Indhold
Dekretet om samfundets meddelelsesmidler
Forord af lektor, cand.mag. Oluf Bohn
Indledning
Kapitel I
KIRKENS LÆRE
Moralske problemer
Sociale problemer
Kapitel II
KIRKENS PASTORALE VIRKSOMHED
Pastorale retningslinjer
Juridiske og organisatoriske retningslinjer
Konklusion
GENNEMFØRELSEN I PRAKSIS
--------------------------------------------------------------------------------
Forord
Ganske kort tid efter koncilets begyndelse blev der forelagt et forslag til et dekret om samfundets meddelelsesmidler. Forslaget blev vedtaget i sit grundindhold, men blev sendt i udvalg til visse forbedringer. Året efter blev det igen forelagt og den 4.december (1963) vedtaget med 1.960 stemmer for og 164 imod.
Den korte tekst understreger, hvor vanskelig kommunikation er, fordi meddelelser og synspunkter i vore dage er vævet så tæt sammen, at det for almindelige mennesker kan være vanskeligt at skille de to ting ad og selv nå til en bedre forståelse af de spørgsmål, der behandles.
Teksten understreger dels retten til information i ethvert samfund, dels retten til offentliggørelse af alle vigtige anliggender. Dekretet indeholder også en opfordring til at skabe en katolsk presse "udgivet enten af katolske lægfolk eller direkte af de kirkelige myndigheder." Denne presse skal naturligvis tage stilling til alle samfundsrelevante begivenheder og bedømme dem efter katolske synspunkter, og den skal samtidig "formidle og korrekt kommentere nyheder vedrørende Kirkens liv" (n.14).
Dekretet blev vedtaget under almindelig uopmærksomhed og har heller aldrig spillet den store rolle i vurderingerne af koncilet. Nogle katolske pressefolk har været inde på, at det blev forelagt og vedtaget så tidligt på koncilet, at de senere konstitutioner om ?Kirken? og om ?Kirkens forhold til verden af i dag? ikke fik indflydelse på udformningen, men det kan sandsynligvis siges om alle de tekster, der blev vedtaget de første par år.
Oluf Bohn
--------------------------------------------------------------------------------
Paul, biskop, Guds tjeneres tjener, sammen med koncilsfædrene, til evig erindring Dekretet "Inter mirifica" om samfundets meddelelsesmidler
INDLEDNING
1. (Det filosofiske grundlag. Terminologi.) Blandt vor tids forbløffende tekniske opfindelser, som menneskets geni med Guds velsignelse har gjort med udgangspunkt i den skabte natur, er der nogle, Kirken byder særlig velkommen og viser speciel opmærksomhed. Det er de opfindelser, der stærkest appellerer til menneskeånden, og som har åbnet nye veje til så let som muligt at formidle nyheder, udveksle tanker og meddele undervisning af enhver art. De vigtigste af disse opfindelser er de forskellige tekniske hjælpemidler, der ifølge deres væsen ikke blot kan nå ud til det enkelte menneske, men også til masserne som sådanne og til samfundet i alle dets forgreninger og sætte dem i bevægelse. Dette gælder f.eks. presse, film, radio, tv og lignende, der derfor med rette kan kaldes for midlerne til social kommunikation eller samfundets meddelelsesmidler.
2. (Det teologiske grundlag. Kirken og det menneskelige.) Kirken er fuldstændig klar over, at sådanne tekniske hjælpemidler kan være til virkelig gavn for menneskeheden, hvis de bruges rigtigt. De kan i høj grad bidrage både til rekreation for sindet og til åndens dannelse, ja de kan endog tjene til Guds Riges fremgang og vækst blandt menneskene. Men Kirken ved også, at menneskene kan bruge dem imod Skaberens hensigt og omdanne dem til midler til deres egen undergang. Kirken ser derfor med virkelig moderlig bekymring på den skade, misbruget af dem alt for ofte har forvoldt i det menneskelige samfund.
Koncilet anser det derfor for sin pligt at behandle de vigtigste spørgsmål vedrørende samfundets meddelelsesmidler, idet det sætter sig som opgave at forstærke pavernes og biskoppernes hidtidige indsats på dette så afgørende område. Koncilet håber i øvrigt, at den lære og de retningslinier, som gives i dette dokument, ikke blot vil blive til gavn for de kristne, men at de tillige vil betyde et fremskridt for hele det menneskelige samfund.
