Pacem in Terris

INDLEDNING

UNIVERSETS ORDEN

 

Freden på jorden, som menneskeheden gennem alle tidsaldre med inderlig længsel har set frem til, kan kun grundfæstes og sikres, hvis man fløje følger den orden, Gud har bestemt.

 

Videnskabens fremskridt og de tekniske opfindelser viser os tydeligt, at en vidunderlig orden råder både i den levende verden og i naturkræfterne. Det er et vidnesbyrd om menneskets storhed, at det kan erkende denne orden og skabe egnede redskaber til at kontrollere naturens kræfter og bruge dem til sine formål. Videnskabens fremskridt og teknikkens resultater taler dog først og fremmest om, hvor uendeligt stor den Gud må være, som skabte universet og selve mennesket. Af intet frembragte han alt det eksisterende og indgød det til overflod sin visdom og godhed. Derfor kan kong David, salmisten, lovprise Gud med ordene: "Herre, vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord." Et andet sted siger han: "Hvilken mangfoldighed, Herre, i dine skabninger! Med hvilken visdom du har udført alt " Og Gud skabte mennesket i sit billede og således, at det lignede ham, idet han skænkede det fornuft og frihed og gjorde det til herre over skabningen, som salmedigteren udtrykker det: "Du gjorde ham lidet ringere end englene, med ære og herlighed kronede du ham; du satte ham over dine hænders værk, alt lagde du under hans fødder."

 

Loven i menneskets hjerte

Denne fuldkomne orden i universet er desværre en stærk modsætning til uordenen i det enkelte menneskes forhold til andre og indbyrdes blandt folkeslagene. Det er, som om nationernes holdning over for hinanden kun kan kontrolleres med magt. Og dog har verdens skaber i menneskets hjerte indpræget en lov, en orden, som dets samvittighed kundgør og befaler det ubetinget at lyde: ". . . de viser jo, at den gerning, som loven kræver, står skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner herom."

 

Det kunne vel ikke være anderledes? Alt, hvad Gud har skabt, er jo udtryk for hans ubegrænsede visdom, og den tilkendegives tydeligst i de mest fuldkomne ting.

 

En forkert opfattelse fører ofte til den fejltagelse, som mange holder fast ved, at forholdet mellem de enkelte mennesker og mellem staterne kan styres af samme love, der gælder for naturens kræfter og universets elementer. Lovene for menneskers adfærd er af en hel anden art og må findes et andet sted: i menneskets væsen, hvor alle tings Fader selv indskrev dem. På en vidunderlig måde belærer disse love mennesker om, hvordan de indbyrdes skal forholde sig til hinanden, dernæst om, hvordan forholdet mellem borgerne og den enkelte stats offentlige myndigheder skal reguleres, hvordan staterne skal forholde sig til hinanden og endeligt om, hvordan på den ene side individer og stater og på den anden side et samfund af alle folkeslag skal handle mod hverandre. Grundlæggelsen af et sådant folkenes verdenssamfund er i dag tvingende nødvendigt af hensyn til det almene vel.

 

FØRSTE DEL

DET ORDNEDE FORHOLD MELLEM MENNESKER

 

Ethvert menneske er en person med rettigheder og pligter

Det er først nødvendigt at tale om den orden, der bør herske mellem mennesker. Ethvert velordnet menneskeligt samfund må bygge på det princip, at det enkelte menneske råder over sin egen person. Dets natur er udstyret med intellekt og fri vilje. Det har derfor rettigheder og pligter, som udspringer direkte og umiddelbart af selve dets natur og følgelig er almengyldige, ukrænkelige og umistelige.

 

Hvis vi betragter den menneskelige persons værdighed i lyset fra den guddommeligt åbenbarede sandhed, er det uundgåeligt, at vi må vurdere den endnu højere; for mennesker er blevet forløst ved Jesu Kristi blod, og de er ved nåden Guds børn og venner, som skal arve evig herlighed.

 

RETTIGHEDER

Retten til livet og værdige leve vilkår

Når vi skal tale om menneskets rettigheder, må vi fastslå, at ethvert menneske har retten til livet, til legemlig integritet og til de midler, der er nødvendige for en værdig livsudfoldelse. Det vil i første omgang sige mad, klæder, bolig, ferie, læge-bistand og den påkrævede sociale hjælp. Et menneske har derfor ret til at blive støttet i tilfælde af sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom, arbejdsløshed og alle andre tilfælde, hvor det uden egen skyld er berøvet midlerne til at opretholde livet.

Retten til moralske og kulturelle værdier

Ifølge naturretten har ethvert menneske krav på respekt for sin person og for sit gode rygte, ret til frit at søge sandheden og - inden for de grænser, der sættes af moralen og det fælles vel - at ytre og udbrede sine meninger og udfolde sig kunstnerisk. Det har desuden ret til at blive sandfærdigt informeret om offentlige anliggender.

 

Naturretten giver også mennesket ret til at få del i kulturens goder og derfor til en grundlæggende uddannelse og til den tekniske og faglige dygtiggørelse, der svarer til uddannelsens stade i den pågældendes eget land. Man må altså stræbe efter og arbejde hen imod, at mennesker med evner kan få mulighed for videregående studier og indenfor samfundet tildeles opgaver og ansvar, der svarer til deres begavelse og kunnen.

Retten til at dyrke Gud i overensstemmelse med sin samvittighed

Ethvert menneske har ret til at dyrke Gud i overensstemmelse med sin oprigtige samvittighed og følgelig ret til privat og offentligt at bekende sig til sin religion. Meget træffende har Laetantius sagt, "at vi blev født til at vise den Gud, der skabte os, den rette og behørige anerkendelse, vi skylder ham: at agte ham alene og tjene ham. Ved dette åndelige bånd er vi forpligtede overfor Gud og bundet til ham, og herfra har religionen fået sit navn." (Oversætterens bemærkning: i den latinske tekst bruges glosen "religati", som her oversættes med "bundet". Det hævdes af nogle filologer at ordet er i slægt med "religion".)

 

Vor uforglemmelige forgænger, Leo den XIII, erklærede om det samme spørgsmål: "denne sande og for Guds børn værdige frihed, der på ædleste vis værner om selve den menneskelige persons værdighed, overvinder al magt og uretfærdighed. Kirken har altid stræbt efter den og haft den inderligt kær. Det var denne frihed, som stadigt blev forsvaret af apostlene, fremhævet i apologeternes skrifter og helliget af utallige martyrers blod."

Retten til frit at vælge sin stand

Mennesker har ret til uantastet at vælge den stand, de selv ønsker: om de vil grundlægge familier, indenfor hvilken mand og kvinde har lige rettigheder og pligter, om de vil følge et præstekald eller et liv i ordensstanden.

 

Den primære og naturlige kimcelle for det menneskelige samfund er familien, som hviler på det frivilligt indgåede, monogame og uopløselige ægteskab. Det følger heraf, at man såvel i økonomiske og sociale som i kulturelle og moralske spørgsmål så omhyggeligt som muligt skal sørge for, hvad der tjener til at styrke familien og kan hjælpe den til at løse sine opgaver. Forældrene har imidlertid førsteret, når det gælder børnenes underhold og uddannelse.

Økonomiske rettigheder

På de økonomiske områder har mennesket ifølge sin natur ikke alene retten til frit initiativ, men også retten til frit at vælge sit arbejde.

 

Disse rettigheder er uløseligt forbundet med retten til arbejdsforhold, der ikke skader helbredet, bringer moralen i fare eller hæmmer ungdommens normale udvikling. Kvinder har ret til arbejdsvilkår, der er i harmoni med deres behov og deres opgaver som hustruer og mødre.

 

Af den menneskelige persons værdighed udspringer også retten til at påtage sig økonomisk initiativ på eget ansvar. Det må særligt understreges, at arbejderen har ret til en løn, som fastsættes på en retfærdig måde, og som - i forhold til de nudler, man råder over - er tilstrækkelig til at give arbejderen og hans familie en levestandard, der svarer til den menneskelige persons værdighed. Vor forgænger, Pius XII, sagde om denne sag: "Pligten til at arbejde, der er begrundet i vor natur, stemmer overens med den naturlige rettighed, at det enkelte menneske gennem sit arbejde kan finde nødvendige midler til sit eget og sine børns underhold. Så fundamentalt sørger naturen for menneskets opretholdelse."

 

Den private ejendomsret og retten til at eje produktionsmidler er også begrundet i menneskets natur. Vi har andetsteds om denne rettighed erklæret, at "den er et så velegnet middel til at hævde personligheden og udøve ansvar på alle områder og i øvrigt betyder tryghed for familien og fredelig og velordnet blomstring af samfundslivet"

 

Det kan i øvrigt være nyttigt at henlede opmærksomheden på, at "med ejendomsretten er uløseligt forbundet en social funktion."

Forsamlingsfrihed og foreningsfrihed

Eftersom mennesket er et samfundsvæsen har det ret til at danne forsamlinger og foreninger. Det har ligeledes ret til at give disse foreninger en organisatorisk form, det anser for bedst egnet til opnåelse af formålene; det kan inden for sådanne sammenslutninger handle på eget initiativ og med sit eget ansvar for at nå de mål, man har stillet sig. Vi har selv i rundskrivelsen Mater et Magistra, erklæret, at det for at nå resultater, som det enkelte menneske ikke kan magte uden støtte af et fællesskab, er nødvendigt at danne mange forskellige grupper og foreninger. Disse foreninger og organisationer 'nå betragtes som overmåde nødvendige redskaber til beskyttelse af den menneskelige persons værdighed og frihed.

 

Retten til at emigrere og immigrere

Ethvert menneske har ret til inden for sit eget lands grænser at bevæge sig frit og at flytte til en anden bopæl. Det har ligeledes, når der foreligger rimelige grunde, retten til at rejse til andre lande og oprette sin bopæl der. Selv om man er borger i en bestemt stat, mister man på ingen måde sit medlemskab af menneskehedens familie, sit borgerskab i et verdensomfattende samfund af alle mennesker.

Politiske rettigheder

Den menneskelige persons værdighed indebærer retten til aktivt at tage del i offentlige anliggender og at yde sin del til borgernes fælles vel. Vor forgænger, Pius den XII, hvem vi med glæde mindes, har sagt: "Det kan ikke være rigtigt at betragte mennesket som et objekt og et passivt element i det sociale liv, når det i virkeligheden må være samfundets subjekt, dets grundlag og dets endemål."

