Præsternes tjeneste og liv

Indhold

Dekret om præsternes tjeneste og liv

Forord ved biskop emeritus Hans L.Martensen

 

<typolist>

Indledning

Kapitel I

Præstedømmet og Kirkens sendelse

</typolist>

 

<typolist>

Kapitel II

Præsternes tjeneste

I. Præsternes opgaver

II. Præsternes forhold til andre

III. Præsternes fordeling og præstekaldene

</typolist>

 

<typolist>

Kapitel III

Præsternes liv

I. Præsternes kald til fuldkommenhed

II. Særlige åndelige fornødenheder i præsternes liv

III. Hjælpemidler i præsternes liv

</typolist>

 

<typolist>

Slutning og formaning

</typolist>

___________________________________________________________-

Forord

Dekretet om præsternes tjeneste og liv blev først vedtaget 7.decem­ber 1965, dagen før koncilets afslutning. Forud for denne endelige beslutning var der foregået en langvarig og kompliceret drøftelse. Allerede da pave Johannes i 1960 oprettede de forskellige forberedelseskommissioner til koncilet, stod spørgsmålet om præsterne på dagsordenen. Der blev udarbejdet ikke mindre end 17 udkast, der blev grundlag for en tekst, som blev forelagt til drøftelse under koncilets 3.samling i oktober 1964. Afstemningen gav udtryk for stor utilfredshed, idet der var 1.199 nej-stemmer mod kun 930 ja. En omfattende nyredigering og bearbejdelse fandt sted, efter at der var taget hensyn til talrige indløbne ændringsfor­slag. Herefter blev teksten endnu en gang sat til debat. Atter opstod der heftig debat med mange kritiske røster. Mere end titusind ændringsfor­slag blev indsendt til teksten, som man således efterlod ufærdig til videre bearbejdelse mellem 3. og 4.koncilssamling. Der lå et hårdt tidspres over denne sidste koncilssamling, og uden mulighed for endnu en gang at gå mere i detaljer blev teksten næsten enstemmigt vedtaget med 2.390 ja-stemmer mod 4 nej.

Grunden til den langstrakte debat var i første omgang, at man fandt den hidtige behandling af præsterne for utilstrækkelig. Præsternes anlig­gender havde stået i skyggen af biskoppernes og lægfolkets. Man følte, at præsterne og deres situation fortjente at blive hovedemne på koncilet ved siden af de andre hovedemner. Men dertil kom, at koncilsdeltagerne så forskelligt på tyngdepunkterne i præstens liv - der opstod debat om forholdet mellem ordets forkyndelse og det sakramentale, og det store grundtema på koncilet om forholdet mellem Kirke og verden havde jo også vidtrækkende konsekvenser for præsternes selvforståelse : i hvilken forstand skulle de åbne sig for verden og alt, hvad der foregik der, og i hvilken forstand skulle de tage afstand fra verdensånden?

I sin endelige udformning har teksten om Præsternes tjeneste og liv fundet en god balance mellem synspunkter, der stod i spænding til hinanden. Ifølge sagens natur måtte der tages stilling til mange spørgs­mål. Det rakte lige fra kirkeretslige detaljer til spørgsmål om mission og ordets forkyndelse, og lige fra spørgsmål om præstens rimelige aflønning til de dybeste spirituelle emner... Alligevel forekommer det mig, at en næsten umulig opgave er lykkedes, og at koncilet har givet os en smuk, ofte meditativ tekst, som det endnu den dag i dag i høj grad lønner sig at studere.

Nogen vil måske påstå, at koncilsteksten videregiver et "forældet" præstebillede - altså præsten, således som katolikker opfattede ham, netop før koncilet begyndte, i den "traditionelle præsterolle". Men hertil må siges, at koncilet samtidig og i høj grad åbner for nye perspektiver. Desuden ville det være en ulykke, hvis de virkelige værdier som forti­dens præsteforståelse indeholdt, pludselig skulle gå tabt.

Allerede under koncilsdebatten var man opmærksom på en begynden­de "identitetskrise" hos adskillige præster. Hen imod slutningen af dekretet konstaterer koncilet, at det "ikke kan forbigå de vanskeligheder, som præsterne under det moderne livs vilkår lider under. Koncilet ved, i hvor høj grad både de økonomiske og sociale forhold og menneske­nes moral er under omformning, og hvordan menneskenes bedømmelse af værdiernes plads i forhold til hinanden er ved at ændre sig. Derfor føler præsterne, og undertiden også lægfolket i Kirken, sig mange gange som fremmede i den moderne verden, og de spørger uroligt sig selv, hvordan de kan finde et egnet sprog og passende midler til at komme i forbindelse med den." (n.22)

Teksten fortsætter med at tale om hindringer for troen, arbejdets tilsyneladende frugtesløshed, ensomheden, kort sagt alt det, som kan friste præsterne (og andre) til at tabe modet. Når man tænker på, at denne tekst blev vedtaget dagen før det 2.Vatikankoncils slutning, så stiller det hele koncilet i et mere nuanceret lys, end man plejer at gøre. Koncilets forsamlede biskopper var ikke blåøjede optimister, der red på 60'ernes bølge af rosenrød optimisme og fremtidstro. De var ikke blinde for de vanskeligheder, der ville være forbundet med kirkens pilgrimsfærd videre frem.

At disse vanskeligheder i høj grad har meldt sig er måske allermest tydeligt i præsternes sammenhæng. I årtierne efter koncilet var der - især i hele den vestlige verden - et rystende stort antal præster, som forlod deres præstegerning, enten for at gifte sig eller af andre årsager. Ikke nok med det, antallet af præstestuderende mindskedes kraftigt. I mange dele af verden er der i de godt 30 år siden koncilet opstået en alvorlig præste­mangel.

Allerede på et tidligt tidspunkt har man set disse problemer i øjnene. På den Romerske Bispesynode 1979 behandledes emnet "Præsternes Tjeneste". På grundlag af koncilet tog man atter nogle af de aktuelle spørgs­mål op. Måske vil nogen skuffes over denne tekst og ikke finde meget deri, som koncilet ikke allerede har sagt. Men det er forståeligt, at Synoden, der var samlet i et forholdsvis kort tidsrum i Rom, fandt det vanskeligt at give egentlige løsninger på nye problemer, netop fordi disse problemer er så forskellige fra det ene område af verden til det andet. Synoden repræsenterede ganske vist disse forskellige områder, men kunne umuligt i al hast og centralt råde bod på dem.

I 1992 udsendte de tyske biskopper et "Sendebrev om den præstelige tjeneste". Det kommer ind på særlig vigtige problemer, der er opstået siden koncilet: den udbredte svækkelse af den kristne tro, og den almin­delige sækularisering - forstået på den måde, at kristne værdier ikke længere præger samfundet i nogen nævneværdig grad. Desuden nævnes den indre "polarisering" i Kirken - uforsonlige holdninger og spændinger mellem konservative og progressive gør præstens arbejde vanskeligere. Manglen på præster giver også nye problemer. På den ene side fører det til overarbejde og udmattelse, på den anden side er der også uundgåelige vanskeligheder forbundet med nye former for samarbejde mellem præst og lægmandstjenester i menighederne. Den tyske skrivelse kommer også udførligt ind på de problemer, der er forbundet med præsternes cølibat - problemer der ofte føles sværere end tidligere på grund af hele samfun­dets udvikling i forhold til seksualitet og familieliv. Alt i alt er præstens "rolle" i kirke og samfund ikke længere så indlysende klar, som den - i hvert fald i mange henseender - var det tidligere.

Alle de uventede udviklinger, der er kommet efter koncilet, og som blandt andet det nævnte tyske hyrdebrev giver udtryk for, gør ikke læsningen af koncilsteksten om præsternes tjeneste og liv mindre frugt­bar. Teksten indeholder en åndelig dimension, som bliver ved med at være aktuel. Besindelsen på den præstelige tjeneste, således som den var nedarvet i katolsk sammenhæng på koncilets tid, er stadigvæk nødven­dig. Det gælder om, at det, der er af blivende og umistelig værdi, ikke gøres til bytte for forhastede og kortsigtede reformer - embedet må ikke i sig selv sækulariseres og miste sit åndelige indhold. Netop i bevidsthe­den herom beholder koncilsteksten en stor værdi for den nutidige katol­ske læser. Også for en protestant, der søger nærmere forståelse af katolsk sammenhæng og embedssyn, er teksten betydningsfuld.

3.april l997

XHans L. Martensen

biskop emeritus

 

 

 

                                  

 

 

               Paul, biskop, Guds tjeneres tjener,

                    sammen med koncilsfædrene

                             til evig erindring

 

                Dekretet "Presbyterorum ordinis"

                   om præsternes tjeneste og liv

 

 

                                 Indledning

 

1.  Det hellige Koncil har allerede gentagne gange mindet alle om præ­stestandens ophøjede stilling.[1] Men da der ved fornyelsen af Kristi Kirke tilfalder netop denne stand meget vigtige opgaver, som dag for dag bliver vanskeligere, forekommer det særlig nyttigt at sige noget mere udførligt og grundigt om præsterne. Hvad der siges i det følgende, gælder for alle præster og især for dem, der virker i sjælesorgen, for ordenspræsterne dog under hensyntagen til deres særlige forhold.

Ved vielsen og ved den sendelse, de modtager af biskoppen, bliver præsterne antaget til at stå i Kristi, Lærerens, Præstens og Kongens tjeneste, de har del i hans embede, ved hvilket Kirken her på jorden hele tiden opbygges til Guds folk, Kristi legeme og Hellig­åndens tempel. For at støtte dem mere effektivt såvel pastoralt som menneskeligt i deres ofte dybtgående ændrede arbejdsforhold og for bedre at kunne drage omsorg for de vilkår, hvorunder de lever, erklærer og bestemmer dette hellige koncil følgende.

 

 

 

                                    Kapitel I

            Præstedømmet og Kirkens sendelse

 

 

2.  Vor Herre Jesus, "som Faderen har helliget og sendt til verden" (Joh. 10,36), giver hele sit mystiske legeme del i den Åndens salvelse, hvor­med han selv er blevet salvet.1 I ham bliver nemlig alle troende til et helligt og kongeligt præsteskab, frembærer åndelige offergaver for Gud ved Jesus Kristus og forkynder hans kraft, som kaldte dem fra mørket til sit underfulde lys.2 Der er altså ikke noget lem, der ikke har del i hele legemets sendelse. Tværtimod skal enhver af dem hellige Jesus i sit hjerte3 og ved profetiens ånd vidne om ham.4

For at alle de troende skal blive til ét legeme, hvor "ikke alle lemmer­ne har samme hverv" (Rom. 12,4), har denne samme Herre indsat tjenere iblandt dem, som i de troendes samfund ved præste­vielsens sakramente skulle have fuldmagt til at frembære offeret og til at forlade synder,5 og som skulle udøve præsteembedet offentligt for menneskene i Kristi navn. Derfor har Kristus sendt apostlene, som han selv var blevet sendt af Faderen,6 og gennem apostlene har han givet biskopperne som deres efterfølgere del i sin egen indvielse og sendelse,7 og deres tjenende embede er så i underordnet grad blevet givet videre til præsterne,8 for at disse, når de er blevet optaget i præstestanden, ved på rette måde at opfylde den sendelse, der er blevet dem betroet af Kristus, skal være medarbejdere for det biskoppelige embede.9

 

For så vidt som præsternes embede er knyttet til den biskoppelige stand, har de del i den myndighed, hvormed Kristus selv opbygger, helliger og leder sit legeme. Derfor bygger det særlige præstedømme ganske vist på de sakramenter, hvorved menneskene indvies til kristenli­vet, men det meddeles alligevel ved et særligt sakramente, hvorved præsterne ved Helligåndens salvelse får indpræget et særligt tegn, der ligedanner dem med Præsten Kristus, for at de per­sonlig skal kunne virke på Kristi vegne.10

Da præsterne for deres vedkommende har del i apostlenes embede, giver Gud dem nåde til at være Jesu Kristi tjenere blandt folkene og til at gøre præstetjeneste for Guds evangelium, for at folkene må blive et Gud velbehageligt offer, helliget ved Hellig­ånden.11 Ved evangeliets apostoliske budskab kaldes Guds folk nemlig sammen til en enhed, så at alle, der tilhører dette folk, helliges ved Helligånden og bringer sig selv "som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer" (Rom. 12,1). Men ved præsternes tjeneste fuldbyrdes de troendes åndelige offer i forening med Kristi, den eneste Midlers offer, som på hele Kirkens vegne ved præster­nes hænder på ublodig og sakramental vis frembæres i eukaristien, indtil Herren selv kommer.12 Heri har præsternes tjeneste sit mål og sin fuld­byrdelse. Denne tjeneste, som har sin begyndelse i og ved evangeliet, øser nemlig al sin kraft af Kristi offer og munder ud i, at "hele det forlø­ste folk, dvs. de helliges forsamling og samfund, som et altomfattende offer skal blive frembåret for Gud af den Ypperstepræst, der også ved sin lidelse frembar sig selv for os, for at vi skulle blive et så ophøjet Hoveds legeme".13