Kapitel I
KIRKENS LÆRE
3. (Kirkens opgave på dette område.) Eftersom den katolske kirke blev stiftet af Vor Herre Jesus Kristus for at bringe frelsen til alle mennesker og således er forpligtet til at prædike evangeliet, betragter Kirken det som en af sine pligter at forkynde frelsesbudskabet også gennem samfundets meddelelsesmidler og at belære menneskene om deres rette brug.
Det er derfor en ret, der er helt i overensstemmelse med Kirkens natur, at benytte sig af meddelelsesmidlerne i det omfang, de måtte være nødvendige eller gavnlige for den kristne opdragelse og for Kirkens arbejde for menneskenes frelse i det hele taget. Det er biskoppernes og præsternes pligt at undervise og vejlede menighedens medlemmer, således at de kristne også ved disse midlers hjælp kan bringe sig selv og hele den menneskelige familie et skridt videre frem mod dens forløsning og fuldkommengørelse.
Desuden påhviler det ganske særligt lægfolket at tilføre meddelelsesmidlerne nyt liv inspireret af menneskelig og kristen ånd, for at meddelelsesmidlerne fuldt ud skal kunne stå mål med menneskehedens store forventninger og Guds plan.
Moralske problemer
4. (Principper for en moralsk bedømmelse.) For at bruge disse midler på den rigtige måde er det fremfor alt nødvendigt, at alle, som anvender dem, er bekendt med de faglige etiske normer og samvittighedsfuldt praktiserer dem på dette område. De må således vurdere og tage stilling til, hvad der meddeles, under hensyntagen til hvert enkelt af disse midlers særlige karakter. Samtidig må de tage hele situationen og alle omstændighederne i betragtning, det vil sige formålet med kommunikationen, personerne, stedet, tiden og de øvrige forhold, hvorunder den finder sted, og som kan ændre dens moralske kvalitet eller ligefrem give den et helt nyt indhold. Blandt disse omstændigheder kan nævnes det enkelte mediums særlige måde at virke på. Enkelte af disse medier kan nemlig udøve en så dominerende indflydelse på mennesket, at man - især hvis man savner de nødvendige forudsætninger - kun vanskeligt kan blive opmærksom på den og derfor heller ikke kan modstå og om nødvendigt imødegå den.
5. (Retten til information.) Det er i særlig grad påkrævet, at alle interesserede parter gør det til et samvittighedsspørgsmål, hvordan man bruger meddelelsesmidlerne. Dette gælder især visse spørgsmål, som er meget omstridte i vor tid.
Det første problem angår nyhedsformidlingen, det vil sige indhentningen og videregivelsen af information. Det er ganske indlysende, at nyhedsformidlingen har vist sig at være ikke blot gavnlig, men også ofte aldeles uundværlig på grund af fremskridtet i det moderne samfund og de stadig snævrere bånd, der knytter samfundets medlemmer til hinanden. En hurtig offentliggørelse af begivenhederne og deres omstændigheder giver det enkelte menneske en mere fuldstændig og sammenhængende viden, der kan sætte den enkelte borger i stand til at bidrage mere effektivt til samfundets vel og til at arbejde med på dets trivsel. Derfor indebærer ethvert menneskeligt samfund en ret til information om forhold, der angår dets medlemmer, hvad enten det er som enkeltpersoner eller som samfundsborgere, alt efter hver enkelts særlige behov. Det er dog en forudsætning for udøvelsen af denne ret, at nyhedsformidlingen, hvad indholdet angår, bør være sandfærdig og udtømmende og så vidt muligt tage hensyn til retfærdighedens og kærlighedens berettigede krav. Hvad formen angår, skal den være etisk uangribelig og afpasset efter indholdet, det vil sige, at den nøje skal opfylde de moralske krav om menneskets værdighed og menneskerettighederne i det hele taget. Dette gælder både den måde, hvorpå nyhederne skaffes til veje, og den måde, de offentliggøres på. Ikke enhver form for viden gavner, men "kærligheden bygger op" (1.Kor. 8,1).