 

Som person har mennesket også ret til en juridisk beskyttelse, der er effektiv, upartisk og overensstemmende med de sande normer for retfærdighed. Vor forgænger, Pius d. XII, har sagt: "Den retsorden, Gud har villet, tildeler det enkelte menneske personlige, uforanderlige rettigheder, for hvilke det kan kræve juridisk beskyttelse, og som anviser det et bestemt, afgrænset rettighedsområde, der ikke vilkårligt må krænkes."

 

PLIGTER

 

Den enkeltes rettigheder og pligter

De naturlige rettigheder, som vi netop har omtalt. er i det enkelte menneske knyttet til lige så mange pligter. Disse rettigheder og pligter tildeles os eller pålægges os af naturretten, fra hvilken de udspringer, får deres næring og ubøjelige styrke.

 

For eksempel modsvares ethvert menneskes ret til livet af pligten til at bevare livet, retten til en værdig levestandard af pligten til en hæderlig levevis, retten til frit at søge sandheden af pligten til vedvarende fordybelse i sandheden.

Gensidige rettigheder og pligter

Når vi har anerkendt dette, må konsekvensen blive, at det ene menneskes ret pålægger andre en forpligtelse: pligten til at anerkende og respektere den pågældendes rettigheder. Enhver fundamental menneskelig rettighed får sin styrke og autoritet fra naturretten, som tildeler os den og samtidigt pålægger os pligter. De personer, der kræver rettigheder for sig selv, men helt glemmer eller ikke med omhu opfylder deres forpligtelser, er som folk der bygger op med den ene hånd og river ned med den anden.

Indbyrdes samarbejde

Det er i overensstemmelse med menneskers natur at danne samfund, og derfor må de leve sammen og virke til gavn for hinanden. I et velordnet menneskeligt samfund må de gensidigt anerkende hverandres rettigheder og opfylde deres forpligtelser. Det betyder, at enhver må stræbe efter på en storsindet måde at bidrage til skabelsen af et milieu, i hvilket rettigheder og forpligtelser omsorgsfuldt anerkendes og fører til positive resultater.

 

Det er, for at nævne et eksempel, ikke nok, at man accepterer menneskers ret til livets fornødenheder; man må også arbejde energisk på, at de virkeligt får tilstrækkeligt til livets underhold.

 

Et samfund bestående af mennesker bør ikke blot være velorganiseret, men det må også forsyne dem med mange livsfornødenheder. Det er derfor en betingelse, at de respekterer hinandens rettigheder og opfylder deres forpligtelser. Det må forudsættes, at de samvirker om mange opgaver, som vor tids civilisation enten muliggør, inspirerer til eller kræver af os.

Personligt ansvar

Endvidere fordrer den menneskelige persons værdighed, at individet kan handle under eget ansvar og i frihed. Indenfor samfundslivet skal et menneske derfor hovedsageligt på eget initiativ og under eget ansvar udøve sine rettigheder, opfylde sine forpligtelser og på mange områder samarbejde med andre. Det må ske på en sådan måde, at den enkelte handler ud fra sin egen overbevisning, sin egen vurdering og pligtfølelse og ikke er under indflydelse af tvang eller tryk udefra. Et samfund bygget alene på magt kan ikke kaldes menneskeligt, for det bar knægtet sine medlemmers frihed i stedet for at anspore dem til personlig udvikling og til at stræbe efter fuldkommenhed.

Et samfundsliv i sandhed, retfærdighed, kærlighed og frihed

Et samfund kan blive velordnet, sundt og menneskeværdigt, når det grundlægges på sandhed. Apostlen Paulus giver os denne formaning: "Derfor aflæg løgn og tal sandhed, hver med sin næste; vi er jo hverandres lemmer." Dette kan bedst praktiseres, hvis den enkelte kender både sine egne rettigheder og sine forpligtelser over for andre. Det menneskelige samfund vil fremtræde, som vi netop har skildret det, hvis borgerne ledes af retfærdighed, beflitter sig på at agte andres ret og selv at gøre deres pligt, idet de handler af oprigtig kærlighed, føler andres behov som deres eget, er villige til at dele livets goder med dem og tillige virker for, at alle kan få adgang til de højeste åndelige værdier. Men det må ikke glemmes, at frihed er en vækstbetingelse for det samfund, der skal svare til menneskets værdighed. Mennesket er et fornuftsvæsen og må selv bære ansvaret for sine handlinger.

 

Den menneskelige samfundsdannelse bør først og fremmest virke til gavn for sjælene. Mennesker bør, ledet af lyset fra sandheden, dele deres erkendelse med andre, beskytte deres egen ret og opfylde deres forpligtelser, idet de anspores til at stræbe efter de åndelige goder. Inden for samfundslivet må man give mennesker mulighed for at kunne glæde sig over de mangeartede udtryk for det skønne og inspirere dem til med en åben holdning at dele hverandres åndelige værdier. Disse åndelige værdier befordrer og styrer bevægelserne inden for videnskaben, den økonomiske og politiske udvikling, statsdannelsen og lovgivningen og i øvrigt i enhver anden sag, som har betydning for det menneskelige samfunds ydre struktur og fortsatte udfoldelse.

 

Gud er ophav til moralloven

Den morallov, der regulerer menneskers indbyrdes forhold, er helt af åndelig art. Eftersom den er begrundet i sandheden, må den fungere i overensstemmelse med retfærdighedens principper. Den kræver at levendegøres og fuldendes af den gensidige kærlighed, og den bør under frie vilkår blive mere og mere human og retfærdig.

 

En sådan orden, hvis absolutte og uforanderlige principper gælder overalt, stammer fra den sande, personlige Gud, der er højt hævet over den menneskelige natur. Eftersom Gud er selve sandheden og det højeste gode, er han tillige den oprindelige kilde, hvoraf det menneskelige samfund må øse sin livskraft, hvis det skal blive velordnet, frugtbart og menneskeværdigt. Om dette spørgsmål skriver Sankt Thomas af Aquin: "Menneskets fornuft, der styrer den menneskelige vilje og vurderer dens handlingers kvalitet, er selv afhængig den evige lov, den guddommelige fornuft, og det er da indlysende, at de menneskelige handlingers værd i langt højere grad beror på den evige lov end på menneskets fornuft."

Tidens tegn

Vor egen tidsalder har tre særlige karakteristika. For det første har arbejderklasserne gradvis vundet terræn økonomisk og socialt. Til en begyndelse krævede de først og fremmest deres ret i økonomiske og sociale spørgsmål, men de førte efterhånden kampen ind på det politiske område og rettede omsider deres opmærksomhed mod de kulturelle goder. I vore dage forlanger arbejderne over hele verden derfor, at man holder op med at betragte dem som et menneskemateriale, der ikke kan tænke og handle frit, og som er til vilkårlig disposition for andre. De vil anerkendes som selvstændige individer, der på alle områder er delagtige i samfundslivet, dvs. i de økonomiske, sociale og politiske anliggender samt i videnskaben og kulturen.

 

Det er dernæst karakteristisk for vor tid, at kvinder nu tager del i det offentlige liv. Denne ændring i kvindens stilling er måske blevet gennemført hurtigst af de kristne folkeslag, men den fremmes dog støt og i vidt omfang af de nationer, der har arvet andre traditioner og er præget af en anden kultur. Kvinder er i dag blevet sig deres egen menneskelige værdighed bevidst, og de vil ikke betragtes, som om de var sjælsløse ting eller blot redskaber. Såvel på det huslige område som inden for samfundslivet fordrer de rettigheder og forpligtelser, der harmonerer med den menneskelige persons værdighed.

 

Vor tidsalder er for det tredje særpræget ved, at den samlede menneskehed både socialt og politisk har antaget en helt ny skikkelse. Efter som alle nationer har opnået eller snart opnår selvstændighed, vil der fremover ikke mere findes hverken herskende eller undertrykte nationer. Inden for alle folkeslag er mennesker allerede eller vil snart blive borgere i frie stater, og ingen folkegruppe skal i fremtiden være under fremmedherredømme. I vore dage forsvinder også den århundredgamle opfattelse, at nogle samfundsklasser er mindreværdige, mens andre er de overlegne på grund af deres økonomiske og sociale standard, i kraft af deres køn eller deres særlige rang. Nu er det tværtimod en udbredt og herskende opfattelse, at alle mennesker ifølge deres naturs værdighed er ligemænd. Derfor bliver race-diskrimination, i hvert fald teoretisk, på ingen måde accepteret, hvilket har stor og vægtig betydning for dannelsen af et menneskeligt fællesskab efter de principper, vi har mindet om. Når et menneske bliver sig sine rettigheder bevidst, må det nødvendigvis også indse sine forpligtelser. Det vil sige, at den, der har bestemte rettigheder. tillige er forpligtet til at hævde dem som udtryk for sin menneskelige værdighed, mens andre har pligt til at anerkende og agte disse rettigheder.

 

Når samfundsdannelsen baseres på rettigheder og pligter, bliver mennesker opmærksom på de åndelige værdier, forstår hvad sandhed er, hvad retfærdighed, kærlighed og frihed er, og de er sig bevidst at være lemmer på et samfundslegeme. Hertil kommer, at ad denne vej nærmer menneskene sig en bedre erkendelse af den sande, personlige Gud, som er hævet over den menneskelige natur. De betragter forholdet til Gud som det bærende grundlag for deres eget åndelige liv og for deres livsfællesskab med andre mennesker.

 

ANDEN DEL

FORHOLDET MELLEM DEN ENKELTE STATS BORGERE OG MYNDIGHEDERNE

Øvrighedens nødvendighed og guddommelige oprindelse

Det er ikke muligt for et menneskeligt samfund at være velordnet og produktivt, medmindre bestemte personer, der har fået deres myndighed på retmæssig måde, opretholder ordenen og tager sig af det almene vel. Al myndighed stammer fra Gud, som Paulus lærer os: ". . . der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud." Apostlens belæring forklares af Sankt Johannes Chrysostomus på følgende måde: "Hvad mener du? Er alle regeringer indsat af Gud? Nej, det vil jeg ikke sige, for jeg taler ikke her om de enkelte regeringer, men om selve sagen. Det er, mener jeg, ikke tilfældigt men bestemt af guddommelig visdom, at der findes regeringer, at nogle regerer og andre adlyder. Gud har skabt mennesket som et samfundsvæsen, og da intet samfund "kan bestå uden en styrelse, der effektivt leder de enkelte mod det fælles mål, er det nødvendigt for et menneskeligt samfund at have en øvrighed; og den har som samfundet selv sin rod i menneskets natur, hvis ophav er Gud."

