Den nordiske Bispekonferences - retningslinier for katekesen i Norden

Den nordiske Bispekonferences retningslinier for katekesen i Norden, marts 1999

Den nordiske bispekonference til de kateketiske centre i Norden

 

§1. Indledning

De nye retningslinier for katekesen i Norden, som den nordiske bispekonference hermed stiler til de kateketiske centre i Norden, er en naturlig følge af, at situationen i Norden har forandret sig på markant vis, siden de tidligere retningslinier blev formuleret i 1982. Dertil kommer, at siden de tidligere retningslinier blev formuleret, er der udkommet to dokumenter, som er af stor betydning for det kateketiske arbejde:

-Directorium Catechisticum Generale (DCG), som udsendtes fra kleruskongregationen i 1997

-Den katolske Kirkes Katekismus eller 'Verdenskatekismen' (1996).

DCGs hensigt er at præsentere teologiske og pastorale retningslinier for det kateketiske arbejde. Dette sker i lyset af de tanker og prioriteringer, som fremførtes under koncilet (som Paulus VI omtalte som 'vor tids store katekismus'). Nødvendige forudsætninger for indholdet er videre den kateketiske rettesnor, som Paulus VI gav i Evangelii Nuntiandi (1975) og Johannes Paul II i Catechesi Tradendae (1979).

Katekese vedrører alle mennesker og alle aldersklasser. Efter at vi som børn eller voksne har sagt ja til at leve som kristne, bør vor tro gennem hele livet vokse og uddybes. Men hvis vi skal kunne uddybe vor tro, så må vi lytte til ekkoet (ordet katekese kommer fra græsk katechein, som netop betyder at give ekko, at genlyde) fra alle de andre, som har bekendt og bekender sig til den katolske tro - både de, som i dag lever spredt ud over hele jordkloden, og alle dem, som levede før os (DCG 107-108). Når vi lytter til og reflekterer over, hvad alle disse medvandrere på den kateketiske rejse har at sige os, når vi siger ja til det, de har sagt ja til og siger ja til - da vokser også vor tro.

Troens indhold finder vi i Biblen og i traditionen. Opgaven med pålideligt og bindende at fortolke Guds ord, både i skriften og traditionen, er betroet Kirkens læreembede (Dei Verbum 10). Under ledelse af læreembedet frembærer Kirken evangeliet til verden og omformer verden i overensstemmelse med, hvad evangeliet lærer. Dette sker gennem ord og gerninger: forkyndelse, forvaltningen af sakramenterne og katekese.

Katekesen har først og fremmest til formål at sætte mennesker i berøring med den treenige Gud, at lære mennesker at kende og elske Gud og at hjælpe dem til at leve et liv i overensstemmelse med evangeliet. Katekesen vil opdrage til bøn og hjælpe mennesker til at se deres liv ud fra et kristent perspektiv. Den kalder mennesker til fællesskab i menigheden og medansvar for menighedens liv. Katekesen giver viden om troen. Katekesen viser mennesker, hvordan troen kan omsættes i handling. Dette gør, at katekesen får en væsentlig moralsk opgave: at medvirke til udbredelsen af Guds rige i vor verden.

Ud fra denne forståelse af katekesens indhold og opgave fastlægger den nordiske bispekonference i det følgende de retningslinier, som de kateketiske centre i Norden skal lægge til grund for deres virksomhed - alt i overensstemmelse med de mere udførlige anvisninger, som de respektive biskopper vil give til de enkelte centre.

 

§ 2. Det, som står i direktoriet, skal tilpasses forholdene i Norden.

Troens indhold er altid det samme, men når troen formidles, må det ske under hensyntagen til de historiske og kulturelle omstændigheder, til modtagernes alder og erfaringer o.s.v. (DCG 14-33, 167).

Den, som deltager i en katolsk gudstjeneste et eller andet sted i Norden, vil måske først og fremmest blive slået af den kulturelle mangfoldighed. Her samles mennesker og grupper fra alle verdenshjørner. Mange er kommet hertil som indvandrere, andre som flygtninge. Til den katolske Kirke i Norden hører imidlertid også en relativ stor gruppe mennesker, som er konverteret til den katolske Kirke. En tredje gruppe udgøres af dem, hvis forfædre i en tidligere generation er indvandret eller har konverteret.

