Håb og Glæde - Gaudium et Spes

DET ANDET VATIKANKONCILS PASTORALE KONSTITUTION OM

KIRKEN I DEN MODERNE VERDEN

"GLÆDE OG HÅB"

DE ECCLESIA IN MUNDO HUJUS TEMPORIS "GAUDIUM ET SPES"

Indhold

Konstitutionen om Kirken i den moderne verden

Forord af lektor, cand.mag. Oluf Bohn

Indledning

Indledende bemærkninger Menneskets situation i den moderne verden

Første del

Kirkens og menneskets kald

Kapitel 1 Den menneskelige persons værdighed

Kapitel 2 Om menneskenes fællesskab

Kapitel 3 Om menneskets stræben overalt i verden

Kapitel 4 Kirkens opgave i den moderne verden

 

Anden del

Om visse presserende problemer

Kapitel 1

Om at fremme ægteskabets og familiens værdighed

Kapitel 2

Om den rette udvikling af kulturen

 

Første afsnit

Om kulturens vilkår i den moderne verden

Andet afsnit

Om visse principper for en sund kulturel udvikling

Tredie afsnit

Om visse presserende kristne forpligtelser

over for kulturen

 

Kapitel 3

Om det økonomiske og sociale liv

 

Første afsnit

Om den økonomiske vækst

 

Andet afsnit

Om visse principper,

der styrer hele det økonomiske og sociale liv

 

Kapitel 4

Om det politiske fællesskab

 

Kapitel 5

Om at fremme freden

og opbygningen af nationernes fællesskab

 

Første afsnit

Om at undgå krig

 

Andet afsnit

Om at opbygge det internationale fællesskab

 

Konklusion

 

                                     Forord 

 "Gaudium et Spes" ("Glæde og Håb") er blevet bearbejdet i otte tekst­udkast. Det vi­ste sig under koncilets første samling, at der var stor interes­se for at tage Kirkens forhold til verden op på en ny og selvstæn­dig måde. Koncilet ønskede ikke alene at udtale sig om Kirken som sådan, men i en særlig tekst at behand­le forholdet til verden. Det var en stor opgave, og teksten blev da også kon­cilets længste.

Til at begynde med blev der arbejdet med spørgsmålet i flere kommis­sioner, og først i efteråret 1964 forelagdes det femte udkast for de for­samlede biskopper. Hele foråret 1965 blev der arbejdet med et nyt udkast og i løbet af koncilets sidste mødeperiode i efteråret 1965 blev der fremlagt et 6., 7. og 8. forslag. Dette sidste blev endelig vedtaget i de­cember 1965 med 2.309 stemmer for og 75 imod.

Årsagen til, at der blev udarbejdet så mange udkast, skal bl.a. søges i, at det var første gang, Kirken på et koncil overvejede sit virke i og sit forhold til verden. 

Konstitutionen indleder med at udtale (n.1), at Kirken deler alle glæder og håb med alle mennesker på hele jorden. Derfor vil den (n.2) overveje, hvilken betyd­ning dens nærvær og virke skal have i den moderne verden, fordi (n.3) det er vigtigt at indlede en samtale med verden om alle de store forandringer, der er sket især på det tekno­logiske område, og som har øget menneskets magt. Den vil drøfte dis­se forhold i lyset af Evange­liet for at kunne være til tjeneste for menneske­heden. Særlig vil den granske "Tidens tegn" (n.4) for at forstå meningen med hele livet i lyset af det kommende.[1] Mennesket har skabt store forandringer i verden i kraft af sine ska­bende evner, og det har igen skabt store sociale og kulturelle ændringer, som også virker ind på det religiøse liv. Verden er fuld af store muligheder, men også af store uligheder. Den sociale sam­hørighed brydes op (n.6), og urbanisering og mas­semedier skaber helt nye situationer, så det religiøse liv (n.7) får nye vilkår, hvor magiske forestillinger nedbrydes, og det religiøse liv bliver præget af den enkelte persons holdninger.

Mennesket får (n.9) stadig større bevidsthed om, at det kan og bør styre en ud­vikling, og alle de marginaliserede ønsker at få del i frem­skridtets goder. Bag det hele rører sig længslen efter et frit, menneske­værdigt liv. Men da der er mange dis­harmo­nier i menneskehjertet (n.10), er det nødvendigt at tale om, hvad et men­neske er, og nøglen til dette svar finder vi i Kristus.

I n.11-18 vil koncilet besvare spørgsmålet om, hvad mennesket er. Le­det af Helligånden prøver Guds folk at se de ægte tegn på Guds nærvær i de er­fa­rin­ger, krav og længsler, kristne deler med alle andre mennesker, for derved at finde Guds hensigt med mennesket og finde de men­ne­skevær­dige løsninger. Mennesket er skabt i Guds billede og skulle styre jorden til Guds ære. Det misbrugte sin frihed og lever i en splittet tilstand, men kan ved Jesus Kristus frigøres helt fra synden. Den enhed af krop og sjæl, der var mennesket egen i skabelsen, er nu såret alvorligt. Det forhold betyder, at mennesket kun ser sig som en del af natur og samfund, og mener, det med forstanden kan styre li­vet. Inderst inde oplever menne­sket sin samvittighed - nedlagt af skaberen -, og det er menneskets kald at følge dennes stemme for at kunne nærme sig Gud. Det er i sand frihed, mennesket skal vælge sin vej, men da denne frihed er såret af synden, kan menne­sket ikke helt rette sig mod Gud uden hans nåde. Døden er det store mysterium i menneskets liv, og dybest set lever mennesket i angst for sin undergang, og kun troen på, at mennesket er skabt til salighed hos Gud, kan redde det. 

I de følgende afsnit n.19-21 fremlægges ateismens problemer. Ateis­men har gan­ske vist mange former, men det helt afgørende for koncilet er at understrege, h­vor stort et ansvar de troende har for ateismens ud­bre­delse, fordi de har svigtet i tro og adfærd adskillige gange i historien. Ateistiske teorier fordømmes, og det under­streges, at troen på Gud ikke begrænser menne­skets værdi og ikke formindsker de jordiske opgavers betydning. Ateismen kan kun modvir­kes ved en or­dentlig teologi og en levende tro blandt de kristne. Imidlertid fastslår koncilet, at kristne og ikke-kristne sammen kan bidrage til "opbygnin­gen" af verden. I n.22 afslutter koncilet sine betragtninger om mennesket ved at erklære, at i Kri­stus er naturen ophøjet til ny værdighed på grund af menneske­vordel­sen. Kærlighedens lov, som har sin rod i Påskens mysterium, gælder for de kristne, men også for alle andre, der er åbne for nådens skjulte virke. "Helli­gånden tilbyder ethvert menneske mulighed for at blive forenet med Påskens mysterium på en måde, kun Gud kender."

De teknologiske fremskridt (n.23) skaber nye former for fællesskab, men det menneskelige broderskab er et dybere fællesskab, og den kristne åbenbaring fremmer dette personlige fællesskab og giver en dybere indsigt i de samfundslo­ve, skaberen har givet menneskets åndelige og moralske natur. (n.24) Vi skulle være én familie i næstekærlighed. Treenighedens fællesskab skal og kan afspej­les i det fællesskab, vi skal danne i sandhed. Uden oprigtigt at give os selv til andre kan vi ikke finde os selv. I n.25 understreges, at mennesket har behov for fællesskab, og samfundet har til opgave at hjælpe menneskene til at leve i et gensidigt fælles­skab, men de forhold, der ødelægger alt dette og skaber de store uligheder, skyld­es i sidste ende det onde i mennesket, og kun ved Guds nåde kan mennesket o­vervinde fristelserne i livet.

Det almene vel (n.26) angår hele mennesket, og her er menneskets bevidsthed vokset, så det erkender sine egne rettigheder og pligter som ukrænkelige: Det er ret til mad, bolig, uddannelse, åndelig frihed og ret til informa­tion. Det er Guds ånd, der er virksom i denne udvikling. Evange­liet er en surdej, der voksende styrker menneskets krav om at realisere sit eget værd. Derfor (n.27-32) vender koncilet sig mod alle krænkelser af mennesket og ønsker, at vi skal vise ærefrygt for dem, vi er uenige med. Enhver skal have ret til at følge sin samvittighed, og vi skal også have kærlighed til vore fjen­der. Men­nesker har en fælles natur og et fælles kald, derfor må der heller ikke diskrimineres mod kvinder. Vi er skabt til at leve i fællesskab som ét Guds folk. 

(Kap. 3) Mennesket (n.33) har altid stræbt efter større livsudfoldelse og udviklet sit herredømme over jorden. Men hvilken mening har dette virke? Det har Kirken ikke altid et færdigt svar på, men vil søge op­lysning i Åbenbaringen og i verdslig viden. Men menneskets stræben er Guds hensigt (n.34), men­nesket skal styre i ret­færdighed og sandhed, erkende Gud som alles skaber og føre sig selv og universet tilbage til Ham. Alt arbejde er derfor at udfolde ska­berens værk, og deri konkur­rerer vi ikke med Gud. Al virke er/bør være frugt af Hans vidunderli­ge plan, og det kristne budskab forpligter os til at handle med disse mål for øje. Samtidig er det vigtigt at huske (n.35), at mennesket forvandler sig selv, især når der arbejdes for mere retfærdighed.

Forstået på den rette måde er videnskaberne selvstændige (n.36) i forhold til troen med deres egne love, som vi skal erkende og bruge, men vi er ikke uaf­hængige af skaberen. Fremskridtet er et gode (n.37), men også en fristelse. Det onde vil altid blande sig med det gode. Menneske­lig virk­somhed skal derfor renses og fuldkommengøres ved Kristi kors og opstandelse. Op­standelsens my­sterium (n.38) virker i menneskenes hjerter ved sin Ånds kraft, og i den skal vi lede hele jorden mod dens mål. Verden styrer mod en fuldendelse (n.39), som kun Gud ved, hvornår indtræffer, men vi ved, at "Kær­ligheden og dens frugter ­vil forblive, og alt det, som Gud har skabt for menne­skets skyld, vil blive frigjort fra forgængelighedens trældom...Alle de værdier som menneske­værd, broder­skab og frihed samt alle vor naturs og kulturs gode frugter, som vi har kæmpet for her på jord, vil vi genfinde om end renset for al uren­hed, forklaret og for­vand­let, når Kristus vil overgive Faderen et evigt og universelt ri­ge...Dette rige er al­lerede nærværende som mysterium; når Herren kommer tilbage, vil det bli­ve fuldendt." 

(Kap.4) Kirkens mål (n.40) er den eskatologiske (endelige) frelse af verden. "Denne sam­menvævning af det jordiske og himmelske samfund kan kun tydes i tro, ja forbliver et mysterium i menneskehedens historie, en historie, som syn­den brin­ger uorden i, indtil Guds børns herlighed fuldt ud åbenbares." Men her med­deler Kirken ikke blot frelse, den ophøjer menneskeværdet. (n.41) Menne­sket opdager i stigende grad sine egne rettigheder, og det er Kirkens opgave at vise, at kun i Gud kan det nå sin sidste bestemmelse og fulde udfoldelse. Der­ved værner Kirken også om menneskets værdighed, men "Selvom det er den sam­me Gud, der frelser og skaber, som er Herre over menneskets historie og frelses­historien, vil denne guddommelige verdens orden dog aldrig frarøve skab­ningen, og især mennesket, dets retmæssige selvstændighed, men snarere gen­oprette og styrke mennesket i dets værdighed." Kirken kan (n.42) besjæle sam­fundet med sin tro og kærlighed til at overvinde alle konflikter i verden. Troen forpligter (n.43) os til at overholde vore jordiske forpligtelser, og der er derfor ingen modsætning mellem sociale bestræbelser og det religiøse liv. "Læg­folk må ikke forestille sig, at deres hyrder altid er kompetente til på stående fod at kun­ne give konkrete svar på ethvert nok så alvorligt spørgsmål, der dukker op..­.Oplyst af kristen visdom og villige til at lytte til den kirkelige lære­myndighed bør lægfolk snarere påtage sig deres egen opgave og ansvar." Kirken er også en Kirke af syndere, som ofte svigter. Kirken ved også (n.44), hvor meget den har lært af verden og fået nye indsigter i menneskets natur. Tillige har Kirken "fra begyndelsen af sin historie lært at udtrykke Kristi budskab gennem de forskel­lige folkeslags begreber og sprog...­Denne tilpassede forkyndel­se af det åben­barede Ord bør forblive reglen for al evangelisering " (jf.n.58 og 62). Og i Kristus skal alt frelses og forvandles (n.45).

 

                                  Anden del

                   Om visse presserende problemer

n.46-52 Det ægteskabelige fællesskab skal stadig støttes. Gennem ægte­fællernes hengivelse til hinanden i det daglige skal ægteskabet udfoldes, og i selve den ægteskabelige akt, hvor de udtrykker og fremmer den gensidige hengivelse og be­riger hinanden. Derved får livets videregivelse i forplantningen og opdragel­sen af børn sin dybere mening. Med hensyn til børnetallet (n.50) er det ægtepar­ret, der i sidste ende afgør, hvor mange børn de kan opdrage. Abort fordømmes, og gan­ske kort gentages Kirkens modstand mod kunstige svangerskabsfore­byggen­de mid­ler, men midler til fødselsregulering som sådan skal fremmes.

n.53-58 taler om, hvordan den vestlige kulturs store ændringer og menneskets selvstændiggørelse har skabt brydninger mellem kulturerne. Det fremhæves, at troen på Kristi genkomst giver menneskelivets arbejde på at opbygge en men­ne­skelig verden en særlig tilskyndelse, fordi det er medarbejder på skabervær­ket og hjælper mennesker til at fuldende en del af dette.

n.59-61 anerkender videnskabernes egen ret (autonomi) inden for deres respek­ti­ve grænser. Men med henblik på lande med diktatur eller lignende systemer un­derstreges alles ret til frit at søge sandheden; på samme måde fremhæves den ret, alle har til en passende uddannelse og til arbejdsvilkår, der støtter dette. I den­ne for­bindelse tales der om en kulturernes mangfoldighed og i n.62 om teologer­nes pligt til at formulere "troens skat" på en ny måde, der er forståelig for vor tids menne­sker. Derfor bør de troende også leve i nær forbindelse med der­es samtids men­nesker og søge at forstå dem i deres kulturelle sammenhæng. Læg­folket har derfor pligt og ret til efter evne at kunne studere teologiske em­ner.

Økonomisk vækst (n.63-65) bør tjene alle mennesker, hvorfor økono­mien ik­ke kan undvære kontrol fra de mennesker, som økonomien angår. N.66 fremhæver fremmedarbejderes ret til leveforhold, som svarer til den, landets egen befolk­ning har. N.67-72 fremhæver blandt andet arbejderens ret til medbestemmelse i arbejdsprocessen og ret til frie fagforeninger. Investeringer bør tjene mennesket, og den enkeltes private initiativ må ikke krænke andres elementære behov.

I n.73-76 tales der om det politiske samfund og retten til at deltage i det politi­ske liv. Konstitutionen skelner her mellem det, kristne udfører i eget navn, og det, de udfører sammen med deres biskopper i Kirkens navn, for Kirken kan ikke inddra­ges til fordel for noget bestemt politisk system.

Freden i verden behandles i n.77-82. Her opfordres alle kristne til at samarbej­de med alle andre mennesker om freden, og rustningskapløbet påtales. Derfor bør internationale organer hjælpes til at kunne gribe ind over for konflikter. Årsager til splid må søges fjernet (n.83-90), underud­vikling afhjælpes og flygt­ninge støttes. Til sidst øn­sker koncilet, at lokalkirkerne tager de emner op, som især er deres, og skit­serer løsnin­ger, der passer til deres kulturer. Dette skal in­den for Kirken føre til gensidig respekt og til samarbejde med alle kristne.

"Konstitutionen om Kirken i den moderne Verden" var nok den konstitu­tion, der skabte størst røre både blandt katolikker og blandt andre interes­serede. Konstitutionen ville åbenhed over for verden, som ikke længere var noget ‘absolut' farligt, men var udtryk for det liv og de erfaringer, Kirken skulle lære af, hvis Guds budskab skulle kunne høres og blive modtaget. Spørgs­målet er, hvilken virkning konsti­tutionen har haft i disse mange år. Koncilets fædre fore­stillede sig nok, at læg­folket ville lade sig inspirere til i kristen ånd at ska­be en mængde nye løsninger på de store problemer, verden stod overfor. Men det er næppe til­fældet. Læg­folket og Kirkens ledere kom allerede i 70er­ne til at stå over for helt andre problemer, fordi mange troende især i Vesteuro­pa al­lerede var på vej ud af Kirken, da koncilet begyndte, og denne udvandring fortsatte, samtidig med at kulturbilledet ændrede sig stærkt. Hvor de andre koncilsdoku­menter har sat sig dybere spor i Kirkens liv, så har vi i Kirken dette dokument til go­de; trods dets alder bør det stadig kunne in­spirere og vække til dialog med den moderne verden.

 

                                                                      Oluf Bohn

 

 

 

               Paul, biskop, Guds tjeneres tjener,

                   sammen med koncilsfædrene,

                             til evig erindring

 

                          Pastoral konstitution

                om Kirken i den moderne Verden1

 

                                Indledning 

 Om den indre samhørighed mellem Kirken og hele menneskeheden

1.  De glæder og håb, den sorg og angst, som moderne mennesker, især de fattige og tyngede, føler og oplever, er også Kristi disciples glæder og håb, sorg og angst. Der findes nemlig intet ægte menneske­ligt, som ikke finder genklang i de kristnes hjerter. Det kristne fællesskab består jo af mennesker, som har taget imod det universelle frelsestilbud, og forenede i Kristus, ledes de af Helligånden under deres vandring mod Faderens rige. Netop derfor erfarer det kristne fællesskab sin sande og indre samhørighed med hele menneskeheden og dens historie.

 

De, som koncilet henvender sig til

2.  Efter at have fordybet sig indgående i Kirkens mysterium henvender det 2.Vatikankoncil sig derfor nu uden tøven til alle mennesker og ikke kun til Kirkens egne børn eller alle, som påkalder Kristi navn. Koncilet brænder nemlig efter at forklare alle mennesker, hvorledes det opfatter Kirkens nærvær og virke i den moderne verden.

Koncilet retter derfor blikket mod menneskenes verden, d.v.s., mod hele menneskeslægten med alt, hvad dette indebærer, nemlig den verden, hvor menneskenes historie udspilles, og som bærer præg af deres indsats, nederlag og sejre; den verden, som de kristne tror er skabt og opretholdes af Skaberens kærlighed, og som dog kom under syn­dens tyran­ni; men som den korsfæstede og opstandne Kristus har be­fri­et, da han brød den Ondes magt, for at den efter Guds plan kan for­vandles og nå frem til fuldendelsen.

 

Om den tjeneste, der tilbydes menneskeheden

3.  Selv om menneskeheden i dag gribes af undren over sine egne op­findel­ser og sin egen magt, rejser den ofte ængstelige spørgsmål om verdens nuværende udvikling, om menneskets plads og opgave i uni­verset, om meningen med menneskenes individuelle og kollektive stræben, ja, overhovedet om tilværelsens og menneskenes endelige skæbne. Koncilet, der vidner om og fremlægger den tro, som hele Guds folk, samlet af Kristus, bekender sig til, kan derfor ikke tydeligere vise sin samhørighed med, respekt for og kærlighed til hele menneskeslægten, som Guds folk udgør en del af, end ved at indlede en samtale med den om disse forskel­lige problemer. Koncilet bringer evangeliets lys, samt tilbyder menneske­heden de frelsesbringende hjælpemidler, som Kirken selv, under Helli­gåndens vejledning, har modtaget af sin grundlægger. Den menneskelige person bør nemlig frelses, og det menneskelige samfund bør genoprettes. Tyngdepunktet for hele vor fremstilling vil derfor blive selve mennesket, individuelt og kollektivt, med legeme og sjæl, hjerte og samvittighed, forstand og vilje. 

Dette hellige Koncil, der forkynder menneskets ophøjede kald og erklærer, at en gudlignende sæd er nedlagt i mennesket, tilbyder menne­skeheden Kirkens oprigtige samarbejde i opbygningen af alle menneskers broderskab, der svarer til et sådant kald. Kirken ledes ikke af nogen jordisk ærgerrighed, men sætter sig kun ét mål, nemlig under Helligån­dens vejledning at fortsætte Kristi værk, han der kom til verden for at vidne om sandheden, for at frelse og ikke for at dømme, for at tjene og ikke for at lade sig tjene.2

 

 

                  Indledende bemærkninger

   Menneskets situation i den moderne verden 

 

 Om håb og angst

4.  For at opfylde en sådan opgave har det altid været Kirkens pligt at udforske tidens tegn og tolke dem i lyset af evangeliet. Således vil den på et sprog, der er tilpasset hver enkelt generation, kunne svare på de stadigt tilbagevendende spørgsmål, som menneskene stiller om menin­gen med det nuværende og det kommende liv, samt deres indbyrdes for­hold. Vi må derfor kende og forstå den verden, vi lever i, med dens forhåbnin­ger, længsler og ofte dramatiske særpræg. Nogle af de vig­tigste træk ved den moderne verden kan skitseres på følgende måde.

Menneskeheden gennemlever i dag en ny æra i sin historie, der kende­tegnes ved, at dybtgående og hurtige forandringer efterhånden spredes over hele jorden. Disse forandringer, der er skabt af menne­skets forstand og skabende evne, virker tilbage på mennesket, såvel på dets individuelle som kollektive beslutninger og længsler, og på dets tanke- og handlemå­de i forhold til både ting og mennesker. Vi kan derfor allerede nu tale om en virkelig social og kulturel forvandling, der også har følger for det religiøse liv.

Som i enhver vækstkrise finder denne forvandling ikke sted uden store vanskeligheder. Medens mennesket således udvider sin magt i alle retninger, evner det ikke altid at bevare herredømmet over den. Det forsøger at trænge længere ind i sindets dybe afkroge, men synes ofte at blive endnu mere usikkert om sig selv. Det afdækker lidt efter lidt med større klarhed samfundslovene, men vakler af usikkerhed, når samfundets kurs skal afstikkes. 

Menneskeheden har aldrig før været i besiddelse af en sådan overflod af rigdomme, råstoffer og økonomisk magt. Alligevel plages en stor del af jordens befolkning fremdeles af sult og fattigdom, mens utallige hæmmes af analfabetisme. Mennesket har aldrig tidligere haft en så skærpet sans for frihed, samtidig med at nye former for social og psyko­logisk trældom dukker op. Samtidigt med at verden i den grad har en levende fornemmelse af sin enhed og af alles afhængighed af alle i en uomgængelig solidaritet, splittes den alvorligt i modstridende magtcen­tre, der bekriger hinanden; for bitre politiske, sociale, økonomiske, racemæssige og ideologiske stridigheder fortsætter stadigvæk, og dermed faren for en krig, der vil lægge alt i ruiner. Udvekslingen af ideer øges ganske vist, men selve de ord, der udtrykker nøglebegreber, får forskellig mening i de vekslende ideologier. Endelig bestræber man sig ihærdigt på at forbedre den materielle verden uden med lignende iver at fremme den åndelige vækst.

På grund af den komplicerede situation hindres et stort antal af vor samtids mennesker i med sikkerhed at kunne skønne, hvad der er varige værdier, samt i at kunne se, hvorledes disse værdier retteligt kan tilpasses nye opdagelser. Resultatet er, at de tynges af usikkerhed, alt imens de svinger mellem håb og angst og stiller spørgsmål til hinanden om udvik­lingens nuværende kurs. Udviklingen udfordrer dog menneskene til at søge efter svar, ja, på det nærmeste tvinger dem til det.

 

Om de dybtgående omvæltninger

5.  Den nuværende uro i sindene og i de ændrede livsbetingelser hænger sammen med en vidtgående omvæltning, der medfører, at matematiske, naturvidenskabelige og humanistiske videnskaber får stadig stigende indflydelse på dannelsen af menneskesindet, mens teknologien, der stammer fra disse videnskaber, får en lignende indflydelse på det prakti­ske plan. Den menneskelige fornuft udvider også i en vis udstrækning sit herredømme over tiden: til fortiden gennem historisk forskning og til fremtiden ved hjælp af fremtids­forskning og planlægning. Fremskridt i biologi, psykologi og sociale videnskaber giver ikke blot mennesket et bedre kendskab til sig selv, men sætter det ved hjælp af tekniske metoder også i stand til at udøve en direkte indflydelse på samfundslivets udvik­ling. Samtidig er menneskeheden i stadig stigende grad optaget af at forudse og regulere sin egen befolkningstilvækst. 

Selve historiens gang accelererer i en sådan grad, at det enkelte men­neske næppe er i stand til at følge med. Hvor forskellige menne­skegrup­per engang hver for sig havde sin egen historie, deler menne­skeheden i dag fælles skæbne. Menneskeheden bevæger sig derfor fra en mere statisk opfattelse af virkeligheden til en i højere grad dynamisk og udvik­lingspræget opfattelse. Som følge heraf er der opstået nye problemer af overvældende beskaffenhed, som fordrer nye analyser og synteser.

 

Sociale omvæltninger

6.  Traditionelle lokale samfund, såsom patriarkalske familier, "klaner", stammer, landsbyer m.v., samt fællesskaber, der opstår som følge af social nødvendighed, oplever på grund af disse omstændig­heder dagligt endnu mere dybtgående omvæltninger.

Den industrielle samfundsform spredes lidt efter lidt, bringer økono­misk velstand til nogle nationer og ændrer totalt de samfunds­begreber og sociale livsbetingelser, der er blevet skabt gennem århundreder. Sam­tidig hermed vokser bykulturen og trangen efter den, enten på grund af byer­nes og deres indbyggertals vækst, eller fordi byens livsstil breder sig til landdistrikterne.

Nye og bedre massemedier bringer kendskab til aktuelle be­givenheder og bevirker gennem kædereaktioner den hurtigste og videste udbredelse af nye måder at tænke og fornemme på.

Man bør heller ikke undervurdere betydningen af, at så mange menne­sker af forskellige årsager drives til at emigrere og derfor til at ændre deres levevilkår.

De bånd, der binder mennesker til hinanden, forøges således ustandse­ligt, og denne "socialisering" skaber samtidigt nye bånd uden dog altid at fremme en tilsvarende personlig modning og ægte per­sonsforhold, d.v.s. en "personalisering".

Denne udvikling træder klarest frem hos de nationer, der allerede nyder godt af de økonomiske og tekniske fremskridts be­kvemmeligheder, men den mærkes også i udviklingslandene, der stræ­ber efter selv at få del i de fordele, som industrialiseringen og bymæssig udvikling fører med sig. Disse folkeslag, især de blandt dem, som holder fast ved gamle traditioner, oplever samtidig en udvikling mod en mere moden og per­sonlig udøvelse af friheden. 

 

Psykologiske, moralske og religiøse omvæltninger

7.  Omvæltninger i mentalitet og samfundsstruktur sætter ofte spørgs­måls­tegn ved nedarvede værdier, især hos unge, der ofte gribes af utålmodig­hed, ja som uroen gør til oprørere. De er sig deres egen betydning for samfundslivet bevidst og ønsker så hurtigt som muligt at få del i det. Forældre og opdragere støder af denne grund ofte på store vanskelighe­der i udøvelsen af deres daglige gerning.

De institutioner og love, samt tanke- og fornemmelsesformer, der er nedarvet fra tidligere generationer, synes ikke altid at passe til den nuværende situation, hvilket fører til forvirring i både det menneskelige adfærdsmønster og dets normer.

Endelig påvirker disse nye forhold også det religiøse liv. På den ene side renser en skærpet kritisk sans religionen for en magisk verdensopfat­telse og for de former af overtro, der stadigvæk overlever, og fordrer dagligt en mere personlig og aktiv trosholdning. På den anden side fjerner et stigende antal mennesker sig dog i praksis fra religionen. I modsæt­ning til tidligere tider hører det ikke længere til de sjældne undta­gelser, at Gud og religion fornægtes eller ignoreres. Det er nemlig ikke ualmindeligt, at denne holdning i dag fremstilles som den nødvendige følge af videnskabelige fremskridt og af en vis ny humanisme. Mange steder bliver der ikke kun givet udtryk for disse standpunkter i filosofiske afhandlinger, de påvirker tværtimod i udstrakt grad litteratur, kunst, tolkningen af humanistiske videnskaber og historie, ja tilmed selve lovgivningen, med det resultat at mange mennesker bliver forvirrede.

 

Om uligevægten i den moderne verden

8.  En så hurtigt fremadskridende og ofte kaotisk omvæltning, ja selve den skærpede bevidsthed om modsætningerne i verden, fremkalder eller øger uoverensstemmelser og uligevægt. 

Der udvikler sig hos det enkelte menneske en uligevægt mellem dets moderne praktiske forstand og dets teoretiske tankesystem, som hverken formår at beherske sin kundskabsmasse eller på tilfredsstillen­de vis at få en syntese ud af den. På lignende måde opstår der uligevægt mellem kravet om praktisk effektivitet og samvittighedens etiske fordringer, samt meget ofte mellem kollektive levevilkår og trangen til personlig tænk­ning, ja tilmed til kontemplation. Endelig opstår der uligevægt mellem en specialisering af de menneskelige aktiviteter og et helhedssyn på tilværelsen.

Hvad familien angår, stammer uligevægten fra enten demografi­ske, økonomiske og sociale pres, fra generationskløften eller fra de nye sociale relationer mellem mand og kvinde.

Der opstår ligeledes store modsætninger mellem racer og mellem forskellige samfundssystemer, mellem indflydelsesrige og svage, nød­lidende nationer, og endelig mellem på den ene side de inter­nationale institutioner, der er opstået som følge af menneskenes ønske om fred, og på den anden side ærgerrighed efter at udbrede sin egen ideologi, såvel som den kollektive egoisme, der findes hos enkelte nationer og andre grupper.

Alt dette giver anledning til mistillid, fjendskaber, konflikter og prøvelser, som mennesket altså både er årsag til og offer for.

 

Om menneskehedens fælles længsler

9.  I mellemtiden vokser ikke kun den overbevisning, at menneskeheden i stadig stigende grad kan og bør styrke sit herredømme over skaber­vær­ket, men også at det påligger den at oprette en politisk, social og økono­misk orden, der i endnu højere grad tjener mennesket og hjælper både den enkelte og samfundet til at hævde og fremme sit eget menneskeværd. 