6. (Kunstens og moralens krav.) Det andet problem er forholdet mellem kunstens krav og moralens. Eftersom de stadig hyppigere diskussioner om dette forhold ikke sjældent kan føres tilbage til usikkerhed angående etikkens og æstetikkens forhold, erklærer koncilet, at etikkens objektive orden bør nyde absolut forrang og som sådan respekteres af alle. Denne overgår alene alle andre menneskelige værdier, hvor højt de end måtte rangere i værdighed, kunstens ikke undtaget, og den bringer de andre værdier i det rette indbyrdes forhold. Kun den etiske orden tager nemlig sigte på menneskets natur i dens fulde omfang, idet mennesket som fornuftsbegavet væsen skabt af Gud er kaldet til guddommeligt liv. Derfor er det også kun den etiske orden, der, hvis den iagttages helt og loyalt, kan føre mennesket frem til fuldkommenhed og lykke.
7. (Skildringen af det onde.) Det tredje problem angår skildringen eller fremstillingen af det onde. En sådan kan selvfølgelig - også når det sker gennem meddelelsesmidlerne - bidrage til bedre at udforske og kende det menneskelige, og til at åbenbare og fremhæve det godes virkelige dimensioner. Samtidig opnår man ofte bedre dramatiske virkninger. Ikke desto mindre bør man herunder altid have det etiske for øje, for at en sådan fremstilling ikke skal komme mennesket mere til skade end gavn. Dette gælder især, når man behandler emner, der kræver særlig ærbødighed, eller emner, der kunne friste mennesket til det onde som følge af arvesyndens indflydelse.
Sociale problemer
8. (Den offentlige mening.) Eftersom den offentlige mening i dag udøver en afgørende indflydelse inden for alle samfundslag, både hvad angår menneskenes private og offentlige liv, bør ethvert medlem af samfundet respektere retfærdighedens og kærlighedens krav på meddelelsesmidlernes område. Følgelig må alle bestræbe sig for at danne en uhildet offentlig mening netop gennem meddelelsesmidlerne.
9. (Publikum - læsere, seere og lyttere.) Særlige forpligtelser påhviler alle, der som læsere, seere eller lyttere er den modtagende part i brugen af meddelelsesmidlerne ud fra et personligt og frit valg. Dette valg skulle gerne give sig udtryk i, at de foretrækker de værker, der udmærker sig ved høj moralsk, videnskabelig eller kunstnerisk kvalitet, mens de derimod undgår dem, der kan være årsag eller lejlighed til åndelig tilbagegang for dem selv eller for deres næste på grund af det dårlige eksempel, de ellers ville blive. Man bør ved sit valg støtte de gode værker og ikke kompromittere sig med de dårlige, som man ofte gør det ved at lægge sine penge hos de forretningsfolk, der kun bruger meddelelsesmidlerne til at opnå økonomisk vinding.
For at læsere, seere eller lyttere skal kunne vælge ud fra et etisk synspunkt, må de gøre sig bekendt med den kritik, der fremsættes af kompetente personer, og følge kritikken i overensstemmelse med deres samvittighed. De bør drage omsorg for at orientere og danne samvittigheden ved hjælp af dertil egnede midler for ikke at lade sig rive med af dårlig påvirkning og for at opnå fuldt udbytte af den gode påvirkning.
10. (De unge.) Især de unge bør vænne sig til at udvise mådehold og selvkontrol ved deres brug af meddelelsesmidlerne. De bør endvidere bestræbe sig for at uddybe forståelsen af, hvad de har set, hørt eller læst. De bør diskutere disse ting med deres forældre og lærere og med eksperter på det pågældende område og lære at vurdere sikkert. Hvad forældrene angår, er det deres pligt at overvåge, at udsendelser, publikationer og lignende, der strider mod tro og moral, ikke kommer inden for deres døre, og at børnene heller ikke skaffer sig adgang til dem uden for hjemmet.
11. (De professionelle.) Det moralske hovedansvar for den rette brug af meddelelsesmidlerne falder imidlertid på journalister, skribenter, skuespillere, instruktører, producere, finansfolk, forlæggere, teater- og biografdirektører, filmudlejere og impressarier såvel som på kritikere og alle andre, som på en eller anden måde deltager i skabelsen og formidlingen af kommunikation inden for samfundet. Det er ganske indlysende, at der påhviler dem et særdeles betydningsfuldt ansvar på grund af det moderne menneskes situation, hvor menneskeheden kan føres enten til det gode eller til det værste gennem information eller anden påvirkning.