 

Man må dog ingenlunde tro, at øvrigheden ikke er bundet af visse normer. Den har netop magt til at udstede ordrer, som er fornuftige og rimelige, og som får deres forpligtende værdi fra selve moralloven, hvis ophav og endemål er Gud. Vor forgænger, Pius XII, sagde: "Den absolutte plan, der omfatter hele den levende skabning, og som mennesket selv stiler mod - vi tænker her på det frie menneske, der har uafviselige pligter og rettigheder, mennesket, der giver samfundet dets eksistensberettigelse og formål - indbefatter også staten, dette uundværlige fællesskab, som er forlenet med myndighed og uden hvilket mennesker ikke kan være til . . Såsom den sunde fornuft og ikke mindst den kristne tro siger os, at det ordnede forhold mellem alt eksisterende kun kan stamme fra den personlige Gud, alle tings Skaber, får også øvrigheden sin værdighed fra Gud og har i en vis udstrækning del i hans autoritet."

 

Hvis myndighederne udelukkende eller fortrinsvis benytter sig af trusler, af frygten for straf og løfter om belønning, kan de ikke på en virkningsfuld måde fremme det almene vel. Selv om det var muligt at styre samfundet med sådanne midler, ville de i hvert fald slet ikke harmonere med det frie og tænkende menneskes værdighed. øvrighedens magt er først og fremmest af åndelig (moralsk) art, og derfor skal den appellere til den enkeltes samvittighed, dvs. den enkeltes pligt til villigt at arbejde til gavn for fællesskabet.

 

Da alle mennesker ifølge deres naturs værdighed er lige, kan ingen tillade sig at øve pres på en andens samvittighed. Det tilkommer kun Gud, som alene gransker menneskets hjerte og har ret til at dømme.

 

Kun når den statslige myndigheds autoritet er i samklang med og har del i Guds autoritet, kan staten pålægge mennesker en samvittighedsforpligtelse. Hvor dette princip holdes i hævd, beskyttes også borgernes værdighed, idet de ikke adlyder en regerings embedsmænd på grund af deres menneskelige egenskaber, men i virkeligheden adlyder Gud, der omsorgsfuldt har skabt alt og bestemte, at det indbyrdes forhold mellem mennesker skulle reguleres af en orden, han selv har fastsat. Når vi viser Gud den ære, vi skylder ham, er der ikke tale om, at vi fornægter vor overbevisning: man må snarere sige, at vi derigennem fuldkommes og forædles. "At tjene Gud er at regere."

 

Bemyndigelsen til at regere er som sagt af moralsk art og stammer fra Gud; hvis en regering udsteder love eller befalinger, som er i strid med moralloven og Guds vilje, kan disse love og fuld-magter ikke forpligte borgerne i deres samvittighed, for "man må adlyde Gud fremfor mennesker." Resultatet er, at selve autoriteten undergraves og erstattes af et skammeligt magtmisbrug. Sankt Thomas af Aquin skriver om dette spørgsmål: "En lov givet af mennesker har kun karakter af en retfærdig lov i den grad, den stemmer overens med korrekt tænkning og er afledet af den evige lov. For så vidt den fjerner sig fra korrekt tænkning, må den betegnes som en uretfærdig lov, idet den mangler lovens karakter, og den må da snarere kaldes et magtmisbrug."

 

Selv om øvrigheden stammer fra Gud, betyder det på ingen måde, at mennesker ikke har ret til at vælge statens ledere, fastsætte regeringsformer eller afgrænse statens myndighedsområde. Det skulle være klart, at vor belæring er i fuld overensstemmelse med ethvert sandt demokratisk styre.

Statens opgave at sørge for det fælles vel

Som individer og ved hjælp af sammenslutninger er mennesker forpligtede til at arbejde for det fælles vel, hvilket først og fremmest medfører, at deres egne interesser må tilpasses andres behov og at de må tilrettelægge deres indsats efter de bestemmelser, myndighederne har truffet i henhold til retfærdighedens principper og inden for deres kompetenceområde. De handlinger, en ansvarlig regering påbyder, bør være af en sådan art, at de ikke alene er formelt uangribelige, men også direkte fremme samfundets velfærd eller i hvert fald kan udføres i denne hensigt.

 

Øvrigheden har som sagt sin eksistensberettigelse deri, at den skal virke for det almene vel, og det er da indlysende, at den både må respektere de væsentlige betingelser for at gavne fællesskabet og bør indrette sin lovgivning efter den aktuelle, historiske situation.

Målet for statens bestræbelser

Selvfølgelig skal man i spørgsmålet om samfundets velfærd tage hensyn til de enkelte folkeslags særlige egenskaber, der dog ikke ændrer noget afgørende. Selve menneskets natur er den vigtigste faktor, når man skal definere det almene vel. Det kan ikke defineres blot udfra doktrinære eller historiske betragtninger, men det må vurderes udfra opfattelsen af mennesket som en person.

 

Det er i øvrigt væsentligt for den fælles velfærd, at alle statens borgere får del i den, selv om det sker i varierende grad efter den enkeltes opgaver, indsats og vilkår. Derfor bør samfundsledere arbejde til bedste for helheden og Uden at give enkelte borgere eller befolkningsgrupper en privilegeret stilling. Vor uforglemmelige forgænger, Leo XIII skrev om dette: "Det bør ikke være tilladt den statslige øvrighed kun at tjene et mindretal, for den blev indsat til at fremme det fælles vel."

 

Det kan dog af hensyn til retfærdighed og billighed være nødvendigt, at de ansvarlige tænker med større omsorg på småkårsfolk, da det er vanskeligere for dem at hævde deres ret og varetage deres lovlige interesser.

Det er i denne forbindelse, mener vi, betimeligt at erindre om, hvordan den fælles velfærd angår det hele menneske, såvel dets legemlige som dets åndelige fornødenheder. Samfundets ledere bør derfor under hensyntagen til værdiernes rette rangfølge og med passende midler sørge for, at både de materielle og de åndelige goder er tilgængelige for borgerne.

 

Disse principper stemmer helt overens med vor lære i rundskrivelsen "Mater et Magistra" (Vort sociale Ansvar), hvor vi fremhævede, at spørgsmålet om det fælles vel "omfatter alle de forudsætninger for et samfundsliv, der letter mennesker mulighed for en fuld udfoldelse af deres personlige egenskaber".

Imidlertid kan menneskene, som består af legeme og udødelig sjæl, ikke i dette jordiske liv finde mættelse for alle deres behov eller opnå en fuldendt lykke. Derfor må bestræbelserne på at skabe almen velfærd ikke modvirke menneskets evige frelse, men netop være til gavn for den.

Statens ansvar, individets rettigheder og pligter

Eftersom der i vore dage er enighed om, at man først og fremmest sikrer samfundets velfærd ved at fremhæve individets rettigheder og pligter, må staten drage omsorg for, at disse rettigheder anerkendes, respekteres, harmoneres med andre rettigheder, beskyttes og fremmes, og at den enkelte lettes i bestræbelsen på at gøre sin pligt. "For det er en væsentlig opgave for enhver øvrighed at værne om menneskets ukrænkelige ret og støtte det i opfyldelsen af sine pligter."

En øvrighed, der ikke anerkender eller direkte undertrykker menneskers rettigheder, gør sig ikke blot skyldig i misligholdelse af sit hverv, men dens forordninger savner enhver juridisk gyldighed.

 

Beskyttelse af personen

Det er en alvorlig pligt for statens styrende mænd at koordinere forholdet mellem samfundsborgerne på en sådan måde, at den ene ikke i udøvelsen af Sin egen ret krænker andres rettigheder, at ingen ved at hævde sin ret hindrer andre i at gøre deres pligt at alle borgeres rettigheder virkningsfuldt beskyttes, og at mani tilfælde, hvor der er forvoldt skade, yder fuld godtgørelse.

 

Pligten til at værne om de personlige rettigheder

Staten må fremdeles i hele samfundets interesse virke for, at der skabes forhold, som gør det muligt for det enkelte menneske ubesværet at hævde sin ret og gøre sin pligt. Erfaringen viser os, at hvis ikke myndighederne kender deres ansvar I økonomiske, politiske og kulturelle spørgsmål vil der, især I vore dage, blive større og stære ulighed mellem borgerne med det resultat, at deres rettigheder og forpligtelser udhules.

 

Det er nødvendigt, at den offentlige administration drager omsorg for borgernes økonomiske og sociale fremgang, for udbygningen af produktions-apparatet og for vigtige offentlige foranstaltninger såsom anlæg af veje, transportmidler, kommunikationsmidler, vandforsyning, boligbyggeri, sundhedsvæsen, undervisning, passende støtte til det religiøse livs udfoldelse og til befolkningens fritidsbeskæftigelse. Myndighederne må også bestræbe sig på at udvikle en socialforsorg, så at ingen. der rammes af ulykker eller tynges af store forpligtelser over for deres familie, skal savne midler til en menneskeværdig tilværelse. Der må ikke mindst sørges for, at arbejdsduelige borgere kan finde en beskæftigelse, der passer til deres evner, at de lønnes retfærdigt og rimeligt, og at arbejderne kan få medansvar for produktionsmidlerne. Man bør lette oprettelsen af organisationer, som vil gøre samfundslivet mere frugtbringende og effektivt. Man bør endvidere sørge for, at enhver efter sine forudsætninger og formåen kan få del i kulturens goder.

 

Balancen mellem de to former for statsindgreb

Det er nødvendigt for det fælles vel, at myndighederne på den ene side koordinerer og værner borgernes rettigheder og på den anden side fremmer dem, men man må sørge omhyggeligt for at holde balancen mellem disse opgaver. Det bør ikke ske, at enkelte individer eller grupper, hvis rettigheder på en særlig måde beskyttes, derigennem får en privilegeret stilling i samfundet. Men der er heller ingen grund til at drive omsorgen for alle borgeres ligeret ud i det absurde med det resultat, at man hæmmer den frie udfoldelse af de personlige rettigheder. "Man skal altid holde fast ved den grundsætning, at hvor omfattende og dybtgående end statens indgreb på det økonomiske område bliver. er det ikke dens opgave mere og mere at indsnævre mulighederne for privat initiativ, men den skat tværtom gennem en virkningsfuld beskyttelse af den menneskelige persons rettigheder bestræbe sig på at udvide disse muligheder."

