På mange måder gør den moderne livsstil og –rytme det svært for os rigtigt at fejre og især gennemleve påskens helligdage. Det bedste ville være kun at koncentrere sig om de liturgiske fejringer i kirken og derudover en andagtsfuld stemning i hjemmene. Erfaringen viser, at det ikke altid er helt nemt. Selv om de fleste institutioner i samfundet holder ferie, så er der alligevel en vis form for travlhed. Både i kirken og i familierne er der mange ting, der skal forberedes, og selv om rutinerne og traditionerne er velkendte, skal de altid aktualiseres og konkrete ting skal ordnes.
Påskelørdag er en dag, som skulle hjælpe os med at finde særlig ro til fordybelse i påskens mysterier. Der er ingen store liturgier mellem langfredagens og påskenattens fejringer. Helt uden aktiviteter er dagen dog ikke, særligt ikke for dem, der skal forberede påskevigiliens liturgi.
Udover, at det ville være rart at have mindre travlt og at have forberedt så mange ting i så god tid som muligt, så skal påskelørdag også kunne hjælpe os med teologisk og fromhedsmæssigt at stoppe op. I tiden dengang mellem Jesu død og opstandelse skete der ikke noget. Jesu modstandere mente, at nu havde man fået ham gjort tavs, mens hans venner følte, at alt var tabt.
Evangelisten Johannes gør meget ud af at kæde Jesu død og opstandelse sammen også rent tidsmæssigt, så det næsten er én begivenhed. For Johannes kan Jesus ikke være død ret længe. For ham er dødsøjeblikket et teologisk splitsekund, som straks går over i opstandelsen. Ikke desto mindre er der en tid mellem Jesu død og opstandelse, hvor der tilsyneladende ikke foregår noget, i hvert fald ikke, noget som kan registreres med vore sanser og øvrige opmærksomhed.
Rrods denne stilhed og mangel på begivenheder er påskelørdag, tiden mellem Jesu død og opstandelse, alligevel et tidsrum, hvor der sker noget. I trosbekendelsen siger vi ”nedfor til dødsriget.” Det er en stor og vigtig trossandhed, som dog af gode grunde ikke er dokumenteret på samme måde som Jesu død og opstandelse. Det er en begivenhed uden vidner her på jorden, men så meget desto mere en afgørende erfaring for dem, der mødte Jesus i hans nedfart til dødsriget. Det er klart, at Jesu opstandelse først og fremmest skulle være fremadrettet. Fra da af skulle menneskets forhold til Gud for altid være forandret og livet med ham leves på en helt ny måde.
Nu er Gud ikke kun øjeblikkets Gud, selv om tusind år er det samme for ham som en dag, som salmisten siger (jf. Sl 90). Heller ikke for de døde betyder tid længere noget, i hvert fald ikke sammenlignet med livet på jorden. Med sin nedfart til dødsriget ville Jesus tage højde for, at der trods det overordnede evighedsaspekt er en tidsdimension også i Guds historie med mennesket. At Gud har skabt noget, og ikke mindst os mennesker, at hans egen Søn på et tidspunkt blev menneske betyder uvægerligt, at der kan tages tid på noget af det, der er sket siden skabelse og menneskevordelse. Derfor er det, at Jesus med sin opstandelse ikke kun bliver et håbets tegn for menneskene i sin samtid og for dem, der kommer efter, men for alle, der havde levet og var døde siden skabelse og menneskevordelse. Derfor har fromhedstraditionen og kunsten også forsøgt at forestille sig Jesu nedfart til dødriget som en befrielse for dem, der af gode grunde ikke havde kunnet møde Gud i hans Søn eller i det hele taget være kommet til tro på ham. Adam og Eva, patriarkerne, kongerne og profeterne, ja inklusiv Johannes Døberen bliver gjort delagtige i opstandelsen og det nye liv med Gud.
