Biskoppens prædiken under den vietnamesiske valfart til Øm

Læsninger: 2. Mak. 7,1-2. 9-14        2. Kor. 4,7-15                 Joh. 12,24-26

  År for år samles vi her på Øm for at fejre festen for Den hellige Andreas Dung Lac og de 116 andre, som sammen med ham led martyrdøden i Vietnam. Selv om deres festdag egentlig er i november, så er der god grund til at samles til en fejring, hvor så mange kan deltage.

  Det er nemlig vigtigt altid at holde martyrerne i ære. Mange martyrer, ikke mindst dem fra Oldkirken, er blevet martyrer, der fejres i hele Kirken; vi behøver bare at tænke på dem, der nævnes fast i den første nadverbøn. Martyriets vidnesbyrd er en vigtig del af Kirkens selvforståelse. Kirken er blevet til det, den er, også takket være martyrernes tro og udholdenhed. Naturligvis er det Kristi forløsergerning på Korset, som er det, Kirken lever af og bygger på sammen med hans opstandelse. Kristi død er således ethvert martyriums kilde og inspiration. Martyrernes vidnesbyrd udtrykker deres dybe tro og viser, at de har taget Kristus og hans budskab så meget til sig, at de er parate til selv at dø for det.

    Martyrer har eksisteret og findes overalt, meget ofte som enkeltpersoner; men tit er de samlet i grupper, når de skal fejres, ikke mindst som en gruppe, der har været afgørende for det kristne budskabs begyndelse og fremgang i et enkelt land. I løbet af året fejrer vi således flere sådanne grupper af martyrer: De japanske, koreanske, filippinske, kinesiske, ugandesiske og netop de vietnamesiske. Hvad de mange klassiske martyrer er for hele Kirken, er de nationale grupper af trosvidner for Kirken i bestemte lande, også selv om de nu fejres overalt i verden. 

      Nogle af de grupper af martyrer, vi lige har nævnt ligger forholdsvis tæt på os i tid. Endnu tættere på vor tid har vi de mange enkeltpersoner, som er ofre for sidste århundredes totalitære systemer; men også inden for de sidste 10-20 år hører vi om overgreb på kristne som trappistmunkene i Algeriet og den franske præst Jaques Hamel, der blev myrdet under fejringen af messen for 10 år siden.

       Meningen med at nævne disse eksempler er ikke at skabe frygt. Vi har lov til at håbe på, at det i al almindelighed endnu ikke koster livet at være kristen her, hvor vi bor. Alligevel har vi brug for martyrernes eksempel, ikke som en profeti om, hvad der kunne ske for os selv, men for at hente kraft til at klare de mindre udfordringer, vi kan have som kristne, også her i landet. Selv om flere mennesker end før er søgende, noget, vi også mærker i vores Kirke, så er der også mange, der allerede er katolikker, som glemmer deres tro, holder op med at gå i kirke og leve som katolske kristne, ikke fordi nogen truer dem; men fordi man bare tilpasser sig det omgivende samfund fordi, det er bekvemt. Det er rigtigt, at det også nogle gange kan være svært at bekende sig som katolsk kristen, ikke mindst for unge mennesker. I et miljø, hvor mange ikke tror på Gud, hvor religion ikke betragtes som noget relevant, kan man nemt komme til at føle sig udenfor. Det kan være svært at leve med, det kræver et vist mod og en klar bevidsthed; men det er ikke umuligt at stå fast på sin katolske identitet.  Vi skal stole på, at Gud hjælper os, hvis vi ønsker at være trofaste mod ham; men vi skal også søge fællesskabet i Kirken, i familien og med venner. Hvis vi på denne måde holder sammen og ikke mindst glæder os over og støtter hinanden i vor fælles katolske tro og identitet, så bliver det nemmere at modstå pres og påvirkning fra omgivelserne. I anden læsning beskriver Paulus vor situation som kristne. Han er realist over for kendsgerningerne, men giver også håb. Som de kristne, han skrev til, kan vi også være trængte, eller i hvert fald føle os sådan; men det betyder ikke, at vi er indestængte, altså ikke kan leve vort kristne liv frit. Vi kan også komme i tvivl: På noget af det, vi skal tro på, på vor evne til at leve op til det, om det overhovedet giver mening; men alligevel behøver man ikke at være tvivlrådig. Gennem bøn og sammenhold kan vi opleve, at det alligevel giver mening. Trods omgivelsernes afvisning og forbehold, er vi ikke alene, og martyrernes eksempel viser os, at selv om man bliver slået til jorden, så går Kirken ikke til grunde. Vi kan således godt lade os opmuntre af Paulus’ ord, for uden at være i fare for at miste vort liv, kan vi nogle gange godt føle os i situationer, der ligner.

