Biskoppernes Hyrdebrev i Kirken
BISKOPPERNES HYRDEHVERV I KIRKEN "KRISTUS HERREN"
DET ANDET VATIKANKONCILS
DEKRET OM
BISKOPPERNES HYRDEHVERV I KIRKEN
"KRISTUS HERREN"
DE PASTORALI EPISCOPORUM MUNERE IN ECCLESIA
"CHRISTUS DOMINUS"
--------------------------------------------------------------------------------
Indhold
Dekret om biskoppernes hyrdehverv i Kirken
Forord af pater H. Roos, S.J -
med tilføjelse af biskop emeritus Hans.L.Martensen.
INDLEDNING
Kapitel I
BISKOPPERNE OVER FOR HELE KIRKEN
I.Biskoppernes rolle i hele Kirken
II.Biskopperne og Den apostoliske Stol
Kapitel II
BISKOPPERNE OVER FOR LOKALKIRKERNE ELLER BISPEDØMMERNE
I.Stiftsbiskopperne
II.Bispedømmernes udstrækning
III.Stiftsbiskoppens medarbejdere i hyrdehvervet
1)Koadjutorer og hjælpebiskopper
2)De biskoppelige kurier og råd
3)Stiftsgejstligheden
4)Ordensfolk
Kapitel III
BISKOPPERNES SAMARBEJDETIL FÆLLES GAVN FOR FLERE KIRKER
I.Synoder, konciler og især bispekonferencer
II.Kirkeprovinsers udstrækning og oprettelse af kirkeregioner
III.Biskopper med et hverv, som går ud over et enkelt bispedømmes grænser
Almindelige påbud
--------------------------------------------------------------------------------
Forord
Man vil blive skuffet, hvis man i det følgende dekret venter at finde et portræt af det 20. århundredes biskop. Det tegner hverken et psykologisk eller et dogmatisk billede af bispestillingen. Det første er uden interesse, og det andet kan overlades til historien eller skønlitteraturen. Så mange biskopper der findes, så mange bispetyper findes der, bortset fra at de alle - indtil nu i det mindste - bærer ring og brystkors. Den dogmatiske side af bispeembedet er behandlet i kirkedekretets 3. kapitel.
I dette dekret drejer det sig udelukkende om biskoppernes opgave eller sendelse. For så vidt hænger også dette koncildokument sammen med konstitutionen om Kirken, der ikke så meget taler om Kirkens væsen som om dens sendelse til hele verden. Kirken har en tjenende opgave over for alle mennesker uden undtagelse. På samme måde er også biskoppen først og fremmest en tjener. Hele bispedømmets religiøse fællesvel er hans eksistensberettigelse. Talte man tidligere måske for ofte om biskoppen som den "Ypperste præst", kan man nu med rette beskrive ham som den "Ypperste tjener". At tjene andre er hans hovedopgave.
Det nye i dette dekret er den tanke, at bispedømmet ikke skal være en ø eller en ghetto, men at det skal stå åbent til alle sider. Bispedømmet skal være i levende forbindelse med hele Kirken, som er Guds folk på vandring. Det område, hvor biskoppen virker, er en del af Kirken. Biskoppens opgaver betragtes derfor som en tredobbelt funktion: som medlem af bispekollegiet er han sammen med paven og de øvrige biskopper ansvarlig for hele Kirkens ledelse; som leder af sit eget bispedømme skal han drage omsorg for sine præster og det til ham betroede Guds folk; sammen med sine medbrødre i bispeembedet bærer han ansvar for Kirkens vel i en bestemt nation eller del af Kirken (f.eks. i Norden).
Det overraskende og nye i dette dekret er, at det ikke straks begynder med at understrege biskoppens opgaver i hans eget stift. Det første kapitel behandler biskoppens forhold til hele Kirken. Dette hænger atter sammen med det nye syn på bispeembedet, som kom frem på koncilet. Alle Kirkens biskopper danner sammen med paven - og aldrig uden paven - et eneste bispekollegium, som har den højeste myndighed i Kirken. Derfor er enhver biskop ikke blot ansvarlig for sit eget bispedømme, men for hele Kirken. De skal bistå paven i ledelsen af hele Kirken. Praktisk skal dette ske ved den såkaldte "bispesynode", som repræsenterer hele verdens episkopat. Der gøres opmærksom på, at dette hensyn til hele Kirken også viser sig i, at biskopperne efter evne sender nogle af deres præster til missionerne eller til områder, hvor der er præstemangel. Dette kan ske for altid eller for et begrænset tidsrum.
Den såkaldte "romerske Kurie", det vil sige de organer, som paven benytter sig af i ledelsen af hele Kirken, skal reorganiseres således, at den virkelig repræsenterer hele Kirken. Den skal i højere grad end hidtil internationaliseres. I fremtiden vil også lægfolk få adgang til dens stillinger.
I sit eget bispedømme ejer biskoppen på grund af vielsen en umiddelbar og selvstændig åndelig myndighed. Han er sit stifts hyrde som apostlenes efterfølger i bispekollegiet. Man går altså fejl, hvis man opfatter den stedlige biskop som pavens repræsentant. Biskoppen leder i eget navn og under eget ansvar sit bispedømme.
Efter gammel opfattelse er denne opgave tredobbelt: han er sit stifts lærer, præst og fader. Dekretet lægger megen vægt på den første af disse tre opgaver. Biskoppens pligt er først og fremmest at forkynde evangeliet. Derfor har man under vielsen lagt evangeliebogen på hans hoved og nakke. Han skal som lærer forkynde evangeliet, ikke blot for de troende, men for alle. Hans opmærksomhed skal i særlig grad være henvendt på de andre kristne kirker. Dialogens nødvendighed understreges. Han skal kende sine troende og gerne tale med dem. Han skal ikke være deres herre, men tjener. Især lægges vægt på en videre uddannelse i troen i kateketisk form, i foredrag, diskussioner og møder. Men han skal også over for den ikke katolske offentlighed tage stilling til tidens brændende problemer, ikke blot de i streng forstand kirkelige, men ligeledes til alle spørgsmål, hvor det drejer sig om den menneskelige persons værdighed og frihed.
Biskoppen ejer præstedømmet i hele dets fylde. Ham påhviler derfor den opgave at helliggøre sine troende. Det gør han og de præster, som er hans medhjælpere, fortrinsvis i den hellige liturgi. Hele Guds folk, præsterne såvel som lægfolket, er afhængigt af ham med hensyn til liturgiens ordning. Meget stærkt understreges denne åndelige, kontemplative side af biskoppens opgave; han skal med alle kræfter virke for, at de troende vokser i forståelsen af påskemysteriet, det vil sige: den hellige nadver, og at de i deres liv bærer vidnesbyrd om Kristus.
Biskoppen er også stiftets leder. Her anvender dekretet - også dette er nyt - begrebet: "fader". Biskoppen skal være alles fælles fader. Han skal nøje kende de krav, som bispedømmet konkret stiller: de særlige opgaver, som skal tages op. For at man ikke famler i blinde, skal han også benytte sig af statistiske undersøgelser. Han skal i særlig grad tage sig af de mennesker, der af en eller anden grund forsømmes, f.eks. arbejderklassen, de fremmede, emigranterne, gæstearbejdere o.a. Som bispedømmets leder og fader har han tilsynsret og tilsynspligt med al apostolisk aktivitet i stiftet; han skal så vidt muligt koordinere de forskellige gruppers og foreningers arbejdsindsats og vise interesse for dem. Han skal være til for alle, og ikke blot for en bestemt gruppe.
For at biskoppen kan klare alle disse forskellige opgaver, må han naturligvis have hjælp og støtte. Hvis en biskop af en eller anden grund anser det for nødvendigt, kan han bede den kompetente gejstlige myndighed om en koadjutor eller en (eller flere) hjælpebiskopper. En af disse hjælpebiskopper skal i reglen være generalvikar. I den biskoppelige kurie indtager generalvikarens embede en særlig stilling; hvis bispedømmets situation kræver det, kan biskoppen også udnævne en eller flere vikarer, der ikke behøver at være biskopper. Dette sidste er noget nyt. Til samme kurie hører også det "biskoppelige råd", som består af præster og lægfolk. Særlig udførligt behandler dekretet derefter de præster, som arbejder i selve bispedømmet, først verdensgejstligheden, derefter de præster, som er ordensfolk. Det henstilles, at både biskopper (og sognepræster) giver afkald på deres embede, når de på grund af alder ikke mere kan overkomme det. I de udførelsesbestemmelser, som Paul VI har offentliggjort den 6.august 1966, nævnes det 75. leveår som aldersgrænse. Biskoppen har pligt til at sørge for emeriterede præster.
I dekretets sidste del anbefales synoder og konciler i selve bispedømmet. Derefter tales der om de såkaldte bispekonferencer, hvorved alle biskopper fra et bestemt land eller geografisk område slutter sig sammen. Der gives nøjagtige bestemmelser for, hvem der har sæde i disse bispekonferencer, og hvordan deres forretningsprocedure skal være. I vort tilfælde drejer det sig om den nordiske bispekonference, som omfatter Finlands, Danmarks, Islands, Norges og Sveriges overhyrder og biskopper.
