Den kristne opdragelse

DET ANDET VATIKANKONCILS ERKLÆRING OM

DEN KRISTNE OPDRAGELSE

"OPDRAGELSENS BETYDNING"

DE EDUCATIONE CHRISTIANA

"GRAVISSIMUM EDUCATIONIS"

 

Indhold

Erklæringen om "Opdragelsens betyding"

Forord af lektor, cand.mag. Oluf Bohn

Indledning

Afsnit 1-12

Slutning

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

Forord

 

Teksten er en erklæring, hverken et dekret eller en konstitution. Erklæringen blev behandlet på alle koncilets fire sessioner, men nåede ikke den gennemarbejdning, nogle biskopper gerne havde set, fordi arbejdspresset på koncilet var for stort.

 

Den blev endelig vedtaget den 28.oktober 1965.

I indledningen siges det, at "koncilet kundgør nogle fundamentale principper for den kristne opdragelse, især i skolerne", som så senere skal udarbejdes i detaljer, der passer til de forskellige lande. Indledningen fastslår også, at det er en menneskeret at kunne få en uddannelse, "thi vor tids mennesker er sig deres egen værdighed og deres pligter mere bevidst, og de ønsker at tage stadig mere aktivt del i samfundslivet, især i dets økonomi og politik". Men det understreges også, at der stadig er mange steder, hvor denne menneskeret ikke efterleves.

 

Artikel 6 fastslår forældres ret til at opdrage deres børn, og derfor må de også frit kunne vælge, hvilken skole børnene skal gå i. Erklæringen slutter deraf, at der ikke kan være noget uddannelsesmonopol i de forskellige stater.

 

Kirken har ret til at grundlægge og opretholde skoler (n.8), men disse skal også kunne optage ikke-katolske elever i den sande pluralismes ånd.

 

Erklæringen taler i indledningen ligeledes om "teknikkens og den videnskabelige forsknings vidunderlige fremskridt", som alle har ret til at få del i. Den optimisme, der her lyser ud af teksten, skal nok ses som et udtryk for koncilets vilje til at give alle katolikker del i hele den moderne verdens fremskridt og i de videnskabelige synspunkter for på den måde at søge at overvinde den kulturkløft, der dengang bestod mellem meget af det kirkelige liv og det moderne åndsliv. Hvad der siden hen er sket af ?videnskabelige fremskridt?, ville sikkert have gjort koncilfædrene meget betænkelige, men det var nødvendigt dengang at bryde isolationen mellem den kirkelige kultur og den verdslige kultur.

 

Erklæringen har ikke haft den store betydning ud over koncilet, selvom Kirken nok kunne bruge den til at kræve ordentlige undervisningsforhold også i dag i dele af Den tredie Verden.

 

Oluf Bohn

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

Paul, biskop, Guds tjeneres tjener, sammen med koncilsfædrene,

til evig erindring

 

Erklæringen "Gravissimum Educationis"

om opdragelsens betydning

 

 

Indledning.

Opdragelsens overordentlige betydning i menneskets liv og dens stadig voksende indflydelse på det moderne samfunds udvikling har været nøje overvejet af det hellige, økumeniske Koncil1. Det forholder sig nemlig således, at de unges uddannelse, såvel som en vis efteruddannelse af de voksne, på grund af vor tids fremskridt bliver på én gang lettere og mere påkrævet. For vor tids mennesker er sig deres egen værdighed og deres pligter mere bevidst, og de ønsker at tage stadig mere aktivt del i samfundslivet, især i dets økonomi og politik.2 Teknikkens og den videnskabelige forsknings vidunderlige fremskridt, massemedierne sammen med den øgede fritid giver mennesker lettere adgang til den åndelige og sjælelige kulturarv og mulighed for gensidig påvirkning, også takket være de snævrere kontakter mellem samfundsgrupper og folkeslag.

Derfor søger man overalt i stadig større udtrækning at fremme alle bestræbelser på opdragelse; offentlige bekendtgørelser og anordninger hævder menneskets, især børns og forældres, fundamentale rettigheder, når det gælder opdragelsen.3 Stillet over for elevtallets hurtige vækst øger man antallet af skoler og forbedrer de eksisterende, ligesom man opretter andre opdragelsesinstitutioner. Forskning og forsøg udvikler opdragelses- og undervisningsmetoder, og der udfoldes store anstrengelser for at sikre alle mennesker del i disse goder, selv om det er åbenlyst, at alt for mange børn og unge unddrages endog en elementær undervisning, og at der blandt de mere begunstigede er et betragteligt antal, der må se sig udelukket fra en videregående uddannelse, som kunne fremelske sandhed og næstekærlighed.