Derfor kræver et stort antal mennesker at få del i de goder, de er sig bevidst at være frarøvet enten på grund af uretfærdig behandling eller urimelig fordeling. Udviklingslandene, såvel som de nationer, der forny­lig har opnået selvstændighed, ønsker at få del i den moderne civilisa­tions goder, ikke bare på det politiske, men også på det øko­nomiske plan, samt frit at kunne indtage den plads på verdensscenen, der tilkommer dem. Alligevel vokser afstanden mellem dem og de rige lande, der udvikler sig hurtigere, samt deres økonomiske afhængighed af disse. Folk, der sulter, råber på dem, som har i overflod. Hvor kvinder endnu ikke har opnået juridisk eller faktisk ligestilling med mænd, gør de krav herpå. Arbejdere og bønder vil ikke nøjes med det nødvendige til livets opretholdelse; gennem arbejde vil de udvikle deres personlige egenska­ber, ja tage aktivt del i udformningen af det økonomiske, sociale, politi­ske og kulturelle liv. For første gang i menneskehedens historie er alle folk nu nået frem til den overbevis­ning, at de kulturelle goder virkelig kan og skal fordeles til alle.

Men bag alle disse krav ligger en dybere og mere universel længsel; individuelt og kollektivt tørster mennesket nemlig efter at kunne leve et fuldt udviklet og frit liv, der er mennesket værdigt, og som kan tage alt det, den moderne verden i overflod tilbyder, i sin tjeneste. Desuden bestræber nationerne sig dagligt endnu mere på at virkeliggøre en slags universelt fællesskab.

Som tingene altså er, afslører den moderne verden både sin magt og sin afmagt, at den er i stand til det værste og til det bedste, at vejen ligger åben for frihed eller trældom, fremskridt eller tilbagegang, broderskab eller had. Desuden står det klart for mennesket, at det har til opgave at styre de kræfter, det selv har udløst, og som enten kan undertrykke det eller tjene det. Derfor stiller mennesket spørgsmål til sig selv.

 

Om menneskeslægtens dybeste spørgsmål til sig selv 

10.     Den uligevægt, som den moderne verden lider under, hænger i virkelig­heden sammen med en mere fundamental uligevægt, der har sin rod i menneskehjertet. Inde i mennesket kæmper nemlig flere elemen­ter mod hinanden. Mens mennesket på den ene side, som skabning, er­farer sin begrænsning på utallige måder, oplever det på den anden side også grænseløse længsler og kaldet til et højere liv. Fordi det trækkes i mange retninger, tvinges mennesket ustandseligt til at vælge, og der­med til at give afkald på nogle muligheder. Ja, som et svagt og syndigt væsen gør mennesket ofte, hvad det ikke vil, og undlader at gøre, hvad det vil.1 Mennesket er derfor offer for en indre splid, der giver anledning til så mange og store uoverensstemmelser i samfundet. Det skal ind­rømmes, at utallige mennesker er forhindret i at få en klar fornemmel­se af denne dramatiske situation, fordi deres liv er inficeret af en praktisk materialis­me; eller også er de så tyngede af nød og elendig­hed, at de ikke kan tænke derpå. Adskillige mener, at de kan slå sig til ro med en af de virkelighedstolkninger, der tilbydes overalt i dag; de er overbeviste om, at menneskets kommende herredømme over jorden vil tilfredsstille alle dets hjertes længsler. Det skorter heller ikke på mennesker, som har opgivet håbet om et meningsfyldt liv, og som priser vovemodet hos dem, der mener, at den menneskelige tilværelse er blottet for enhver given mening; de forsøger derfor at give tilværelsen dens fulde mening alene ud fra deres egen opfindsomhed. Over for verdens nuværende udvikling stiller et stadigt stigende antal mennesker alligevel de mest fundamentale spørgsmål eller fornemmer dem med fornyet intensitet: Hvad vil det sige at være menneske? Hvad er meningen med lidelse, ondskab og død, som fortsætter med at bestå til trods for så store fremskridt? Hvad er formålet med de sejre, der har kostet så dyrt? Hvad kan mennesket tilbyde sam­fundet og forvente fra det? Hvad følger efter dette jordiske liv?

Kirken tror, at Kristus, der døde og opstod for alle,2 skænker menne­sket lys og kraft ved sin Ånd, for at det kan leve op til sit høje kald; der er ikke under himlen givet mennesker noget andet navn, hvorved det kan frelses.3 Kirken tror også, at nøglen, midtpunktet og endemålet for hele menneskehedens historie skal findes hos dens Herre og Mester. Kirken fastholder ydermere, at der under alle omvæltninger findes mange ting, som ikke ændres, og som har deres endelige grund i Kristus, den samme i går og i dag, ja til evig tid.4 I lyset af Kristus, den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen,5 henvender koncilet sig derfor til alle for at belyse menneskets mysterium og bidrage til en løsning af vor tids vigtigste spørgsmål.

 

 

                                Første del

                 Kirkens og menneskets kald 

 

Åndens impulser kræver svar

11.     Tilskyndet af troen på at være ledet af Herrens Ånd, der fylder jordens kreds, bestræber Guds folk sig for at tyde ægte tegn på Guds nærvær og hensigt i de begivenheder, behov og længsler, det deler med vor tids mennesker. Troen kaster nemlig et nyt lys over alle ting, manifesterer Guds planer for menneskets totale kald og retter således forstanden mod løsninger, der er fuldt ud menneskelige.

I dette lys ønsker Koncilet til at begynde med at bedømme de værdier, der i dag sættes i højsædet, samt at føre dem tilbage til deres guddomme­lige ophav. For så vidt som de stammer fra evner, Gud har udstyret mennesket med, er disse værdier overmåde gode; men de er ofte blevet revet ud af deres retmæssige kurs på grund af menneskehjer­tets fordær­velse og har derfor brug for at blive renset.

Hvad tænker Kirken om mennesket? Hvad forekommer anbefa­lel­sesværdigt til opbygning af det moderne samfund? Hvad er den dybeste mening med den menneskelige indsats overalt i verden? Man forventer svar på disse spørgsmål. Det skulle ud fra disse svar blive stadigt mere indlysende, at Guds folk og menneskeheden, det udgør en del af, yder hinanden gensidig hjælp, således at Kirkens mission kan give sin religiø­se, og netop derfor i høj grad menneskelige karakter til kende.

 

                                    Kapitel 1

         Den menneskelige persons værdighed 

 

Om mennesket som Guds billede

12.     Ifølge troende og ikke-troende menneskers næsten enstemmige opfattel­se, skal alt det, som findes på jorden, ordnes med henblik på mennesket som dets centrum og højdepunkt.

Men hvad er mennesket? Det har frembragt og fortsætter med at frembringe mange forskellige og tilmed modstridende opfattelser om sig selv, hvorved det ofte enten ophøjer sig selv som alle tings målestok eller nedværdiger sig selv til fortvivlelse, med rådvildhed og angst som følge. Kirken forstår disse vanskeligheder, og oplyst af Guds åbenbaring kan den tilbyde løsninger på dem, hvorved menne­skets sande situation aftegnes og dets svagheder forklares, samtidigt med at dets værdighed og kald anerkendes på rette vis.

Den hellige Skrift lærer nemlig, at mennesket er skabt "i Guds billede" med mulighed for at kende og elske sin Skaber, og indsat af Ham som herre over alle jordiske skabninger1 for at underkaste sig dem og bruge dem til Guds ære.2 "Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder" (Sal­me 8,5-7).

Men Gud har ikke skabt mennesket ensomt: Fra begyndelsen af skab­te han dem nemlig som "mand og kvinde" (1.Mos. 1,27), og deres forening frembragte det første interpersonale fællesskab. Mennesket er nemlig ifølge sin inderste natur et socialt væsen, og medmindre det forholder sig til andre, kan det hverken leve eller udfolde sine evner.

Som vi ligeledes læser i Den hellige Skrift, så Gud derfor "alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt" (1.Mos. 1,31). 

 

Om synden

13.     Mennesket blev skabt af Gud i en tilstand af retfærdighed, men forført af den Onde, misbrugte det alligevel fra historiens begyndelse sin frihed, gjorde oprør mod Gud og ønskede at opnå sin fuldendelse uden om Ham. Skønt menneskene kendte Gud, ærede de Ham dog ikke som Gud, men deres uforstandige hjerte blev formørket, og de dyrkede skabningen fremfor Skaberen.3 Hvad den guddommelige åbenbaring gør os bekendt med, stemmer overens med selve erfaringen. Når men­nesket gransker sit hjerte, opdager det, at det drages mod det onde og er sunket ned i alskens ulykker, som ikke kan stamme fra dets gode Skaber. Ved ofte at nægte at anerkende Gud som sit ophav, har men­nesket også brudt det rette forhold til sit endemål, og samtidig hermed hele forholdet til sig selv, andre mennesker og det ganske skaberværk.

Mennesket er derfor i splid med sig selv. Hele menneskelivet, både individuelt og kollektivt, afslører sig derfor som en dramatisk kamp mellem det gode og det onde, lyset og mørket. Ja, mennesket opdager, at det ved egne kræfter er ude af stand til effektivt at bekæmpe det ondes angreb, således at alle og enhver føler sig ligesom bundet af lænker. Men Herren selv kom for at befri og styrke mennesket gennem en indre fornyelse og ved at "kaste denne verdens fyrste ud" (Joh. 12,31), der holdt det bundet i syndens slaveri.4 For synden forringer mennesket og forhindrer det i at nå frem til sin fuldendelse.

Både det høje kald og den dybe elendighed, som mennesket erfarer, finder sin sidste forklaring i lyset af denne åbenbaring.

 

Om menneskets sammensætning 

14.     Mennesket er en enhed af legeme og sjæl; gennem sin legemlige beskaf­fenhed sammenfatter mennesket den materielle verdens ele­menter, således at disse gennem mennesket når deres højdepunkt og får stemme til frit at prise Skaberen.5 Mennesket må derfor ikke foragte sit legemlige liv, men er tværtimod forpligtet til at betragte sit legeme som noget godt og værdifuldt, da Gud har skabt det og vil genopvække det på den yder­ste dag. Eftersom det er såret af synden, erfarer mennesket ikke desto mindre oprørske drifter i sit legeme. Selve menneskets værdighed inde­bærer altså, at det ærer Gud i sit legeme6 og forbyder det at trælle under hjertets onde tilbøjeligheder.

Mennesket tager dog ikke fejl, når det forstår sig selv som overordnet legemlige ting og betragter sig som mere end et stykke natur eller en anonym brik i det menneskelige samfund. På grund af sit indre liv over­går mennesket jo hele universet. Det når dette dybe indre liv, hver gang det går ind i sit hjertekammer, hvor Gud, der ransager hjertet,7 venter på det, for at det, foran Guds Åsyn, skal tage stilling til sin egen skæbne. Når mennesket derfor vedkender sig sin åndelige og udødelige sjæl, lader det sig ikke bedrage, så det kun betragter de rent fysiske og sociale forhold, men når tvært­imod frem til selve tingenes dybe sandhed.

 

Om forstandens, sandhedens og visdommens værdighed

15.     Mennesket, der er delagtiggjort i det guddommelige intellekts lys, formo­der med rette, at det i kraft af sin forstand overgår det ganske univers. Ved ihærdig brug af sin begavelse gennem århundreder har det unægte­ligt gjort fremskridt i empiriske videnskaber, teknologi og kunst. Det har i vor tid især fejret store triumfer ved at udforske og underlægge sig den materielle verden. Det har dog altid søgt efter en dybereliggende sandhed - og fundet den. Forstanden er nemlig ikke begrænset til fænomenerne alene, men kan med vished fatte tingenes indre mening, selv om den som følge af synden er delvis formørket og svækket.

Endelig fuldendes den menneskelige persons intellektuelle natur og skal yderligere fuldendes gennem den visdom, der blidt og venligt ansporer menneskeånden til at søge og elske, hvad der er sandt og godt, og som, når den har gennemtrængt mennesket, leder det gennem det synlige frem til det usynlige. 

Vor tid har i højere grad end svundne tider behov for en sådan visdom, hvis alt det nye, mennesket bringer for dagens lys, skal blive menneske­liggjort. Menneskets fremtid står på spil, medmindre der fremstår menne­sker, som er begavet med større visdom. Det bør også påpeges, at flere nationer, som økonomisk set er fattige, men rige på visdom, kan yde fortrinlig hjælp til andre.

Det er i kraft af Helligåndens gave, at mennesket gennem tro når frem til at meditere over og værdsætte den guddommelige plan.8

 

Om den moralske samvittigheds værdighed

16.     I sin samvittigheds dyb opdager mennesket en lov, det ikke har givet sig selv, men som forlanger at blive adlydt; en røst, der opfordrer mennesket til at elske og gøre det gode og til at sky det onde, og som, når det er nødvendigt, kan sige til hjertet: gør dette, sky hint. For mennesket har i sit hjerte en lov, der er indprentet af Gud. At adlyde denne lov er menne­skets værdighed, og ifølge den skal det dømmes.9 Samvittigheden er menneskets hemmeligste kerne og hel­ligdom; her er det alene med Gud, hvis røst lyder i menneskedy­bet.10 Samvittigheden bliver på vidunderlig måde gjort bekendt med den lov, der opfyldes i kærlighed til Gud og næsten.11 Ved at være tro mod samvittigheden forenes de kristne med resten af menneskeheden i en søgen efter sandhed, og til at søge sande løsninger på de mang­foldige etiske problemer, der opstår såvel i enkelt­personers liv som i sam­fundets som helhed. Jo mere en rettelig dannet samvittighed gør sig gældende, jo mere giver enkeltpersoner og samfund afkald på blinde valg og stræber efter at bringe sig i overensstemmelse med objektive etiske normer. Det sker dog ikke sjældent, at samvittighe­den tager fejl som følge af uovervindelig uvidenhed. Det samme kan ikke siges om det menneske, der kun bekymrer sig lidt om at søge efter sandhed og godhed, eller om den samvittighed, der efterhånden næsten forblindes på grund af vanesynder. 

 

Om frihedens særlige værdi

17.     Mennesket kan kun vende sig mod det gode gennem den frihed, som vore samtidige utvivlsomt med rette sætter så højt og stræber så brændende efter. Imidlertid dyrker de undertiden friheden på en afsporet måde som hjemmel til at gøre hvad som helst, der behager dem, også det onde. Men den sande frihed er et enestående tegn på Guds billede i mennesket. For Gud har villet, at mennesket skal "overlades til sine egne beslutninger",12 så at det kan søge sin Skaber af egen fri vilje og nå frem til total og salig fuldkommenhed ved frit at knytte sig til Ham. Menneskets værdighed fordrer derfor, at det handler i overensstemmelse med et bevidst og frit valg, der er personligt, det vil sige tilskyndet og fremkaldt indefra og ikke som følge af en indre blind drift eller ren ydre tvang. Mennesket opnår en sådan værdighed, når det, efter at have frigjort sig selv fra alle lidenskabers trældom, forfølger sit mål ved frit at vælge det gode, samt sikre sig passende midler gennem effektiv og dygtig indsats. Eftersom menneskets frihed er blevet såret af synden, kan et sådant forhold til Gud kun blive fuldt ud virkeliggjort ved Guds nådes hjælp. Ethvert menneske kommer dog, på grundlag af hvad det har gjort af godt og ondt, til at aflægge regnskab for sit eget liv foran Guds domstol.13

 

Om dødens mysterium

18.     Konfronteret med døden bliver menneskelivets gåde dog mest påtræn­gende. Mennesket plages ikke kun af lidelse og af legemets tiltagende nedbrydning, men også - og endda i endnu højere grad - af rædsel for evig udslettelse. Det tager ikke fejl af hjertets instinkt, når det afskyer og afviser sin egen persons totale ruin og uigenkaldelige udslettelse. Efter­som mennesket bærer i sig en evighedens sæd, der ikke kan reduceres til ren materie, gør det oprør mod døden. Alle teknologiens bestræbelser, hvor nyttige de end er, kan ikke dæmpe menneskets angst; en forlængelse af det biologiske liv kan ikke tilfredsstille den længsel efter det hinsides liv, der urokkeligt er forankret i menneskets hjerte. 

Skønt enhver forestilling kommer til kort over for døden, fastholder Kirken dog, belært gennem guddommelig åbenbaring, at mennesket er skabt af Gud med henblik på en salighed, der ligger hinsides dette jorde­livs elendighed. Dertil kommer, at kristentroen lærer os, at den legemlige død, som mennesket ville have været skånet for, dersom det ikke havde syndet,14 vil blive besejret, når mennesket af den almægtige og barmhjer­tige frelser genindsættes i den frelsestil­stand, det mistede ved egen skyld. Gud har nemlig kaldet og kalder stadigvæk mennesket til med hele sit væsen at blive forenet med sig gennem en evig delagtiggørelse i det uforgængelige, guddommelige liv. Efter ved sin egen død at have befriet mennesket fra døden, vandt Kristus denne sejr, da han opstod til nyt liv.15 For ethvert tænkende menneske giver troen - underbygget af solide argumenter - svar på menneskets angst for frem­tiden; samtidig giver troen mennesket magt til i Kristus at blive forenet med de kære, der allerede er blevet revet væk af døden, for troen giver håb om, at de har opnået det sande liv hos Gud.

 

Om ateismens former og rødder

19.     Den dybeste grund til menneskeværdet skal søges i menneskets kald til fællesskab med Gud. Mennesket er fra første øjeblik i sin eksistens indbudt til samtale med Gud; det eksisterer kun, fordi det er skabt af Guds kærlighed og til stadighed opretholdes af denne; og det lever kun fuldt ud i overensstemmelse med sandheden, når det frit anerkender denne kærlighed og hengiver sig til Skaberen. Mange af vor samtids mennesker har dog aldrig fornemmet dette indre og vitale bånd, der knytter dem til Gud, eller også afviser de det udtrykkeligt, og det i en sådan udstrækning, at ateismen må regnes med til vor tids mest alvorlige problemer, der som sådan har krav på en om­hyggelig undersøgelse. 

Udtrykket "ateisme" dækker over flere indbyrdes forskellige fænome­ner. Mens nogle nemlig udtrykkeligt benægter Gud, så mener andre, at mennesket ikke kan sige noget som helst om Ham. Andre igen under­kaster gudsspørgsmålet sådanne undersøgelsesmetoder, at det forekom­mer meningsløst. Mange, der på utilbørlig vis overskrider de positive videnskabers begrænsninger, enten hævder, at alt kan forklares alene ud fra videnskabelig erkendelse, eller bestrider modsat, at der over­hovedet findes nogen absolut sandhed. Enkelte forherliger mennesket i en sådan grad, at troen på Gud mister enhver kraft, formodentlig fordi de er mere optaget af at bekræfte mennesket end af at benægte Gud. Andre forestil­ler sig Gud på en sådan måde, at det billede, de afviser, på ingen måde er evangeliets Gud. Atter andre når aldrig frem til blot at stille selve gudsspørgsmålet, eftersom de åbenbart er blottet for religiøs uro og derfor ikke ser nogen grund til at bekymre sig om religion. Dertil kom­mer, at ateisme ikke sjældent opstår enten som en voldsom reaktion mod det onde i verden, eller som følge af at visse menneskelige goder på utilbørlig vis tillægges en så absolut værdi, at de ender med at indtage Guds plads. Selve den moderne civilisation kan ofte gøre adgangen til Gud vanskeligere, ganske vist ikke i sig selv, men kun for så vidt som den i overdreven grad er engageret i jordiske ting.

De, som med forsæt forsøger at drive Gud ud af deres hjerte og undgå re­ligiøse spørgsmål, er ganske vist ikke uden skyld, da de ikke følger de­res samvittighed. De troende må dog ofte bære deres del af ansvaret her­for. Ateismen som sådan er nemlig ikke noget originalt fænomen, men skyl­des en række forskellige årsager, blandt hvilke bør medregnes en kri­tisk reaktion mod religion i almindelighed og i enkelte lande mod kri­sten­dommen i særdeleshed. De troende kan derfor have deres store med­ansvar i ateismens fremkomst, og for så vidt som de har forsømt den re­ligiøse opdragelse, er fremkommet med falske belæringer eller har givet et dårligt eksempel i deres religiøse, moralske og sociale liv, må de siges at have tilsløret snarere end åbenbaret Guds og religionens sande ansigt.

 

Om den systematiske ateisme 

20.     Moderne ateisme udtrykker sig ofte i en systematisk form, der blandt andet understreger den menneskelige uafhængighed i en sådan grad, at enhver form for afhængighed af Gud skaber vanskeligheder. Fortalerne for denne form for ateisme hævder, at mennesket herved får frihed til at blive sit eget endemål, sin egen histories skaber og "demiurg", hvilket ikke lader sig forene med anerkendelsen af Herren som alle tings ophav og endemål, eller i det mindste gør denne anerkendelse aldeles overflø­dig. Den fornemmelse af magt, som moderne teknologi giver mennesket, kan favorisere en sådan ind­stilling.

Blandt de forskellige former for moderne ateisme må man ikke over­se den, der især forventer menneskets befrielse gennem økonomisk og social frigørelse. Denne form hævder nemlig, at religion som sådan forhindrer denne befrielse ved at skabe et håb om et illusorisk hinsides liv, der vender mennesket bort fra jordiske samfundsopgaver. Til­hængere af denne opfattelse bekæmper derfor ihærdigt religion, når de kommer til magten, og i deres anstrengelser for at udbrede ateisme, især blandt unge, gør de brug af de pressionsmidler, som står til rådighed for de offentlige myndigheder.

 

Om Kirkens holdning til ateisme

21.     I sin troskab over for Gud og mennesker har Kirken tidligere fordømt og kan stadigvæk ikke afstå fra med beklagelse, men også med største fasthed at fordømme disse skadelige teorier og handle­måder, der strider mod fornuften og den almindelige menneskelige erfaring, og som berø­ver mennesket dets naturlige storhed.16

Kirken forsøger dog at opspore de skjulte årsager, som forleder atei­sten til at benægte Gud. Den kender alvoren i de spørgsmål, som ateis­men rejser, og ledet af sin kærlighed til alle mennesker mener den, at disse spørgsmål bør underkastes en seriøs og dybtgående under­søgelse. 

Kirken fastholder, at gudserkendelse på ingen måde står i modsætning til menneskeværdet, eftersom dette værd har sin grund i Gud og fulden­des i Ham. Mennesket er nemlig skabt af Gud som et intelligent og frit medlem af samfundet; ja det er tilmed som en søn kaldet til fællesskab med Gud og til delagtighed i hans salighed. Kirken lærer ydermere, at det eskatologiske håb ikke formindsker betydningen af jordiske opgaver, men snarere føjer nye motiver til deres opfyldelse. Når det guddommeli­ge grundlag og håbet om evigt liv derimod ikke er til stede, bliver men­neskeværdet alvorligt såret, som det ofte viser sig i dag, og gåderne omkring liv og død, skyld og lidelse forbliver uløste, med det resultat at menneskene ofte bringes til fortvivlelse.

Ethvert menneske forbliver dog et uløst spørgsmål for sig selv, hvor uklart det så end er sig dette bevidst. Ingen kan nemlig ved visse lejlighe­der, især ved livets hovedbegivenheder, totalt undgå dette selvvurderende spørgsmål. Kun Gud kan give det et tilfredsstillende og sikkert svar, for så vidt som Han kalder mennesket til en højere erkendelse og en ydmyg selvbesindelse.

Kun en overbevisende fremstilling af Kirkens tro såvel som et levende vidnesbyrd fra Kirken og dens medlemmers side kan råde bod på ateis­men. Det er nemlig Kirkens opgave at gøre Gud Fader og hans men­neskevordne Søn nærværende og i en vis forstand synlig ved til stadighed at lade sig forny og lutre af Helligånden.17 Det sker især gennem vidnes­byrdet om en levende og moden tro, der er trænet til klart at se vanskelig­hederne og til at overkomme dem. Mange martyrer har været lysende vidnesbyrd om denne tro og fortsætter hermed. En sådan tro bør vise sin frugtbarhed ved at gennemtrænge de troendes hele liv, inklusive dets timelige dimensioner, og ved at vække sansen for retfærdighed og kær­lighed, især med henblik på nødlidende. Hvad der endelig i særdeleshed bidrager til at åbenbare Guds nærvær er broderlig kærlighed mellem de troende, der, forenede i Ånden, kæmper sammen for troen på evangeliet18 og dermed optræder som et enhedens tegn. 

Samtidigt med at Kirken i bund og grund afviser ateismen, erklærer den dog med oprigtighed, at alle mennesker, såvel troende som ikke-troende, bør arbejde på en ægte forbedring af den verden, som alle mennesker lever sammen i, hvilket kun lader sig virkeliggøre gennem en oprigtig og nøgtern samtale. Kirken beklager derfor den diskrimination mellem troende og ikke-troende, som enkelte statslige myndigheder uretfærdigt har indført i strid med den menneskelige persons mest grund­læggende rettigheder. Kirken fordrer derfor den positive frihed for de troende, der gør det muligt for dem også at opbygge Guds tempel i denne verden. På venskabelig vis inviterer den derfor ateister til at studere Kristi evangelium med et åbent sind.

Kirken ved dog frem for alt, at dens budskab svarer til menneske­hjer­tets dybeste længsler, når den gør sig til talsmand for værdigheden af men­neskets kald og således giver håbet tilbage til alle, som har opgivet hå­bet om en højere tilværelse. I stedet for at forringe menne­sket bringer Kir­kens budskab lys, liv og frihed til menneskets udvikling. Bortset fra det­te budskab er intet i stand til at tilfredsstille menneskets hjerte: "Du har skabt os for dig, O Herre, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig."19

 

Om Kristus som det nye menneske

22.     I virkeligheden er det kun det menneskevordne Ords mysterium, der kaster lys over menneskets mysterium. Adam, urmennesket, var nemlig et forbillede på Ham, som skulle komme,20 Kristus Herren. Ved at åben­bare mysteriet om Faderen og Hans kærlighed åbenbarer Kristus, den nye Adam, mennesket fuldt ud for mennesket selv, og klarlægger dets ophø­jede kald. Intet under at alle de omtalte sandheder finder deres grund og når deres fuldendelse i Ham. 

Som "den usynlige Guds billede" (Kol. 1,15)21 er Kristus det fuldkom­ne menneske, der gengiver Adams børn den lighed med Gud, som den første synd har fordunklet. Eftersom den menneskelige natur, han påtog sig, ikke blev ophævet,22 blev den netop af denne grund også for sit ved­kommende ophøjet til den højeste værdighed. Ved sin menneske­vordelse har Guds Søn nemlig på en vis måde forenet sig selv med ethvert menne­ske. Han arbejdede med menneskehænder, tænkte med en menneskehjer­ne, handlede i kraft af et menneskes vilje,23 elskede med et menneske­hjer­te. Eftersom han var født af jomfru Maria, blev han virkelig som en af os, der var os lig i alt undtagen i synd.24

Som et uskyldigt lam fortjente han livet for os ved frivilligt at udgyde sit eget blod. I ham har Gud forsonet os både med sig selv og med hinan­den.25 Han har udfriet os af djævelens og syndens vold, for at enhver af os sammen med apostlen kan sige: "Guds Søn elskede mig og gav sig selv hen for mig" (Gal. 2,20). Ved at lide for os gav han ikke kun et ek­s­em­pel til efterfølgelse,26 men han banede også en ny vej, der, dersom vi føl­ger den, helliggør liv og død, der hermed også får en ny mening.

Det kristne menneske, der er ligedannet med Sønnens billede, den før­ste­­fødte blandt mange brødre,27 modtager "Ånden som førstegrøde" (Rom. 8,23), der sætter det i stand til at opfylde det nye kærlighedsbud.28 I kraft af Ånden, der er "pantet på vor arv" (Ef. 1,14), fornyes hele men­ne­sket i sit indre i forventning om "legemets forløsning" (Rom. 8,23): "men hvis hans Ånd, der opvakte Jesus fra de døde, bor i jer, da skal han, som opvakte Kristus Jesus fra de døde, også levendegøre jeres dødelige le­gemer ved sin Ånd, som bor i jer" (Rom. 8,11).29 For det kristne men­ne­ske er det ganske vist en nødvendighed og pligt at kæmpe mod det on­de gennem mange trængsler og endelig ved at lide døden, men delagtig­gjort i påskens mysterium og ligedannet med Kristus i hans død går det opstandelsen i møde med den styrke, der ligger i håbet.30 

Alt dette gælder dog ikke kun for kristne, men også for alle mennesker af god vilje, i hvis hjerte nåden virker på usynlig vis.31 Eftersom Kristus døde for alle,32 og alle mennesker til syvende og sidst har et fælles kald, der er guddommeligt, må vi fastholde, at Hellig­ånden tilbyder ethvert menneske muligheden for at blive forenet med påskens mysterium på en måde, som kun Gud kender.

Så ophøjet er altså menneskets mysterium, således som de troende kan se det i lyset af den kristne åbenbaring. Dødens og lidelsens gåde, der uden Kristi evangelium knuser os, bliver gennem Kristus og i Kirken gjort meningsfyldt. Kristus er opstanden, han har tilintetgjort døden gennem sin egen død, og han har skænket os livet i overflod.33 Fordi vi gennem Sønnen er blevet Guds sønner, kan vi også i Ånden råbe: "Abba Fader".34

 

                                     Kapitel 2

                 Om menneskenes fællesskab 

 

Koncilets intention

23.     Et af den moderne verdens mest karakteristiske træk er den voksende afhængighed mennesker imellem, en udvikling, som i høj grad skyldes den moderne teknologis fremskridt. Den broderlige samtale mellem mennesker bygger dog ikke så meget på disse fremskridt som på det dybere fællesskab af personer, der kræver gensidig respekt for personens fulde åndelige værdighed. Den kristne åbenbaring bidrager i høj grad til at fremme dette fællesskab mellem personer, samtidig med at den fører os til en dybere indsigt i de samfundslove, som Skaberen har indskrevet i menneskets åndelige og etiske natur.

Eftersom den kirkelige læremyndighed i nyligt offentliggjorte doku­menter indgående har beskæftiget sig med den kristne samfunds­lære,1 vil dette koncil nøjes med at minde om de vigtigste sandheder og deres begrundelse i lyset af åbenbaringen, og derefter understrege visse konse­kvenser, som har aktuel betydning.

 

Om fællesskabet som en væsentlig del af menneskets kald ifølge Guds plan

24.     Gud, der udviser faderlig omsorg for alle, har villet, at alle mennesker skulle udgøre én familie og behandle hinanden som brødre. Alle er nemlig skabt i Guds billede, der "lod alle folk nedstamme fra eet menne­ske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade" (Ap.G. 17,26) og alle er kaldet til ét og samme endemål, nemlig Gud selv. 

