sin død:31 "At de alle må være ét."
Under særlige omstændigheder, f.eks. ved bønner, som påbydes "for enheden", samt ved økumeniske sammenkomster, er det tilladt, ja endda ønskværdigt, at katolikker forener sig i bøn med deres adskilte brødre. Den slags fælles bønner er et overordentlig effektivt middel til at opnå enhedens nådegave og er et ægte udtryk for de bånd, som stadig knytter katolikker sammen med deres adskilte brødre: "Thi hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, der er jeg midt iblandt dem.32"
En fælles deltagelse i de hellige handlinger (communicatio in sacris) kan dog ikke uden videre betragtes som et middel, man kan anvende til at genoprette de kristnes enhed. Thi dette nadverfællesskab beror i hovedsagen på to principper: det er symbol på Kirkens enhed og deltagelse i nådemidlerne. For det meste er det ikke tilrådeligt med et nadverfællesskab som symbol på enhed. Men hensynet til at få del i nåden taler undertiden for det. Hvad angår den konkrete måde at omsætte dette i handling på, må den stedlige biskoppelige myndighed træffe sin afgørelse - med omtanke og efter at have taget alle omstændigheder i betragtning med hensyn til tid, sted og person - medmindre der bestemmes noget andet af bispekonferencen i henhold til dennes statutter eller af Den hellige Stol.
9.Det er ønskværdigt at lære de adskilte brødres sindelag at kende. Til dette formål er det nødvendigt med et studium, der bør gennemføres i overensstemmelse med sandheden og med en åbenhjertig indstilling. De katolikker, som er tilstrækkeligt uddannede hertil, bør erhverve et bedre kendskab til den lære og historie, det åndelige og kulturelle liv, den religiøse psykologi og kultur, som er særegen for brødrene. Til dette formål er sammenkomster med deltagelse fra begge sider, hvor især teologiske spørgsmål drøftes, og hvor hver især forhandler på lige fod, til stor nytte, når blot de, som tager del heri med de foresattes bemyndigelse, er virkelig kvalificerede. Af en sådan dialog vil det også klarere fremgå, hvad der egentlig er den katolske Kirkes stilling. På denne måde vil både de adskilte brødres sind blive bedre kendt, og vor tro fremlagt for dem på mere egnet vis.
10.Undervisningen i teologi og andre discipliner, især de historiske, bør også gives under en økumenisk synsvinkel, for således nøjere at kunne svare til den faktiske sandhed.
Det er nemlig af stor betydning, at de fremtidige hyrder og præster står stærkt i kraft af en teologi, der er udarbejdet helt på denne måde og ikke polemisk, først og fremmest hvad angår de adskilte brødres forhold til den katolske kirke.
Af præsternes uddannelse afhænger nemlig i høj grad den nødvendige uddannelse og åndelige oplæring af lægfolk og ordensfolk.
Også de katolikker, som virker i missionens tjeneste i de samme lande som andre kristne, bør i dag have særligt kendskab til de spørgsmål og gode frugter, som økumenien fører med sig i deres apostolat.
11.Selve måden at fremstille den katolske tro bør ingenlunde være en hindring for dialogen med brødrene. Det er bydende nødvendigt, at læren i sin helhed bliver udlagt klart og tydeligt. Intet er så fremmed for det økumeniske arbejde som falsk irenisme, som er til skade for den katolske læres renhed og formørker den ægte og visse mening.
Samtidig bør den katolske tro forklares både meget indgående og korrekt, og tillige på en måde og i et sprog, som også virkelig kan forstås af de adskilte brødre.
I den økumeniske dialog bør de katolske teologer, idet de holder sig til kirkens lære, desuden gå frem med kærlighed og ydmyghed, når de gransker de guddommelige mysterier sammen med de adskilte brødre. Når de sammenligner læresætningerne, må de huske på, at der eksisterer en rækkefølge eller et "hierarki" mellem den katolske læres sandheder, eftersom deres forbindelse med den kristne tros fundament er af forskellig art. Således beredes den vej, hvor alle gennem denne broderlige kappestrid anspores til en dybere erkendelse og en klarere manifestation af Kristi uransagelige rigdomme33.
