Læsninger: Es 9,1-6 Tit 2,11-14 Luk 2,1-14
Åndeligt betragtet er julen en ydmyghedens fest. Intet kan være mere ydmygt, end at den almægtige og evige Gud lader sin Søn blive menneske, blive udsat for menneskelig sårbarhed og for en stund blive begrænset af tid og rum.
Samtidigt ser vi også, at både vor forberedelse og fejring af julen ofte er alt andet end ydmyg, forstået på den måde, at meget skal være stort og flot, at vi føler os presset af bestemte forventninger, både til og selv og til andre, nogle gange med stress og frustrationer til følge.
Dertil kommer, at ydmyghed som dyd nu til dags ofte ikke er i høj kurs. Vi lever i et samfund, hvor mange ting er selvfølgelige, og hvor vi derfor kræver vor ret og ofte gerne vil sælge og nogle gange iscenesætte os selv bedst muligt.
Samtidig kan vi også opleve det modsatte. Ofte ser vi sportsstjerner, som kan være meget ydmyge og beskedne, når de roses for deres beundringsværdige præstationer, og trods det lige før nævnte juleræs, finder vi også mange eksempler på menneskelig hjælpsomhed og rækken ud til dem, der ikke mindst i denne tid føler sig særligt udsatte.
Oven over alt dette har den igangværende pandemi, som også raser i denne jul, lært os ydmyghed eller i hvert fald lært os at burde tænke lidt over ydmyghed. Vi har den påtvungne ydmyghed, som angst for smitte og myndighedernes restriktioner får os til at acceptere og i vid udstrækning også se meningen med. Men mere end at have denne pragmatiske tilgang til pandemien bør den også lade os se vor mangel på autonomi i et bredere lys. Her er vi så ved den ydmyghed, som den kristne jul forkynder: Guds Søns ydmyge komme til os skal mødes af vor ydmyge modtagelse af ham. Han er kommet for at frelse os. Ligesom ydmyghed er frelse også et begreb, der ikke har den store appel til alle. Mange spørger, hvad man overhovedet skal frelses fra, og hvis der er noget, skal man nok enten klare det selv eller søge rent menneskelig hjælp.
Det kan godt være, at pandemien styrker vor ydmyghed; men det må ikke kun bestå i, at vi trodsigt og bittert accepterer det, vi ikke kan gøre noget ved. Pandemien kan være med til at lære os behovet for frelse, ikke bare fra pandemien og for igen at opnå det, vi kalder en normal hverdag. Mange taler om, at pandemien har ændret næsten alt for al tid, at der fortsat vil være mange ting at skulle leve med. Det kan pandemien gøre tydeligere for os; men egentlig skulle vor tro i det hele taget have som naturlig følge, at vi erkender, at vi selv ikke formår alt, ikke har kontrol over alt, er afhængige af hinanden og ikke mindst af Gud. Ud over, at det skal være den naturlige måde for os at stå over for Gud på, yde ham den ære og tilbedelse, der tilkommer ham, så vil ydmyghed over for Gud også kunne ruste os bedre til de udfordringer, både åndelige og materielle, som en pandemi stiller os over for. Det er nemlig sådan, at ydmyghed og afmagt over for Gud netop ikke er en lakonisk konstatering af, at der er noget, vi ikke kan klare og så bare surt må acceptere. Gud lader os ikke mærke sin almagt og maner os ikke til ydmyghed for at jorde os og sætte os på plads. Når Gud lader os mærke sin storhed og forelægger os ydmyghed som en dyd, så er det for at give os håb, for at fortælle, at han vil hjælpe os, pege på løsninger. Det kan ganske vist nogle gange betyde at skulle tænke anderledes, ændre syn på, hvem, der er stor, hvad, der er vigtigt. Disse kategorier kommer til udtryk, først i Jomfru Marias møde med englen i Nazareth (jf. Luk 1,26-38), senere på en meget højtidelig måde i hendes lovsang, ”Magnificat,” (jf. Luk 1,46-56) og endeligt afgørende stadfæstet i saligprisningerne (jf. Matt 5,3-12). Både i ”Magnificat” og i saligprisningerne bliver der vendt op og ned på, hvad der stort og vigtigt. De stores magt bliver udfordret og spået en ende, mens de små og udsatte får lovning på oprejsning og lindring. Det er dog fristende alligevel at sikre sig med det, som i verdens øjne er stort og holdbart; ydmyghed kan man jo blive til grin ved og udnyttet med. Alligevel opfordres vi til at satse på det, som Jesus og Maria anser for ægte. For det første kan vi blive skuffet over, at det store og glamourøse, vi søgte, alligevel ikke er holdbart, og for det andet kan det gøre os blinde for andres nød og dermed bidrage til, at en uretfærdig orden, også i det små, bliver opretholdt. Med vor ydmyghed over for Gud bidrager vi nemlig også til, at andres nød bliver lindret og deres modgang vendt til glæde. Med en ydmyg holdning giver vi plads til, at Guds tanker og værdier kan fylde os. Som sagt synes vi, at det nogle gange går for langsomt eller slet ikke lykkes med at fremme Gudsrigets værdier. Andre gange bliver vi skuffet over, at de, der kunne gøre noget, er passive eller gør det modsatte, at kristnes vidnesbyrd bliver et antividnesbyrd. Heller ikke dette må tage modet fra os. Også over for det skal vi have tillid til, at Guds Søns komme til jorden har gjort en forskel, og at vi ved at lytte kan være med til, at denne forskel fortsat bliver mærkbar.
Feltet er naturligvis bredt. Det drejer sig om fred i verden, om fjernelse af uretfærdighed, om at tage hånd om immigranter. Vi skal tænke på klima og miljø, og pandemien giver os her og nu konkrete udfordringer. Kirken er præget af uro og polarisering. Noget er uden for vor kontrol, noget andet kan vi afvende med vor omvendelse ved at lytte til Gud og vokse i tillid til hans Kirke. De ulykker, vi ikke er herre over, kan vi mildne følgerne af ved næstekærlighed i form at velgørenhed og nærvær.
Paulus opsummerer det fint i sit brev til Titus (Tit 2,11-14), sammenkæder nødvendigheden af omvendelse med at bane vej for håbet ved at leve i gudfrygtighed. Paulus taler om Guds Søns tilsynekomst i herlighed. Det er den endelige opfyldelse af frelsen; men også inden da kommer Guds Søn til syne. Han er nærværende i sin Kirke, i sit Ord og sine sakramenter, i de nødlidende og over alt dér, hvor bare to eller tre er forsamlede i hans navn (Matt 18,20). Lad os derfor ikke betragte vor ydmyghed som en trodsig eller slesk underkastelse, men som et udtryk for håb og tillid, der vil være med til at lade os mærke, at intet er umuligt for Gud (jf. Luk 1,38).
Amen.