Flertallet af de i Norden boende katolikker tilhører den romersk-katolske ritus. Men der findes også repræsentanter fra flere andre riter, som har deres egen gudstjenesteordning. De bidrager til mangfoldigheden, men de er også kaldet til at bidrage til enheden. Uanset baggrund har alle et fælles ansvar for Kirkens vækst.

Den katolske Kirke er ganske vist den største Kirke i Norden næst efter den lutherske (med undtagelse af Finland). Trods dette er Kirken en minoritetskirke. Dette mærkes måske mest tydeligt på de skoler og på de arbejdspladser, hvor barnet/den voksne er den eneste katolik og måske ofte erfarer, at der sættes spørgsmålstegn ved den tro, man gerne vil bekræfte.

Men den katolske Kirke er også en diasporakirke. Dette påvirker ressourcerne og dermed også, hvad der realistisk kan gennemføres: de mål, man sætter sig, og de visioner, man har, kan ikke altid opnås eller virkeliggøres. Mange af Kirkens medlemmer har for eksempel lang vej til kirke og savner dermed det troens fællesskab, som en katolsk tilstedeværelse kan give. Dette er en stor udfordring i den forstand, at det drejer sig om at gøre det bedst mulige og det mest mulige ud fra vore begrænsede ressourcer.

Økumeni er en opgave for hele Kirken såvel som for det enkelte medlem. Vi håber, at den, som døbes ind i den katolske Kirke, skal vokse i troen. Dette indebærer, at hver katolik skal skaffe sig en øget viden om troens indhold og dens konsekvenser, så den katolske identitet kan styrkes. Under vore forhold, hvor flertallet af de kristne tilhører andre kirkesamfund, er det imidlertid også vigtigt at være opmærksom på det, vi har til fælles med alle de andre som - præcist som vi - bekender sig til Gud, som er Fader, Søn og Helligånd.

Mange katolikker lever i såkaldt blandede ægteskaber, altså i ægteskaber mellem en katolik og en ikke-katolik. Den katolske part lover ved ægteskabets indgåelse at gøre sit bedste for, at evt. børn skal blive opdraget katolsk. Dette stiller store krav til katekesen. Hensigten med trosundervisningen er her som i andre sammenhænge, at børn skal vokse op i den tro, i hvilken de blev døbt. Samtidig må både den katolske og den ikke-katolske parts tro og rettigheder respekteres, noget, som kræver en ydmyg holdning fra såvel samfundets som parternes side. Særligt vigtigt er det, at kateketen ikke behandler ikke-katolske forældre anderledes end dem, der er katolikker, men møder dem med samme åbenhed og generøsitet.

Vi lever i en tid, hvor den kristne tro og kristent fællesskab i traditionel forstand ikke længere spiller nogen større rolle for de fleste mennesker. Sekulariseringen tager til. Om nogen bekender sig som kristen, eller ikke betragtes mere og mere som en privat sag. Den moderne individualisme påvirker den religiøse mentalitet også hos mange katolikker. Hvis hver og én forbeholder sig retten til at definere, hvad der er sandt, kan mennesket blive ensomt i sin tro og miste indsigten i det kristne fællesskabs bærende funktion. Dette kan bidrage til, at mennesket, og måske i særlig grad det unge menneske, i sin søgen efter sandheden vender sig mod esoteriske og andre nyreligiøse bevægelser.

Samtidig med, at der stilles spørgsmålstegn ved kristendommen - eller ved meningen med at bekende sig til nogen tro overhovedet - øges antallet af dem, der bekender sig til nogle af de ikke-kristne religioner (i Norden først og fremmest Islam). Også her står Kirken over for en stor opgave og udfordring: udfordring til dialog og til udfra sin bekendelse til og sit vidnesbyrd om Kristus som vejen, sandheden og livet, samtidig at søge, hvad der er ?sandt og helligt? i disse religioner (Unitatis redintegratio 2). Det er vigtigt, at denne holdning formidles også i katekesen. Både børn og voksne kommer formodentligt til at møde dem, der bekender sig til en anden tro - i skolen eller på arbejdspladsen. Disse mennesker, som bekender sig til en 'fremmed' tro, er mulige forbundsfæller og venner. Kirken er forvisset om, at også de - ligesom ethvert menneske af god vilje - på et mere eller mindre bevidst plan søger Gud.

