Biskop Czeslaws prædiken skærtorsdag 2. april 2026

Læsninger: 2. Mos. 12,1-8. 13-14               1. Kor. 11,23-26                                  Joh 13,1-15

  Selv om kirkeårets store fester, jul, påske, pinse og flere andre, markerer vigtige sandheder og kendsgerninger i vor tro, så tænker vi måske ikke så dybt over dem resten af året, heller ikke selv om de er aktuelle hele tiden. Det er en vigtig sandhed, at Guds Søn er blevet menneske; men hvor meget funderer vi over den? Hele vor relevans som kristne bygger på, at Jesus er opstået fra de døde; men hvor meget lader vi os forundre over denne hændelse? Vi tror på, at Helligånden er en vital uundværlig kraft i Kirken, men hvor ofte giver vi ham æren, når komplicerede ting lykkes?

   Lidt anderledes er det med dagens fejring, mindet om Eukaristiens indstiftelse. Skærtorsdag rummer foruden indstiftelsen af Eukaristien optakten til Jesu tilfangetagelse og lidelse; men vor fejring fokuserer netop særligt på Eukaristien. Til forskel fra de andre store fester, så bliver vi på en helt speciel måde mindet om Eukaristien hele året. Op til hver dag kan vi fejre den, og at deltage i den hører i den grad med til markeringen af vor katolske identitet. Hvordan kan man så tale den op på en dag som i dag, når vi nu er så fortrolige med den?

    Selv om vi er fortrolige med Eukaristien i en op til daglig fejring, så er det aldrig forgæves eller overflødigt at søge yderligere fordybelse, dels for at øse mere af dens rigdom, dels for at undgå banalisering. Som mange andre ting i vort trosliv, kan også Eukaristien komme i fare for at blive noget, vi gør af vane og tradition uden at tænke dybere over dens indhold, betydning og nødvendighed. Det er lidt dristigt at sige det til mennesker, der dog kommer til messe i det mindste om søndagen, når der er endnu flere, som ikke gør det, og som ikke ser nogen streng forbindelse mellem det at være seriøs kristen og så betragte Eukaristien som noget, man hverken kan eller vil undvære.

  Selv om vi selv føler os forankret i Eukaristien, så er der mange ting at følge op på og arbejde for, før den kommer til at fylde det, den skal, og få den nødvendige betydning. Mange føler heller ikke behov for at deltage i den, heller ikke om søndagen, og ser den derfor heller ikke som et uundværligt konstituerende element i Kirken. Nogle tror måske ikke engang rigtigt på Kristi virkelige nærvær i brødets og vinens skikkelse, mange tænker heller ikke over, at man skal være rigtigt disponeret, når man modtager kommunionen, altså skal have været til skrifte, hvis man har begået alvorlige synder, og endelig, at en forudsætning for at modtage den er, at man er i fuldt fællesskab med Kirken.

    Hvis vi nu selv opfylder alle disse betingelser for at modtage Eukaristien, hvad skal vi så foretage os for at få andre mennesker til at gøre det uden at fremstille sig selv som bedre end dem, endsige optræde som åndeligt politi? Kirken har i sin forkyndelse en stor opgave i at formidle den rette forståelse af Eukaristien, kateketer den samme opgave i deres funktion som undervisere, og forældre har opgaven over for deres børn.   

  Samtidigt tror vi også på, at fejringen af Eukaristien har sin egen kraft, at de anliggender, vi f.eks. formulerer i en messeintention, bliver fremmet i Eukaristien, og at det således giver mening og har sin virkning at lade en messe fejre for et bestemt anliggende. Ligeledes har vi lov til at tro på, at det folk, den menighed, som er samlet for at fejre Eukaristien, er med til at lade dens budskab brænde igennem.

   Således er der måske for os, som er samlet her i dag, ikke det helt store behov for at få forklaret Eukaristiens indhold og betingelserne for modtagelsen af den; men vi er her i hvert fald for at blive bekræftet i troen på, at det nytter at samles til messefejring og stole på, at Kristus gennem sit nærvær i Kirken, særligt markant i Eukaristien, har sin helt specielle appel. Det rokker ikke ved, at vi også selv skal engagere os; men vi skal gøre det i tro på, at dér, hvor vore oprigtige kræfter ikke slår til, da vil Gud supplere og finde sine egne kanaler.

    Fejring af Eukaristien skal således være forbundet med håb. Dette aspekt kommer til udtryk i første læsning, hvor vi hører om israelitternes forberedelse til udgangen og befrielsen fra Egypten, et billede for den frelse, som Kristus selv skulle bringe, og som vi skal leve af, både i respekt for traditionen og med ydmyghed og i tillid  til hans virke.