 

Det mål, præsternes liv og tjeneste er indstillet på, er altså Gud Faders forherligelse i Kristus. Denne forherligelse består i, at menneskene bevidst, frit og taknemmeligt tager imod det Guds værk, som er fuldbyr­det i Kristus, og forkynder det med hele deres liv. Hvad enten præsterne derfor hengiver sig til bøn og tilbedelse, om de forkynder ordet, frem­bærer det eukaristiske offer og forvalter de øvrige sakramenter, eller de på anden måde tjener menneskene, bi­drager de altid til Guds større forherligelse, og til at det guddomme­lige liv vokser i menneskene. Alt dette udspringer af vor Herres Kristi påskemysterium og vil nå sin fuldbyrdelse ved hans herlighedsfulde genkomst, når han selv overgiver Riget til Gud og Faderen.14

 

 

3.  Præsterne bliver udtaget blandt mennesker og bliver indsat til at varetage menneskenes anliggender over for Gud, og for at de skal frembære gaver og ofre for synderne.15 Derfor skal de komme alle mennesker i møde som deres brødre. Også vor Herre Jesus, Guds Søn, der af Faderen blev sendt som menneske til menneskene, levede jo sammen med os og ville i alt undtagen synden være sine brødre lig.16 Og allerede apostlene gjorde som han. Paulus, hedningernes apostel, der var "udkåret til at forkynde Guds evangelium" (Rom. 1,1), bevidner således, at han er blevet alt for alle for at kunne frelse alle.17 Den nye pagts præster bliver ganske vist ved deres kaldelse og vielse på en vis måde afsondret fra Gudsfolkets forsamling, - dog ikke for at de skal blive skilt hverken fra den eller fra noget menne­ske overhovedet, men for at de fuldt og helt skal kunne vie sig til den gerning, hvortil Gud har udvalgt dem.18 De kunne ikke være Kristi tjenere, hvis de ikke vidnede om og var forvaltere af et andet liv end det jordiske. Men de formåede heller ikke at tjene menneskene, hvis de var fremmede for disse eller for deres livsvilkår.19 Deres tjeneste kræver på en ganske særlig måde, at de ikke "skikker sig lige med denne verden".20 Men samtidig kræver den også, at de lever midt iblandt menneskene i denne verden, at de som gode hyrder kender deres hjord, og at de også forsøger at hente dem ind i folden, som står udenfor, for at de skal høre Kristi stemme, og der skal være én hjord og én hyrde.21 Her kan de netop få megen hjælp af de egenskaber, som med rette er højt værdsat i det menneskelige samfund, nemlig hjertets godhed, oprigtighed, karakter­styrke og udholdenhed, en ubestikkelig retfærdighedssans, en god optræ­den og de andre egen­skaber, som apostelen Paulus anbefaler, når han siger: "Hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!" (Fil. 4,8).22

 

 

 

                                    Kapitel II

                         Præsternes tjeneste

 

 

I. Præsternes opgaver

 

4.  Gudsfolket forenes først og fremmest ved den levende Guds ord,1 som man med rette kan forvente at høre af præsternes mund.2 Eftersom ingen kan blive frelst, uden at de har troen,3 er det præster­nes første opgave som biskoppernes medarbejdere at forkynde Guds evangelium for alle men­nesker,4 for at de, når de opfylder Herrens befaling: "Gå ud i al ver­den og for­kynd evangeliet for al skabningen" (Mark. 16,15),5 på den må­de grund­lægger Gudsfolket og får det til at vokse. Det frelsebringende ord vækker jo troen i de ikke-troendes hjerter og nærer den i de troendes, hvor­ved de tro­endes forsamling opstår og vokser, sådan som apostlen si­ger: "Troen kom­mer af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord" (Rom. 10,17). Præsterne skylder altså alle mennesker at gi­ve dem del i evangeliets sandhed,6 som de selv glæder sig over i Herren. Hvad enten de ved en forbilledlig livsvandel vinder de ikke-troende for Gud,7 eller de ved en udtrykkelig forkyndelse udlægger Kristi mysterium for de ikke-troende, om de giver religionsundervisning, fremlægger Kir­kens lære eller forsøger at behandle tidens spørgsmål i Kristi lys,8 er det al­­drig deres egne tanker, de skal lægge frem, men Guds ord, de skal lære de andre og indtrængende opfordre alle til omvendelse og helliggørelse. Men med de forhold, vi har i dag, er forkyndelsen ofte yderst vanskelig for præsterne. Hvis man vil på talefod med sine tilhørere, må man ikke la­de sig nøje med at udlægge Guds ord abstrakt og i al almindelighed, - man må også anvende evangeliets evige sandhed på livet, som det faktisk ud­folder sig.

 

Ordets tjeneste udøves derfor på mangfoldige måder alt efter tilhører­nes behov og forkynderens nådegaver. I ikke-kristne lande og samfunds­grup­per bliver menneskene ved evangeliets budskab først og fremmest ført til troen og frelsens sakramenter.9 Inden for den kristne menighed kræ­ver sakramenternes forvaltning tværtimod, at Ordet især forkyndes for dem, som synes at forstå eller at tro meget lidt af det, de foretager sig; sa­kramenterne er jo troens hemmeligheder, som fremstår af prædiken og næ­res af denne.10 Dette gælder ganske særligt ordets liturgi i messen, hvor forkyndelsen af Herrens død og opstandel­se, svaret fra menigheden, der lytter til den, og selve det offer, hvorved Kristus med sit blod har be­seg­let den nye pagt, og som de troende med deres bønner og ved modta­gelsen af sakramenterne tager del i, er uløseligt knyttet til hinanden.11

 

5.  Gud, som alene er den Hellige og Helliggøreren, har villet forene menne­skene med sig som sine fæller og medarbejdere, for at de ydmygt skulle tjene forløsningsværket. Derfor bliver præsterne ved biskoppernes tjeneste viet af Gud, for at de som særlige deltagere i Kristi præstedøm­me skal være tjenere for Ham, som ved sin Ånd i liturgien uophørligt udøver sin præstelige opgave for os.12 Ved dåben ind­lemmer de menne­skene i Gudsfolket, ved bodens sakramente forsoner de synderne med Gud og Kirken, ved de syges salvelse trøster de dem, der lider, og frem for alt frembærer de på sakramental vis Kristi offer i messen. Og hver gang præsterne fejrer et af sakramenterne, bliver de - som den hellige martyr Ignatius allerede i Kirken ældste tider bevidner det13 - på forskel­lig måde hierarkisk forbundet med bi­skoppen og gør ham altså på en vis måde nærværende inden for de enkelte menigheder.14

 

Alle de øvrige sakramenter er knyttet til eukaristien og henordnet til den, og det samme gælder de øvrige kirkelige tjenester og apostoli­ske opgaver.15 Eukaristien rummer nemlig i sig alle Kirkens åndelige goder i hele deres fylde,16 dvs. Kristus selv, han som er vort på­skelam og vort levende brød. Ved sit kød, som lever og gør levende ved Helligånden, skænker han menneskene livet, og derved opmuntres og føres de til at frembære sig selv, deres arbejde og hele skabningen sammen med ham. Derfor fremtræder eukaristien da også som kilden til og højdepunktet af enhver forkyndelse af evangeliet, idet katekumenerne lidt efter lidt bliver forberedt til at tage del i eukaristi­en, og de, der allerede er døbt og firmet, bliver, gennem modtagelsen af eukaristien, fuldstændig indlemmet i Kristi legeme.

Det er menigheden, samlet om eukaristien med præsten i spidsen, der er centrum i de troendes samfund. Derfor skal præsterne lære de troende i messen at frembære den guddommelige offergave for Gud Fader og sammen med den at frembære deres eget liv som offergave. De skal i Kristi, Hyrdens, ånd belære dem om angerfuldt at fremlægge deres synder for Kirken i bodens sakramente, for at de stadig mere må omven­de sig til Herren, ihukommende hans ord: "Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær!" (Matt. 4,17). De skal ligeledes lære dem at tage del i messens ceremonier på en sådan måde, at de kan bede oprigtigt under dem. Og de skal lede dem til alt efter den enkeltes nådegaver og behov at lade deres liv gennemtrænges af en stadig mere fuldkommen bønnens ånd. De skal foreholde alle, at de skal opfylde deres standspligter, og de mere fremskredne skal de tilskynde til at følge de evangeliske råd på den måde, der passer bedst til den enkeltes forhold. De skal kort sagt lære de troende at synge og spille i deres hjerter for Herren med salmer og hymner og åndelige sange og altid at sige Gud, vor Fader, tak for alle ting i vor Herre Jesu Kristi navn.17

Og præsterne selv skal udstrække den lovprisning og taksigelse, der kommer til orde i eukaristien, til de forskellige tider på dagen, hvor de beder deres tidebønner, ved på Kirkens vegne at bede til Gud for hele det folk, der er blevet dem betroet, ja, for hele verden.

 

Det Guds hus, hvor eukaristien fejres og opbevares, hvor de troende samles, og hvor Guds Søn, vor Frelser, han som har hengivet sig for os på offeralteret, er til stede og æres til hjælp og trøst for de troende, skal være smukt og egnet til bøn og hellig handling.18 Her skal præsterne og de troende med taknemmeligt sind svare på gaven fra ham, som ved sin menneskelige natur til stadighed meddeler lemmerne på sit legeme det gud­dommelige liv.19 Præsterne skal bestræbe sig for at sætte sig rigtigt ind i liturgiens teori og praksis, for at deres udøvelse af liturgien skal få den menighed, der er dem betroet, til stadig mere fuldkomment at prise Faderen, Sønnen og Helligånden.

 

6.  Præsterne udøver Kristi, Hovedets og Hyrdens, embede i forhold til den myn­dighed, der er dem givet, og de samler på biskoppens vegne Guds fa­mi­lie, dette samfund af brødre besjælet af enhedens ånd, og fører dem ved Kristus i Helligånden til Gud Fader.20 Til udøvelsen af denne tjeneste skæn­kes der ligesom til de øvrige præstelige opgaver en åndelig fuld­magt, som gives dem, for at de skal opbygge Kirken.21 Ved denne opbyg­gelse af Kirken skal præsterne efter Herrens eksempel omgås alle med sand menneskelig­hed. Men alligevel skal de i deres væremåde over for dem ikke søge at tækkes mennesker,22 men forholde sig, som kristent liv og lære byder det. De skal belære dem og oven i købet retlede dem som de­res elskede børn23 i overensstemmelse med apostlens ord: "Træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al lang­modighed og belæring!" (2.Tim. 4,2).24

 

Derfor påhviler det præsterne som opdragere til troen selv eller gen­nem andre at sørge for, at hver enkelt troende i Helligånden ledes til ud­fol­delse af sit personlige kald i overensstemmelse med evangeliets prin­cipper, til en oprigtig og virksom kærlighed og til den frihed, hvortil Kri­stus har frigjort os.25 Selv de smukkeste ceremonier og de mest blom­strende foreninger nytter ikke ret meget, hvis de ikke tjener til at opdrage menneskene til kristen modenhed.26 For at bidrage til at øge denne modenhed skal præsterne hjælpe dem til ud fra livets store og små hæn­delser at finde ud af, hvad de i øjeblikket skal gøre, og hvad der er Guds vilje med dem. Desuden skal de lære de kristne, at de ikke bare skal leve for sig selv, men at de også i overens­stemmelse med det nye kær­ligheds­buds krav skal tjene hinanden med den nåde, de hver især har modtaget,27 for at alle på den måde skal opfylde deres forpligtelser i det menneskeli­ge samfund på kristen vis.

Selv om præsterne har forpligtelser over for alle, skal de dog tage sig ganske særligt af de fattige og svage, eftersom Herren selv gjorde fælles sag med dem,28 og evangeliseringen af dem er sat som tegn på den messianske gerning.29 Desuden skal de tage sig særlig ivrigt af de unge og af ægtefolk og forældre, som det er ønskeligt at samle i venskabsgrup­per, for at de skal kunne hjælpe hinanden til lettere og mere fuldkomment at leve deres kristne liv under ofte vanskelige livsvilkår. Og præsterne må heller ikke glemme, at alle både mandlige og kvindelige ordensfolk, der indtager en særlig høj plads i Guds hus, fortjener en speciel omsorg for deres åndelige fremskridt til gavn for hele Kirken. Men allermest skal de tage sig af de syge og døende ved at besøge dem og styrke dem i Herren.30

 

Men præsternes opgave er ikke begrænset til omsorgen for de enkelte troende. Den indebærer også som noget væsentligt dannelsen af et ægte kristent samfund. Denne fællesskabets ånd skal dog for rigtig at komme til udfoldelse ikke alene omfatte den lokale kirke, men Kirken som helhed. Den stedlige menighed må derfor ikke lade sig nøje med at tage sig af sine egne troende. Den skal også være besjælet af en apostolisk iver efter at berede alle mennesker vejen til Kristus. Især skal den dog have opmærksomheden henvendt på katekumenerne og de nydøbte, som gradvis skal opdrages til at forstå det kristne liv og leve det i praksis.

