Dagens første læsning handler om et opbrud, et længe ventet opbrud, indledningen til en befrielse - afslutningen på et århundredelangt slaveri. Alligevel er der noget dystert over beretningen. Der er nogle forskrifter, der nøje skal overholdes, man må ikke gøre noget forkert, ingen tid må spildes, det nøje foreskrevne måltid skal indtages i rejsetøjet.
Når vi i år hører denne beretning, kan vi nemt komme til at tænke på mennesker, som må bryde op, ikke som befrielse fra et slaveri, men som flugt fra en sikker tilværelse, et hjem, som på ganske kort tid er blevet truet og ved at blive ødelagt. Vi tænker naturligvis på dem, der må flygte fra Ukraine, men bør heller ikke glemme de mange, der andre steder i verden ufrivilligt må forlade deres hjemegn. Israelitterne skulle til et endnu ukendt forjættet land, til opfyldelsen af en længsel; vor tids krigsflygtninge må forlade det sikre og vante og begive sig ud i usikkerhed. Hvor den israelske familie var samlet til opbrud, er den moderne flygtningefamilie ofte splittet.
Naturligvis er israelitternes opbrud fra Egypten ikke et forbillede på moderne flygtninges situation. Her vil vi nok snarere skele til Den hellige Families flugt til Egypten, som virkelig var en flugt fra en konkret trussel. Vore tanker kan dog godt gå til nutidens mennesker i nød samtidigt med, at vi uden selv at være i fare gør os nogle tanker om opbrud.
Opbruddet fra Egypten er en frelseshistorisk hændelse, som vi skal se i lyset af påskens begivenheder og dermed som en del af vor identitet som kristne. Jødernes påskemåltid er et forbillede på eukaristien, som jo er i centrum i skærtorsdagens liturgi; men eukaristien er også en opsummering af næstekærlighed, som yderligere kommer til udtryk i fodtvætningen, der selv for Jesus også mest var et ritual, men dog eet, der klart skulle udtrykke hans tjenersind og vilje til at give sig selv for sine venner.
At beretningen om eukaristiens indstiftelse i anden læsning og fodtvætningen i evangeliet fylder lige meget i dagens liturgi er med til at fortælle, hvor vigtigt det er, at der er sammenhæng mellem den tro, vi bekender og forsvarer, og måden vi lever efter den.
For israelitterne, der stod for at skulle bryde op fra Egypten, var hele sceneriet sikkert omgivet at mystik og forundring. Hvad skulle alle de detaljerede ceremonier til for? Som kristne ser vi dem i lyset af hele frelseshistorien, ikke mindst i indstiftelsen og fejringen af eukaristien, og har derfor også mulighed for at se den dybere mening. Det betyder dog, at vi må bevidstgøre det, vi fejrer, sætte os ind i de mest elementære aspekter. For jøderne er datidens begivenheder stadig med til at skabe og bevare identiteten. Det er vigtigt for jøderne, at se udgangen fra Egypten som det religiøse grundlag for deres eksistens. På samme måde skal vi kristne ved fordybelse i eukaristien finde vor identitet som kristne, blive bevidste om, hvad Gud gennem sin Søn har gjort for os. De detaljerede anvisninger og konkrete ydre kriterier med krav om kvalitet skulle pege frem mod Ham, der virkelig er perfekt, og gjorde alt af kærlighed til os ved helt at hengive sig. Selv om vor fejring af eukaristien med rette er ritualiseret, så er det denne ånd af opofrelse hos Kristus, vi hele tiden skal se.
Med vor fejring af Eukaristien bliver vi også ført ud på en trosvandring. Vi skal som israelitterne have forundring nok til at kunne se, at Gud vil noget med os, at der med vor vandring i troen begynder noget nyt og godt. Ved israelitternes udgang fra Egypten tales der ikke om, at de skulle omvende sig. Gud er helt på deres side. Anderledes er det ved den senere befrielse fra eksilet i Babylon. Selv om Jerusalems ødelæggelse og fordrivelsen derfra er en uret, bliver der også gjort opmærksom på folkets egen skyld og utroskab, så hjemkomsten fra Babylon er i høj grad betinget af omvendelse. Kravet om omvendelse kom dog allerede under vandringen fra Egypten til Det forjættede Land. Dansen om guldkalven og den oprørske stemning hos folket forsinkede indtoget i Det forjættede Land, og inden man var nået så langt, fortrød man også, at man var brudt op fra Egypten. Selvom livet dér var præget af undertrykkelse, var det noget mange begyndte at længes efter, fordi udfordringerne under befrielsen forekom folket hårdere at bære end Egyptens mangel på frihed, som dog sikrede de basale behov.
Selv om vi ved troens gave er blevet indbudt til at følge Gud ind i noget nyt, som føles befriende og giver mening, så falder vi også nogle gange tilbage i bevidst eller ubevidst længsel efter et liv med mindre engagement og med ønsket om i højere grad at kunne gøre, som man selv vil. De store hændelser i frelseshistorien var punktuelle begivenheder, der skulle markere Guds indgriben og senere mane til omvendelse. Ved siden af disse store kollektive hændelser, både i den gamle og den nye pagt, har vi naturligvis den kamp og de anfægtelser, de åndelige erfaringer og oplevelser, som er en del af det enkelte menneskes liv. Hver enkelt af os er individuelt blevet kaldet til at følge Gud, nogle gange ved at vokse op i et trosmiljø, andre gange ved at have foretaget et radikalt og bevidst valg; men i begge situationer kan det hænde, at vi handler imod det, vi har valgt eller erkendt som det rigtige.
Eukaristien står for os som det største mysterium og den mest afgørende trossandhed, bl.a. fordi den er rammen om det centrale i vor tro, Kristus og hans opstandelse. Kristi Legems og Blods fest, som vi skal fejre om et par måneder, giver os anledning til at fordybe os i Eukaristiens mysterium, til virkeligt se Kristus til stede i det, lade os anspore til tilbedelse og respekt. Det gælder naturligvis også i dag, skærtorsdag, for tingene hænger jo sammen; men i dag fejrer vi et andet aspekt af Kristi tilstedeværelse, nemlig som den opofrende og tjenende. I slutningen af evangeliet siger han: ”Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Jesu opfordring til at tjene hinanden, også i vore fjernere medmennesker, skal ikke være et udtryk for en nøgtern humanisme, men en klar frugt af troen på ham. Naturligvis er det gode, der udføres af mennesker, som ikke kender Gud, ligeså værdifuldt, fordi det er frugten af en ubevidst tro på ham. Vi, der tror på Ham, lever både med en udfordring og et stort privilegium. Udfordringen består i, at vi nogle gange må træffe valg, vælge Gud frem for vort eget. Privilegiet er at mærke, at det, vi gør af godt, så er en forkyndelse af Guds kærlighed, et svar på det gode, han har gjort mod os. Peter vil have den store omgang vask, men får at vide, at det er nok med fødderne. Jesu vask af disciplenes fødder er kun et lille symbol på det endnu større, han har gjort for os. Også for os gælder det, at de praktiske, nogle gang trivielle tegn på næstekærlighed på én gang er et troens svar på Kristi store kærlighed til os og et tillidsfuldt udtryk for at tage vor tro alvorligt, netop ved derved at lade hans eksempel anspore os til næstekærlighedens gerninger.
Amen
---------
Læsninger: 2 Mos 12,1-8.11-14 1 Kor 11,23-26 Joh 13,1-15