Biskop Czeslaws prædiken palmesøndag 2026

Læsninger: Matt. 21,1-11                  Fil. 2,6-11                                  Matt. 26,14-27,66

Selv om det er Jesu glædelige indtog i Jerusalem, der har givet denne søndag dens navn, er det hans lidelse, der fylder mest. Messens læsninger, og ikke mindst lidelseshistorien, siger det tydeligt. Med dagen i dag har vi begyndt Den Stille Uge, hvor Jesu lidelse er hovedtemaet. Heller ikke skærtorsdagens glædelige fejring af Eukaristiens indstiftelse ændrer i første omgang så meget ved dette, fordi den sidste nadver hurtigt følges af Jesu tilfangetagelse og de øvrige voldsomme begivenheder op til korsfæstelsen.

Meningen med at fejre scener og begivenheder i Jesu liv er ikke kun at genopfriske erindringen. Fejringen er også en nærgørelse, som skal vise, hvor vigtige begivenhederne er, og hjælpe os med nærmest at blive vidner til det, der foregik i Det hellige Land dengang, men som nu aktualiseres for os på en helt ny måde, når vi fejrer liturgien og modtager sakramenterne, ikke mindst Eukaristien. 

Samtidig kan vi heller ikke fejre årets store højtider uden at gøre det på baggrund af de voldsomme ting og store forandringer, der foregår omkring os. Kirkeårets begivenheder har altid skullet bidrage til at gøre menneskers tro levende; men når ting omkring os gør os usikre, er det også nærliggende, at vi prøver på at finde både trøst og løsninger i det, som Gud har at sige os.

Ofte hører vi i dag, at ingenting længere er, som det var, ikke bare fordi slægter følger slægters gang; men fordi en hel verdensorden med dens alliancer og mekanismer er i opbrud. Pave Frans har sagt, at vi ikke længere bare oplever en æra med forandringer, men oplever den totale forandring af en æra, forstået sådan, at det ikke er de enkelte begivenheder, der gør forskellen; men at hele scenen for forandringerne er totalt anderledes, sådan, at intet længere er forudsigeligt. 

Selv om verden så afgjort var anderledes på Jesu tid, så er begivenhederne omkring Jesu lidelse og død præget af de samme menneskelige stemningsskift og en tilsvarende lunefuldhed, folkestemning ville vi sige i dag, det hurtige skift fra ”Hosanna” til ”Korsfæst ham,” fra interesseret lytten til Jesu undervisning til anklager mod ham om gudsbespottelse, fra at være begejstrede følgere til at blive desillusionerede fornægtere.

Mange var på forhånd modstandere af Jesus, fordi han rokkede ved den etablerede gudsdyrkelse og ikke blev set som opfyldelsen af den, ikke blev erkendt som Messias, og derfor blev anset som en trussel. Andre blev skuffet i deres forventninger over, at Jesus ikke ville være den, der genoprettede Israels magt og selvstændighed. Meget af verdens uro i dag skyldes også skuffede forventninger, enten fordi disse forventninger har været for høje, ja, urealistiske, eller fordi de, der kunne indfri dem, har svigtet.

Dengang som nu er det vor opgave og vort kald som kristne at erkende, hvad det er, Jesus kommer med: Et forbillede for magthavere og et håb for dem, der har mistet det, for dem, der er usikre, eller for hvem livet bare er op ad bakke.

Jesu lidelse og død er hans helt egen vej til opstandelsen for at vise, at lidelse og død ikke har det sidste ord. Men Jesus personificerer også den lidelse, som mennesker til alle tider har måttet kæmpe med, og som de på nogle områder ved deres syndighed også til dels selv er skyldige i eller har påført andre lidelser ved. Det er ikke en moraliserende fordømmelse, men en nøgtern konstatering af, at vi alle har brug for tilgivelse og omvendelse, omvendelse til det projekt, som Jesus ved sit komme har sat i gang. Kort og godt kan verden kun blive anderledes, bragt på rette spor, hvis vi tager Jesus og hans sindelag til os. Dette sindelag består både i at gøre hans vilje, ligesom han gjorde Faderens, og i at have andre succeskriterier. Jesu succeskriterier kommer særligt til udtryk i Jomfru Marias lovsang og ikke mindst i saligprisningerne, som hylder de mennesker, der ikke går efter magt og rigdom, ikke er bange for modgang pga. af deres tro og holder ud, f.eks. ved at stifte fred, selv om tålmodighed og håb kan blive sat på prøve.