Af denne grund er kærlighed til Gud og næsten det første og største bud. Den hellige Skrift lærer nemlig, at kærligheden til Gud ikke lader sig skille fra kærligheden til næsten: " . . . og hvilket som helst andet bud sammenfattes i dette ord: Du skal elske din næste som dig selv. . . Kær­ligheden er derfor lovens opfyldelse" (Rom. 13,9-10; jf. 1.Joh. 4,20). Denne sandhed er af afgørende betydning for mennesker, som dagligt bliver stadigt mere afhængige af hinanden, samt for en verden, der ligeledes dag for dag bliver mere ét.

Da Herren Jesus bad til sin Fader "at de alle må være ét. . . ligesom vi er ét" (Joh. 17,21-22), åbnede han perspektiver, som den menneskelige forstand aldrig havde drømt om. Han antyder nemlig en vis lighed mel­lem de guddommelige personers indbyrdes enhed og enheden mellem Guds børn i sandhed og kærlighed. Denne lighed viser, at mennesket, den eneste skabning, som Gud har villet for dens egen skyld, kun kan finde sig selv fuldt ud, når det af et oprigtigt hjerte skænker sig selv til andre.2

 

Om den menneskelige persons og samfundets indbyrdes afhængighed

25.     Menneskets sociale natur gør det indlysende, at den menneskelige per­sons udvikling og selve samfundets vækst afhænger af hinanden. Begyn­delsen til, genstanden og målet for alle sociale institutioner er nemlig - og bør være - den menneskelige person, som på sin side i kraft af sin natur har et medfødt behov for samfundsliv.3 Den sociale dimension er altså ikke påført mennesket vilkårligt, og som følge deraf er det gennem samkvem med andre, gennem samtale og gensidig hjælp, at mennesket udvikler alle sine evner og er i stand til at svare på sit kald. 

Blandt de sociale bånd, der er nødvendige for menneskets udvikling, er enkelte, som f.eks. familien og det politiske fællesskab, intimt forbun­det med selve menneskets natur. Andre skyldes snarere menneskets frie valg. Af forskellige grunde forøges i vore dage de gensidige bånd og former for afhængighed med det resultat, at der opstår en række offentli­ge og private sammenslutninger og institutioner. Dette fænomen, der kaldes "socialisering", er rigtignok ikke uden farer, men bringer dog også mange fordele med sig, som styrker og forøger den menneskelige per­sons evner og værner om dens rettigheder.4 Men selv om den menneskelige person drager store fordele af samfundslivet for at virkeliggøre sig selv, også religiøst, kan det ikke benægtes, at menneskene ofte vendes bort fra gode handlinger og tilskyndes til det onde på grund af de sociale vilkår, hvorunder de lever, og som de er ofre for lige fra barndommen af. Ganske vist skyldes de forstyrrelser, der ofte indtræffer i samfundslivet, til dels spændinger i selve de økonomiske, politiske og sociale mønstre. Dybest set stammer de dog fra menneskets hovmod og egoisme, der fordærver selv det sociale miljø. Når samfundsstrukturen er mærket af syndens følger, møder mennesket, der er født med en tilbøjelighed til synd, nye fristelser, som ikke kan overvindes uden store anstrengelser og med nådens hjælp.

 

Om at fremme det almene vel

26.     Fordi den gensidige afhængighed hver dag forøges og gradvist spredes til hele verden, bliver det såkaldte almene vel - d.v.s. summen af de vilkår i samfundslivet, der gør det lettere for mennesket at virkeliggøre sig selv både individuelt og kollektivt - i vore dage i stadig stigende grad et universelt anliggende, der kommer til at omfatte rettigheder og pligter, som angår hele menneskeheden. Hver enkelt samfundsgruppe bør nu tage hensyn til andre gruppers, ja til hele den menneskelige families behov og berettigede forventninger.5

Samtidig er der dog en voksende bevidsthed om den menneskeli­ge persons ophøjede værdighed, eftersom denne er højt hævet over alt andet, med rettigheder og pligter, der er universelle og ukrænkelige. Mennesket skal derfor sikres adgang til alt det, som et sandt menneske­liv fordrer, såsom føde, klæder, bolig, retten til frit at vælge sin livsstand, at stifte familie, uddannelse, arbejde, agtelse og respekt, fyldestgørende informa­tion, at handle i overensstemmelse med sin samvittighed, beskyttelse af privatlivet, og endelig retten til ægte frihed, også hvad angår religiøse spørgsmål. 

Hvis samfundsordenen og dens udvikling vil underordnes personernes verden og ikke omvendt, bør den derfor ustandselig tjene den menneske­lige persons vel, sådan som Herren selv har antydet det, da han sagde, at sabbaten er til for menneskets skyld og ikke menne­sket for sabbatens skyld.6 En sådan samfundsorden bør dagligt udvikles og grundes på sandhed, opbygges på retfærdighed og besjæles af kærlighed, og den bør dag for dag vokse i frihed frem mod en mere menneskelig ligevægt.7 Dette kræver dog både fornyelse i tankegang og betydelige ændringer i samfundet.

Guds Ånd, der med sit underfulde forsyn leder tidens forløb og fornyer jordens skikkelse, er virksom i denne udvikling. Evangeliets surdej har før i tiden i menneskenes hjerter affødt og afføder til stadighed denne ufravigelige fordring om værdighed.

 

Om ærbødighed for den menneskelige person

27.     For nu at nå frem til de praktiske og presserende konsekvenser under­streger koncilet ærbødigheden for mennesket, således at enhver næste uden undtagelse betragtes som "et andet selv", idet man først og frem­mest tager hensyn til næstens liv og de midler, der er nødvendige, for at næsten kan leve en menneskeværdig tilværelse,8 og ikke efter­ligner den rige mand, der undlod at tage sig af den fattige Lazarus.9

I vore dage er der en særlig forpligtelse for alle mennesker til at blive ethvert menneskes næste, d.v.s. aktivt yde hjælp til enhver, der krydser vor vej, hvad enten det drejer sig om et ældre menneske, som ingen tager sig af, en gæstearbejder, der ses ned på, en flygtning, et barn født uden for ægteskab, og som lider uskyldigt for en synd, det ikke selv har begå­et, eller en sulten, der foruroliger vor samvittighed, fordi denne minder os om Herrens ord: "Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig" (Matt. 25,40). 

Alt hvad der i øvrigt strider imod selve livet såsom enhver form for mord, folkemord, fosterdrab, medlidenhedsdrab eller selvmord, alt der krænker den menneskelige persons integritet såsom lemlæstelse, fysisk eller psykisk tortur, forsøg på at øve moralsk tvang, alt det der krænker menneskeværdet såsom umenneskelige livsbetingelser, vilkårlig fængs­ling, deportation, slaveri, prostitution, handel med kvinder og børn, uværdige arbejdsvilkår, hvorved arbejderne behandles som profitredska­ber i stedet for frie og ansvarsfulde personer, alle disse ting og lignende forhold er en skændsel. De forgifter den menneskelige civilisation, men nedværdiger langt mere dem, som bærer skylden herfor, end dem, der lider under uretten, og det krænker i allerhøjeste grad Skaberens ære.

 

Om respekten for og kærligheden til fjender

28.     Ærefrygt og kærlighed bør også udstrækkes til dem, som tænker og handler anderledes end os selv i sociale, politiske og religiøse spørgsmål. Jo bedre vi kommer til at kende deres indstilling gennem menneskeven­lighed og kærlighed, jo lettere bliver vi også i stand til at samtale med dem.

Denne kærlighed og velvilje må naturligvis ikke gøre os ligegyldige over for sandhed og godhed. Selve kærligheden tvinger nemlig Kristi disciple til at forkynde den frelsende sandhed til alle mennesker. Men det er nødvendigt at skelne mellem vildfarelsen, der altid bør forkastes, og den vildfarne, der altid bevarer sit menneske­værd, også når pågældende er nedværdiget på grund af falske eller mangelfulde religiøse forestillin­ger.10 Gud alene er dommer og ransager hjerterne, derfor forbyder han os at fælde dom over et hvilket som helst menneskes indre skyld.11 

Kristi lære kræver tilmed, at vi skal tilgive overgreb og udstrække den nye pagts kærlighedsbud til også at omfatte alle fjender: "I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, der hader jer, og bed for dem, som forfølger jer" (Matt. 5,43-44).12

 

Om den grundlæggende lighed mellem menneskene og social retfærdig­hed

29.     Eftersom alle mennesker er i besiddelse af en fornuftbegavet sjæl og er skabt i Guds billede, samt har fælles natur og oprindelse, er blevet forløst af Kristus, og har del i samme guddommelige kald og bestemmelse, bør deres grundlæggende lighed vinde stadig større anerkendelse.

Alle mennesker er naturligvis ikke ens, hvad angår fysiske kræfter eller intellektuelle og moralske evner. Enhver diskrimination, der angår grundlæggende menneskerettigheder, hvad enten den er af social eller kulturel karak­ter, baseret på køn, race, farve, samfundsstatus, sprog eller religion, skal overvindes og fjernes, eftersom den strider mod Guds hensigt. Det er højst beklageligt, at disse grundlæggende menneskerettig­heder endnu ikke respekteres overalt. De krænkes jo, når en kvinde nægtes retten til frit at vælge sin ægtefælle eller livsstand, samt til at erhverve sig uddannelse og kultur på lige fod med manden.

Skønt der eksisterer berettigede forskelle mellem menneskene, kræver ligheden i menneskeværd dog mere menneskelige og retfærdige livsbe­tingelser. Alt for store økonomiske og sociale forskelle mellem individer eller folkeslag, der udgør én menneskelig familie, er en forargelse og står i vejen for social retfærdighed, lighed, den menne­skelige persons værdig­hed såvel som den sociale og internationale fred.

Menneskelige institutioner, både private og offentlige, bør bestræbe sig for at tjene menneskets værdighed og formål, samtidig med at de bør føre en energisk kamp mod enhver form for social eller politisk under­trykkelse for under et hvilket som helst politisk system at værne om de fundamentale menneskerettigheder. Disse institutioner bør gradvis tilpasses de åndelige værdier, der er de højeste, selv om der kan gå lang tid, inden de når frem til dette mål.

 

Der kræves mere end en individualistisk etik

30.     Dybtgående og hurtige omvæltninger gør det påkrævet, at ingen lader sig nøje med en blot og bar individualistisk etik, hvad enten det så skyldes manglende kendskab til det, der foregår, eller dovenskab. Opfyldelsen af retfærdighed og kærlighed kræver i stadig stigende grad, at hvert enkelt menneske efter egne evner og andres behov tager hensyn til det almene vel, samt fremmer og støtter private og offentlige institutioner, der arbejder på at forbedre menneskelivets vilkår. Der findes nemlig menne­sker, som forfægter storsindede og generøse ideer, men som i virkelighe­den lever, som om samfundets behov overhovedet ikke vedkommer dem. I enkelte lande er der tilmed adskillige, som tager let på sociale love og anordninger. Ikke så få unddrager sig gennem forskellige former for bedrageri og list de retfærdige skatter og andre ydelser, de skylder sam­fundet. Andre viser kun ringe respekt for visse sociale ad­færdsregler, f.eks. til beskyttelse af sundheden, eller færdselsregler, og de er slet ikke opmærksomme på, at de ved deres skødesløshed bringer deres eget og andres liv i fare.

Det er en hellig pligt for alle at regne sociale forpligtelser med blandt det moderne menneskes vigtigste opgaver, samt at opfylde dem. Jo mere verden bliver én, jo mere bliver det klart, at menneskets opgaver vokser ud over begrænsede grupper og i stadig stigende grad bliver universelle. Dette forudsætter dog, at menneskene, individuelt og kollektivt, udvikler etiske og sociale dyder og fremmer dem i samfundet, således at menne­skene, med den guddommelige nådes uundværlige hjælp, i sandhed vil blive fornyede og medskabere af en ny menneskehed.

 

Om ansvar og medansvar

31.     For at hvert enkelt menneske bedre kan opfylde sine samvittigheds­forpligtelser både over for sig selv og over for de samfundsgrupper, det tilhører, bør det omhyggeligt udvikle sin ånd ved hjælp af de umådeligt mange hjælpemidler, der i dag står til menneskehedens rådighed. Først og fremmest bør man satse på uddannelse af de unge, uden hensyn til deres sociale status, og det på en sådan måde, at man ikke blot uddanner højt begavede mænd og kvinder, men også stor­sindede personer, som vor tid i så høj grad trænger til. 

Et menneske kan dog næppe nå frem til denne form for an­svars­be­vidsthed, medmindre levevilkårene sætter det i stand til at blive sig sin vær­dighed bevidst, samt til at leve op til sit kald ved en indsats til Guds ære og til tjeneste af medmenneskene. Menneskets frihed svækkes nem­lig ofte, når det lever i yderste fattigdom, ligesom den også kan visne hen, når mennesker giver frit løb for alt for mange livsbekvemmeligheder og lukker sig inde i selvtilfreds isolation. Friheden styrkes derimod, når men­nesket accepterer sam­fundslivets uundgåelige forpligtelser, påtager sig sammen­holdets forskellige former for ansvarlighed og forpligter sig til at tjene det menneskelige fællesskab.

Alle bør derfor opmuntres til frivilligt at indtage sin plads i de fælles be­stræbelser. Den form for statsstyre, der tillader de flest mulige borgere at deltage i offentlige anliggender med ægte frihed, fortjener anerkendel­se. Man bør dog tage hensyn til de faktiske muligheder hos hvert enkelt folk, samt det nødvendige opbud af kræfter hos de offentlige myndighe­der. For at stimulere alle borgere til aktiv deltagelse i de forskellige grup­per, der udgør samfundslegemet, må borgerne dog i disse grupper finde vær­dier, der tiltrækker dem, og som disponerer dem til at tjene andre. Vi kan med rette hævde, at menne­skehedens fremtid hviler i hænderne på de mennesker, som er i stand til at give de kommende generationer grun­de til at leve og håbe.

 

Det menneskevordne Ord og menneskelig solidaritet

32.     Gud har således ikke skabt mennesket til et liv i isolation, men med hen­blik på dannelsen af et samfund. Det har ligeledes "behaget Ham at hel­lig­gøre og frelse menneskene, ikke enkeltvis og uafhængig af hinanden, men at samle dem til ét folk, der skulle erkende Ham i sandhed og tjene Ham i hellighed."13 Derfor har Han fra begyndelsen af frelseshistorien ud­valgt mennesker som medlemmer af et vist fællesskab og ikke blot som indivi­der. Da Han åbenbarede sin tanke, kaldte Gud disse udvalgte for "sit folk" (2.Mos. 3,7-12), som Han ydermere indgik en pagt med på Sinai.14 

Denne fællesskabsbetingelse blev udviklet og fuldendt ved Jesu Kristi værk. Selv det menneskevordne Ord har nemlig villet tage del i det menneskelige fællesskab. Han var til stede ved brylluppet i Kana, aflagde besøg i Zakæus' hus, spiste med toldere og syndere. For at åben­bare Faderens kærlighed og menneskets ophøjede kald henviste han til de mest almindelige sociale begivenheder og gjorde brug af hverdagslivets talemåder og billeder. Han helligede de medmenneskelige bånd, hvorfra alle sociale forhold vokser frem, især de familiære bånd, og han underka­stede sig frivilligt sit lands love. Han valgte at leve samme liv som en håndværker på hans tid og i hans hjemegn.

I sin forkyndelse befalede han klart, at Guds børn skulle behandle hinanden som brødre. I sine bønner tryglede han om, at alle hans disciple skulle være "ét". Som alles Forløser ofrede han sig for alle indtil døden. "Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner" (Joh. 15,13). Han befalede sine disciple at forkynde det glade budskab for alle folkeslag, for at hele menneskeheden kunne blive Guds familie, hvor kærligheden er lovens opfyldelse.

Efter sin død og opstandelse sendte han, som den førstefødte blandt mange brødre, sin Ånd til alle, som tager imod ham med tro og kærlig­hed, og grundlagde et nyt broderligt fællesskab, nemlig sit legeme, d.v.s. Kirken, hvori alle er hverandres lemmer og skal tjene hinanden i overens­stemmelse med den gave, der skænkes den enkelte.

Denne solidaritet er i stadig vækst indtil den dag, hvor den fuldendes, og hvor menneskene, frelste ved Guds nåde, som én familie, elsket af Gud og af Kristus, vor broder, vil give Gud den fuldkomne ære.

 

                                     Kapitel 3

     Om menneskets stræben overalt i verden 

 

Problemstillingen

33.     Gennem sit arbejde og sine evner har mennesket altid forsøgt at forbedre sine levevilkår. Ved hjælp af især videnskab og teknologi har det i vore dage udvidet sit herredømme over så godt som hele naturen og fortsætter hermed. Takket være først og fremmest øget kommunika­tion mellem nationerne, er den menneskelige familie gradvis blevet sig bevidst at udgøre et universelt fællesskab, der er under opbygning. Resultatet er, at mennesket i dag ved sin egen indsats er i stand til at sikre sig mange goder, som det før i tiden hovedsagelig forventede af højere magter.

Konfronteret med disse vældige bestræbelser, som menneske­slægten allerede er engageret i, rejser der sig mange spørgsmål blandt menneske­ne. Hvad er betydningen og værdien af disse bestræbelser? Hvorledes skal alle disse ting anvendes? Hvad er endemålet for individets og sam­fundets bestræbelser? Kirken, til hvem det Guds Ord er betroet, hvoraf religiøse og etiske principper kan øses, har dog ikke altid færdiggjorte svar på alle spørgsmål, men den ønsker, at åben­baringens lys og enhver form for praktisk kundskab finder sammen for at oplyse den vej, som menneskeheden fornyligt er slået ind på.

 

Om værdien af menneskets stræben 

34.     Det står fast for de troende, at de enorme menneskelige bestræ­belser, som individet og samfundet har udfoldet ned gennem tiderne til forbe­dring af levevilkårene, i sig selv betragtet er i overensstemmelse med Guds vilje. Mennesket er jo skabt i Guds billede og har fået til opgave at un­derkaste sig jorden og alt, hvad den omfatter, samt at herske over den med retfærd og hellighed1 med det forsæt, at anerkende Gud som al tings Skaber, samt føre sig selv og hele universet tilbage til Ham, for at Gud kan herliggøres over hele jorden derved, at alle ting underordnes menne­sket.2

Denne opgave gælder for selv de mest dagligdags bestræbelser. De mænd og kvinder, der arbejder for at sikre deres eget og familiens under­hold, tjener samtidigt samfundet ved deres indsats, og de kan med rette antage, at de gennem deres arbejde udfolder Guds skaber­værk, er til gavn for deres medmennesker og gennem deres personlige indsats bidrager til virkeliggørelsen af Guds tanke med historien.3

Kristne bør således ikke tro, at de resultater, som menneskene opnår i kraft af deres evner og kræfter, står i modsætning til Guds magt, eller at den fornuftbegavede skabning eksisterer som en slags konkurrent til Skaberen. De bør snarere være overbeviste om, at menneskeslægtens triumfer er tegn på Guds storhed og frugten af hans uransagelige råd. Jo mere menneskets magt vokser, jo mere udvikles også det individuelle og kollektive ansvar. Det er derfor indlysende, at det kristne budskab hver­ken vender menneskene bort fra opgaven med at opbygge denne verden eller tilskynder til at negligere med­menneskers velfærd, men snarere så meget desto mere forpligter dem til at udføre netop disse opgaver.4

 

Om at regulere den menneskelige stræben

35.     Ligesom menneskelige bestræbelser udgår fra mennesket, bør de også være rettet mod mennesket. Når mennesket arbejder, forandrer det ikke bare ting og samfundet, men udvikler også sig selv. Det lærer en del, forædler sine evner og transcenderer sig selv. Når denne vækst forstås rigtigt, er den af større værdi end de ydre rigdomme, man kan samle sammen. Mennesket er mere værd i kraft af det, det er, end af det, det har.5 Alt det, menneskene gør for at opnå større retfærdighed, et mere udbredt broderskab og en bedre menneskelig samfundsordning, er ligele­des af større værdi end de tekniske fremskridt. Disse frem­skridt kan nemlig på en vis måde levere materialet til den menneskelige udvikling, men i sig selv er de ude af stand til at virkeliggøre denne.

Normen for menneskelige bestræbelser er derfor at få menneske­slæg­tens sande gode bragt i overensstemmelse med den guddommelige tanke og vilje, samt give menneskene, både individuelt og kollektivt, mulighed for at følge deres kald og opfylde det fuldt ud.

 

Om de jordiske tings retmæssige selvstændighed 

36.     Mange af vore samtidige synes imidlertid at frygte, at en nærmere sam­hørighed mellem menneskelige bestræbelser og religion skal modvirke menneskenes, samfundets og videnskabernes selvstændighed. Hvis man med de jordiske tings selvstændighed forstår, at skabte ting og selve samfundet hviler på egne love og værdier, som menneskene lidt efter lidt skal erkende, gøre brug af og regulere, så er fordringen på en sådan selvstændighed fuldt ud på sin plads; den er ikke blot forlangt af det moderne menneske, men svarer også til Skaberens vilje. I kraft af selve skaberakten er alle ting udstyret med en iboende stabilitet, sandhed, godhed, egne love og en orden, som menneskene bør respektere og erkende ved hjælp af egnede videnskabelige og tekniske metoder. Hvis en metodologisk forskning inden for alle videnskabens grene derfor foregår på ægte videnskabelig vis og i overensstemmelse med etiske normer, kan den aldrig komme i virkelig konflikt med troen. Den profane verden og troens verden stammer nemlig fra den samme Gud.6 De, der ydmygt og udholdende prøver på at fravriste virkeligheden dens hemme­ligheder, ledes nemlig, omend ubevidst, af Guds hånd, der opretholder alle ting og giver dem deres identitet. Der er derfor grund til at beklage en vis indstilling, som også findes hos kristne, og som ikke i tilstrækkelig grad er opmærksom på videnskabens retmæssige selvstændighed. De argumenter og kontrover­ser, der hermed sættes i gang, har forledt mange til at konkludere, at tro og videnskab strider mod hinanden.7 Hvis udtryk­ket de jordiske tings selvstændighed derimod forstås derhen, at skabte ting ikke afhænger af Gud, og at menneskene kan bruge dem uden hensyn til Skaberen, så vil enhver, der anerkender Gud, kunne indse, at dette er usandt. Uden en Skaber forsvinder skabningen nemlig. Iøvrigt har alle troende, af ligegyldigt hvilken religion, altid hørt Guds røst og åben­baring gennem skabningens tale. Ja, når Gud glemmes, fordunkles selve skaberværket.

 

Om syndens indvirkning på den menneskelige stræben

37.     Den hellige Skrift lærer den menneskelige familie, hvad år­hundreders erfaringer bekræfter, nemlig at samtidigt med at det menneskelige frem­skridt er et stort gode for menneskene, indebærer det dog også en alvorlig fristelse. Når værdiernes indre orden forstyrres, og det onde blandes med det gode, har såvel de enkelte mennesker som samfundsgrupper kun øje for egne interesser og ikke for andres. Det medfører, at verden endnu ikke er stedet, hvor sandt broderskab er virkeliggjort, ja menneskehedens øgede magt truer endda med at gøre ende på selve menneskeslægten.

Menneskenes historie er som helhed gennemsyret af den hårde kamp mod mørkets magter, en kamp, der begyndte ved tidernes morgen, og som ifølge Herrens Ord8 vil fortsætte indtil den sidste dag. Fordi menne­sket er indfanget af denne konflikt, er det til stadighed tvunget til at kæmpe for at kunne holde fast ved det gode. Kun gennem store anstren­gelser og ved Guds nådes hjælp kan det opnå sin egen integritet.

Samtidig med at Kristi Kirke, i tillid til Skaberens plan, erkender, at det menneskelige fremskridt kan tjene menneskets sande lykke, er det tvunget til at lade følgende apostelord lyde: "Skik jer ikke lige med denne verden" (Rom. 12,2). Med verden er her ment den forfængelighe­dens og ondskabens ånd, der forvandler de menneskelige bestræbelser, som egentlig skulle tjene Gud og mennesker, til et redskab for synden. 

Hvis en eller anden derfor spørger, hvorledes denne elendighed skal overvindes, svarer de kristne, at alle menneskelige bestræbelser, der dagligt trues af hovmod og afsporet selvkærlighed, bør renses og fulden­des gennem Jesu Kristi kors og opstandelse. Forløst af Kristus og gjort til en ny skabning af Helligånden er mennesket i stand til og bør elske alle de ting, som Gud skaber. Mennesket modtager dem fra Gud, og det kan respektere og ære dem som noget, der ustandseligt flyder fra Guds hånd. Når mennesket over for sin velgører er taknemmelig for disse skabte ting og bruger dem i fattigdommens og frihedens ånd, tager det i sandhed verden i besiddelse, som om det intet har, men dog ejer alt.9 "Alt hører jer til; men I hører Kristus til, og Kristus hører Gud til" (1.Kor. 3,22-23).

 

Om den menneskelige stræbens fuldendelse i påskemysteriet 

38.     Guds Ord, ved hvem alt er blevet til og som selv blev kød og tog bolig blandt mennesker på jorden,10 trådte ind i verdenshistorien som det fuldkomne menneske, påtog sig denne historie og sammenfattede den i sig.11 Han åbenbarer for os, at "Gud er kærlighed" (1.Joh. 4,8), og lærer os, at det nye kærlighedsbud er grundlaget for den menneske­lige fuld­kommenhed og dermed for verdens forvandling. Han forsikrer derfor alle, som tror på den guddommelige kærlighed, at kærligheds­vejen er åben for alle mennesker, og bestræbelserne for at opbygge et universelt broderskab ikke er omsonst. Samtidig advarer han os om, at denne kærlighed først og fremmest skal virkeliggøres i dagliglivet og ikke blot i ekstraordinære situationer. Han gik i døden for os syndere12 og lærte os ved sit eksempel, at også vi bør bære det kors, som kødet og verden lægger på alle, der søger fred og retfærdighed. Ved sin opstandelse blev Kristus godtgjort som Herren, til hvem al magt i himlen og på jorden er givet,13 og han virker nu i menneske­nes hjerter gennem sin Ånd, ikke kun for at vække længslen efter den kommende verden, men også for at besjæle, rense og styrke den uselviske længsel, hvorved menneskeslæg­ten kæmper for at gøre sit liv mere menneskeligt og for at underkaste hele jorden dette mål. Åndens gaver er dog forskellige. Nogle kaldes til at aflægge vidnesbyrd om længslen efter den himmelske bolig og dermed holde dette vedlige blandt menneskene. Andre kaldes til at hellige den jordiske tjeneste af mennesker og dermed forberede materialet til det himmelske rige. Men alle frigøres af Ånden, for at de kan fornægte selvisk kærlighed og lade alle jordiske kræfter tjene menneskelivet og således række ud mod den fremtid, hvor menneskeheden selv bliver et velbehageligt offer for Gud.14

I troens sakramente, hvor naturens frembringelser, bearbejdet af menneskene, forvandles til Herrens herlighedsfulde legeme og blod, et broderligt fællesskabsmåltid og forsmag på det himmelske festmåltid, har han efterladt sine egne et pant på dette håb, samt et vandringsbrød.

 

Den ny himmel og den ny jord

39.     Vi kender ikke tidspunktet for jordens og menneskehedens fuld­endelse,15 og vi ved heller ikke, hvordan universet vil blive forvand­let. Den verden, som synden har vansiret, vil gå sin undergang i møde,16 men vi er belærte om, at Gud forbereder en ny bolig og en ny jord, hvor retfærdighed vil bo,17 og hvis salighed vil opfylde og overgå alle de ønsker om fred, der kan opstå i menneskehjertet.18 Da vil døden være overvundet, og Guds børn vil genopstå i Kristus. Hvad der blev sået i skrøbelighed og forgæn­gelighed vil blive iklædt uforgængelig­hed.19 Kærligheden og dens frugter vil forblive,20 og alt det, som Gud har skabt for menneskets skyld, vil blive frigjort fra forgængelighedens trældom.21 

Vi påmindes med rette om, at det ikke gavner mennesket at vinde den hele verden og miste sig selv.22 Forventningen om en ny jord bør dog ikke svække, men snarere stimulere vor omsorg for denne jord, hvor den nye menneskeheds legeme udvikler sig, og som allerede her og nu genspejler noget af den kommende verden. Selv om jordiske fremskridt omhyggeligt bør skelnes fra Kristi riges vækst, er jordiske fremskridt dog ikke desto mindre af stor betydning for gudsriget, for så vidt som de bidrager til en forbedring af det menneskelige sam­fund.23

Alle de værdier som menneskeværd, broderskab og frihed, samt alle vor naturs og kulturs gode frugter, som vi har kæmpet for her på jorden, vil vi genfinde, omend renset for al urenhed, forklaret og forvandlet, når Kristus vil overgive Faderen et evigt og universelt rige: "Sandhedens og livets rige, hellighedens og nådens rige, retfærdig­hedens, kærlighedens og fredens rige".24 Dette rige er allerede nærværende som mysterium; når Herren kommer tilbage vil det blive fuldendt.

 

                                    Kapitel 4

         Kirkens opgave i den moderne verden 

 

Om Kirkens og verdens indbyrdes forhold

40.     Alt det, vi har sagt om menneskeværdet, det menneskelige fællesskab og den dybe betydning af menneskelige bestræbelser, danner grund­laget for forholdet mellem Kirken og verden, samt deres indbyrdes samtale.1 Vi forudsætter i dette kapitel alt det, som dette koncil allerede har sagt om Kirkens mysterium og vil derfor nu betragte den samme Kirke, for så vidt som den eksisterer og derfor lever og handler i denne verden.

Kirken udgår af Faderens evige kærlighed,2 blev grundlagt i tiden af forløseren Kristus og gjort til en enhed i Helligånden.3 Den har et frelsen­de og eskatologisk formål, som dog først fuldt ud kan virkeliggøres i den kommende verden. Men den er allerede til stede her på jorden og sammen­sat af mennesker, d.v.s. medlemmer af det jordiske samfund, som er kaldet til at udgøre en stadig voksende familie af Guds børn midt i menneskeslægtens historie indtil Herrens genkomst. Denne familie, der er forenet og beriget i kraft af himmel­ske goder, er af Kristus blevet "grundlagt og indrettet som et samfund i denne verden"4 og udstyret "med midler, der skulle tjene deres enhed som synligt samfund".5 Kirken, der således på én og samme tid er "den synlige forsamling og det åndeli­ge fællesskab",6 vandrer sammen med hele menneskeheden og erfarer samme jordiske vilkår, som verden gør. Den tjener som en surdej og en slags sjæl i det menneske­lige samfund,7 der jo skal fornyes i Kri­stus og forvandles til Guds familie. 

