Biskop Czeslaw prædiken langfredag d. 3. april 2026

Læsninger: Es. 52,13-53.12        Hebr. 4,14-16; 5,7-9                          Joh. 18,1-19,42

  Når man har hørt lidelseshistorien, er der på en måde ikke meget mere at tilføje. Selv om evangelisten Johannes kan være både kompliceret og subtil, så er hans budskab og skildring klare nok: Jesus gennemgik en ubeskrivelig lidelse, en både fysisk og åndelig tortur og fornedrelse.

   Alligevel skal vi ikke bare betragte lidelseshistorien som en reportage om en hændelse, der fandt sted for snart 2000 år siden. Lige siden har lidelseshistorien, ja evangeliernes beretninger i det hele taget, både villet tale direkte til hver enkelt af os for at bringe os tættere på Jesus og lade os se verdens begivenheder i lyset af Jesu liv og sindelag, ikke mindst i lidelseshistorien. Det er også meningen med at gå korsvejen, som jo på en måde er en anden og måske mere pædagogisk version af lidelseshistorien.

    I lyset af al den lidelse, der er i verden, kan det virke lidt underligt at fokusere så meget på Jesu lidelse. Vi har jo også vænnet os til at se på korset uden, at vi altid tænker på lidelse, ja, for os kristne er korset på en måde et tegn på tryghed, et fortroligt kendetegn, alt efter et krucifiks’ kunstneriske værdi, kan vi endda beundre det.

     Samtidig må vi ikke glemme andre menneskers lidelser, ikke bare, fordi vi skal være parat til at lindre dem, hvis det er muligt; men også fordi vi i lidende mennesker hele tiden skal se Jesus, jf. hans egen identificering med dem i sin forudsigelse af verdensdommen. I de lidende er der både en mulighed for at tjene Jesus, hhv forpasse denne mulighed (jf. Matt. 25,40. 45) og for virkelig at beundre og takke Jesus for på denne måde at solidarisere sig med os mennesker. Det er bl.a. derfor, at vi holder korsvejsandagter, for i denne praksis at sætte os ind i Jesu sindelag, i hvad der fik ham til at gå så langt for vores skyld, samtidigt med, at vi også har lov til at bære vore egne lidelser med på korsvejen for at vise Jesus dem og bede ham hjælpe os af med dem eller give os styrke til at bære dem.

  De enkelte stationer på korsvejen er udover at være øjebliksbilleder af Jesu situation også billeder på, hvad der kan overgå mennesker eller, hvordan mennesker kan være. Pilatus’ domfældelse af Jesus illustrerer de mange uretfærdige domme, der fældes over mennesker, både i korrupte retssystemer og i vor egen måde nogle gange at bedømme mennesker på. Mange bliver pålagt tunge byrder eller tager dem på sig for andres skyld. Vil falder mange gange i løbet af vort liv ved at give efter for svaghed til at handle forkert eller til at undlade at gøre godt. Som Simon af Kyrene hjælper vi også nogle gange halvhjertet; de grædende kvinder kan være et billede på, at vi nogle gange beklager eller forarges over dårlige tilstande for andre mennesker, uden selv at ville gøre noget for at forandre tingene, fordi det ville betyde at give afkald på noget. Vi ser også mennesker som Jesus, der berøves sine klæder, blive udstillet og latterliggjort, har måske også selv erfaret det eller været med til at bringe andre i den situation. Mennesker er gennem sygdom, nød, fangenskab, undertrykkelse naglet fast i en bestemt situation, og vi alle har døden i vente eller står ansigt til ansigt med den, enten vor egen, vore nærmestes eller de tragedier, som medierne præsenterer os for. 

  Alle disse paralleller mellem Jesu lidelser og menneskers er absolut relevante. Af gode grunde optager vore egne udfordringer os meget, og vi ønsker os af med dem, men også Jesus solidariserer sig til det yderste med os mennesker. Det begyndte med, at han overhovedet blev menneske, valgte en beskeden livsstil, tog sig af de fattige og marginaliserede og endte med at dø for sandheden og af kærlighed til mennesker.

    Hermed kan vi vende tilbage til at fokusere på Jesu lidelse og dermed på korset som noget særligt, også selv om millioner af mennesker dagligt lider. Som nævnt før, er der noget hjemligt og tryghedsskabende ved korset. Dette står nogle gange i kontrast til, at andre gerne vil have det fjernet fra offentlige rum eller nogle steder endda forbyde, at man bærer det synligt. Netop på en sådan fjendtlig baggrund lærer vi at værdsætte korset højere. Men det må ikke bare blive ved den hyggelige betragtning og beundring af korset. Vi skal også på trods af den grusomhed, der ligger bag, prøve at se korsets åndelige og teologiske magt og betydning. I sin afsluttende tale ved korsvejen i 2011 kaldte pave Benedikt korset for ”det lysende tegn på Guds kærlighed, ja på udstrækningen af Guds kærlighed, et tegn på, hvad vi aldrig havde kunnet bede os frem til, udtænkt eller håbet på. Gud har bøjet sig ned til os, han har fornedret sig til det mørkeste hjørne af vor tilværelse for at række os hånden og trække os til sig, bære os op til sig selv.”

     Det er store ord, flotte ord, nogle ville måske kalde dem fromme floskler, men uanset hvad, så er korset og dermed Jesu lidelse noget stort, ganske rigtigt også noget, vi nogen gange ikke kan fatte; men korset og dermed Jesus selv er aldrig fjerne fra menneskelig virkelighed. Selv om fremstillingen af den lidende Kristus i kunsten nok er den mest realistiske, så er præsentationen af ham som den sejrende korsfæstede ikke forkert. I anden læsning bliver vi opfordret til at træde frem for nådens trone (jf. Hebr. 4,16). Her tænker vi måske umiddelbart på et hersker- eller dommersæde; men – ikke mindst i johanneisk teologi – er korset også en trone, hvorfra Kristus hersker, på én gang i magt og afmagt. Hans magt har sejret; men hans afmagt minder os fortsat om hans nærhed. Amen. 

Billede: Jim Lagerlöf