Men den kristne menighed kan kun bygges op, hvis fejringen af eu­ka­ri­stien er dens grundvold og vigtigste anliggende.31 Det er i den, enhver op­dra­gelse til fællesskabets ånd skal tage sin begyndelse. Men denne fej­ring må for at være oprigtig og fuldkommen føre til forskel­lige kærlig­heds­gerninger og til gensidig bistand samt til apostolisk virksomhed og til kristent vidnesbyrd i alle dets former.

Desuden skal et kirkeligt fællesskab ved kærlighed, bøn, eksempel og bod udvise en sand moderlig omsorg for at føre menne­skene til Kri­stus. Det frembyder nemlig et effektivt middel til at vise og berede vejen til Kristus for dem, der endnu ikke tror, og til at anspore de troende og styrke og udruste dem til åndelig kamp.

Men ved opbygningen af den kristne menighed må præsterne al­drig stå i en eller anden ideologis eller i et menneskeligt partis tjeneste. De skal som evangeliets forkyndere og som Kirkens hyrder sætte al deres kraft ind på Kristi legemes åndelige vækst.

 

II. Præsternes forhold til andre

 

 

7.  Alle præster har sammen med biskopperne del i Kristi ene præstedømme og tjeneste. Det er selve denne enhed i vielse og sen­delse, der kræver deres hierarkiske fællesskab med biskoppernes stand,32 som bedst giver sig til kende under den liturgiske koncelebra­tion, hvor fællesskabet med biskopperne udtrykkelig bekræftes i selve eukaristiens fejring.33 Biskopperne anser selv, at deres hverv og embede som lærere, helliggørere og hyrder for Guds folk absolut kræver præsternes tilstedeværelse som deres hjælpere og rådgivere på grund af den Helligåndens nådegave, præsterne har mod­taget ved deres vielse.34 Dette er lige siden Kirkens første tider blevet kraftigt understreget i de liturgiske tekster, hvor der rettes en højtidelig bøn til Gud for den, der bliver præsteviet, om at "sende ham nådens og rådets ånd, for at han skal kunne bistå og styre folket med et rent hjerte",35 ligesom Moses' ånd i ørkenen kom over de halvfjerd­sinds­tyve vise mænd,36 "med hvis hjælp han med lethed styrede de talløse skarer i folket".37 Men denne forening i det samme præ­stedømme og den samme tjeneste skal få biskopperne til at betragte præsterne som brødre og venner38 og til i den grad, de formår, at bekymre sig om såvel deres materielle som deres åndelige vel. Det er nemlig hoved­sagelig på dem, det tunge ansvar for deres præsters hellighed hviler.39 Derfor skal de til stadighed aktivt tage sig af deres præsteskabs åndelige udvikling.40 De skal forstå at lytte villigt til dem, ja, ligefrem at spørge dem til råds og at tale med dem om de krav, deres pastorale arbejde stiller, og om bispe­dømmets vel. For at der skal komme et resultat ud af det, skal man på den måde, der bedst svarer til for­holdene og til vor tids behov,41 nedsætte en kreds eller et råd af præster,42 hvis opbygning og funktion vil blive fastsat af kirkeretten. Denne forsamling vil i sin egenskab af repræsentant for præsteskabet være i stand til med sine råd at bistå biskoppen i bispe­dømmets ledelse.

 

Præsterne ved helt og fuldt, at biskopperne er udrustet med præsteviel­sens sakramente i hele dets fylde. Derfor skal de i dem anerkende den myndighed, Kristus som den øverste hyrde sidder inde med. De skal i kærlighed og lydighed være deres biskop oprigtigt hengivne.43 Grundla­get for denne præstelige lydighed, gennemsyret af samarbejdets ånd, er selve den deltagelse i bispeembedet, som præsterne modtager gennem præstevielsens sakramente og den kanoniske sendelse.44

Enheden mellem præsterne og biskopperne er særlig påkrævet i vor tid. Der er på nuværende tidspunkt mange årsager, der bevirker, at det apostoliske arbejde ikke alene må antage mange skiftende former, men at det også må nå ud over et sogn eller et bispedømmes grænser. Ingen præst er derfor i stand til at opfylde sin sendelse isoleret og ligesom adskilt fra de øvrige. Han kan kun gøre det ved at forene sine kræfter med de øvrige præsters under biskoppernes ledelse.

 

 

8.  Præsterne, som i kraft af deres vielse er blevet indlemmede i præ­stestan­den, er alle intimt forbundne med hinanden i et sakramen­talt broderskab. Men i kraft af deres tilknytning til tjenesten inden for et bestemt bispe­dømme under den lokale biskops ledelse udgør de ganske specielt på dette plan et eneste præsteskab. De hverv, de får betroet, er ganske vist forskellige, men det drejer sig trods alt om en og samme præstelige tjeneste over for menneskene. Alle præster er sendt til at samarbejde om den samme opgave, hvad enten det arbejde, de gør, foregår inden for sognet, eller det når ud over sognegrænserne, om de udfører et videnska­beligt forsknings- eller undervisningsarbejde, eller om de endog arbejder manuelt og deler arbejdernes lod, der hvor dette med den ansvarlige myndigheds godkendelse anses for gavnligt - eller om de opfylder andre hverv, som enten i sig selv er apostoliske, eller som står i apostolatets tjeneste. Og endelig har de alle det samme mål for øje, nemlig at opbyg­ge Kristi legeme. Især i vor tid kræver denne opgave mange slags tjene­ster og nye tilpasningsformer. Det er altså meget vigtigt, at alle, verdens­præster som ordenspræster, hjælper hinanden indbyrdes og altid i fælles­skab arbejder for sandheden.45 Hvert enkelt medlem af dette præsteskab er knyttet til de øvrige med den apostoliske kærligheds, tjenestens og broderskabets særlige bånd. Dette har allerede fra Kirkens første tider været udtrykt i liturgien, hvor de tilstedeværende præster opfordres til sammen med biskoppen at lægge hænderne på den nyviede præst, og når de i fællesskab fejrer eukaristien. Enhver præst er altså under forskellige former knyttet til sine medbrødre ved kærlighedens, bønnens og samar­bejdets bånd. Derved kommer den fuldkomne enhed til syne, som Kristus har villet oprette mellem sine disciple, for at verden skal forstå, at Søn­nen er sendt af Faderen.46

Dette skal få de ældre præster til virkelig at tage imod de yngre som brødre, til at hjælpe dem med deres første præstelige opgaver og ansvar, til at prøve på at forstå deres mentalitet, selv om den er forskellig fra deres egen, og til at se velvilligt på deres arbejde. Og på samme måde skal de unge forstå at nære ærbødighed for de ældres alder og erfaring, at drøfte pastorale problemer med dem og med glæde at samarbejde med dem.

 

I denne broderskabets ånd må præsterne ikke glemme gæst­friheden.47 Opfyldt af ønsket om at gøre godt og dele det, de har, med andre,48 skal de især tage sig af de syge, de modløse, de overan­strengte, de ensomme, de landflygtige og dem, der lider forfølgelse.49 De skal også gerne og med glæde komme sammen for at slappe af, ihukommende den opfor­dring, Herren selv rettede til sine apostle, da de var trætte: "Kom I nu med til et øde sted, så I kan hvile jer lidt" (Mark. 6,31). Men præsterne har også brug for at hjælpe hinanden indbyrdes for at udvikle deres åndelige og intellektuelle liv, for at de bedre skal kunne samarbejde i deres tjeneste og for at undgå de farer, som isolationen kan føre med sig. Alle disse bevæggrunde gør det ønskeligt at fremme et vist fællesliv mellem præsterne, som kan antage forskellige former alt efter de person­lige og pastorale behov. De kan have fælles bolig og, hvor det er muligt, bordfællesskab eller i hvert fald hyppige og regelmæssige sammen­kom­ster. Også præsteforenin­gerne er værdifulde og bør fremmes mest muligt. Gennem deres statutter, som er godkendt af de kirkelige myndigheder, slår de til lyd for en hensigtsmæssig livsførelse og en broderlig støtte, som kan hjælpe præsterne til at helliggøre sig ved udøvelsen af deres tjeneste, og stiller sig derved i hele præstestandens tjeneste.

Endelig skal dette fællesskab i præstedømmet få præsterne til at føle sig særlig ansvarlige for dem af dem, der har vanskeligheder. De skal kom­me dem til hjælp i rette tid og, hvis der er lejlighed til det, komme med en diskret formaning. Over for dem, der har begået fejltrin, skal de vise storsind og broderlig kærlighed, de skal ind­trængende bede til Gud for dem og passe på virkelig at vise sig som brødre og venner over for dem.

 

9.  Præstevielsens sakramente pålægger den nye pagts præster en enestående og uvurderlig opgave som fædre og lærere for Gudsfolket. Men alligevel er de sammen med alle andre kristne Kristi disciple, som Gud ved kaldets nåde har gjort delagtige i sit Rige.50 Præsterne er sammen med alle døbte brødre blandt brødre51 og lemmer på det ene Kristi legeme, som det er blevet pålagt alle at bygge op.52

 

Præsterne, som står i spidsen for menigheden, skal altså gøre det på en sådan måde, at de ikke søger deres eget, men det, som hører Jesus Kristus til.53 De skal arbejde sammen med de kristne lægfolk, og når de er sam­men med dem, skal de bære sig ad efter Mesterens eksempel, han, som ikke kom til menneskene "for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange" (Matt. 20,28). Præsterne skal oprig­tigt anerkende og fremme lægfolkets værdighed og særlige opgave i Kirkens sendelse. De skal loyalt respektere den berettigede frihed, som alle har ret til her på jorden. De skal villigt lytte til lægfolk, broderligt tage hensyn til deres ønsker samt anerkende deres erfaring og kompeten­ce på de forskellige menneskelige virksomhedsområder for sammen med dem at kunne tyde tidens tegn. Idet de prøver ånderne, om de er af Gud,54 skal de forstå med troens sans at opdage lægfolkets karismer i alle deres forskellige former fra de mest beskedne til de mest ophøjede, anerkende dem med glæde og omhyggeligt bringe dem til udvikling. Blandt disse gaver, som i overflod findes hos de kristne, fortjener den trang, ikke så få af dem føler, til et dybere åndeligt liv særlig opmærk­somhed. Og ligeledes må præsterne have tilstrækkelig tillid til lægfolk til at give dem ansvar i Kirkens tjeneste ved at give dem handlefrihed og råderum og ved yderligere, når lejlighed gives, at opfordre dem til selv at tage initia­tivet til nye opgaver.55

Præsterne er kort sagt blevet sat midt iblandt lægfolket, for at de skal føre dem alle sammen til kærlighedens enhed "hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed og kommende hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed" (Rom. 12,10). Det er altså deres opgave at bringe de forskellige temperamenter i samklang med hinanden, så ingen i den kristne menighed føler sig udenfor. De skal forsvare almenvellet, som de på biskoppens vegne har til opgave at vogte, og samtidig skal de modigt vidne om sandheden, for at de troende ikke skal "kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæ­ser".56 De er især ansvarlige for dem, der ikke mere kommer til sakramenter­ne, eller som måske helt er gået bort fra troen, og de må ikke forsømme at komme dem i møde som gode hyrder.

De skal også have opmærksomheden rettet på forskrifterne angående økumenien57 og må ikke glemme de brødre, som ikke deler det fulde kirkelige fællesskab med os.

 

Og endelig skal de vide, at alle de, der ikke anerkender Kristus som deres Frelser, også er dem betroet.

Men de kristne skal også for deres del være sig deres forplig­telser over for præsterne bevidst. De skal komme dem i møde som deres hyrder og fædre med barnlig kærlighed, tage del i deres bekymringer og efter bedste evne støtte dem i bøn og gerning. På den måde vil præsterne bedre blive i stand til at overvinde vanskeligheder­ne og til at udføre deres hverv på en frugtbringende måde.58

 

III. Præsternes fordeling og præstekaldene

10.     Den åndelige gave, præsterne har modtaget ved præsteviel­sen, forbereder dem ikke til en begrænset og indsnævret missions­virksomhed, men til en frelsesmission, der spænder over hele verden "indtil jordens ende" (Ap.G. 1,8). En hvilken som helst præstelig tjeneste har nemlig del i den altomfattende fylde i den sendelse, Kristus betroede apostlene. Kri­sti præstedømme, som præsterne reelt har del i, må nemlig nødvendigvis henvende sig til alle folkeslag og til alle tider uden begrænsninger på grund af race, nation eller tidsalder, hvad Melkisedeks person allerede på mystisk vis er et forvarsel om.59 Præsterne må altså huske på, at bekym­ringerne for alle menighederne skal ligge dem på sinde. Præsterne i de bispedømmer, der er rigere på præstekald end andre, skal altså være parat til med deres biskops tilladelse eller på hans opfordring villigt at rejse ud for at udøve deres tjeneste i lande, missioner eller kirkelige opgaver, hvor der er præstemangel.