Den ansvarlige øvrighed bør altid under sine forsøg på at lette borgerne udøvelsen af deres rettigheder og opfyldelsen af deres forpligtelser på samfundslivets forskellige områder have den her omtalte balance i sigte.

Den offentlige myndigheds struktur og funktion

Det er for øvrigt ikke muligt én gang for alle at afgøre, hvilken statsform samfundet er bedst tjent med, og hvordan henholdsvis den lovgivende, den udøvende og den dømmende myndighed fungere i mest tilfredsstillende. Sagen er jo den, at skal man definere den bedste regeringsform og dens funktion, må man lægge stor vægt på det enkelte folks historiske baggrund og særlige vilkår, der skifter med tid og sted. Det er imidlertid efter vor opfattelse i overensstemmelse med den menneskelige natur, at samfundets styres af en tredelt øvrighed svarende til de tre områder hvor staten har myndighed. I en sådan samfundsform bliver ikke alene statens kompetenceområde, men også forholdet mellem borgerne og embedsmændene præciseret i lovgivningen. Dette giver borgerne den nødvendige beskyttelse til udøvelsen af deres rettigheder og opfyldelsen af deres forpligtelser.

 

Det er en selvfølge, at hvis et juridisk og politisk system af denne art skal give de forventede resultater, må de ansvarlige søge at løse de foreliggende problemer med dertil svarende metoder og midler, som stemmer overens med deres eget embedes opgaver og samfundets aktuelle situation. Det er da en forudsætning, at lovgivningsmagten under de vekslende vilkår aldrig glemmer de moralske principper, landets forfatning eller almenvellets krav. Det er fremdeles en forudsætning, at den udøvende magt ud fra et grundigt kendskab til loven og en omhyggelig undersøgelse af forholdene handler i pagt med retfærdigheden, og at den dømmende magt upartisk og humant hjælper enhver til at få sin ret. For at opretholde ordenen kræves det, at både de enkelte borgere og deres sammenslutninger beskyttes af loven, når de udøver deres rettigheder og opfylder deres forpligtelser - det gælder i deres indbyrdes forhold og i forholdet til de offentlige myndigheder.

 

Lovgivning og samvittighed

Det er ubestrideligt, at samfundets velfærd i høj grad afhænger af en retsorden, der harmonerer med retfærdighedens normer og det pågældende samfunds politiske modenhed.

 

I vore dage er dog samfundets liv så mangesidigt, sammensat og bevægeligt, at selv en retsorden fastlagt med kløgt og omtanke ikke kan tilfredsstille alle samfundets behov. Forholdet mellem de enkelte borgere, forholdet mellem på den ene side enten den enkelte eller en gruppe borgere og på den anden side myndighederne samt det indbyrdes forhold mellem statens forskellige organer kan fremkalde indviklede og prekære problemer, som ikke lader sig løse inden for de fastlagte juridiske grænser. I sådanne tilfælde må myndighederne respekten den vedtagne juridiske ordens bogstav og ånd, idet man stiller sig åbent over for samfundets aktuelle behov og bestræber sig på at løse nye problemer med en lovgivning, der svarer til dem. De ansvarlige må have en klar forestilling om deres opgaves karakter og omfang. De bør være i besiddelse af en sådan sindsligevægt, retskaffenhed. praktisk sans og viljekraft, at de kan vurdere den foreliggende situation og handle effektivt og hurtigt.

Borgernes deltagelse i det offentlige liv

Det hører med til den menneskelige værdighed, at borgerne tager del i det offentlige liv. Det enkelte samfunds politiske medenhed bestemmer, på hvilken måde de kan gøre deres indsats.

 

Denne aktive deltagelse i statens styre åbner for øvrigt nye og vide perspektiver. Den giver samfundets ledere lejlighed til oftere og på bred basis at komme i kontakt med borgerne, så de lettere erfarer, hvad det almene vel kræver. I øvrigt vil en begrænset funktionsperiode for samfundets ledere forhindre at samfundslivet stivner. Der bliver ved en sådan ordning mulighed for at tilføre det ny kraft og fremme dets udvikling.

Tidens tegn

Når man i vore dage vil organisere en stat efter juridiske principper, bestræber man Sig i første række på at give en tydelig og præcis udformning af de egentlige menneskerettigheder, der ofte nedfældes i selve forfatningen. Det er i øvrigt betegnende, at man vedtager en forfatning for staten og i den blandt andet fastslår, hvordan de offentlige embeder skal besættes, deres forhold til hinanden, deres kompetenceområde samt hvilke midler og fremgangsmåder, de må tage i anvendelse.

 

Man fastslår endvidere, idet man taler om pligter og rettigheder, hvordan borgerne og embedsmændene skal forholde sig til hinanden, og man betoner, at øvrigheden først og fremmest bør anerkende. og respektere borgernes rettigheder og pligter samt drage omsorg for at de koordineres, værnes og fremmes.

 

Det er dog ikke rimeligt at acceptere en opfattelse, som går ud på, at enten individernes eller nogle samfundsgruppers vilje er det primære og eneste ophav til borgernes rettigheder og pligter samt den eneste basis for den forpligtende forfatning og myndighedernes beføjelser.

Imidlertid viser de nævnte bestræbelser, at vor tids mennesker mere og mere er blevet sig deres egen værdighed bevidst og føler trang til at deltage i det offentlige liv, idet de fordrer, at deres personlige, ukrænkelige rettigheder bliver sikret af landets grundlov. Desuden forlanger de, at samfundets ledere vælges i henhold til grundlovens bestemmelser og kun udøver deres myndighed inden for de områder, den har afgrænset.

 

TREDIE DEL

FORHOLDET MELLEM STATER

Rettigheder og forpligtelser

Vedrørende staterne har vore forgængere ofte erklæret - og det vil vi gerne bekræfte med vor egen myndighed - at også det indbyrdes forhold mellem stater reguleres af rettigheder og forpligtelser. Det betyder, at de må koordinere deres behov tid fra sandhedens og retfærdighedens principper, og at de bør samarbejde i solidaritet og respekt for hinandens frihed. Den samme naturret, der bestemmer forholdet mellem individer, bor også styre forholdet mellem stater.

 

Denne grundregel er let at godtage, når man husker på, at statslederne aldrig kan fornægte deres egen menneskelige værdighed, når de repræsenterer et samfund og varetager dets interesser; de kan ikke tillade sig at svigte naturretten selve moralloven, som forpligter dem.

 

Det ville være utænkeligt, at mennesker, der har fået til opgave at regere deres land, skulle tvinges til at aflægge deres personlige værdighed. De har jo fået en fremtrædende plads i samfundet, fordi de er udrustet med særlig begavelse og evner og regnes blandt de bedst egnede.

 

Man kommer til samme konklusion, når man betragter selve moralloven, som netop kræver, at samfundet ledes af en øvrighed. Når denne øvrigheds eksistens beror på moralloven, kan den ikke modarbejde moralloven uden selv at gå til grunde. Gud formaner os med disse ord: "Lyt, I konger, og forstå! Lær, I jordens fjerneste herskere! Vend øret til, I som befaler over nationer og hersker over folkeslag! For det er Herren, som har givet jer magten, den Allerhøjeste, som har givet jer styrke. Han skal granske jeres handlinger og jeres tanker."

 

Man bør følgelig forstå, at også når det drejer sig om det indbyrdes forhold mellem stater, må myndighederne have det almene vel for øje; det er de netop først og fremmest indsat til. Og det almene vel beror i højeste grad på en anerkendelse af og respekt for de moralske love. "Den rigtige organisering af staternes forhold til hinanden må grundfæstes i den moralske lovs urokkelige og uforanderlige klippe. Denne lov har verdens skaber tilkendegivet gennem naturens orden, og han har prentet den med uudslettelige tegn i menneskets hjerte. Som et fyrtårn viser den med sine grundsætninger det enkelte menneske og nationerne den vej, de skal følge. De må lytte til dens signaler, dens advarsler om kommende fare og dens løfter om sikker havn, hvis de ikke vil risikere, at al deres arbejde og møje for at skabe nye og bedre forhold i verden, skal lide skibbrud på det stormende hav."

Forpligtelse over for sandheden

Det indbyrdes forhold mellem staterne bør være i overensstemmelse med sandheden. Sandheden kræver imidlertid, at der ikke findes nogen forskelsbehandling af racemæssige grunde. Det bør stå urokkelig fast, at alle folkeslag af naturen er lige i værdighed. De har hver for sig ret til at eksistere, til at udvikle sig, at eje de nødvendige midler til deres eksistens og selv at være ansvarlige for virkeliggørelsen af deres muligheder. De kan med fuld ret forlange agtelse og respekt for deres gode navn og rygte.

 

Erfaringen siger os, at mennesker med hensyn til kundskaber, moral, intellektuelle evner og materielle besiddelser kan være meget forskellige. Dette giver dog ikke de privilegerede ret til at udnytte de svagere, men det pålægger dem blot et meget større ansvar og pligt til at hjælpe andre fremad på fuldkommenhedens vej.

 

På en lignende måde kan det forekomme, at nogle nationer i videnskabelig, kulturel og økonomisk henseende er foran andre. Denne gunstige stilling giver dem ingenlunde ret til at beherske andre, men den pålægger dem tværtimod den pligt at yde et særligt bidrag til alle folkeslags fremgang. Det er ikke sandt, at nogle mennesker af natur står over andre, for alle har den samme naturlige værdighed. På samme måde findes der heller ikke nogen ulighed mellem nationerne, for også de har ifølge naturen den samme værdighed. De er jo hver for sig som et legeme, hvis lemmer er de enkelte mennesker. Og det bør ikke glemmes, at nationerne med rette er yderst følsomme over for enhver krænkelse af deres værdighed og ære.

 

Hensynet til sandheden kræver endvidere, at man ved benyttelsen af de forskellige kommunikationsmidler, som den moderne teknik har stillet til rådighed, og som gør det muligt for folkene at uddybe deres viden om hinanden, altid holder sig til det strengt saglige. Dette udelukker ikke, at de enkelte nationer har ret til særligt at fremhæve deres egne værdier, men man må bestemt tilbagevise al nyhedsformidling, der gennem en nedvurdering af andre nationer både krænker sandhedens og retfærdighedens principper.