 

Men for at løse den opgave, dens guddommelige grundlægger har betroet den: at forkynde frelsens mysterium for alle mennesker og at forny alt i Kristus, bør Kirken vise interesse for menneskelivet i dets helhed, og altså også for det jordiske liv, for så vidt det er knyttet til det himmelske kald;4 det er i bevidstheden herom, koncilet kundgør nogle fundamentale principper for den kristne opdragelse, især i skolerne, principper, som en speciel kommission efter koncilet skal udbygge i detaljer, og som bispekonferencerne skal tilpasse de lokale forhold.

 

1.Alle mennesker har, uanset race, kår eller alder, i kraft af deres menneskeværd umistelig ret til den opdragelse,5 der svarer til det mål, de har sat sig,6 til deres karakter og anlæg, til deres køn, til deres fædrene kulturarv, og som samtidig er åben for broderligt samkvem med andre folkeslag, med det formål at opmuntre den sande enhed og fred i verden. Den sande opdragelse ser det imidlertid som sin opgave at danne den menneskelige personlighed med dens endelige mål for øje, samtidig med at den tager sigte på det almene vel i det samfund, hvoraf mennesket er medlem, og hvis forpligtelser det som voksen skal vedkende sig.

 

Børn og unge bør altså hjælpes, idet man opmærksomt følger fremskridtet inden for de psykologiske, pædagogiske og didaktiske videnskaber, til en harmonisk udvikling af deres fysiske, sjælelige og intellektuelle evner og til gradvis at opnå den mere fuldkomne opfattelse af deres ansvar, der giver sig udslag i vedvarende stræben både efter deres egen rette livsførelse og efter den sande frihed, idet de overvinder forhindringer med udholdenhed og mod. De skal modtage en positiv og klog seksualundervisning, som tilrettelægges efter deres udvikling. Desuden må man give dem en uddannelse, der tager sigte på deres deltagelse i samfundslivet, så de i kraft af nødvendige og hensigtsmæssige kundskaber er i stand til aktivt at gå ind i de forskellige grupper af det menneskelige fællesskab og til åbent at føre en samtale med næsten, i det hele altså villigt kan gøre deres indsats for det almene vel.

 

Koncilet erklærer videre, at det er børns og unges ret at få vejledning i at øve deres samvittighed, så de rigtigt bedømmer de moralske værdier og accepterer dem i personlig stillingtagen, hvorved de føres til at kende og elske Gud på stadig mere fuldkommen måde. Derfor beder koncilet indtrængende alle regeringer og opdragere om at sørge for, at ungdommen aldrig berøves denne hellige ret. Og Kirkens sønner opfordrer det til modigt at sætte ind på opdragelsen, især med det formål for øje at alle mennesker i hele verden snarest må nyde godt af en passende opdragelse og undervisning.7

2.Alle kristne har krav på en kristen opdragelse, eftersom de genfødt af vand og Helligånden8 og ikke alene kaldes Guds børn, men også er det. Denne kristne opdragelse har ikke blot den ovennævnte modning af personligheden som målsætning, men tager frem for alt sigte på, at de døbte, idet de gradvis indføres i frelsens mysterium, bliver sig den troens gave, de har modtaget, stadig mere bevidst, og at de lærer at tilbede Gud Fader i ånd og sandhed (Joh. 4,23), især ved den liturgiske gudstjeneste, og endelig at de uddannes til at indrette deres eget liv efter det nye menneske i sand retfærdighed og hellighed (Ef. 4,22-24). Således vil de nå frem til det fuldkomne menneske, til Kristi fulde mandsalder, og således vil de yde deres til det mystiske Legemes vækst. Desuden skal børnene og de unge i bevidstheden om deres kald vænnes til at vidne om det håb, som er i dem (1.Pet. 3,15), og til at virke med på den kristne omformning af verden, hvorved de naturlige værdier, som nu er integrerede i det af Kristus forløste menneskeliv, bliver virksomme i hele samfundet.9 Derfor minder koncilet alle biskopper og præster om deres tunge ansvar: de skal udrette alt, hvad de formår, for at alle troende kan nyde godt af en sådan kristen opdragelse, men da især de unge, som er Kirkens håb.10

3.Forældrene, der har skænket deres børn livet, har den alvorlige forpligtelse at opdrage dem, og som følge deraf må de betragtes som børnenes første og vigtigste opdragere.11 Forældrenes opdragerfunktion er så betydningsfuld, at den vanskeligt kan erstattes, hvor den måtte mangle. Thi det er forældrenes opgave i familien at skabe en atmosfære, der er præget af fromhed og kærlighed til Gud og mennesker, og som begunstiger deres børns hele opdragelse, personligt og medmenneskeligt. Således bliver familien den første skole i de sociale dyder, som intet samfund kan undvære. Men det er især i den kristne familie, der ved ægteskabets sakramente er blevet beriget med nåde og pligter, at børnene fra de tidligste år lærer at erkende Gud og at elske næsten, i overensstemmelse med den tro de har modtaget i dåben; det er her, de får deres første erfaringer både om et sundt fællesskab og om Kirken. Det er gennem familien, de lidt efter lidt indføres i det borgerlige samfund og i Guds folk. Måtte forældrene derfor i deres inderste indse, hvor afgørende et ægte kristent familieliv er for Gudsfolkets liv og fremgang.12