Det er derfor en pligt for disse mennesker at afveje de forskellige økonomiske, politiske og kunstneriske hensyn således, at sådanne hensyn aldrig kommer til at stå i vejen for det fælles bedste. For bedre at nå dette mål kan det anbefales, at man tilslutter sig faglige sammenslutninger, som om nødvendigt forpligter sine medlemmer til at iagttage en fælles etisk holdning under udøvelsen af de faglige pligter og opgaver.
De bør altid huske på, at en stor del af deres læsere og publikum er unge mennesker. Ungdommen har behov for en presse og for teater- og filmforestillinger, som byder på god underholdning og udvikler dem kulturelt. Emner, der berører religiøse forhold, bør kun lægges i hænderne på personer, der er i besiddelse af den fornødne dygtighed og erfaring, og udføres med den respekt, der tilkommer sådanne emner.
12. (De offentlige myndigheder.) På meddelelsesmidlernes område påhviler der de offentlige myndigheder særlige forpligtelser over for samfundet, som disse midler skal tjene. Myndighederne har inden for rammerne af deres beføjelser til opgave at forsvare og værne om retten til information, som er en livsbetingelse for det moderne samfund, navnlig pressefriheden. De bør desuden beskytte de religiøse og kulturelle værdier og fremme de skønne kunster samt sikre læseres, lytteres og seeres rettigheder. De offentlige myndigheder har endvidere pligt til at yde støtte til projekter, som ikke kan gennemføres alene med private midler, særlig når det er til gavn for ungdommen.
Endelig er det myndighedernes opgave ud fra den dem påhvilende omsorg for borgernes åndelige vel at vedtage og gennemføre love med henblik på at forhindre, at misbrug af meddelelsesmidlerne påfører samfundet alvorlig skade eller stiller sig hindrende i vejen for samfundets fremskridt. Et sådant tilsyn kan ikke på nogen måde siges at indskrænke det enkelte menneskes eller den enkelte gruppes frihed, især ikke, hvis de mennesker, der arbejder professionelt med meddelelsesmidlerne, ikke på anden måde kan stille den fornødne garanti.
Det kan f.eks. være nødvendigt at træffe særlige beskyttelsesforanstaltninger for at værne unge mennesker mod publikationer og forestillinger, som kan være skadelige for det alderstrin, de befinder sig på.
Kapitel II
KIRKENS PASTORALE VIRKSOMHED
Pastorale retningslinjer
13. (Kirkens apostolat.) Alle Kirkens medlemmer bør enigt, ufortøvet og af alle kræfter tage del i en fælles indsats for effektivt at anvende samfundets meddelelsesmidler på de forskellige områder inden for apostolatet alt efter tidens og stedets særlige krav, også selv om det måtte koste de største anstrengelser. Det gælder om at komme skadelige tendenser i forkøbet - navnlig de steder i verden, hvor der er behov for en særlig presserende indsats for at fremme det moralske og religiøse fremskridt.
Biskopper og præster bør derfor skyndsomst opfylde deres pligter på dette område, der er intimt forbundet med deres almene ansvar for Evangeliets forkyndelse. Også lægfolk, som er engagerede i anvendelsen af meddelelsesmidlerne, bør bestræbe sig for at vidne om Kristus først og fremmest ved at udføre deres personlige arbejde og pligter med kompetence og i apostolisk ånd, men også ved efter bedste evne at støtte Kirkens pastorale virksomhed ved direkte samarbejde på det tekniske, økonomiske, kulturelle og kunstneriske plan.
14. (Fire vigtige områder: Den katolske presse.) For det første bør man støtte den seriøse presse. Men skal man sørge for at give læserne rigelig åndelig føde kristent set, er det desuden nødvendigt at grundlægge og stimulere en særlig katolsk presse udgivet enten af katolske lægfolk eller direkte af kirkelige myndigheder med det udtrykkelige formål at danne, styrke og fremme den offentlige mening i overensstemmelse såvel med naturretten som med katolsk lære og praksis. Samtidig skal den formidle og korrekt kommentere nyheder vedrørende Kirkens liv. Man bør tillige indprente Kirkens medlemmer nødvendigheden af både at læse og udbrede den katolske presse for derved at hjælpe sig til en kristen vurdering af begivenhederne.