Denne sammenvævning af det jordiske og det himmelske samfund kan kun tydes i tro, ja forbliver et mysterium i menneske­hedens historie, en historie som synden bringer uorden i, indtil Guds børns herlighed fuldt ud åbenbares. Alt imens Kirken forfølger sit eget frelsende formål, meddeler den dog ikke blot det guddommelige liv til menneskene, men genspejler også på en vis måde lyset fra dette liv i hele verden, især ved at helbrede og ophøje menneskeværdet, ved at styrke det menneskelige samfunds opbygning og ved at give menne­skers daglige bestræbelser en dybere mening og betydning. Kirken tror således, at den gennem både sine enkelte medlemmer og hele sit fællesskab kan bidrage væsentligt til at menneskeliggøre både menne­skeheden og dens historie.

Dertil kommer, at den katolske Kirke i høj grad værdsætter det, som andre kristne kirker eller kirkesamfund i fællesskab har gjort og fortsat gør for at opfylde den samme opgave. Den er tilmed fast overbevist om, at verden, både enkeltmennesker såvel som det menneskelige samfund, på mange varierende måder i kraft af menne­skers evner og anstrengelser kan hjælpe den med at bane vej for evangeliet. Koncilet vil derfor nu frem­lægge visse generelle principper til fremme af denne gensidige udveksling og hjælp mellem Kirken og verden inden for de områder, der på en eller anden måde berører dem begge.

 

Om den hjælp, som Kirken ønsker at bibringe de enkelte mennesker 

41.     Det moderne menneske er i færd med at udvikle sin egen person­lighed til fulde, samt med i stadig stigende grad at opdage og bekræfte sine egne rettigheder. Eftersom det er betroet Kirken at åbenbare gudsmysteriet, der er menneskets højeste mål, viser den samtidig mennesket vejen til en forståelse af dets egen bestemmelse, d.v.s den inderste sandhed om mennesket. Kirken ved naturligvis, at kun Gud, som den tjener, svarer til menneskehjertets dybeste længsler, der aldrig fuldt ud kan tilfredsstilles af jordiske goder. Kirken ved også, at mennesket, der ustandseligt bevæ­ges af Guds Ånd, aldrig kan blive fuldstændig indifferent over for reli­giøse spørgsmål, sådan som det fremgår ikke blot af tidligere tiders erfaringer, men også af adskillige vidnesbyrd fra vor egen tid. Mennesket længes nemlig altid, i det mindste på uklar vis, efter at vide, hvad menin­gen er med dets liv, dets bestræbelser og døden. Ved sit blotte nærvær er Kirken en påmindelse om disse problemer. Kun Gud, der har skabt mennesket i sit eget billede og forløst det fra synden, kan svare fuldt ud på disse spørgs­mål, og gør det gennem åbenbaringen af sin menneske­vordne Søn. Enhver, som efterfølger Kristus, det fuldkomne menneske, bliver selv mere menneskelig.

Takket være denne tro kan Kirken beskytte menneskeværdet mod alle skiftende opfattelser, der f.eks. enten undervurderer eller over­vurderer det menneskelige legeme. Ingen menneskelig lov er i stand at værne om menneskets værdighed og frihed i samme grad som Kristi evangelium, der er betroet Kirken. Dette evangelium forkynder og proklamerer nemlig den frihed, der tilkommer Guds børn, og afviser enhver trældom, der i sidste instans stammer fra synd,8 det respekterer nøje samvittighe­dens værdighed og valgfrihed, og opfordrer til stadighed menneskene til at lade deres talenter bære frugt i Guds tjeneste og til medmenneskenes bedste, og endelig anbefaler det alles kærlighed til alle.9 Alt dette svarer til grundloven i den nye pagt. Selv om det er den samme Gud, der frelser og skaber, som er Herre over menneskets histori­e og frelses­historien, vil denne guddommelige verdensorden dog aldrig frarøve skabningen, og især mennesket, dets retmæssige selvstændighed, men snarere genoprette og styrke mennesket i dets vær­dighed.

I kraft af det evangelium, der er betroet Kirken, proklamerer Den menneskets rettigheder, og Den anerkender og værdsætter i høj grad de moderne dynamiske bevægelser, der overalt fremmer disse rettigheder. Disse bevægelser skal dog gennemtrænges af evangeliets ånd for at blive beskyttet mod enhver form for falsk forstået selvstændighed. Vi er nemlig fristede til at tro, at vore personlige rettigheder kun fuldt ud kan respekteres, hvis vi er fri for enhver guddommelig fordring. Men sådan frelses menneskeværdet ikke, det udslettes snarere.

 

Om den hjælp, som Kirken ønsker at bibringe det menneskelige samfund

42.     Menneskeslægtens enhed styrkes i høj grad og fuldendes af den enhed, som Kristus har grundlagt10 i Guds børns familie. 

Den særlige opgave, som Kristus har betroet sin Kirke, er naturligvis hverken politisk, økonomisk eller social; det formål, han satte for Kirken, er nemlig religiøst.11 Fra denne religiøse opgave udgår der ganske vist en forpligtelse, nemlig et lys og en kraft, der kan tjene til at opbygge og konsolidere det menneskelige fællesskab i over­ensstemmelse med den guddommelige lov. Når omstændigheder i tid og sted gør det påkrævet, både kan og bør Kirken inspirere til hjælpeaktioner til alles, men især de nødlidendes bedste, i form af barmhjertighedsgerninger og lignende.

Dertil kommer, at Kirken erkender, at der findes meget godt i vore dages sociale bevægelser, især udviklingen frem mod større enhed, den ægte socialiseringsproces, samt den øgede politiske og økonomiske solidaritet. Enhedsbestræbelserne stemmer jo overens med Kirkens inderste mission, eftersom Kirken er "i Kristus ligesom et sakramente, d.v.s et tegn og redskab for den inderlige forening med Gud og for hele menneskeslægtens enhed."12 Kirken viser således verden, at sand ydre og social enhed udspringer af sindenes og hjerternes enhed, nemlig af den tro og den kærlighed, hvorved Kirkens egen enhed ubrydeligt er rodfæ­stet i Helligånden. Den kraft, hvormed Kirken er i stand til at besjæle det moderne menneskelige samfund, består nemlig i den tro og kærlighed, der føres ud i livet, og ikke i et ydre herredømme, udøvet ved hjælp af rent menneskelige midler. 

På grund af sin mission og natur er Kirken heller ikke bundet til nogen speciel form for menneskelig kultur eller politisk, økonomisk og socialt system. Den kan derfor i kraft af sin universalitet blive et stærkt bånd mellem forskellige menneskegrupper og nationer, forudsat at disse har tillid til Den og virkelig anerkender den sande frihed, der er nødvendig, for at Den kan opfylde sin opgave. Af denne grund opfordrer Kirken sine egne børn såvel som alle mennesker til at overvinde alle konflikter mellem nationer og racer i den familieånd, der sømmer sig for Guds børn, samt indefra styrke de legitime menneskelige sammenslutninger.

Dette Koncil har derfor den største respekt for alt sandt, godt og retfær­digt, der findes i de utallige institutioner, som menneskeheden har etabler­et og fremdeles etablerer. Kirkemødet erklærer endvidere, at Kirken er rede til at hjælpe og fremme alle sådanne institutioner, for så vidt som det står i Dens magt og lader sig forene med Dens mission. Kirken har ikke noget højere ønske end at tjene alles velfærd ved frit at kunne udfolde sig inden for en hvilken som helst regeringsform, der anerkender den menne­skelige persons og familiens grundlæggende ret­tigheder, samt anerkender de fordringer, som stilles af det almene vel.

 

Om den hjælp, som Kirken gennem de kristne ønsker at bibringe den menneskelige stræben

43.     Dette Koncil opfordrer de kristne, der har borgerret i begge samfund, til trofast at stræbe efter at opfylde deres jordiske for­pligtelser inspireret af evangeliets ånd. De, der ved, at vi ikke har noget blivende sted her på jorden, men søger efter den kommende verden,13 tager fejl, hvis de tror, at de af denne grund mener at kunne forsømme deres jordiske forpligtel­ser. De glemmer nemlig, at selve troen forpligter dem til i endnu højere grad at opfylde disse for­pligtelser, hver enkelt i overensstemmelse med det kald, man har fået.14 De, som i modsætning hertil mener, at de kan lade sig opsluge af jordiske bestræbelser på en måde, der implicerer, at disse er totalt fremmede for det religiøse liv, eftersom de tror, at religion kun består i gudstjenestelige handlinger og visse etiske forpligtelser, tager ikke mindre fejl. Denne splittelse mellem den tro, som mange bekender, og deres daglige liv, bør regnes for en af vor tids største vildfarelser. Allerede i Det gamle Testamente kæmpede profeterne voldsomt mod denne forargelse,15 og i Det nye Testamente har selve Jesus Kristus i endnu højere grad truet med alvorlige straffe.16 Der må derfor ikke skabes nogen falsk modsætning mellem på den ene side professionelle og sociale bestræbelser og på den anden side det re­li­giøse liv. De kristne bør snarere glæde sig over at kunne følge Kristi eksempel, han der arbejdede som håndværker, og i udøvelsen af alle deres jordiske bestræbelser at kunne forene deres menneskelige, hjemlige, professio­nelle, sociale og tekniske indsats i en levende syntese sammen med religiøse værdier, gennem hvis høje formål alt samordnes til Guds ære.

Verdslige forpligtelser og bestræbelser tilkommer principielt, men ikke eksklusivt lægfolk. Når de derfor handler som borgere i denne verden, enten individuelt eller kollektivt, bør de ikke kun overholde de love, der er særegne for hver enkelt disciplin, men også tilegne sig virkelig kompe­tence på de forskellige områder. De skal være villige til at samarbejde med mennesker, der har sat sig samme mål. I bevidstheden om de krav, som troen stiller, og udstyret med dens kraft, bør de kristne uden tøven udtæn­ke nye ideer, hvor det er nødvendigt, og føre dem ud i livet. Det er deres opgave, med støtte i en oplyst samvittighed, at sørge for, at den guddom­melige lov indskrives i det jordiske samfunds liv. Af præsteskabet kan de forvente lys og åndelig styrke. Lægfolk må dog ikke forestille sig, at deres hyrder altid er kompetente til på stående fod at kunne give konkrete svar på ethvert nok så alvorligt spørgs­mål, der dukker op, eller at dette skulle være hyrdernes opgave: Oplyst af kristen visdom og villige til at lytte til den kirkelige læremyndighed17 bør lægfolk snarere påtage sig deres egen opgave og deres eget ansvar. 

Det kristne livssyn vil ofte i visse situationer selv antyde en bestemt løsning for dem. Det hænder dog ofte og helt legitimt, at andre troende med lige så stor oprigtighed vil bedømme den samme situation anderledes. Hvis disse forskellige løsninger, selv mod fortalernes intention, af en del mennesker let skulle blive forvekslet med det evangeliske budskab, bør man dog huske på, at ingen i så tilfælde har ret til at påberåbe sig Kirkens myndighed til støtte for sit eget standpunkt, med udelukkelse af andres. Gennem en ærlig dialog bør modparterne altid stræbe efter at oplyse hinanden, idet de bevarer den gensidige kærlighed og holder sig det almene vel for øje.

Eftersom lægfolk har en aktiv rolle at spille i hele Kirkens liv, er de ikke kun forpligtet til at lade verden gennemsyre af den kristne ånd, de er også kaldet til at være Kristi vidner i alle ting midt i det menneskelige fællesskab.

Biskopper, hvis opgave det er at lede Guds Kirke, bør sammen med præsterne forkynde Kristi budskab på en sådan måde, at alle de troendes jordiske bestræbelser belyses af evangeliet. Alle hyrder bør desuden huske på, at de gennem deres daglige adfærd og omsorg18 viser verden Kirkens ansigt, hvorved mennesker dømmer det kristne budskabs sand­hed og kraft. Sammen med ordensfolk og de troende skal de gennem deres liv og ord anskueliggøre, at Kirken ved sit blotte nærvær og ved alle de gaver, Den besidder, er en uudtømmelig kilde til de moralsk åndelige kræfter, som den moderne verden har mest behov for. Gennem stadige studier bør de kvalificere sig på en sådan måde, at de kan gøre deres del for at få etableret en dialog med verden og med mennesker af alle livsanskuelser. De bør frem for alt lægge sig disse ord fra Koncilet på sinde: "Eftersom menneskeslæg­ten i vore dage mere og mere forenes til én politisk, økonomisk og social enhed, bør præsterne desto mere med forenede kræfter og omsorg under biskoppernes og pavens ledelse elimi­nere enhver form for splittelse for at føre hele menne­skeslægten frem mod Guds families enhed."19 

Selv om Kirken ved Helligåndens kraft er forblevet Herrens trofaste brud og aldrig er ophørt med at være frelsens tegn i verden, er Den også på det rene med, at flere af Dens medlemmer,20 både gejstlige og lægfolk, gennem århundrederne har været Guds Ånd utro. Heller ikke i vor tid er Kirken uvidende om, hvor stor afstanden er mellem det budskab, Den forkynder, og den menneskelige skrøbelighed hos dem, der har fået evangeliet betroet. Uanset hvorledes historien bedømmer disse brist, bør vi være opmærksomme på dem og energisk bekæmpe dem, for at evan­geliets udbredelse ikke skal lide overlast. Kirken ved ligeledes, at Den for at udbygge sit forhold til verden har brug for den modning, der kommer af århundreders erfaring. Ledet af Helligånden opfordrer Kirken, vor Moder, uophør­ligt sine børn til "at lade sig rense og fornye for at Kristi træk må lyse stadig klarere over Kirkens åsyn".21

 

Om den hjælp, som Kirken modtager af den moderne verden

44.     Ligesom det er i verdens interesse at anerkende Kirken som en social virkelighed, samt Dens gode indflydelse, således er Kirken ikke uvidende om, hvor meget Den selv har modtaget af menneskeslægtens histori­e og udvikling. 

Takket være tidligere tiders erfaringer, videnskabernes frem­skridt, samt de skatte, der ligger skjult i forskellige former for menneskelig kultur, har vi fået øget indsigt i menneskets natur, og nye veje til erken­delse af sandheden er blevet åbnet, der også kommer Kirken til gode. Fra begyndelsen af sin historie har Kirken lært at udtrykke Kristi budskab gennem de forskellige folkeslags begreber og sprog, og Den har yder­mere forsøgt at belyse det ved hjælp af filosoffers visdom, naturligvis med det formål at tilpasse evangeliet både til alles fatteevne og de lærdes fordringer, for så vidt som det har været muligt. Denne tilpassede forkyn­delse af det åbenbarede Ord bør forblive reglen for al evangelisering. Således anspores hvert folkeslag nemlig til at bruge sine evner til at udtrykke Kristi budskab på sin egen måde, og samtidig fremmes en levende udveksling mellem Kirken og de forskellige folks kulturer.22 For at øge denne udveksling trænger Kirken, især i vor tid med dens hurtige forandringer og store mentali­tetsændringer, særligt til hjælp fra dem, der lever i verden, hvad enten de er troende eller ikke-troende, og som er vel bevandret i dens institutioner og discipliner, samt forstår deres indre sammenhæng. Det er hele Guds folks opgave, dog især hyrdernes og teologernes, ved Helligåndens hjælp at lytte til, skelne og fortolke de mange stemmer i vor tid, samt vurdere dem i lyset af Guds Ord, for at den åbenbarede sandhed til stadighed kan blive dybere opfattet, bedre forstået og mere tilfredsstillende fremstillet.

Eftersom Kirken har en synlig og social struktur som tegn på Dens enhed i Kristus, kan og bør Den beriges af det menneskelige samfunds­livs udvikling, ikke fordi der mangler noget i den udform­ning, som Kri­stus har givet Kirken, men for at kunne trænge dybere ind i forståelsen af Den, udtrykke Den bedre og tilpasse Den med held til vor tid. Opfyldt af taknemmelighed forstår Kirken, at Den i sit fællesskab såvel som i hvert enkelt af Dens børn modtager mange former for hjælp af menne­sker fra alle klasser og samfundslag. Enhver, der fremmer det menneske­lige fællesskab inden for familie- og kulturlivet, det økonomiske og sociale liv, såvel som det nationale eller internationale politiske liv, bidrager nemlig også ifølge Guds plan betydeligt til det kirkelige fælles­skab, i den udstrækning som dette afhænger af omgivelserne. Kirken vedgår til og med, at Den har draget og til stadighed drager fordel af den modstand, Den møder hos opponenter eller forfølgere.23

 

Om Kristus, Alfa og Omega

45.     Alt imens Kirken hjælper verden eller modtager hjælp fra denne, arbejder Den kun for ét, nemlig at Gudsriget må komme og menneske­slægten må blive frelst. Ethvert gode, som gudsfolket under sin jordiske vandring kan tilbyde menneskeslægten, stammer fra den kendsgerning, at Kirken er "frelsens universelle sakramente",24 der samtidigt åbenbarer og virkelig­gør mysteriet om Guds kærlighed til mennesket. 

Guds Ord, ved hvem alt er skabt, er nemlig selv blevet kød for som et fuldkomment menneske at frelse alle mennesker og sammenfatte alt under ét. Herren er den menneskelige histories endemål, det punkt som historien og civilisationen konvergerer imod, menneskeslægtens midt­punkt, alle hjerters glæde og længslers opfyldelse.25 Han er den, som Faderen oprejste fra de døde, ophøjede og satte ved sin højre hånd, og indsatte som dommer over alle levende og døde. I hans Ånd er vi blevet levendegjort og forenet, og vi vandrer mod vor menne­skelige histories fuldendelse, der helt svarer til Guds kærlighedstanke: "at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus" (Ef. 1,10).

Herren selv siger: "Se, jeg kommer snart, og jeg har min løn med mig for at gengælde enhver, eftersom hans gerning er. Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden" (Åb. 22,12-13).

 

 

                                 Anden del

             Om visse presserende problemer 

 

Indledning

46.     Efter at have fremhævet den menneskelige persons værdighed og peget på den opgave, som menneskene både individuelt og kollektivt er kaldet til at opfylde overalt i verden, vil koncilet nu i lyset af evangeliet og den menneskelige erfaring henlede alles opmærksomhed på visse presserende forhold i vor tid, der i højeste grad angår menneskeheden.

Blandt de mange problemer, som alle i dag er optaget af, er det særligt nyttigt at koncentrere sig om følgende: ægteskab og familie, kulturliv, økonomiske, sociale, politiske spørgsmål, international solidaritet og fred. Måtte de grundsandheder, der udgår fra Kristus, kaste lys over hvert enkelt af disse problemer. Måtte de lede de kristne og oplyse alle menne­sker i deres søgen efter løsninger på så kompli­cerede problemer.

 

 

                                    Kapitel 1

                  Om at fremme ægteskabets

                    og familiens værdig­hed 

 

Om ægteskab og familie i den moderne verden

47.     Såvel det enkelte menneskes som det verdslige og kirkelige samfunds trivsel er intimt forbundet med sunde vilkår for det ægte­skabelige og familiære fællesskab. Sammen med alle, der værdsætter dette fællesskab, glæder Kirken sig oprigtigt over de mange måder, hvorpå menneskene i dag støttes i deres bestræbelser for at fremme kærlighedens fællesskab og udfolde livet i det, samt får hjælp til at opfylde deres ophøjede kald som ægtefæller og forældre. De forventer tilmed endnu bedre betingelser og arbejder for deres virkeliggørelse. 

Denne institutions værdighed er dog ikke brudt igennem overalt med samme klarhed, idet polygami, skilsmissernes svøbe, såkaldt fri kærlig­hed og andre misforhold kaster skygger over den. Dertil kommer, at den ægteskabelige kærlighed ofte profaneres af egoisme, nydelsessyge og utilbørlige metoder til at hindre frembringelse af nyt liv. Moderne økono­miske, sociopsykologiske og samfunds­mæssige forhold bringer ydermere en del alvorlige forstyrrelser ind i familielivet. Endelig skaber de proble­mer, som befolkningstilvæksten rejser, bekymring i visse dele af verden. Alt dette har foruroliget sindene. Alligevel viser ægteskabs- og familiein­stitutionen sin magt og styrke i den kendsgerning, at de dybtgående omvæltninger i det mo­derne samfund, der nok skaber vanskeligheder, dog som oftest på forskellig måde åbenbarer disse institutioners sande natur.

Ved nærmere at belyse visse nøglepunkter i Kirkens lære ønsker koncilet derfor at oplyse og styrke de kristne og andre mennesker, som forsøger at beskytte og fremme ægteskabets naturlige værdighed og hellige værdi.

 

Om ægteskabets og familiens hellighed 

48.     Det intime ægteskabelige livs- og kærlighedsfællesskab, som Skaberen har grundlagt og lovgivet for, opstår ved ægtepagten, d.v.s. det uigenkal­delige personlige samtykke. I kraft af denne handling, hvorved ægtefæl­lerne gensidigt skænker og modtager hinanden, op­rettes i overensstem­melse med den guddommelige ordning et fast for­hold, der også gælder som sådant i samfundet. For børnenes og sam­fun­dets skyld er dette hellige bånd ikke kun overladt til menneske­nes forgodtbefindende. Gud selv er nemlig ægteskabets ophav, og Han har bestemt dets værdier og formål,1 der alle er af stor betydning for menneskeslægtens fortsættelse, de enkelte familiemedlemmers per­sonlige udvikling og evige skæb­ne, samt familiens såvel som hele det menneskelige samfunds værdighed, stabilitet, fred og trivsel. Ifølge sin natur har den ægteskabelige institu­tion og kærlighed forplantningen og børnenes opdragelse som formål og finder herigennem sin fuldendelse. En mand og kvinde, som i kraft af ægtepagten "ikke længere er to, men ét kød" (Matt. 19,6), giver hinanden gensidig hjælp og støtte gennem deres intime samliv og fælles indsats, hvorved de erfarer meningen med deres enhed og dagligt uddyber den. Som to personers gensidige skænken sig til hinanden, kræver den intime enhed, sammen med hensynet til børnene, ægtefællers fulde troskab og fordrer denne enheds uopløselighed.2

Den Herre Kristus har i rigt mål velsignet denne mangesidige kærlig­hed, der vælder frem af den guddommelige kærligheds kilde og udgør et billede på hans egen forening med Kirken. Ligesom Gud nemlig fordum gjorde sig nærværende for sit folk gennem en kærlig­heds- og troskabs­pagt,3 således kommer menneskenes Frelser og Kirkens brudgom4 ind i kristne ægtefællers liv gennem ægteskabets sakramente. Han forbliver også med dem, for at de ved at skænke sig til hinanden kan elske hinan­den med en evig troskab, ligesom Kristus har elsket Kirken og givet sig selv for den.5 Autentisk ægteskabelig kærlighed optages i Guds kærlig­hed og ledes og beriges af Kristi forløsende kraft og Kirkens frelsebrin­gende virke, for at ægtefæller virkelig kan blive ført til Gud og få hjælp og styrke til at opfylde deres ophøjede kald som far og mor.6 Netop derfor styrkes og hel­liggøres ægtefæller til deres særlige opgave og værdighed ved et særligt sakramente,7 gennem hvilket de modtager kraft til at opfylde deres forpligtelser over for hinanden og hjemmet, idet de gennem­trænges af Kristi Ånd, der præger hele deres liv med tro, håb og kærlighed. Hermed fremmer de deres egen fuldkommen­gørelse såvel som deres fælles helliggørelse og giver i fællesskab Gud æren.

Når forældre selv går foran ved deres eksempel og leder familien i bøn, vil børn, ja alle som er samlet i familiens skød, følgelig lettere finde vejen til menneskelighed, frelse og hellighed. I be­vidstheden om deres værdighed og kald som far og mor, vil ægtefæller samvittighedsfuldt opfylde den forpligtelse, der først og fremmest forventes af dem, nemlig opdragelsen, og især den religiøse op­dragelse.

Som aktive medlemmer af familien bidrager børn også på deres måde til familiens helliggørelse. De vil nemlig svare på forældrenes godhed med et taknemmeligt, kærligt og trofast sind og stå ved deres side i modgang og alderdommens ensomhed. Enkestanden bør, når den storsin­det accepteres som en fortsættelse af det ægteskabelige kald, værd­sættes af alle.8 Hver familie bør generøst dele deres åndelige rigdomme med andre familier. Den kristne familie, der udspringer af et ægteskab, som både er et billede på og en delagtighed i den kærlighedspagt, der forener Kristus med Kirken,9 vil således åbenbare Frelserens virksomme nærvær i verden og Kirkens egentlige natur for alle mennesker både ved ægtefæl­lernes indbyrdes kærlighed, generøse frugtbarhed, enhed og troskab såvel som ved alle familiemedlemmernes kærlige samarbejde.

 

Om den ægteskabelige kærlighed 

49.     Guds Ord opfordrer flere gange forlovede og ægtefæller til at nære og styrke forlovelsens kyskhed og ægteskabets udelte kærlighed.10 Mange mennesker i vor tid værdsætter også sand kærlighed mellem mand og hustru, sådan som denne manifesterer sig på forskellig vis alt efter folkeslags og tiders ærværdige skikke. Denne kærlighed er i høj grad menneskelig, eftersom den består i en persons frie hengivelse til en anden person og omfatter hele personens velfærd, samt er i stand til at berige kroppens og sindets udtryk med en enestående værdighed, der forædler dem til bestanddele af og tegn på det særlige ægte­skabelige venskab. Det er denne kærlighed, som Herren har fundet værdig til at helbrede, fuldkommengøre og ophøje med en særlig nådegave og kærlig­hed. En sådan kærlighed, der forener det menne­skelige med det guddom­melige, fører ægtefæller til frit at skænke sig til hinanden gennem ømme følelser og handlinger, der gennemtrænger hele deres liv,11 ja på grund af kærlighedens generøsitet vil den vokse og fuldkommengøres. Den overgår derfor uden sammenligning den rent erotiske tiltrækning, der, når denne dyrkes på selvisk vis, hurtigt og ynkeligt sygner bort.

Denne kærlighed finder sit særegne udtryk og sin fuldendelse i den ægteskabelige akt. Den akt, hvorved ægtefæller forener sig intimt og rent, er anstændig og værdifuld, og hvis den udføres på ægte menneskelig vis, udtrykker og fremmer den den gensidige hengivelse, hvorved ægtefæl­ler beriger hinanden i glæde og taknemmelighed. Når denne kærlighed bekræftes ved en gensidig troskabsed og frem for alt helliges af Kristi sakramente, bevarer den legemet og sjælen i ubrydelig troskab både i medgang og modgang, og den kender derfor ikke til ægte­skabs­brud eller skilsmisse. Mandens og hustruens personlige ligeværd skal erkendes gennem den gensidige og uforbeholdne hengivelse, der bliver et talende udtryk for den af Gud stadfæstede ægteskabelige enhed. Den trofaste opfyldelse af dette kristne kalds forpligtelser kræver stor sjæls­styrke. Ægtefæller bør derfor, styrket ved Guds nåde til et helligt liv, utrætteligt dyrke og bede om udholdenhed i kærlighed, storsindet­hed og offervilje.

Sand ægteskabelig kærlighed vil blive højere værdsat, og en sundere offentlig mening desangående vil blive dannet, hvis kristne ægtefæller aflægger et tydeligt vidnesbyrd om troskab og harmoni i deres kærlighed og omsorgen for deres børns opdragelse, samt hvis de påtager sig deres del af ansvaret for den kulturelle, psykologiske og sociale fornyelse, der er påkrævet i ægteskab og familie. Ungdommen bør i rette tid, især i familiens skød, modtage en passende belæring om den ægteskabelige kærligheds værdighed, forpligtelser og udtryk. Hvis de er opdraget til kyskhed, vil de, når tiden er inde, være i stand til at indgå ægteskab efter en passende forlovelsestid.

 

Om ægteskabets frugtbarhed 

50.     Ægteskab og ægteskabelig kærlighed er ifølge deres væsen henordnet forplantningen og opdragelsen af børn. Børn er i sandhed ægteskabets største gave og bidrager i høj grad til forældrenes velfærd. Gud, der selv har sagt: "Det er ikke godt for mennesket at være ene" (1.Mos. 2,18), og "fra begyndelsen af skabte dem som mand og kvinde" (Matt. 19,4), ønsker at delagtiggøre mennesket på særlig vis i sin egen skabergerning. Derfor velsignede han manden og kvinden og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige" (1.Mos. 1,28). Uden at glemme ægteskabets øvrige formål, sigter sand udøvelse af ægte­skabelig kærlighed, samt hele familielivets mening, der har sin rod i denne kærlighed, på at gøre ægtefæller rede til udholdende at samar­bejde med Skaberens og Frelserens kærlighed, der gennem ægte­fællerne dagligt vil udvide og berige Sin familie. 

Ægtefæller bør betragte menneskeslægtens forplantning og opdragelse som deres specifikke opgave og blive sig bevidst, at de hermed er medar­bejdere i og en slags tolkere af Gud Skabers kærlighed. Derfor skal de udføre deres opgave med menneskelig og kristen ansvarsbevidsthed, og lydhøre over for Gud skal de nå frem til de rette beslutninger gennem fælles samtykke og anstrengelse, idet de først tager hensyn til, såvel hvad der er til bedste for dem selv som for deres børn, både de som er fødte og som er ventede. Dernæst skal de overveje tidens og deres sociale status' materielle og åndelige vilkår, samt endelig tage såvel hjemmets, samfun­dets som Kirkens vel i betragtning. I sidste instans er det op til ægtefæl­lerne selv at afgøre sagen foran Guds åsyn. Kristne ægtefæller bør dog være opmærksom­me på, at de ikke kan hand­le efter forgodtbefindende, men altid bør lade sig lede af en samvittighed, der er i overensstemmelse med den guddommelige lov, samt lytte til den kirkelige læremyndighed, der på autentisk vis fortolker denne lov i lyset af evangeliet. Den gud­dommelige lov viser den fulde betydning af ægteskabelig kærlighed, beskytter den og driver den frem til sand menneskelig udfoldelse. I tillid til det guddommelige forsyn og i selvfornægtelsens ånd12 vil kristne ægtefæller således herliggøre Skaberen og stræbe mod fuldkommen­gørelse i Kristus, når de med menneskelig og kristen ansvarsbevidsthed generøst påtager sig opgaven at videreføre menne­skeslægten. Blandt de ægtefæller, der på denne måde udfører den opgave, som Gud har pålagt dem, skal især nævnes de, der efter ærlig fælles overvejelse, storsindet accepterer at give en passende opdragelse til selv en stor børneflok.13

Ægteskabet er dog ikke kun indstiftet med forplantningen som formål. Selve ægteskabets natur som en ubrydelig pagt mellem personer, samt hensynet til børnene kræver, at også den gensidige ægteskabelige kærlig­hed finder sin rette form, vokser og modnes. Selv om nogle ægtefæller aldrig får de børn, de i den grad har ønsket sig, vil deres ægteskab dog bestå som et livsvarigt samliv og fællesskab, der bevarer sin værdighed og uopløselige karakter.