 

Pligten til at meddele opdragelse, som i første række tilkommer familien, kræver støtte fra hele samfundet. Foruden forældrene og de opdragere, som de betror en del af deres opgave, har også det borgerlige samfund visse rettigheder og forpligtelser, for så vidt som samfundet har til opgave at ordne alt det, som er nødvendigt for almenvellet og passende for tid og sted. Det falder ind under samfundets opgaver på forskellig måde at fremme ungdommens opdragelse og at beskytte forældre og andre opdragere, så de hjælpes til deres ret og pligt. For det tilfælde, at deres initiativer skulle være utilstrækkelige eller helt bortfalde, har samfundet ifølge subsidiaritetsprincippet pligt til at påtage sig hele opdragelsen, idet der dog må tages skyldigt hensyn til forældrenes ønske. Samfundet skal desuden oprette skoler og passende institutioner, når det almene vel kræver det.13

Ansvaret for opdragelsen angår endelig på helt speciel måde Kirken, ikke blot fordi den allerede som et menneskeligt samfund må anses for kompetent til at give en opdragelse, men især fordi den som særlig funktion har den at forkynde frelsens vej for alle mennesker, at gøre de troende delagtige i Kristi liv og ved uophørlig omsorg at hjælpe dem til at opnå dette livs fylde.14 Sine børn må Kirken i sin egenskab af moder sikre en opdragelse, som gennemtrænger deres hele liv med Kristi ånd. Samtidig tilbyder den alle folkeslag sin hjælp til at fremme den enkelte personligheds fuldkommenhed, til gavn for det jordiske samfund og til opbygning af en mere human verden.15

4.Når Kirken står for at skulle udføre sin opdragergerning, er den opmærksom på alle hensigtsmæssige hjælpemidler, især da på dem, der er karakteristiske netop for Kirken selv. Det første af disse er religionsundervisningen,16 fordi den oplyser og styrker troen, giver livsnæring i Kristi ånd, fører til en aktiv og bevidst deltagelse i liturgiens mysterium17 og opmuntrer til apostolisk arbejde. Men Kirken værdsætter også de hjælpemidler, der som dele af menneskehedens fælles kulturarv kan bidrage til at udvikle de åndelige evner og forme det hele menneske: massemedierne,18 de mange foreninger, der har fysisk og åndelig uddannelse som mål, ungdomsbevægelser - men frem for alt skolen. Om dem alle gælder det, at Kirken søger at gennemtrænge dem og højne dem med sin ånd.

 

5.Mellem alle opdragelsesmidlerne har skolen en ganske særlig betydning;19 den er i kraft af sin målsætning den vigtigste faktor til udvikling af de intellektuelle evner, den opøver elevernes dømmekraft, den indfører dem i kulturarven fra tidligere generationer og fremmer deres sans for værdier, og den forbereder dem til deres erhverv. Mellem elever fra forskellige sociale lag og af forskellig karakter skaber den venskabelige kontakter og begunstiger således deres anlæg for gensidig forståelse. Men især udgør den et centrum, hvis aktivitet og fremskridt bliver til gavn for familierne, for lærerne, for alle institutioner, der fremmer det kulturelle, borgerlige og religiøse liv, for det borgerlige samfund og for hele menneskehedens fællesskab.

 

Heraf fremgår, hvor smukt, men også hvor tungt et kald de har, der i skolerne varetager opdragelsen og således hjælper forældrene og samfundet med at løse deres opgave; dette kald kræver ganske særlige åndens og hjertets gaver, den mest omhyggelige forudgående uddannelse og en usvækket evne til fornyelse og tilpasning.

6.Forældrene har førsteretten til at opdrage deres børn, og denne førsteret kan de ikke tvinges til at overdrage andre; de bør altså have virkelig frihed i valget af skole. Statsmagten, der skal beskytte og forsvare borgernes frihed, bør respektere den retfærdige behandling, alle har krav på, og fordele de offentlige midler på en sådan måde, at forældrene i sand frihed og i overensstemmelse med deres samvittighed kan vælge skole til deres børn.20

Det tilkommer desuden staten at sørge for, at alle borgere på rimelig måde kan tage del i det kulturelle liv og blive passende forberedt til at udøve deres pligter og rettigheder som borgere. Staten må altså sikre børnenes ret til en fyldestgørende skolegang, overvåge lærernes duelighed og elevernes præstationer, drage omsorg for elevernes sundhed og i almindelighed udvikle hele undervisningsapparatet, idet den holder sig subsidiaritetsprincippet for øje og følgelig forhindrer enhver monopoldannelse inden for skolevæsenet. Et sådant monopol er i strid med menneskets medfødte ret, med selve kulturens fremskridt og udbredelse, med enigheden mellem borgerne og ligeledes med den pluralisme, der i dag hersker i en mængde samfund.21