 

§ 3.Guds Ord (åbenbaringen) som udgangspunkt for evangelisering, katekese og øvrig virksomhed. Katekesens plads. Grænsedragninger

Gud har åbenbaret sig på mange forskellige måder for menneskene. På en ganske særlig og fuldkommen måde er dette sket gennem Jesus Kristus (DCG 98-99).

Katekesen har til formål at bringe menneskene i berøring med Gud (jfr. § 1). For at dette kan ske, må mennesket have viden om gudsåbenbaringens fylde: Jesus Kristus (DCG 116). Derfor kommer evangelisering normalt før katekese. Gennem evangeliseringen får det menneske, som ikke tidligere har mødt det glade budskab, en første viden om frelseshistorien og om, hvem Kristus er. Katekesen bygger altså videre på en grund, som allerede er lagt.

I dag kan vi imidlertid ikke længere forudsætte nogen sådan grundlæggende viden. Katekesen må derfor ofte formidle kundskaber, som tidligere blev givet i familien og skolen, samt gennem en regelmæssig deltagelse i gudstjenesten. På denne måde knyttes evangelisering og katekese nærmere sammen.

Den tro, som Kirken formidler, genspejler erfaringer, som de troende har gjort gennem historien (DCG 107-108). Disse erfaringer er begrundet i Helligåndens ledelse og er systematiseret i dogmatiske udtalelser og forskellige katekeser. Direktoriet henviser ofte til den praksis i trosundervisningen, som kirkefædrene opbyggede (DCG 96, 107, 129, 130). I den indledende eller 'evangeliserende' katekese gives et indblik i frelseshistorien ved at 1. det Gamle Testamentes centrale beretninger gengives og kommenteres; 2. Jesu liv og gerning ifølge det Nye Testamente præsenteres og 3. Kirkens liv fra apostlene til i dag aktualiseres. Efter denne 'evangeliserende' katekese, som frem for alt tager udgangspunkt i Biblen, følger i den egentlige katekese en udlægning af troslæren. Dette sker ved en gennemgang af 4. Trosbekendelsen, 5. Sakramenterne, 6. Guds ti bud og 7. Fadervor (DCG 130, 241). I denne uddybende katekese spiller den Katolske Kirkes Katekese (se § 7) en meget vigtig rolle (DCG 125).

Men evangelisering og katekese går altså i praksis ofte hånd i hånd. Blandt de børn og unge, som forberedes til modtagelse af dåben, firmelsen og nadverens sakramente (indlemmelsessakramenterne), og som dér tilbydes en grundlæggende sakramentskatekese (sakramentskatekesen vil, hvad barnedåben angår, henvende sig til forældre/faddere), findes mange, som ikke tidligere har fået noget dybere kendskab til frelseshistorien. Det samme kan gælde for de børn, som i 8-9 års alderen for første gang modtager forsoningens sakramente. Evangelisering og sakramentskatekese kan under sådanne omstændigheder ske parallelt.

Den grundlæggende sakramentskatekese, som tilbydes i de tidlige år, bør kompletteres af en uddybende indføring i sakramenternes mysterier på et senere tidspunkt.

 

§ 4.Den livslange katekese: principper, målgrupper

Fordybelsen i troen er en livslang proces. I alle livets situationer vil Gud komme mennesket i møde med sine gaver. Det er samme tro, som formidles og uddybes, men dette må ske på en måde, som er tilpasset og integreret i forskellige aldres og individers skiftende livserfaringer: den kulturelle/sociale situation, kundskabsniveau, erfaringer med sygdom og lidelse, af glædelige tildragelser eller kriser, som måske radikalt har forandret modtagerens tilværelse (DCG 87, 165). Gud er jo ikke et abstrakt væsen; han befinder sig ikke ved siden af det almindelige liv, tværtimod: Gud er nær i alt, hvad der sker. Når vi tager hensyn til dette, anvender vi i virkeligheden 'Guds egen pædagogik', den gradvise åbenbaring i ord og handling, som først og fremmest kommer til udtryk i inkarnationen (DCG 38, 139-143; jfr. § 8).

Generelt kan man dog sige, at en kerygmatisk eller evangeliserende katekese er naturlig i mødet med børn, at ungdomskatekesen bør tilbyde mere debat og samtale om troen, mens voksenkatekesen er reflekterende.

