Alle tre bibeltekster på denne søndag indeholder hvert et markant udsagn, som både kan karakterisere vor tid og ønsket om at få opfyldt en længsel, ikke mindst på baggrund af usikkerhed og ængstelse. Men trods denne indfaldsvinkel skal de tre tekster også ses som tekster, der er typiske for påsketiden og dens sidste fase hen imod fejringen af Helligåndens komme og dermed netop som tekster, der rummer håb.
Kerneudsagnet i evangeliet er også temaet for vore valfarter, nemlig Jesu bøn om, ”at alle må være eet.” Vi har hørt dette jesusord så tit, også så tit, at det kan virke forslidt og uden appel. Vi bruger det fast i vore bønner om enhed blandt de kristne, undertiden måske også uden at lade os berøre af alvoren og dybden i Jesu anliggende.
I anden læsning fra Johannes’ åbenbaring tales der om Jesu snarlige genkomst, noget, som de første kristne tog meget alvorligt og som derfor gjorde, at de ikke tænkte langsigtet som vi, der nu blot siger, at vi ikke kender dagen og timen for tidernes ende.
Afsnittet af apostlenes gerninger i første læsning er en del af historien om de første kristnes erfaringer, deres udfordringer, resultater og begejstring. Beretningen om Stefanus’ stening hører til de alvorligere konsekvenser af trofasthed mod Kristus, konsekvenser, som lige siden og også i vor tid har været og er vilkår, som nogle kristne må leve med.
Som for de fleste andre bibelord drejer det sig netop også om ord, der tales ind i vor tid og derfor er rettet direkte til os. Det er sådan, fordi nye mennesker til enhver tid skal have den samme nærhed til Jesus som de første disciple og i samme grad og med samme begejstring fortsætte evangeliets forkyndelse. Vi kunne sige, at vi blot er slægter, der følger slægters gang, i en tid, der hverken er værre eller bedre en tidligere.
Det ville dog være en form for fortrængning og mangel på realitetssans, hvis vi ikke tog Bibelens ord som udfordringer og som en opfordring, der også er rettet til os. Vi ser meget nøje på, hvad der foregår i vor tid, og er i høj grad præget af det. I de sidste to år har pandemien vendt op og ned på mange ting og lært os i mange henseender at indrette os på en anden måde. Selv om vi forhåbentlig snart er ude af den, vil vi tage nogle erfaringer med, og vi ved ikke, om vi snart igen får brug for dem.
Endnu mere lever vi i øjeblikket i ængstelse over, hvordan krigen i Ukraine vil udvikle sig, ikke blot dér, men på resten af vort kontinent med fare ikke kun for freden, men også for velfærd og stabilitet.
Dertil kommer, også selv om de fleste måske ikke tænker over det, de mange udfordringer, som Kirken står overfor. Ud over de gammelkendte problemer som dalende praksis, vanskelighederne med at holde de unge i Kirken, at få finanserne til at slå til og finde de nødvendige frivillige hjælpere, er Kirken også udfordret af de metoder, man nogle steder søger at løse problemerne og møde udfordringerne med. Uenigheden om, hvilke metoder, der er bedst, viser sig ofte i drastiske forsøg på at rokke ved Kirkens lære og struktur, ja hele dens selvforståelse. Uenigheden kan også vise sig i vanepræget vægring mod nødvendige og meningsfyldte fornyelser. Begge holdninger er med til at svække Kirken og dens vidnesbyrd.
Når debatten bliver hed og dermed kommer i fare for at blive unuanceret, er der brug for at åbne sig for opfyldelsen af Jesu bøn om, at alle må være eet, og ikke kun de kristne, som endnu er splittet, men også de religioner, som står i et spændt forhold til hinanden og den verden, der er delt af så mange forskellige interesser. Der er også brug for, at vi i Kirken selv alle må være eet, både i det daglige vidnesbyrd, og når store principielle kontroverser dukker op. Her er den enhed, Jesus beder om, mere end genetableringen brudte strukturelle og historiske relationer. Her drejer det sig om at indse, at det at tabe Jesus af syne uvægerligt vil forårsage mangel på enhed. Nu vil alle, for hvem evangeliets udbredelse og Kirkens vel er en mærkesag, have Jesus for øje. Alligevel kan vi godt overse vigtige ting i hans budskab og henvendelse til os eller bevidst eller ubevidst sortere det fra, som vi har svært ved at overholde eller acceptere. Derfor er vort bidrag til opfyldelsen af Jesu bøn om enhed mere end passiv venten på, at denne enhed vil indtræffe. Det skal bestå i, at vi aktivt nærmer os Jesus mere og mere ved at gøre brug af de midler, han stiller til vor rådighed, og ved at gøre det, han tilskynder os til. Det første består i at bede og modtage sakramenterne, fordybe sig i Bibelen og troslæren og engagere sig i et kristent liv, både ved at stille sine talenter til rådighed i menigheden og udøve aktiv næstekærlighed. Det andet består i stadig omvendelse, i virkeligt at vende sig fra det, som ikke stemmer overens med Guds bud og billedet af en Jesu discipel, men også i forsøg på at vokse i fuldkommenhed. Strukturelle ændringer i Kirken kan være både nødvendige og nyttige; men virkningen af dem forudsætter den enkeltes oprigtige omvendelse og i, at alle hjælper hinanden med i fællesskab at nå hertil.