 

Reglerne for indlemmelse i og udtrædelse af et bispedømmes gejstlig­hed skal for øvrigt revideres, således at man, samtidig med at man bevarer denne ældgamle institution, tilpasser den efter de nuværende pastorale behov. Hvor hensynet til apostolatet kræver det, skal man skabe lettelser ikke alene i den formålstjenlige fordeling af præsterne, men også af de særlige pastorale virksomhedsområder over for de forskellige samfundsgrupper, det være sig inden for et bestemt område, en nation eller en verdensdel. Det kan med dette formål for øje være hensigtsmæs­sigt at oprette internationale seminarier, særlige bispedømmer, ikke-territoriale prælatembeder og andre institutioner, som præsterne til fælles gavn for hele Kirken kan tilknyttes eller indlemmes i ud fra retningslini­er, der fastlægges i hvert enkelt tilfælde og altid under behørig hensynta­gen til de stedlige biskoppers rettig­heder.

Når præsterne sendes til et andet land, skal de - især hvis de endnu ikke har noget rigtigt kendskab til sproget og til landets skik og brug - så vidt muligt ikke sendes enkeltvis, men efter Kristi disciples eksempel60 i grupper på mindst to eller tre, for at de kan hjælpe hinanden indbyrdes. Det er ligeledes vigtigt at tage hensyn til spørgsmål, der angår det åndeli­ge liv såvel som den fysiske og psykiske sundhed. Man skal i den grad, det er muligt, tilrettelægge udnævnelser og arbejdsforhold ud fra den enkeltes personlige mulig­heder. Det er endvidere meget vigtigt, at de, der rejser ud til et andet folk, ikke alene sætter sig godt ind i landets sprog, men også i befolkningens psykologiske og sociologiske særpræg. Hvis de ydmygt vil stille sig i denne befolknings tjeneste, må de have så dyb en kontakt som muligt med den. På den måde følger de apostelen Paulus' eksempel, han, som kunne sige om sig selv: "Thi skønt jeg står fri over for alle, har jeg dog gjort mig til tjener for alle, for at jeg kunne vinde des flere. For jøderne er jeg blevet som en jøde for at kunne vinde jøder. . ." (1.Kor. 9,19-20).

 

 

11.     Vores sjæles hyrde og tilsynsmand61 har, da han stiftede sin kirke, tænkt sig, at det folk, han havde udvalgt, og som han købte med sit eget blod,62 altid skulle have sine præster lige indtil verdens ende, for han ville ikke efterlade de kristne som får, der ingen hyrde har.63 Apostlene forstod denne Kristi vilje, og lydhøre over for Helligåndens tilskyndelser anså de det for deres pligt at udvælge tjenere, "som vil være duelige til også at lære andre" (2.Tim. 2,2). Denne pligt ligger i selve den præstelige sen­delse, hvorved præsten får del i hele Kirkens bekymring for, at der aldrig må mangle arbejdere i Gudsfolket her på jorden. Men eftersom "kaptaj­nen på skibet og passagererne. . . er i samme båd",64 må man også gøre hele det kristne folk forståeligt, at det har pligt til på forskellig vis - både ved indtrængende bøn og ved alle andre til rådighed stående midler65 - at arbejde med på, at Kirken altid har de præster, den behøver for at kunne opfylde sin guddommelige sendelse. For præsterne gælder det først og fremmest om, at det er dem magtpåliggende at gøre de kristne forståeligt, hvor vigtigt og nødvendigt præstedømmet er, et mål, de på en gang når ved deres forkyndelse og ved deres personlige liv, som skal være et overbevisende vidnesbyrd om tjenerånd og den sande påske­glæde. Og hvis de efter moden overvejelse skønner, at nogen, det være sig helt unge eller lidt ældre, er egnede til at påtage sig dette store embede, skal de uden at sky hverken anstrengelser eller vanskeligheder hjælpe dem med at forberede sig på den rigtige måde indtil den dag, hvor de i fuld respekt for deres ydre og indre frihed kan blive kaldet af biskopperne. En om­hyggelig og alvorlig åndelig vejledning vil hjælpe dem meget til at nå dette mål. Forældre, lærere og alle andre, der på en eller anden måde har med opdragelsen at gøre, skal sørge for, at børnene og de unge bliver sig Herrens omsorg for sin hjord bevidst, at de bliver oplyst om Kirkens behov, og at de bliver rede til, hvis Herren kalder dem, at svare beredvil­ligt med profeten: "Her er jeg, send mig!" (Es. 6,8). Men man må ikke forvente, at Herrens kaldende røst på exceptionel måde når den vordende præsts ører. Det gælder snarere om at opdage og skelne den ved hjælp af de tegn, der dag for dag giver Guds vilje til kende for de kristne, der forstår at lytte. Præsterne skal have hele deres opmærksomhed rettet på disse tegn.66

 

Det tilrådes derfor præsterne at deltage i det, der på bispedøm­mets eller det nationale plan gøres for at fremme præstekaldene.67 Forkyndel­sen, katekesen og tidsskrifterne skal give nøjagtige oplys­ninger om den stedlige og den universelle kirkes behov, drage præstedømmets storhed og betydning frem i lyset, fortælle, at man i det foruden mange byrder også finder lige så mange glæder, og især fremhæve, at det - som kirke­fædrene lærer det - er et middel til at vidne om en meget stor kærlighed til Kristus.68

 

 

 

                                   Kapitel III

                             Præsternes liv

 

I. Præsternes kald til fuldkommenhed

12.     Ved præstevielsens sakramente ligedannes præsterne med Kri­stus for som Hovedets tjenere at danne og opbygge hele hans legeme, Kirken, som bispestandens medarbejdere. Ganske vist har de allerede ved dåbens indvielse i lighed med alle andre kristne som en gave og et tegn modtaget et kald og en nåde, som for dem indebærer muligheden for og kravet om på trods af al menneskelig svaghed1 at stræbe efter den fuldkommenhed, Herren taler om, når han siger: "Så vær da I fuldkomne, som jeres him­melske Fader er fuldkommen" (Matt. 5,48). Men præsterne er i ganske særlig grad forpligtede til at opnå denne fuldkommenhed. Ved modtagel­sen af præstevielsen er de på en ny måde blevet indviet til Gud, for at de for Kristus, Præst i al evighed, skal være levende redskaber, skikkede til gennem tiderne at videreføre den underfulde handling, hvorved han med sin suveræne magt har genoprettet hele det menneskelige samfund.2 Eftersom altså enhver præst på sin særlige måde repræsenterer Kristus personlig, bliver han også af den grund udstyret med en særlig nåde, som gør det muligt for ham bedre at stræbe efter Kristi fuldkommenhed, hvis plads han indtager, gennem at tjene de mennesker, der er blevet ham betroet, og hele Gudsfolket. Og det er også ved denne nådes hjælp, at hans svage menneskenatur må helbredes ved Kristi hellighed, som er blevet os en Ypperstepræst, der er "hellig, uberørt af det onde og ubes­mittet, skilt ud fra syndere" (Hebr. 7,26).

 

Kristus, som Faderen har helliget, indviet og sendt til verden,3 "hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gernin­ger" (Tit. 2,14), og således er han gennem sin lidelse indgået til sin herlighed.4 På samme måde skal præsterne, som er indviet ved Helligåndens salvelse og sendt af Kristus, døde kødets gerninger i sig og vie sig helt til menneskenes tjeneste, og således kan de i den hellighed, der er blevet skænket dem i Kristus, nærme sig mands modenhed.5

Gennem at udføre åndens og retfærdighedens tjeneste,6 bliver de altså styrket i det åndelige liv, forudsat at de er lydhøre over for Kristi ånd, som leder og levendegør dem. Det, der orienterer deres liv i retning af fuldkommenheden, er de daglige liturgiske handlinger og hele deres tjeneste, som den udøves i forening med biskoppen og andre præster. Præsternes hellighed bidrager i øvrigt i høj grad til at få den tjeneste, de udøver, til at bære frugt. Ganske vist kan Guds nåde fuldbyrde frelses­værket selv gennem uværdige præster, men normalt foretrækker Gud at åbenbare sine underfulde gerninger gennem mennesker, som er modtage­lige for Helligåndens tilskyndelser og ledelse, og som på grund af deres inderlige forening med Kristus og deres hellige levned kan sige med apostelen: "Det er ikke længer mig, der lever, men Kristus lever i mig" (Gal. 2,20).

For at dette hellige koncil skal kunne nå sit pastorale mål med hensyn til Kirkens indre fornyelse, evangeliets udbredelse til hele verden og en dialog med verden af i dag, formaner det derfor indtrængende alle præ­ster til ved hjælp af de dertil egnede midler, som Kirken anbefaler dem,7 at bestræbe sig for i stadig højere grad at leve et helligt liv, der kan gøre dem til stadig mere velegnede redskaber i hele Gudsfolkets tjeneste.

 

13.     Præsterne kommer til helligheden på deres egen måde ved ærligt og utrætteligt at udøve de handlinger, deres embede pålægger dem, i Kristi Ånd.

 

Som Guds ords tjenere læser og hører de det daglig for at give det videre til andre. Hvis de så samtidig bestræber sig for at tage imod det i deres indre, bliver de stadig mere fuldkomne Kristi disciple i overens­stemmelse med apostelen Paulus' ord til Timoteus: "Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang. Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere" (1.Tim. 4,15-16). Samtidig med at de overvejer, hvordan de bedst kan give frugten af deres betragt­ninger videre til andre,8 vil de nemlig dybere erfare "Kristi uransageli­ge rigdom" (Ef. 3,8) og Guds visdom i al dens mangfoldighed.9 Når de er overbevist om, at det er Herren selv, der åbner hjerterne,10 og at deres kraft kommer fra Gud og ikke fra dem selv,11 bliver de gennem selve det at give ordet videre inderligere forbundet med Kristus, Læreren, og kommer til at lade sig lede af hans Ånd. Ved at de således bliver forenet med Kristus, får de del i Guds kærlighed, hvis hemmelighed, der fra evighed har ligget gemt hos Gud,12 er blevet åbenbaret i Kristus.

 

Som det helliges tjenere, især i messeofferet, repræsenterer præsterne der på en særlig måde Kristus, der har frembåret sig selv som offergave til menneskenes helliggørelse. Derfor opfordres de også til at efterleve det, de gør. De, som fejrer Herrens døds mysterium, skal bestræbe sig for at døde deres lemmer med deres laster og begær.13 Ved det eukaristiske offers mysterium, hvor præsterne udøver deres vigtigste funktion, bliver vort forløsningsværk stadig fuld­byrdet.14 Det anbefales dem derfor varmt at fejre messen hver dag, for selv om der ikke kan være nogen troende til stede, er det Kristi og Kirkens værk.15 Ved dagligt at forene sig med Kri­stus i hans præstelige tjeneste frembærer præsterne helt sig selv for Gud, og ved at næres med Kristi legeme får de med deres inderste jeg del i kær­ligheden fra ham, som giver sig selv som næring til de troende. Og på samme måde bliver præsterne ved at forvalte sakramenterne forenet med Kristi kærlighed og sindelag. Og det gør de ganske særligt ved altid at vise sig villige til at forvalte bodens sakramente, så ofte de troende med rime­lighed anmoder om det. Og når de beder officiet, stiller de deres stem­me til rådighed for Kirken, som uafbrudt beder i hele menneskehedens navn sammen med Kristus, der "altid lever, så han kan gå i forbøn for os" (Hebr. 7,25).

Som Gudsfolkets ledere og hyrder drives de af den gode Hyrdes kær­lig­hed til at sætte deres liv til for fårene,16 rede til at bringe det største of­fer efter eksempel af de præster, som selv i vor tid ikke er veget tilbage for at give deres liv. Eftersom de er de troendes opdragere i troen, og de selv "ved Kristi blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen" (Hebr. 10,19), træder de frem for Gud "med et oprigtigt hjerte, i troens ful­de vished" (Hebr. 10,22). De oprejser et fast håb for deres troende,17 for at de kan trøste dem, der er stedt i alle hånde trængsler, med den trøst, hvor­med de selv trøstes af Gud.18 Som ledere af menigheden dyrker de den askese, som er speciel for sjælehyrderne, idet de giver afkald på deres personlige fordel, ikke søger, hvad der gavner dem selv, men hvad der gavner de mange, for at disse må blive frelst,19 idet de stadig er på vej til en mere fuldkommen udøvelse af deres hyrdegerning og er parate til - om nødven­digt - at slå ind på nye veje i sjælesorgen, ledet af kærlighedens Ånd, der blæser, hvor Han vil.20

 

 

14.     I verden af i dag skal man tage sig af så mange opgaver, og man tynges af så mange problemer, der ofte kræver en hurtig løsning, at de, der spre­der sig over mange ting, ikke så sjældent kommer ud i en krisetilstand. Præ­sterne er engageret i de mangfoldige forpligtelser, der følger med de­res embede, de rives og slides til forskellige sider, og de kan - ikke uden æng­stelse - spørge sig selv, hvordan de skal få en forening i stand mellem de­res indre liv og de krav, virksomheden udadtil stiller til dem. Denne en­hed i deres liv kan hverken opnås ved en rent ydre tilrettelæggelse af den virksomhed, der hører til deres embede, eller ved udelukkende at gen­nemføre deres fromhedsøvelser, selv om dette ganske vist i høj grad bi­drager til det. Det, der skal hjælpe præsterne til at opbygge denne en­hed, er under udøvelsen af deres embede at følge Kristi eksempel, han, hvis mad det var at gøre hans vilje, som sendte ham, og fuldbyrde hans ger­ning.21

Kristus, som stadig gennem Kirken gør Faderens vilje i verden, bliver nem­lig ved med at handle gennem sine tjenere. Derfor er det også ham, der altid forbliver princippet og kilden til enhed i deres liv. Præsterne op­når altså denne enhed i deres liv ved at forene sig med Kristus i at erkende Faderens vilje og ved at hengive sig selv for den hjord, der er blevet dem betroet.22 Ved således helt at handle på den gode Hyrdes vegne vil de i udøvelsen af hyrdekærligheden finde det præstelige fuldkommenhedens bånd, som skal bringe enhed i deres liv og deres gerning. Men den­ne hyrdekærlighed23 udspringer først og fremmest af det eukaristiske of­fer. Det er i den grad midtpunktet for og roden til hele præstens liv, at han må gøre, hvad han kan for at optage alt det, der sker på offeralteret, i sit indre. Dette er kun muligt, hvis præsterne gennem bønnen trænger dy­bere og dybere ind i Kristi mysterium.