 

Forpligtelse over for retfærdigheden

Det er nødvendigt, at den indbyrdes forbindelse mellem stater også er præget af retfærdighed. Det betyder, at man gensidigt må respektere hinandens rettigheder og opfylde sine forpligtelser.

 

Eftersom den enkelte nation har ret til at eksistere og udvikle sig, ret tit at forskaffe sig de nødvendige midler til landets fremgang og selv tage ansvaret for udviklingen samt har ret til at værne om sin ære og sin værdighed, må man drage den slutning, at andre stater har pligt til at respektere alle disse rettigheder og undlade enhver handling, der kunne krænke dem. I privatlivet må mennesker ikke fremme deres egne interesser på bekostning af andre, og på en lignende måde ville staterne begå en forbrydelse ved at udvikle sig på bekostning af eller ved undertrykkelse af andre. Det er i den forbindelse passende at citere Sankt Augustins ord: "Når retfærdigheden sættes til side, hvad er da kongedømmerne andet end røverbander?"

 

Det kan naturligvis ske, og det sker jo i virkeligheden, at der opstår en interessekonflikt mellem nationer. så de bekæmper hinanden, Men sådanne konflikter kan ikke løses med våben, list og svig. De må ordnes på en menneskeværdig måde, dvs. i indbyrdes respekt og forståelse, gennem en saglig vurdering af kendsgerningerne og en rimelig overenskomst mellem de stridende.

 

Behandlingen af mindretal

I denne forbindelse må det huskes, at der siden det 19. århundrede har været en voksende tendens til at danne en politisk enhed af mennesker, som har samme nationale oprindelse. Af forskellige grunde kan dette ønske ikke altid virkeliggøres, og resultatet er, at nationale mindretal ikke sjældent må leve inden for en anden nations grænser, hvilket rejser alvorlige problemer.

 

Det må stå helt klart, at alle forsøg på at modarbejde mindretallenes livskraft og udvikling er en alvorlig krænkelse af retfærdigheden, og den bliver særligt alvorlig, hvis man prøver på at udslette de pågældende mindretal. Det vil derimod være i overensstemmelse med retfærdighedens krav, om statslederne energisk bestræber sig på at bedre mindretallenes vilkår, især når det gælder hensynet til deres sprog, kultur, traditioner, økonomiske stilling og udvikling.

 

Det bør imidlertid ikke overses, at sådanne mindretal enten som en reaktion på deres vanskeligheder eller som følge af fortidige begivenheder ofte er tilbøjelige til at overvurdere deres egne nationale særpræg. Undertiden vurderer de dem så højt, at de sætter dem over de alment menneskelige værdier, som om menneskehedens værdier i øvrigt burde underordnes mindretallets nationale interesser. Det ville i virkeligheden være mere fornuftigt, om disse samfundsborgere erkendte, hvilke fordele deres særlige stilling giver dem. Den daglige forbindelse med mennesker præget af en anden kulturtradition kan blive til intellektuel og åndelig berigelse og åbne mulighed for efterhånden at tilegne sig andre nationers særlige værdier. Dette vil dog kun kunne virkeliggøres, hvis mindretallene lever i et vist fællesskab med den nation, der omgiver dem og søger at tage del i dens kultur og traditioner; mindretallene må undgå at så splid, der kan blive årsag til utallige ulykker og hæmme en nations fremgang.

 

Solidaritetsfølelse

Når det indbyrdes forhold mellem stater nødvendigvis skal baseres på sandhedens og retfærdighedens principper, må disse principper også fremmes gennem en aktiv solidaritetsfølelse. En sådan solidaritet bør give sig udtryk i samarbejde på mangfoldige områder. I vore dage er det muligt på en frugtbringende måde at samarbejde økonomisk, socialt og politisk samt på kulturens, sundhedsvæsnets og sportens område. I denne sammenhæng må det bemærkes, at det ikke er myndighedernes naturlige opgave at indskrænke borgernes horisont til deres eget lands grænser, men frem for alt at have omsorg for nationens almene vel, der ikke kan isoleres fra hele menneskehedens velfærd.

 

Det vil sige, at staterne må stræbe efter ikke kun at varetage deres egne interesser på en sådan måde, at de aldrig gør uret mod andre, men de må også hjælpe hinanden med råd og dåd, når det enkelte land ikke alene kan nå de mål, man har sat sig. I disse tilfælde bør man dog undgå aftaler, der er fordelagtige for én statsgruppe, men er til mere skade end gavn for andre.

 

Det almene vel internationalt set kræver endvidere, at man i det enkelte land på alle samfundslivets områder fremmer kontakten mellem borgerne og de forskellige særlige sammenslutninger. Mange steder på jorden er mennesker af forskellig racemæssig oprindelse borgere i samme nation, og man må drage omsorg for, at medlemmer af en folkegruppe ikke hindres i kontakt med medlemmer af en anden folkegruppe. Dette ville jo være i strid med vor tids tendens, en tid, da afstanden mellem folkene næsten er afskaffet. Man bør heller ikke glemme, at de enkelte folkeslag ved siden af deres egne særlige værdier, som adskiller dem fra andre, også ejer vigtige, fællesmenneskelige egenskaber og har trang til at dele åndelige værdier med andre. Disse værdier vil, når de gensidigt tilegner sig dem, føre folkene stadigt længere frem ad fuldkommenhedens vej. Folkeslagene har derfor ret og pligt til at leve i samfund med hinanden.

Den rette balance mellem folkemængde, jord og kapital

Det er en kendt sag, at der mange steder i verden er et misforhold mellem den disponible agerjord og befolkningsmængden eller mellem jordens rigdomme og de redskaber, hvormed man skal udvinde dem. Det er af den grund nødvendigt for en nation at lette udvekslingen af varer, kapital og menneskelig arbejdskraft.

 

Det er, vil vi hævde, i en sådan situation fordelagtigt at kapitalen, såvidt det er muligt, opsøger arbejdskraften og ikke omvendt. På denne måde giver man mange mennesker bedre livsvilkår, uden at de med smerte skal bryde op fra deres hjem og søge at finde sig til rette i et nyt og fremmed miljø.

De politiske flygtninge

Eftersom vi bevæget af Gud føler en faderlig kærlighed til alle mennesker, er det med sorg, vi tænker på den skæbne, man har tildelt dem, som af politiske grunde er blevet forjaget fra deres fædreland. Den store flygtningeskare, som i vore dage er uoverskuelig, gennemgår mange og utrolige lidelser.

 

Dette beviser i virkeligheden. at visse nationers regeringer sætter alt for snævre grænser om den frihed, som den enkelte borger retmæssigt behøver, for at han kan leve på en menneskeværdig måde. Nogle stater bestrider endda selve retten til frihed eller undertrykker den helt. Dette er ensbetydende med en fuldstændig omstyrtelse af samfundets orden, for det er jo ifølge naturen de offentlige myndigheders opgave at værne om det almene vel, blandt hvis første fordringer er anerkendelsen af frihedens sande grænser og et værn om dens rettigheder.

 

Det er her ikke overflødigt at minde om, at en politisk flygtning ejer en personlig værdighed og har krav på respekt for sine rettigheder. Disse rettigheder er ikke bortfaldet, selv om flygtningen i sit hjemland er blevet frakendt sin ret som borger.

 

Det hører også til den menneskelige persons rettigheder, at man kan rejse til et andet land, hvor man håber at opnå bedre levevilkår for sig selv og sin familie. Det er derfor regeringernes pligt at modtage de fremmede og, så vidt samfundets almene og sande vel tillader det, imødekomme dem, der ønsker at blive optaget i det pågældende samfund.

 

Ved den her givne lejlighed vil Vi gerne offentligt udtale vor anerkendelse og vor hyldest til ethvert initiativ, som i overensstemmelse med den menneskelige solidaritet og kristen næstekærlighed sigter mod at lette kvalerne for dem, der tvinges til at forlade deres eget land.

 

Og vi vil ikke undlade at opfordre alle retskafne mennesker til at vise taknemmelighed over for de internationale institutioner, som sætter alle kræfter ind på denne alvorlige sag.

Afrustning

Men i modsætning hertil er det med den største sorg, vi tænker på, at de økonomisk mest udviklede lande allerede har skabt sig umådelige krigsudrustninger og arbejder videre på at øge dem under opbud af enorme åndelige og materielle anstrengelser. Resultatet er, at mens de pågældende nationers borgere må bære tunge byrder, savner andre nationer hjælpemidler til deres økonomiske og sociale fremgang.

 

Til retfærdiggørelse af denne militære oprustning plejer man at angive nødvendigheden af en magtbalance til sikring af freden. Herved fremkalder enhver øgelse af det militære beredskab også en styrkelse af andre staters anstrengelser på dette område. Når en nation er forsynet med kernevåben, fører det med sig, at andre nationer forskaffer sig lignende våben, som kan fremkalde tilsvarende ødelæggelser.

 

Konsekvensen er, at folkeslagene lever i en vedvarende frygt, som om en storm var i anmarch og når som helst med forfærdelig styrke kunne bryde løs. Det er ikke ubegrundet, for våbnene ligger rede. Selv om det er svært at tro på, der findes mennesker, som ville vove at tage ansvaret for en krigs ødelæggelser og lidelser, kan man dog ikke benægte, at en krigsbrand uforudset og uventet kan antændes. Selv om vor tids enorme militærapparat skulle afskrække mennesker fra at indlede en krig, må man ikke desto mindre befrygte, at de kernevåbenforsøg, der foretages i krigerisk hensigt, kan få - hvis de ikke indstilles - alvorlige følger for livet på jorden.

 

Retfærdigheden, den sunde fornuft og sansen for menneskets værd forlanger derfor indstændigt, at rustningskapløbet hører op, at den beholdning af krigsvåben, som de forskellige stater ligger inde med, gensidigt og samtidigt reduceres, at atomvåben forbydes, og at den almindelige afrustning gennemføres efter fælles aftale og under virkningsfuld kontrol. "Det må af al kraft forhindres", formanede vor forgænger, Pius XII, "at en verdens-krig med alle de økonomiske og sociale ulykker og det moralske forfald, den medfører, for tredje gang rammer den menneskelige familie."