(Film.) Hvad filmen angår, bør man med alle egnede midler støtte og sikre produktionen og forevisningen af film, der kan tjene den gode underholdning, kulturen og kunsten. Dette gælder især film, der er beregnet for ungdommen. Dette vil frem for alt kunne gøres ved at støtte og koordinere habile producenters og udlejeres indsats og initiativ ved at anbefale film, der fortjener det, gennem anerkendende kritik og filmpriser. Og endelig ved at støtte de biografer, der drives af katolske og kvalitetsbevidste ledere.
(Radio og fjernsyn.) Man bør give lignende effektiv støtte til gode radio- og tv-programmer og i første række sådanne, der er egnede for hele familien. Hvad angår de katolske programmer, bør man støtte dem ihærdigt, fordi lytterne og seerne gennem dem bliver delagtiggjort i Kirkens liv og lære. Hvor det måtte være gavnligt, bør man også drage omsorg for, at der bliver oprettet katolske sendere. I så tilfælde må man sikre sig, at deres udsendelser udmærker sig ved den fornødne kvalitet og slagkraft.
(Teatret.) Endelig bør der gøres en indsats, for at teatrets gamle og fine kunst, som nu gennem meddelelsesmidlerne opnår almindelig udbredelse, kan medvirke til at højne publikums kulturelle og moralske niveau.
15. (Skoling af katolske specialister.) For at imødekomme de ovenfor nævnte behov bør man i tide uddanne præster, ordensfolk og lægfolk, der må være tilstrækkelig dygtige til at kunne lede foretagender, der anvender meddelelsesmidlerne til apostoliske formål.
Først og fremmest bør man give lægfolk den tekniske, teologiske og moralske baggrund ved at oprette flere skoler, fakulteter og institutter, hvor journalister, film-, radio- og tv-folk og alle andre interesserede parter kan få en gennemgribende uddannelse i kristen ånd, navnlig hvad angår Kirkens sociale lære. Scenekunstnerne bør også uddannes og have mulighed for at tjene det menneskelige samfund ved deres kunst. Og endelig bør man sørge for at uddanne litteratur-, film-, radio og tv-kritikere, så de behersker deres metier til bunds og sættes i stand til at formulere et skøn, hvor den moralske bedømmelse altid kommer i det rette perspektiv.
16. (Skoling af det katolske publikum.) Eftersom samfundets meddelelsesmidler henvender sig til mennesker med forskellig kulturel baggrund og på forskellige alderstrin, må man, for at de skal kunne få det rette praktiske udbytte af disse midler, give dem en dannelse og en praktisk undervisning, der er specielt tilrettelagt og differentieret efter alders- og dannelsestrin. Man bør derfor opmuntre alle initiativer, der sigter mod dette mål, starte nye foretagender i denne retning og lede dem efter den kristne morals principper. Dette gælder især ungdommens uddannelse, hvad enten det er i de katolske skoler på alle undervisningstrin, i præsteseminarierne eller inden for lægapostolatet. For hurtigst muligt at nå dette mål bør man i katekismusundervisningen indføre en fremstilling af katolsk lære og praksis på dette område.
17. (Katolikkernes økonomiske og åndelige forpligtelser.) Det er uforsvarligt, at Kirkens medlemmer passivt finder sig i, at der lægges bånd på Evangeliet, eller at det hæmmes i sin udbredelse af - utvivlsomt enorme - tekniske og økonomiske problemer, der er karakteristiske for meddelelsesmidlerne. Koncilet opfordrer derfor Kirkens medlemmer til at støtte og fremme den katolske presse, katolske tidsskrifter, film-, radio- og tv-programmer og sendere, hvis væsentligste opgave det er at udbrede og forsvare sandheden og fremskynde en kristen udvikling af det menneskelige samfund. Samtidig opfordrer koncilet indstændigt de organisationer eller privatpersoner, som har mulighed herfor, til beredvilligt og uden smålighed at støtte meddelelsesmidlerne med deres økonomiske og faglige bistand, når disse tjener kulturelle og apostoliske formål.
18. (En dag for meddelelsesmidlerne.) For at gøre Kirkens mangesidige apostolat på meddelelsesmidlernes område mere effektivt skal der med biskoppernes godkendelse hvert år i alle bispedømmer verden over fastsættes en dag, hvor de kristne bliver orienteret om deres forpligtelser på dette område, bliver opfordret til at bede for dette formål og til at yde deres bidrag til, at Kirken kan opretholde og udvikle sine institutioner og sin virksomhed inden for denne sektor, så de svarer til den katolske verdens behov.