Det ville være forkert at mene, at dette dekret kun tager sigte på biskopperne og præsterne. Det henvender sig til hele Guds folk. Også lægfolket har godt af at vide, hvad biskoppen venter sig af dem. Kollegialiteten, det vil sige samarbejdets ånd, må præge alle: biskoppen, præsterne og lægfolket. Når biskoppen er vor fælles fader, er vi alle én familie. Men man besøger sin fader, taler med ham og holder af ham.
H. Roos, S.J.
1965
--------------------------------------------------------------------------------
Siden pater Roos skrev dette forord, har jeg selv i omkring 30 år fungeret som biskop, og siden da er yderligere to år forløbet, efter at jeg fik min efterfølger i bispegerningen. Hvis jeg i dag skulle tilføje nogle få ord, så får jeg lyst til både at kaste et blik tilbage og et blik frem.
Et tilbageblik minder om, hvordan teksten om biskopperne lige fra begyndelsen hørte til koncilets centrale temaer, og at det var nært knyttet til teksten om Kirken: "Lumen Gentium". Allerede før koncilet samledes til sin første samling, havde forberedelseskommissionen - efter at have bearbejdet et forudgående romersk tekstudkast og store mængder af dertil indkomne forslag og ønsker - forberedt en samlet tekst om biskopperne. Den omfattede 5 kapitler, og drejede sig om biskoppernes fuldmagter, deres forhold til Den romerske Bispekongregation, de nationale bispekonferencer, passende områdefordeling for bispedømmer og kirkeprovinser, oprettelse af sogne og foreståelsen af disse.
Drøftelsen af denne tekst begyndte under den 2.koncilssamling i november l963. En særlig betydningsfuld plads i overvejelserne fik spørgsmålet om biskoppernes "kollegialitet" og deres medansvar for ledelsen af den samlede Kirke. Pater Roos fremhæver i sit forord med rette den centrale betydning af, at biskopperne i første række betragtes som kollegialt fællesskab, og først derefter enkeltvis som indehavere af et embede.
Biskoppernes specielt pastorale ansvar, ønsket om en reform af Den romerske Kurie, nærmere forståelse af den enkelte stiftsbiskops ansvar, også i forhold til sine egne biskoppelige medarbejdere (hjælpebiskopper), og endelig de nationale eller regionale bispekonferencer udgjorde yderligere tyngdepunkter i debatten.
Man erkendte, at en radikal nybearbejdelse af teksten var nødvendig, før den kunne gøres moden til afstemning. Henimod slutningen af 2.koncilsperiode indsattes til dette formål 5 underkommissioner, der skulle bearbejde teksten i dens helhed, samt dens enkelte kapitler. I løbet af foråret 1964 blev en ny tekst (inddelt i kun 3 kapitler) udsendt til biskopperne. Denne tekst blev så stillet til drøftelse under 3.koncilssamling. Her kom det som en overraskelse, at de tre kapitler i deres helhed ikke fik den nødvendige to trediedels majoritet, så yderligere bearbejdelser var nødvendige.
Den endelige tekst kom således først til afstemning under den 4. og sidste koncilssamling. Her fik man til gengæld det overraskende enstemmige resultat, at teksten blev modtaget med 2.319 ja-stemmer mod kun 2 nej-stemmer og én ugyldig stemme!
Retter vi blikket på den tid, der er forløbet siden koncilet, og spørger vi om den videre fremtid, som vi bevæger os ind i, så er måske følgende bemærkninger mulige: siden koncilet er der regelmæssigt blevet indkaldt til bispesynoder i Rom med repræsentation af alle verdens katolske bispekonferencer. Emnerne for disse synoder har været bestemt af paven selv og har drejet sig om spørgsmål, der var af stor betydning for Kirken i dens helhed. Desuden har man siden koncilet kunnet konstatere, at de enkelte bispekonferencer rundt omkring i verden har fået øget betydning, måske ikke så meget i universal, som i deres egen lokale sammenhæng. Endelig må det konstateres, at den ny Kirkeret, som blev promulgeret i 1983, har haft stor betydning for den nærmere regulering af forholdet mellem biskopperne og Rom, og mellem biskopperne indbyrdes.
Retter vi blikket fremad mod den fremtid, vi endnu ikke kender, så fornemmer mange, at forholdet mellem centralt ansvar i Rom og de enkelte bispedømmers og områders reelle medansvar for den samlede Kirke indeholder spørgsmål og udfordringer for alle, der er kaldede til "at opbygge Kristi legeme"(Ef. 4,12). Det gælder om, hele tiden at søge og finde legemets rette balance - netop i en verden, der rundt omkring udvikler sig så forskelligt. Enhed og mangfoldighed er begge indeholdt i begrebet "katolsk"!
5.maj l997
+Hans L. Martensen
biskop emeritus
--------------------------------------------------------------------------------
Paul, biskop, Guds tjeneres tjener,
sammen med koncilsfædrene,
til evig erindring
Dekretet "Christus Dominus"
om biskoppernes hyrdehverv i Kirken
INDLEDNING
1.Kristus, Herren, den levende Guds søn, som kom for at frelse sit folk fra dets synder,1 og for at alle mennesker skulle helliggøres, udsendte sine apostle, ligesom han selv var sendt af Faderen.2 Han helliggjorde dem, idet han gav dem Helligånden, for at også de skulle hædre Faderen på jorden og frelse menneskene "til opbygning af Kristi legeme" (Ef. 4,12), som er Kirken.
2.I denne Kristi Kirke har biskoppen af Rom som Peters efterfølger, han som Kristus betroede at vogte sine får og sine lam, ved guddommelig indstiftelse den højeste, den fulde, den umiddelbare og den altomfattende myndighed over sjælesorgen. Derfor har han ledelsen af den ordinære myndighed over alle kirker, da han er udsendt som hyrde for alle troende for at drage omsorg for hele Kirkens fælles vel og for de enkelte kirkers vel.
Men også biskopperne, der er indsat af Helligånden, efterfølger apostlene som hyrder for sjælene3 og er, sammen med paven og under hans ledelse, udsendt for at fortsætte Kristi, den evige hyrdes, værk til alle tider4. Kristus gav nemlig apostlene og deres efterfølgere påbud om og myndighed til at undervise alle folkeslag, helliggøre menneskene i sandheden og vogte dem. Derfor er biskopperne - ved Helligånden, som er givet dem - blevet sande og ægte lærere, præster og hyrder for troen5.
3.Dette deres biskoppelige hverv, som de har påtaget sig ved bispevielsen,6 udøver biskopperne, der er delagtige i omsorgen for alle kirkerne, over for hele Guds Kirke i fællesskab med paven og under hans ledelse, hvad læreembedet og den pastorale ledelse angår, idet de alle er forenede i et kollegium eller legeme.
De udøver dette hverv enkeltvis, hvad angår de dele af Guds hjord, som er tildelt dem, idet enhver har omsorg for den ham betroede lokalkirke. Undertiden drager dog nogle biskopper i fællesskab omsorg for visse fælles behov hos forskellige kirker.
Derfor fastsætter kirkemødet følgende under hensyntagen til forholdene i det menneskelige samfund, som er på vej mod en nyordning i vor tid,7 og idet det har til hensigt at bestemme biskoppernes hyrdehverv nøjere.
--------------------------------------------------------------------------------
Kapitel I
BISKOPPERNE OVER FOR HELE KIRKEN
I. Biskoppernes rolle i hele Kirken
4.Biskopperne er som lemmer på et legeme i kraft af den sakramentale vielse og den hierarkiske forening med kollegiets hoved og lemmer.1 "Men den biskoppelige stand, der i læreembedet og den pastorale ledelse efterfølger apostelkollegiet, ja i hvilken apostellegemet til stadighed lever videre, er, sammen med sit hoved, biskoppen af Rom, og aldrig uden dette hoved, indehaver af den højeste og fulde myndighed over hele Kirken. Denne myndighed kan dog ikke udøves uden den romerske biskops samtykke.2" Denne myndighed "udøves på højtidelig måde i det økumeniske koncil."3 Derfor fastsætter koncilet, at det for alle biskopper, som er medlemmer af bispekollegiet, er en ret at deltage i et økumenisk koncil.
"Denne kollegiale myndighed kan også udøves af biskopper, som bor spredt over hele verden, sammen med paven, når blot kollegiets hoved kalder dem til kollegial handling eller i hvert fald billiger de spredte biskoppers forenede handling eller frit accepterer den, således at der opstår en sand kollegial handling."4
5.Biskopper, som er udvalgte fra forskellige egne af verden, yder Kirkens øverste hyrde kraftig bistand i det råd, som kaldes bispesynode5 på den måde og efter de retningslinier, som er fastsat eller vil blive fastsat af den romerske biskop. Da denne synode jo optræder på hele det katolske episkopats vegne, vil det sige, at alle biskopper i hierarkisk fællesskab er delagtige i omsorgen for hele Kirken.6
6.Biskopperne skal, som apostlenes retmæssige efterfølgere og medlemmer af bispekollegiet, altid vide, at de er forbundne indbyrdes, og de skal vise omsorg for alle kirker, da hver enkelt ved Guds indstiftelse og påbud er ansvarlig for Kirkens apostoliske opgave sammen med de øvrige biskopper.7 Særligt skal de vise omsorg for de egne af verden, hvor Guds ord endnu ikke er forkyndt, eller hvor de kristne, især på grund af det ringe antal præster, står i fare for at vige bort fra budene for et kristent liv, ja endog for at miste troen.