 

For at opnå denne enhed i deres daglige liv, må de overveje alt, hvad de gør, for at skønne, hvad der er Guds vilje,24 det vil sige for at finde frem til, hvad der stemmer overens med Kirkens evangeliske sendelse. Tro­skaben over for Kristus er nemlig uløseligt knyttet til troskaben mod Kir­ken. Hyrdekærligheden kræver altså af præsterne, at de, hvis de ikke vil løbe forgæves,25 altid arbejder i nær forbindelse med biskopperne og de­res andre brødre i præsteembedet. I enheden i selve Kirkens sendelse vil præsterne således finde enheden i deres eget liv, idet de forenes med de­res Herre og gennem ham med Faderen i Helligånden. Og så­ledes kan de få trøst i fuldt mål og glæde i overflod.26

 

II. Særlige åndelige fornødenheder i præsternes liv

15.     Som en af de uundværlige egenskaber for præsterne i deres tjeneste kan næv­nes den indre beredvillighed, som får dem til at søge ikke deres egen vil­je, men hans vilje, som har sendt dem.27 Det guddommelige værk, præ­sterne ved Helligånden er kaldet til at gennemføre,28 overstiger nem­lig alle menneskelige kræfter og al menneskelig visdom: "Det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme" (1.Kor. 1,27). Den sande Kristi tjener er sig altså sin egen svaghed bevidst. Han ar­bejder i ydmyghed, vælger, hvad der er velbehageligt for Herren,29 og la­der sig så at sige bundet af Ånden30 i alt lede af hans vilje, som vil, at al­le skal blive frelst. Han forstår at opdage og at udføre denne vilje i dag­lig­livet, fordi han ydmygt er til disposition for alle dem, der er blevet ham betroet af Gud inden for rammerne af det embede, han har fået, og af tilværelsens mangfoldige hændelser.

 

Men eftersom præstens tjeneste er hele Kirkens tjeneste, kan den kun ud­føres i hierarkisk forening med hele legemet. Hyrdekærligheden driver alt­så præsterne til for denne enheds skyld at opgive deres egenvilje for ly­digt at tjene Gud og deres medmennesker, til i troens ånd at tage imod og at udføre pavens, deres biskops og deres øvrige foresattes råd og forskrifter og til med glæde at give sig selv helt og fuldt til tjenesten31 i en hvilken som helst opgave, der bliver dem betroet, hvor fattig og ringe den end er. På den måde bevarer og styrker de den absolut nødvendige enhed med deres embedsbrødre og især med dem, Herren har indsat som synlige overhoveder for sin kirke. Og på den måde arbejder de på at opbygge Kristi legeme, som vokser, ved at "alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sam­men".32 Denne lydighed, som fører til en modnere frihed blandt Guds børn, den tilskynder ligeledes præsterne til, når de ledet af kærligheden forstandigt søger nye veje til at udføre deres hverv til større gavn for Kirken, trøstigt at fremlægge de skridt, de har taget og til indstændigt at gøre rede for den dem betroede hjords fornødenheder, samtidig med at de til hver en tid er parat til at underkaste sig de afgørelser, der træffes af de øverste ansvarlige i Guds kirke.

Denne ydmyghed og denne ansvarsbevidste og frivillige lydighed lige­danner præsterne med Kristus, idet de i sig har det samme sindelag, "som var i Kristus Jesus: ... han gav afkald og tog tjenerskikkelse på ... og blev ly­dig til døden" (Fil. 2,5-8), og ved denne lydighed besejrede og sonede han Adams ulydighed, som det bekræftes af apostlen: "Ligesom de man­ge kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange komme til at stå som retfærdige ved den enes lydig­hed" (Rom. 5,19).

 

 

16.     Mange kristne har i tidernes løb og helt op i vore dage med glæde påtaget sig og ulasteligt overholdt den totale og bestandige afholdenhed for Himmerigets skyld, som Kristus vor Herre har anbefalet,33 og som Kirken - især med henblik på præsternes liv - altid har sat meget højt. Den er samtidig et tegn på og en stimulans for hyrdekærligheden og en speciel kilde til åndelig frugtbarhed i verden.34 Ganske vist kræves den ikke af selve præstedømmets natur, som det fremgår af urkirkens prak­sis35 og af de østlige kirkers tradition. I de østlige kirker er der foruden de præster, som i kraft af en nådegave vælger at leve i cølibat - hvad alle biskopperne også gør - desuden overordentlig fortjenstfulde gifte præster. Og selv om dette hellige koncil anbefaler det kirkelige cølibat, har det på ingen måde i sinde at ændre den forskellige kirkeordning, som med fuld ret praktiseres i de østlige kirker. Det opmuntrer af et kærligt hjerte de gifte mænd, som har modtaget præstevielsen, til udholdende over for deres hellige kald at give deres liv helt og af et gavmildt sind for den hjord, der er blevet dem betroet.36

Men cølibatet passer på mange måder udmærket sammen med præste­dømmet. Præstens sendelse går ud på helt og fuldt at vie sig til den nye menneskeheds tjeneste, som Kristus, dødens overvinder, lod føde til verden ved sin Ånd, og som er opstået "ikke af blod, ej heller af køds vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud" (Joh. 1,13). Ved at overholde cølibatet og bevare deres jomfruelighed for Himmerigets skyld,37 indvier præsterne sig på en ny og særlig måde til Kristus; det er lettere for dem at følge ham med udelt hjerte,38 de er mere frit stillet med hensyn til i ham og ved ham at stille sig i Guds og menneskenes tjeneste, de kan tjene hans rige og den overnaturlige genfødelses værk mere uhindret og er bedre i stand til i rigt mål at tage imod faderskabet i Kristus. På den måde vidner de over for menneske­ne om, at de helt og fuldt vil vie sig til den opgave, der er blevet dem betroet, nemlig at trolove de troende med een mand for at føre dem som en ren jomfru frem for Kri­stus,39 og desuden er de en påmindel­se om det mystiske, af Gud grundlagte ægteskab, som vil blive fuldt åbenbaret i den kommende tidsalder, og hvor Kirken har Kristus som sin eneste brudgom.40 Og endelig er de et levende tegn på den verden, der skal komme, og som allerede er nærværende i troen og kærligheden, hvor opstandelsens børn hverken giftes eller tager til ægte.41

 

Dette cølibat, der af de her nævnte årsager har sin begrundelse i Kristi og hans sendelses mysterium, blev til at begynde med anbefalet præsterne, men senere blev det i den latinske kirke pålagt alle, der skulle modtage de hellige vielser, som en lov. Dette hellige koncil godkender og bekræfter på ny denne lov for dem, der skal være præster, og Ånden indgiver det i denne forbindelse tilliden til, at Faderen gavmildt vil skænke cølibatets gave, der passer så godt sammen med præstedømmet under den nye pagt, hvis blot de, som gennem præstevielsens sakramente har del i Kristi præstedømme, indtrængende og ydmygt sammen med hele Kirken beder om det. Koncilet formaner derfor alle præster, som i tillid til Guds nåde frivilligt efter Kristi eksempel har påtaget sig at leve i cølibat, til ædelmo­digt og af hele deres hjerte at holde sig til det og til trofast at holde ud i denne stand i erkendelse af den store nådegave, som Faderen har givet dem, og som Herren så åbenlyst har lovprist,42 samt til altid at have de mysterier for øje, som betegnes og opfyldes igennem det. Og jo mere mange mennesker i verden af i dag betragter et liv i fuldkommen afhol­denhed som en umulighed, jo ydmygere og jo mere udholdende vil præsterne og med dem hele Kirken bede om den troskabens og udholden­hedens nådegave, som aldrig bliver nægtet dem, der beder om den. Og samtidig vil de anvende alle de naturlige og overnaturlige hjælpemidler, som er til rådighed for alle. De må især ikke undlade at følge de asketiske retningslinier, som ifølge Kirkens erfaring har vist sig at være brugbare, og som ikke er mindre nødvendige i den moderne verden. Dette hellige koncil beder altså ikke alene præsterne, men alle de troende om, at den kostelige gave, som præsternes cølibat er, virkelig må være dem en hjertesag, og om virkelig at bede Gud om altid at skænke den i rigeligt mål til sin kirke.

 

 

17.     I et venskabeligt og broderligt samkvem med hinanden og med andre mennesker har præsterne lejlighed til at udvikle de menneskelige værdier og til at værdsætte de skabte goder som Guds gaver. Midt i verden skal de alligevel altid vide, at de ifølge deres Herres og Mesters ord ikke er af denne verden.43 Hvis de altså benytter denne verden, som om de ikke udnyttede den,44 vil de nå til den frihed, hvor de fri for enhver uordnet bekymring bliver lydhøre over for Guds stemme i det daglige liv. Af en sådan frihed og lydhørhed vokser den åndelige dømmekraft frem, ved hjælp af hvilken man finder frem til den rette indstilling over for verden og dens goder. Grunden til, at det er af så stor betydning for præsterne at have denne holdning, er, at Kirkens sendelse jo fuldbyrdes midt i verden, og at de skabte goder er uundværlige, for at den menneskelige personlig­hed skal kunne modnes. De skal altså være taknemmelige for alt, hvad den himmelske Fader giver dem i hænde, for at de skal kunne leve på den rigtige måde. Men de skal prøve alt, hvad de træffer på, i troens lys, for at de skal lære at bruge det rigtigt, som Gud vil have det, og at afvise det, der står i vejen for deres sendelse.

Thi eftersom Herren er præsternes "del og arvelod" (4.Mos. 18,20), må de kun bruge denne verdens goder inden for de rammer, Kristi, vor Her­res, lære og Kirkens anordninger har afstukket for dem.

Kirkens goder i egentlig forstand skal præsterne ifølge tingenes natur forvalte i overensstemmelse med den kirkelige lovgivning - så vidt muligt med erfarne lægfolk til hjælp. Disse goder må altid kun anvendes til de formål, for hvis skyld Kirken har lov til at besidde timelige goder, dvs. til afholdelse af gudstjenesten, til et passende underhold til gejstligheden og til apostoliske og karitative foretagender, især til dem, der kommer de fattige til gode.45 Præsterne såvel som biskopperne skal - hvor der ikke foreligger særlige bestemmelser46 - først og fremmest bruge det, de erhver­ver for udførelsen af et eller andet kirkeligt embede, til et standsmæssigt underhold og til opfyldel­sen af deres standspligter. Hvad der derefter bliver til overs, kan de bruge til gavn for Kirken eller til karitative formål. De må hverken betragte det kirkelige embede som en indtægtskilde eller bruge den indkomst, de har haft på det, til forøgelse af deres egen formue.47 Derfor må præsterne ikke fæste deres hjerte ved rigdomme,48 de skal undgå enhver form for havesyge og omhyggeligt holde sig fra enhver form for verdslig handel.

 

De opmuntres tværtimod til at leve i den frivillige fattigdom, hvorved de mere synligt kommer til at ligne Kristus og i højere grad kommer til at stå til rådighed for deres hellige tjeneste. Kristus er nemlig for vor skyld blevet fattig, skønt han var rig, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige.49 Og apostlene har ved deres eksempel vidnet om, at Guds ufortjente gaver skal gives videre uden betaling.50 De forstod lige så godt at have overflod som at lide nød.51 Men også et vist fællesskab i brugen af goder­ne i lighed med det formuefælles­skab, der roses så meget i urkirkens historie,52 kan på fortræffelig vis bane vejen for den pastorale kærlighed. Og præsterne kan ved at leve sådan på rosværdig måde konkret efterleve den fattigdommens ånd, som Kristus anbefaler.

