Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Paven og Verdenskirken

Pave Leo: "Jeg er ikke politiker – jeg taler om evangeliet"

Under flyvningen til Algeriet besvarede pave Leo spørgsmål om USA’s præsident Donald Trumps seneste udtalelser og slog fast, at han "ikke er politiker," og at han vil "fortsætte med tydeligt at tale imod krig og arbejde for fred og dialog."

 

Vatican News

Under den korte flyvning til Algeriet talte pave Leo – som der er tradition for på pavelige flyrejser – med journalisterne og svarede på spørgsmål om de udtalelser, som USA’s præsident, Donald Trump, havde fremsat om ham på det sociale medie Truth Social.

Paven understregede, at han "ikke ser sin rolle som en politisk. Jeg er ikke politiker, og jeg ønsker ikke at gå ind i en debat med ham."

Pave Leo fortsatte: "Jeg mener ikke, at evangeliets budskab bør misbruges, sådan som nogle gør. Jeg vil fortsat tale klart imod krig og arbejde for fred, dialog og multilateralt samarbejde mellem stater for at finde løsninger på de problemer, verden står overfor. Alt for mange mennesker lider i dag, alt for mange uskyldige liv er gået tabt, og jeg mener, at nogen må rejse sig og sige, at der findes en bedre vej."

Herefter hilste paven på journalisterne om bord på det pavelige fly.

Han gentog derefter den samme appel, som han indledte sit pontifikat med: fred. "Jeg siger dette til alle verdens ledere, ikke kun til ham [præsident Trump]: lad os afslutte krigene og fremme fred og forsoning."

Som svar til en amerikansk journalist, der stillede det samme spørgsmål, sagde paven: "Jeg frygter ikke Trump-administrationen eller at tale højt om evangeliets budskab, som jeg mener er det, jeg er kaldet til, og det, Kirken er kaldet til."

"Vi er ikke politikere," understregede han. "Vi fører ikke udenrigspolitik med samme blik som dem, der sidder med det politiske ansvar, men jeg tror på evangeliets budskab som fredsstifter."

De amerikanske biskopper reagerer
Som reaktion udtalte ærkebiskop Paul Coakley, formand for USAs katolske bispekonference, at han var "bekymret" over præsidentens udtalelser. "Pave Leo er ikke hans rival, og paven er ikke politiker," sagde han i en erklæring. "Han er Kristi stedfortræder, som taler ud fra evangeliets sandhed og med omsorg for sjælene."

Et vedvarende fredsbudskab
Fred er et gennemgående tema for denne apostolske rejse til fire afrikanske lande, pave Leo har påbegyndt. Rejsen er, forklarede paven, særlig af flere grunde – blandt andet fordi den var tænkt som “den første i pontifikatet.” Han udtrykte glæde over at kunne vende tilbage til Algeriet, landet hvor Augustin af Hippo virkede. Helgenen, sagde paven, "udgør en vigtig bro i den interreligiøse dialog."

Muligheden for at besøge det sted, hvor den nordafrikanske helgen var biskop, er en velsignelse for paven, men, understregede han, "også for Kirken og for verden, fordi vi altid må søge broer, der kan bygge fred og forsoning."

Pave Leo afsluttede sin hilsen til journalisterne med at fremhæve rejsens overordnede budskab: at fortsætte med "den samme stemme og det samme budskab – at vi ønsker at fremme fred, forsoning, respekt og hensyn til alle mennesker."

Vatican News, oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener

Billede: Vatican Media
 

Biskop Czeslaw: Pave Leo siger det, alle hans forgængere har sagt
I et interview med Kristeligt Dagblad (kræver abonnement) udtaler biskop Czeslaw, at "pavens anliggende har været at tale om fred rent principielt, og han tager heller ikke parti med nogen." Biskoppen, som er “på pavens side principielt og i den konkrete situation” fortsætter: 

"Man kan ikke bebrejde paven, at han ønsker at appellere til de mennesker, som har mulighed for at forhandle og skabe fred. Han siger, hvad alle hans forgængere har sagt, og det, som han og alle andre finder naturligt, nemlig at fred skabes gennem dialog, og at man nogle gange må se bort fra egne interesser."