Biskop Czeslaw prædiken under påskevigilien 2026

     Dagens fejring er dog ikke kun en fest for os, som har været med længe eller er kommet til for nylig. I en hel del år har vi også kunnet glæde os over, at påsken for nogen bliver begyndelsen på deres liv med Gud, fuldendelsen af deres trosvandring. I år er det så særligt mange, det gælder for: 9 dåbskandidater og 19 allerede døbte, som bliver optaget i Kirkens fulde fællesskab. Det at kunne byde nye mennesker velkommen i Kirken påskenat er en stor glæde, ikke bare en glæde, vi deler med de nytilkomne, men en glæde, vi udtrykker på Kirkens vegne, over at den stadig er i stand til at tiltrække mennesker, der således kan berige den, ikke bare talmæssigt, men først og fremmest med nye talenter og nyt engagement. Kirken skal være missionerende, og derfor er det opløftende, at denne mission fortsat kan lykkes, hvad enten det for jeres vedkommende er et svar på en konkret, måske gradvis henvendelse fra Gud, resultatet af længere tids søgen, betagelse af Kirken og dens traditioner eller personlige bekendtskaber.

       Med påsken i år er alle I kandidater nået til et vigtigt mål for jeres trosvandring. 9 af jer bliver i dag døbt. Den smule vand, I bliver døbt med, symboliserer jeres gang gennem Det røde Hav, et tegn på opbrud hen imod noget nyt, et forjættet land. For israelitterne var det en rejse fra undertrykkelse og egentlig tilbage til et land, som deres forfædre engang havde fået overdraget. Men selv om vandringen gennem ørkenen var en rejse tilbage til noget, man en gang havde forladt, så blev rejsen også en helt ny begyndelse. Gud sluttede en pagt med sit folk. Det havde han også gjort med Abraham; men pagten på Sinai kom på en helt anden måde til at besegle forholdet mellem Gud og hans udvalgte folk. Selv om israelitterne nåede frem til Det forjættede Land, så var deres historie præget af op- og nedture, med bl.a. et nyt eksil, men hver gang viste Gud, at han stod ved den pagt, han havde indgået med sit folk. Også den nye pagts gudsfolk, Kirken, har oplevet op- og nedture i sin lange historie, på samme måde, som hver enkelt af os kan komme ud for det. Men også som kirke oplever vi og tror på, at Kristus står ved løftet om at være med sin Kirke alle dage indtil verdens ende, og det samme løfte gælder hver enkelt af os, og kommer også til at gælde jer, der i dag og i morgen bliver indlemmet i Kirken. Selv om der kan komme udfordringer, en triviel hverdag, så skal der efter at have mødt Kristus og hans Kirke aldrig være grund til at længes efter det, man har forladt, altså ikke til at tænke som israelitterne, der savnede Egyptens kødgryder.

   Læsningen fra Ezekiels bog er vigtig for jer på dage som i dag og i morgen, især den sidste del. Den første del af læsningen er fuld af bebrejdelser og irettesættelser på grund af folkets svigt og flirten med andre guder. Trods dette tager Gud folket til nåde og siger oven i købet, at han for øjnene af folkene, altså de andre folk, vil vise sin hellighed på netop sit folk. I, kære katekumener og konvertitter, er ikke kommet tilbage efter at have svigtet nogen pagt. I er nye mennesker, som Gud har fundet, kaldet og draget til sig. Den egentlige frelseshistorie begyndte med, at Gud kaldte én person, nemlig Abraham, for at gøre ham til stamfader til et nyt og særligt folk, som nu fortsætter i kristenheden, i Kristi Kirke. De store kollektive ting, der foregår i frelseshistorien, kan også manifestere sig i enkelte mennesker. Også I er som Abraham blevet kaldet til at bryde op fra noget kendt og måske trygt, måske også noget usikkert, til forskel fra Abraham - ikke for at grundlægge noget nyt, men for at blive en del af noget, der allerede eksisterer, nemlig Guds Kirke. Dog er ingen anonym over for Gud, men alle, der som Abraham er kaldet individuelt for at indlede en ny vandring med ham, er kaldet ved navn.