 

Det hellige koncil opfordrer følgelig de troende - hvad enten det drejer sig om at finde frem til egnede opdragelsesmetoder og undervisningsplaner eller om at uddanne lærere, der er kvalificerede til at opdrage de unge på rigtig måde - til af egen drift at tilbyde deres medvirken og gennem forældreråd opmærksomt at følge og støtte hele arbejdet i skolen, især den moralske opdragelse, som bør gives der.22

7.Da Kirken desuden er sig det tunge ansvar bevidst, som den har for en stadig overvågen af alle sine børns religiøse og moralske opdragelse, føler den sig særlig knyttet til og forpligtet over for de mange børn, der får deres uddannelse i ikke-katolske skoler. Kirken kan være nærværende i disse skoler gennem deres læreres og skolelederes vidnesbyrd og livsførelse, gennem kammeraternes aktive apostolat,23 og frem for alt ved at præster og lægfolk giver børnene undervisning i kristendom på en måde, der er afstemt efter deres alder og omstændigheder, og hjælper dem åndeligt ved passende foranstaltninger, der tager hensyn til tid og sted.

Men forældrene - ja, dem minder Kirken om det tunge ansvar, som også er dem pålagt. De skal holde øje med, om fornødent kræve, at deres børn får mulighed for at modtage denne åndelige hjælp og udvikle sig til harmoniske kristne mennesker, i samme forhold som de gør fremskridt i verdslig dannelse. Derfor roser Kirken de myndigheder og de stater, som respekterer det moderne samfunds krav om individets ret og den religiøse frihed og hjælper familierne, så de i alle skoler kan sikre deres børn en opdragelse, der er i overensstemmelse med forældrenes egne moralske og religiøse principper.24

8.Kirkens nærværelse i skoleverdenen fremtræder på særlig karakteristisk måde i den katolske skole. I ganske samme omfang som andre skoler har den katolske skole en kulturel målsætning og søger at uddanne de unge til humanitet. Men dens særkende er skabelsen af et skolemiljø, som i frihed og næstekærlighed levendegøres af evangeliets ånd, så den kan hjælpe de unge til at udfolde deres personlighed, samtidig med at de vokser op som de nyskabte mennesker, dåben har gjort dem til. Endelig skal den bringe hele den menneskelige kultur i sammenhæng med frelsens budskab for gennem troen at oplyse de unge under deres gradvise erkendelse af verden, livet og mennesket.25 På den måde opdrager den katolske skole, idet den er passende åben over for tidens fremskridt og vilkår, sine elever til at gøre en effektiv indsats for det jordiske samfunds vel, og den forbereder dem samtidig til at tjene Gudsriget, for at de ved et eksemplarisk og apostolisk liv kan blive som en frelsens surdej i det menneskelige fællesskab.

Den katolske skole kan altså yde Guds folk megen støtte i dets stræben efter at opfylde sin mission, og den kan udrette meget til fremme af dialogen mellem Kirken og samfundet til gavn for begge parter; det er derfor, den også i den moderne verden har bevaret sin afgørende betydning. Og derfor erklærer det hellige koncil påny, at Kirken har ret til frit at grundlægge og lede skoler af enhver art og på ethvert trin, en ret, som allerede er blevet påberåbt i en mængde af læreembedets erklæringer,26 og koncilet minder om, at når skolerne benytter sig af denne ret, yder de et afgørende bidrag til beskyttelse af den frie samvittighed, af forældrenes rettigheder og af det kulturelle fremskridt.

 

Lærerne må derfor huske på, at det frem for alt er af dem, det afhænger, om den katolske skole skal være i stand til at nå sit mål og virkeliggøre sine planer.27 Man skal følgelig uddanne dem på det omhyggeligste, sikre dem såvel verdslig som religiøs viden, der kan attesteres ved de respektive eksamensbeviser. De bør endvidere mestre en pædagogisk metode i overensstemmelse med vor tids forskningsresultater. De skal leve i kærlighed med hinanden og med deres elever; de skal være helt gennemtrængt af apostolisk ånd, for at de endnu mere ved deres liv end ved deres undervisning kan vidne om Kristus, den sande lærer. De må kunne samarbejde, ganske særlig med forældrene, for at de sammen med dem i hele deres opdragelse kan sigte mod det mål, som det guddommelige forsyn har sat for hvert af de to køn i familie og samfund. De må hos eleverne fremelske evnen til selvstændig handlen og efter endt skolegang hjælpe dem ved deres venskab og gode råd, ligesom ved særlige foreninger, der virker i Kirkens ånd. Koncilet erklærer, at sådanne læreres gerning er apostolat i ordets sande betydning, helt tilpasset og nødvendig for vor tid, en tjeneste til gavn for samfundet. Koncilet minder de katolske forældre om deres pligt til at betro deres børn til de katolske skoler, når og hvor de kan, til at støtte dem efter evne og til at samarbejde med dem til deres børns bedste.28

 

9.Alle skoler, som på en eller anden måde sorterer under Kirken, bør mest muligt nærme sig dette ideal af den katolske skole, skønt de efter de lokale forhold kan antage forskellige former.29 Kirken anser ligeledes de skoler for meget værdifulde, der bliver oprettet i de unge kirker, og som også frekventeres af ikke-katolske elever.