 

Alle bør være overbevist om, at hverken en indskrænkning i den militære oprustning, en virkelig nedrustning eller en fuldstændig afskaffelse af våben er gennemførlige, medmindre man skrider til en gennemgribende afrustning, der også omfatter hjerterne. Man må med andre ord enigt og oprigtigt virke for, at frygten og ængstelsen for kommende krige bliver fjernet. Dette har imidlertid som forudsætning, at man i stedet for den opfattelse, at freden er et resultat af magtbalancen, indsætter det princip, at den sande fred mellem folkene kun kan baseres på gensidig tillid. Vi tror på, at dette resultat kan nås, for det ikke alene kræves af den sunde fornuft, men det er i højeste grad ønskværdigt og vil være det største gode for alle.

 

For det første er det en sag, i hvilken den sunde fornuft bør råde. Alle er klar over eller burde i hvert fald være klar over, at det indbyrdes forhold mellem staterne ganske som forholdet mellem menneske og menneske ikke kan afgøres med våbenmagt, men bør styres af den sunde fornufts principper dvs. i overensstemmelse med sandheden, retfærdigheden og solidariteten.

 

For det andet er dette mål værd at stræbe efter for dets egen skyld. Mon der i virkeligheden er nogen, som ikke inderligt ønsker at se krigsfaren drevet væk, freden bevaret og dag for dag fastere forankret?

 

Og for det tredje vil et sådant resultat være det største gode for alle - for det enkelte menneske, for familier, nationerne og den samlede menneskehed. Endnu genlyder vor forgænger, Pius XII's advarende røst i vore øren: "Der tabes intet ved at holde fred, men ved en krig kan alt mistes."

 

Når det forholder sig sådan, vil vi som stedfortræder på jorden før Jesus Kristus, verdens frelser og fredens ophav, tolke den hele menneskeheds inderligste ønske og, bevæget af faderlig kærlighed til alle mennesker, opfordre enhver og særligt statslederne til ikke at spare sig nogen møje og anstrengelse for at styre verdensudviklingen i en retning, der harmonerer med den sunde fornuft og menneskets værdighed.

 

De rådgivende forsamlinger, som er forlenet med kompetence og autoritet, bør omhyggeligt undersøge, hvordan det på internationalt plan vil være muligt at skabe en menneskeværdig ligevægt mellem de forskellige nationers fornødenheder. Vi mener hermed en ligevægt, der hviler på indbyrdes tillid, oprigtige aftaler og betingelser, der ikke krænkes. Spørgsmålet må studeres fra alle sider, indtil man finder et udgangspunkt for venskabelige, stabile og frugtbringende aftaler.

 

Vi vil for vort eget vedkommende ikke ophøre med at anråbe Gud om himmelsk bistand til dette arbejdes fremgang og gode resultater.

Respekt for national frihed

Hertil kommer, at staternes indbyrdes forbindelse må reguleres af frihedens principper. Det vil sige, at ingen stat har lov til at undertvinge en anden eller blande sig i dens indre anliggender. Det er tværtimod nødvendigt, at man gensidigt hjælper hinanden til mere og mere at blive sig sit ansvar bevidst, så man fremmer initiativet og selv gør fremskridt på alle områder.

 

U-landenes fremtid

Ud fra den kendsgerning, at alle mennesker har det samme udspring, er knyttet sammen gennem forløsningen i Kristus og det fælles mål for deres tilværelse, hvorved de er kaldet til at danne én samlet kristen familie, har vi i vor rundskrivelse:

"Mater et Magistra", opfordret de velstående stater til på alle mulige måder at hjælpe de nationer, hvis økonomiske udvikling er i sin vorden.

 

Det har været til ikke ringe opmuntring for os at erfare, hvordan denne appel blev modtaget i vide kredse, og vi håber, at den i fremtiden vil blive hørt af endnu mange flere, og at de nødlidende nationer vil kunne gøre hurtige fremskridt i økonomisk henseende og skabe vilkår, der giver hver enkelt en mere menneskeværdig tilværelse.

 

Det må dog igen og igen fremhæves, at man bør hjælpe disse nationer på en sådan måde, at deres fremtid bliver respekteret. og de må selv føle sig som de egentlige ansvarlige, der skal virkeliggøre deres egen økonomiske og sociale udviklingsplan.

 

Med så megen klogskab har vor forgænger, Pius XII, sagt om dette spørgsmål: "En nyordning af forholdene på grundlag af de moralske principper forbyder ethvert angreb på andre nationers frihed, uafhængighed og sikkerhed. Det gælder tiden hensyn til deres territoriale udstrækning eller forsvarsevne. Selv om det næppe kan undgås, at de større stater i kraft af deres rigere ressourcer og deres magt fastsætter reglerne for de økonomiske overenskomster med mindre og svagere nationer, må dog alle andre af hensyn til det fælles vel respektere disse mindre nationers ret til politisk frihed og til neutralitet under en konflikt mellem andre stater. Disse rettigheder kan de påberåbe sig i kraft af naturretten og folkeretten. De mindre stater har ligeledes ret til selv at lede deres økonomiske udvikling. Kun når sådanne rettigheder er sikrede, kan de mindre nationer yde deres bidrag til det almene vel og fremme deres egne folks fremgang i såvel materiel som kulturel henseende."

 

Det er derfor nødvendigt, at de veludviklede stater i deres forskellige former før hjælpevirksomhed over for de dårligt stillede folkeslag respekterer disses egenart og tager sig i agt for enhver tilbøjelighed til at beherske dem. Når dette gennemføres. kan de veludviklede stater "give et værdifuldt bidrag til skabelsen af et internationalt fællesskab, hvis enkelte medlemmer i bevidstheden om deres rettigheder og pligter på lige fod vil virke til alle folkeslags fremgang."

Tidens tegn

Det er blandt vor tids mennesker en mere og mere udbredt overbevisning, at konflikter, der lejlighedsvis opstår blandt folkeslagne, ikke skal afgøres ved våbenmagt, men gennem forhandlinger. Denne overbevisning, det må indrømmes. beror ofte på de moderne krigsvåbens forfærdelige ødelæggelseskraft og frygten for de katastrofer og rædsler, de kan forårsage. Derfor afviser vor tidsalder, som er atonikraftens æra, den tanke, at krig er et egnet middel til genrejsning af en krænket rettighed.

 

Alligevel må vi ofte med sorg konstatere, at nogle nationer, der ligger under for frygtens løv, ofrer vældige summer på militære formål. De hævder selv - og der er ingen grund til at betvivle deres oprigtighed - at de ikke har til hensigt at angribe, men kun at afskrække andre fra at angribe. Det må dog trods alt håbes, at nationerne gennem gensidige overvejelser og forhandlinger vil erkende, at de ifølge deres menneskelige natur er knyttet til hinanden. De bør efterhånden forstå, at netop deres fælles menneskelige natur først og fremmest forpligter dem til at basere forholdet mellem mennesker og nationer på kærlighed og ikke på frygt; og det er særegent for kærligheden, at den forener mennesker i et oprigtigt, omfattende samarbejde, af hvilket så meget godt kan komme.

 

FJERDE DEL

FORHOLDET MELLEM DE ENKELTE STATER OG FOLKENES VERDENSSAMFUND

Staternes indbyrdes uafhængighed

De seneste fremskridt inden for videnskab og teknik, der har indvirket særdeles meget på den menneskelige levevis, har over hele verden ført mennesker ind i et nært samarbejde og fællesskab. I vore dage udveksler man i stadig øget grad ikke alene materielle ting og ideer, men også mennesker. Fra nation til nation er der voksende indbyrdes forbindelse mellem enkelte personer, familier og sammenslutninger, og der er tillige en hyppigere kontakt mellem de forskellige landes myndigheder. På samme tid bliver det enkelte lands økonomiske stilling mere og mere afhængig af andre landes, og landenes økonomiske forhold bliver efterhånden så tæt sammenkoblede, at de så at sige udgør dele af en verdensomspændende økonomisk helhed. I øvrigt er det enkelte lands fremskridt i social henseende, lovgivning, sikkerhed og indre tryghed uundgåeligt afhængig af forholdene i andre lande.

 

Under disse betingelser er det klart, at et enkelt land isoleret fra de andre ikke mere er i stand til at magte sine opgaver og udvikle sig på den rigtige måde. Det enkelte lands velstand og fremskridt følger andre landes velstand og fremskridt og indvirker selv på dem.

 

De eksisterende organisationer utilstrækkelige til at arbejde for universel velfærd

Ingen tidsalder kan ændre ved den kendsgerning, at menneskeheden danner én familie, hvis medlemmer i kraft af deres naturlige værdighed har samme rettigheder. Det er derfor en uafviselig nødvendighed, som har sin begrundelse i menneskets natur, at man arbejder energisk på det verdensomfattende og almene vel dvs. til gavn for hele menneskeheden.

 

I gamle dage kunne man hævde, at det var statsledernes opgave at tage sig af det almene vel. De søgte at fremme det ved hjælp af diplomatiet og ved hjælp af konferencer og samtaler på højeste plan eller ved indgåelse af pagter og overenskomster. De anvendte altså veje og midler, som var foreskrevet af naturretten, folkeretten eller de internationale aftaler.

 

I vore dage er der imidlertid et andet forhold mellem nationerne. Den universelle velfærd rejser på den ene side meget alvorlige og besværlige problemer, som bør løses hurtigt, fordi de kan have betydning for hele verdens sikkerhed og fred. På den anden side er de enkelte landes regeringer retslig set helt på lige fod, og selv om de afholder mange konferencer og bruger al deres kløgt på at finde bedre juridiske hjælpemidler til behandling af problemerne, formår de ikke at løse dem på en virkningsfuld måde. Det betyder ikke, at de savner god vilje eller initiativ, men deres myndighed slår blot ikke til.

 

I vore dages menneskelige samfund svarer staternes konstitution og funktionsmåde samt deres myndighed på det internationale plan derfor ikke til de krav, man må stille af hensyn til alle folkeslags velfærd.

 

Det fælles vel og den overnationale myndigheds opgaver

Når man omhyggeligt undersøger på den ene side, hvad der er det almene velfærds inderste idé og på den anden side har en klar forestilling om den offentlige myndigheds struktur og opgaver, konstaterer man en helt væsentlig overensstemmelse imellem dem.

 

Ifølge den moralske orden, der fordrer, at en myndighed oprettes for at tjene samfundets almene vel, må denne myndighed råde over de nødvendige midler til at løse sin opgave. Den offentlige myndighed tager form, giver sig udtryk og når sine resultater gennem administrationens organer. Disse organer må derfor have en sådan form og myndighed, at de kan finde frem til de nye veje og midler, der er nødvendige for at sikre det almene vel i takt med samfundsudviklingen.