Som direktoriet siger, og pave Johannes Paul II understreger i Catechesi Tradendae, er voksenkatekesen modellen for al katekese: 'Alle andre former - hvor nødvendige de end er - er på en eller anden måde altid orienterede mod voksenkatekesen' (DCG 59; jfr. Catechesi Tradendae 43). Voksne har både ret og pligt til at sørge for, at den troens sæd, som Gud har sået i deres hjerter, modnes. Det er derfor vigtigt, at voksenkatekesen tilbyder såvel en systematisk sammenfatning af den katolske tro som en fordybelse i den hellige skrift, såvel en bønnens skole som en hjælp til at forstå, at troen ikke står i modsætning til fornuften, men tværtimod er i overensstemmelse med den. Voksenkatekesen skal også tilbyde hjælp til overvejelse over forskellige samfundsmæssige, kulturelle og etiske spørgsmål og specielt de spørgsmål, som hidrører fra personens egne erfaringer (DCG 173, 175). Voksenkatekesen skal også give viden om Kirkens sociallære og konsekvenserne af de principper, som Kirken har nedlagt der (DCG 17, 18, 30, 156).

Når det drejer sig om voksne dåbskandidater, anbefales den såkaldte katekumenatsproces (DCG 51, 59, 62, 87-91, 156, 214). Til forberedelsen og modtagelsen af de såkaldte 'katekumener', findes specielle riter, som må tilpasses den lokale situation.

Hensigten med katekumenatstiden er, at dåbskandidaten skal forberedes til dåben og se, hvad det kristne liv indebærer. Kundskaben om Gud vokser både gennem undervisning, bøn og gennem deltagelse i Kirkens liv. Katekumenatstiden er også en tid til eftertanke og efterprøvelse af livsformen. Den efterfølgende dåb skal være udtryk for en omvendelse, som omfatter hele livet.

Typisk for katekumenatet er den trinvise udvikling. Det handler jo hele tiden om den samme tro, men troen uddybes og forstås alt efter menneskets modenhed og erfaringer. De principper, som karakteriserer katekumenatet, bør også inspirere de øvrige former for katekese (DCG 91).

Hele menigheden har en vigtig opgave, når det gælder ledsagelsen af katekumenerne til dåben (jfr. ovenfor). Dåbskandidaten får en fadder (eller eventuelt to), som skal stå ved hans/hendes side, bidrage med støtte og erfaringer samt deltage i de hellige handlinger, som hører til indlemmelsen (dåben, firmelsen, kommunionen).

Til voksengruppen hører også de ældre og de gamle. Mange ældre opfattes måske blot som passive objekter for katekesen. Men først og fremmest er de ældre subjekter med samme rettigheder og forpligtelser som andre kristne (DCG 186, 187). I Biblen møder man ofte det gamle menneske som en person, som ejer vished og gudsfrygt, og som har en erfaring som i en vis forstand gør ham/hende til en autentisk ?kateket? for sin omverden (DCG 188). Bedsteforældre bærer ikke så sjældent et stort ansvar for børnebørnenes kristne opdragelse, når forældrene ikke selv magter dette.

Uanset hvilken målgruppe, det handler om, og uanset alder er det Kirken/menigheden, som har ansvar for katekesens opbygning og indhold. Dette modsiger ikke, at barnets religiøse opdragelse først og fremmest er forældrenes opgave: forældrene har her såvel rettigheder som forpligtelser (DCG 178, 226-227). Visse forældre som for eksempel de, som bor langt fra en menighed, kommer i virkeligheden til at bære et stort ansvar, når det for eksempel gælder barnets kommunionsforberedelse. Der må også under sådanne omstændigheder være tale om en systematiseret trosformidling, hvor menigheden ikke kan frasige sig det sidste ansvar, men så meget som muligt lede og støtte processen.

Unge mennesker bliver ofte 'det første offer for åndelige og kulturelle kriser'. Samtidig er det blandt de unge, man kan finde det dybeste engagement for retfærdighed og sociale forbedringer (DCG 181).

Det er vigtigt, at Kirkens tro og lære præsenteres på en måde, som gør, at unge mennesker kan opfatte, at religionen ikke har til formål at forme 'velafrettede' individer. Det unge menneske indbydes i stedet for til at være med i et projekt, som gælder hele livet, og som er værd at gå ind i, eftersom troen tilbyder et svar på al menneskets længsel.