Ledet af Herrens Ånd, som salvede Forløseren og sendte ham for at forkynde det glædelige budskab for de fattige,53 skal præsterne og ligele­des biskopperne undgå alt, hvad der på en eller anden måde kan vække anstød hos de fattige, ved i højere grad end Herrens andre disciple af deres livsvandel at udelukke alt, hvad der i mindste måde kan se ud som forfæn­gelighed. Deres bolig skal være således indrettet, at den ikke virker utilgængelig på nogen, og så ingen, heller ikke hvis de selv er mindrebe­midlede, viger tilbage for at komme der.

 

III. Hjælpemidler i præsternes liv

18.     Præsterne skal under alle livets vilkår sørge for at bevare foreningen med Kristus. Til dette formål kan de - foruden den bevidste udøvelse af deres tjeneste - glæde sig over almindelige og specielle midler, nye og gamle, som Helligånden ustandselig har tilskyndet til i Gudsfolket, og som Kirken anbefaler og undertiden endda befaler til sine medlemmers hellig­gørelse.54 Fremragende over alle åndelige hjælpemidler er de sammen­hænge, hvorved de troende næres med Guds ord fra Skriftens og Eu­karistiens dobbelte bord.55 Hvor vigtigt det er for præsternes egen hellig­gørelse at gøre hyppigt brug af det, ved enhver.

 

Den sakramentale nådes tjenere forener sig på det inderligste med Kristus, Hyrden og Forløseren, ved værdigt at modtage sakramen­terne og især ved hyppigt at gøre brug af bodens sakramente. Når de forberedes ved en daglig samvittighedsransagelse, bidrager de i høj grad til hjertets omvendelse til den barmhjertige Faders kærlighed.

I lyset af en tro, der er styrket ved læsning af den hellige Skrift, er de i stand til i livets forskellige hændelser omhyggeligt at finde frem til tegnene på Guds vilje og til hans nådes tilskyndelser, og på den måde kan de dag for dag blive mere modtagelige for den sendelse, de har overtaget i Helligånden. Et beundringsværdigt eksempel på en sådan modtagelig­hed har de altid for øje i den salige Jomfru Maria, som under Helligån­dens ledelse fuldstændig viede sig selv til den menneske­lige forløsnings mysterium.56 Denne den højeste og evige præsts moder, apostlenes dronning og deres tjenestes beskytterinde skal præsterne ære og elske med sønlig hengivenhed og ærefrygt.

For at de trofast skal kunne udføre deres tjeneste, skal det være dem en hjertesag daglig at føre en samtale med Kristus ved at besøge og holde en personlig andagt foran alterets sakramente. De skal bered­villigt tage fri nogle dage for at trække sig tilbage i åndelig ensomhed, og de skal lægge stor vægt på den åndelige vejledning. Præsterne skal på mange forskellige måder, især ved hjælp af den hævdvundne indre bøn og forskellige bønsformer, som de frit kan vælge, søge efter og indstændigt hos Gud bede om den sande tilbedelsens Ånd, hvorved de tillige med det dem betroede folk inderligt kan forene sig med Kristus, Formidleren af den nye pagt, således at de i den Ånd, der giver barnekår, kan råbe "Abba, Fader" (Rom. 8,15).

 

 

19.     Præsterne bliver ved præstevielsen af biskoppen formanet til at være "modne i kundskab", og til at deres lære "skal være et åndeligt lægemid­del for Gudsfolket".57 Men den videnskab, som den, der tjener det helli­ge, skal have, må være hellig, for den bliver hentet fra en hellig kilde og er indstillet på et helligt mål. Derfor øses den først og fremmest af læsningen og betragtningen af den hellige Skrift,58 men den kan også med udbytte fremmes ved at læse kirkefædrene, kirkelærerne og andre skrifter fra Kirkens tradition. For at kunne besvare de spørgsmål, der drøftes mellem vor tids mennesker, på rette måde, må præsterne desuden være godt inde i de dokumenter, der er udsendt af Kirkens læreembede, især af paverne og kirkemøderne, og desuden skal de søge råd hos de bedste, anerkendte teologiske for­fattere.

Men eftersom der nu til dags sker store fremskridt både inden for den menneskelige kultur og inden for de teologiske videnskaber, tilskyndes præsterne til uafladelig med egnede midler at supplere deres viden både på det religiøse og på det alment menneskelige område for derigennem at gøre sig bedre skikkede til en samtale med deres samtidige.

For at præsterne mere villigt skal påtage sig studierne, og for at de grundigere skal tilegne sig metoderne til at forkynde evangeliet og udføre et effektivt apostolat, skal der på enhver måde stilles egnede hjælpemid­ler til rådighed for dem. Dertil hører - alt efter forholdene i de forskellige lande - afholdelsen af kurser og kongresser, oprettelsen af centrer for pastorale studier, indretning af biblioteker og en passende ledelse af studierne ved egnede personer. Desuden skal biskopperne i fællesskab eller hver for sig søge at finde frem til passende muligheder for, at alle deres præster regelmæssigt, men især få år efter deres præstevielse,59 kan besøge et kursus, hvor de både får lejlighed til at sætte sig bedre ind i metoderne inden for sjælesorgen og i den teologiske videnskab og til at styrke deres åndelige liv og udveksle erfaringer med deres medbrødre angående sjælesorgen.60 Ved hjælp af sådanne og lignende egnede for­an­stalt­ninger skal man om­hyggeligt sørge for at hjælpe både de unge sognepræster og dem, der bliver sendt til et andet bispedømme eller til et andet land.

 

Og endelig skal biskopperne sørge for, at nogle af præsterne helliger sig et mere dybtgående studium af de teologiske videnskaber, for at det aldrig må mangle på egnede lærere til at uddanne de præ­ste­studerende, samt for at der skal kunne ydes de øvrige præster og troende støtte til at erhverve sig den nødvendige viden og for at bidrage til, at der sker et for Kirken absolut nødvendigt og sundt fremskridt inden for de forskellige grene af teologien.

 

20.     Præsterne, som er viet til at tjene Gud, og som opfylder det embede, der er blevet dem betroet, har krav på en retfærdig løn, for "arbejderen er sin løn værd" (Lk. 10,7),61 og "Herren har bestemt, at de, der forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet" (1.Kor. 9,14). Hvis der derfor ikke på anden måde er sikret præsterne en retfærdig løn, er de troende, til hvis gavn præsterne jo arbejder, selv virkelig forpligtede til at sørge for, at man kan give dem det nødvendige til en hæderlig og værdig livsførelse. Men biskopperne må minde de troende om deres forpligtelser i så henseende og sørge for, at der - hvad enten det sker hver for sig inden for de enkelte bispedømmer eller, hvad der er bedre, at flere gør det under eet for et fælles område - udformes retningslinier, hvorved der sikres dem, som i Gudsfolkets tjeneste enten udfører eller har udført et eller andet embede, en passende løn. Den enkeltes løn, som både skal være afpasset efter embedets karakter og efter de stedlige og tidsmæssige omstændigheder, skal principielt være den samme for alle, der lever under de samme for­hold. Den skal svare til deres stilling og skal samtidig give dem mulighed for ikke alene at betale dem, der står i præsternes tjeneste, den løn, der tilkommer dem, men også for selv i et vist omfang at kunne hjælpe de fattige. Det har nemlig lige fra begyndelsen inden for Kirken været en prisværdig gerning at gøre noget for de fattige. Lønnen skal desuden være så stor, at den gør det muligt for præsterne en gang om året at tage sig en nødvendig og velfortjent ferie. Og det er biskopperne, der skal sørge for, at de har denne mulighed.

 

Ganske vist er det embedet, som de viede tjenere udøver, man må tillægge den største betydning. Derfor skal det såkaldte præbende-system enten ophæves eller i hvert fald reformeres således, at præ­ben­dedelen, dvs. retten til de indtægter, der opstår ved embedets over­dragelse, kommer i anden række, og der i kirkeretten tilkendes selve det kirkelige embede førstepladsen. Og derfor skal for fremtiden ethvert fast embede opfattes på den måde, at det er blevet overdraget, for at det skal tjene et åndeligt formål.

 

21.     Man bør altid holde sig de troendes eksempel i urkirken i Jerusalem for øje, hvor "de havde alting fælles" (Ap.G. 4,32), og "der blev uddelt til enhver især, efter hvad han trængte til" (Ap.G. 4,35). Det er derfor i høj grad på sin plads, i hvert fald inden for områder, hvor gejstlighedens underhold enten helt eller delvis er afhængigt af gaver fra de troende, at de til dette formål skænkede midler bliver indsamlet af en bestemt institu­tion i bispedømmet, som forvaltes af biskoppen med nogle dertil bemyn­digede præster og - hvor det skønnes formålstjenligt - med nogle økono­misk sagkyndige lægfolk til hjælp. Det er endvidere ønskeligt, at der inden for de enkelte bispedømmer og områder så vidt muligt oprettes en fælles fond, der sætter biskop­perne i stand til at opfylde deres forpligtelser over for andre, der arbejder i Kirkens tjeneste, og opfylde bispedømmets forskellige behov. Af denne fond skal rigere bispedømmer desuden hjælpe de fattigere, for at deres overflod kan afhjælpe de andres nød.62 Dette fælles fond skal i første række oprettes af de midler, der indkommer ved de troendes gaver eller fra andre kilder, som skal fastlægges ved lov.

 

Desuden skal bispekonferencerne i de lande, hvor den sociale forsorg til gavn for gejstligheden endnu ikke er lagt i tilstrækkelig faste rammer, under hensyntagen til den kirkelige og borgerlige lovgivning, enten sørge for, at der oprettes institutioner på bispedømmeplan, som også kan slutte sig sammen indbyrdes, eller at der oprettes institutioner for hele området i fællesskab, gennem hvilke der under hierarkiets kontrol i den grad, det er påkrævet, sørges for tilstrækkelige reserver og en såkaldt sygeforsik­ring, samt at der sørges for et passende underhold til syge, invalide og gamle præster. Men når sådanne institutioner er grundlagt, skal præsterne ansporet af den broderlige solidaritets ånd støtte dem, være med til at bære hinandens byrder,63 og samtidig kan de så leve i bevidstheden om, at de med glad sind uden angst for fremtiden kan bevare den evangeliske fattigdom og helt hengive sig til arbejdet for sjælenes frelse. Men de, hvem dette ansvar påhviler, skal sørge for, at de institutioner fra de for­skellige lande, der har det samme formål, slutter sig sammen, for at de på den måde skal få både større betydning og større udbredelse.

 

 

                       Slutning og formaning

 

22.     Dette hellige koncil, som har præstelivets glæder for øje, kan dog heller ikke forbigå de vanskeligheder, som præsterne under det moderne livs vilkår lider under. Koncilet ved, i vor høj grad både de økonomiske og sociale forhold og menneskenes moral er under omformning, og hvordan menneskenes bedømmelse af værdiernes plads i forhold til hinanden er ved at ændre sig. Derfor føler præsterne og undertiden også de troende sig mange gange som fremmede i den moderne verden, og de spørger uroligt sig selv, hvordan de kan finde et egnet sprog og passende midler til at komme i forbindelse med den. De nye hindringer, der opstår for troen, deres arbejdes tilsyneladende frugtesløshed og ikke mindst den bitre ensomhed, de ofte fornemmer, kan nemlig friste dem til at tabe modet.

Men denne verden, som den i dag betros til Kirkens hyrders kærlighed og tjeneste, har Gud elsket således, at han har givet sin enbårne Søn for den.1 I virkeligheden frembyder denne verden - som ganske vist er hildet i mange synder, men som på den anden side er udrustet med ikke så få gode egenskaber - levende stene2 for Kirken, som skal sammenføjes til en Guds bolig i Ånden.3 Den samme Helligånd, som tilskynder Kirken til at åbne nye veje, ad hvilke den kan møde verden af i dag, tilråder og frem­mer også en lignende tilpasning af præsternes tjeneste.

 

Præsterne skal huske på, at de aldrig står alene i udøvelsen af deres gerning, men at de kan støtte sig til den almægtige Guds kraft. I troen på Kristus, der har kaldet dem til at tage del i sit præstedømme, skal de i fuld tillid vie sig til deres tjeneste i bevidstheden om, at det står i Guds magt at få kærligheden til at vokse i dem.4 Desuden skal de tænke på, at de har brødre i præstedømmet, og at de troende i hele verden står ved deres side. Alle præster arbejder jo med på udførelsen af Guds frelsesplan, af Kristi mysterium og af den hemmelighed, der fra evighed af har ligget gemt hos Gud,5 og som først lidt efter lidt bliver virkeliggjort ved samspillet mellem de forskellige tjenester til opbyggelse af Kristi legeme, indtil det har nået mands modenhed. Eftersom alt dette er skjult med Kristus i Gud,6 kan det i sit inderste væsen kun fattes i troen. Derfor må Gudsfolkets ledere vandre i troen i den troende Abrahams fodspor, han, som "i tro adlød kaldet til at gå til et land, som han skulle få i eje; og han drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen" (Hebr. 11,8). Ja, i sandhed, uddeleren af Guds mysterier kan lignes ved en sædemand, der er gået ud for at så, og om hvem Herren siger: "Han sover og står op, nat og dag, og sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes" (Mark. 4,27). For øvrigt har vor Herre Jesus med ordene: "Vær frimodige, jeg har overvundet verden" (Joh. 16,33) på ingen måde lovet sin kirke en fuldstændig sejr i denne verden. Men koncilet glæder sig over, at den jord, der er tilsået med evangeliets sæd, nu mange steder bærer frugt under Helligåndens ledelse, han, som opfylder jordens kreds, og som har vakt en sand apostolisk ånd i mange præsters og troendes hjerter. For alt dette takker dette hellige koncil præsterne over hele verden: "Men ham, som over al måde formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus" (Ef. 3,20-21).