Juridiske og organisatoriske retningslinjer
19. (Den pavelige kommission for meddelelsesmidlerne.) For at paven skal kunne udføre sin øverste pastorale opgave, hvad angår samfundets meddelelsesmidler, har han en særlig kommission til sin rådighed. Idet koncilsfædrene velvilligt tilslutter sig det ønske, der blev formuleret af den forberedende koncilkommission for presse og film, anmoder de ærbødigt paven om at udvide den pavelige kommissions opgaver og kompetence til at omfatte alle samfundets meddelelsesmidler, herunder også pressen, og anmoder om, at eksperter fra forskellige lande, deriblandt også lægfolk, må få sæde i denne kommission.
20. (Episkopatets opgaver.) Det er biskoppernes opgave at våge over foretagender og projekter vedrørende meddelelsesmidlerne inden for deres egne bispedømmer, at stimulere sådanne og, for så vidt angår apostolat, der henvender sig til offentligheden, at samordne dem. Foretagender, der står under religiøse ordeners ledelse, danner ikke nogen undtagelse herfra.
21. (Nationale kommissioner for meddelelsesmidlerne.) Da et effektivt apostolat på landsbasis kræver en samlet planlægning og finansiering, bestemmer og forordner koncilet, at der skal oprettes nationale kommissioner for presse-, film-, radio- og tv-anliggender, og at der skal ydes disse al mulig støtte. Det bliver frem for alt sådanne kommissioners opgave at udføre et pædagogisk arbejde blandt Kirkens medlemmer for at forme de kristnes indstilling til meddelelsesmidlerne og deres anvendelse. Kommissionerne bør endvidere stimulere og samordne alt, hvad der gøres af katolikker på meddelelsesmidlernes område.
Ledelsen af den nationale kommission bør i hvert fald overdrages et særligt udvalg af biskopper eller en dertil delegeret biskop. I kommissionen skal der desuden gøres plads for lægfolk, som har et godt kendskab til den katolske lære, og som i øvrigt er kompetente på disse tekniske områder.
22. (Specialiserede og internationale organisationer.) Eftersom meddelelsesmidlernes indflydelse rækker ud over landegrænserne og så at sige gør det enkelte menneske til verdensborger, bør de nationale foretagender på dette område samarbejde også på det internationale plan.
De i punkt 21 omhandlede kommissioner bør stå i intimt samarbejde med de internationale, katolske organisationer. Disse organisationer skal anerkendes af pavestolen og er undergivet denne.
Konklusion
GENNEMFØRELSEN I PRAKSIS
23. (Udarbejdelse af en pastoral instruks.) For at gennemføre i praksis alle de principper og retningslinjer, der her er givet af koncilet, bør der ifølge koncilets udtrykkelige mandat udarbejdes en pastoral instruks. Denne skal udgives af den i punkt 19 nævnte pavelige kommission bistået af eksperter fra forskellige lande.
24. (Opfordring til katolikker og alle mennesker af god vilje.) Endelig har koncilet tillid til, at dets principper og retningslinjer vil blive modtaget med velvilje, og at de vil blive nøje efterkommet af alle Kirkens medlemmer. På den måde vil de kristne ikke alene kunne undgå at lide nogen skade ved brugen af meddelelsesmidlerne, men tillige som et åndeligt salt og lys kunne give jorden kraft og verden lys. Koncilet opfordrer endvidere alle mennesker af god vilje - og først og fremmest dem, der er ansvarlige for brugen af meddelelsesmidlerne - til at bestræbe sig for udelukkende at bruge dem til gavn for det menneskelige samfund, hvis skæbne dag for dag bliver mere og mere afhængig af disse midlers rette brug. Disse nye opfindelser vil da kunne bidrage til at forherlige Herrens navn, som det fordum var tilfældet med den klassiske kunsts mesterværker. Som apostelen skriver: "Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja, til evig tid" (Hebr. 13,8).
Dette dekret er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den apostoliske myndighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger den, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gennem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære.
Rom, ved Skt. Peter, den 4.december 1963
Paul, den katolske kirkes biskop
med koncilsfædrenes underskrifter.