Derfor skal de af alle kræfter virke for, at de troende ivrigt påtager sig og fremmer arbejdet med at forkynde Evangeliet og virke apostolisk. Desuden skal de med flid sørge for, at der uddannes egnede medhjælpere og hjælpere i de kirkelige anliggender - ordensfolk såvel som lægfolk - til missionerne og de egne, som lider under præstemangel. De skal også sørge for - i den grad det er muligt - at nogle af deres præster drager ud til de nævnte missioner eller bispedømmer for i fremtiden eller i hvert fald indtil en fastsat tid at udføre deres præstegerning der.
Biskopperne skal endvidere ved anvendelse af de kirkelige økonomiske midler have for øje, at de skal tage hensyn ikke blot til deres eget bispedømmes behov, men også til andre lokalkirkers behov, da de jo er dele af Kristi ene kirke. De skal endelig bestræbe sig for efter evne at lette den nød, som andre bispedømmer eller områder lider under.
7.Især skal de omfatte de kirkeledere med et broderligt sind, som for Kristi navns skyld lider forfølgelse og trængsel, som holdes i fængsel, eller som forhindres i at udføre deres hverv, og de skal vise dem broderlig og virksom omsorg, for at deres smerter må lindres og formildes ved deres medbrødres bøn og handling.
II. Biskopperne og Den apostoliske Stol
8.
a) Ifølge sagens natur tilkommer der biskopperne som apostlenes efterfølgere al ordinær, selvstændig og umiddelbar myndighed, som er nødvendig for udøvelsen af deres hyrdehverv. Dog skal altid og i alle forhold den magt forbliver urokket, som den romerske biskop, i kraft af sit embede, har grunde til at forbeholde sig selv eller en anden myndighed.
b) De enkelte stiftsbiskopper har mulighed for i særlige tilfælde at dispensere de troende, over for hvem de ifølge kirkeretten udøver deres myndighed, fra Kirkens almindelige lov, så ofte som de skønner, at det bidrager til disses åndelige vel, medmindre der er taget et særligt forbehold fra Kirkens øverste myndighed.
9.Ved udøvelsen af den højeste, fulde og umiddelbare myndighed over hele Kirken anvender biskoppen af Rom den romerske kuries kongregationer, som derved udfører sin opgave i hans navn og med hans myndighed til gavn for kirkerne og til hjælp for de kirkelige hyrder.
Men koncilsfædrene ønsker, at disse kongregationer, som har ydet biskoppen af Rom og Kirkens hyrder fortræffelig hjælp, underkastes en nyordning, der bedre svarer til tidens, de forskellige egnes og riters behov, især hvad angår deres antal, navn, kompetence, deres eget indre liv og deres indbyrdes koordinering af arbejdet.8 Ligeledes ønsker koncilsfædrene, at de pavelige legaters opgave bestemmes nøjere under hensyntagen til, at det er biskoppernes særlige opgave at være hyrder.
10.Da disse kongregationer er oprettet til gavn for hele Kirken, ønsker man videre, at deres medlemmer, embedsmænd såvel som rådgivere, samt de pavelige legater, så vidt det er muligt, i højere grad tages fra forskellige områder af Kirken, så at Den katolske Kirkes centrale instanser eller organer frembyder en virkelig universel karakter.
Man ønsker også, at der som medlemmer af kongregationerne vælges nogle biskopper i deres egenskab af stiftsbiskopper, som mere fuldstændigt over for paven kan gøre rede for alle kirkernes indstilling, ønsker og behov.
Endelig mener koncilsfædrene, at det vil være meget nyttigt, hvis kongregationerne i højere grad hører på lægfolk, som udmærker sig ved deres karakter, viden og erfaring, således at også disse kan indtage den plads, der tilkommer dem, i Kirkens anliggender.
--------------------------------------------------------------------------------
Kapitel II
BISKOPPERNE OVER FOR LOKALKIRKERNE ELLER BISPEDØMMERNE
I. Stiftsbiskopperne
11.Et bispedømme er en del af Guds folk, som en biskop får betroet at drage omsorg for i samarbejde med præsterne. Idet et bispedømme er knyttet til sin hyrde og af ham ved Evangeliet og eukaristien er samlet i Helligånden, udgør det en lokalkirke, hvori i sandhed Kristi ene, hellige, katolske og apostoliske Kirke er til stede og virker.
De enkelte biskopper, til hvem omsorgen for en lokalkirke er betroet under pavens ledelse, vogter deres får i Herrens navn som disses egentlige, ordinære og umiddelbare hyrder, idet de udfører deres hverv som lærere og ledere over for dem. Dog skal de anerkende de rettigheder, som retmæssigt tilkommer patriarker eller andre hierarkiske myndigheder.1
Biskopperne skal stræbe efter at udføre deres apostoliske hverv som Kristi vidner over for alle mennesker. De skal ikke blot drage omsorg for dem, som allerede følger hyrdernes leder, men også med hele deres sjæl vie sig til dem, som på en eller anden måde er bøjet af fra sandhedens vej eller ikke kender Kristi Evangelium og frelsebringende miskundhed, indtil alle engang vandrer "i al godhed og retfærdighed og sandhed." (Ef. 5,9).
12.I udøvelsen af deres hverv som lærere skal biskopperne forkynde Kristi Evangelium for menneskene - hvad der altid må fremhæves som biskoppernes vigtigste opgave2 - idet de med Helligåndens styrke kalder dem til troen eller styrker dem i en levende tro. De skal fremstille hele Kristi mysterium for dem - uvidenhed om disse sandheder er jo uvidenhed om Kristus - og vise den vej, der af Gud er åbenbaret til forherligelse af ham og netop derved til opnåelse af den evige salighed.3
Desuden skal de vise, at også de jordiske forhold og de menneskelige institutioner efter Skaberens plan kan indrettes med henblik på menneskenes frelse og derfor kan bidrage ikke så lidt til opbygningen af Kristi legeme.
De skal belære om, hvor højt den menneskelige person, med sin frihed og også med sit legemlige liv, skal vurderes i overensstemmelse med Kirkens lære. Hvor højt familien og dens enhed og fasthed skal vurderes; børnenes fødsel og opdragelse; det borgerlige fællesskab med sine love og beskæftigelser; arbejde og hvile; kunsten og de tekniske opfindelser; fattigdom og overflod. Endelig skal de gøre rede for de retningslinier, hvorefter de meget alvorlige spørgsmål om besiddelse, forøgelse og den rette fordeling af de materielle goder, om krig og fred og om det broderlige samkvem mellem alle mennesker skal løses.4
13.De skal fremstille den kristne lære i en form, som er tilpasset tidens behov. Den skal nemlig svare på de vanskeligheder og spørgsmål, som i særlig grad trykker og ængster menneskene. De skal også vogte denne lære, idet de lærer de troende selv at forsvare og udbrede den. Når de videregiver den, skal de godtgøre Kirkens moderlige omsorg for alle mennesker - troende eller ikke-troende - og tage sig af de fattige og de ringerestillede, til hvem Herren sendte dem for at forkynde Evangeliet, med særlig omhu.
Da det er Kirkens opgave at komme i samtale med det menneskelige samfund, den lever i,5 er det i særlig grad biskoppernes pligt at komme menneskene i møde og at søge samtaler med dem og at fremme sådanne samtaler. Da sandhed altid må være forbundet med kærlighed og indsigt med godhed, bør disse samtaler udmærke sig ved klar tale fremført med ydmyghed og mildhed, endvidere ved tilbørlig klogskab, som dog må parres med den tillid, der forener sindene i venskab.6
Biskopperne skal med flid anvende de forskellige midler, som står til rådighed i dag, til at forkynde den kristne lære, nemlig først og fremmest prædiken og katekese, som altid indtager førstepladsen, men også fremstilling af læren i skoler, på højere læreanstalter, ved møder og sammenkomster af enhver art. De skal udbrede den ved offentlige erklæringer foranlediget af forskellige begivenheder, på tryk og i de forskellige offentlige kommunikationsmidler, som ganske afgjort bør bruges til at forkynde Evangeliet.7
14.Biskopperne skal overvåge, at katekesen, som sigter mod, at troen - oplyst ved kundskab - bliver levende og klar og virksom hos menneskene, med flid meddeles såvel børn og unge som yngre mennesker og også voksne. De skal overvåge, at der i undervisningen iagttages en egnet fremstillingsform og en metode, som svarer ikke blot til emnet, men også til elevernes anlæg, evner, alder og livsvilkår; ligeledes skal de overvåge, at undervisningen støtter sig på Den hellige Skrift, Traditionen, liturgien samt Kirkens læreembede og liv.
Yderligere skal de sørge for, at kateketerne forberedes rigtigt til deres hverv, således at de kender Kirkens lære fuldstændig og desuden lærer de psykologiske love og de pædagogiske fag i teori og praksis.
De skal også arbejde for, at undervisningen af voksne katekumener fornyes og gøres bedre egnet.
