At give mere end man får: Unge på Den Nordiske Valfart til Lourdes

I år er Kristina Kristensen, 24 år, fra Sankt Nicolaj Kirke i Esbjerg, og Marie-Therese Høhling, 27 år, fra Sankt Vilhelms Menighed i Hillerød, ansvarlige for de unge på valfarten.

En modvægt til larmen derhjemme

DUK har været en del af Den Nordiske Valfart i otte-ni år, siden man indledte et samarbejde med valfarten. Siden da har antallet af unge deltagere været stigende og mange af dem kommer igen.

"Jeg fornemmer, at de unge generelt er glade for pilgrimsture til udlandet," fortæller Marie-Therese Høhling. "Som katolik i Danmark er man en minoritet, og man kan godt føle sig lidt alene med sin tro derhjemme. Så det at komme til et sted, hvor der er så mange andre, som deler den samme tro, har en stor betydning. Det kan være med til at bekræfte en i at holde fast i sin tro og forstærke den."

Hun peger på, at pilgrimsturen også giver en ramme for fordybelse, som er svær at finde i en travl hverdag. "Der er så meget larm derhjemme, så meget støj i hverdagens gøremål," siger Kristina Kristensen. Marie-Therese uddyber: "Mange fortæller, at det kan være svært at finde tid til at bede eller fordybe sig derhjemme. Hvis der er noget, dette sted inviterer til, så er det fordybelse.”

Selv de sociale medier fylder mindre i Lourdes, bemærker Kristina: "De unge er faktisk ret gode til ikke at være på telefonen her, fordi der sker så meget hele tiden. Jeg tror, det hjælper dem til at kunne høre Guds stemme mere tydeligt, når de ikke er på deres mobiler, for det kan også være en stor distraktion."

At give mere end man får

Men det, der for alvor adskiller Lourdes fra andre pilgrimsmål, er ifølge de to ledere den rolle, de unge selv spiller. Hvor man andre steder rejser hen for sin egen åndelige oplevelse, kommer de unge frivillige til Lourdes for at være noget for andre. For de syge, de ældre og de svageste blandt pilgrimmene.

"Min oplevelse er, at der er mange, som virkelig finder det givende at være her, fordi de får lov til at give i stedet for bare at få," siger Kristina Kristensen. "Vi er skabt til at give og til at hjælpe og elske andre. Det er en grund til, at de unge kommer, de ønsker faktisk at give mere, end de får. Og det er en stor oplevelse for dem."

Mødet med sygdom, lidelse og alderdom er ifølge Marie-Therese Høhling en af de ting, der gør størst indtryk på de unge. "Sygdom, lidelse og alderdom er meget synlige ting her, man ser mennesker i kørestole og blå vogne alle steder, og man ser mennesker være der for hinanden. Mange unge synes, det er bekræftende, og det giver dem lyst til selv at kunne give det videre."

Men gaven går begge veje, understreger hun: "De unge kommer for at gøre noget for andre, men finder ud af, hvor meget de ældre også giver til dem. Man tænker: 'Jeg skal jo hjælpe dig' men så har man en samtale, og pludselig har den anden givet én et helt nyt perspektiv på, hvad lidelse eller taknemmelighed er." Det skaber, siger begge, en form for familiefølelse på tværs af generationer: "Der er nogle, man kender fra tidligere år, 'det var hende, jeg hjalp sidste år.' Og de ældre kan også huske de unge."

Ingen er en byrde

En af de mest bevægende erfaringer, de to ledere fortæller om, handler om unge, der har været bange for at tage med, fordi de frygtede at være til besvær. "Jeg har oplevet flere gange, at nogle unge var i tvivl, om de skulle tage med, fordi de var bange for at være en byrde," siger Kristina Kristensen. "Men vi siger til dem: Her er der ikke bare raske mennesker, her er der plads til alle."

Netop dette møde med et fællesskab, hvor ingen bliver set som en belastning, gør indtryk. "Der var en på valfarten, der sagde, at det var så rart at opleve, at folk rummer én," fortæller Kristina. "For man er så vant til, at samfundet nemt gør én til en byrde. Det er bare ikke sådan, Gud ser os. Og det afspejles her i Lourdes: Det er faktisk de syge, og dem, der ellers ses som byrder, der kommer i første række."

Marie-Therese Høhling ser en dybere pointe i selve Bernadette-skikkelsen: "Hun var en ung, fattig pige, slet ikke lærd i Kirken og alligevel er det hende, der bliver valgt, og hun vælger at sige: 'Her er jeg.' Det handler ikke om, at man skal have alt muligt materielt, eller at man skal være særlig god til noget for at kunne give til andre. Det handler bare om at stille sig frem og sige: Her er jeg, med det, jeg kan og har."

Et sted, der forandrer

For begge unge ledere har årene i Lourdes efterladt varige spor i deres trosliv. "Jeg har mange gange sagt, at Lourdes er mit andet hjem," siger Marie-Therese Høhling, der første gang kom til Lourdes som teenager, dengang gennem sin families frivillige arbejde på valfarten. "Man mærker virkelig Guds nærvær, og man mærker den universelle Kirke, når man er her. Jeg har fået et meget tættere forhold til Jomfru Maria, og en bedre forståelse for, hvorfor hun er et forbillede for os. Hun var et menneske, der valgte at sige ja: 'Det ske mig efter dit ord.' Det er et meget smukt eksempel for os."

Kristina Kristensen genkender det samme hos sig selv. Hvor hun engang drømte om at rejse til tropiske destinationer, er den slags rejser efterhånden blevet mindre vigtige. "Jeg har ikke lyst til at rejse for at holde charterferie, shoppe eller alle mulige overfladiske ting, jeg synes, den tilgang er blevet lidt tom på en eller anden måde. Derfor er Lourdes virkelig vigtigt for mig. Vi er her for at lede folk til Kristus, og det er en af vores opgaver som ledere på valfarten, at hjælpe hinanden med at være et hjælpemiddel for hinanden på vejen mod himlen."

Hun peger også på selve kaldstanken, som en del af det, der optager de unge under ugen i Lourdes. "Jeg har prøvet at spørge nogle af de unge om kald, om de har præstekald eller andet. Og det er der faktisk nogle af dem, der har. De har et behov for at snakke om det, for det kan være svært at bære alene. Jeg synes, det er godt, at de kan komme her og få klaret tankerne, fordi man er i et andet miljø."

Begge to vender tilbage til det samme billede, når de skal beskrive, hvad Lourdes i sidste ende handler om: at vokse i kærlighed, sammen. "Jeg håber, de ser sig selv som muligheder for, at vi kan vokse i kærlighed," siger Kristina Kristensen. "Vi hjælper faktisk alle sammen hinanden på vej mod himlen. Man skal ikke føle sig som en byrde, for det er man ikke, man er et kæmpestort hjælpemiddel. Vi er alle hjælpemidler for hinanden."

Og i sidste ende får de unge nok alligevel mere end de har givet. Ved netop at give.