Netop at præsentere saligprisningerne som løsning på verdens udfordringer betragtes sikkert af mange som naivt. Selv om man erkender rigtigheden af saligprisningernes budskab, er man ofte tilbøjelig til at se virkeliggørelsen af det som urealistisk. Man kommer ikke langt med sagtmodighed, sulten og tørsten efter retfærdighed mættes og slukkes ikke altid eller bare hurtigt nok, og barmhjertige mennesker oplever ikke altid barmhjertighed.

Selv om vi lige har sagt, at det nu er æraen, altså det samlede tidsset-up, der er forandret, så siger realisten, at verden altid har været af lave, og at forskellen mellem før og nu blot består i, at vi får mere og mere, hurtigere og hurtigere at vide. Hvordan skal vi som kristne forholde os og bevare håbet, hvis det virkelig er sådan, verden er? Er det værd at engagere sig, eller skal man resignere, fordi man ikke kan gøre nogen forskel eller trække sig tilbage i en boble og dyrke sin egen lille perfekte verden?

Som kristne skal vi både være realister og fulde af håb. Verden bliver aldrig perfekt, og en akut og alvorlig situation bliver måske ikke løst lige med det samme, men kan endda udvikle sig til noget endnu farligere. Over for en sådan situation er det, at vi kristne skal sige, at det ikke behøver at være sådan. Situationen er, som den er, fordi Guds plan og vilje ikke bliver gennemført, eller højst halvhjertet eller bliver brugt som påskud til alligevel at fremme ens egen dagsorden. Der må ikke herske tvivl om, at verden ville blive anderledes, hvis Kristi sandhed og kærlighed brændte igennem. Det er så vor opgave som kristne at arbejde på det. Vi skal ikke på forhånd betragte det som en umulig eller håbløs opgave. Drivkraften skal være, at det er Kristi ønske, at den lykkes, samtidigt med, at vi erfarer, at mange ting allerede er lykkedes dér, hvor man lader Gudsrigets værdier råde. Det kan være en menighed, en arbejdsplads, hele samfund, ja, også Kirken med dens mange helgeners eksempel og indsats. Samtidig skal vi er kende, at alt ikke bliver fuldkomment på én gang. Den manglende fuldkommenhed må dog ikke få os til at give op eller trække os tilbage til små perfekte verdener, hvor alt er, som vi synes, det skal være. Hvis man er del af et lille fællesskab, hvor Kristi ånd hersker, skal det være for også at få styrke til at række ud og som en surdej søge at påvirke omgivelserne og ikke for at virke elitær, naturligvis hele tiden uden at gå på kompromis med sandheden.

Jesus drog ind i Jerusalem på et æsel, et tegn på beskedenhed. For et øjeblik syntes folkeskarerne at have taget ham til sig og tiljublet ham. I de næste vers, som vi ikke har fået læst op, hører vi om tempelrensningen, en begivenhed, som vækker opsigt og forargelse; men også her er der børn, der fortsætter med at råbe ”Hosianna, Davids søn.” Jesus drager ind i sin by, til den bygning, templet, han skal erstatte med sit legemes tempel. Jesu indtog i Jerusalem er en spontant hændelse på vej mod lidelsen, som er blevet erstattet af opstandelsen. Indtoget i Jerusalem må dog ikke bare betragtes som en isoleret hændelse, men som hans indtog i vort liv. Målet i Jerusalem var templet, men også hver enkelts liv. Må det for os alle blive et permanent indtog, hvor vi fortsætter vor tilbedelse af Jesus, også med at følge ham ved at vise vor tro i bekendelse og gerning. Amen.

Billede: Jim Lagerlöf