15.I udøvelsen af deres hverv som helliggørere skal biskopperne huske, at de er udtaget blandt mennesker og indsat til gavn for mennesker i deres tjeneste for Gud, til at frembære gaver og ofre for synder. Thi biskopperne besidder ordinationens sakramente i fuldt mål, og af dem er præsterne afhængige i udøvelsen af deres myndighed, selvom de, for at de kan være biskoppernes omhyggelige hjælpere, også selv er viede som Den nye Pagts sande præster. Også diakonerne, der er viet til tjeneste og tjener Guds folk i forening med biskoppen og hans præster, er afhængige af biskopperne. Derfor er biskopperne hovedforvaltere af Guds mysterier, ligesom de også leder, fremmer og vogter hele det liturgiske liv i den kirke, som er betroet dem.8
Derfor skal de bestandig anstrenge sig for, at de kristne erkender påskemysteriet dybere og virkeliggør det i deres liv ved eukaristien, således at de knyttes nøje sammen i ét legeme i Kristi kærligheds enhed.9 Idet de "troligt bliver ved med bønnens og ordets tjeneste" (Ap.G. 6,4), skal de virke for, at alle, for hvem omsorgen er dem betroet, er enige i bønnen,10 og at de ved modtagelse af sakramenterne vokser i nåde og bliver trofaste vidner for Herren.
Som ledere til fuldkommenhed skal biskopperne stræbe efter at fremme deres præsters, ordensfolks og lægfolks hellighed, enhver efter sit særlige kald,11 idet de husker på, at de selv er bundet til at give et eksempel på hellighed ved kærlighed, ydmyghed og oprigtighed i deres livsførelse. De skal helliggøre de kirker, som er betroet dem, således at der i dem klart fremtræder en bevidsthed om hele Kristi Kirke. Derfor skal de i allerhøjeste grad fremme præste- og ordenskaldene med særlig omsorg for missionskaldene.
16.I udøvelsen af deres hverv som fædre og hyrder skal biskopperne i deres hjord være som tjenere,12 gode hyrder, som kender deres får, og hvis får kender dem, sande fædre, som udmærker sig ved en kærlig og omsorgsfuld indstilling over for alle, og hvis gudgivne myndighed alle med taknemmelighed underkaster sig. De skal samle og forme hele deres hjord således, at alle, i bevidsthed om deres pligter, lever og handler i kærlighedens fællesskab.
For at biskopperne kan være i stand til at gøre dette effektivt, bør de, "beredte til alt godt arbejde" (2.Tim. 2,21), og idet de "udholder alt for de udvalgtes skyld" (2.Tim. 2,10), indrette deres liv således, at det svarer til tidens behov.
Præsterne, som jo for en del påtager sig deres hverv og omsorg og udfører det flittigt med daglig omhu, skal biskopperne altid omfatte med en særlig kærlighed. De skal anse dem for sønner og venner13 og derfor være rede til at høre på dem, og ved tillidsfuldt samkvem med dem skal de stræbe efter at fremme alt pastoralt arbejde i hele bispedømmet.
Biskopperne skal være opmærksomme på de åndelige, intellektuelle og materielle betingelser, hvorunder præsterne lever, for at disse kan være i stand til at leve helligt og fromt, samt trofast og frugtbart opfylde deres tjeneste. Derfor skal de fremme institutioner og oprette særlige kurser, hvor præster indimellem samles, dels for at gennemføre længere retræter til åndelig fornyelse af deres liv, dels for at opnå dybere kendskab til de kirkelige fag, især Den hellige Skrift og teologien, til sociale spørgsmål af større betydning og til nye fremgangsmåder i det pastorale virke. Biskopperne skal hjælpe præster, som på en eller anden måde er i fare eller har svigtet på visse punkter, og være barmhjertige mod dem.
For at de bedre kan drage omsorg for de troendes vel efter hver enkelts forhold, skal biskopperne arbejde på at lære disses behov rigtigt at kende i de sociale forhold, de lever under, og derfor anvende egnede midler, især til sociale undersøgelser. De skal vise sig omsorgsfulde mod alle, hvilken alder, social status eller nationalitet de end er af, såvel indfødte som indvandrere og fremmede. I udøvelsen af denne pastorale omsorg skal de lade deres troende spille den rolle, som tilkommer dem i de kirkelige anliggender, idet de anerkender deres pligt og ret til aktivt at medvirke til opbygningen af Kristi mystiske legeme.
De adskilte brødre skal de behandle med kærlighed, idet de anbefaler de troende at vise stor menneskelighed og næstekærlighed mod dem, og de skal fremme det økumeniske arbejde, således som dette forstås af Kirken.14 Også de udøbte skal de tage til deres hjerte, for at Jesu Kristi kærlighed også må lyse for dem, han, om hvem biskopperne er vidner over for alle mennesker.
17.Udviklingen af forskellige former for apostolisk virke skal fremmes, og i hele bispedømmet eller i særlige områder af det skal der - under biskoppens ledelse - arbejdes for koordinering og snæver sammenhæng mellem alle former for apostolisk virke, hvorved alle foretagender og institutioner - kateketiske, missions-, karitative, sociale, familie-, skole- og hvilke som helst andre, der forfølger et pastoralt mål - bringes til at virke endrægtigt. Derved træder samtidig bispedømmets enhed tydeligere frem.
Med flid skal man understrege de troendes pligt til, enhver efter forhold og egnethed, at udøve apostolat, og det skal anbefales dem at tage del i og understøtte forskellige former for lægmandsapostolat, især Katolsk Aktion. Ligeledes skal der udvikles eller ydes støtte til foreninger, som direkte eller indirekte stræber efter et overnaturligt mål, nemlig at opnå et mere fuldkomment liv eller at forkynde Kristi Evangelium for alle eller at udvikle den kristne lære eller liturgien eller at nå sociale mål eller at udføre fromheds- eller kærlighedsgerninger.
Formerne for apostolisk virke skal tilpasses på rette vis til de nutidige behov, idet man tager hensyn til menneskenes vilkår, ikke blot de åndelige og moralske, men også de sociale, befolkningsstatistiske og økonomiske. Til effektiv og frugtbar opnåelse af dette bidrager i høj grad de sociale og religiøse undersøgelser, som foretages af institutionerne for pastoralsociologi, og som kraftigt anbefales.
18.Særlig omsorg skal der næres for de troende, som på grund af deres livsvilkår ikke i tilstrækkelig grad kan nyde godt af sognepræsternes fælles ordinære hyrdeomsorg, eller som fuldstændig må undvære den, sådan som de allerfleste udvandrere, landflygtige og flygtninge, søfolk og flypersonale, nomader osv. Der skal udvikles egnede pastorale metoder til at tage vare på det åndelige liv hos dem, som for en tid rejser på ferie til fremmede egne.
Bispekonferencerne, især de nationale, skal med flid beskæftige sig med de vigtigere spørgsmål i forbindelse med de førnævnte mennesker. De skal med egnede midler og undervisningsformer i endrægtighed og med forenede kræfter lægge planer om og virke til gavn for den åndelige omsorg for dem, idet de først og fremmest tager hensyn til de bestemmelser, som er eller vil blive fastsat af Den apostoliske Stol,15 dog tilpasset tidens, stedets og menneskenes vilkår.
19.Under varetagelsen af deres apostoliske hverv, som sigter mod sjælenes frelse, besidder biskopperne ifølge selve sagens natur ubegrænset og fuld frihed og uafhængighed af en hvilken som helst borgerlig myndighed. Derfor er det ikke tilladt direkte eller indirekte at hindre dem i at udøve deres kirkelige hverv eller at forhindre dem i frit at stå i forbindelse med Den apostoliske Stol og andre kirkelige myndigheder og med deres undergivne.
Samtidig med at de virker for den åndelige omsorg for deres hjord, tænker de viede hyrder også reelt på dens sociale og borgerlige gavn og trivsel. Med dette mål for øje knytter de et virksomt samarbejde med de offentlige myndigheder i overensstemmelse med deres opgave og på en for biskopper sømmelig måde, og de råder deres hjord til at adlyde retfærdige love og respektere lovligt indsatte myndigheder.
20.Da biskoppernes apostoliske hverv er indstiftet af Kristus, Herren, og forfølger et åndeligt og overnaturligt mål, erklærer det hellige økumeniske Koncil, at retten til at udnævne og indsætte biskopper er speciel for, knyttet til og ifølge sagens natur udelukkende forbeholdt den kompetente kirkelige myndighed.
Derfor er det blandt dette hellige Koncils ønsker, for at Kirkens frihed kan vogtes på rette vis, og de kristnes vel bedre kan fremmes, at der i fremtiden ikke yderligere gives de borgerlige myndigheder nogen rettigheder eller privilegier til at udvælge, udnævne, fremstille eller udpege nogen til et bispeembede. De borgerlige myndigheder, hvis velvilje over for Kirken koncilet med taknemmelighed erkender og sætter meget højt, anmoder man venligst om, ved forhandlinger med Den apostoliske Stol, af egen vilje at give afkald på de førnævnte rettigheder og privilegier, som de efter overenskomst og sædvane nyder nu.
21.Da biskoppernes hyrdehverv er af så stor vægt og så stor betydning, henstilles det indtrængende til stiftsbiskopper og andre med dem retsligt ligestillede at give afkald på deres embede, enten uopfordret eller opfordret af en kompetent myndighed, hvis de på grund af tiltagende alder eller en anden alvorlig grund er blevet mindre egnede til at opfylde deres opgave. Den kompetente myndighed skal, hvis den accepterer deres afskedsansøgning, sørge for sømmeligt underhold til dem, som er trådt tilbage, og skal undersøge deres særlige rettigheder.