12.Over for alle folkeslag skal alle kristne bekende deres tro på den ene og treenige Gud, på Guds menneskevordne Søn, vor Forløser og Herre, og ved fælles anstrengelser og i gensidig agtelse aflægge vidnesbyrd om vort håb, som ikke gør til skamme. Da samarbejdet på det sociale område i vor tid har fået et meget stort omfang, bliver alle mennesker overhovedet kaldet til det fælles arbejde, i særlig grad dog de, som tror på Gud, og først og fremmest alle kristne, som er beseglede med Kristi navn. Samarbejdet mellem alle kristne giver levende udtryk for de bånd, som allerede forener dem med hinanden, og bringer Kristi, tjenerens åsyn bedre frem i lyset. Dette samarbejde, som allerede er indledt i ganske mange lande, bør udbygges mere og mere, især i de områder, hvor der foregår en social og teknisk udvikling, hvad enten det nu drejer sig om en rigtig vurdering af menneskets personlige værdighed, om at fremme fredens gode, om at anvende evangeliet på det sociale område, om at støtte videnskab og kunst i den kristne ånd, eller om at tage midler af enhver art i brug over for vor tids plager, som f.eks. sult og ulykker, analfabetisme og nød, mangel på boliger og uretfærdig fordeling af samfundsgoderne. Gennem dette samarbejde kan alle, som tror på Kristus, let erfare, hvordan de kan lære hinanden bedre at kende og agte hinanden højere, og hvordan vejen til de kristnes enhed beredes.
Kapitel 3
OM DE KIRKER OG KIRKESAMFUND, SOM ER ADSKILT FRA DEN ROMERSKE APOSTOLISKE STOL
13.Vi vender nu blikket mod de to vigtigste former for splittelse, der bringer Kristi sømløse kjortel i uorden.
De første af disse fandt sted i Orienten, enten som følge af modstanden mod de dogmatiske formuleringer på kirkemøderne i Efesos og Kalkedon eller, på et senere tidspunkt, fordi det kirkelige fællesskab mellem de orientalske patriarker og Den romerske Stol blev opløst.
Derefter opstod der mere end fire århundreder senere andre splittelser i Vesten som følge af de begivenheder, der almindeligvis går under navnet Reformationen. Hermed blev flere nationale såvel som konfessionelle kirkesamfund adskilt fra Den romerske Stol. Blandt dem, hvor katolske traditioner og strukturer til dels fortsat eksisterer, indtager det anglikanske kirkesamfund en særlig plads.
Dog er disse afdelinger indbyrdes meget forskellige, ikke blot med hensyn til oprindelse, sted og tid, men især på grund af karakteren og vægten af de spørgsmål, der vedrører troen og den kirkelige opbygning.
Af den grund har dette hellige koncil sat sig for uden at undervurdere de forskellige forhold i de forskellige kristne samfund eller forbigå de bånd, der fortsat består mellem dem til trods for adskillelsen, at fremlægge følgende betragtninger med henblik på at iværksætte en velovervejet økumenisk indsats.
I. Specielle betragtninger over de orientalske kirker
14.I ganske mange århundreder har kirkerne i øst og vest fulgt deres egen vej, men alligevel været forenet i troens og det sakramentale livs broderlige fællesskab, og hvis der opstod uenighed mellem dem angående troen eller kirketugten, optrådte Den romerske Stol med alles samtykke som mægler. Det er med glæde, at dette koncil, blandt andre ting af stor betydning, i alles erindring genkalder, at der i Orienten blomstrer flere særegne eller lokale kirker, blandt hvilke de patriarkalske kirker indtager førstepladsen, og af hvilke ikke så få roser sig af at have deres oprindelse fra selve apostlene. På samme måde har omsorgen for at bevare de broderlige bånd i troens og kærlighedens fællesskab, som bør blomstre mellem lokale kirker som mellem søstre, altid haft og har stadig forrang blandt de orientalske kirker.
Ligeledes bør det ikke forbigås, at kirkerne i østen fra begyndelsen af har ejet en skat, som kirken i vesten har lånt flere ting fra på det liturgiske område, i den åndelige tradition og på det juridiske område. Ej heller bør det tillægges ringe betydning, at den kristne tros grundlæggende dogmer om Treenigheden og om Guds Ord, som blev kød af jomfru Maria, er blevet fastlagt på økumeniske konciler, der blev holdt i Orienten. For at bevare denne tro har disse kirker gennemgået og gennemgår stadig mange prøvelser.
Den arv, som er overleveret fra apostlene, blev modtaget i forskellig form og på forskellig måde, og lige fra Kirkens begyndelse af har den her og der udfoldet sig på forskellig vis såvel på grund af forskelligheden i mentalitet og livets forhold. Alt dette har, foruden ydre årsager og også på grund af mangel på gensidig forståelse og kærlighed, givet anledning til splittelse.