De etiske aspekter skal præsenteres på en måde, som er baseret på de værdier, som de unge kan erkende som væsentlige. Det er derfor vigtigt

At beskrive kristendommen som en tro, der giver svar på de unges eksistentielle spørgsmål;

At pege på kristendommens betydning for et socialt og politisk engagement;

At støtte fællesskaber, hvori de unge kan leve deres tro og vokse i troen.

Ældre teenagere og unge voksne har mange beslutninger at tage, som er afgørende i livet. Det er nødvendigt, at menigheden gennem samtalegrupper og personlige møder kan tilbyde en dialog om og overvejelse over de spørgsmål, som optager unge mennesker ligesom, hvis de ønsker det, en fordybelse gennem studiekredse.

Vi har flere gange mindet om, at hvert menneske er unikt. En inddeling i alders- og interessegrupper kan derfor aldrig være helt dækkende. Den, som tilhører en bestemt aldersgruppe, kan samtidig tilhøre en anden ikke-aldersrelateret gruppe med særlige behov. Det ovenfor anførte må for eksempel kompletteres af det, der siges under § 10 om katekese inden for de nationale grupper.

Til sidst noget om mødet med dem, som har en eller anden form for mentalt handikap. I særlig høj grad gælder det, at katekesen her må tilpasses den enkeltes muligheder. Metoderne kan her som andetsteds skifte, men, som direktoriet udtrykker det:

'Det kristne fællesskab opfatter dem, der er fysisk eller mentalt handikappede, ligesom også dem, der lider under andre former for skavanker - især børnene - som personer, der er særligt elskede af Herren ... Faderens kærlighed til de svageste blandt disse børn, og Jesu Kristi og Helligåndens stadige nærvær i dem udgør en forsikring om, at enhver person, hvilke begrænsninger han eller hun end måtte have, er i stand til at vokse i hellighed' (DCG 189).

 

§ 5. Menigheden som katekesens locus

Alle døbte indlemmes i et fællesskab med Jesus Kristus. Med ham og i ham udgør de en enhed og et fællesskab med hinanden. De tilhører Guds familie; de hører til 'Guds husstand' (Ef 2,19).

I menigheden har sognepræsten en forbindende funktion. Han har ansvar for, at der tilbydes alle menighedens medlemmer en katekese, som er tilpasset den enkeltes alder og erfaringer. Han udpeger dertil egnede kateketer og sørger for, at de får en passende uddannelse (DCG 224-225).

Selv om den egentlige katekese udøves af nogle dertil kaldede og af sognepræsten udpegede personer, har alle menighedens medlemmer et medansvar (DCG 219-221). I menigheden findes der egentlig ikke noget 'vi' og 'de'. Alle har et fælles ansvar for, at den tro, som dåbsbarnet/dåbskandidaten modtager i dåben, videreudvikles og uddybes. I den forstand kan man sige, at 'menigheden har et medansvar for menigheden'. En velfungerende katekese påvirker menighedens liv, noget som så igen sætter sig spor i katekesen. Hvis derimod menigheden eller enkelte medlemmer af menigheden ikke opfattes som troværdig eller troværdige, sker det altfor ofte, at der sættes spørgsmålstegn ved selve budskabet.

Menighedens ansvar bliver særligt tydeligt i forholdet forældre - børn (jfr. § 3). Forældrene må i ord og handling ledsage deres børn på troens vej (DCG 226). Men efterhånden som børnene bliver større, bliver trosformidlingen gensidig. Også børn kan, omend i overført betydning, fungere som kateketer, som trosformidlere (DCG 227).

Det ansvar, som forældrene har for trosformidlingen, er stort og kan af nogle forældre opleves som altfor stort. Når dette er tilfældet, får menigheden virkelig - konkretiseret i faddere og kateketer og andre medlemmer af menigheden - en stor og vigtig opgave.

Fadderens rolle er umådelig betydningsfuld. Ikke bare dåbsbarnet/dåbskandidaten får en fadder, men også firmanderne har deres faddere. I overført betydning kan vi alle siges at være hinandens faddere: medvandrere på troens vej.