II. Bispedømmernes udstrækning
22.For at bispedømmet kan nå sit egentlige mål, må Kirkens natur træde klart frem i det folk, som hører til det. Videre må biskopperne virksomt kunne udføre deres hyrdehverv. Endelig må Guds folk på den mest fuldkomne måde hjælpes til frelse.
Dette kræver dels en passende afgrænsning af bispedømmernes landområde og dels en fornuftig og til apostolatets krav svarende fordeling af præster og økonomiske midler. Alt dette virker ikke blot til gavn for de præster og kristne, som direkte berøres deraf, men også til gavn for hele den katolske Kirke.
Derfor bestemmer det hellige Koncil med hensyn til bispedømmernes udstrækning, at der så snart som muligt på fornuftig vis skal ske en egnet revision, i det omfang sjælenes vel kræver det. Bispedømmerne skal deles, eller dele skal tages fra dem, eller flere skal sluttes sammen, eller deres grænser skal ændres, eller bispesæderne flyttes til et mere velegnet sted, eller også, især hvis det drejer sig om bispedømmer, som består af større byer, skal de have en ny intern struktur.
23.Ved revisionen af bispedømmernes udstrækning skal man først og fremmest sikre hvert enkelt bispedømmes organiske enhed, hvad angår mennesker, organer og institutioner, i lighed med et sundt levende legeme. I de enkelte tilfælde skal man, under nøje afvejelse af alle omstændigheder, have følgende generelle kriterier for øje:
1) Ved fastsættelse af bispedømmernes udstrækning skal der, i så høj grad det er muligt, tages hensyn til forskellene i gudsfolkets sammensætning, hvad der kan bidrage meget til bedre udøvelse af den pastorale omsorg. Samtidig skal der sørges for, at områder, hvor gudsfolket rent befolkningsmæssigt er ensartet med borgerlige instanser og sociale institutioner, som giver det en organisk struktur, så vidt muligt bevares som en enhed. Derfor skal hvert enkelt bispedømmes område kun udstrække sig over et sammenhængende landområde.
Man skal også, hvis det er muligt, tage hensyn til grænserne for de borgerlige områder og særlige menneskelige og lokale forhold, f.eks. psykologiske, økonomiske, geografiske og historiske.
2) Et bispedømmes størrelse og antallet af dets medlemmer skal generelt sagt på den ene side være således, at biskoppen selv, omend hjulpet af andre, kan udøve sine præstelige opgaver og gennemføre pastorale visitationer på behørig vis, kan lede og koordinere alt apostolisk virke i bispedømmet på rette vis, og kan lære især sine præster at kende, men også ordensfolk og lægfolk, som spiller en rolle i bispedømmets virksomhed. På den anden side skal området være tilstrækkeligt stort og egnet til, at biskoppen og præsterne på gavnlig vis kan anvende alle deres kræfter på den kirkelige tjeneste, idet de har hele Kirkens behov for øje.
3) For at tjenesten til frelse bedre kan udøves i bispedømmet, skal det anses for en rettesnor, at der i hvert bispedømme skal være tilstrækkeligt mange egnede præster til stede til at vogte Guds folk på rette vis. De organer, institutioner og "tjenester", som hører til en lokalkirke, og som anses for nødvendige til den rette ledelse af den og til dens apostoliske virke, må ikke mangle. De økonomiske midler til at underholde mennesker og institutioner skal enten allerede være til stede eller i hvert fald skaffes, uden at de kommer til at mangle andetsteds.
Med samme mål for øje skal stiftsbiskoppen, hvor der er troende af en anden ritus, drage omsorg for deres åndelige behov ved præster eller sogne af den ritus eller ved en biskoppelig vikar, som har de rette evner og, hvis det er gavnligt, er viet til biskop, eller ved selv at udføre en biskops hverv efter forskellige riter. Men hvis alt dette af særlige grunde, efter Den apostoliske Stols skøn, ikke er muligt, skal der indsættes et særligt hierarki for de forskellige riter.16
På samme måde skal der, under lignende omstændigheder, drages omsorg for troende af et andet sprog ved præster eller sogne af det sprog eller ved en biskoppelig vikar, som har et godt kendskab til sproget og også, hvor det er gavnligt, er viet til biskop; eller det skal gøres på en anden passende måde.
24.Hvad angår gennemførelsen af ændringer eller nyoprettelser af bispedømmer i overensstemmelse med § 22-23, vil det, idet Østkirkernes (de orientalskes) forvaltning forbliver uantastet, være gavnligt, at de kompetente bispekonferencer, hver for sit område, underkaster denne opgave en prøvelse - hvis det skønnes hensigtsmæssigt ved hjælp af en særlig biskoppelig kommission, men først og fremmest altid under rådslagning med biskopperne for de provinser eller egne, som det vedrører - og derefter fremfører deres planer og ønsker for Den apostoliske Stol.
III. Stiftsbiskoppens medarbejdere i hyrdehvervet
1) Koadjutorer og hjælpebiskopper
25.I ledelsen af bispedømmerne skal der tages vare på biskoppernes hyrdehverv således, at gudshjordens vel altid er højeste rettesnor. For at der kan sørges for dette på skyldig vis, skal der hyppigt udnævnes hjælpebiskopper, når stiftsbiskoppen, enten på grund af stiftets størrelse eller på grund af antallet af medlemmer eller på grund af særlige forhold ved apostolatet eller af forskellige andre grunde, ikke selv kan opfylde alle de biskoppelige hverv på den måde, som sjælenes vel kræver det. Ja, undertiden kræver et særligt behov, at der udnævnes en koadjutor til hjælp for stiftsbiskoppen. Disse koadjutorer og hjælpebiskopper skal udstyres således med egnede fuldmagter, at deres virke - under bevarelse af enheden i bispedømmets ledelse og stiftsbiskoppens myndighed - bliver mere effektiv, og deres værdighed - der er knyttet til bispeembedet - sikres bedre.
Da koadjutorerne og hjælpebiskopperne er kaldede til at tage del i stiftsbiskoppens arbejde, skal de udføre deres hverv således, at de i alle anliggender handler i samdrægtighed med ham. I øvrigt skal de altid vise lydighed og ærbødighed mod stiftsbiskoppen, og han skal elske koadjutorerne og hjælpebiskopperne broderligt og behandle dem med agtelse.
26.Kræver sjælenes vel det, skal stiftsbiskoppen ikke undlade hos den kompetente myndighed at kræve en eller flere hjælpebiskopper, som jo udnævnes uden ret til at efterfølge ham i bispedømmet.
Hvis der ikke er sørget for det i udnævnelsesbrevet, skal stiftsbiskoppen udnævne hjælpebiskoppen eller hjælpebiskopperne til generalvikarer eller i hvert fald til biskoppelige vikarer - dog underkastet hans myndighed - som han vil rådspørge i vigtigere sager, især af pastoral art.
Hvis ikke andet er fastsat af den kompetente myndighed, udløber den myndighed og de rettigheder, som hjælpebiskopperne retmæssigt har, ikke med stiftsbiskoppens embede. Når bispesædet står tomt, er det også ønskeligt, at ledelsen af bispedømmet, hvis ikke alvorlige grunde råder til noget andet, overdrages til hjælpebiskoppen eller, hvor der er flere, til én af dem.
En koadjutor, som jo udnævnes med ret til efterfølgelse, skal af stiftsbiskoppen altid gøres til generalvikar. Men han kan i særlige tilfælde også få overdraget større rettigheder af den kompetente myndighed.
For at der kan drages omsorg for bispedømmets øjeblikkelige og fremtidige vel på bedste måde, skal biskoppen og hans koadjutor ikke undlade gensidigt at rådspørge hinanden i vigtigere spørgsmål.
2) De biskoppelige kurier og råd
27.Den ledende post i den biskoppelige kurie er generalvikarens. Men så ofte den rette ledelse af bispedømmet krævet det, kan der af biskoppen indsættes én eller flere biskoppelige vikarer. Disse besidder ifølge kirkeretten i en bestemt del af bispedømmet eller inden for bestemte opgaver eller over for troende af en bestemt ritus den myndighed, som kirkeretten giver generalvikaren.
Blandt biskoppens medarbejdere ved ledelsen af bispedømmet regnes også de præster, som udgør hans senat eller råd, som f.eks. domkapitlet, hans kreds af rådgivere eller andre råd, alt efter stedets forhold og karakter. Disse institutioner, især domkapitlerne, skal, i det omfang det er nødvendigt, underkastes en nyordning, som svarer til de nutidige behov.
Præster og lægfolk, som hører til den biskoppelige kurie, skal vide, at de er biskoppens hjælpere i hans tjeneste som hyrde.
Den biskoppelige kurie skal indrettes således, at den bliver et egnet middel for biskoppen, ikke blot til at administrere bispedømmet, men også til at udføre apostolisk arbejde.
Det er i høj grad ønskeligt, at der i hvert enkelt bispedømme oprettes et særligt "råd for pastorale anliggender", som biskoppen selv er formand for, og som særligt udvalgte præster, ordensfolk og lægfolk har sæde i. Dette råds opgave skal være at undersøge og vurdere forholdene omkring det pastorale arbejde og at uddrage praktiske slutninger derom.