Selv om vi lever i en snart 2000-årig tradition med Kristi opstandelse, kan og skal den også for os kunne blive en oplevelse af, at han også i vor tid henter os op fra håbløshed og fortvivlelse. Selv om opstandelsen er et endegyldigt faktum, er der stadig mennesker, der har brug for, at livet og sejren over død, ødelæggelse og modgang brænder igennem. Krigen i Ukraine og anden menneskelig nød, for både store befolkningsgrupper og enkeltpersoner, virker stadig som et paradoks på baggrund af Kristi sejr. Derfor har mange mennesker også i dag brug for, ikke blot at erfare den opstandne Kristus, men også for et besøg fra ham i deres personlige dødsrige. Kristus er naturligvis den, der helt suverænt kan vise dette nærvær og lade os mærke virkningerne af det. Vi, hans disciple kan også repræsentere og nærgøre Kristus ved med begejstring at vidne om vor tro, men også ved en gang imellem at stige ned i andre menneskers personlige dødsrige, vise dem nærhed og prøve at tage dem ved hånden og prøve at føre dem op.
Denne liturgis tredje læsning handler også om befrielse, om israelitternes udgang fra Egypten, om enden på deres århundredelange slaveri. Ikke for ingenting er overgangen over Det røde Hav, én af de stærkeste hændelser på vej mod det forjættede land, blevet et forbillede på dåben. I læsningen fra profeten Ezekiels bog siger Gud, at han vil stænke rent vand på Israels folk, fordi det har gjort sig urent med ondskab og afgudsdyrkelse. Mennesket får endvidere en ny ånd og et nyt hjerte. Ikke mindst I, kære dåbskandidater, men alle I, som i aften skal optages i Kirkens fulde fællesskab, oplever en vandring i tro med forbillede i den gamle pagts mennesker og i Kristi opstandelse.
Selv om det kan lyde makabert, så beskrives dåben også som en begravelse, en nedstigning, hvorfra man skal føres op. Man behøver ikke at være omvendt fra ugudelighed og eller et liv i alvorlig synd for at opleve en befrielse. Ligeledes kan indlemmelsen i Kirken være en naturlig videreførelse af en kristen erfaring man allerede har gjort og er vokset i. Men selv for os, der længe har været en del af Kirkens fællesskab, gælder det, at der stadig skal være plads og vilje til vækst, at foretage overgange, hvis man gjort tilbageskridt, at lade sig bestænke med rent vand og lade sit hjerte forny.
Vor alles deltagelse i denne fejring er et udtryk for dette sindelag: At vi tager imod Kristus, lukker ham ind i vort liv og lader ham påvirke det. Men særligt for jer, kære dåbskandidater, Claudia og Elias, og øvrige konvertitter, er dagen i dag en skæringsdato, hvor noget nyt begynder, en afglans af Jesu død, nedfart til dødsriget og opstandelse. Stol på, at et stærkt fællesskab er etableret med ham med forsikring fra hans side om altid at være med jer, også selv om livets udfordringer kan lade jer mærke skygger af dødsriget. Men også da kan I have tillid til, at den sejrende Kristus vil tage jer ved hånden og føre jer op, forhåbentlig også hjulpet at jeres trosfæller.
En konversion er en dybt personlig beslutning, som andre kun kan støtte og inspirere til, men ikke tage. Derfor er de andres rolle ikke uvæsentlig, ja, den er ligefrem nødvendig. Kristenlivet er jo et liv i fællesskab, hvor alle skal støtte hinanden med et godt vidnesbyrd, med inkludering, med både formaninger og opmuntringer. For alle, der allerede er i Kirken, er tilgangen af nye medlemmer altid en opmuntring, ikke blot fordi Kirken dermed vokser i tal, men først og fremmest, fordi det er et tegn på, at Kristi budskab stadig har appel. Lad glæden over denne vækst samtidig være en inspiration til at styrke og bevare budskabets og Kirkens troværdighed ved at liv, der hele tiden næres af friskheden i Kristi opstandelse.
Amen.
--------
Læsninger:1 Mos 1,1-2,2; l Mos. 1,1-18; 2 Mos 14,15-15,1a; Es 54,5-14; Es 55,1-11; Bar 3,9-15.32-4,4; Ez 36,16-17a.18-28; Rom 6,3-11; Luk 24,1-12