Kateketen har en særlig og vigtig rolle i og for menigheden.

 

§ 6. Kateketen

Kateketerne arbejder i Kirkens navn, noget som har konsekvenser for begge parter. At arbejde på Kirkens vegne forpligter. Kateketens opgave er at formidle troen. Denne forpligtelse indebærer ikke bare kundskabsformidling, men også det, der er langt vanskeligere: at leve troen og som et troværdigt vidne redegøre for den tro, man selv bekræfter. Opgaven som kateket byder samtidig på megen glæde. Mødet med andre troende og søgende ligesom den bøn og overvejelse over troen, som er en forudsætning for at kunne dele evangeliet med andre, uddyber ens egen tro.

At kateketen arbejder i Kirkens navn medfører naturligvis forpligtelser over for Kirken/menigheden. Kateketerne må da erfare, at de har menighedens tillid. De må også støttes økonomisk, specielt gennem uddannelse og efteruddannelse. Først og fremmest bør de opleve, at de bæres af menighedens forbøn (DCG 243-247).

Det er vigtigt, at kateketens kaldelse og betydning fremhæves i det kirkelige fællesskab. Dette kan ske ved, at kateketerne præsenteres for hele menigheden i begyndelsen af sæsonen, men også og frem for alt gennem en eller anden form for offentlig velsignelseshandling, som dels indbefatter forbøn for kateketerne, dels viser, at kateketerne er 'autoriseret' af Kirken.

 

§ 7. Den katolske Kirkes Katekismus ('Verdenskatekismen') som referencetekst

I indledningen til den Katolske Kirkes Katekismus siges, at den tekst, som der præsenteres, skal betragtes som en referencetekst, hvad troslæren angår, men ikke en kateketisk lærebog. Det påpeges også, at Den katolske Kirkes Katekismus ikke kan erstatte lokale katekismer.

Hvad angår strukturen i disse lokale katekismer (den orden i hvilken materialet præsenteres), råder frihed, som også direktoriet understreger. 'Der findes katekismer med en trinitarisk struktur, andre følger frelseshistoriens stadier, og atter andre er opbygget efter et bibelsk eller teologisk tema (pagten; Gudsriget osv.); nogle struktureres omkring et aspekt af troen, mens andre følger det liturgiske år' (DCG 135). Katekesen kan ligeså godt begynde med at tale om Gud og derpå komme til Kristus som omvendt. På samme måde er det muligt at tage sit udgangspunkt i mennesket og menneskets erfaring for derefter at nærme sig Gud som det modsatte. Det valg, som afgør, hvordan budskabet skal præsenteres, beror på omstændighederne og det niveau, modtagerne af katekesen befinder sig på (DCG 118). Den katolske Kirkes Katekismus vil, som direktoriet udtrykker det, sammen med de lokale katekismer danne en 'troens symfoni' (DCG 136).

Den katolske Kirkes Katekismus giver en opdateret sammenfatning af, hvordan Kirken tolker Guds ord og traditionen. Den står i ordets tjeneste og er, sammen med den hellige skrift, et værdifuldt redskab for enhver kateket (DCG 124, 125).

 

§ 8. Pædagogiske overvejelser

Der findes ikke nogen speciel 'katolsk pædagogik' for trosundervisningen. De ansvarlige for katekesen må imidlertid ligesom kateketerne selv være bevidste om de vigtigste pædagogiske overvejelser. De, der er involveret i katekesen, må også have kendskab til den psykologiske udvikling på forskellige alderstrin (DCG 242-244).

For at en katekese skal kunne være sit navn bekendt, er det imidlertid ikke tilstrækkeligt at kateketen besidder menneskelige færdigheder. Guds frelsende handling kan ikke erstattes af menneskers virke. Men det, Gud udfører - hvilket er idel nåde - og det, mennesker udfører, kan ikke komme til at stå i noget modsætningsforhold til hinanden og ej heller skilles fra hinanden (DCG 156).

Følgende overvejelser er væsentlige (DCG 144):

-Der må skabes en syntese mellem fides qua (menneskets ja til Gud) og fides quae (kendskab til troens indhold).

-Alle dimensioner af troen må udvikles: modtageren af katekesen skal kende til troens indhold, fejre troen og lade troen lede til bøn.

-Troen angår hele personen: forstand, vilje, hjerte og sanser.