Af den grund opfordrer dette koncil alle, men især dem, som ønsker at yde en indsats for genoprettelsen af det længe ønskede fulde fællesskab mellem de orientalske kirker og den katolske kirke, til at tage skyldigt hensyn til de specielle forhold, der gør sig gældende for Østkirkerne i deres oprindelse og udvikling, og til arten af de forbindelser, der eksisterede mellem dem og Den romerske Stol før splittelsen, og til at danne sig en rigtig mening om alt dette. Når der gives nøje agt på dette, vil det i høj grad kunne bidrage til en opmærksom dialog.
15.Det er også alle bekendt, med hvor stor kærlighed de orientalske kristne fejrer de liturgiske mysterier, især fejringen af eukaristien, kilden til kirkens liv og et pant på den tilkommende herlighed, hvorigennem de troende i forening med biskoppen får adgang til Gud Fader ved Hans Søn, Ordet, der blev kød, led døden og blev herliggjort, og ved udgydelsen af Helligånden opnår fællesskab med den hellige Treenighed og således bliver delagtige i den guddommelige natur.34 På samme måde opbygges gennem fejringen af Herrens eukaristi Guds kirke og vokser35 i disse enkelte kirker, og gennem koncelebrationen36 manifesterer deres fællesskab sig.
I denne liturgiske kultus hylder orientalerne i pragtfulde hymner Maria, altid jomfru, som det økumeniske kirkemøde i Efesos højtideligt erklærede for Guds højhellige moder, for at Kristus virkelig og egentlig kunne blive erkendt som Guds Søn og Menneskesønnen ifølge Skrifterne, og de lovpriser også mange helgener, blandt dem den universelle kirkes fædre.
Eftersom disse kirker, skønt de er adskilte, har de virkelige sakramenter, men især fordi de i kraft af den apostoliske succession har et præsteskab og eukaristien, som fremdeles knytter dem til os med meget stærke bånd, er det ikke blot muligt, men endda tilrådeligt med et reelt fællesskab i gudstjenesten, når en gunstig lejlighed byder sig og under forudsætning af den kirkelige myndigheds billigelse.
I Orienten findes også de rige åndelige traditioner, som især munkevæsenet er udtryk for. Der har nemlig lige fra de hellige fædres glorværdige tidsalder den klosterlige spiritualitet blomstret, som senere bredte sig til de vestlige lande, og som er kilden og oprindelsen til den latinske klosterinstitution, og hvorfra den senere gentagne gange har fået ny livskraft. Af den grund anbefales det indtrængende, at katolikker oftere søger hen til disse åndelige rigdomme hos de orientalske fædre, som fører hele mennesket til kontemplationen af de guddommelige mysterier.
Alle skal vide, at det at kende, ære, bevare og fremme orientalernes overmåde rige liturgiske og åndelige fædrene arv er af den største betydning for trofast at tage vare på den kristne tradition i dens fylde og for at kunne gennemføre en forsoning mellem de orientalske og de vesterlandske kristne.
16.Endvidere har Orientens kirker lige fra de første tider af fulgt deres egne disciplinære regler, godkendt af de hellige fædre og af konciler, også økumeniske. Og da en vis forskellighed med hensyn til skikke og sædvaner som ovenfor omtalt på ingen måde er en hindring for kirkens enhed, men tværtimod øger dens skønhed og i ikke ringe grad bidrager til at opfylde dens mission, erklærer det hellige koncil for at fjerne enhver tvivl, at Orientens kirker, når de holder sig hele kirkens nødvendige enhed for øje, skal have mulighed for at styre sig selv i overensstemmelse med deres egne disciplinære regler, eftersom disse passer bedre til deres troendes natur og er bedre egnet til at tjene sjælenes bedste. En fuldkommen overholdelse af dette traditionelle princip, som ganske vist ikke altid er blevet respekteret, hører med til de ting, som der absolut er brug for som en forudsætning for at kunne genoprette enheden.