 

                                         

 

Dette dekret er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den apostoliske myndighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger det, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gen­nem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære.

 

                       Rom, ved Skt. Peter, den 7.december 1965

                                      Paul, den katolske kirkes biskop,

                                   med koncilsfædrenes underskrifter.

 

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

[1]   2.Vatikankoncil, Konstit. Om Liturgien; Dogm. konstit. Om Ki­rken; Dekret Om biskoppernes hyrdehverv i Kirken; Dekret Om præsteuddannelsen.

1   Jf. Matt. 3,16; Luk. 4,18; Ap.G. 4,27; 10,38.

2   Jf. 1.Pet. 2,5 og 9.

3   Jf. 1.Pet. 3,15.

4   Jf. Åb. 19,10. - 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.35.

5   Tridentinerkoncilet, Sess. 23, kap. 1, can. 1.

6   Jf. Joh. 20,21. - 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.18.

7   Jf. Ibid., n.28.

8   Jf. Ibid.

9   Jf. Pont. Rom., præfation til præstevielsen. Disse ord findes allerede i Sacramentarium Ve­ronense (Mohlberg, Rom 1966, s.122), i Missale Francorum (Mohlberg, Rom 1957, s.9), i Liber Sacramentorum Romanae Ecclesiae (Mohlberg, Rom 1960, s.25) og i Pontificale Romano-Germanicum (Vogel-Elze, Città del Vaticano 1963, vol.I, s.34).

10  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.10.

11  Jf. Rom. 15,16 (græsk tekst).

12  Jf. 1.Kor. 11,26.

13  Skt. Augustin, De Civitate Dei, 10,6: PL 41, 284.

14  Jf. 1.Kor. 15,24.

15  Jf. Hebr. 5,1.

16  Jf. Hebr. 2,17; 4,15.

17  Jf. 1.Kor. 9,19-23 (Vulgata).

18  Jf. Ap.G. 13,2.

19  "De ydre forhold, hvorunder Kirken lever, stimulerer yderligere denne iver efter religiøs og moralsk fuldkommenhed. Kirken kan nemlig ikke forblive ligegyldig over for forandringerne i de menneskelige forhold, hvorunder den lever og som på tusinde måder påvirker dens virksomhed. Det står fast, at Kirken ikke er adskilt fra det menne­skelige fællesskab. Den står midt i det, og dens børn påvirkes og ledes af det, de gennemtrænges af dets kultur, adlyder dets love og antager dets sædvaner. Men denne nære forbindelse med det menneskelige samfund rejser til stadighed vanskelige spørgs­mål for Kirken, spørgsmål som i øjeblikket er overordentlig alvorlige (...) Hedningernes apostel rettede følgende opfordring til sin tids kristne: "Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? ... eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro?" (2.Kor. 6,14-15). Derfor er det nødvendigt, at kristne opdragere og lærere påminder vor tids unge katolikker om denne særlig begunstigede stilling og om den deraf følgende pligt til at leve i verden uden at være af verden - i overensstem­melse med den bøn, Kristus bad for sine disciple: "jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden." (Joh. 17,15-16). Denne bøn gør Kirken til sin. En sådan skelnen betyder imidlertid ikke en adskillelse fra verden. Den er heller ikke et udtryk for hverken ligegyldighed eller foragt. Når Kirken adskiller sig fra verden, er det nemlig ikke for at bekæmpe den, men snarere for at forene sig med den." (Paul vi, Rundskr. Ecclesiam suam, 6.aug. 1964: AAS 56 (1964), ss.627 og 638).

20  Jf. Rom. 12,2.

21  Jf. Joh. 10,14-16.

22  Jf. Skt. Polycarp, Epist. ad Philippenses, VI,1: "også presbyterne skal være medf­øl­ende og medl­idende over for alle; de skal føre de vi­l­df­arne t­i­l­bage, besøge de syge og må hverken f­orsømme enker, f­oræl­drel­øse eller f­at­t­i­ge; de skal sætte al energi ind på at gøre godt for Gud og mod mennesker (Ordspr. 3.4; jf. Rom. 12,17; 2.Kor. 8,21); de skal undgå vrede, part­i­skhed og uret­f­ærdig dom; begærl­i­ghed være langt fra dem; de må ikke let tro ondt om nogen, ikke være hårde i deres dom, i­hukommende, at vi alle ved vor synd er i gæl­d" (Funk I, 303).

1   Jf. 1.Pet. 1,23; Ap.G. 6,7; 12,24. "Apostlene har prædiket sandhedens ord og bragt kirker til live." (Skt. Augustin, In Ps. 44,23: PL 36, 508).

2   Jf. Mal. 2,7; 1.Tim. 4,11-13; 2.Tim. 4,5; Tit. 1,9.

3   Jf. Mark. 16,16.

4   Jf. 2.Kor. 11,7. Også om præsterne gælder det, som siges om biskopperne, da de er biskop­pernes medarbejdere. Jf. Statuta Ecclesiae Antiqua, kap. 3: Ch. Mounier, Paris 1960, s.79. - Decretum Gratiani, C. 6, D. 88 Friedberg I, 307. - Tri­den­ti­ner­­konci­let, Dekret De reform., Sess. 5, kap. 2, art. 9; Sess. 24, kap. 4. - 2.Va­ti­kan­­kon­cil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.25.

5   Jf. Constitutiones Apostolorum II, 26,7: "(Præsterne) skal være lærere i guddommelig vis­dom, eftersom Herren selv har givet os dette bud, da han sagde: "Gå ud og lær, osv." (Funk, Didascalia et Constitutiones Apostolorum, I, Paderborn 1905, s.105). - Sacra­men­tarium Leonianum og de øvrige sakramentarier indtil Pontificale Romanum, præ­fa­ti­on til præstevielsen: "Ved dit forsyn, Herre, har du givet din Søns apostle ledsagere, som skulle undervise i troen, og hvis røst har opfyldt hele verden". - Liber Ordinum for den mozarabiske ritus, præfation til præstevielsen: "Som lærer for folket og vejleder for Kirkens børn skal han værne om den katolske tro og forkynde den sande frelse for alle" (M. Ferotin, Paris 1904, kol.55).

6   Jf. Gal. 2,5.

7   Jf. 1.Pet. 2,12.

8   Jf. Ritualet for præstevielsen i jakobitternes kirke i Alexandria: "Saml dit folk om troslæ­rens ord som en moder, der kærtegner sine diende børn" (H. Denzinger, Ritus Orientalium, II, Würzburg 1863, s.14).

9   Jf. Matt. 28,19; Mark. 16,16. - Tertullian, De baptismo, 14,2: Corpus Christianorum, Series latina, I, s.289, 11-13. - Skt. Athanasius, Adv. Arianos, 2,42: PG 26, 237. - Skt. Hieronymus, In Matt. 28,19: PL 26, 218 BC: "Først underviser de alle folk, derpå døber de dem, de har undervist, i vand. Det er nemlig ikke muligt for legemet at modtage dåbens sakramente, hvis sjælen ikke i forvejen har modtaget troens sandhed.". - Skt. Thomas Aquin, Expositio primae Decretalis, § 1: "Da vor Frelser udsendte sine disciple for at prædike, pålagde han dem tre ting: For det første at de skulle undervise i troen, for det andet at de skulle meddele sakramenterne til dem, der kom til troen.": Marietti, Opuscula Theologica, Rom 1954, 1138.

10  Jf. 2.Vatikankoncil, Konstit. Om Liturgien, n.35,2.

11  Jf. Ibid. n. 33, 35, 48, 52.

12  Jf. Ibid. n.7. - Pius xii, Rundskr. Mystici Corporis Christi, 29.juni 1943: AAS 35 (1943), s.230; dansk udg. Om Kristi mystiske Legeme, Sankt Ansgars Forlag, Køben­havn 1944. s.45.

13  Skt. Ignatius martyr, Smyrn. 8,1-2: Funk 282, 6-15. - Constitutiones Apostolorum, VIII, 12,3: Funk, s.496; VIII, 29,2: ibid, s.532.

14  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.28.

15  "Eukaristien er ligesom det åndelige livs fuldbyrdelse og alle sakramenternes mål.": Skt. Thomas Aquin, Summa theol. III, q.73, a.3c; jf. Summa theol. III, q.65, a.3.

16  Jf. Skt. Thomas Aquin, Summa theol. III, q.65, a.3, ad 1; q.79, a.1,c og ad 1.

17  Jf. Ef. 5,19-20.

18  Jf. Skt. Hieronymus, Epist., 114,2: "De hellige offerkar, de hellige klædninger og de øvrige ting, som bruges til fejringen af Herrens lidelse, skal for Herrens legemes og blods skyld betragtes med den samme ærefrygt som hans legeme og blod.": PL 22, 934. - Se 2.Vatikan­koncil, Konstit. Om liturgien, n.122-127.

19  "Yderligere skal de troende i dagens løb ikke undlade at aflægge et besøg foran alterets sa­kramente, som ifølge de liturgiske forskrifter skal opbevares på det fornemste sted i kirken og så hæderfuldt som muligt. Denne bøn er et tegn på et taknemligt sind, et kær­lighedspant og et udtryk for den tilbedelse, man skylder Kristus.": Paul vi, Rund­skr. Mysterium Fidei, 3.sept. 1965: AAS (1965), s.771; (dansk udg.: Mysterium fidei, Pauluskredsens Forlag, København 1971, s.26).

20  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.28.

21  Jf. 2.Kor. 10,8; 13,10.

22  Jf. Gal. 1,10.

23  Jf. 1.Kor. 4,14.

24  Jf. Didascalia, II, 34, 3; II, 46, 4; II, 47, 1; Constitutiones Apostolorum II, 47, 1: Funk, Didascalia et Constitutiones, I, 116, 142 og 143.

25  Jf. Gal. 4,3; 5,1 og 13.

26  Jf. Skt. Hieronymus, Epist., 58,7: "Hvad gavner det, at væggene funkler af ædle stene, mens Kristus dør af sult i den fattige?": PL 22, 584.

27  Jf. 1.Pet. 4,10 ff.

28  Jf. Matt. 25,34-45.

29  Jf. Luk. 4,18.

30  Andre grupper kan nævnes, f.eks. udvandrere, nomader osv. Om disse tales der i Dekretet Om biskoppernes hyrdehverv i Kirken, n.18.

31  Didascalia II,59,1-3: "Når vi underviser, så befal og forman folket til trofast at samles, for at ingen skal gøre Kirken mindre ved ikke at gå derhen og således gøre Kristi legeme et lem mindre ... Efter sit eget løfte er Kristus til stede hos jer og forenet med jer som jeres hoved. Hav altså ikke ringeagt for jer selv, og berøv ikke Herren hans lemmer. Sønderriv ikke hans legeme og split det ikke.": Funk I, 170. - Paul vi, Tale til de italienske præster, som deltog i det 13.møde om ajourføring af præstegerningen, afholdt i Orvieto 6.sept. 1963: AAS 55 (1963), ss.750ff.

32  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.28.

33  Jf. den såkaldte Constitutio Ecclesiastica Apostolorum, XVIII: Præsterne er biskopper­nes medindviede (symmystai) og medkæmpere (synepimachoi): Th. Scher­mann, Die allgemeine Kirchenordnung I, Paderborn 1914, s.26; A. Harnack, T.u.U., II, 4, s.13, n.18 og 19). - Pseudo-Hieronymus, De septem Ordinibus Ecclesiae "Ved ind­vielsen har de del i mysterierne sammen med biskopperne.": A.W. Kalff, Würz­burg 1937, s.45). - Skt. Isidorus af Sevilla, De Ecclesiasticis Officiis, kap. 7: "De le­der Kristi Kirke og er sammen med biskopperne delagtige i frembærelsen af (Kri­sti) legeme og blod, såvel som i undervisningen af folket og i forkyndelsen.": PL 83, 787.

34  Jf. Didascalia, II,28,4: Funk, 108. - Constitutiones Apostolorum, II, 28, 4; II, 34, 3: Ibid., ss.109 og 117.

35  Constitutiones Apostolorum, VIII,16,4: Funk I, 522, 13. - jf. Epitome Const. Apost. VI; Ibid., II, s.80, 3-4. - Testamentum Domini: "... giv ham nådens, rådets og storsindets ånd, præsteembedets ånd ... til at hjælpe og lede dit folk i gerning, i (guds)­frygt og med et rent hjerte.": I.E. Rahmani, Mainz 1899, s.69. - Tilsvarende i Trad. Apost.: B. Botte, La Tradition apostolique, Münster i. W. 1963, s.20.