 

Om at tilpasse den ægteskabelige kærlighed respekten for menneskelivet

51.     Koncilet er klar over, at visse moderne levevilkår ofte forhindrer ægte­fæller i at tilrettelægge deres ægteskabelige liv på harmonisk vis, og at de kan befinde sig i en situation, hvor de, i hvert fald for en tid, ikke kan øge antallet af børn, samt at det er forbundet med store vanskeligheder at bevare trofast kærlighed og det totale livsfællesskab. Hvor det intime ægteskabelige samliv er ophørt, er troskaben dog ofte truet, og børnene kan tage alvorlig skade. Børnenes opdragelse og modet til at acceptere flere børn er bragt i fare.

Der findes mennesker, som foreslår uacceptable løsninger på disse problemer, ja de viger end ikke tilbage for at dræbe. Kirken minder dog om, at der ikke kan opstå nogen egentlig modsætning mellem Guds lov angående livets videregivelse og den samme Guds lov om at fremme autentisk ægteskabelig kærlighed. 

Gud, livets Herre, har nemlig betroet menneskene den ophøjede opgave at værne om livet og på en måde, der er menneskene værdig. Fra undfangelsens øjeblik skal livet værnes med største omhu. Fosterdrab og barnemord er himmelråbende forbrydelser. Den menneskelige seksualitet og forplantningsevne overgår på vidunderlig­ste måde, hvad der findes hos lavere livsformer. De handlinger, der er særegne for kønsakten, bør derfor omgærdes med stor respekt i overensstemmelse med ægte menne­skelig værdighed. Når der er tale om at forene den ægteskabelige kærlig­hed med ansvaret for livets videregivelse, afhænger den etiske side af sagen ikke kun af oprigtige intentioner eller vurdering af motiver, men også af objektive kriterier, baseret på personens og dens handlingers natur, der i den sande kærligheds sammenhæng bevarer den fulde betyd­ning af gensidig hengivelse og menneskelig forplantning. Dette lader sig kun gøre, hvis ægteskabelig kyskhed holdes i hævd. Ifølge disse princip­per er det ikke tilladt for Kirkens børn at prøve nye veje til fødselsregu­lering, som den kirkelige læremyndighed i dens udlægning af den gud­dommelige lov misbilliger.14

Måtte alle indse, at menneskelivet og dets videregivelse ikke kun angår denne verden og ikke lader sig måle eller forstå ud fra denne verden alene, men altid skal ses i sammenhæng med menneskenes evige bestemmelse.

 

Om alles ansvar for at styrke ægteskab og familie 

52.     Familien er en slags skole for en rigere menneskelighed. Men for at kunne virkeliggøre sit liv og sin opgave fuldt ud behøver familien sinde­nes velvillige fællesskab, ægtefællernes fælles samtykke, samt forældre­nes flittige samarbejde i opdragelsen af deres børn. Faderens aktive nærvær bidrager i høj grad til børnenes udvikling, men også mo­derens hjemlige omsorg, som især de yngste trænger til, bør der værnes om, uden at kvindens legitime sociale frigørelse lider overlast. Børnene bør opdrages på en sådan måde, at de som voksne med den fulde sans for ansvarlighed kan følge deres kald, også den religiøse side af det, og vælge deres livsstand, som, i tilfælde af at de gifter sig, gør det muligt for dem at stifte en familie på gunstige etiske, sociale og økonomiske vilkår. Forældre eller værger bør ved kloge råd vejlede de unge i at stif­te hjem, og de unge bør lytte til dem. De skal dog tage sig i agt for ikke at presse de unge enten direkte eller indirekte til at gifte sig eller vælge en bestemt partner.

Familien, hvori flere generationer mødes og hjælper hinanden med at nå frem til en dybere visdom, samt til at forene personernes rettigheder med andre samfundsmæssige krav, udgør således sam­fundets fundament. Alle, der øver indflydelse på samfundet og dets institutioner, bør derfor stræbe efter at styrke ægteskab og familie. De offentlige myndigheder bør betragte det som deres hellige pligt at anerkende, beskytte og fremme ægteskabets og familiens sande natur, værne om den offentlige moral og fremme hjemmenes trivsel. Forældrenes ret til at sætte børn i verden og til at opdrage dem i familiens skød må ikke krænkes. De børn, som ulykkeligvis er uden familie, bør beskyttes gennem en klog lovgivning og forskellige institutioner, og de bør modtage den hjælp, de trænger til.

Ved at bruge den nuværende tid på gunstig vis15 og skelne evige realiteter fra deres skiftende udtryksformer, bør kristne om­hyggeligt fremme ægteskabets og familiens værdier både ved deres eget livs eksempel og ved at samarbejde med andre mennesker af god vilje, for at de, når vanskeligheder tårner sig op, vil kunne imødekom­me familiens behov og tjene dens interesse på en måde, der er i pagt med de nye tider. For at nå dette mål er kristnes trossans, menneskers retskafne samvittig­hed, samt teologers visdom og erfaring til stor hjælp.

Videnskabsmænd, især biologer, læger, sociologer og psykolo­ger, kan i høj grad tjene såvel ægteskabets og familiens vel som samvittighedens fred ved gennem samlede anstrengelser at forsøge at nå frem til en grundigere undersøgelse af de forskellige forudsætninger for en accepta­bel fødselsregulering.

Præsterne bør sætte sig grundigt ind i familieproblemer for at kunne styrke ægtefæller i deres kald ved forskellige pastorale hjælpe­midler, ved at forkynde Guds Ord, ved liturgiske handlinger og ved anden åndelig bistand til ægteskabs- og familielivet. De bør styrke ægtefæller med sympati og tålmodighed under vanskeligheder samt støtte dem i kærlig­hed, så de kan danne virkeligt lykkelige familier. 

Forskellige organisationer, især familiegrupper, bør gennem undervis­ning og praksis forsøge at styrke unge mennesker og ægtefæl­ler selv, især nygifte, samt træne dem med henblik på familieliv, samfundsliv og aposto­lisk liv.

Til slut: Måtte ægtefæller, der er skabt i den levende Guds billede og udstyret med ægte personsværdighed, selv blive forenede i gensidig kærlighed, sindenes enhed og fælles helliggørelse for at kunne efterfølge Kristus, livets ophav, i trofast kærlighed gennem de glæder og ofre, som deres kald fører med sig, og dermed aflægge vidnesbyrd om det kærlig­hedens mysterium, som Herren åbenbarede for verden gennem sin død og opstandelse.

 

                                   Kapitel 2

          Om den rette udvikling af kulturen 

 

Indledning

53.     Mennesket som person kan kun opnå sin sande og fulde menneskelighed ved kul­turens hjælp, d.v.s. ved at dyrke naturlige goder og værdier. Overalt hvor menneskelivet er involveret, er natur og kultur derfor intimt forbundet med hinanden.

Med kultur i ordets videste betydning forstås alle de faktorer, hvorved menneskets mangfoldige åndelige og legemlige egenskaber forædles og udfoldes, dets bestræbelser for selv at underlægge sig jorden gennem indsigt og arbejde, menneskeliggørelsen af samfundsli­vet, både i familie og i det civile samfund, og endelig at mennesket til enhver tid gennem sin indsats udtrykker, kommunikerer og bevarer sine bedste åndelige erfaringer og længsler, for at disse må komme mange menneskers, ja hele menneskeslægtens fremskridt til gode.

Det betyder, at den menneskelige kultur nødvendigvis har et histo­risk og socialt aspekt, samt at ordet kultur ofte får en sociologisk og etnolo­gisk betydning. I denne forstand er det passende at tale om flere kulturer. Forskellige måder, hvorpå man bruger tingene, arbejder, udtrykker sig, udøver religion, danner skikke, etablerer love og andre juridiske institu­tioner, udvikler videnskab og teknologi, samt skaber kunst, fører nemlig til forskellige vilkår for livet i fællesskab og til forskellige måder at organisere livets goder på. Af fastlagte traditioner skaber ethvert menne­skeligt fællesskab sin særegne arv. Derved dannes der også et afgrænset og historisk miljø, inden for hvilket mennesket i et givet folkeslag og på en given tid indtager sin plads, og hvorfra det øser de goder, der fremmer den menneskelige og profane kultur.

 

 

                                Første afsnit

          Om kulturens vilkår i den moderne verden 

 

Om nye livsformer

54.     Det moderne menneskes kulturelle og sociale livsbetingelser har foran­dret sig så meget, at man med rette kan tale om en ny æra i menneskehe­dens historie.1 Nye veje til forfinelse og større udbredelse af kulturen har derfor åbnet sig. Disse veje skyldes den enorme udvikling inden for naturvidenskaber og de menneskelige og sociale videnskaber, teknologi­ens fremskridt og en stadig fremadskridende udbygning og organisering af de menneskelige meddelelsesmidler. Den moderne kultur har således fået følgende karakteristika: de såkaldte eksakte videnskaber skærper vor kritiske sans; nyere psykologiske undersøgelser forklarer mere dybtgåen­de den menneskelige adfærd; den historiske forskning bidrager i høj grad til, at tingene betragtes under deres foranderlige og udviklingsmæssige synsvinkel; skikke og sædvaner bliver i stadig stigende grad ensartede; industrialisering, bymæssig udvikling og andre årsager, der fremmer et liv i fællesskab, skaber nye kulturformer (massekultur), hvoraf der opstår nye måder at fornemme, handle og bruge fritiden på; den voksende kommunika­tion mellem forskellige folkeslag og samfundsgrupper åbner samtidig større adgang for alle til forskellige kulturskatte, og lidt efter lidt udvikler der sig en mere universel form for menneskelig kultur, der vil fremme og udtrykke menneskeslægtens enhed i samme grad, som den respekterer de forskellige kulturers egenart.

 

Mennesket som kulturens skaber 

55.     I alle samfundsgrupper og nationer bliver et stadigt voksende antal mænd og kvinder sig bevidste, at de selv er skabere og ophav til deres fælles­skabs kultur. Overalt i verden er sansen for selvstændighed og ansvarlig­hed i stadig vækst, og denne udvikling er af afgørende betydning for menneskeslægtens åndelige og etiske modningsproces. Dette bliver indlysende, hvis vi holder os enhedsbestræbelserne i verden, samt vor forpligtelse til at opbygge en bedre verden i sandhed og retfærdighed for øje. På denne måde er vi vidner til en ny huma­nismes fødsel, hvor men­nesket først og fremmest karakteriseres ved sit ansvar over for sine brødre og historien.

 

Vanskeligheder og opgaver

56.     Under disse omstændigheder er det ikke så mærkeligt, at menne­sket, der føler ansvar for kulturens fremskridt, nærer store for­ventninger, samtidig med at det ser med bekymring på de mange eksisterende modsæt­ninger, som det selv skal overvinde:

Hvorledes gribe sagen an for at forhindre, at den voksende kulturelle udvikling, der burde føre til en sand og frugtbar samtale mellem forskel­lige grupper og nationer, bringer forstyrrelse i livs­fællesskaberne, øde­lægger forfædrenes visdom eller bringer folkenes egenart i fare?

Hvorledes kan man fremme den nye kulturs dynamik og eks­pan­sion uden at ødelægge den levende troskab mod nedarvede tra­di­tioner? Pro­blemet presser især på, når en kultur, der opstår på grund af den rivende udvikling inden for videnskab og teknologi, skal forenes med en kultur, der næres ved studier af forskellige klassiske traditio­ner.

Hvorledes skal en hurtigt voksende spredning af de enkelte specialfag kunne forenes med nødvendigheden af at skabe en syntese ud af dem, og hvorledes kan menneskene bevare den evne til at overveje og undre sig, der fører til visdom?

Hvorledes gribe sagen an, for at alle mennesker i verden kan få del i de kulturelle værdier, når eksperternes menneskelige kultur samtidigt bliver mere og mere forfinet og sammensat?

Hvordan skal endelig den selvstændighed, som kulturen gør fordring på, kunne accepteres som legitim uden at ende i en ren jordisk humanis­me, der måske tilmed bliver selve religionens modstan­der?

Midt i alle disse modsætninger skal den menneskelige kultur i dag udvikle sig på en sådan måde, at den menneskelige person kan udvikles fuldt ud harmonisk, samtidig med at menneskene hjælpes til i broderlig enhed med hele menneskeslægten at opfylde alle de opgaver, som alle, og især de kristne, er kaldet til.

 

                                 Andet afsnit

    Om visse principper for en sund kulturel ud­vikling 

 

Tro og kultur

57.     Som pilgrimme på vej mod den himmelske stad bør kristne søge og finde glæde i det, som er oventil,2 hvilket dog ikke formindsker, men snarere forstærker betydningen af deres forpligtelse til, sammen med alle menne­sker, at arbejde på opbygningen af en mere menne­ske­værdig verden. Kristentroens mysterier udruster dem nemlig med ypperlige tilskyndelser og hjælp til at udføre denne opgave mere energisk, og i særdeleshed til at opdage den fulde betydning af den indsats, hvorved den menneskelige kultur får sin fremtrædende plads i menneskets samlede kald.

Når mennesket dyrker jorden med sine hænder eller ved hjælp af teknologi, for at få den til at bære frugt og blive en værdig bolig for menneskeslægten, og når det bevidst tager del i samfundslivet, virkelig­gør det Guds tanke, åbenbaret ved tidernes morgen, nemlig at mennesket skal underkaste sig jorden,3 fuldføre skaberværket og udvikle sig selv, samtidigt med at det overholder Kristi store bud om at gøre sig til sine medmenneskers tjener.

Dertil kommer, at mennesket, når det beskæftiger sig med for­skellige discipliner som filosofi, historie, matematik og naturvidenskab, samt dyrker kunst, i høj grad kan bidrage til at løfte menneskeslægten op til en mere ophøjet forståelse af det sande, gode og skønne, og til at kunne danne meninger af universel værdi, for at den kan blive endnu klarere oplyst af den visdom, der fra evighed af var hos Gud, og som sammen med Ham har forordnet alt, den visdom, som legede på hans vide jord og havde glæde ved menneskenes børn.4 

Menneskesindet frigøres således i stigende grad fra tingenes slaveri og kan lettere løftes op til dyrkelse og beskuelse af Skaberen. Ja ved nådens tilskyndelse kan det disponeres til at erkende Guds Ord, der, før det blev kød for at frelse og sammenfatte alting i sig, allerede var i verden som "det sande lys, der oplyser hvert menneske" (Joh. 1,9).5

Det skal indrømmes, at den moderne videnskabs og teknologis frem­skridt, for så vidt som deres metode ikke fører os ind til tingenes inderste væsen, kan favorisere en vis eksklusiv begrænsning til fænomenernes verden eller agnosticisme, hvilket vil kunne ske, dersom undersøgelses­metoderne, disse videnskaber benytter sig af, med urette betragtes som højeste norm for at kunne nå frem til hele sandheden. Ja den fare er tilmed til stede, at mennesket i over­dreven tillid til de moderne opdagel­ser, mener at kunne være sig selv nok og derfor ophører med at søge en højere virkelighed.

Disse uheldige konsekvenser er dog ingen nødvendig følge af vor moderne kultur, og de bør ikke forlede os til at se bort fra denne kulturs positive værdier. Blandt disse bør nævnes: den videnskabelige forskning med dens strenge troskab mod sandheden i videnskabelige undersøgelser, nødvendigheden af et samarbejde inden for teknologien, sansen for international solidaritet, en voksende bevidsthed blandt eksperter om forpligtelsen til at hjælpe, ja beskytte menneskene, ønsket om at forbedre levevilkårene for alle, især for dem, som enten er frataget muligheden for at udøve ansvar eller lever i kulturel fattigdom. Alt dette kan tjene som en vis forberedelse til at modtage evangeliets budskab, en forberedelse, som kan besjæles med guddommelig kærlig­hed af Ham, der kom for at frelse verden.

 

Om de mange bånd mellem Kristi glade budskab og den menneskelige kultur

58.     Der eksisterer mangfoldige bånd mellem frelsens budskab og den menne­skelige kultur. Ved at åbenbare sig for sit folk i den udstræk­ning, at Han manifesterede Sig selv i den menneskevordne Søn, har Gud nemlig talt i overensstemmelse med den kultur, der er særegen for enhver tid. 

Kirken, som ned gennem tiderne har levet under skiftende for­hold, har ligeledes i sin forkyndelse benyttet sig af de forskellige kulturers land­vindinger for at udbrede og forklare Kristi budskab til alle folkeslag, granske det og forstå det dybere, samt udtrykke det bedre i sin liturgi og i de troendes rigt varierende menighedsliv.

Kirken, der er sendt til alle folkeslag på enhver tid og ethvert sted, er på den anden side ikke eksklusivt og uløseligt knyttet hverken til nogen bestemt race eller nation, noget bestemt livsmønster eller nogen bestemt sædvane, den være sig gammel eller ny. Tro mod sin egen tradition og samtidig opmærksom på sin universelle mission kan Kirken etablere fællesskab med forskellige kulturformer til berigelse både af sig selv og disse kulturer.

Kristi glade budskab fornyer til stadighed det faldne menneskes liv og kultur, samt bekæmper og fjerner vildfarelser og onder, der stammer fra syndefulde fristelser, som udgør en evig trussel. Det ophører aldrig med at rense og ophøje folkenes adfærd. Ved gaver ovenfra frugtbargør, styrker og fuldender det indefra ethvert folkeslags og enhver tids åndeli­ge kvaliteter og gaver, samt genopretter disse i Kristus.6 Ved at opfylde sin egen mission7 stimulerer og fremmer Kirken således den menneskeli­ge og profane kultur, og ved sit virke, også i liturgisk henseende, opdra­ger den mennesker til indre frihed.

 

Om principperne for en samordning af den menneskelige kulturs forskel­lige former

59.     I overensstemmelse med de allerede nævnte grunde minder Kirken alle om, at kulturlivet bør tjene udviklingen af den menneskelige person som helhed, samt fællesskabets og hele det menneskelige samfunds velfærd. Menneskesindene bør derfor opdrages på en sådan måde, at man frem­mer deres evne til at forundres, at forstå tingenes væsen, overveje dem, danne sig personlige meninger, samt udvikle en religiøs, etisk og social sans. 

Eftersom kultur umiddelbart udspringer af menneskets åndelige og sociale natur, har den til stadighed behov for en rimelig udfoldelses­frihed, samt en legitim mulighed for at udøve sin selvstændighed i overensstemmelse med sine egne principper. Det er derfor med rette, at kultur kræver respekt og nyder en vis ukrænkelighed, forudsat at perso­nens og samfundets rettigheder, de være særegne eller univer­selle, respekteres inden for grænserne af det almene vel.

Idet dette hellige Koncil kommer Det første Vatikankoncils lære i hu, erklærer det, at der findes "to forskellige former for erkendelse", nemlig troens og fornuftens, og at Kirken derfor ikke modsætter sig "menneske­lige kunster og videnskaber, der inden for deres respektive felter dyrkes i overensstemmelse med deres principper og metoder". Idet koncilet derfor "anerkender denne berettigede frihed", bekræfter det den menne­skelige kulturs og især videnskabernes retmæssige selvstændighed.8

Alt dette forudsætter også, at mennesket inden for grænserne af de etiske fordringer og det almene vel frit kan søge sandheden, give udtryk for sin mening, offentliggøre den og vælge et hvilket som helst fag, samt endelig har tilstrækkelig adgang til oplysninger om offentlige anliggen­der.9

Det er ikke de offentlige myndigheders opgave at bestemme den menneskelige kulturs særegne former, men derimod at skabe de rette forudsætninger og midler, som er i stand til at fremme kulturlivet blandt alle, selv blandt eventuelle minoriteter i et land.10 Man skal derfor først og fremmest være opmærksom på, at kulturen ikke ledes bort fra sit eget formål for at tjene politiske og økonomiske magtinter­esser.

 

                                 Tredie afsnit

          Om visse presserende kristne forpligtelser

                             over for kulturen 

 

Den ret, som alle har til kulturgoder, skal anerkendes og omsættes i praksis

60.     Eftersom muligheden for at frigøre hovedparten af menneskene fra uvidenhedens elendighed nu er til stede, påhviler der vor tids menne­sker, især de kristne, en særlig forpligtelse, nemlig at arbejde energisk for på det økonomiske og politiske niveau, både nationalt og inter­nationalt, at få banet vej for visse grundlæggende beslutninger, der overalt på jorden anerkender og virkeliggør alles ret til en menneskelig og profan kultur i overensstemmelse med personens værdighed og fri for enhver diskrimi­nation, der skyldes race, køn, nationalitet, religion eller social status. En tilstrækkelig mængde kulturgoder bør derfor stilles til alles rådighed, især de goder, der udgør den såkaldte grundlæggende kultur, for at større menneskegrup­per på grund af analfabetisme eller fraværet af et aktivt medansvar ikke udelukkes fra en sand menneskeværdig indsats for det almene vel.

Der bør arbejdes for, at de, der har evner til det, kan få adgang til en højere uddannelse, og i den udstrækning, det er muligt, kan påtage sig forpligtelser, stillinger og tjenester i overensstemmelse med deres natur­lige evner og den kompetence, de har opnået.11 På denne måde vil det enkelte menneske såvel som sociale grupper inden for ethvert folk kunne nå frem til den fulde udfoldelse af det kulturliv, der svarer til deres evner og traditioner.

Der skal også arbejdes energisk for at alle bliver sig deres ret til kultur og forpligtelsen til at bringe kultur til sig selv og andre bevidst. Leve- og arbejdsvilkårene er ofte af en sådan beskaffenhed, at de lammer menne­skenes kulturelle bestræbelser og dræber deres længsel efter kultur. Dette gælder i særdeleshed for bønder og arbejdere, der har behov for arbejds­vilkår, som ikke blokerer den menneskelige kulturs udvikling, men snare­re fremmer den. Kvinder er nu beskæftiget på praktisk talt alle livets områder. Det er passende, at de er i stand til at påtage sig deres del af ansvaret i overensstemmelse med deres egenart. Alle bør anerkende og fremme kvinders specielle og uundværdlige andel i kulturlivet.

 

Om opdragelse til en alsidig menneskelig kultur

61.     Det er i dag vanskeligere end nogensinde at samle de forskellige former for viden og kunnen i en syntese. Samtidig med at mængden og variatio­nen af kulturelle faktorer vokser, formindskes det enkelte menneskes evne nemlig til at fatte og forene dem, med det resultat, at billedet af det universelle menneske mere og mere forsvinder. Ikke desto mindre er det det enkelte menneskes pligt at bevare et helhedssyn på den menneskelige person, der fremhæver værdier som intelligens, vilje, samvittighed og broderskab, alt sammen grundet i Gud Skaber og på vidunderligste måde helbredt og ophøjet i Kristus.

Familien er som en slags moder og amme for denne opdragelse. I en atmosfære af kærlighed kan børn i familiens skød lettere lære tingenes rette sammenhæng at kende, eftersom de former for menne­skelig kultur, der har stået deres prøve, nærmest på naturlig vis præger deres sind gennem opvæksten.

Det moderne samfund byder på en række muligheder for samme opdragelse, først og fremmest ved øget udbredelse af bøger og nye kulturelle og sociale meddelelsesmidler, der kan fremme en universel kultur. Den udbredte forkortelse af arbejdstiden bringer nemlig stadig større muligheder til adskillige mennesker. Fritiden bør bruges fornuftigt til åndens adspredelse og den mentale og fysiske sundheds styrkelse gennem hobbies og studier, rejser (turisme), der videreudvikler sindene og beriger menneskene med gensidig forståelse, fysisk træning og sportsbegivenhe­der, der bidrager til sindets ligevægt, også i forhold til omgivelserne, samt til at etablere broderlige forhold mellem mennesker af alle samfundslag, nationer og racer. Kristne bør derfor bidrage til, at de kulturelle udtryk og gruppeaktiviteter, der er typiske for vor tid, gennemsyres af en sand menneskelig og kristen ånd. 

Alle disse muligheder kan dog ikke bringe menneskets kultur til fuld udfoldelse, dersom spørgsmålet om kulturens og videnskabens betydning for mennesket som person ignoreres.

 

Om det rette forhold mellem den menneskelige og profane kultur og kristendommen

62.     Selv om Kirken har bidraget en hel del til kulturens udvikling, viser erfaringen dog, at det på grund af tilfældige omstændigheder til tider er vanskeligt at forene kultur og kristendom.

Disse vanskeligheder skader ikke nødvendigvis troslivet. De kan tværtimod anspore menneskesindet til en mere korrekt og dybere forstå­else af troen. Nyere videnskabelige, historiske og filosofiske studier har nemlig rejst nye spørgsmål, der har konsekvenser for livet, og som kræver nye teologiske undersøgelser.

Teologer, der bør respektere de metoder og krav, der er særegne for deres videnskab, opfordres desuden til uophørligt at søge en mere tids­svarende måde at meddele troslæren på til vor tids mennesker. Troens skat eller åbenbarede sandheder er nemlig én ting, måden, hvorpå de formuleres, er dog en anden ting - forudsat at mening og indhold ikke ændres.12 For at få de troende til at leve et renere og mere modent tros­liv, skal man i sjælesorgen ikke kun kende og anvende teologiske principper, men også de profane videnskabers landvindinger, især psykologiske og sociologiske.

Litteratur og kunst er hver på sin vis af stor betydning for Kirkens liv. I forsøget på at forstå og fuldende både menneskene selv og verden stræber de nemlig efter at lære menneskets særtræk, problemer og er­faringer at kende. De er optaget af at afsløre menne­skets plads i historien og universet, at skildre dets elendighed og glæder, behov og styrke, samt skitsere bedre levevilkår for mennesket. De er således i stand til at ophøje menneskelivet, der udtrykker sig på mangfoldige måder, afhængig af tid og sted. 

Man bør derfor arbejde for, at kunstens udøvere fornemmer, at Kirken anerkender dem i deres bestræbelser, og for at de ved at nyde godt af almindelig frihed lettere kan dyrke samkvem med den kristne menighed. Kirken bør også anerkende de nye kunstformer, der er tilpasset vor tid, og som svarer til de forskellige nationers og regioners egenart. De kan indføres i kirkerummet, når de, tilpasset i deres udtryksform og i over­ensstemmelse med liturgiens krav, løfter sindet mod Gud.13

Kendskabet til Gud kan således tydeligere markeres og evangeli­ets forkyndelse klarere fattes af menneskets forstand og afsløre sin relevans for menneskets levevilkår.

De troende bør derfor leve i nær sammenhæng med deres samtids mennesker, og de bør stræbe efter fuldt ud at forstå disses måde at tænke og fornemme på, sådan som de udtrykker sig i deres kultur. De bør forene den moderne videnskab og dens teorier, samt kendskabet til nyere opdagelser med kristen moral og troslære, for at deres religiøse kultur og moral­ske integritet kan holde trit med deres videnskabelige erkendelse og teknologiens rivende udvikling. Således vil de kristne vurdere og fortolke alt i en autentisk kristen ånd.

De, der underviser i teologi i præsteseminarier og ved universi­teter, bør ved forenede kræfter og indsigt forsøge at samarbejde med eksperter inden for andre videnskabsgrene. Den teologiske forskning bør stræbe efter en dyb forståelse af den åbenbarede sandhed uden dog at forsømme kontakten med samtiden, for at kunne hjælpe mennesker, der er uddannet i forskellige fag, frem til en mere fuldkommen forståelse af troen. Dette samarbejde vil i høj grad komme præsternes uddannelse til gode, idet de vil kunne præsentere Kirkens lære om Gud, mennesket og verden på en måde, der er bedre tilpasset vor samtids mennesker, med det resultat at disse så meget mere villigt tager imod deres ord.14 Det er til og med ønskeligt, at mange lægfolk tager en passende uddannelse inden for de teologiske fag, og at mange af dem ex professo vil udvikle og uddybe disse studier. For at sådanne personer kan opfylde deres opgave, bør der sikres de troende, hvad enten det drejer sig om gejstlig eller læg, retmæs­sig frihed til at søge og tænke, samt til ydmygt og frimodigt at udtrykke deres mening på de områder, hvor de er kompetente.15

 

                                    Kapitel 3 

           Om det økonomiske og sociale liv 

 

Om visse aspekter af det økonomiske liv

63.     I det økonomiske og sociale liv bør hele den menneskelige persons værdighed og kald såvel som hele samfundets almene vel også respek­teres og fremmes. Mennesket er nemlig ophav til, centrum og endemål for hele det økonomiske og sociale liv.

I lighed med andre sektorer inden for det sociale liv er den moderne økonomi præget af menneskets voksende herredømme over naturen, et tættere og mere intenst forhold og gensidig afhængighed mellem borgere, grupper og lande, samt hyppige indgreb fra de offentlige myndigheders side. Udviklingen inden for både produktions­metoder og udveksling af varer og tjenesteydelser har samtidig gjort økonomi til et egnet redskab, hvorved den menneskelige familie bedre kan få sine øgede behov dæk­ket.

Alligevel mangler der ikke grunde til at blive foruroliget. Mange mennesker, især i økonomisk udviklede regioner, synes helt at være domineret af økonomi på en måde, der bevirker, at næsten hele deres personlige og sociale liv gennemsyres af økonomiske betragtninger, og det både i lande, der favoriserer en kollektiv økonomi, og i andre lande. I en tid, hvor den økonomiske vækst, dersom den styres og samordnes på en fornuftig og menneskelig måde, gør det muligt at udjævne sociale uligheder, fører den som oftest til en forværring af ulighederne, enkelte steder tilmed til en forringelse af de svages sociale status og foragt for de fattige. Mens enorme menneskemasser endnu mangler det mest nødven­dige til livets opretholdelse, lever andre, tilmed i underudviklede regio­ner, i luksus og øder rigdomme bort. Luksus og nød lever side om side. Mens kun et mindretal har mulighed for at deltage i beslutningsproces­sen, er flertallet næppe i stand til at tage personlige initiativer eller udøve ansvar; deres leve- og arbejds­vilkår er tilmed ofte uværdige for den menneskelige person.

Man bør også være opmærksom på en lignende økonomisk og so­cial uligevægt mellem landbrug, industri og tjenesteydelser, samt mellem forskellige regioner i et og samme land. Modsætningen mellem økono­misk udviklede lande og andre lande forstærkes dag for dag og bringer følgelig selve verdensfreden i fare.