 

Desuden skal man ved bygning og indretning af katolske skoler tage hensyn til nutidens krav. Derfor gælder det ikke blot om at bevare hovedskoler og realskoler, som er opdragelsens fundament, men i lige så høj grad om at bygge og indrette de specialskoler, som tiden kræver: tekniske skoler, erhvervsskoler,30 skoler for efteruddannelse af voksne, hjælpeskoler og vanføreskoler, skoler til forberedelse af lærere såvel til den religiøse opdragelse som til andre pædagogiske opgaver.

 

Det hellige koncil formaner indtrængende præsterne og de troende til ikke at vige tilbage for noget offer, når det gælder hjælp til katolske skoler, så de stadig mere fuldkomment kan løse deres opgaver, af hvilke følgende kommer i første række: hjælp til fattige eller forældreløse børn, og til børn der står fremmede over for troens nådegave.

10.Universiteter og højere læreanstalter har Kirkens særlige interesse. På de områder og læreanstalter, der sorterer under Kirken, stiler den med omsorg og fornuft mod, at hvert fag dyrkes efter sine egne principper og sin egen metode og i den nødvendige videnskabelige frihed, således at de forskellige fag stadig når dybere i erkendelse, og man ved en nøje undersøgelse af vor tids spørgsmål og forskningsresultater tydeligere indser, hvorledes troen og videnskaben enes om at søge den ene sandhed; heri følger den kirkelærerne og særlig Thomas af Aquin.31 På den måde bliver den kristne indstilling offentligt, vedvarende og universelt nærværende i den samlede intellektuelle indsats for at fremme en højere kultur. Studenterne ved disse læreanstalter skal uddannes til mennesker med solid og sand viden, parate til at påtage sig de mest betydningsfulde samfundsopgaver og til at være troens vidner i deres samtid.32

 

Ved katolske universiteter, som ikke har noget teologisk fakultet, skal man oprette et teologisk institut eller en lærestol i teologi, under hvilken også studerende lægfolk kan følge egnede forelæsninger. Da videnskabernes fremskridt fortrinsvis skyldes specialundersøgelser med videnskabeligt perspektiv, må katolske universiteter og fakulteter yde størst mulig støtte til sådanne institutioner, hvis væsentlige opgave er at fremme forskning i grundvidenskaberne.

 

Det hellige koncil anbefaler stærkt, at katolske universiteter og fakulteter oprettes i hensigtsmæssig fordeling på de forskellige kontinenter, men tillige, at de udmærker sig mere ved undervisningens kvalitet end ved deres antal, og at adgangen til dem især lettes for begavede, men ubemidlede studenter, herunder ikke mindst studenter fra de nyoprettede stater.

Da samfundets og selve Kirkens skæbne er nøje forbundet med de studerendes fremgang,33 skal biskopper og præster ikke indskrænke deres omsorg for studenternes åndelige vel til de katolske universiteter, men bør i deres iver for alle deres sønners (og ifølge nutidens forhold også "døtres") åndelige uddannelse efter samråd med andre biskopper og præster være betænkt på oprettelsen af studenterkollegier og katolske studiecentre ved ikke-katolske universiteter. Ved disse katolske institutioner skal omhyggeligt udvalgte og forberedte præster, ordensfolk og lægfolk yde universitetsungdommen en vedvarende hjælp af åndelig og intellektuel karakter. Særligt højt begavede studenter ved katolske eller andre universiteter, der viser anlæg for videnskabelig undervisning og forskning, skal være genstand for speciel omsorg, og man skal opmuntre dem til at blive kvalificerede til at undervise.

11.Kirken stiller store forventninger til de teologiske fakulteters virke.34 Det er jo dem, den betror at forberede deres elever ikke blot til præsteembedet, men især til lærestole i teologi, til personligt at varetage og fremme de forskellige teologiske discipliner eller til at påtage sig det intellektuelle apostolats særligt vanskelige opgaver. Det er desuden disse fakulteters opgave at sikre en dybtgående udforskning af den enkelte teologiske disciplin, for at den guddommelige åbenbaring kan blive stadig klarere belyst, kirkefædrenes skat af kristen visdom blive tilgængelig for en langt videre kreds af kristne, dialogen med vore adskilte brødre og med ikke-kristne blive fremmet, og for at de spørgsmål, der følger af den videnskabelige forsknings fremskridt, kan finde fyldestgørende svar.35

 

For at sigte mod disse mål bør de teologiske fakulteter i rette tid og på passende måde revidere deres love, for at de effektivt kan udvikle teologien og dens beslægtede fag, ligesom de ved anvendelse af de nyeste metoder og midler skal uddanne deres studenter til videregående studier.