 

I vor tid opstår der i forbindelse med alle folkeslags velfærd spørgsmål, som angår alle verdens nationer, og de kan kun løses af en myndighed, der har fuldmagter, organisation og virkemidler beregnet på et verdensomfattende arbejde. Selve den moralske orden kræver således, at der oprettes en offentlig administration med international myndighed.

En autoritet bemyndiget ned fælles samtykke og ikke påtvunget med magt

En overnational myndighed med beføjelser gældende for hele kloden og udstyret med de nødvendige midler til at fremme hele verdens velfærd bør skabe med tilslutning fra alle lande og ikke etableret ved magtanvendelse. Kun på denne baggrund kan en sådan myndighed løse sine opgaver effektivt, idet den i enhver henseende må være upartisk og må sigte mod at Imødekomme alle folkedags behov. Hvis stormagterne indsatte en universel myndighed, måne man befrygte, at den kun ville tjene nogle få landes interesser eller blive afhængig af et enkelt land. Og da ville dens handle-kraft og effektivitet være I fare. Selv om der med hensyn til materiel udvikling og militærmagt kan være stor forskel fra nation til nation, er hver enkelt dog meget opsat på at værne sin ligeret og du særlige levevis. Derfor er det ikke med urette, at staten modsætter sig en myndighed, der med magt påtvinges dem, fordi den er blevet oprettet uden deres medvirken og ikke er blevet accepteret af dem i fuld frihed.

 

Den verdensomfattende velfærd og den enkelte persons rettigheder

Ikke alene den enkelte stats velfærd, men også en verdensomfattende velfærd kan kun defineres ud fra en forståelse af mennesket som en person. Det må af den grund være en verdens-myndigheds fornemste opgave at få menneskets rettigheder anerkendt så der vises dem den ære, som tilkommer dem, Idet de beskyttes og udvikles. Dette kan om nødvendigt virkeliggøres ved en direkte aktion eller ved, at man i hele den internationale sammenhæng skaber retsorganer, der hjælper de enkelte landes regeringer til bedre at bestride deres hverv.

Princippet om subsidiaritet

Som det inden for en stat gælder i forholdet mellem på den ene side myndighederne og på den anden side de enkelte borgere, familier og organisationer, at de må følge princippet om subsidiaritet, bør det samme princip regulere forholdet mellem en verdensmyndighed og de enkelte landes regeringer. Det er jo verdensmyndighedens opgave at studere og løse spørgsmål, der på de økonomiske, sociale, politiske og kulturelle områder har betydning for den internationale velfærd. Det drejer sig netop om problemer, der er så indviklede, omfattende og påtrængende, at de frembryder store vanskeligheder og ikke kan løses på en lykkelig måde alene af enkelte landes regeringer.

 

Det er selvfølgelig ikke verdensmyndighedens opgave at indskrænke de enkelte nationers bestemmelsesret over deres eget områder eller at overtage deres anliggender. Den må tværtimod arbejde på over hele jorden at skabe tilstande, der gør det lettere for de enkelte mennesker og organisationer at udfolde deres muligheder, opfylde deres forpligtelser og hævde deres rettigheder.

Tidens tegn

Som det er almindeligt kendt, blev De forenede Nationer (FN) grundlagt den 26. juni 1945 og under denne organisation oprettedes i den efterfølgende tid en række mindre institutioner, der ledes befuldmægtigede repræsentanter fra forskellige lande. Man har betroet dem store og verdensomspændende opgaver på de økonomiske, sociale, kulturelle, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige områder. Det er De forenede Nationers højeste mål at beskytte og sikre verdensfreden og at fremme og udvikle venskabelige forbindelser mellem landene - forbindelser baseret på lighed, indbyrdes respekt og et samarbejde over alle den menneskelige foretagsomheds områder.

 

Det har været en af FN's mest betydningsfulde handlinger at vedtage den universelle erklæring om menneskerettighederne den 10. december 1948. I fortalen til denne erklæring fastslår man, at alle folkeslag og nationer først og fremmest må stræbe efter en anerkendelse af og en virkelig agtelse for de rettigheder og den frihed, erklæringen nævner.

 

Det er os ikke ubekendt, at enkelte afsnit i denne erklæring er blevet kritiseret og mødt med forbehold, som kan være berettigede. Vi betragter imidlertid erklæringen som et skridt på vejen og en optakt til skabelsen af en juridisk og politisk orden for alle verdens folkeslag. Den anerkender højtideligt den menneskelige persons værdighed, hævder individets ret til frit at søge sandheden, følge de moralske principper, udøve sine retmæssige pligter og kræve menneskeværdige vilkår. Den nævner desuden andre rettigheder, som har forbindelse med disse.

 

Det er da vort varmeste ønske, at De forenede Nationer mere og mere må indrette sin organisation og sine virkemidler efter sin opgaves omfang og ædle mål. Måtte den dag oprinde, da FN på en virkningsfuld måde kan sikre den menneskelige persons rettigheder. Disse rettigheder udspringer som sagt af den værdighed, vi naturligt besidder, og derfor er de almene, ukrænkelige og umistelige. Der er særligt grund til at håbe på en sådan udvikling, fordi vor tids mennesker deltager mere og mere aktivt i deres eget lands anliggender, viser en voksende interesse for de internationale spørgsmål og erkender dybere deres egen opgave som levende medlemmer af den verdensomspændende menneskelige familie.

 

FEMTE DEL

PASTORALE OPMUNTRINGER

Pligten til at deltage i del offentlige liv

Vi griber lejligheden til endnu en gang at opfordre vore børn til ivrigt at tage del i det offentlige liv og bidrage til den hele menneskeheds vel og deres eget nationale samfunds gavn. Netop de bør, ledet af den kristne tros lys og kærlighed, arbejde på, at samfundets økonomiske, sociale, undervisningsmæssige og kulturelle institutioner i stedet for at hindre mennesker i deres udfoldelse tvært imod hjælper dem frem mod det fuldkomne både på det naturlige og det overnaturlige plan.

 

Videnskabelig, teknisk og faglig erfaring

Hvis man vil gennemtrænge en kultur med de rette kristne principper, er det ikke nok, at vore børn er oplyst af troen eller besjælet af nidkærhed for det gode; de må være til stede i selve denne kulturs institutioner og indefra aktivt deltage i deres liv. Eftersom samtidens menneskelige civilisation og kulturliv er særpræget ved videnskabens og teknikkens landvindinger, kan naturligvis ingen have indflydelse på de offentlige institutioner uden en omfattende, teknisk dygtighed og faglig erfaring.

Forbindelsen mellem på den ene side de videnskabelige, tekniske og faglige kvalifikationer og på den anden side de religiøse værdier.

Vi må dog gøre opmærksom på, at sådanne kvalifikationer på ingen måde er tilstrækkelige, nar man vil give samfundets dagligliv et menneskeværdigt præg. For det er nødvendigt, at dette dagligliv bliver præget af sandheden og retfærdigheden, får sin styrke fra menneskers indbyrdes kærlighed og giver friheden udfoldelsesmuligheder.

 

Hvis mennesker skal opnå at virkeliggøre disse grundprincipper, må de omhyggeligt arbejde hen imod for det første at følge de love, der gælder for det enkelte fagområde, og kende dets særlige metoder. For det andet bør de i deres handlinger være i overensstemmelse med moralens forskrifter og forholde sig sådan, at de udøver deres ret og gør deres pligt. Det er endvidere et fornuftigt forlangende, at mennesker, som i deres samvittighed adlyder de planer og bud, Gud har fastsat af hensyn til vor frelse, handler udadtil på en sådan måde, at deres videnskabelige, tekniske og faglige ydelser harmonerer med deres eget inderste, åndelige liv.

Overensstemmelse mellem tro og dagligliv

Det er jo velkendt, at der i lande med en gammel kristen kultur, hvor samfundslivet blomstrer, videnskab og teknik er i fremgang, og man energisk arbejder på at nå sine mal, kun findes meget vage spor af kristen inspiration og ånd. Med rette kan man spørge, hvordan dette skal forklares, eftersom disse initiativer i ikke ringe grad skyldes mennesker, der bekender sig til kristendommen og uden tvivl i det mindste delvis lever efter evangeliet. Forklaringen er vel, at der savnes en overensstemmelse mellem deres handlinger og deres tro. Det er nødvendigt for dem at genoprette deres indre, sjælelige harmoni, således at både troens lys og kærlighedens styrke kan lede deres handlinger..

En forbedring af den religiøse opdragelse

Når de kristnes handlesæt så hyppigt ikke stemmer overens med deres tro, beror det også på, at den kristne opdragelse i moral og troslære har været mangelfuld. Alt for ofte og alt for mange steder sker det, at der ikke er ligevægt mellem den religiøse og verdslige uddannelse; mens man gennemgår et grundigt videnskabeligt studium, nøjes man almindeligvis med en elementær religiøs undervisning. De unge har behov for en omfattende, vedvarende undervisning, der er sådan tilrettelagt, at den religiøse kultivering af deres åndelige liv holder trit med den videnskabelige erkendelse og den stadige fremgang i teknisk kunnen. Endelig er det betydningsfuldt, om de unge lærer, hvordan de skal løse de opgaver, de selv stilles overfor.

Forstærkede bestræbelser

Det er i denne forbindelse passende at fremhæve, hvor vanskeligt det er fuldstændigt at erkende forholdet mellem retfærdighedens principper og menneskelivet, dvs. på hvilken måde og i hvilken grad teoriens grundsætninger og anvisninger bør gælde for det menneskelige samfunds aktuelle situation.

 

I vore dage er det særligt vanskeligt at bestemme den nævnte måde og grad, fordi det samfund, til hvis almene vel alle må yde deres bidrag, er i stærk, uafladelig bevægelse. Af den grund må man dagligt efterprøve tilpasningen af de sociale kår til retfærdighedens principper, og vore børn kan ikke tillade sig at standse op og blive stående ved et foreløbigt mål.

 

Egentlig burde alle mennesker indrømme, at hvad man indtil denne dag har opnået langtfra er tilstrækkeligt, men at der trænges til endnu større og mere effektive bestræbelser, som kan gavne samfundets produktionsorganer, fagforeningerne, de politiske sammenslutninger, velfærds-institutionerne, de kulturelle institutioner, retsplejen, den offentlige forvaltning, sundhedsvæsenet, idrætten m.fl. Dette fordrer vor tidsalder, hvis mennesker efter at have spaltet atomet og brudt vej ud i himmelrummet bevæger sig videre mod nye og uafgrænsede horisonter.