-Modtageren af katekesen skal have hjælp til at forstå Guds vilje med hans/hendes liv.

I denne sammenhæng kan der være anledning til at minde om den guddommelige pædagogik, gennem hvilken Gud åbenbarer sig for menneskene (DCG 38, 139-143, jfr. § 4). Gud møder menneskene 'trinvis' gennem historien, gennem de erfaringer, mennesket gør livet igennem og først og fremmest gennem inkarnationen. Jesus underviste ved at møde mennesker og tage del i deres liv; ved at lade dem møde evangeliet i deres hverdag. Kateketen er kaldet til i alt dette at følge Kristi eksempel (DCG 142).

I trosundervisningen kan kateketen enten udgå fra troslæren eller bibelteksterne og ud fra disse nærme sig mennesket og det liv, mennesket lever (den "kerygmatisk" metode), eller udgå fra menneskets tilværelse og spørgsmål og herudfra nærme sig troens virkelighed og svar (den "eksistentielle" metode) (DCG 118 og 151, jfr. § 7). Uanset hvilket udgangspunkt kateketen vælger, er det hans eller hendes opgave at hjælpe modtageren til at blive bevidst om sine egne erfaringer i livet og til at tolke dem i evangeliets lys. Kateketen skal, så vidt det er muligt, give indfaldsvinkler, som åbner for mysteriet. Det er også altid vigtigt at formidle troens rationelle grundlag.

Visse bønner og centrale trosformuleringer skal læres udenad: Trosbekendelsen, Fadervor, Hil dig Maria og visse dogmatiske og liturgiske formuleringer. At kende sådanne tekster giver substans til troen. Der må dog ikke være tale om en automatisk udenadslære; teksterne skal forklares og opfattes som integrerede i livet (DCG 154).

Kateketens person er vigtigere end alle metoder. Vi må huske på, at mødet mellem det guddommelige mysterium og mennesket for mange kanaliseres netop gennem kateketen. Kateketen må også fungere som en 'katalysator' for mødet mellem mennesker; for mange er det kateketen, der udgør forbindelsen til menigheden.

Vigtigt er det, at kateketer og modtagere af katekesen lever i en gensidig dialog. Dialogen - som altid indebærer, at man deler såvel positive som vanskelige erfaringer, spørgsmål, måske også tvivl, såvel som trosvished - tilbyder en enestående mulighed for sammen at søge svar på de spørgsmål, som livet og troen stiller: sammen at foretage den kateketiske rejse, som vi alle er kaldet til.

Når alt dette drages frem, skal det dog også siges, at troen først som sidst er en frugt såvel af Guds nåde som af menneskets i frihed givne ja til Guds indbydelse. Kateketen erkender sin afhængighed af Helligånden i sit arbejde. Derfor er bøn det vigtigste redskab i alt, hvad kateketen foretager sig.

 

§ 9. At inkulturere troen

Gud blev menneske, et konkret menneske i tid og rum. Gud lader sig i Jesus Kristus 'begrænse' af en bestemt tids referenceramme og værdiopfattelse samtidigt med, at Gud i Kristus gør op med misopfattelser og en vis kommen til kort i datidens virkelighedsbillede. Dette er den oprindelige inkulturation (DCG 38, 109-110).

Denne 'Guds pædagogik' er afgørende også for vort virke. Evangelisering og katekese forudsætter en troens inkulturation, i hvilken alle de værdier, som forskellige kulturer og folkegrupper er bærere af, løftes ind i en vekselvirkning med troen. Det handler på den ene side om at finde og erkende alle ægte udtryk for tro. På den anden side må de kriterier, tankemodeller og handlingsmønstre, som ikke er forenelige med troens verden, udrenses. Dette er en altomfattende proces, som ikke begrænses til en ydre tilpasning i henseende til at gøre det kristne budskab mere attraktivt. Tværtimod indebærer en ægte inkulturation, at evangeliet skal gennemtrænge de dybeste lag af menneskets erfaringer og nå ned til kulturens rødder.

Det er vigtigt, at kateketen, samtidig med at han/hun er rodfæstet i sit eget samfund og sin egen kultur, viser lydhørhed over for, hvordan evangeliet kan inkultureres blandt de mennesker, han/hun møder - uden at selve budskabet forfalskes. Som vi allerede har set, udgør Den katolske Kirkes Katekismus den referencetekst, som kan garantere troens læremæssige enhed (DCG 134).