17.Hvad der er blevet sagt ovenfor om den legitime forskellighed, er det også rigtigt at udtale om lærens forskellige teologiske formuleringer. I udforskningen af den åbenbarede sandhed er der nemlig i Orienten og i Vesten blevet anvendt forskellige metoder og fremgangsmåder til at erkende og bekende de guddommelige mysterier. Derfor kan det ikke undre, at nogle aspekter ved det åbenbarede mysterium undertiden er blevet mere passende fattet og klarere fremstillet af den ene end af den anden part, således at disse forskellige teologiske formuleringer i et sådant tilfælde ikke sjældent kan siges at komplettere snarere end at modsige hinanden. Hvad angår orientalernes autentiske teologiske traditioner, bør man erkende, at de på en særlig fremragende måde er rodfæstede i De hellige Skrifter, at man hæger om dem og lader dem komme til udtryk i det liturgiske liv, at de næres af den levende apostoliske tradition og de orientalske fædres og åndelige forfatteres skrifter, og at de fører til en rigtig livsførelse, ja til en fuldstændig kontemplation af den kristne sandhed.
Dette hellige koncil takker Gud for, at mange af den katolske kirkes orientalske børn, som tager vare på denne fædrene arv og ønsker at leve den renere og mere fuldkomment, allerede lever i fuldt fællesskab med de brødre, som tilhører den vesterlandske tradition, og erklærer, at hele denne åndelige og liturgiske, disciplinære og teologiske arv i dens forskellige traditioner hører til Kirkens fulde katolicitet og apostolicitet.
18.Efter grundigt at have overvejet alt dette gentager dette koncil det, som er blevet erklæret af de foregående hellige konciler og også af paver i Rom, nemlig at det for at genoprette og bevare fællesskabet og enheden er nødvendigt "ikke at pålægge nogen yderligere byrde ud over det nødvendige"37. Ligeså ønsker det brændende, at alle af den grund vil intensivere deres bestræbelser for lidt efter lidt at opnå den gennem de forskellige institutioner og former for kirkens liv, især ved bøn og en broderlig dialog omkring kirkens lære og de mere presserende pastorale behov i vor tid. På samme måde anbefaler det den katolske kirkes hyrder og troende at søge kontakt med dem, som ikke længere lever i Orienten, men fjernt fra fædrelandet, for at det broderlige samarbejde med dem kan vokse i kærlighedens ånd og under udelukkelse af enhver form for rivalisering. Hvis dette arbejde fremmes helhjertet, håber koncilet, at der, når den væg, der adskiller den vesterlandske og den orientalske kirke, engang er fjernet, omsider vil blive én eneste bolig bygget på hjørnestenen Jesus Kristus, som vil gøre begge parter til ét.
II. Om de adskilte kirker og kirkesamfund i Vesten
19.De kirker og kirkesamfund, som blev adskilt fra Den romerske apostoliske Stol enten i forbindelse med den meget alvorlige krise, som i Vesten allerede tog sin begyndelse ved udgangen af middelalderen, eller på et senere tidspunkt, er knyttet til den katolske kirke med særligt tætte slægtskabsbånd på grund af det kristne folks lange liv i de forudgående århundreder i det kirkelige fællesskab.
Da disse kirker og kirkesamfund på grund af forskellighed i oprindelse, lære og åndeligt liv imidlertid afviger ikke så lidt ikke blot fra os, men også indbyrdes, er det en meget vanskelig opgave at beskrive dem retfærdigt, hvilket vi heller ikke agter at forsøge her.
Selv om den økumeniske bevægelse og ønsket om fred med den katolske kirke endnu ikke har vundet frem overalt, er det vort håb, at den økumeniske indstilling og den gensidige agtelse lidt efter lidt vil vokse sig stærk i alle.
Dog må man erkende, at der findes uoverensstemmelser af stor betydning mellem disse kirker og kirkesamfund og den katolske kirke, ikke blot af historisk, sociologisk, psykologisk og kulturel art, men først og fremmest i fortolkningen af den åbenbarede sandhed. For at den økumeniske dialog på trods af disse forskelligheder, der står i vejen, lettere skal kunne komme i gang, vil vi i det følgende fremføre nogle ting, som kan og bør danne grundlag for og være en tilskyndelse til denne dialog.
20.Vor tanke retter sig først og fremmest til de kristne, der bekender Jesus Kristus som Gud og Herre og den eneste mellemmand mellem Gud og menneskene, til ære for den ene Gud, Fader, Søn og Helligånd. Ganske vist ved vi, at der eksisterer ikke ubetydelige afvigelser fra den katolske kirkes lære, også med hensyn til Kristus, Guds Ord som blev kød, og forløsningsværket, videre med hensyn til Kirkens mysterium og funktion og Marias rolle i frelsesværket. Alligevel glæder vi os over at se, at vore adskilte brødre søger til Kristus som til kilden og midtpunktet for det kirkelige fællesskab. Da de er grebet af længsel efter at forenes med Kristus, tilskyndes de mere og mere til at søge enheden og også til at aflægge vidnesbyrd om deres tro overalt hos hedningerne.