3) Stiftsgejstligheden
28.Alle præster - hvad enten de er stiftsgejstlige eller ordensfolk - har sammen med biskoppen del i og udøver sammen med ham Kristi ene præstedømme, og de indsættes derfor som biskoppens omsorgsfulde medarbejdere. I sjælesorgen indtager stiftsgejstligheden dog den vigtigste plads, da disse præster ved at være forbundne med og knyttede til en lokalkirke vier sig helt til dens tjeneste for at vogte en del af Herrens hjord. De udgør derfor ét præsteskab og én familie, hvis far er biskoppen. For at denne kan fordele de hellige tjenester bedre og mere ligeligt mellem sine præster, bør han besidde den nødvendige frihed i tildelingen af opgaver og økonomiske midler, hvorfor de rettigheder og privilegier bør bortfalde, som på en eller anden måde indskrænker hans frihed.
Det nære forhold mellem biskopperne og stiftsgejstligheden bør først og fremmest hvile på den overnaturlige kærligheds bånd, således at præsterne og biskoppen ved at ville det samme gør deres pastorale virke mere frugtbart. Derfor skal biskoppen, for at arbejdet for sjælene kan udvikles mere og mere, være villig til at indkalde præsterne til samtale, også med flere deltagere, især om pastorale anliggender, og ikke blot når lejlighed gives, men så vidt muligt med faste mellemrum.
Endvidere skal alle stiftsgejstlige være forenede indbyrdes og derfor drives frem af omsorg for hele bispedømmets åndelige vel. Desuden skal de huske på, at de midler, som de skaffer sig i kraft af deres kirkelige opgave, er knyttet til deres hellige tjeneste. Derfor skal de også villigt og efter evne bidrage til bispedømmets materielle behov efter biskoppens bestemmelse.
29.Til biskoppens nærmere medarbejdere hører de præster, som af ham får overdraget et pastoralt hverv eller apostoliske opgaver, som går ud over sognegrænserne, enten for et bestemt område af bispedømmet eller for en særlig gruppe af troende eller for en særlig aktivitet.
Betydningsfuld hjælp yder også de præster, som af biskoppen betros forskellige apostoliske hverv, enten i skoler eller i andre institutioner eller foreninger. Også de præster, som er knyttet til opgaver, der går ud over bispedømmets grænser, anbefales til især den biskops særlige omsorg, i hvis bispedømme de opholder sig, da de udfører apostoliske opgaver af afgørende betydning.
30.Men biskoppens medarbejdere er først og fremmest sognepræsterne, til hvem sjælesorgen i en bestemt del af bispedømmet under biskoppens ledelse betros.
1) I udøvelsen af sjælesorgen skal sognepræsterne sammen med deres hjælpere opfylde deres hverv som lærere, helliggørere og ledere således, at de enkelte troende og menighederne i sandhed føler sig som medlemmer af såvel bispedømmet som hele Kirken. Derfor skal de samarbejde med andre sognepræster og med præster, som udøver et hyrdehverv i området (f.eks. provster og dekaner) eller er tilknyttet opgaver, der går ud over sognegrænserne, for at den pastorale omsorg i bispedømmet ikke skal mangle enhed, og for at den skal blive mere virksom.
I øvrigt skal sjælesorgen altid præges af en missionsånd, så at den på behørig vis udstrækker sig til alle, der lever i sognet. Hvis sognepræsterne ikke kan nå ud til visse kredse af mennesker, skal de søge særlig hjælp af andre, også af lægfolk, som skal yde dem bistand i spørgsmål vedrørende apostolatet.
Til at gøre sjælesorgen mere virksom anbefales i høj grad fællesliv mellem præsterne, især dem der er knyttet til det samme sogn. Samtidig med at dette fremmer den apostoliske virksomhed, giver det de troende et eksempel på kærlighed og enhed.
2) I udøvelsen af læreembedet er det sognepræsternes opgave at prædike Guds ord for alle kristne, for at disse, rodfæstede i tro, håb og kærlighed, må vokse i Kristus, og den kristne menighed må aflægge det vidnesbyrd om kærlighed, som Herren anbefalede.17 Ligeledes skal de ved kateketisk undervisning føre de troende til fuld forståelse af frelsens mysterium, tilpasset hvert enkelt alderstrin. Til meddelelse af denne undervisning skal de ikke blot søge hjælp hos ordensfolk, men søge samarbejde også med lægfolk, også ved oprettelse af et Broderskab for Den Kristne Lære.
I udførelsen af hvervet som helliggørere skal sognepræsterne sørge for, at fejringen af det eukaristiske offer bliver midtpunkt og højdepunkt i den kristne menigheds liv. Ligeledes skal de virke for, at de troende ernæres med åndelig føde ved from og hyppig modtagelse af sakramenterne og ved bevidst og aktiv deltagelse i liturgien. Sognepræsterne skal også huske, at bodens sakramente i allerhøjeste grad bidrager til at udvikle det kristne liv. Derfor skal de give de troende rig lejlighed til at aflægge skriftemål, og, hvis det er nødvendigt, tilkalde andre præster, som er kyndige i forskellige sprog.
I opfyldelsen af deres hyrdehverv skal sognepræsterne først og fremmest sørge for at lære deres egen hjord at kende. Da de er alle fårenes tjenere, skal de fremme det kristne livs vækst dels hos de enkelte troende, dels i familierne, dels i foreninger, der er særligt knyttet til apostolatet, dels i hele menigheden. De skal derfor besøge hjemmene og skolerne, i det omfang deres hyrdehverv kræver det; unge og yngre mennesker skal de ivrigt nære omsorg for; fattige og syge skal de behandle med faderlig kærlighed; særlig omsorg skal de have for arbejderne, og de skal virke for, at de troende yder bistand til det apostoliske arbejde.
3) Kapellanerne yder daglig, som sognepræstens medarbejdere, et udmærket og virksomt arbejde ved at udføre deres pastorale tjeneste under sognepræstens ledelse. Derfor skal der mellem sognepræsten og hans kapellaner herske broderligt samkvem og broderlig kærlighed og respekt. De skal gensidig hjælpe hinanden med råd, bistand og eksempel, idet de i samdrægtighed og med fælles iver tager sig af omsorgen for sognet.
31.Ved bedømmelsen af præsters egnethed til at lede et sogn skal biskoppen tage hensyn ikke blot til lærdom, men også til fromhed, apostolisk iver og de øvrige evner og egenskaber, som kræves til at udøve sjælesorgen på rette måde.
Da sjælenes vel er den eneste rettesnor for besættelse af et sogneembede, skal enhver forslags-, udnævnelses- og forbeholdsret såvel som loven om den generelle eller særlige sognekonkurs, hvor den endnu har gyldighed, ophæves - idet dog ordensfolks ret bevares uantastet - for at biskoppen bliver i stand til lettere og bedre at kunne besætte sognene.
Sognepræsterne skal forblive i deres embede i det omfang, sjælenes vel kræver det. Derfor skal fremgangsmåden ved forflyttelse og afsættelse af sognepræster revideres og gøres enklere, idet den hidtidige skelnen mellem afsættelige og uafsættelige sognepræster ophæves, for at biskoppen, under overholdelse af den naturlige og den kanoniske retfærdighed, bedre kan sørge for sjælenes behov.
Sognepræster, som af tiltagende alder eller af anden alvorlig grund hindres i at opfylde deres hverv på rigtig og frugtbar vis, opfordres indtrængende til, uopfordret eller tilskyndet af biskoppen, at give afkald på deres embede. Biskoppen skal sørge for sømmeligt livsunderhold for dem, som er trådt tilbage.
32.Sjælenes frelse skal ligeledes være grunden til, at man beslutter eller overvejer at oprette eller nedlægge sogne eller lignende fornyelser, som biskoppen kan gennemføre med sin egen myndighed.
4) Ordensfolk
33.Alle ordensfolk, til hvilke i det følgende også regnes medlemmer af de øvrige institutioner, som bekender sig til de evangeliske råd, har pligt til, enhver efter sit kald, energisk og omhyggeligt at medvirke til hele Kristi mystiske legemes opbygning og vækst og til lokalkirkernes vel.
Disse mål skal de især fremme ved bøn, bodsgerninger og deres eget livs eksempel. Koncilet opfordrer dem kraftigt til bestandig at vokse i højagtelse af og iver efter disse ting. Men under hensyntagen til hver ordens karakter, skal de også træde kraftigere ind i de ydre apostoliske opgaver.
34.Ordenspræster, som vies til præstegerningen, for at også de skal være biskoppens omsorgsfulde medhjælpere, kan i dag være til endnu større hjælp for biskopperne over for sjælenes tiltagende behov. Derfor siges de på en vis måde med rette at høre til stiftets gejstlighed, i den grad som de har del i sjælesorgen og udførelsen af det apostoliske arbejde under biskoppens ledelse.
Også andre ordensmedlemmer, mænd eller kvinder, som på en særlig måde hører til bispedømmets medlemmer, yder det hellige hierarki stor hjælp og kan og bør i fremtiden, da behovet for apostolat øges, yde en stadig større indsats.
35.Angående dette fastsættes følgende fundamentale principper, for at det apostoliske virke i de enkelte bispedømmer altid må udføres i enighed, og enheden i bispedømmets struktur må bevares hel og uantastet:
1) Alle ordensfolk skal altid behandle biskopperne - der jo er apostlenes efterfølgere - med hengiven lydighed og med respekt. Videre skal de, så ofte de på lovlig vis kaldes til at udføre apostolisk arbejde, udføre deres opgaver således, at de står til rådighed for og er underordnet biskopperne som hjælpere.18 Ja, ordensfolkene skal villigt og trofast efterkomme biskoppernes krav og ønsker om, at de påtager sig en større rolle i tjenesten for menneskenes frelse, dog således at ordenssamfundets karakter forbliver uantastet og i overensstemmelse med ordensreglerne, som skal tilpasses dette mål, hvis det er nødvendigt, i overensstemmelse med principperne i det af dette koncil udsendte dekret derom.