 

§ 10. Katekesen i forhold til de nationale grupper

Kirken er én. 'Vi tror på en hellig, katolsk og apostolisk kirke' hedder det i trosbekendelsen. Og samtidig udgør jo den katolske Kirke i Norden en mangfoldighed - og genspejler i den meningen med verdenskirken. Kirkens enhed er ikke det samme som ensrettethed. Teologisk udtrykkes enheden gennem det, at alle samles rundt om biskoppen omkring det samme nadverbord.

Den katolske Kirke i Norden beriges af, at dens medlemmer har deres rødder i så mange forskellige nationaliteter og kulturer, at der her findes så mange - ofte indvandrere - som har et helt livs erfaring med at være katolikker. Men den kendsgerning, at der findes så mange forskellige nationaliteter og kulturer, kan også virke splittende. Kontakten mellem den nationale sjælesorg og de lokale menigheder bliver da af afgørende betydning. Eftersom forholdene er meget forskellige i de forskellige nordiske bispedømmer, gives der her ingen fælles retningslinier. Følgende spørgsmål bør berøres i de nationale retningslinier:

- Hvordan kan den nationale sjælesorg fungere som en brobygger, således at på den ene side den kulturelle identitet, som indvandrerne har med sig fra deres oprindelsesland, i mest mulig grad kan bibeholdes, og på den anden side mødet med den nye kultur/det nye land kan fremmes?

- Den religiøse opdragelse er først og fremmest forældrenes ansvar og opgave. Hvordan kan den lokale menigheds katekese udformes, så den bekræfter den undervisning, som sker i hjemmet?

- Den undervisning, som finder sted i hjemmet, sker ofte på det oprindelige modersmål. Hvordan kan den nationale sjælesorg og de lokale menigheder bidrage til, at de børn og unge, som forventes at forblive i det nye hjemland, lærer at udtrykke sig om troen - og måske forsvare den - også på det nye sprog?

- For dem, der er vokset op i et andet land med en enhedskultur, hvor den katolske tro måske opfattedes som noget selvindlysende, kan mødet med troende fra en anden konfession og med ikke-troende/agnostikere være noget af et chock. Hvordan kan den katolske identitet styrkes hos disse mennesker, uden at de af den grund bliver blinde for de værdier, som man kan møde også uden for den katolske Kirke?

-Det sociale aspekt er vigtigt i trosformidlingen (§ 4), og betydningen af Kirkens sociallære i trosformidlingen understreges ofte i direktoriet. Hvordan kan den blive en integreret del, ikke mindst af voksenkatekesen? (DCG 17, 18, 157).

 

§ 11. Kateketcentralernes opgave. Kateketcentralen som 'biskoppens forlængede arm', hvad angår det kateketiske arbejde i bispedømmet

Den øverste ansvarlige for katekesen i bispedømmet er biskoppen. Bispedømmets kateketiske center er det officielle organ (Officium Catechisticum), som handler på biskoppens vegne i spørgsmål, som angår katekesen (DCG 265).

Bispedømmets kateketiske center har ud fra biskoppens anvisninger ansvar for følgende:

-udarbejdelse af forslag til kateketiske retningslinier og program for bispedømmet

-udarbejdelse og udgivelse af kateketisk materiale, som opfylder bispedømmets forskellige behov

-kateketuddannelse

-kontakten til menigheder, skoler, nationale grupper og andre grupper.

De kateketiske centre i Norden samarbejder inden for rammerne af den nordiske kateketkonference. Denne 

-fungerer som et organ for gensidig information og inspiration i det kateketiske arbejde

-må arbejde ud fra de retningslinier og ønsker, som den nordiske bispekonference måtte fremlægge

-fungerer dermed som hørings- og udførende organ under bispekonferencen

-er således alt i alt et samarbejdsorgan for fælles kateketiske projekter.

Det er ønskeligt, at kontakten og samarbejdet mellem de ansvarlige ved de kateketiske centre opretholdes og videreudvikles. Tilsammen bør de forsøge at knytte og opretholde internationale kontakter gennem deltagelse i internationale kateketiske møder og gennem nære forbindelser til ansvarlige organer uden for de nordiske lande.