    Som sagt er den sidste del af læsningen fra Ezekiel særligt aktuel for jer, antydning af en helt ny begyndelse. Gud taler om at give en ny ånd og et nyt hjerte. Han vil stænke rent vand på folket, noget som kommer til at passe særligt på jer, som skal døbes; men også alle vi andre bliver i dag ramt af dette rene vand. Gud taler om at give israelitterne et nyt hjerte, et kødhjerte i stedet for et stenhjerte. Stenhjertet minder om folkets svigt. I dag får I også på en måde et nyt hjerte, ikke fordi I har svigtet Gud eller været ham utro. Jeres hjerte har allerede vist sig blødt, fordi I har kunnet tage imod Guds henvendelse til jer, så fornyelsen af jeres hjerte skal bestå i, at det bevarer sin friskhed og fortsat bliver modtageligt for, hvad Gud også fremover har at sige jer. Den nye ånd, som Gud vil give israelitterne, har vi lov til at forstå som Helligånden, også selv om Helligånden endnu ikke havde manifesteret sig som selvstændig person i Treenigheden. Den nye ånd skulle hos israelitterne træde i stedet for en gammel måde at være på, erstatte oprørsindstillingen og forhærdelsen. For jer, der skal optages, bliver der for alvor tydeligt tale om Helligånden, som I skal modtage i firmelsen. Helligånden bliver så også for jer den nye ånd, der motiverer jer til at følge og holde Guds love og bud og blive bekræftet i at være en del af hans folk.

    Gud siger hos Ezekiel, at han vil vise sin hellighed på sit folk, for at andre skal forstå, at han er Herren. Det lyder stort; men også I er mennesker, som Gud i dag viser sin hellighed på, også så andre forstår, at han er Herren. Med det menes der, at Gud viser, han er til, at han er Herren, ved at han kalder mennesker til sig. Hvis disse mennesker tror på Gud og følger ham, ja så vil andre også blive opmærksomme på ham. Hvis vi alle sammen er modtagelige for den nye ånd og det nye hjerte, så vil Guds rige træde tydeligere frem. Den nye ånd og det nye hjerte er hjælpemidler til at kunne aflægge et godt vidnesbyrd, noget, som i tiltagende grad er vigtigt for at være troværdige og også for at fremstille Kirken som troværdig. Kirken er hellig og ufejlbarlig i sig selv, fordi den er Guds kirke, men dens gennemslagskraft er afhængig af, at vi, som udgør Kirken, følger den Ånd, som Gud har givet os og hele tiden lader vort hjerte være åbent for hans indskydelser, hele tiden er parate til omvendelse og fornyelse.

   Den endelige opfyldelse af Ezekiels beretning om den nye ånd og det nye hjerte ser vi i læsningen fra romerbrevet. Her taler Paulus om gennem dåben at dø og blive begravet med Kristus. På en dag som i dag og i det hele taget i forbindelse med dåben lyder det dramatisk at tale om død. Men det, der menes med at dø med Kristus, er at lægge noget bag sig og opstå til et nyt liv, at have tæt fællesskab med ham, at blive indpodet som levende grene på ham, det sande vintræ (jf. Joh. 15,1-8). Hvis vi bliver i ham, vil vi bære frugt, dvs. både selv opleve at være elsket af Gud og få mening med vort liv, og overskud til at give Guds kærlighed og sandhed videre.

   At være vidne til andres dåb og optagelse er altid en anledning til at forny, uddybe og glæde sig over, at man allerede tilhører Kirken, er en gren på det sande vintræ. Dagen i dag er således en fest for os alle, en oplevelse af, at Gud gennem sin Kirke aldrig ophører med at drage nye mennesker til sig. Amen.

Billede: Ewa Angela Wegener