12.Koordination, der bliver stadig mere nødvendig og mere effektiv inden for bispedømmerne ligesom på nationalt og internationalt plan, er også inden for skolevæsenet særdeles påkrævet. Derfor skal man med omtanke og omhu tilvejebringe et passende samarbejde mellem de katolske skoler, ligesom der mellem dem og andre skoler må skabes det samarbejde, som hele menneskehedens fælles bedste kræver.36

Mere udviklet koordination og fælles bestræbelser vil især på universiteter og højere læreanstalter bære frugt. Alle fakulteterne skal på alle universiteter hjælpe hinanden, så meget som deres forskningsmål overhovedet tillader. Desuden skal universiteterne arbejde i samme retning og forene deres anstrengelser på internationale kongresser, ved fordelinger imellem sig af videnskabelige forskningsområder, ved gensidig oplysning om videnskabelige opdagelser, ved udveksling for en tid af professorer, og ved i det hele taget at fremme alt, som bidrager til øget samarbejde.

 

 

 

Slutning.

Det hellige koncil formaner indtrængende de unge til at indse opdragergerningens overordentlige betydning, så de gerne og storsindet optager den, især i egne hvor lærermangelen bringer ungdommens opdragelse i fare.

 

Til slut retter det hellige koncil sin varme tak til præster, til mandlige og kvindelige ordensmedlemmer og til lægfolk, som besjælede af evangeliets ånd ofrer sig i opdragelsens og undervisningens kald, som det udøves inden for alle skolearter og på alle undervisningstrin, og det opfordrer dem til udholdenhed på deres post, til iver for at præge deres elever i Kristi ånd og til utrættelige forsøg på at opnå gode resultater både pædagogisk og fagligt. På den måde arbejder de ikke blot på Kirkens indre fornyelse, men øger dens velgørende nærværelse i den moderne verden og da især blandt de intellektuelle.

 

Denne erklæring er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den apostoliske myndighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger den, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gennem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære.

Rom, ved Skt. Peter, den 28.oktober 1965

Paul, den katolske kirkes biskop,

med koncilsfædrenes underskrifter.

 

Blandt de mange dokumenter, der belyser opdragelsens betydning, må i første række nævnes: BENEDIKT XV, Apost.brev Communes litteras, 10.april 1919: AAS 11 (1919) s.172. - PIUS XI, Rundskr. Divini Illius Magistri, 31.december 1929: AAS 22 (1930) ss.49-86. - PIUS XII, tale til de unge i A.C.I., 20.april 1946: Discorsi e Radiomessaggi VIII ss.53-57. - ID., Tale til Frankrigs familiefædre, 18.september 1951: Discorsi e Radiomessaggi XIII, ss.241-245. - JOHANNES XXIII, Budskab i trediveåret for rundskr. Divini Illius Magistri, 30.december 1959: AAS 52 (1960) ss.57-59. - PAUL VI, Tale til medlemmerne af F.I.D.A.E. (Federazione Istituti Dipendenti dall' Autorità Ecclesiastica), 30.december 1963: Encicliche e Discorsi di S.S. Paolo VI, I, Rom 1964, ss.601-603). - Jævnfør endvidere Acta et Documenta Concilio Oecumenico Vaticano II apparando, series I, Antepraeparatoria, vol. III, ss.363-364, 370-371, 373-374.Tilbage til tekst

 

Jf. JOHANNES XXIII, Rundskr. Mater et Magistra, 15.maj 1961: AAS 53 (1961) ss.413-417, 424; dansk udg. Vort sociale ansvar, Sankt Ansgars Forlag, København 1961, ss.20-29,32-33. Rundskr. Pacem in Terris, 11.april 1963: AAS 55 (1963) s.278; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag, København 1963, s.27.Tilbage til tekst

 

Jf. Déclaration des droits de l'homme (Erklæring om menneskerettighederne), ratificeret 10.december 1948 af FN. - Déclaration des droits de l'enfant (Erklæring om barnets rettigheder), ratificeret 20.november 1959 af FN. - Protocole additionnel à la Convention de sauvegarde des droits de l'homme et des libertés fondamentales, Paris 20.marts 1952. - angående denne erklæring om menneskerettighederne jf. JOHANNES XXIII, Rundskr. Pacem in Terris, 11.april 1963: AAS 55 (1963) s.295f.; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag, København 1963, s.48.Tilbage til tekst

 

Jf. JOHANNES XXIII, Rundskr. Mater et Magistra, 15.maj 1961: AAS 53 (1961), s.402; dansk udg. Vort sociale ansvar, Sankt Ansgars Forlag, København 1961, s.5. - 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konst. Om Kirken, n.17.Tilbage til tekst

 