Ud over en aktiv bestræbelse på at følge Jesus tættere og mere konsekvent hører det også med at lytte til Helligåndens indskydelser. Det er, hvad den synodale proces opfordrer os til. Udspillet i pave Frans’ projekt er ikke ændringer i konkrete strukturelle forhold, men i at lade ambitionen herom være ledet af, hvad Ånden måtte have at sige, både ved at lytte til ham og til hinanden.
Opfyldelsen af Jesu bøn om enhed og vor ambition om i højere grad at følge hans eksempel kommer således ikke kun til at bestå i en autentisk og troværdig kristendom. Et sådant kristent vidnesbyrd vil rigtig nok være appellerende og inspirerende for andre, så de forhåbentlig selv kommer til tro og følger Jesus. Men det kan også afføde reaktioner, som dem vi hører om i første læsning. Også i dag kan det kristne budskab få folk til at holde sig for ørerne og til at gå løs på dem, der tror på Jesus. Stefanus gav udtryk for en erfaring og aflagde en slags trosbekendelse. Den åbne himmel udtrykte hans nære relation til Gud, og synet af Menneskesønnen stående ved Guds højre side var en bekræftelse af troen på, at Jesus er herre. Beretningen om Stefanus’ syn og bekendelse er afslutningen på en lang forsvarstale og gennemgang af frelseshistorien, som ender med en bebrejdelse af, at hans tilhørere ikke lytter til Helligånden. Denne mangel på lydhørhed gjorde, at tilhørerne ikke opfattede Jesu gerning som opfyldelsen af den gamle pagt, men som blasfemi og en underminering af deres åndelige verdensbillede og samfundsordenen, og derfor stenede de Stefanus, akkurat som Jesus blev korsfæstet efter den samme anklage.
Også i dag kan det kristne budskab få folk til at holde sig for ørerne og til at reagere stærkt. Det gælder enten, hvis det støder an mod andre religioners lære eller mod det sekulære samfunds normer. Reaktionen i vor del af verden er ikke nødvendigvis så barsk, som den, Stefanus oplevede; men som kristne må vi i tiltagende grad være belavet på, at vort budskab forarger og bliver nægtet accept, ja, bliver opfattet som et angreb på et moderne samfunds værdier og normer, ikke længer blot som ligegyldigt og irrelevant, men som direkte farligt.
For at klare sådanne udfordringer er det nødvendigt at bevare det nære forhold til Jesus og hans Kirke, både for selv at holde ud og for ikke at gøre det lettere for modstandere at angribe det kristne budskab og udnytte et mangelfuldt vidnesbyrd og menneskelige svagheder til at diskreditere det. Også vi skal i overført betydning se himlen åben, et billede på, at det, vi tror, er virkelighed, giver mening og er udtryk for et personligt forhold til Gud.
Selv om mange ting foruroliger os og måske får os til at tænke på verdens ende som noget nært forestående, så gælder Jesu ord stadigvæk, at ingen kender dagen og timen undtagen Faderen alene. Alligevel har vi lov til at sige ”Kom, Herre Jesus,” ikke for at fremskynde hans komme som verdens dommer, men som en bøn om, at han må gribe ind, og ikke mindst som en indbydelse til ham om at drage ind i vort liv, både som en styrke, en kilde til glæde og en ansporing til omvendelse.
Trods den institutionelle enhed, som Jesus har lovet Kirken, og som garanterer ægtheden af dens budskab, kan den synlige enhed godt blive såret og trænge til at blive styrket. Det er en stadig proces, som både Jesus og Helligånden følger med deres forsikringer og nådegaver. Men selv om vi i allerhøjeste grad har lov til og skal stole på Jesu løfter og Helligåndens bistand og ikke selv overtage styringen, skal vi heller ikke være uden initiativ. Dette initiativ består ikke kun i aktiviteter, og slet ikke sådanne, som vi vil styre. Vort initiativ skal bestå i åbenhed for Helligånden og i villighed til at følge ham. Lytten til Helligånden bevirker både trøst og udfordring. Trøst fordi, vi får opmuntring, når vi er ved at miste modet, og udfordring, når vi i stedet for selv at tage styringen, er parate til at lade os lede af Gud.
Det er bl.a. det, den synodale proces vil hjælpe os med. Selv om projektet i begyndelsen kunne virke diffust og for lidt konkret, er det i vort bispedømme blevet mødt med en ikke ringe interesse. Uden i enkeltheder at være bekendt med, hvad der er blevet drøftet, ser vi, at det har ført mennesker sammen i fælles overvejelser om både Kirkens aktuelle situation og dens fremtid. Der vil sikkert også være ønsker om ændringer på bestemte områder. Der kan tales om alt, også selv om ikke alt er realisabelt, men lad os ønske, at processen må føre til fordybelse i Kirkens væsen og mission, så vi både får ydmyghed til at acceptere det, som er åbenbaret og fastlagt sandhed, og mod og vilje til at ændre, hvad der kan fremme denne forståelse og gøre vort kristenliv mere autentisk. Lykkes det, vil vi både få mod over for udfordringer og begejstring for at være Jesu disciple i vor tid og få åbnet himlen både for os selv og andre.
Amen.
Læsninger: ApG 7,55-60; Åb 22,12-14.16-17.20; Joh 17,20-26