Særligt kan ordenssamfund, som ikke er helliget et rent kontemplativt liv, under hensyn til sjælenes påtrængende behov og mangelen på stiftsgejstlige, af biskopperne kaldes til at yde bistand i forskellige pastorale tjenester, dog under hensyntagen til hvert enkelt ordenssamfunds karakter. De overordnede skal efter evne støtte, at ordenssamfundene yder denne hjælp og også, når det er belejligt, påtager sig sogne.
2) Ordensfolk, som er sendt ud i ydre apostolisk virke, skal være gennemtrængt af deres ordens ånd og skal trofast vedblive at overholde deres regel og være underkastet deres overordnede. Denne forpligtelse skal biskopperne ikke undlade at understrege.
3) Eksemption, hvorved ordensfolk føres ind under paven eller anden kirkelig myndighed og ikke underkastes biskoppernes jurisdiktion, sigter først og fremmest på ordenssamfundenes interne ordning, for at alt i dem må blive bedre tilpasset og forbundet indbyrdes, og for at der må drages omsorg for ordenslivets vækst og fuldkommengørelse,19 samt for at paven kan disponere over dem til hele Kirkens vel,20 eller en anden kompetent myndighed til gavn for de lokalkirker, der står under dens jurisdiktion.
Men denne eksemption hindrer ikke, at ordensfolk i de enkelte bispedømmer er underlagt biskoppernes jurisdiktion i overensstemmelse med kirkeretten, i det omfang udførelsen af deres hyrdehverv og den rigtige tilrettelæggelse af sjælesorgen kræver det.21
4) Alle ordensfolk, eksempte som ikke-eksempte, er underlagt de stedlige biskoppers myndighed i forhold, som angår den offentlige afholdelse af gudstjenester - dog under bevarelse af forskellen mellem riterne - ligsom også sjælesorgen, prædiken for folket, de kristnes, især børnenes, religiøse og moralske opdragelse, katekesen og den liturgiske dannelse, samt den gejstlige stands værdighed og de forskellige opgaver i de forhold, som sigter på udøvelsen af apostolatet. Også ordenssamfundenes katolske skoler er underlagt de stedlige biskopper, hvad angår deres generelle indretning og opsynet med dem, dog under bevarelse af ordenssamfundenes ret til at lede dem. Ligeledes er ordensfolk forpligtede til at overholde alt det, som bispekonciler eller -konferencer retmæssigt bekendtgør, at alle skal overholde.
5) Der skal udvikles et ordnet samarbejde mellem de forskellige ordenssamfund indbyrdes og mellem dem og stiftsgejstligheden. Desuden skal al apostolisk virke og indsats nøje koordineres, hvilket især afhænger af sjælenes og sindenes overnaturlige tilstand, som skal være rodfæstet og grundlagt i kærlighed. Denne koordinering tilkommer Den apostoliske Stol for hele Kirken, den stedlige biskop i hans bispedømme, de patriarkale synoder og bispekonferencerne i deres områder.
Biskopperne eller bispekonferencerne og overordnede ordensfolk eller konferencer af højere overordnede ordensfolk skal med hensyn til den apostoliske indsats, som ydes af ordensfolk, være villige til at gå frem efter forudgående indbyrdes rådslagninger.
6) Til harmonisk og frugtbar udvikling af forbindelserne mellem biskopperne og ordensfolkene skal biskopperne og overordnede ordensfolk med faste mellemrum, og når det skønnes hensigtsmæssigt, være villige til at mødes for at drøfte opgaver, der vedrører begge parter i det apostoliske virke i området.
Kapitel III
BISKOPPERNES SAMARBEJDE TIL FÆLLES GAVN FOR FLERE KIRKER
I. Synoder, konciler og især bispekonferencer
36.Lige fra Kirkens første tid har biskopperne, skønt de var ledere af lokalkirker, været forenet i broderlig kærlighed, og drevet af iver efter at missionere overalt, således som det blev betroet apostlene, har de forbundet deres kræfter og ønsker til gavn for hele Kirken eller for enkelte kirker. Således har der været afholdt enten synoder, provinskonciler eller konciler for hele Kirken, på hvilke biskopperne har fastsat ensartede retningslinier for de forskellige kirker i forkyndelsen af troens sandheder og i tilrettelæggelsen af den kirkelige disciplin.
Dette økumeniske Koncil ønsker, at den ærværdige tradition at afholde synoder og konciler lever op med ny styrke, for at der bedre og mere virksomt kan sørges for troens vækst og disciplinens bevarelse i de forskellige kirker på en tidssvarende måde.
37.Især i vor tid kan biskopperne ofte ikke opfylde deres hverv på egnet og frugtbar vis, hvis ikke deres indsats bliver mere og mere forbundet med og mere knyttet til andre biskoppers. Da bispekonferencer - som allerede er oprettet i flere nationer - har givet tydelige tegn på en rigere apostolisk virksomhed, mener dette koncil, at det i højeste grad vil være gavnligt, at biskopper fra den samme nation eller egn overalt i verden samles til én kreds. De skal mødes med faste mellemrum, for at de kan give hinanden del i den indsigt, de hver især har fået ved klogskab og erfaring, og rådslå med hinanden, og derved kan der fremkomme et helligt samvirke af deres kræfter til fælles gavn for lokalkirkerne.
Derfor bestemmes følgende om bispekonferencer:
38.
1) En bispekonference er ligesom en kreds, hvori Kirkens biskopper fra en bestemt nation eller et bestemt område udfører deres hyrdehverv i fællesskab for at forøge det gode, som Kirken byder menneskene, især ved former og fremgangsmåder i det apostoliske virke, som stemmer godt med de givne forhold i samtiden.
2) Til bispekonferencen hører alle, der har jurisdiktion over et område, af en hvilken som helst ritus - dog ikke generalvikarer, koadjutorer, hjælpebiskopper og titularbiskopper, der udfører et særligt hverv, som er givet dem af Den apostoliske Stol eller af bispekonferencer. Andre titularbiskopper og pavelige legater - på grund af den særlige opgave de har i området - har ikke juridisk krav på medlemskab af konferencen.
Biskopper med jurisdiktion over et område og koadjutorer har fuld stemmeret. Hjælpebiskopper og andre biskopper, som har ret til medlemskab af konferencen, har efter konferencens bestemmelse fuld stemmeret eller kun rådgivende stemmeret.
3) Enhver bispekonference udarbejder selv sine statutter, som skal forelægges Den apostoliske Stol, og hvori der - foruden andre virkemidler - skal sørges for organer, som virksomt kan drage omsorg for, at målet nås, f.eks. et permanent råd af biskopper, biskoppelige kommissioner, et generalsekretariat.
4) Bispekonferencens afgørelser skal, når de er vedtaget lovligt og med mindst to trediedeles flertal af de medlemmer, som hører til bispekonferencen med fuld stemmeret, og er forelagt Den apostoliske Stol, have juridisk forpligtende kraft, når det drejer sig om tilfælde, hvor den almindelige kirkeret har foreskrevet det, eller hvor en særlig bestemmelse fra Den apostoliske Stol - udstedt på dens eget initiativ eller efter anmodning fra bispekonferencen - har fastsat det.
5) Hvor særlige forhold kræver det, kan biskopper fra flere nationer, med Den apostoliske Stols billigelse, udgøre én bispekonference.
Forbindelser mellem bispekonferencer fra forskellige nationer skal i øvrigt udvikles for at opnå og sikre større gavn.
6) Det anbefales kraftigt, at forstanderne for de orientalske kirker, når de på synoderne udvikler disciplinen i deres egen kirke - for virksomt at fremme arbejdet til gavn for troen - også tager hensyn til hele områdets fælles vel, hvor der er flere kirker af forskellige riter. I overensstemmelse med de regler, som fastsættes af den kompetente myndighed, kan man rådslå på møder mellem de forskellige riter.
II. Kirkeprovinsers udstrækning og oprettelse af kirkeregioner
39.Sjælenes vel kræver ikke blot, at bispedømmerne har en passende udstrækning, men også at kirkeprovinserne har det, ja det tilrådes, at der oprettes kirkeregioner, så at der bedre kan sørges for de apostoliske behov i overensstemmelse med de sociale og egnsmæssige forhold, og forbindelserne mellem biskopperne indbyrdes og med metropolitter og andre biskopper fra samme nation og ligeledes mellem biskopperne og de borgerlige myndigheder må blive lettere og frugtbarere.
40.Derfor fastsætter koncilet følgende til opnåelse af de nævnte mål:
1) Kirkeprovinsernes udstrækning skal revideres på hensigtsmæssig måde, og metropolitternes rettigheder og privilegier skal bestemmes efter nye og egnede retningslinier.