Vor tids mennesker har en levende bevidsthed om disse uligheder, eftersom de er overbeviste om, at de øgede teknologiske og økonomiske muligheder, som den moderne verden er i besiddelse af, både kan og bør rette op på denne ulykkelige situation. Det er derfor nødvendigt med mange reformer inden for det økonomiske og sociale liv, samt en omven­delse af mentalitet og sædvane hos alle mennesker. Med dette formål har Kirken ned gennem århundrederne i lyset af evangeliet udviklet visse principper vedrørende retfærdighed og lighed, som den sunde fornuft fordrer, både hvad angår det individuelle og sociale liv, såvel som det internationale liv, og den har især i nyere tid insisteret på dem. Dette hellige Koncil ønsker på grund af den nuværende situation at under­strege disse principper, samt fremlægge visse retningslinier med særligt henblik på de fordringer, den økonomiske vækst stiller.1

 

                                Første afsnit

                      Om den økonomiske vækst 

 

Om den økonomiske vækst i menneskets tjeneste

64.     I dag mere end nogensinde før forsøger man med rette at øge produktio­nen af landbrugs- og industrivarer, samt udvide tjeneste­ydelser, for at kunne tage højde for befolkningstilvæksten og menne­skeslægtens øgede behov. Derfor opmuntrer man teknologiens udvikling, åndens opfind­somhed, interessen for at skabe og udvide virksomheder, produktionsme­toders rationalisering, samt en energisk indsats hos alle, som er beskæfti­get med produktion, kort sagt: alle de faktorer, der fremmer denne udvikling. Det grundlæggende formål med denne produktion er dog ikke kun at skabe flere produkter, heller ikke profit eller magt, men at tjene mennesket, d.v.s. det hele menneske med henblik på dets materielle behov, samt dets intellektuel­le, moralske, åndelige og religiøse livs krav. Og når vi siger menneske, mener vi et hvilket som helst menneske og menneskeligt fællesskab uden hensyn til race eller hjemstavn. De økono­miske bestræbelser bør følgelig gennemføres i overensstemmelse med deres egne metoder og love, samt inden for grænserne af den moral­ske orden,2 for at Guds tanke med menneskene kan virkeliggøres.3

 

Om den økonomiske vækst under menneskets kontrol

65.     Økonomisk vækst bør foregå under menneskets kontrol. Den må ikke overlades til de få mennesker eller gruppers forgodtbefindende, der sidder inde med den økonomiske magt, heller ikke kun til det politiske samfund eller visse indflydelsesrige nationer. Tværtimod bør det størst mulige antal mennesker - og når det drejer sig om inter­nationale forhold, alle nationer - tage del i udviklingen på alle niveauer. Det er også nød­vendigt, at individers eller uafhængige gruppers spontane initiativer samordnes med de offentlige myndig­heders bestræbelser på en passende og harmonisk måde.

Udviklingen må ikke overlades hverken til de individuelle økonomiske kræfters næsten automatiske forløb eller alene til de offentlige myndighe­der. Både de teorier, der under påskud af falske forestillinger om frihed modsætter sig nødvendige reformer, såvel som de, der ofrer individuelle personers og gruppers fundamentale rettigheder til fordel for en kollektiv organisation af produktion, må betragtes som fejlagtige.4

Borgerne bør iøvrigt huske på, at det er deres ret og pligt, som offentli­ge myndigheder bør anerkende, efter evne at kunne bidrage til deres eget samfunds sande udvikling. I økonomisk underudviklede re­gi­oner bør man uden nølen mobilisere alle kræfter, og de, der - uden dog at anfægte den personlige ret til at emigrere - tillader deres ressourcer at være uproduktive eller berøver deres samfund de ma­te­ri­elle og åndelige goder, det har behov for, udgør en alvorlig trussel mod det almene vel.

 

Om at udrydde de enorme uligheder i det økonomiske og sociale liv

66.     Hvis retfærdighedens og lighedens krav skal opfyldes, må man, uden at gøre vold på personers rettigheder eller de enkelte folkeslags særegne karakter, energisk arbejde for snarest muligt at få fjernet de enorme økonomiske uligheder, der nu eksisterer og ofte øges, og som er forbun­det med individuel og social diskrimination. I mange regioner, hvor landbruget oplever særlige vanskeligheder med henblik på produktion og vareomsætning, bør man ligeledes hjælpe bønderne med at øge produk­tionen og få deres varer afsat, at modernisere driften, samt sikre dem en anstændig indkomst, for at de ikke, som det ofte er tilfældet, forbliver en slags anden klasses borgere. Bønder, især de yngre blandt dem, bør på deres side energisk arbejde på at forbedre deres professionelle kompeten­ce, uden hvilken der ikke kan ske fremskridt inden for landbruget.5

Retfærdighed og lighed fordrer ligeledes, at den bevægelighed, der er nødvendig for økonomisk vækst, reguleres på en sådan måde, at livet for de enkelte mennesker og deres familier ikke bliver usikkert og hasar­deret. Over for arbejdere, der kommer fra et andet land eller en anden region, for at bidrage til et folks eller en provins' økonomiske vækst, bør man, hvad angår arbejds- og lønvilkår, omhyggeligt undgå enhver form for diskrimination. Alle, men især de offentlige myndig­heder bør ikke kun betragte dem som produktionsredskaber, men som personer, og man bør hjælpe dem til at kunne bringe deres familie med sig, sørge for anstændige boligforhold for dem, samt drage omsorg for, at de bliver integreret i det lands eller den regions sociale liv, der modtager dem. I det omfang det er muligt, bør man dog skabe arbejdsmuligheder på deres hjemsted.

I de økonomier, der i dag er undergået forandringer, såvel som i nye former for industrielle samfund, der f.eks. påvirkes af auto­matiseringens fremskridt, bør man drage omsorg for, at hvert enkelt menneske får et tilstrækkeligt og passende arbejde, samt mulighed for en tilsvarende teknologisk og professionel uddannelse, og især bør man garantere eksistensmuligheder og menneskeværdige forhold for dem, der på grund af alderdom eller sygdom befinder sig i en vanskelig situation.

 

                                 Andet afsnit

                           Om visse principper,

       der styrer hele det økono­miske og sociale liv 

 

Om arbejde, arbejdsvilkår og fritid

67.     Det menneskelige arbejde, der udføres ved produktion og udveksling af goder eller i udførelsen af økonomiske tjenesteydelser, er vigtigere end de andre økonomiske faktorer, der kun tjener som redskaber.

Hvad enten man arbejder for sig selv eller for en anden, forbliver dette arbejde en streng personlig ydelse, hvorved mennesket ligesom sætter sit segl på naturen og underkaster den sin vilje. Det er ved sit arbejde, at mennesket sædvanligvis tjener til sit og sine nærmestes under­hold, forenes med sine brødre og tjener dem, er i stand til at udøve virkelig næstekærlighed, samt bidrager til fuldendel­sen af Guds skaberværk. Vi mener tilmed, at mennesket ved at ofre sit arbejde til Gud forenes med Jesu Kristi forløsergerning, han der har højnet arbejdets værdighed ved at arbejde med sine egne hænder i Nazaret. Enhver har følgelig pligt til loyalt at arbejde, men også ret til det. I overensstemmelse med dets konkrete muligheder bør samfundet på sin side hjælpe borgerne med at finde muligheder for en passende beskæftigelse. Endelig bør arbejdet honoreres på en sådan måde, at menneskene har midler til at skabe et anstændigt materielt, socialt, kulturelt og åndeligt liv for sig selv og sine nærmeste under hensyn­tagen til den enkeltes stilling og produktivitet såvel som virksomhedens situation og det almene vel.6

Da økonomisk driftighed som oftest er frugten af flere menneskers arbejdsindsats, er det uretfærdigt og umenneskeligt, dersom denne organiseres og styres på en måde, der skader nogle af de involverede arbejdere. Det hænder dog for ofte, også i vore dage, at de arbejdende på den ene eller anden måde gøres til slaver af deres arbejde. Dette kan på ingen måde retfærdiggøres af de såkaldte økonomiske love. Hele produk­tionsprocessen bør derfor tilpasses den enkelte persons behov og levevil­kår; det gælder først og fremmest de pågældendes familieliv, hvor der altid bør tages hensyn til køn og alder, især med henblik på familiemød­re. Arbejdere bør også have mulighed for at udvikle deres evner og personlighed gennem selve deres arbejde. Selv om arbejdere på ansvarlig vis bør ofre tid og kræfter på deres beskæftigelse, bør de dog også nyde godt af den nødvendige hvile og fritid, der sætter dem i stand til at dyrke deres familiære, kulturelle, sociale og religiøse liv. De bør tilmed have mulighed for frit at udvikle evner og anlæg, de muligvis kun får ringe brug for i deres professio­nelle liv.

 

Om deltagelse i virksomheders og den globale økonomis dispositioner, samt om arbejdskonflikter

68.     I økonomiske virksomheder er det personer, som samarbejder, d.v.s. frie og selvstændige mennesker, skabt i Guds billede. Målet må derfor være alles aktive deltagelse i virksomhedernes forvaltning efter nærmere præciserede regler, således at der tages hensyn til de enkeltes funk­tioner som ejere, forvaltere, ledere eller arbejdere og uden at anfægte den nødvendige enhed i ledelsen.7 Eftersom beslutninger vedrørende økono­miske og sociale vilkår, der betinger arbejdernes og deres børns fremtid, som oftest ikke træffes inden for selve virksom­heden, men af højere instanser, bør arbejderne ligeledes kunne deltage i disse instansers beslutninger enten personligt eller gennem frit valgte repræsentanter.

Blandt den menneskelige persons fundamentale rettigheder bør også regnes arbejdernes ret til frit at danne foreninger, der virkeligt kan repræsentere dem og bidrage til en retfærdig indretning af det økonomi­ske liv, samt til frit at kunne deltage i disse foreningers arbejde uden frygt for repressalier. Gennem denne organiserede form for deltagelse, samt en fortsat økonomisk og social uddannelse, vil bevidstheden om deres egen opgave og eget ansvar dagligt vokse hos alle, med det resultat at alle - i overensstemmelse med deres evner og anlæg - føler sig medan­svarlige for hele den økonomiske og sociale udvikling såvel som for virkeliggørelsen af det universelle almene vel.

Hvis der opstår økonomiske og sociale konflikter, bør man an­strenge sig for at opnå en fredelig løsning. Man bør altid først ty til en oprigtig samtale mellem parterne, men selv i vor tid kan strejke dog blive en nødvendig, omend sidste udvej for at forsvare arbejdernes rettigheder og få virkeliggjort deres retfærdige krav. Man bør dog snarest muligt påny søge vejen til forhandlinger og samtaler om forlig.

 

Om denne verdens goder, der er bestemt for alle mennesker

69.     Gud har bestemt, at jorden og alt, hvad den omfatter, skulle tilhøre alle mennesker og alle folkeslag, for at de skabte goder, styret af retfærdighed forbundet med næstekærlighed, retmæssigt kan komme alle til gode.8 Uanset hvilke former ejendomsretten tager, når den tilpasses folkeslags retmæssige institutioner under forskellige og foranderlige omstændighe­der, bør man dog altid være opmærksom på godernes universelle bestem­melse. Når mennesket bruger disse goder, bør det ikke kun betragte sine lovlige besiddelser som sine egne, men også som fælles besiddelser i den betydning, at de ikke kun bør komme pågældende selv, men også andre til gode.9 I øvrigt har alle ret til at besidde den andel af goderne, der er tilstrækkelig for en selv og ens familie. Dette er kirkefædrenes og kirke­lærernes mening, der lærte, at menneskene er forpligtet til at komme fattige til hjælp og det ikke kun ud af deres overflod.10 Den, der er i yderste nød, har ret til af andres rigdom at fremskaffe sig det nødvendi­ge.11 Eftersom så mange i verden lider sult, opfordrer dette hellige Koncil ind­trængende alle, både enkeltpersoner og myndigheder, til at komme Fædrenes ord i hu: "Giv den, der dør af sult, mad, hvis ikke, dræber du ham",12 for at enhver efter evne virkeligt kan dele sine goder med andre og bruge dem med henblik på at gøre det muligt for enkelt­personer eller folkeslag at hjælpe og udvikle sig.

I økonomisk underudviklede samfund er det ikke ualmindeligt, at godernes fælles bestemmelse delvis virkeliggøres på grund af sædvane og tradition, der er særegen for et fællesskab, og som garanterer ethvert medlem det strengt nødvendige. Dersom visse sædvaner ikke længere svarer til tidens nye fordringer, bør man ganske vist undgå at betragte dem som helt uforanderlige; på den anden side bør man ikke på letsindig vis gribe ind over for visse ærværdige sædvaner, der, under forudsætning af at de kan tilpasses moderne forhold, stadigvæk kan være nyttige. I højt udviklede økonomiske samfund kan tilstedeværelsen af sociale ordnin­ger, der omfatter sikkerhed og tryghed, ligeledes bidrage til at virkelig­gøre godernes fælles bestemmelse. Man bør yderligere fremme familiære og sociale tjenesteydelser, især dem, der bidrager til kultur og uddannel­se. I udbygningen af alle disse ting bør man drage omsorg for, at borger­ne ikke forledes til en vis passiv holdning over for samfundet, d.v.s. forkaster ansvarets byrde og afviser offentlige tjenester.

 

Om investeringer og penge

70.     Investeringer bør for deres del bidrage til at skaffe folk både i dag og i morgen tilstrækkelige beskæftigelsesmuligheder og indkomst. Enhver, der træffer beslutninger om disse investeringer og om økonomisk plan­lægning bør, hvad enten det drejer sig om enkelt­personer, grupper eller offentlige myndigheder, holde sig dette formål for øje, og anerkende sine forpligtelser til på den ene side at sørge for fremskaffelsen af det nødven­dige for et anstændigt liv, både for det enkelte menneske og hele samfun­det, og på den anden side forudse fremtiden og sikre den rette ligevægt mellem nutidens forbrugsbehov, både individuelle og kollektive, og kravene om investering med henblik på den kommende generation. Samtidig bør man være opmærksom på de underudviklede landes og regioners presserende behov. Ved økonomiske transaktioner bør man tage sig i agt for ikke at skade ens eget lands eller andre landes velfærd. Man bør desuden sikre sig, at de økonomisk svage ikke rammes uretfær­digt på grund af ændringer i pengenes værdi.

 

Om erhvervelse af ejendom og den private dispositionsret over goder, samt om ekspropriation

71.     Eftersom ejendom og andre former for privat dispositionsret over de ydre goder bidrager til personens udfoldelse, samt giver denne lejlighed til at opfylde sin rolle i samfund og økonomi, er det af stor betydning at begunstige både de enkelte individers og fællesskabets adgang til en vis dispositionsret over ydre goder.

Den private ejendomsret eller en vis dispositionsret over ydre goder sikrer den enkelte det spillerum, der er nødvendigt for personlig og familiær selvstændighed, og bør derfor betragtes som en forlæn­gelse af den menneskelige frihed. Eftersom det stimulerer udøvelsen af pligter og byrder, udgør det er slags forudsætning for de borgerlige frihedsrettighe­der.13

Dispositionsrettens og ejendomsrettens former er i dag varieren­de og bliver fra dag til dag endnu mere afvekslende. Til trods for de sociale ydelser, rettigheder og tjenester, som samfundet garanterer, forbliver alle disse former dog en kilde til sikkerhed, der ikke bør undervurderes. Dette gælder ikke kun for de materielle goder, men også de ikke-materielle værdier som professionelle kvalifikationer. 

Den private dispositionsret må dog ikke stå i vejen for lov­ligheden af forskellige former for offentlig ejendom. Nationalisering af ejendom skal dog foretages af en kompetent myndighed i overens­stemmelse med det almene vels fordringer og inden for dets grænser, og mod rimelig erstat­ning. De offentlige myndigheder har desuden pligt til at forhindre, at man misbruger den private ejendomsret til skade for det almene vel.14

Ifølge sin natur har den private ejendomsret en social karakter, der skyldes loven om godernes fælles bestemmelse.15 Hvis denne karakter ikke respekteres, kan ejendom ofte foranledige havesyge og alvorlige forstyrrelser, og man giver ejendomsrettens modstandere et påskud til at drage dens berettigelse i tvivl.

I flere økonomisk underudviklede regioner findes der store, ja tilmed kæmpemæssige jordarealer, der kun er middelmådigt udnyttet og henlagt udelukkende med henblik på profit, samtidig med at flertallet af befolk­ningen enten er helt uden jord eller kun ejer meget lidt, og der eksisterer et indlysende og presserende behov for vækst i landbrugsproduktionen. Det er ikke ualmindeligt, at de, der ansættes til at arbejde for jordejerne, eller som forpagter en del af jorden, kun modtager en løn eller et udbytte, der er mennesket uværdigt, berøves anstændige boligforhold og udnyttes groft af mellemmænd. Berøvet enhver form for sikkerhed lever de i en så personlig trældom, at de praktisk talt nægtes enhver mulighed for eget initiativ og ansvar og udelukkes fra enhver kulturel udvikling og enhver deltagelse i det sociale og politiske liv. Reformer er derfor nødvendige med henblik på større indtægter, bedre arbejdsvilkår, jobsikkerhed, stærkere impulser til initiativ, og hvis landarealerne ikke er tilstrækkeligt dyrket, bør de fordeles blandt dem, der kan gøre dem frugtbare.

I sidstnævnte tilfælde må de nødvendige midler og redskaber til­veje­brin­ges, især hjælp til uddannelse og muligheder for en fornuftig ordning på andelsbasis. Hver gang hensynet til det almene vel kræver ekspropria­ti­on, bør erstatningen være rimelig, alle omstændigheder taget i betragtning.

 

Om økonomisk og social stræben og Kristi rige

72.     Kristne, der tager aktivt del i den moderne økonomiske og sociale udvik­ling, og som kæmper for retfærdighed og kærlighed, bør være forvisset om, at de i høj grad kan bidrage til menneskehedens trivsel og verdens­freden. I deres bestræbelser bør de både individuelt og i fællesskab være et lysende eksempel. Når de har opnået den kompeten­ce og erfaring, der er absolut nødvendig, bør de, i troskab mod Kristus og hans evangelium, midt i de jordiske bestræbelser bevare den rette værdiskala, for at hele deres liv, både individuelt og socialt, kan gennemsyres af saligprisninger­ne, især af fattigdommens ånd.

Enhver, der i lydighed mod Kristus søger Guds rige først, vil modtage en stærkere og renere kærlighed for at kunne hjælpe alle sine brødre og fuldende retfærdighedens værk, inspireret af næstekærlig­hed.16

 

                                    Kapitel 4

                Om det politiske fællesskab 

 

Om det moderne offentlige liv

73.     Som følge af folkenes kulturelle, økonomiske og sociale udvikling, har vor tid også været vidne til dybtgående omvæltninger i folkenes strukturer og institutioner. Disse omvæltninger har stor indflydelse på det politiske fællesskabs liv, især hvad angår alles rettigheder og pligter både i udøvel­sen af den borgerlige frihed og hensynet til det almene vel, samt regulerin­gen af borgernes indbyrdes forhold og deres forhold til de offentlige myndigheder.

På grund af en dybere bevidsthed om den menneskelige værdighed opstår der i mange dele af verden et ønske om at etablere en politisk-juridisk orden, der bedre kan værne om de personlige rettigheder, og som inkluderer retten til frit at mødes, danne for­eninger, udtrykke sine person­lige meninger og bekende sin religion både privat og offentligt. Garanti for personens rettigheder er nemlig den nødvendige forudsætning for borgernes aktive deltagelse, både individuelt og kollektivt, i det offentlige liv og dets forvaltning.

Det kulturelle, økonomiske og sociale fremskridt forstærker hos mange ønsket om at få større andel i organiseringen af det politiske fællesskab. I manges bevidsthed vokser ønsket om at værne om nationale mindretals rettigheder, uden dog at negligere disse mindretals forpligtelser over for det politiske fællesskab. Desuden vokser respekten dagligt over for andre menneskers meninger og religiøse tro. Samtidig fører et bredere samarbej­de til, at alle borgere, og ikke kun nogle få privilegerede, kan nye godt af personlige rettigheder.

Koncilsfædrene tager omvendt afstand fra enhver politisk styreform, sådan som den findes visse steder, der blokerer for borgerli­ge og religiøse rettigheder, får ofrene for begær og politiske for­brydelser til at vokse, og misbruger magtudøvelsen til fordel for en vis fraktion eller de magthaven­de selv i stedet for at lade den tjene det almene vel.

For at oprette et sandt menneskeligt politisk liv findes der intet bedre end at udvikle den indre sans for retfærdighed, omsorg og opofrelse for det almene vel, samt styrke de grundlæggende overbevis­ninger om det politiske fællesskabs sande natur og om formålet med den rette udøvelse af og grænserne for de offentlige myndigheder.

 

Om det politiske fællesskabs natur og formål

74.     Mennesker, familier og forskellige grupper, der udgør det civile fælles­skab, er opmærksomme på deres egen utilstrækkelighed, når det drejer sig om at etablere et fuldt ud menneskeligt liv, og indser nødvendigheden af et større fællesskab, i hvilket alle dagligt kan samle deres kræfter med henblik på endnu bedre at kunne virkeliggøre det almene vel.1 Derfor danner de et politisk fællesskab efter forskellige mønstre. Det politiske fællesskab eksisterer derfor med henblik på det almene vel, hvori det finder sin fulde berettigelse og mening, og hvorfra det udleder sin grund­læggende og særegne ret. Det almene vel omfatter summen af de sociale levevilkår, hvorved mennesker, familier og grupper lettere kan virkelig­gøre sig fuldt ud.2

De mennesker, der udgør det politiske fællesskab, er dog mange og forskellige, og de kan med fuld ret have divergerende opfattelser. For at det politiske fællesskab ikke skal gå i opløsning, når den enkelte følger sine egne meninger, er det nødvendigt med en myndig­hed, der er i stand til at rette alle borgeres energi mod det almene vel, ikke mekanisk eller despotisk, men først og fremmest som en moralsk magt, der støtter sig til friheden og den samvittighedsfulde udøvelse af accepterede tjenester og byrder.

Det er derfor indlysende, at både det politiske fællesskab og de offent­li­ge myndigheder er grundlagt på den menneskelige natur og føl­gelig til­hø­rer den orden, som Gud har forudbestemt, selv om valget af re­geringsform og måden at vælge ledere på er overladt til borgernes frie af­gø­rel­se.3 

Det følger ligeledes, at den politiske myndighed, både i sam­fundet som sådan og i institutioner, der repræsenterer offentligheden, altid bør udøves inden for grænserne af den moralske orden med fælles­skabets dynamiske vel for øje, i overensstemmelse med en lov­givning, der enten retmæssigt er etableret eller vil blive det. I så tilfælde er borgerne for­pligtet i deres samvittighed til at adlyde.4 Dette afslører ansvaret og værdigheden hos samt betydningen af dem, der regerer.

Hvis den offentlige myndighed overskrider sin kompetence og under­trykker borgerne, bør de sidstnævnte adlyde i samme udstrækning, som det almene vel kræver det, men det er dog tilladt dem at forsvare egne og medborgeres rettigheder mod ethvert misbrug fra magthavernes side, forudsat at man holder sig inden for grænserne af den naturlige og evan­geliske lov.

De konkrete måder, hvorpå det politiske fællesskab strukturerer sig selv og regulerer den offentlige myndighed, kan variere alt efter hvert folks egenart eller historiens udvikling, men altid med henblik på at tjene og fremelske et menneske, der er kultiveret, fredeligt og hensynsfuldt over for alle, til fordel for hele den menneskelige familie.

 

Om alles deltagelse i det offentlige liv

75.     Det er i fuld overensstemmelse med menneskenaturen, når man op­retter juridisk-politiske strukturer, der i stadig større udstrækning og uden diskrimination giver alle borgere virkelig mulighed for frit og aktivt at være med til at bestemme det politiske fællesskabs juridiske grundlag, at forvalte offentlige affærer, præcisere omfanget og for­målet med de forskellige institutioner og vælge deres ledere.5 Alle borgere bør derfor huske på, at det både er deres ret og pligt frit at afgive deres stemme til fremme for det almene vel. Indsatsen hos dem, der for at tjene mennesket helliger sig det offentliges velfærd og påtager sig denne opgaves byrde, betragtes af Kirken som værdig til al ære og respekt.

For at samarbejdet mellem samvittighedsfulde borgere skal opnå hel­dige resultater i det daglige politiske liv, kræves en positiv lovgivning, der etablerer en passende arbejdsfordeling mellem de offentlige myndig­he­ders opgaver og institutioner, samt en effektiv og uafhængig retsbe­skyttelse. Måtte personers, familiers og gruppers rettigheder og deres hånd­hævelse blive anerkendt, værdsat og fremmet,6 sammen med de for­pligtelser, der påhviler alle borgere. Blandt de sidstnævnte bør man især hu­ske på forpligtelsen til at yde det offentlige de materielle og personlige tje­nester, som det almene vel kræver. Myndighederne skal vogte sig for ik­ke at blokere for famili­ære, sociale og kulturelle grupper, såvel som for an­dre organer og institutioner mellem borgeren og staten, eller berøve dem deres legitime og effektive handlefrihed, men snarere frivilligt og sy­stematisk søge at støtte dem. Borgerne bør på deres side både individu­elt og i fællesskab tage sig i agt for ikke at give myndighederne al for stor magt og heller ikke utidigt forlange overdrevne ydelser og fordele af dem, for at ikke personers, familiers og sociale gruppers sans for an­svarlighed skal svækkes.

På grund af de voksende komplikationer i vor tid er de offentlige myn­dig­heder tvunget til oftere at gribe ind i sociale, økonomiske og kulturelle forhold for at skabe bedre forudsætninger, hvorved borgere og grupper hjæl­pes til mere effektivt at opnå fuld menneskelig udfoldelse i frihed. For­holdet mellem socialisering7 og personens selvstændighed og udvik­ling kan opfattes på forskellig vis alt efter regionernes forskellighed og fol­kenes udvikling. Men hvis udøvelsen af rettigheder af hensyn til det al­mene vel begrænses for en tid, bør man, når omstændighederne har æn­dret sig, så hurtigt som overhove­det muligt genoprette friheden. Det er i hvert fald umenneskeligt, når en regering forfalder til totalitære eller dik­tatori­ske former, der krænker personers og sociale gruppers rettigheder.

Borgere bør udvikle en offervillig og loyal hengivenhed over for deres fædreland, dog uden snæversyn, d.v.s. på en sådan måde at de altid samtidig har blik for hele den menneskelige families velfærd, der knyttes sammen af forskellige bånd mellem racer, folkeslag og natio­ner.

Alle kristne bør fornemme deres specielle og særegne kald inden for det politiske fællesskab, et kald, der forpligter dem til at være et lysende eksempel på ansvarsbevidsthed og vilje til at tjene det almene vel, idet de således i praksis viser, hvorledes myndighed kan forenes med frihed, personligt initiativ med hele det sociale legemes sam­hørighed og nødven­dighed, og enhedens fordele med en berigende mangfoldighed. De bør anerkende, at der findes forskellige legitime, men modstridende syns­punkter om måden at indrette sig på i denne verden, og de bør respektere de medborgere, der ærligt forsvarer andre synspunkter, også når de slutter sig sammen. Politiske partier bør fremme alt det, der efter deres opfattelse er nødvendigt for det almene vel, men de har aldrig ret til at lade egne interesser gå forud for det almene vel.

Borgerlig og politisk uddannelse er i dag aldeles nødvendig for hele folket, men især for de unge, og man bør derfor ihærdigt drage omsorg for, at alle borgere bliver i stand til at opfylde deres rolle i det politiske liv. De, der egner sig for, eller kan blive egnede til, at udøve den vanske­lige, men i høj grad noble politiske kunst,8 bør forberede sig til og prøve på at udøve denne kunst uden hensyn til egen fordel eller vinding. Med mo­ralsk integritet og klogskab bør de bekæmpe uretfærdighed og under­trykkelse, det enkelte menneskes eller de politiske partiers vilkårlige herredømme og intolerance, og de bør vie sig til ærligt og retfærdigt at tjene alles velfærd med kærlighed og politisk mod.

 

Det politiske fællesskab og Kirken

76.     Det er af stor betydning, især i de pluralistiske samfund, at man er i besiddelse af det rette syn på forholdet mellem det politiske fællesskab og Kirken, for at man klart kan skelne mellem det, de kristne, enten enkeltvis elle gruppevis, inspireret af den kristne samvittighed gør i eget navn som borgere, og det, de sammen med deres hyrder gør i Kirkens navn. 

På grund af sin opgave og kompetence lader Kirken sig ikke for­veksle med det politiske fællesskab eller binde til noget politisk system; Den er på en og samme tid tegn på og garant for den menne­skelige persons transcendens.

Det politiske fællesskab og Kirken er hver på sit område uafhængige af hinanden og selvstændige. Men begge tjener, omend af forskellige grunde, de samme menneskers personlige og sociale kald. Denne tjeneste vil så meget mere effektivt komme alle til gode, dersom begge parter går ind for et harmonisk samarbejde, under hensyntagen til tid og sted. Mennesket er nemlig ikke begrænset til den rent timelige sfære, men det bevarer sit evige kald intakt, alt imens det lever i historien. Kirken, der er grundlagt i Forløserens kærlighed, bidrager til at fremme retfærdighed og kærlighed inden for hver nation og mellem nationer. Ved at forkynde evangeliets sandhed og ved gennem sin lære og de troendes vidnesbyrd at kaste lys over alle aspekter af den menneskelige stræben, viser Kirken respekt for borgernes politiske frihed og ansvarlighed, samt fremmer disse vær­dier.

Apostlene, deres efterfølgere og disses medarbejdere, der er udsendt for at forkynde Kristus som verdens frelser for menneskene, støtter sig i udøvelsen af deres apostolat til Guds magt, der meget ofte åbenbarer evangeliets kraft gennem vidnernes skrøbelighed. Enhver, der helliger sig Ordets tjeneste, bør bruge veje og midler, der er særegne for evangeliet, og som på mange punkter er forskellige fra dem, der anvendes i den jordiske stad. 

De jordiske ting og de aspekter af menneskets vilkår, der over­skrider denne verden, er naturligvis nøje forbundet med hinanden, og Kirken selv benytter sig af jordiske ting i samme udstrækning som Dens mission kræver det. Den sætter dog ikke sin lid til de privilegier, de civile myn­digheder tilbyder, ja Den er tilmed rede til at give afkald på udøvelsen af visse rettigheder, Den legitimt har erhvervet, hvis det viser sig, at brugen af disse rettigheder kan rejse tvivl om Dens vidnesbyrds oprigtighed, eller hvis nye levevilkår kræver en ny ord­ning. Men det er Guds vilje, at Kirken altid og overalt med sand frihed kan forkynde troen, fremlægge sin sociale lære, uhindret opfylde sin opgave blandt menneskene og fælde en moralsk dom, selv i an­lig­gen­der, der vedrører den politiske orden, når personers fun­damenta­le rettigheder eller sjælenes frelse kræver det, samt bruge alle de midler, der er i overensstemmelse med evangeliet og det almene vel til enhver tid og i enhver situation.