 

Forbindelsen mellem katolikker og ikke-katolikker på de økonomiske, sociale og politiske områder

Vi har i det foregående redegjort for principper, som enten beror på selve tingenes natur eller meget hyppigt stammer fra den naturretslige orden. Når det drej er sig om at virkelig gøre disse principper, vil det ofte ske, at katolikker på mangfoldige måder samarbejder såvel med kristne, der ikke er forenet med denne Apostolske Stol, som med mennesker, der ikke tilslutter sig den kristne tro, men lader sig vejlede af fornuften og ejer en naturlig retskaffenhed. "I sådanne tilfælde må katolikker drage omsorg for, at de altid forbliver tro mod sig selv og ikke går med til noget kompromis, der kunne skade religionens eller moralens renhed. Men det gælder tillige, at de må overveje andres meninger med upartisk velvilje og ikke kun vogte deres egne interesser, idet de skal være rede til med fortrøstning ved forenede kræfter at virkeliggøre det, der enten af natur er godt eller kan føre til et godt resultat."

 

Det er helt rimeligt altid at skelne mellem selve vildfarelsen og de mennesker, der farer vild, såvel når det drejer sig om forvanskninger af sandheden, som når man står over for en mangelfuld erkendelse i religiøse og moralske spørgsmål. Et menneske, der er faret vild, mister ikke sine menneskelige kvaliteter eller sin personlige værdighed, som der altid bør tages hensyn til. I øvrigt fortaber den menneskelige natur aldrig evnen til at kunne gøre sig fri af vildfarelsen og søge vej til sandheden. I denne sag skal mennesket ikke mangle bistand al Guds forsyn. Det er således muligt, at et menneske, som i dag savner troens klarhed eller følger en falsk lære, senere oplyst af Gud vil favne sandheden. Når katolikker i rent verdslige anliggender kommer i kontakt med mennesker, som slet ikke eller kun delvis tror på Kristus, fordi de er hæmmede af misforståelser, kan det blive årsag til og inspirere til, at disse mennesker nærmer sig sandheden.

 

Man kan heller ikke uden videre sætte lighedstegn mellem på den ene side falske filosofiske opfattelser af verdens og menneskets natur, oprindelse og mål og på den anden side visse bevægelser, der befatter sig med økonomiske, sociale, kulturelle eller politiske forhold, selv om disse bevægelser fortsat henfører deres oprindelse og inspiration til de nævnte opfattelser. En doktrin ændrer sig ganske vist ikke, når den først er defineret, men de bevægelser, den har affødt, vil uundgåeligt forandre sig, idet de påvirkes af skiftende vilkår. Hvem vil i øvrigt nægte, at disse bevægelser, for så vidt som de stemmer overens med den sunde fornufts principper og tager hensyn til menneskers retfærdige krav, kan indeholde noget godt og anerkendelsesværdigt?

 

Af disse grunde kan det ske, at konferencer om praktiske opgaver, der tidligere under ingen omstændigheder var blevet betragtet som gavnlige, allerede nu eller i fremtiden kan forventes at bære frugt. Når det drejer sig om at bedømme, hvorvidt man er nået så langt eller ej og at afveje, med hvilke midler og i hvilken udstrækning man kan samvirke på de økonomiske, sociale, kulturelle og politiske områder, må man tage klogskaben med på råd, denne besindighedens dyd, der skal vej lede det enkelte menneskes og samfundets liv. Når spørgsmålene angår katolikker, bør det offentlige livs fremtrædende mænd, der er kyndige på området, træffe afgørelsen; det forudsættes imidlertid, at de holder fast ved naturrettens grundsætninger retter sig efter Kirkens sociale lære og adlyder den kirkelige myndigheds vejledning. Ingen bør nemlig overse, at det er Kirkens ret og pligt ikke blot at værne tros- og morallæren, men også på det verdslige område at gøre sin myndighed gældende over for sine børn, hvis opgaven er at bedømme, hvordan denne lære skal virkeliggøres.

 

En gradvis udvikling

Ikke så få mennesker vil under indflydelse af deres gode hjerte - når de møder tilstande, som ikke helt eller overhovedet ikke svarer til retfærdighedens krav - brænde efter at reformere alt og med et så ubesindigt hastværk, at deres bestræbelser ligner en revolution.

 

Det skulle ellers være indlysende, at alt levende ifølge naturens love vokser gradvist, og at man ikke kan forbedre de institutioner, mennesker har skabt, medmindre man går frem skridt for skridt og bearbejder dem indefra. Fra vor forgænger, Pius XII's, ord om denne sag kan vi anføre: "Ikke i omstyrtelse af den gamle orden, men i en harmonisk udvikling er frelse og retfærdighed at finde. Voldshandlinger har altid revet ned, aldrig bygget op; de optænder lidenskaberne, bringer dem aldrig til ro. Hadet efterlader kun ruiner, og i stedet for at skabe forsoning mellem de stridende, tvinger den mennesker og politiske partier til med største besvær at begynde arbejdet forfra på de ruin dynger, striden efterlader."

 

En vældig opgave

Alle mennesker af god vilje er stillet over for den vældige opgave retledt og ført af sandheden, retfærdigheden, kærligheden og friheden at skabe nye samfundsforhold, der svarer til menneskers behov. Det drejer sig om forholdet mellem individer, mellem borgere og staten, mellem stat og stat; desuden gælder det forholdet mellem på den ene side individer, familier, organisationer og stater og på den anden side det verdensomfattende menneskelige fællesskab. En sådan opgave kan ingen vurdere højt nok, for den er vækstvilkåret for den sande fred, der harmonerer med Guds forordninger.

 

I forhold til nødens omfang har alt for få mennesker taget fat på opgaven, men de har indlagt sig store fortjenester hos det menneskelige fællesskab og er værd, at vi offentligt udtrykker vor anerkendelse, idet vi opfordrer dem til med endnu større iver at videreføre deres gerning. På samme tid håber vi, at mange andre mennesker - især blandt de kristne - af pligtfølelse og kærlighed vil slutte sig til dem. Det gælder særligt dem, der bekender sig til Kristus, at de inden for dette menneskelige fællesskab bør være som funklende gnister og arnesteder for kærlighed, en surdej, der gennemsyrer masserne. Det vil de kunne være i samme grad, deres hjerter er forenet med Gud.

 

Der kan ikke skabes nogen virkelig fred for hele menneskeheden, hvis freden ikke først tager bolig i det enkelte menneskes sjæl, og medmindre hver enkelt selv bøjer sig for Guds forordninger. Sankt Augustin stiller mennesker dette spørgsmål: "ønsker din sjæl at blive skikket til at besejre sine lidenskaber? Den må underkaste sig en, som er større, når den vil herske over det lavere. Og du vil få en sand, sikker og velordnet fred. Hvordan er denne freds orden? Gud hersker over sjælen, sjælen hersker over legemet. Der findes ikke nogen bedre orden."

 

Fredens fyrste

Vi har her redegjort for spørgsmål, der er yderst betydningsfulde for samtidens menneskehed og står i nøje forbindelse med dens fremskridt, fordi vort hjerte så inderligt nærer det samme ønske som alle mennesker af god vilje: at verdensfreden må blive sikret.

 

Eftersom vi - til trods for vor uværdighed - beklæder embedet som stedfortræder for ham, profeterne forud har kaldt Fredens Fyrste holder vi det for vor pligt at vie vor omsorg og vore kræfter til gavn for dette altomfattende gode. Men freden vil blive en hul glose, når den ikke grundfæstes i den orden, hvis grundmønster vi så forhåbningsfuld har tegnet i denne rundskrivelse. Vi tænker på en orden baseret i sandheden, bygget efter retfærdighedens principper, levendegjort i frihed.

 

Det drejer sig her i realiteten om en så stor og ophøjet sag, at et menneske, selv med den ædleste hensigt og bedste vilje, ikke af egne kræfter kan magte den. Når det menneskelige samfund så klart som muligt skal afspejle Guds rige, er hjælpen fra det høje uundværlig.

 

Derfor retter vi i denne hellige påsketid så indtrængende vore bønner til ham, der ved sin kvalfulde lidelse og død ikke blot aftvættede synden, den egentlige årsag til strid, elendighed og uretfærdighed, men også gennem udgydelsen af sit blod har ført menneskeslægten til forening med sin himmelske Fader og skænket os fredens gaver: "Thi han er vor fred, han, som gjorde begge parter til ét . . . Og han kom og forkyndte fred for jer, som var langt borte, og fred for dem, som var nær."

 

Også i disse hellige dages liturgi hører vi det samme budskab: "Jesus, vor opstandne frelser, stod frem blandt sine disciple og sagde: 'Fred være med jer! Alleluja. Og disciplene glædede sig, da de så Herren. "Kristus har bragt os freden, har efterladt os freden: "Min fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer."

 

Netop denne fred bragt til os af vor guddommelige forløser må vi så indstændigt bede om. Måtte han fra menneskets hjerte borttage alt, der kan være en fare for freden, og gøre alle til vidner for sandhed, retfærdighed og broderkærlighed. Måtte han oplyse folkeslagenes ledere, så de både tænker på at skabe værdige levevilkår og på at værne om fredens skønne gave. Måtte omsider Kristus opildne menneskers hjerter, at de kan beslutte sig til at nedbryde alle skranker, der står dem imellem, at styrke den gensidige kærligheds bånd, at komme til bedre forståelse af hinanden og at tilgive alle, som har gjort dem uret. Således kan under Guds ledelse og beskyttelse alle nationer mødes på broderlig vis og den med længsel ventede fred altid udfolde sig og herske blandt dem.

 

Vi ønsker til sidst, ærværdige brødre, at denne fred må være med den hjord, som er betroet jer, og især må gavne mennesker i nød, der trænger til hjælp og omsorg. Som udtryk for dette ønske meddeler vi i Herren af hele vort hjerte den apostoliske velsignelse til jer, til verdens- og ordenspræster, lægbrødre og ordenssøstre og alle kristne, men dog særligt til dem, der med et åbent sind tager imod vor appel. Over alle mennesker af god vilje, til hvilke vor rundskrivelse også er adresseret, nedkalder vi fra den Allerhøjeste Gud velsignelse og velfærd.

 

Givet i Rom ved Sankt Peters Kirken, skærtorsdag den 11. april 1963, vort pontifikats femte år.

 

JOHANNES XXIII