2) Det skal anses for en regel, at alle bispedømmer og andre territoriale områder, som retsligt er ligestillet med bispedømmer, skal tilknyttes en eller anden kirkeprovins. Derfor skal bispedømmer, som nu er direkte underlagt Den apostoliske Stol og ikke forenet med noget andet, enten, hvor det er muligt, sammensluttes til en ny kirkeprovins eller tilknyttes den kirkeprovins, som ligger nærmest, eller som er mest egnet, og underlægges ærkebiskoppens metropolit-rettigheder i overensstemmelse med den almindelige kirkeret.
3) Hvor det må anses for fordelagtigt, skal kirkeprovinser sammensluttes til kirkeregioner, hvis indretning skal fastsættes ad kirkeretslig vej.
41.Det vil være gavnligt, at de kompetente bispekonferencer underkaster spørgsmålet om sådanne provinsers udstrækning og oprettelsen af regioner en prøvelse efter de retningslinier, som allerede er opstillet angående bispedømmernes udstrækning i n.23 og 24, og forelægger deres planer og ønsker for Den apostoliske Stol.
III. Biskopper med et hverv, som går ud over et enkelt bispedømmes grænser
42.Da de pastorale behov mere og mere kræver, at visse pastorale opgaver ledes og udvikles af én central ledelse, vil det være gavnligt, at der oprettes nogle organer til tjeneste for alle eller flere bispedømmer i en bestemt egn eller nation. Disse kan også overdrages til en biskop.
Det hellige Koncil anbefaler, at der mellem de prælater eller biskopper, som varetager disse hverv, og stiftsbiskopperne og bispekonferencerne altid hersker et broderligt fællesskab og et inderligt samvirke i den pastorale omsorg. Retningslinierne herfor bør fastlægges i den almindelige kirkeret.
43.Da der kræves en særlig grundig omsorg i sjælesorgen for soldater, på grund af deres særlige livsforhold, skal der i hver nation efter evne oprettes et feltvikariat. Både vikaren og kapellanerne skal i et harmonisk samarbejde med stiftsbiskopperne vie sig energisk til dette vanskelige hverv.1
Derfor skal stiftsbiskopperne give feltvikaren et tilstrækkeligt antal præster, der er egnede til dette vigtige hverv, og samtidig understøtte aktiviteter til gavn for soldaternes åndelige vel.2
ALMINDELIGE PÅBUD
44.Det hellige Koncil bestemmer, at der under revideringen af den kanoniske ret skal fastsættes egnede bestemmelser i overensstemmelse med de principper, som er opstillet i dette dekret, og også under hensyntagen til de henstillinger, som er fremført af kommissionerne eller koncilsfædrene.
Desuden bestemmer koncilet, at der skal udarbejdes generelle vejledninger for sjælesorg til brug for biskopper og sognepræster, for at de må få faste retningslinier til lettere og bedre at påtage sig deres specielle hyrdehverv.
Der skal også udarbejdes en speciel vejledning for den pastorale omsorg for særlige grupper af troende efter de forskellige forhold i de enkelte nationer eller egne, samt en vejledning for den kateketiske undervisning af det kristne folk. I denne skal der gøres rede for de grundlæggende principper for denne undervisning og dens tilrettelæggelse og udarbejdelse af bøger dertil. Under udarbejdelsen af disse vejledninger skal der ligeledes tages hensyn til de henstillinger, som er fremsat af kommissionerne eller koncilsfædrene.
Dette dekret er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den apostoliske myndighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger det, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gennem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære.
Rom, ved Skt. Peter, den 28.oktober 1965
Paul, den katolske kirkes biskop,
med koncilsfædrenes underskrifter
1 Jf. Matt. 1,21.
Tilbage til tekst
2 Jf. Joh. 20,21.
Tilbage til tekst
3 Jf. 1.VATIKANKONCIL, Sess. 4, Dogm. konstit. De Ecclesia Christi, kap.3: DENZ. 1828 (3061).
Tilbage til tekst
4 Jf. ID., Prooem.: DENZ. 1821 (3050).
Tilbage til tekst
5 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konstit. Om Kirken, n.21, 24, 25.Tilbage til tekst
6 Jf. Ibid., n.21.
Tilbage til tekstTilbage til tekst
7 Jf. JOHANNES XXIII, Apost.konstit. Humanae salutis, 25.dec. 1961: AAS 54 (1962) s.6.
Tilbage til tekst
1 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konstit. Om Kirken, n.22.
Tilbage til tekst
2 Ibid.Tilbage til tekst
3 Ibid.Tilbage til tekst
4 Ibid.Tilbage til tekst
5 PAUL VI, Motu proprio Apostolica Sollicitudo, 15.sept. 1965: AAS 57 (1965), ss.775-780.Tilbage til tekst
6 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konstit. Om Kirken, n.23.
Tilbage til tekst
7 Jf. PIUS XII, rundskr. Fidei donum, 21.apr. 1957: AAS 49 (1957) s.237 ff.. - jf. også BENEDIKT XV, Apost. brev Maximum illud, 30.nov. 1919: AAS 11 (1919) s.440. - PIUS XI, Rundskr. Rerum ecclesiae, 28.feb. 1926: AAS 18 (1926) s.68.
Tilbage til tekst
8 Jf. PAUL VI, Tale til kardinaler, forstandere, prælater og andre embedsmænd ved den romerske kurie, 21.sept. 1963: AAS 55 (1963) s.793ff.
Tilbage til tekst
1 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dekret Om de orientalske katolske Kirker, n.7-11.
Tilbage til tekst
2 Jf. TRIDENTINERKONCILET, Sess. 5, Dekret De reform., kap.2: MANSI 33,30; Sess. 24, Dekret De reform., kap.4: MANSI 33,159. - Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konstit. Om Kirken, n.25.
Tilbage til tekst
3 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konstit. Om Kirken, n.25.
Tilbage til tekst
4 Jf. JOHANNES XXIII, Rundskr. Pacem in terris, 11.apr. 1963, flere steder: AAS 55 (1963) ss.257-304; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag, København 1963.
Tilbage til tekst
5 Jf. PAUL VI, Rundskr. Ecclesiam Suam, 6.aug. 1964: AAS 56 (1964) s.639.
Tilbage til tekst
6 Jf. ibid. ss.644-645.Tilbage til tekst
7 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dekret Om samfundets meddelelsesmidler, 4.dec. 1963.
8 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Konstit. Om liturgien. - PAUL VI, Motu Proprio Sacram Liturgiam, 25.jan. 1964: AAS 56 (1964) s.139ff.Tilbage til tekst
9 Jf. PIUS XII, Rundskr. Mediator Dei, 20.nov. 1947: AAS 39 (1947) s.251ff. - PAUL VI, Rundskr. Mysterium Fidei, 3.sept. 1965: AAS 57 (1965), ss.753-754; (dansk udg.: Mysterium fidei, Pauluskredsens Forlag, København 1971, ss.3-4).Tilbage til tekst
10 Jf. Ap.G. 1,14 og 2,46.Tilbage til tekst
11 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konstit. Om Kirken, n.44-45.
Tilbage til tekst
12 Jf. Luk. 22,26-27.Tilbage til tekst
13 Jf. Joh. 15,15.Tilbage til tekst
14 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dekret Om økumeni.
Tilbage til tekst
15 Jf. PIUS X, Motu Proprio Iampridem, 19.mar. 1914: AAS 6 (1914) s.174ff.. - PIUS XII, Apost. konstit. Exsul Familia, 1.aug. 1952: AAS 44 (1952) s.652ff. - Retningslinier for apostolisk arbejde for de søfarende (Leges Operis Apostolatus Maris), fastsat af PIUS XII, 21.nov. 1957: AAS 50 (1958) s.375, n.2.
Tilbage til tekst
16 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dekret Om de orientalske katolske Kirker, n.4.
Tilbage til tekst
17 Jf. Joh. 13,35.
Tilbage til tekst
18 Jf. PIUS XII, Tale 8.dec. 1950: AAS 43 (1951) s.28. - Jf. også PAUL VI, Tale 23.maj 1964: AAS 56 (1964) s.571.Tilbage til tekst
19 Jf. LEO XIII, Apost. konstit. Romanos Pontifices, 8.maj 1881: Acta Leonis XIII, bd.II (1882) s.234.Tilbage til tekst
20 Jf. PAUL VI, Tale, 23.maj 1964: AAS 56 (1964) ss.570-571.Tilbage til tekst
21 Jf. PIUS XII, Tale, 8.dec. 1950: l. c.Tilbage til tekst
1 Jf. S.C.CONSISTORIALIS, Instruks om feltvikarerne, 23.apr. 1951: AAS 43, (1951) ss.562-565; Den formel, som skal anvendes ved udarbejdelse af en redegørelse for feltvikariatets situation, 20.okt. 1956: AAS 49 (1957) ss.150-163; Dekret Feltvikarernes besøg ad limina, 28.feb. 1959: AAS 51 (1959) ss.272-274; Dekret Feltpræsternes mulighed for at høre skriftemål udvides, 27.nov. 1960: AAS (1961) ss.49-50. - Jf. også KONGREGATIONEN FOR ORDENSFOLK, Instruks om ordensfolk som feltpræster, 2.feb. 1955: AAS 47 (1955) ss.93-97.Tilbage til tekst
2 Jf. S.C.CONSISTORIALIS, Brev til kardinaler, ærkebiskopper, biskopper og andre, som udøver jurisdiktion inden for det spanske område, 21.juni 1951: AAS 43 (1951) s.566.Tilbage til tekst