Ved trofast at holde fast ved evangeliet og udføre sin mission i verden kan Kirken, hvem det tilkommer at fremme og ophøje alt, hvad der findes af sandt, godt og skønt i det menneskelige fællesskab,9 styrke freden mellem menneskene til Guds ære.10

 

                                    Kapitel 5

                        Om at fremme freden

  og opbygningen af natio­nernes fællesskab 

 

Indledning

77.     I disse år, hvor frygtelige ulykker og trængsler fra hærgende eller truende krige endnu hviler tungt på menneskene, er hele den menneskelige familie nået til et kritisk punkt i sin modningsproces. Den menneskelige familie, der lidt efter lidt bliver en enhed og overalt allerede er sig denne enhed mere bevidst, kan ikke opfylde den op­gave, der påhviler den, nemlig at opbygge en verden, der overalt er mere menneskelig for alle mennesker, medmindre alle med fornyet sind omvender sig til den sande fred. Evangeliets budskab, der stem­mer overens med menne­skeslægtens højeste stræben og længsel, lyser derfor med endnu større klarhed i vor tid ved at erklære fredsstiftere for salige, "thi de skal kaldes Guds børn" (Matt. 5,9).

Ved at understrege fredens sande og ægte betydning og fordømme krigens barbari ønsker koncilet derfor at rette en ind­trængende appel til kristne om med Kristi hjælp, fredens ophav, at samarbejde med alle mennesker for at konsolidere en fred, der bygger på retfærdighed og kærlighed, og forberede midlerne dertil.

 

Om fredens natur 

78.     Fred er ikke kun fravær af krig, og den kan heller ikke reduceres til en ren magtbalance mellem fjendtlige kræfter eller skabes ved et imperia­listisk herredømme, men kaldes med rette for "retfærdighedens værk" (Es. 32,7). Den er frugten af den orden, der er indbygget i det menneske­lige samfund af dets guddommelige Skaber, og som virkelig­gøres af menneskene i deres tørst efter stadig større retfærdighed. Selv om menne­skeslægtens almene vel i sin dybeste grund er bestemt af Guds evige lov, er det dog i sine konkrete fordringer underkastet de stadige forandringer i tidens gang; freden er derfor aldrig vundet én gang for alle, men skal uophørligt bygges op. Da den menneskeli­ge vilje tilmed er ustabil og såret på grund af synden, kræver fredens oprettelse, at enhver ustandseligt behersker sine lidenskaber, samt at den lovlige myndighed er årvågen.

Men det er endnu ikke nok. Den fred, vi taler om, kan ikke op­rettes her på jorden, medmindre man tager vare på personernes velfærd, og menne­skene frit og tillidsfuldt kan dele deres åndelige rigdomme og talenter med hinanden. Den faste beslutning at respektere andre men­nesker og folk og deres værdighed, såvel som den vedholdende udøvel­se af broder­skab, er absolut nødvendige for fredens oprettelse. Fred er således også frugten af kærlighed, der går ud over det, som retfær­dighed kan præstere.

Den fred på jorden, der opstår som følge af kærlighed til næsten, er både et billede på og en virkning af Kristi fred, der udgår fra Gud Fader. Den menneskevordne Søn, fredsfyrsten, har nemlig personligt ved sit kors forsonet alle mennesker med Gud, genoprettet alles enhed i ét folk og ét legeme; i sit eget kød har han tilintetgjort hadet,1 og efter opstandel­sens triumf udgød han kærlighedens Ånd i menneske­nes hjerter.

Af denne grund er alle kristne indtrængende kaldet til at være "sand­heden tro i kærlighed" (Ef. 4,15) og forene sig med alle oprigtigt fred­selskende mennesker for at bede for og oprette freden.

Inspireret af den samme ånd kan vi ikke undlade at lovprise dem, der i håndhævelsen af deres rettigheder giver afkald på vold og tyr til den form for forsvar, der i øvrigt også er tilgængeligt for de svageste, for­udsat at dette kan gøres, uden at andres eller fællesskabets rettig­heder og pligter lider overlast.

For så vidt som menneskene er syndere, er der fare for krig, og det vil der være indtil Kristi genkomst; men i samme udstrækning som menne­skene, bundet sammen i kærlighed, overvinder synden, over­vinder de også volden og får disse ord til at gå i opfyldelse: "Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive, folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer" (Es. 2,4). 

 

                                Første afsnit

                              Om at undgå krig 

 

Om at bremse krigens umenneskelighed

79.     Til trods for de alvorlige materielle og moralske skader, som de seneste krige har påført vor verden, fortsætter krigen dagligt sine ødelæggelser et eller andet sted på jorden. Når man tager i betragt­ning, at alle mulige slags videnskabelige våben anvendes i krig, truer dens grusomhed med at føre de stridende parter ind i et barbari, der langt overgår fortidens. Den moderne verdens komplikationer og de indviklede internationale forhold gør det desuden muligt at forlænge fordækte krige med nye perfide og undergravende metoder. I mange tilfælde anses brugen af terroristiske metoder for en ny form for krigsførelse.

Koncilet, der er vidne til denne fornedrelse af menneskeheden, ønsker frem for alt at minde om, at Folkeretten og dens universelle principper altid står ved magt. Selve menneskehedens samvittighed understreger disse principper med stadig større kraft. Handlinger, der med overlæg er i modstrid med disse principper såvel som ordrer om at udføre sådanne handlinger, er derfor forbrydelser; den blinde lydighed kan ikke undskyl­de dem, der efterkommer sådanne ordrer. Blandt sådanne handlinger bør først og fremmest henregnes de, der uanset motiv og metode, udrydder et helt folk, en hel nation eller et etnisk mindretal; sådanne handlinger bør fordømmes på det skarpeste som en rystende forbrydelse. Modet hos dem, der ikke er bange for åbenlyst at trodse de myndigheder, der giver sådanne ordrer, fortjener den højeste anerkendelse. 

Der findes forskellige internationale aftaler om krigsførelse, som et forholdsvis stort antal lande har underskrevet, med henblik på at gøre de militære operationer og deres følger mindre umenneskelige; det drejer sig om konventioner vedrørende behandling af sårede eller fangne soldater og forskellige lignende aftaler. Disse aftaler skal respekteres; ja alle, men frem for alt de offentlige myndigheder og eksperterne i disse ting, har endda pligt til at gøre alt, hvad der står i deres magt for at forbedre dem, for at de bedre kan blive i stand til mere effektivt at begrænse krigens umenneskelighed. Det er tilmed retfærdigt, at lovgivningen på menneske­lig vis tager højde for de tilfælde, hvor mennesker af samvittighedsgrun­de nægter at bære våben, forudsat at de dog accepterer at tjene det men­neskelige fællesskab under andre former.

Det er en kendsgerning, at krigen ikke er blevet rykket op med rode fra den menneskelige tilværelse. Så længe faren for krig er til stede, og der mangler en kompetent international myndighed udstyret med tilstrække­lig slagkraft, kan man ikke nægte regeringer ret til selvforsvar, når først alle muligheder for en fredelig løsning er udtømte. Statsledere og andre, der har del i det politiske ansvar, har altså pligt til at beskytte det folks velfærd, der er dem betroet, og ikke tage for let på en så alvorlig sag. Men krigsførelse med henblik på legitimt at forsvare et folk er én ting, at ville undertrykke andre nationer er en anden ting. Tilstedeværelsen af krigsmagten legitimerer heller ikke en hvilken som helst militær eller politisk brug af den. Og fordi en krig ulykkeligvis bryder ud, kan de stridende parter af den grund ikke tillade sig alt.

De, der har forpligtet sig til at tjene deres fædreland i de væbnede styrker, bør betragte sig selv som tjenere for folkenes sikkerhed og frihed, og så længe de opfylder deres pligt på rette måde, bidrager de reelt til fredens opretholdelse.

 

Om total krig

80.     Udviklingen af videnskabelige våben forøger indtil det grænseløse krigens gru og ondskab. Krigshandlinger, der involverer disse våben, kan føre til enorme ødelæggelser, der rammer alle og enhver, og som derfor langt overskrider grænserne for et legitimt forsvar. Ja, hvis man fuldt ud anvendte de midler, der allerede nu er oplagret hos stormag­terne, ville det føre til en næsten total og gensidig nedslagtning af de krigsførende parter, for ikke at tale om de utallige ødelæggelser i verden og de skæb­nesvangre eftervirkninger, som brugen af disse våben vil føre med sig. 

Alt dette tvinger os til at tage krigsproblematikken op til en helt ny vurdering.2 Vor tids mennesker bør vide, at de skal aflægge et tungt regnskab for deres krigshandlinger. Fremtiden afhænger nemlig i høj grad af deres beslutninger i dag.

Med dette for øje gør koncilet de sidste pavers fordømmelse af den totale krig til dets egen3 og erklærer:

Enhver krigshandling, der forskelsløst sigter på ødelæggelse af hele byer eller større områder med deres indbyggere, er en forbrydelse mod Gud og mod mennesket selv og bør derfor kraftigt og uden tøven for­dømmes.

Den moderne krigs specielle fare består deri, at den giver dem, der besidder nyere videnskabelige våben en mulighed for at begå sådanne forbrydelser, og gennem en vis ubønhørlig kæde af begiven­heder kan den menneskelige vilje blive tvunget til at tage de mest uhyggelige beslutnin­ger. For at dette aldrig skal ske i fremtiden, bønfalder biskopperne, der er forsamlede fra hele verden, alle mennesker, men især statsmænd og militære ledere, til ustandselig at tænke på det tunge ansvar, de har over for Gud og hele menneske­heden.

 

Om rustningskapløbet

81.     Videnskabelige våben er naturligvis ikke kun ophobet med henblik på at blive brugt i krigstid. Eftersom man er overbevist om, at hver parts forsvarsstyrke afhænger af kapaciteten for umiddelbar gengældelse mod en angriber, tjener denne ophobning af våben, der vokser år for år, på en hidtil ukendt måde som afskrækkelse over for mulige an­gribere. Mange anser denne situation for at være den mest effektive måde, hvorpå man i dag kan sikre freden mellem nationer. 

Hvad man så end kan mene om denne afskrækkelsespolitik, bør men­neskene kunne indse, at dette rustningskapløb, som så mange nationer sætter deres lid til, ikke er den sikreste måde til virkeligt at opretholde freden, og at den såkaldte terrorbalance, der derved opnås, hverken er en sikker eller sand fred. I stedet for at fjerne krigens årsager, truer disse snarere lidt efter lidt med at øges. Samtidigt med at man bruger vældige be­løb til anskaffelse af nye våben, bliver det umuligt at fremskaffe tilstrækkelige midler til at afhjælpe den megen nød, som hele den moder­ne verden lider under. I stedet for en grundig og sand løsning af konflik­ter mellem nationerne overføres konflikterne til andre dele af verden. Der må vælges nye veje med udgangspunkt i sindenes omvendelse for at få gjort en ende på denne forargelse, og for at kunne genoprette sand fred ved at befri verden for den angst, der knuger den.

Derfor må vi igen erklære: rustningskapløbet er en alvorlig plage for menneskeheden, der på utålelig vis krænker de fattige. Der er alvorlig grund til at frygte, at dette kapløb, dersom det fortsætter, en dag slipper alle de dødelige ulykker løs, som det allerede nu forbereder midlerne til.

Lad os, advaret af de store ulykker, som menneskene har gjort til en mulighed, udnytte den frist, der er skænket os oppefra, og som vi nyder godt af, for at vi, med større bevidsthed om vort ansvar, kan finde veje, der er mere menneskeværdige, til at løse vore konflikter på. Det guddom­melige forsyn kræver ustandselig af os, at vi befrier os fra krigens gamle slaveri. Dersom vi nægter at gøre denne anstrengelse, aner vi ikke, hvor den onde vej, vi er slået ind på, vil føre os hen.

 

Om totalt forbud mod krig og det internationale arbejde for at undgå krig

82.     Det er indlysende, at vi af alle vore kræfter må arbejde på at forberede den dag, hvor krig gennem nationernes samtykke vil blive totalt forbudt. Dette kræver naturligvis oprettelse af en offentlig universel myndighed, der anerkendes som sådan af alle og er udstyret med virkelig magt til at garantere alle sikkerhed, retfærdighed og respekt for rettigheder. Men indtil denne ønskede myndighed kan blive oprettet, er det de nuværende højeste internationale myndig­heders pligt energisk at søge efter bedre midler til opnåelse af fælles sikkerhed. Eftersom fred snarere bør fødes af gensidig tillid mellem folkene end påtvinges nationer gennem våben­terror, bør alle arbejde for at få gjort en ende på rustningskapløbet og få påbegyndt en nedrustning, naturligvis ikke ensidigt, men parallelt efter aftale, og som bakkes op af virkelige og effektive garantier.4 

I mellemtiden bør vi ikke undervurdere de bestræbelser, der allerede er gjort, eller som stadigvæk gøres for at afværge krigsfaren. Man bør snarere støtte den gode vilje hos de mange, der tyngede af de store byrder, som de højeste embeder fører med sig, men også an­sporet af bevidstheden om deres tunge ansvar, forsøger at få udryddet den krig, de afskyer, også selv om de ikke kan ignorere, at tingene er så komplicere­de, som de er. Vi bør ustandseligt bede Gud om at give disse mennesker styrke til med udholdenhed at påtage sig og trofast gennemføre det arbejde, der er udtryk for den største kærlighed til menneskene, nemlig modigt at opbygge freden. Det kræves i dag ube­tinget af dem, at de lader deres forstand og hjerte nå ud over egne landegrænser, at de giver afkald på national selviskhed og den ambition at herske over andre nationer, og nærer dyb respekt for hele menneske­heden, der under store anstrengelser allerede nærmer sig sin større enhed.

Hvad angår freds- og nedrustningsproblematikken, bør man be­tragte de modige og utrættelige studier, der allerede er foretaget, samt de internationale kongresser, der har beskæftiget sig med disse ting, som et første skridt på vejen til at løse disse alvorlige problemer, og de bør yderligere støttes, hvis man i fremtiden vil gøre sig håb om at opnå prak­tiske resultater. Menneskene bør dog vogte sig for ikke at sætte hele deres lid til nogle få, mens de er ligeglade med deres egen holdning. Folkenes ledere, der både skal garantere deres eget folks almene vel og fremme det universelle almene vel, afhænger nemlig i høj grad af mas­sernes meninger og fornemmelser. Deres bestræbelser på at opbygge freden er forgæves, så længe fjendtlighed, foragt og mistillid, racehad og ideologisk fanatisme fortsætter med at skille menneskene og rejser dem mod hinanden. Dette viser, hvor presseren­de nødvendigt det er at opdra­ge sindene på en ny måde og give ny inspiration til den offentlige me­ning. De, der har viet sig opdrager­gerningen, især af de unge, eller er med til at danne den offentlige mening, bør betragte det som deres vigtigste opgave at præge alles sind med nye fredelige holdninger. Og vi bør alle omvende vort hjerte og åbne vore øjne for den hele verden og for de opgaver, vi sammen kan udføre, for at vor slægt kan gøre fremskridt.

Lad os ikke bedrages af noget falsk håb. Medmindre vi giver afkald på fjendskab og had, og der bliver indgået faste og ærlige aftaler i fremtiden til sikring af verdensfreden, risikerer menneske­heden, der allerede nu be­finder sig i en alvorlig krise til trods for dens vidunderlige kundskaber, at blive ført frem til den skæbnesvangre time, hvor den ikke vil erfare an­den fred end dødens grusomme fred. Og dog, mens den siger dette, op­hø­rer Kristi Kirke, der deler den moderne verdens angst, ikke med at håbe. Den agter igen og igen, i tide og utide, at præsentere vor tid for apostlens budskab: "Se, nu er det en nåderig stund, se, nu er det frelsens dag".5

 

                                 Andet afsnit

        Om at opbygge det internationale fællesskab 

 

Om årsager til splid og deres remedier

83.     For at oprette fred er den første betingelse, at man fjerner de årsager til splid mellem menneskene, der fostrer krig, især uret­færdighed. Mange af disse årsager stammer fra urimelige økonomiske uligheder og fra træg­heden til at råde den nødvendige bod herpå. Andre årsager udspringer af magtsyge og foragt for personer og, hvis vi søger efter dybereliggende årsager, af menneskelig misundelse, mistro, hovmod og andre selviske lidenskaber. Eftersom mennesket ikke kan bære en sådan uorden, bliver verden som følge heraf ustandselig forpestet af konflikter og voldshand­linger mellem menne­sker, også selvom der ikke føres krig. Eftersom de samme onder ligeledes findes mellem selve nationerne, er det absolut nødvendigt, hvis de skal overvindes eller forebygges, og tøjlesløse voldshandlinger skal holdes i ave, at internationale institutioner udvikler og styrker deres samarbejde og samordning, samt at der til stadighed arbejdes for oprettelse af nye organisationer til fredens fremme.

 

Om folkenes fællesskab og internationale institutioner 

84.     Eftersom de gensidige afhængighedsbånd mellem borgere og alle jordens folk i vor tid i stadig stigende grad bliver tættere og tættere, er det nød­vendigt, for at det universelle almene vel bedre kan søges og mere effektivt kan virkeliggøres, at folkenes fællesskab selv finder frem til en ordning, der svarer til de moderne opgaver, især med henblik på de mange regioner, der endnu lider under uacceptabel fattigdom.

For at opnå disse mål, bør det internationale fællesskabs organisationer gøres deres for at være med til at dække menneskenes forskellige behov, både på det sociale område, hvor det drejer sig om levnedsmidler, sund­hed, uddannelse og beskæftigelse, såvel som for at imødegå flere speciel­le situationer, der kan opstå her og der, og hvor det drejer sig om den almindelige nødvendighed at støtte udviklings­landenes vækst, afhjælpe nøden hos de flygtninge, der er spredt over hele verden, eller hjælpe indvandrere og deres familier.

De internationale institutioner, der allerede eksisterer på verdensplan eller regionalt, har naturligvis gjort sig fortjent af menneskeslægten. De fremstår som de første forsøg på at give hele det menneskelige fælles­skab et internationalt grundlag med henblik på at løse vor tids alvorlige problemer, nemlig at fremme udviklingen overalt på jorden og foregribe krig i en hvilken som helst form. Kirken glæder sig over den ægte bro­derskabsånd, der på alle disse områder blomstrer mellem kristne og ikke-kristne, og som stræber efter at intensivere bestræbelserne for at afhjælpe verdens enorme nød.

 

Om internationalt samarbejde på det økonomiske område

85.     Den moderne menneskelige samhørighed fordrer også oprettelsen af et større internationalt samarbejde på det økonomiske område. Selv om de fleste folk ganske vist har opnået selvstændighed, er der stadig langt igen, før de er befriet for umådelige uligheder og for enhver form for urimelig afhængighed, samt har fjernet enhver fare for alvorlige indre vanskeligheder. 

Enhver nations vækst afhænger af menneskelige og finansielle ressour­cer. Gennem opdragelse og professionel undervisning bør borgere af en hvilken som helst nation forberede sig på at kunne påtage sig det økono­miske og sociale livs forskellige opgaver. Men dette kræver hjælp fra fremmede eksperters side, der, mens de yder denne hjælp, ikke bør optræ­de som herskere, men som medhjælpere og medarbejdere. Udviklingslan­dene vil være ude af stand til at fremskaffe materiel hjælp, medmindre den moderne internationale handelspraksis undergår dybtgående ændringer. De udviklede lande bør desuden yde andre former for hjælp, enten i form af gaver, lån eller investeringer; på den ene side bør disse ydelser tilbydes generøst og uden bagtanke, og på den anden side bør de modtages i fuld oprigtighed.

For at opbygge en virkelig universel økonomisk orden må man gøre en ende på umådeholdent profitmageri, nationalistiske ambitioner, be­gæ­ret efter politisk magt, militaristiske kalkulationer, samt intriger udtænkt med henblik på at udbrede og påtvinge ideologier. Forskellige økonomiske og sociale systemer tilbyder sig. Det er ønskeligt, at eksperter på det­te områ­de vil finde frem til et fælles grundlag for en sund verdenshandel; det­te vil lettere kunne virkelig­gøres, hvis de enkelte er villige til at lægge deres fordomme til side og vise, at de er rede til at indlede en ærlig sam­ta­le.

 

Om visse nyttige regler

86.     Følgende regler synes at være nyttige for dette samarbejde:

a) Udviklingslandene bør kraftigt lægge sig på sinde, at frem­skridtet udtrykkeligt og utvetydigt bør have deres borgeres fulde menneskelige udfoldelse til formål. De bør huske på, at fremskridtet frem for alt opstår af og udvikler sig fra folkenes egne bestræbelser og dygtighed; i stedet for kun at være afhængig af udefra kommende hjælp bør de derfor først og fremmest støtte sig til den fulde udfoldelse af egne ressourcer og dyrkelse af egne kvaliteter og traditioner. Det gælder især for dem, der øver indflydelse på andre.

b) De mere udviklede lande har en tungtvejende pligt til at hjælpe ud­vik­lingslandene til at opfylde de nævnte opgaver. Hvis dette verdens­omfattende samarbejde skal blive til virkelighed, er visse psykologiske og materielle justeringer derfor nødvendige hos de mere udviklede lan­de.

I deres forhandlinger med svagere og fattigere nationer bør de altid omhyggeligt have disse nationers velfærd for øje; for at overleve har disse nationer nemlig behov for den indkomst, de opnår ved at sælge deres produkter. 

c) Det påhviler det internationale fællesskab at samordne og tilskynde udviklingen, men på en sådan måde at de forhånden­værende ressourcer fordeles med størst mulig effektivitet og retfærdighed. Under hensynta­gen til det såkaldte subsidiaritets­princip, er det også fællesskabets opgave at regulere verdensøko­nomien på en sådan måde, at den svarer til retfærdighedens krav.

Man bør grundlægge institutioner, der er i stand til at fremme og regulere verdenshandelen, især med henblik på udviklings­landene, for at råde bod på de uheldige følger, der skyldes det ulige styrkeforhold mellem nationerne. En sådan planlægning, ledsaget af teknisk, kulturel og finansiel hjælp, burde kunne tilvejebringe den nødvendige bistand til udviklings­landene, der gør det muligt for dem at opnå en harmonisk økonomisk vækst.

d) I mange tilfælde er det presserende nødvendigt at reformere økono­miske og sociale strukturer; men man bør vogte sig for tekniske løsnin­ger, der ikke er velovervejede, særlig de løsninger, der tilbyder menne­sket visse materielle fordele på bekostning af dets åndelige natur og udvikling. For "men­nesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund" (Matt. 4,4). Hver eneste del af den menneskelige familie besidder i sig selv og i sine bedste traditioner en del af den åndelige skat, som Gud har betroet menneskeheden, selv om mange ikke ved, hvorfra den stammer.

 

Om det internationale samarbejde og befolkningstilvæksten

87.     Det internationale samarbejde er især påkrævet med henblik på de folk, der foruden mange andre problemer i særdeles­hed tynges af problemer, der opstår som følge af en hurtig befolk­ningstilvækst. Der er presserende be­hov for, at alle nationer, især de rige, gennem et fuldt og udholdende sam­arbejde, finder frem til former, som kan tilvejebringe og fordele de midler, som kræves til en tilstrækkelig madforsyning og uddannelse af alle mennesker. Et stort antal folk ville nemlig kunne forbedre deres levevilkår betragteligt, hvis de på passende måde kunne opdrages til at opgive gamle land­brugsmetoder til fordel for moderne teknologi, på betingelse af at denne teknologi med klogskab tilpasses deres situation, samtidig med at der oprettes en bedre social orden, og jordbesiddelserne bliver mere retfærdigt fordelt.

Regeringer har, inden for deres kompetenceområde, både ret og pligt til at tage sig af befolkningsproblemet i deres eget land, f.eks. alt hvad der angår den sociale lovgivning og familier, landbefolkningens indvan­dring til byerne, oplysning om nationens situation og behov. Da dette problem i dag i den grad optager sindene, er det ønskeligt, at katolske eksperter på disse områder, især på universiteterne, med klogskab videre­fører de studier og projekter, der er i gang, og udvikler dem yderligere.

Eftersom mange hævder, at det er absolut nødvendigt, at ver­dens­­befolkningens tilvækst, i hvert fald i visse nationer, radikalt bør bremses med alle midler og med et hvilket som helst indgreb fra de of­fent­lige myndigheders side, opfordrer koncilet alle til at være på vagt over for løsninger, der strider mod den moralske orden, hvad enten de anbefales privat eller offentligt, og til tider endda påtvinges. På grund af den ukræn­kelige ret til at gifte sig og sætte børn i verden, er spørgsmålet om, hvor mange børn, der skal fødes, nemlig overladt til forældrenes retmæs­sige beslutning, og det bør på ingen måde overlades til de offentlige myndigheders skøn. Eftersom forældrenes beslutning forudsætter en oplyst samvittighed, er det yderst vigtigt, at alle får mulighed for at udøve et redeligt og sandt menneskeligt ansvar, der, uden at negligere omstændigheder og tider, respekterer den gud­dommelige lov; men dette forudsætter, at pædagogiske og sociale betingelser mange steder ændres til det bedre, og især at religiøs undervisning eller i det mindste fuld etisk opdragelse tilvejebringes. Dertil kommer, at menneskene med klogskab bør informeres om de videnskabelige fremskridt i undersøgelser af metoder, der kan hjælpe ægtefæller med at regulere antallet af børn, under forudsætning af at disse metoder har bestået deres prøve og vist sig at være i overens­stemmelse med den moralske orden.

 

Om de kristnes pligt til at bringe hjælp

88.     Kristne bør frivilligt og helhjertet bidrage til opbygningen af den interna­tionale orden i fuld respekt for alles retmæssige frihed og i broderligt venskab med alle, og det er så meget mere presserende, som stør­ste­parten af verden stadigvæk lider under så megen nød, så det er som om, Kristus selv råber med høj røst gennem disse fattige for at bede om sine disciples kærlighed. Måtte den forargelse blandt menneskene ophøre, at enkelte nationer, hvor flertallet af borgerne som oftest smykker sig med kristen­navnet, lever i overflod af goder, mens andre er berøvet det mest nødven­dige til livets opretholdelse og plages af sult, sygdom og alle slags lidelser. Fattigdommens og kærlighedens ånd er jo Kristi Kirkes ære og troværdighed.

De kristne, især de unge, som frivilligt tilbyder at hjælpe andre menne­sker og folk, har derfor krav på anerkendelse og bør støttes. Ja, det er en sag for hele Guds folk, idet det følger biskopper­nes ord og eksempel, at gøre sit yderste for at lindre den moderne tids nød, som det altid har været gammel skik i Kirken, og ikke bare ud af sin overflod, men også af det livsnødvendige.

Uden at foregå på en usmidig og ensformig måde, bør ind­samlingen og uddelingen af hjælp dog organiseres på rette vis i bispedømmerne, nationerne og i hele verden, og hvor det er hensigts­mæssigt, bør katolik­kers bestræbelser samordnes med andre kristne brødres. Kærlighedens ånd forbyder nemlig ikke, men fordrer snarere, at social og karitativ virk­somhed udøves på en klarsynet og organiseret måde. Det er derfor nødvendigt, at de, der ønsker at vie sig til at tjene udviklingslande, bliver ordentligt uddannet i dertil egnede institutioner.

 

Om Kirkens aktive nærvær i det internationale fællesskab

89.     Når Kirken, i kraft af sin guddommelige mission, forkynder evangeliet for og meddeler nådens rigdomme til alle mennesker, bidrager Den også til at styrke freden i hele verden og give menneske­nes og folkenes bro­derskab et solidt fundament, nemlig kendskabet til den guddommelige og naturlige lov. For at opmuntre og tilskynde menneskene til samarbejde er det absolut nødvendigt, at Kirken er nærværende i selve det menneske­lige fællesskab, både i dets offentlige institutioner og gennem fuldt og loyalt samarbejde mellem alle kristne, et samarbejde, der ene og alene er motiveret af ønsket om at tjene alle.

Dette mål vil lettere kunne virkeliggøres, dersom de troende selv, i bevidsthed om deres ansvar som mennesker og kristne, allerede i deres eget miljø forsøger at skabe viljen til et helhjertet samarbejde med det internationale fællesskab. Man bør i denne forbindelse være særligt opmærksom på de unges uddannelse, både den religiøse og den civile opdragelse. 

 

Om kristnes rolle i internationale institutioner

90.     Kristne kan utvivlsomt yde en fornem indsats for internationale bestræ­belser ved enkeltvis og i fællesskab at bidrage til de eksisterende eller frem­tidige institutioner, der arbejder for en udvidelse af samarbej­det mellem nationerne. Forskellige internationale katolske sammenslut­ninger kan tilmed på mange måder bidrage til opbygningen af et fredeligt og broderligt folkefællesskab; de bør derfor styrkes ved yderligere tilslut­ning af kvalificerede medlemmer, ved de materielle midler, de har behov for, samt gennem en passende samordning af kræfterne. Handlingens effektivitet og samtalens nødvendighed fordrer nemlig i vore dage fælles initiativer. Sådanne internationale institutioner bidrager tilmed i høj grad til at fremme den universelle samhørighedsfølelse, der bør være naturlig for katolikker, og de styrker bevidstheden om ægte universel solidaritet og ansvar­lighed.

For at katolikker bedre kan opfylde deres rolle i det internatio­nale fællesskab, er det ønskeligt, at de går ind i et aktivt og positivt samarbej­de enten med deres adskilte brødre, der bekender sig til den samme kærlighed, eller med alle de mennesker, der længes efter sand fred.

På baggrund af de umådeligt mange trængsler, der stadigvæk plager størsteparten af menneskeslægten, og med henblik på overalt at fremme retfærdigheden og Kristi kærlighed over for de fattige, anser koncilet det for ønskeligt, at der oprettes en eller anden form for universel kirkelig organisation, der har som opgave at inspirere det katolske fællesskab til at fremme de fattige regioners udvikling og den sociale retfærdighed mellem nationerne.

 

                                 Konklusion 

 

Om de enkelte troendes og lokalkirkernes rolle

91.     Alt, hvad dette koncil fremlægger, og som er hentet i Kirkens læremæssi­ge skat, har til formål at hjælpe vor tids mennesker, hvad enten de tror på Gud eller ikke udtrykkeligt anerken­der Ham, til med større klarhed at se alle dimensionerne i deres kald, at bringe denne verden mere i overens­stemmelse med menneskets ophøjede værdighed, at søge et universelt broderskab, der er dybere begrundet, og under kærlighedens inspiration generøst og ved fælles anstrengelse at kunne svare på vor tids mest presserende udfordringer.