PIUS XII, radiobudskab af 24.december 1942: AAS 35 (1943) ss.12,19. - JOHANNES XXIII, rundskr. Pacem in Terris, 11.april 1963: AAS 55 (1963) ss.259f.; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag, København 1963, ss.7-12. - Jævnfør "Erklæring om menneskerettighederne" (som nævnt i note 3).Tilbage til tekst

 

Jf. PIUS XI, Rundskr. Divini Illius Magistri, 31.december 1929: AAS 22 (1930), ss.50f.Tilbage til tekst

 

Jf. JOHANNES XXIII, Rundskr. Mater et Magistra, 15.maj 1961: AAS 53 (1961), ss. 441f.; dansk udg. Vort sociale ansvar, Sankt Ansgars Forlag, København 1961, s.55f.Tilbage til tekst

 

Jf. PIUS XI, Rundskr. Divini Illius Magistri 31.december 1929: AAS 22 (1930), s.83.Tilbage til tekst

 

Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konstit. Om Kirken, n.36.Tilbage til tekst

 

Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dekret Om biskoppernes hyrdehverv i Kirken n.12-14.Tilbage til tekst

 

Jf. PIUS XI, Rundskr. Divini Illius Magistri, 31.december 1929: AAS 22 (1930), s.59f. - ID., Rundskr. Mit brennender Sorge, 14.marts 1937: AAS 29 (1937) s.164. - PIUS XII, Tale ved den første nationale kongres for det italienske forbund af katolske lærere (A.I.M.C.), 8.september 1946 Discorsi e Radiomessaggi VIII, s.218.Tilbage til tekst

 

Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konstit. Om Kirken, n.11 og 35.Tilbage til tekst

 

Jf. PIUS XI, Rundskr. Divini Illius Magistri, 31.december 1929: AAS 22 (1930), ss.63f. - PIUS XII, Radiobudskab 1.juni 1941: AAS 33 (1941) s.200. - ID., Tale ved den første nationale kongres for det italienske forbund af katolske lærere (A.I.M.C.), 8.september 1946 Discorsi e Radiomessaggi VIII, s.218). - Om subsidiaritetsprincippet se JOHANNES XXIII, Rundskr. Pacem in Terris, 11.april 1963: AAS 55 (1963) s.294; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag, København 1963, s.47.Tilbage til tekst

 

Jf. PIUS XI, Rundskr. Divini Illius Magistri, 31.december 1929: AAS 22 (1930), ss.53f., 56f. - ID., Rundskr. Non abbiamo bisogno, 29.juni 1931: AAS 23 (1931) s.311. - PIUS XII, Brev fra statssekretariatet til den 28.sociale uge i Italien, 20.september 1955: l'Osservatore Romano, 29.september 1955.Tilbage til tekst

 

Kirken roser de civile, lokale, nationale og internationale myndigheder, der i bevidstheden om påtrængende aktuelle behov gør alt, hvad der står i deres magt, for at alle folkeslag kan få mere fyldestgørende del i opdragelse og kultur. - jf. PAUL VI, Tale på FN's generalforsamling, 4.oktober 1965: l'Osservatore Romano, 6.oktober 1965.Tilbage til tekst

 

Jf. PIUS XI, Motu proprio Orbem catholicum, 29.juni 1923: AAS 15 (1923) ss.327-329. - ID., Dekret Provide sane, 12.januar 1935: AAS 27 (1936) ss.145-152. - 2.VATIKANKON CIL, Dekret Om biskoppernes hyrdehverv i Kirken, n.13 og 14.Tilbage til tekst

 

Jf. 2.VATIKANKONCIL, Konstit. Om Liturgien, n.14.Tilbage til tekst

 

Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dekret Om samfundets meddelelsesmidler, n.13 og 14.Tilbage til tekst

 

Jf. PIUS XI, Rundskr. Divini Illius Magistri, 31.december 1929: AAS 22 (1930), s.76. - PIUS XII, Tale til forbundet af katolske lærere i Bayern, d. 31.december 1956: Discorsi e Radiomessaggi XVIII, s.746.Tilbage til tekst

 

Jf. 3.LOKALSYNODE I CINCINNATI, 1861: Collatio Lacensis III, col. 1240, c/d. - PIUS XI, Rundskr. Divini Illius Magistri, 31.december 1929: AAS 22 (1930), ss.60, 63f.Tilbage til tekst

 

Jf. PIUS XI, Rundskr. Divini Illius Magistri, 31.december 1929: AAS 22 (1930), s.63; Rundskr. Non abbiamo bisogno 29.juni 1931: AAS 23 (1931), s.305. - PIUS XII, Brev fra statssekretariatet til den 28.sociale uge i Italien, 20.september 1955 (a.s., under note 13). - PAUL VI, Tale til det kristne forbund af italienske arbejdere (A.C.L.I.), 6.oktober 1963: Encicliche e Discorsi di Paolo VI, Rom 1964, s.230.Tilbage til tekst