21.Kærligheden til og ærefrygten for og næsten dyrkelsen af De hellige Skrifter fører vore brødre til et bestandigt og flittigt studium af Den hellige Tekst; for evangeliet "er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror, for jøde først og så for græker"38.
Når de påkalder Helligånden, søger de i selve De hellige Skrifter Gud som den, der taler til dem i Kristus, forudsagt af profeterne, Guds Ord som er blevet kød for vor skyld. Heri fordyber de sig i Kristi liv og det, som den guddommelige mester har lært og udført til menneskenes frelse, især mysteriet om hans død og opstandelse.
Men når de kristne, som er adskilt fra os, bekræfter De hellige Skifters guddommelige autoritet, giver de udtryk for en anden opfattelse end os - og i øvrigt med indbyrdes forskelle - med hensyn til forholdet mellem Skrifterne og Kirken, hvor et autentisk læreembede ifølge den katolske tro indtager en særlig plads i udlægningen og forkyndelsen af Guds skrevne ord.
Ikke desto mindre er De hellige Skrifter i selve dialogen et udsøgt redskab i Guds mægtige hånd til at opnå den enhed, som Frelseren stiller alle mennesker for øje.
22.Hver gang dåbens sakramente bliver lovformeligt meddelt, således som det er blevet indstiftet af Herren, og bliver modtaget i den rette ånd, bliver mennesket virkelig indlemmet i den korsfæstede og herliggjorte Kristus og genfødes til deltagelse i det guddommelige liv ifølge apostlens ord: "Idet I blev begravet med ham i dåben, i hvilken I også er genopstået ved troen på Guds virkekraft, Han som opvakte ham fra de døde."39
Dåben udgør altså et stærkt sakramentalt bånd mellem alle, som er blevet genfødt i den. Alligevel er dåben i sig selv blot en begyndelse og indledning, eftersom den helt sigter mod at opnå livets fylde i Kristus. Derfor retter dåben sig imod den fulde trosbekendelse, den fulde indlemmelse i frelsens institution, således som Kristus selv har villet dette, og endelig imod den fulde integrering i det eukaristiske fællesskab.
Selv om de kirkesamfund, som er adskilt fra os, mangler den fuldkomne enhed med os, der følger af dåben, og selv om vi tror, at de især på grund af manglen på ordinationens sakramente ikke har bevaret det eukaristiske mysteriums ægte og fulde indhold, så bekender de dog, når de i nadveren mindes Herrens død og opstandelse, at livet i fællesskab med Kristus kommer til udtryk heri, og de forventer hans komme i herlighed. Af den grund bør læren om Herrens nadver, de øvrige sakramenter, gudstjenesten og kirkens embeder være genstand for en dialog.
23.Disse brødres kristne livsførelse næres af troen på Kristus og styrkes ved dåbens nåde og modtagelsen af Guds ord. Den viser sig især i den private bøn, meditation over Bibelen, det kristne familieliv og i menighedens gudstjeneste, når den er forsamlet til Guds pris. For øvrigt fremviser deres gudstjeneste en gang imellem tydelige elementer af den fælles gamle liturgi.
Troen på Kristus bærer frugt i lovprisning og taksigelse for nådegaver modtaget fra Gud. Hertil kommer en levende retfærdighedssans og oprigtig kærlighed til næsten. Denne virksomme tro har også frembragt ikke så få institutioner til at afhjælpe åndelig og legemlig nød, til at tage sig af ungdommens opdragelse, til at gøre livets sociale vilkår mere menneskelige og til at stabilisere freden i det hele taget.
Selv om mange blandt de kristne på moralens område ikke altid har den samme opfattelse af evangeliet som katolikkerne og heller ikke vælger de samme løsninger på de særlig vanskelige problemer i samfundet i dag, ønsker de ikke desto mindre ligesom vi at holde sig til Kristi ord som kilden til et sandt kristent liv og rette sig efter apostlens formaning: "Alt, hvad I tager jer for i ord eller handling, gør det alt sammen i Herren Jesu Kristi navn, og sig Gud Fader tak ved ham."40 Her kan den økumeniske dialog om anvendelsen af evangeliet i moralske spørgsmål tage sin begyndelse.