    Israelitterne får at vide, at de skal begynde en ny tidsregning, at den pågældende måned derfor skal være den første, fordi den aktion, der planlægges i forbindelse med udtoget, indleder en ny æra. Vi lever i en tid, hvor vi hele tiden får at vide, at tiden for alvor er en anden, at gamle ordninger ikke længere overholdes og derfor ikke fungerer. Derfor skal der tænkes nyt, ikke kun i form af at tolke tidens tegn, men tænkes nyt i forhold til at komme tilbage til det oprindelige budskab. Dette budskab er hele tiden relevant, men kræver ny indlevelse og inderlighed. 

     Som midtpunkt blandt læsningerne står Paulus’ redegørelse for Eukaristiens indstiftelse. Israelitternes påskefejring forud for deres befrielse og den senere fejring til minde om denne befrielse var så alligevel ikke en endegyldig ordning. Den bliver netop først etableret med Eukaristien, som er den ultimative opfyldelse af, hvad Gud har til os mennesker her på jorden i form af fællesskab, forkyndelse og tilgivelse, en nærgørelse af alt det, Kristus har gjort for os, og som vi med Paulus’ ord udtrykker ved at ”forkynde Herrens død, indtil han kommer.” At forkynde Herrens død betyder ikke at forkynde døden, som en afslutning, men som den død, Kristus påtog sig for vor skyld, og som blev overvundet i opstandelsen. Selv om Kristus overvandt døden, så bliver hans motivation til at gå i døden for os altid stående som et eksempel, nemlig på beredvillighed til at give sit liv for andre, ikke nødvendigvis altid ved selv at skulle dø, men ved at give afkald på noget, der kan gavne Guds sag og hjælpe andre mennesker. 

      Dette tegn på beredvillighed til at ofre sig ser vi i evangeliets skildring af fodtvætningen, som vi skal forstå som en vigtig parallel til Eukaristiens indstiftelse. Hos Johannes tager Jesus forskud på påskemåltidet, den gamle pagts påskemåltid. Hos Johannes er det egentlige påskemåltid hans død på korset, som falder sammen med jødernes fejring af det. Ved at fremhæve fodtvætningen gør Jesus opmærksom på, at Eukaristien aldrig må blive ren ydre kult, vane og tradition, men altid må indebære vilje til at tjene Gud og gøre hans vilje, sådan som Jesus så sin mission, og derudover og være parat til at være der for andre, også sådan som Jesus gjorde, ikke bare ved at vaske sine disciples fødder, men ved i det hele taget at se sin mission som en tjeneste for os mennesker.

      Eukaristien er et særligt tegn på enhed, et aspekt, vi måske ikke altid tænker over, hvis vi blot ser den som vort personlige møde med Kristus. At møde Kristus personligt, også i Eukaristien, er naturligvis en stor ting, og vi skal virkelig være glade og taknemmelige, hvis vi er nået til den erkendelse, at vi står med den levende Kristus. Men at erkende den levende Kristus, og dermed Gud selv, må altid betyde en accept af hans tjenersind for derved at fremme den fred og enhed, han ønsker, lover og beder om. Det gælder verden, som i øjeblikket er så sønderrevet af strid, også forårsaget af kræfter, der hævder at være eller opfattes som værende repræsentanter for en civiliseret verden. Det gælder også Kirken, hvor forskellige opfattelser af, hvad der er sand katolsk praksis, kan skabe splid og usikkerhed. For at undgå denne splid er det vigtigt at stole på, at Kirken, ledt af Helligånden, virkelig er i stand til at beskrive, hvad der er autentisk tro og sund praksis. En sådan lytten vil kunne bevare os både mod at slække på de teologiske og moralske sandheder og pastorale og liturgiske principper og på den anden side mod en nogle gange overdrevet strenghed og selvdefineret opfattelse af, hvordan tingene bør være. Fremfor alt må sådanne forskelige syn på tingene aldrig føre til gensidig fordømmelse eller begrænse næstekærligheden. 

         Der er forvirring og usikkerhed i at navigere på forskellige niveauer; men vi skal vide, at der i Kirken altid er sikre forankringer. Vi præster skal være de første til at vise og praktisere dem, men alle døbte med rodfæstelse i troen kan have den samme evne og indlevelse, og således kan alle hjælpe hinanden med at afspejle Kirkens sande ansigt.

          Vi går nu ind i den mest intensive tid af kirkeåret. Fejringen af Kristi lidelse står lige for, eksemplet på et radikalt forsvar for sandheden. Heldigvis følger opstandelsen efter, men ikke ved af have ignoreret lidelsen. Jesus bevarede sine sårmærker, ikke som en souvenir fra lidelsen, men en bekræftelse på, at hans lidelse gjorde opstandelsens glæde autentisk. Således vil vores trofasthed i udfordringer også kunne bekræfte os i sand glæde, fordi vi har fulgt Kristus og erfaret, at vore egne afsavn og opgivelse af positioner har været det værd. Amen. 

Billede: Ewa Angela Wegener