36  Jf. 4.Mos. 11,16-25.

37  Pontificale Romanum, Præfation til præstevielsen; disse ord forekommer allerede i Sacramentarium Leonianum, Sacramentarium Gelasianum og Sacramentarium Gre­gorianum. Og noget lignende kan man finde i Østkirkernes liturgier: jf. Trad. Apost.: "... se ned over denne din tjener og giv ham nådens og rådets ånd for at han må hjælpe præsterne og lede dit folk med et rent hjerte, således som du så ned på dit udvalgte folk og befalede Moses at udvælge præster, som du fyldte med den ånd, som du havde skænket din tjener." - Const. Apost., VIII, 16, 4: Funk I, 522, 16-17. - Epitome Const. Apost. VI: Funk II, 20, 5-7. - Testamentum Domini: I.E. Rahmani, Mainz 1899, s.69. - Euchologium Serapionis, XXVII: Funk, Didascalia et Constitutiones, II, s.190, lin.1-7. - Præstevielsen efter ma­roniternes ritus: overs. H. Denzinger, Ritus Orientalium, II, Würzburg 1863, s.161. - Blandt kirkefædrene kan næv­nes: Theodor fra Mopsuestia, In 1 Tim 3, 8: Swete, II, 119-121. - Theodoretus, Quaest. In Numeros, XVIII: PG 80, 372 b.

38  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.28.

39  Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Sacerdotii Nostri Primordia, 1.aug. 1959: AAS 51 (1959), s.576. - Skt. Pius x, F­ormani­ngen Haerent ani­mo, 4.aug. 1908: S. Pii X Acta, vol. IV (1908), ss.237ff.

40  Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om biskoppernes hyrdehverv i Kirken, n.15 og 16.

41  Ifølge den gamle kirkeret skal domkapitlet være biskoppens "senat eller råd" (kan. 391), og hvor et sådant ikke findes, skal han have et bisperåd (jf. kan. 423-428). Det er dog ønskeligt, at disse institutioner underkastes en fornyelse, så de bedre kommer til at svare til nutidens forhold og behov. Det er klart, at dette råd af præster ikke er det samme som det pastorale råd, der er tale om i dekretet Om biskoppernes hyrdehverv i Kirken, n.27. Dette råd omfatter også lægfolk og har kun til opgave at beskæftige sig med spørgsmål i forbindelse med det pastorale arbejde. Om præsterne som biskopper­nes rådgivere kan henvises til Didascalia II,28,4: Funk I, 108. - og Constitutiones Apostolorum, II,28,4: Funk I, 109. - Skt. Ignatius martyr, Magn., 6,1: Funk, 234, 10-16; Trall., 3,1: Funk, 244, 10-12. - Origines, Adv. Celsum, 3,30: Præsterne er rådgivere (Consiliarii seu bouleytai): PG 11, 957d-960a.

42  Skt. Ignatius martyr, Magn., 6,1: "Jeg besværger jer: udfør alt i den éndrægtighe­dens ånd, som tækkes Gud, og under førerskab af jeres biskop på Guds vegne - under presbyterne, som repræsenterer apostlenes kollegium - og diakonerne, som har min ganske specielle kærlighed, og hvem Jesu Kristi tjenergerning er betroet - han, som var hos Faderen før alle tider, og som åbenbarede sig ved tidernes ende.": (Funk, 234, 10-13. - Id., Trall., 3,1: "Således skal I ære diakonerne som Jesus Kri­stus selv, biskoppen som Faderens afbillede og præsterne, som var de Guds råd og selve apostelkollegiet. Uden disse (tre ordener) er en menighed ikke værd at kaldes kirke.": Funk, 244, 10-12. - Skt. Hieronymus, In Isaiam, II,3: PL 24, 61d: "Vi har også vort senat i Kirken, nemlig præsternes kreds."

43  Jf. Paul vi: Tale til fasteprædikanterne, holdt i Det Sixtinske Kapel 1.marts 1965: AAS 57 (1965), s.126.

44  Jf. Constitutiones Apostolorum, VIII,47,39: "Præsterne skal intet gøre, uden at bi­skoppen er i­ndf­orst­ået med det, thi ham er Guds folk betroet, og af ham skal der kræves regnskab for deres sjæle.": Funk, 577.

45  Jf. 3.Joh. 8.

46  Jf. Joh. 17,23

47  Jf. Hebr. 13,1-2.

48  Jf. Hebr. 13,16.

49  Jf. Matt. 5,10.

50  Jf. 1.Thess. 2,12; Kol. 1,13.

51  Jf. Matt. 23,8. - "Det er dernæst nødvendigt, fordi vi ønsker at være menneskenes hyrder, fædre og lærere, at vi handler som deres brødre.": Paul vi, Rundskr. Ecclesiam suam, 6.aug. 1964: AAS 58 (1964), s.647.

52  Jf. Ef. 4,7 og 16; Constitutiones Apostolorum, VIII, 1, 20: "Biskoppen skal ikke ophøje sig selv over for diakonerne eller præsterne, ej heller præsterne over for folket; thi menigheden består af dem alle.": Funk I, 467.

53  Jf. Fil. 2,21.

54  Jf. 1.Joh. 4,1.

55  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.37.

56  Jf. Ef. 4,14.

57  Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om Økumeni.

58  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.37.

59  Jf. Hebr. 7,3.

60  Jf. Luk. 10,1.

61  Jf. 1.Pet. 2,25.

62  Jf. Ap.G. 20,28.

63  Jf. Matt. 9,36.

64  Pontificale Romanum, Præstevielsen.

65  Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om præsteuddannelsen, n.2.

66  "Guds kaldende røst kommer til udtryk på to forskellige og underfulde måder, der virker i samme retning. Af disse er den ene af indre art, - det er nåden, Helligånden, den uudsigelige indre tiltrækning, som Herrens tyste og magtfulde røst udøver i menneske­sjælens uransagelige dybder, og den anden er af ydre, menneskelig, følelig, social, juridisk og konkret art. Denne sidste kommer fra Guds Ords befuldmægtigede tjener, fra apostlen, fra hierarkiet, som er det uundværlige redskab, indstiftet og villet af Kristus som et middel til at bringe budskabet om Kristus og om Guds forordninger ud til menneskene og til at oversætte dem til et forståeligt sprog. Herom underviser den katolske lære os samstemmende med Paulus: "Hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker? ... Troen kommer af det, som høres" (Rom. 10,14,17): Paul vi, Formaning 5.maj 1965: L'Osservatore Romano, 6.maj 1965.

67  Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om præsteuddannelsen, n.2.

68  Dette lærer kirkefædrene i deres kommentarer til Kristi ord til Peter: "Elsker du mig ... vogt mine får." (Joh. 21,17): således for eksempel Skt. Johannes Chrysosto­mus, De sacerdotio, II, 1-2: PG 47-48, 633. - Skt. Gregor den Store, Reg. Past. Liber, P. I., c.5: PL 77, 19a.

1   Jf. 2.Kor. 12,9.

2   Jf. Pius xi, Rundskr. Ad catholici sacerdotii, 20. dec. 1935: AAS 28 (1936), s.10.

3   Jf. Joh. 10,36.

4   Jf. Luk. 24,26.

5   Jf. Ef. 4,13.

6   Jf. 2.Kor. 3,8-9.

7   Jf. bl.a. Skt. Pius x, Apost. formaning Haerent animo, 4.aug. 1908: S Pii X Acta, vol. IV (1908), ss.237ff. - Pius xi, Rund­skr. Ad catholici sacerdotii, 20.dec. 1935: AAS 28 (1936), ss.5ff. - Pius xii, Apost. formaning Menti nostrae, 23.sept. 1950: AAS 42 (1950), ss.657ff. - Johannes xxiii, Rund­skr. Sacerdotii nostri primordia, 1.aug. 1959: AAS 51 (1959), ss.545ff.

8   Jf. Skt. Thomas Aquin, Summa theol. II-II, q.188, a.7.

9   Jf. Ef. 3,9-10.

10  Jf. Ap.G. 16,14.

11  Jf. 2.Kor. 4,7.

12  Jf. Ef. 3,9.

13  Jf. Pontificale Romanum, Præstevielsen.

14  Jf. Missale Romanum, Secreta (Bøn over Gaverne) på 9.søndag efter pinse.

15  "Selv om messen fejres af en præst alene, bliver den dog ikke af den grund til en privat hand­ling. Den forbliver Kristi og Kirkens handling; Kirken frembærer nemlig sig selv som et offer for alle i det offer, den frembærer, og den udstrækker korsofferets kraft, der alene og i ubegrænset mål skænker forløsning, til frelse for alle. Thi, enhver messe, som fejres, frembæres ikke kun til frelse for nogle enkelte, men for hele verden (...) Vi an­befaler derfor faderligt og indtrængende præsterne, som i særlig grad er vor glæde og vor hæder i Herren, dagligt at fejre messen værdigt og fromt.": Paul vi, Rundskr. Mysterium Fidei, 3.sept. 1965: AAS 57 (1965), ss.761-762; (dansk udg.: Mysterium fidei, Pauluskredsens Forlag, København 1971, ss.14 og 15) - Jf. 2.Va­ti­kan­kon­cil, Konstit. Om Liturgien, n.26 og 27.

16  Jf. Joh. 10,11.

17  Jf. 2.Kor. 1,7.

18  Jf. 2.Kor. 1,4.

19  Jf. 1.Kor. 10,33.

20  Jf. Joh. 3,8.

21  Jf. Joh. 4,34.

22  Jf. 1.Joh. 3,16.

23  "Man beviser sin kærlighed ved at vogte Herrens hjord.": Skt. Augustin, Tract. in Io., 123, ­5: PL 35, 1967.

24  Jf. Rom. 12,2.

25  Jf. Gal. 2,2.

26  Jf. 2.Kor. 7,4.

27  Jf. Joh. 4,34; 5,30; 6,38.

28  Jf. Ap.G. 13,2.

29  Jf. Ef. 5,10.

30  Jf. Ap.G. 20,22.

31  Jf. 2.Kor. 12,15.

32  Jf. Ef. 4,11-16.

33  Jf. Matt. 19,12.

34  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n. 42.

35  Jf. 1.Tim. 3,2-5; Tit. 1,6.

36  Jf. Pius xi, Rundskr. Ad catholici sacerdotii, 20. dec. 1935: AAS 28 (1936), s.28.

37  Jf. Matt. 19,12.

38  Jf. 1.Kor. 7,32-34.

39  Jf. 2.Kor. 11,2.

40  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.42 og 44; Dekret Om ordenslivets fornyelse, n.12.

41  Jf. Luk. 20,35-36. - Pius xi, Rundskr. Ad catholici sacerdotii, 20. dec. 1935: AAS 28 (1936), ss.24-28. - Pius xii, Rundskr. Sacra Vi­rgi­ni­t­as, 25.marts 1954: AAS 46 (1954), ss.169-172.

42  Jf. Matt. 19,11.

43  Jf. Joh. 17,14-16.

44  Jf. 1.Kor. 7,31.

45  Lokalkoncilet i Antiochia, can. 25: Mansi 2, 1328. - Decretum Gratiani, c. 23, C. 12, q. 1: Friedberg, I, 684-685.

46  Dette sigter især til de retsregler og sædvaner, som gælder i Østkirkerne.

47  Lokalkoncilet i Paris (829), can. 15: MGH, Sect. III, Concilia, t. 2, pars 6,622. - Tridentinerkoncilet, Sess. 25, De reform., kap. 1.

48  Jf. Sl. 62,11.

49  Jf. 2.Kor. 8,9.

50  Jf. Ap.G. 8,18-25.

51  Jf. Fil. 4,12.

52  Jf. Ap.G. 2,42-47.

53  Jf. Luk. 4,18.

54  Jf. Cod. iur. can., can. 125ff. (den gamle kirkeret fra 1917)

55  Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om ordenslivets fornyelse, n.6. - Dogm. konstit. Om Guds Åbenbaring, n.21.

56  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.65.

57  Pontificale Romanum: Præstevielsen.

58  Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Guds Åbenbaring, n.25.

59  Dette led i uddannelsen er ikke det samme som den pastorale uddannelse, der følger lige efter præstevielsen, og som der er tale om i dekretet Om præ­steuddannelsen,, n.22.

60  Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om biskoppernes hyrdehverv i Kirken, n. 16.

61  Jf. Matt. 10,10; 1.Kor. 9,7; 1.Tim. 5,18.

62  Jf. 2.Kor. 8,14.

63  Jf. Fil. 4,14.

1   Jf. Joh. 3,16.

2   Jf. 1.Pet. 2,5.

3   Jf. Ef. 2,22.

4   Jf. Pontificale Romanum: Præstevielsen.

5   Jf. Ef. 3,9.

6   Jf. Kol. 3,3.