24.Efter således kort at have gjort rede for de forudsætninger, som den økumeniske aktion må arbejde ud fra, og de principper, som den skal indrettes efter, vender vi tillidsfuldt blikket mod fremtiden. Dette koncil opfordrer de troende til at afholde sig fra enhver form for ubesindighed eller ubetænksom iver, som kan skade et virkeligt fremskridt i retning af enhed. Deres økumeniske indsats må nemlig ikke være andet end fuldt ud og oprigtigt katolsk, d.v.s. trofast mod den sandhed, som vi har modtaget af apostlene og fædrene, og i overensstemmelse med den tro, som den katolske kirke altid har bekendt, og samtidig rettet mod den fylde, som Herren vil, at hans legeme skal vokse op til i tidernes løb.
Dette koncil ønsker brændende, at den katolske kirkes børn må tage initiativ i fællesskab med de adskilte brødre, uden at der lægges nogen hindring i vejen for Forsynet, og uden at man foregriber Helligåndens fremtidige tilskyndelser. Desuden udtaler det, at det er klar over, at dette hellige forehavende med at forsone alle kristne i den ene og eneste Kristi kirkes enhed overstiger menneskets kræfter og evner. Af den grund sætter det fuldt og helt sit håb til Kristi bøn for kirken, til Faderens kærlighed til os og til Helligåndens kraft. "Og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet."41
Dette dekret er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den apostoliske myndighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger det, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gennem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære.
Rom, ved Skt. Peter, den 21.november 1964
Paul, den katolske kirkes biskop,
med koncilsfædrenes underskrifter.
1 Jf. 1.Kor. 1,13.
Jf. 1.Joh. 4,9; Kol. 1,18-20; Joh. 11,52.
Joh. 17,21.
Jf. Joh. 13,34.
Jf. Joh. 16,7.
Ef. 4,4-5.
Gal. 3,27-28.
Ef. 4,12.
Jf. Matt. 28,18-20, sammen med Joh. 20,21-23.
Jf. Matt. 16,19, sammen med Matt. 18,18.
Jf. Luk. 22,32.
Jf. Joh. 21,15-17.
Jf. Ef. 2,20.
Jf. 1.Pet. 2,25. - 1.VATIKANKONCIL, Sess. IV, år 1870, Konstit. Pastor Aeternus: Coll. Lac. 7, 482A.
Jf. Es. 11,10-12.
Jf. 1.Pet. 1,3-9.
Jf. Ef. 2,17-18, sammen med Mark. 16,15.
Jf. 1.Kor. 11,18-19; Gal. 1,6-9; 1.Joh. 2,18-19.
Jf. 1.Kor. 1,11 ff.; 11,12.
Jf. KONCILET I FIRENZE, Sess. VIII, år 1439, Dekret Exultate Deo: MANSI 31, 1055A.
Jf. SKT. AUGUSTIN. In Ps. 32, Enarr. II 29: PL 36, s.299.
Jf. 4.LATERANKONCIL, år 1215, Constitutio IVa: MANSI 22, s.990. - 2.KONCIL I LYON, år 1274, Trosbekendelse af Michael Paleolog fremlagt for Gregorius X: MANSI 24, 71E. - KONCILET I FIRENZE, Sess. VI, år 1439, Definitio Laetentur caeli: MANSI 31, 1026E.
Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konstit. Om Kirken, n.8.
Jf. Jak. 1,4; Rom. 12,1-2.
Jf. 2.Kor. 4,10; Fil. 2,5-8.
Jf. 5.LATERANKONCIL, Sess. XII, år 1517, Konstit. Constituti: MANSI 32, 988B-C.
Jf. Ef. 4,23.
Ef. 4,1-3.
Matt. 20,28.
1.Joh. 1,10.
Joh. 17,21.
Matt. 18,20.
Jf. Ef. 3,8.
2.Pet. 1,4.
Jf. SKT.JOHANNES CHRYSOSTOMUS, In Io. Homelia 46: PG 49, ss.260-262.
Betegnelsen "koncelebration" bruges, når flere præster "celebrerer" en messe sammen, en skik, der altid har været praktiseret i den græsk-katolske kirke. I den romersk-katolske kirke har koncelebration derimod været ude af brug siden 13. årh. undtagen ved præstevielser. Den blev genindført af 2.Vatikankoncil, især på opfordring fra klostrene.
Ap.G. 15,28.
Rom. 1,16.
Kol. 2,12. Jf. Rom. 6,4.
Kol. 3,17.
Rom. 5,5.