Stående over for den umådelige uensartethed i verden, såvel hvad an­går situationer som menneskelige former for kultur, antager denne rede­gø­relse utvivlsomt på adskillige punkter bevidst en generel karakter; ja, selv om den fremlægger en belæring, der allerede er accepteret i Kirken, bør den dog yderligere bearbejdes og udvides, da den som oftest behand­ler emner, der er i konstant udvikling. Vi vover dog at håbe på, at meget af det, vi i tillid til Guds ord og evangeliets ånd har sagt, vil være en vær­di­fuld hjælp for alle, især efter at de kristne, under ledelse af deres hyr­der, har gennemført arbejdet med at tilpasse dem de enkelte folk og men­ta­liteter.

 

Om samtalen mellem alle mennesker

92.     I kraft af sin mission, nemlig at oplyse hele verden med evangeli­ets budskab og samle alle menneskene uanset nationalitet, race og kultur i én Ånd, fremstår Kirken som et tegn på dette broderskab, der muliggør og styrker en oprigtig samtale. 

Dette forudsætter, at man først og fremmest fremmer gensidig agtelse, respekt og enighed inden for Kirken selv gennem anerkendelse af alle legitime forskelligheder, og med henblik på at etablere en stadig mere frugtbar samtale mellem dem, der udgør det ene Gudsfolk, både hyrder og de øvrige kristne. De bånd, der forener de troende, er nemlig stærkere end dem, der skiller dem; enighed i det væsentlige, frihed hvor der er tvivl, men i et og alt kærlighed.1

Vor tanke omfatter samtidigt vore brødre og deres fællesskaber, som endnu ikke lever med os i fuldt fællesskab (communio), men med hvem vi dog er forenede i bekendelsen af Faderen, Sønnen og Helligånden og ved kærlighedens bånd, og vi husker ligeledes på, at de kristnes enhed i dag forventes og ønskes af mange, der endda ikke tror på Kristus. Jo mere denne enhed vokser i sandhed og kærlighed under Helligåndens kraftige inspiration, jo mere vil den blive til et forvarsel for hele verden om enhed og fred. Lad os derfor ved forenede kræfter og på måder, der i dag bliver stadig mere egnede til effektivt at virkeliggøre dette ophøjede mål, bestræbe os på et broderligt samarbejde, gennem endnu større troskab mod evangeliet, til tjeneste for den menneskelige familie, der i Kristus Jesus er kaldet til at udgøre Guds børns familie.

Vi vender dog også vore tanker mod alle, som anerkender Gud, og som i deres traditioner har bevaret kostbare religiøse og menneske­lige elementer, og håber, at en åben samtale tvinger os alle til ærligt at modta­ge Åndens indskydelser og prompte leve op til dem.

Ønsket om en sådan samtale, der alene føres af kærlighed til sandhe­den og med den nødvendige klogskab, udelukker fra vor side ingen, hverken dem, der dyrker de højeste menneskelige værdier, uden dog at anerkende deres Ophav, eller dem, der sætter sig op mod Kirken og forfølger Den på forskellig vis. Eftersom Gud Fader er alle menneskenes ophav og endemål, er vi alle kaldede til at være brødre. Når vi derfor alle har modtaget dette samme menneskelige og guddommelige kald, kan og bør vi uden vold og bagtanke samarbejde på at opbygge en verden i sand fred.

 

Om at opbygge verden og fuldende dens formål

93.     Idet de kommer Herrens Ord i hu: "Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed" (Joh. 13,35), kan kristne derfor ikke nære noget stærkere ønske end at tjene den moderne verdens menne­sker endnu mere helhjertet og effektivt. Ved at være tro mod evan­geliet og nyde godt af dets kraft, samt være forenet med ethvert menneske, der elsker og praktiserer retfærdighed, har kristne således modtaget en enorm opgave her på jorden, og de skal aflægge regnskab over for Ham, der vil dømme alle på den yderste dag. Ikke enhver der råber "Herre, Herre" vil komme ind i Guds rige, men kun den, der gør Fade­rens vilje,2 og med fast hånd tager fat på opgaven. Det er nemlig Faderens vilje, at vi i alle mennesker genkender Kristus, vor broder, og elsker ham effektivt både i ord og handling, for derved at aflægge vidnesbyrd om Sandheden og delagtiggøre andre i mysteriet om den himmelske Faders kærlighed. På denne måde vil menneskene over hele jorden blive ansporet til et levende håb, der er Helligåndens gave, nemlig at de en dag vil opnå fred og den højeste lykke i det fædreland, der stråler af Herrens herlighed.

"Men ham, som over al måde formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår, ham være ære i Kirken og i Kristus Jesus gennem alle slægterne i evig­hedernes evighed! Amen" (Ef. 3,20-21).

Denne pastorale konstitution er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den apostoli­ske myndighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger det, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gennem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære. 

 

                      Rom, ved Skt. Peter, den 7.december 1965.

                                       Paul, den katolske kirkes biskop

                                   med koncilsfædrenes underskrifter.

--------------------------------------------------------------------------------

[1]   Udtrykket "Tidens tegn" blev brugt officielt første gang i pave Johannes 23's sidste rundskrivelse Pacem in terris, 1963; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag, København 1963, se bl.a. s.16f.). "Tidens tegn" er et udtryk, der stammer fra Det nye Testamente (Matt.16,3 og Luk.12,56).

1   Den pastorale konstitution Kirken i den moderne verden består af to dele, men danner alligevel en helhed.

Konstitutionen kaldes pastoral, fordi den ud fra læremæssige principper forsøger at udtrykke Kirkens forhold til verden og til vor tids mennesker. Det betyder, at det pastorale sigte er til stede i første del på samme måde, som det læremæssige sigte er til stede i anden del.

I første del udvikler Kirken sin lære om mennesket, og om den verden, mennesket lever i, og om sit forhold til begge. I anden del ser Kirken nærmere på forskellige aspekter ved det moderne liv og menneskelige samfund, og i særdeleshed på spørgsmål og problemer i forbindelse hermed, der synes at være mere presserende i vore dage. Heraf følger, at denne anden del behandler et materiale, der nok er underkastet lære­mæssige principper, men som foruden vedvarende elementer også indeholder forander­lige elementer.

Konstitutionen bør derfor fortolkes i overensstemmelse med almindelige teologiske tolkningsprincipper, og især hvad angår anden del, må man huske på de omskiftelige faktorer, som emnet ifølge sagens natur involverer.

2   Jf. Joh. 18,37; 3,17; Matt. 20,28; Mark. 10,45.

1   Jf. Rom. 7,14ff.

2   Jf. 2.Kor. 5,15.

3   Jf. Ap.G. 4,12.

4   Jf. Hebr. 13,8.

5   Jf. Kol. 1,15.

1   Jf. 1.Mos. 1,26; Visd. 2,23.

2   Jf. Sir. 17,3-10.

3   Jf. Rom. 1,21-25.

4   Jf. Joh. 8,34.

5   Jf. Dan. 3,57-90.

6   Jf. 1.Kor. 6,13-20.

7   Jf. 1.Sam. 16,7; Jer. 17,10.

8   Jf. Sir. 17, 7-8.

9   Jf. Rom. 2,14-16.

10  Jf. Pius xii, radiobudskab, 23.marts 1952 om den kristne sam­vittigheds dannelse hos de unge: AAS 44 (1952), s.271.

11  Jf. Matt. 22,37-40; Gal. 5,14.

12  Jf. Sir. 15,14.

13  Jf. 2.Kor. 5,10.

14  Jf. Visd. 1,13; 2,23-24; Rom. 5,21; 6,23; Jak. 1,15.

15  Jf. 1.Kor. 15,56-57.

16  Jf. Pius xi, Rundskr. Divini Redemptoris, 19.marts 1937: AAS 29 (1937), ss.65-106. - Pius xii, Rundskr. Ad Apostolorum Principis, 29.juni 1958: AAS 50 (1958), ss.601-14. - Johannes xxiii, Rundskr. Mater et Magistra, 15.maj 1961: AAS 53 (1961), ss.451-53; dansk udg. Vort sociale ansvar, Skt. Ansgars Forlag 1961, ss.69 ff. - Paul vi, Rundskr. Ecclesiam Suam, 6.aug. 1964: AAS 56 (1964), ss.651-53.

17  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n. 8.

18  Jf. Fil. 1,27.

19  Skt. Augustin, Confess. I, 1: PL 32, 661.

20  Jf. Rom. 5,14. - Jf. Tertullian, De carnis resurr. 6: "Hvad der blev dannet i ler skete med henblik på Kristus, det fremtidige menneske": PL 2, 282; CSEL, 47, s.33, lin.12-13.

21  Jf. 2.Kor. 4,4.

22  Jf. 2.Koncil i Konstantinopel, can.7: "Guds Ord blev ikke forvandlet til kødets natur, ej heller gik kødet over i Ordets natur": Denz. 219 (428). - Jf. også 3.Koncil i Kon­stantinopel: "Ligesom hans helligste og ubesmittede, besjælede legeme ikke blev opslugt af guddommeliggørelsen (theôbeisa ouk amèrethè), men forblev i sin egen tilstand og sit eget væsen": Denz. 291 (556). - Jf. Koncilet i Kalchedon: "i to naturer uden sammenblanding, uden forandring, uden deling, uden adskillelse": Denz. 148 (302).

23  Jf. 3.Koncil i Konstantinopel: "således er hans menneskelige vilje ikke undertrykt ved guddommeliggørelsen": Denz. 291 (556).

24  Jf. Hebr. 4,15.

25  Jf. 2.Kor. 5,18-19; Kol. 1,20-22.

26  Jf. 1.Pet. 2,21; Matt. 16,24; Luk. 14,27.

27  Jf. Rom. 8,29; Kol. 1,18.

28  Jf. Rom. 8,1-11.

29  Jf. 2.Kor. 4,14.

30  Jf. Fil. 3,10; Rom. 8,17.

31  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.16.

32  Jf. Rom. 8,32.

33  Jf. den byzantinske påskeliturgi.

34  Jf. Rom. 8,15 & Gal. 4,6; jf. også Joh. 1,12; 1.Joh. 3,1-2.

1   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Mater et Magistra, 15.maj 1961: AAS 53 (1961), ss.401-64; dansk udg. Vort sociale ansvar, Skt. Ansgars Forlag, København 1961, og Rundskr. Pacem in terris, 11.april 1963: AAS 55 (1963)., ss.257-304; dansk udg. Fred på jorden, Skt. Ansgars Forlag, København  1963. - Paul vi, Rundskr. Ecclesiam suam, 6.aug. 1964: AAS 56 (1964),, ss.609-59.

2   Jf. Luk. 17,33.

3   Jf. Skt. Thomas Aquin, 1. Ethic., lect. 1.

4   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Mater et Magistra: 15.maj 1961: AAS 53 (1961), s.418; dansk udg. Vort sociale ansvar, Skt. Ansgars Forlag, København 1961, s.25. - Jf. også Pius xi, Rundskr. Quadragesimo anno, 15.maj 1931; AAS 23 (1931), ss.222 ff.; dansk udg. Pavestolen og arbejderspørgsmålet, Sankt Ansgars Forlag, København 1942, s.97ff.

5   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Mater et Magistra: 15.maj 1961: AAS 53 (1961), s.417; dansk udg. Vort sociale ansvar, Skt. Ansgars Forlag, København 1961, s.24.

6   Jf. Mark. 2,27.

7   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris: AAS 55 (1963), s.266; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag, København 1963, s.15.

8   Jf. Jak. 2,15-16.

9   Jf. Luk. 16,19-31.

10  Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris: AAS 55 (1963), ss.299-300; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag, København 1963 s.54f.

11  Jf. Matt. 6,37-38; Matt. 7,1-2; Rom. 2,1-11; 14,10-12.

12  Jf. Matt. 5,43-47.

13  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.9.

14  Jf. 2.Mos. 24, 1-8.

1   Jf. 1.Mos. 1,26-27; 9,2-3; Visd. 9,2-3.

2   Jf. Sl. 8,7-10.

3   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris: AAS 55 (1963), s.297; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag, København 1963, s.51.

4   Jf. 2.Vatikankoncil, Budskab til alle mennesker, oktober 1962: AAS 54 (1962), s.823.

5   Jf. Paul vi, talen den 7.jan. 1965 til det diplomatiske korps: AAS 57 (1965), s.232.

6   Jf. 1.Vatikankoncil, Dogm. konstit. De fide cath., kap. 3: Denz. 1785-86 (3004-3005).

7   Jf. Pio Paschini, Vita e opere di Galileo Galilei I-II, ed. Vatic. (1964).

8   Jf. Matt. 24, 13; 13,24-30 & 36-43.

9   Jf. 2.Kor. 6,10.

10  Jf. Joh. 1,3 & 14.

11  Jf. Ef. 1,10.

12  Jf. Joh. 3,16; Rom. 5,8.

13  Jf. Ap.G. 2,36; Matt. 28,18.

14  Jf. Rom. 15,16.

15  Jf. Ap.G. 1,7.

16  Jf. 1.Kor. 7,31. - Skt. Irenæus, Adv. Haereses, V, 36,1: PG 8, 1221.

17  Jf. 2.Kor. 5,2; 2.Pet. 3,13.

18  Jf. 1.Kor. 2,9; Åb. 21,4-5.

19  Jf. 1.Kor. 15,42 & 53.

20  Jf. 1.Kor. 13,8; 3,14.

21  Jf. Rom. 8,19-21.

22  Jf. Luk. 9,25.

23  Jf. Pius xi, Rundskr. Quadragesimo anno: AAS 23 (1931), s.207; dansk udg. Pavesto­len og arbejderspørgsmålet, Sankt Ansgars Forlag, København 1942, s.81f.

24  Præfation for Krist Konges fest.

1   Jf. Paul vi, Rundskr. Ecclesiam Suam, III: AAS 56 (1964), ss.637-59.

2   Jf. Tit. 3,4: philanthropía.

3   Jf. Ef. 1,3; 5-6; 13-14; 23.

4   2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.8.

5   Ibid., n.9; jf. n.8.

6   Ibid., n.8.

7   Jf. Ibid., n.38, med note 9.

8   Jf. Rom. 8,14-17.

9   Jf. Matt. 22,39.

10  2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.9.

11  Jf. Pius xii, talen den 9.marts 1956 til historikere og kunstnere: AAS 48 (­1956), s.212: "Kirkens guddommelige grundlægger, Jesus Kristus, gav Den hverken en opgave eller en målsætning på det kulturelle plan. Det formål, som Kristus gav Den, er strengt religiøst (...). Kirken har til opgave at føre mennesker til Gud, for at de kan overgive sig til Ham uden forbehold (...). Kirken kan aldrig tabe dette strengt religiøse og overnaturlige mål af syne. Meningen med alle Dens aktiviteter - lige til den sidste artikel i Den kanoniske Ret - kan kun være direkte eller indirekte at bidrage til dette formål".

12  2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.1.

13  Jf. Hebr. 13,14.

14  Jf. 2.Tess. 3,6-13; Ef. 4,28.

15  Jf. Es. 58,1-2.

16  Jf. Matt. 23,3-23; Mark. 7,10-13.

17  Jf. Johannes xiii, Rundskr. Mater et Magistra, IV: AAS 53 (1961), ss.456 -57; dansk udg. Vort sociale ansvar, Skt. Ansgars Forlag, København 1961, ss.75-76; jf. ibid. I: AAS, ss.407, 410-11; dansk ud. ss.12 og 16.

18  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken n.28.

19  Ibid., n.28.

20  Jf. Skt. Ambrosius, De virginitate, kap. 8, n.48: PL 16, 278.

21  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.15.

22  Ibid., n.13.

23  Skt. Justin, Dialogus cum Tryphone, 110: PG 6, 729 (udg. Otto), 1897, ss.391-93: "... men jo mere vi forfølges, desto mere øges antallet af troende og fromme ved Jesu navn." -  Jf. Tertullian, Apologeticus, L. 13: Corp. Christ., Ser. lat. I, s.171: "Vi bliver også flere, hver gang vi forfølges af jer: de kristnes blod er sædekornet!" - Jf. Dogm konst. Om Kirken, n.9.

24  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.48.

25  Jf. Paul vi, tale holdt den 3.febr. 1965: L'Osservatore Romano, 4.febr. 1965.

1   Jf. Skt. Augustin, De bono conjugali: PL 40, 375-76 & 394. - Skt. Thomas Aquin, Sum. theol. Suppl. 49, 3, ad 1. - Decretum pro armenis: Denz. 702 (1327). - Pius xi, Rundskr. Casti Connubii: AAS 22 (1930),, ss.547-48; Denz. 2227-38 (3703-3714).

2   Jf. Pius xi, Rundskr. Casti Connubii, 31.dec. 1930: AAS 22 (1930), ss.546-47. Denz. 2231 (3706).

3   Jf. Hos. 2; Jer. 3,6-13; Ez. 16 & 23; Es. 54.

4   Jf. Matt. 9,15; Mark. 2,19-20; Matt. 5,34-35; Joh. 3,29. Jf. også 2.Kor. 11,2; Ef. 5,27; Åb. 19,7-8; 21,2 & 9.

5   Jf. Ef. 5,25.

6   Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.11, 35, 41.

7   Pius xi, Rundskr. Casti Connubii: AAS 22 (1930), s.583.

8   Jf. 1.Tim. 5,3.

9   Jf. Ef. 5,32.

10  Jf. 1.Mos. 2,22-24; Ordspr. 5,18-20; 31,10-31; Tob. 8,4-8; Højs. 1,2-3; 2,16; 4,16 til 5,1; 7,8-14; 1.Kor. 7,3-6; Ef. 5,25-33.

11  Jf. Pius xi, Rundskr. Casti Connubii: AAS 22 (1930), ss.547-48, Denz. 2232 (3707).

12  Jf. 1.Kor. 7,5.

13  Jf. Pius xii, Tale 20.jan. 1958, Tra le visite: AAS 50 (1958), s.91.

14  Jf. Pius xi, Rundskr. Casti connubii: AAS 22 (1930), ss.559-61: Denz. 2239-2241 (3716-3718). - Pius xii, tale 29.okt. 1951 til italienske jordemødre: AAS 43 (1951), ss.835-54. - Paul vi, tale 23.juni 1964 til kardinalerne: AAS 56 (1964), ss.581-89. Enkelte problemer, som trænger til flere og grundigere undersøgelser, er på pavens be­fa­ling blevet betroet til en speciel kommission, som har fået til opgave at studere demo­gra­fi­ske spørgsmål og familieproblemer. Når den kommission bliver færdig med sin indstil­ling, vil paven selv træffe afgørelsen. Hvad Kirkens officielle lære angår, har koncilet i denne situation ikke til hensigt at fremlægge konkrete løsninger med det samme.

15  Jf. Ef. 5,16; Kol. 4,5.

1   Jf. n.4ff. Indledende fremstilling i denne konstitution.

2   Jf. Kol. 3,1-2.

3   Jf. 1.Mos. 1,28.

4   Jf. Ordspr. 8,30-31.

5   Jf. Skt. Irenæus, Adv. Haer. III, 11,8: Sagnard, s.200; jf. Ibid., 16,6: ss.290-92; 21,10-22: ss.370-73; 22,3: s.378, o.s.v.

6   Jf. Ef. 1,10.

7   Jf. Pius xi's ord til biskop Roland-Gosselin: "Man må aldrig glemme, at det er Kirkens mål at evangelisere og ikke dyrke kultur. Hvis Kirken dyrker kultur, sker det gennem evangelisering.": Semaines sociales de France, 1936, ss.461-62.

8   1.Vatikankoncil, Konst. De fide cath.: Denz. 1795, 1799 (3015, 3019). - Jf. Pius xi, Rundskr. Quadragesimo anno: AAS 23 (1931), s.190; dansk udg. Pavestolen og arbejderspørgsmålet, Sankt Ansgars Forlag, København 1942, s.64.

9   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris: AAS 55 (1963), s.260; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag, København 1963, s.8.

10  Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris: AAS 55 (1963), s.283; dansk udg. s.45f. - Pius xii, radiobudskab den 24.dec. 1941: AAS 34 (1942), ss.16-17.

11  Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris: AAS 55 (1963), s.260; dansk udg. s.8.

12  Jf. Johannes xxiii, Åbningstale på koncilet, den 11.okt. 1962: AAS 54 (­1962), s.792.

13  Jf. 2.Vatikankoncil, Konstit. Om Liturgien, n.123. - Paul vi, tale til de romerske kunstnere: AAS 56 (1964), ss.439-42.

14  Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om præsternes uddannelsen og Erklæring Om den kristne opdragelse.

15  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.37.

1   Jf. Pius xii, Budskab 23.marts 1952: AAS 44 (1952), s.273. - Johannes xxiii, Tale 1.maj 1959 til A.C.L.I.: AAS 51 (1959), s.358.

2   Jf. Pius xi, Rundskr. Quadragesimo anno: AAS 23 (1931), ss.190ff.; dansk udg. Pavestolen og arbejderspørgsmålet, Sankt Ansgars Forlag, København 1942, s.64f. - Pius xii, Budskab 23.marts 1952: AAS 44 (1952), ss.276ff. - Johannes xxiii, Rund­skr. Mater et Magistra: AAS 53 (1961), s.450; dansk udg. Vort sociale ansvar, Skt. Ansgars Forlag, København 1961, ss.66 og 67. - 2.Vatikankon­cil, Dekret Om samfundets meddelelsesmidler, n.6.

3   Jf. Matt. 16,26; Matt. 16,1-31; Kol. 3,17.

4   Jf. Leo xiii, Rundskr. Libertas: AAS 20 (1887-88), ss.597ff. - Pius xi, Rundskr. Quadragesimo anno: AAS 23 (1931), ss.191ff.; dansk udg. Pavestolen og arbejder­spørgsmålet, Sankt Ansgars Forlag, København 1942, s.65ff. - Id., Divini Redemptoris: AAS 29 (1938), ss.65ff. - Pius xii, Julebudskab 1941: AAS 34 (1942), ss.10ff. - Johannes xxiii, Rundskr. Mater et Magistra: AAS 53 (1961), ss.401-64; dansk udg. Vort sociale ansvar, Skt. Ansgars Forlag, København 1961.

5   Om landbrugsproblemerne jf. især Johannes xxiii, Rundskr. Mater et Magistra: AAS 53 (1961), ss.431ff.; dansk udg. ss.42ff.

6   Jf. Leo xiii, Rundskr. Rerum Novarum: AAS 23 (1890-91), ss.649 og 662; dansk udg. Pavestolen og arbejderspørgsmålet, Sankt Ansgars Forlag, København 1942, ss.21 og 35-37. - Pius xi, Rund­skr. Quadragesimo anno: AAS 23 (1931), ss.200-201; dansk udg. Pavestolen og arbejderspørgsmålet, ss.74-76. - Id., Rundskr. Divini Redemptoris: AAS 29 (1937), s.92. - Pius xii, Radiobudskab, julen 1942: AAS 35 (1943), s.20. - Id., Tale 13.juni 1943: AAS 35 (1943), s.172. - Id., Radiobudskab 11.marts 1951 til de spanske arbejdere: AAS 43 (1951), s.215. - Johannes xxiii, Rundskr. Mater et Magistra: AAS 53 (1961), s.419; dansk udg. Vort sociale ansvar, Skt. Ansgars Forlag, København 1961, s.26.

7   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Mater et Magistra: AAS 53 (1961), ss.408, 424, 427; dansk udg. Vort sociale ansvar, Skt. Ansgars Forlag, København 1961, ss.13, 32, 36; det latinske ord curatio (på dansk: forvaltning og hensyntagen) stammer fra Rund­skr. Quadragesimo anno: AAS 23 (1931), s.199; dansk udg. Pavestolen og arbejderspørgs­målet, Sankt Ansgars Forlag, København 1942, s.74. - Om problemets udvikling se også: Pius xii, Tale 3.juni 1950: AAS 42 (1950), ss.485-88. - Paul vi, Tale 8.juni 1964: AAS 56 (1964), ss.574-79.

8   Jf. Pius xii, Rundskr. Sertum laetitiae: AAS 31 (1939), s.642. - Johannes xxiii, Tale i konsistoriet: AAS 52 (1960), ss.5-11. - Id., Rundskr. Mater et Magistra: AAS 53 (1961), s.411; dansk udg. Vort sociale ansvar, Skt. Ansgars Forlag, København 1961, s.16.

9   Jf. Skt. Thomas Aquin, Sum. theol. II. II. q.32, a.5, ad 2; Ibid. II. II. q.66, a.2; jf. Leo xiii's kommentar i Rundskr. Rerum Novarum: AAS 23 (1890-91), s.651; dansk udg. Pavestolen og arbejderspørgsmålet, Sankt Ansgars Forlag, København 1942, s.23. - Jf. også Pius xii, Tale 1.juni 1941: AAS 33 (1941), s.199.- Id., Radiobudskab, julen 1954: AAS 47 (1955), s.27.

10  Jf. Skt. Basilius, Hom. in illud Lucae "Destruam horrea mea", n.2: PG 31, 263. - Lactantius, Divinarum Institutionum, lib. V de iustitia: PL 6, 565 B. - Skt. Au­gustin, In Ioann. Ev. tr. 50, n.6: PL 35, 1760. - Id., Enarratio in Ps. 147, 12: PL 37, 192. - Skt. Gregor den Store, Homil. in Ev. hom. 20: PL 76, 1165. - Id., Regulae pastora­lis liber, III, 21: PL 77, 87. - Skt. Bonaventura, In III Sent. d. 33, dub. 1: Quaracchi III, 728. - Id., In IV Sent. d. 15, p. 2, a 2, q. 1: Quaracchi IV, 371 b; q. De superfluo (ms. Asissi, Bibl. comun. 186, f. 112a-113a. - Skt. Albert den Store, In III Sent. d. 33, a. 3, sol. 1: Borgnet XXVIII, 611. - Id., In IV Sent. d. 15, a. 16: Borgnet XXIX, 494-97. - Om hvordan man i vor tid skal vurdere hvad der er overflod jf. Johannes xxiii, Budskab 11.sept. 1962 i radio og fjernsyn: AAS 54 (1962), s.682: "Det er ethvert menneskes pligt - og for den kristne en uomgængelig pligt - at vurdere overflod i forhold til den nød, andre lider, og at følge nøje med i, at forvaltningen og fordelingen af de skabte goder sker til alles fordel".

11  I dette tilfælde gælder den gamle regel: "I den yderste nød er alt fælles, og det vil sige, at alt skal de­les". Om dette princips tolkning, gyldighedsområde og anvendelse jf. både Skt. Thomas Aquin, Sum theol. II. 66,7 og pålidelige moderne teologer. Det er klart, at princippets rette anvendelse forudsætter, at alle de betingelser, som er mo­ralsk nødvendige, også er opfyldt.

12  Jf. Gratian, Decretum, C. 21, dist. LXXXVI: Friedberg I, 302. Denne maksime findes allerede i PL 54, 591 A: jf. Antonianum 27 (1952), 349-66.

13  Jf. Leo xiii, Rundskr. Rerum Novarum: AAS 23 (1890-91), ss.643-46; dansk udg. Pavestolen og arbejderspørgsmålet, Sankt Ansgars Forlag, København 1942, ss.13-17. - Pius xi, Rund­skr. Quadragesimo anno: AAS 23 (1931), s.191; dansk udg. Pavestolen og arbejderspørgsmålet, s.65. - Pius xii, Radiobud­skab 1.juni 1941: AAS 33 (1941), s.199. - Id., Radiobudskab, julen 1942: AAS 35 (1943), s.17. - Id., Radiobudskab 1.sept. 1944: AAS 36 (1944), s.253. - Johannes xxiii, Rund­skr. Mater et Magistra: AAS 53 (1961), ss.428-29; dansk udg. Vort sociale ansvar, Skt. Ansgars Forlag, København 1961, ss.37ff.

14  Jf. Pius xi, Rundskr. Quadragesimo anno: AAS 23 (1931), s.214; dansk udg. Paven og arbejderspørgsmålet, s.89. - Johannes xxiii, Rundskr. Mater et Magistra: AAS 53 (1961), s.429; dansk udg., s.39.

15  Jf. Pius xii, Radiobudskab, pinsen 1941: AAS 33 (1941), s.199. - Johannes xxiii, Mater et Magistra: AAS 53 (1961), s.430; dansk udg. ss.40-41.

16  Om ret brug af denne verdens goder ifølge Det nye Testamente jf. Matt. 3,11; 10, 30ff.; 11,41; 1.Pet. 5,3; Mark. 8,36; 12,29-31; Jak. 5,1-6; 1.Tim. 6,8; Ef. 4,28; 2.Kor. 8,13ff.; 1.Joh. 3,17ff.

1   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Mater et Magistra: AAS 53 (1961), s.417; dansk udg. Vort sociale ansvar, Skt. Ansgars Forlag, København 1961, s.24.

2   Ibid.

3   Rom. 13,1-5.

4   Rom. 13,5.

5   Jf. Pius xii, Radiobudskab, julen 1942: AAS 35 (1943), ss.9-24; julen 1944: AAS 37 (1945), ss.11-17. - Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris: AAS 55 (1963), ss.263, 271, 277 og 278; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag, København 1963, ss.10, 16, 22, 23f.

6   Jf. Pius xii, Radiobudskab 1.juni 1941: AAS 33 (1941), s.200. - Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris: AAS, ss.273-74; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag, København 1963, ss.18-21.

7   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Mater et Magistra: AAS 53 (1961), s.416; dansk udg. Vort sociale ansvar, Skt. Ansgars Forlag, København 1961, s.23.

8   Jf. Pius xi, Tale til lederne for "Federazione Universitaria cattolica": Discorsi di Pio XI: udg. Bertetto, Torino bd. 1 (1960), s.743.

9   Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.13.

10  Jf. Matt. 2,14.

1   Jf. Ef. 2,16; Kol. 1,20-22.

2   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris, 11.april 1963: AAS 55 (1963), s.291; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag, København 1963 s.42: "For vor atomtidsalder bliver det derfor umuligt at anse krigen som noget egnet middel til at hævde ret og retfærdighed".

3   Jf. Pius xii, Tale 30.sept. 1954: AAS 46 (1954), s.589; Radiobudskab, julen 1954: AAS 47 (1955), ss.15ff. - Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris: AAS 55 (1963), ss.286-91; dansk udg., ss.37-42. - Paul vi, tale til FN, 4.okt. 1965: AAS 57 (1965), ss.877-885.

4   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris, afsnittet om nedrustning: AAS 55 (1963), s.287; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag, København 1963. ss.37-38.

5   Jf. 2.Kor. 6,2.

1   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Ad Petri Cathedram, 29.juni 1959: AAS 55 (1959), s.513.

2   Jf. Matt. 7,21.