 

Jf. JOHANNES XXIII, Budskab i trediveåret for rundskr. Divini Illius Magistri, 30.decem ber 1959: AAS 52 (1960), s.57.Tilbage til tekst

 

Kirken værdsætter det aktive apostolat, som de katolske lærere og elever kan udøve også i disse skoler. - jf. 2.VATIKANKONCIL, Dekret Om lægfolkets apostolat n.12, 16.Tilbage til tekst

 

Jf. PIUS XII, Tale til forbundet af katolske lærere i Bayern, d.31.december 1956: Discorsi e Radiomessaggi XVIII, s.745f.Tilbage til tekst

 

Jf. 1.LOKALSYNODE I WESTMINSTER, 1852: Collatio Lacensis III, col. 1334 a/b. - PIUS XI, Rundskr. Divini Illius Magistri, 31.december 1929: AAS 22 (1930), s.77f. -PIUS XII, Tale til forbundet af katolske lærere i Bayern, d.31.december 1956: Discorsi e Radiomessaggi XVIII, s.746. - PAUL VI, Tale til medlemmerne af F.I.D.A.E. (Federazione Istituti Dipendenti dell' Autorità Ecclesiastica), 30.december 1963: Encicliche e Discorsi di S.S. Paolo VI, I, Rom 1964, s.602f.Tilbage til tekst

 

Jf. først og fremmest de i note 1) anførte kilder; desuden er Kirkens ret hertil hævdet på talrige af de kirkelige provinsers forsamlinger og endelig i erklæringer af nyeste dato fra talrige bispekonferencer.Tilbage til tekst

 

Jf. PIUS XI, Rundskr. Divini Illius Magistri 31.december 1929: AAS 22 (1930), s.80f. - PIUS XII, Tale til det italienske katolske forbund af gymnasielærere (U.C.I.I.M.), 5.januar 1954: Discorsi e Radiomessaggi XV, ss.551-556. - JOHANNES XXIII, Tale til den sjette nationale kongres for det italienske forbund af katolske lærere (A.I.M.C.), 5.september 1959: Discorsi, Messaggi, Colloqui I, Rom 1960, ss.427-431.Tilbage til tekst

 

Jf. PIUS XII, Tale til det italienske katolske forbund af gymnasielærere (U.C.I.I.M.), 5. januar 1954: Discorsi e Radiomessaggi XV, s.555.Tilbage til tekst

 

Jf. PAUL VI, Tale til Officium Internationale Educationis Catholicae (O.I.E.C.), 25.februar 1964: Encicliche e Discorsi di Paolo VI, II, Rom 1964, s.232.Tilbage til tekst

 

Jf. PAUL VI, Tale til det kristne forbund af italienske arbejdere (A.C.L.I.), 6.oktober 1963: Encicliche e Discorsi di Paolo VI, I, Rom 1964, s.229).Tilbage til tekst

 

Jf. PAUL VI, Tale til den sjette internationale thomistiske kongres, 10.september 1965: l'Osservatore Romano 13.-14.september 1965.Tilbage til tekst

 

Jf. PIUS XII, Tale til lærere og elever ved Frankrigs katolske universiteter, 21.septem ber 1950: Discorsi e Radiomessaggi XII, ss.219-221. - Id., Brev til den 22. Pax Romana-kongres, 12.august 1952: Discorsi e Radiomessaggi XIV, ss.567-569. - JOHANNES XXIII, Tale til federationen af katolske universiteter, 1.april 1959: Discorsi, Messaggi, Colloqui, I, Rom 1960, ss.226-229). - PAUL VI, Tale til det akademiske senat ved Milanos katolske universitet, 5.april 1964: Encicliche e Discorsi di S. S. Paolo VI, II, Rom 1964, ss.438-443.Tilbage til tekst

 

Jf. PIUS XII, Tale til det akademiske senat og studenterne ved Roms universitet, 15.ju ni 1952: Discorsi e Radiomessaggi, XIV, s.208: "Ledelsen af morgendagens samfund er i første række afhængig af sindelag og hjerte hos universitetslærere og studenter af i dag".Tilbage til tekst

 

Jf. PIUS XI, Apost. konstit. Deus Scientiarum Dominus, 24.maj 1931: AAS 23 (1931) ss.245-247.Tilbage til tekst

 

Jf. PIUS XII, Rundskr. Humani Generis, 12.august 1950: AAS 42 (1950) ss.568f., 578. - PAUL VI, Rundskr. Ecclesiam suam, pars III, 6.august 1964: AAS 56 (1964) ss.637-659. - 2.VATIKANKONCIL, Dekret Om økumenien: AAS 57 (1965), ss.90-107.Tilbage til tekst

 

Jf. JOHANNES XXIII, Rundskr. Pacem in Terris, 11.april 1963: AAS 55 (1963) s.284 et passim; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag, København 1963, s.34 og flere andre steder.Tilbage til tekst