Paven og Kurien

Hvad er paven? Det korteste, fyldestgørende svar er, at han er biskop af Rom og dermed Sankt Peters efterfølger. Med dette embede følger ikke kun ansvar for bispedømmet Rom, men det samme - historisk udviklede og efter vor tid tilpassede - embede, som apostlen Peter fik overdraget af Jesus (Matt 16,18-19), som Jesus selv bad for (Luk 22,32), og som Han siden bekræftede efter opstandelsen (Joh 21,15-19). Efter katolsk opfattelse gælder Jesu ord ikke kun den gallilæiske fisker Simon Peter, der blandt de de tolv apostle indtog en lederposition og ved flere lejligheder talte på deres vegne. Ligesom apostlenes embede fortsættes i bispeembedet, fortsætter Peters embede i biskoppen af Rom, der regnes for Peters efterfølger, fordi det var i Rom, at Peter led martyrdøden.

Hvis man tager udgangspunkt i de tre nævnte bibelsteder, er pavens opgave altså at styrke sine brødre i troen (Luk 22,32) og vogte Jesu får, dvs. de troende (Joh 21,15-19). Til denne opgave har han fået den såkaldte nøglemagt (Matt 16,18-19), dvs. magt til at binde og løse på Guds vegne. Det Andet Vatikankoncil siger om denne magt, at paven har den "fuldstændige, øverste og altomfattende myndighed over Kirken, og han kan altid udøve den frit" (Lumen Gentium 22). Paven er forpligtet til at udøve dette embede i kærlighed til Jesus Kristus (Joh 21,15-19), og Jesus lover at styrke ham ved sin bøn (Luk 22,31) og i det hele taget give ham en styrke, som ingen onde magter skal kunne overvinde (Matt 16,18-19). Ja, apostlen Peters helt særlige rolle kommer til udtryk ved, at Jesus giver ham et nyt navn (Peter = klippen, Matt 16,18) og erklærer, at på denne klippe vil han bygge sin Kirke. Der er af den grund, at man i en katolsk forståelse ikke kan adskille paven og kirken.

Gennem en lang historisk udvikling har pavens embede og rolle udviklet sig til det, den er i dag. Anskuet fra en rent administrativ eller politisk synvinkel kan hans stilling forekomme ekstrem stærk, ja nærmest despotisk, ikke mindst når man medtager dogmet om hans ufejlbarlighed (dvs. at paven i afgørende spørgsmål om tro og moral, om hvilke han udtaler sig på hele Kirkens vegne, ved Helligånden er beskyttet mod at tage fejl). Her må man imidlertid forstå, at den katolske kirke ikke er en organisation af samme type som f.eks. et stort firma, et politisk parti eller en moderne stat. Paven er ikke en international koncernchef, der kan skalte og valte med firmaets midler. Han er heller ikke en statsmand eller en partiboss, der har fået magt for at bruge den til at lave om på verden. Hans embede og hans fuldmagt er bundet af troen og Traditionen. I al sin magtfuldkommenhed er han måske den mest bundne af denne verdens ledere. Hans opgave er ikke at finde på, men at udlægge, beskytte og om nødvendigt markere en grænse, afskaffe misbrug eller gribe ind i "personsager".

Kurien - pavens administration

Som hjælp i sin tjeneste har paven en række rådgivere og medarbejdere, som man oftest giver samlebetegnelsen "Kurien". Kurien er den katolske verdenskirkes centralforvaltning. Den består af Statssekretariatet, en række kongregationer, domstole, råd, kommissioner og diverse institutioner som Schweizergarden, Peterskirkens Ejendomsforvaltning, Vatikanets boghandel og trykkeri etc. Kurien kan sammenlignes med ministerier, departementer og direktorater i en moderne stat. Historisk er det i øvrigt omvendt: Den pavelige administration satte i sin tid standarder, som blev kopieret i de verdslige stater. De øverste pavelige embedsmænd er alle biskopper og kardinaler (dvs. de tilhører den kreds, der vælger en ny pave), men i øvrigt arbejder der både præster, ordensfolk og lægfolk, mænd som kvinder, i kurien. Før i tiden var langt de fleste embedsmænd i kurien italienere, men i dag udgør de en broget skare, som afspejler den katolske Kirkes universalitet.

Den seneste gennemgribende reform af kurien blev gennemført af pave Johannes Paul II i 1988. Statssekretariatet fungerer som overordnet koordinerende organ og som "udenrigsministerium" (Vatikanet har diplomatisk forbindelse med de fleste nationer og mange internationale organsationer). Blandt kongregationerne er Troslærekongregationen nok den kendteste. Den har til opgave at våge over troens og moralens renhed. Kongregationen for de orientalske kirker tager sig af de østkirker, der anerkender paven (de unerede kirker), men som har deres egen kirkeret og liturgi. Kongregationen for gudstjeneste og sakramenter tager sig af liturgien, godkender liturgiske oversættelser og nye ritualer etc. Kongregationen for salig- og helgenkåring koordinerer og konktrollerer de undersøgelser, der leder frem til at mennesker bliver erklæret for salige (lokalhelgener) eller hellige (må æres i hele verden). Kongregationen for folkeslagenes evangelisering tager sig af missionen. De pavelige domstole er Pønitentiariatet, Signaturet og Rotaen. De tager sig bl.a. af de sager, som er reserveret paven, og fungerer som appeldomstole for de kirkelige domstole i de enkelte bispedømmer, f.eks. i disciplinær- og ægteskabssager. Blandt de pavelige råd er Rådet for de kristnes enhed, der tager sig af det økumeniske arbejde, Rådet for retfærdighed og fred, der beskæftiger sig med sociale spørgsmål, Rådet for familien, Rådet for kulturen, og Rådet for sociale kommunikationsmidler (bl.a. internet) de mest kendte. De vigtigste kommissioner er Bibelkommissionen og Den internationale teologkommission, der begge rådgiver Troslærekongregationen. Schweizergarden er Vatikanets hær og politistyrke, der sørger for ro og orden og pavens personlige sikkerhed.

 

Se også:

Paverækken

Vatikanets hjemmeside under kurien

Pavestolens repræsentation i Norden

Den nordiske Bispekonference

Besøg Rom