  Når vi ikke har nogen udfordringer eller bare styrer uden om dem, så er vi vant til, at vi har en hel del kontrol over vort liv, at vi har mange muligheder, og at vi kan få det, som vi vil have det. Det kan derfor være svært at undvære eller at give afkald på noget. I evangeliet lærer Jesus os det modsatte. Jesus er det ultimative hvedekorn, som er blevet lagt i jorden, har tømt sig selv og har givet masser af nyt liv, nemlig til os, som han har frelst. Det samme gælder de vietnamesiske martyrer. Deres død har på mange måder givet nyt liv til jer og jeres landsmænd, til Kirken i Vietnam, og endnu i dag kan de virke som forbilleder. Selv om døden er udtryk for det ultimative offer, så kan den person, der dør, alligevel komme til at give nyt liv, ny iver, ny glæde, overbevise om, at selv døden ikke kan spolere Guds projekt. Alt, hvad der er vokset i Kirken, skyldes, at andre har givet deres liv, deres kræfter, givet afkald på deres egne fordele og interesser. Men man giver ikke kun nyt liv til andre ved at give afkald. Man bliver også selv styrket ved, at man kommer tættere på Gud og derved får sin tro til at slå dybere rødder. 

   At få sin tro styrket betyder ikke kun, at man selv overlever med håb og tillid i behold. Som mennesker, der tror på Gud, er vi altid Jesu disciple i den tid og på det sted, vi lever. De vietnamesiske martyrers død gav opmuntring og inspiration til Kirken i jeres land. Dog drejer det sig ikke kun om at bevare Kirken og os selv. At være kristen betyder også at være til for verden. Verden og de enkelte samfund har brug for fred og retfærdighed, og i de enkelte lande findes der utallige mennesker, som har brug opmuntring. Det skal vi kristne kunne bidrage med. Mange vi sikkert sige ”nej, tak,” fordi man ikke tror på, at det kristne budskab kan bidrage med noget til et verdsligt samfund. Rent menneskelige kræfter og metoder kan gøre en hel del; men vi ser også på de mange konflikter og uretfærdige tilstande, at verden ikke kan klare det alene. Det er fordi, at ingen vil give slip, ingen vil give afkald på privilegier og fordele, ingen vil som hvedekornet lade sig lægge i jorden og dø, ikke engang symbolsk. Vi kan måske mene, at vore ofre og vort engagement ikke rykker ved ret meget; men som Jesus siger i lignelsen om sennepskornet og surdejen, så er Gudsrigets vækst en langsom proces, fordi vækst er noget, der sker gradvist og nogle gange usynligt.

  Hvordan kan vi så bruge alle disse tanker i vor hverdag, hvor vi ikke kun tænker på, hvordan vi forbedrer verden, men på, hvordan, vi selv klarer os? Martyrernes eksempel drejer sig i grunden om, hvordan man bevarer troen og giver den videre. At vi er samlet her, er et udtryk for, at vor tro har bragt os sammen. Hvis vi så mener noget med den og gerne vil bevare den, så er det, at vi skal se, hvor meget den makkabæiske mor og hendes sønner, Den hellige Paulus og de vietnamesiske martyrer var parate til at give for at være tro mod Gud. Når det drejer sig om martyriet eller bare om at bringe store ofre, så kan vi ikke bare sige: ”Gør som martyrerne!” Men hvis vor tro har rødder i os, så vil vi ikke blot kunne finde styrken til at holde ud, men også se meningen med det. Lad os derfor ønske for hinanden, at alle martyrers eksempel, både i det gamle testamente, i løbet af kirkehistorien og også i vor tid kan hjælpe os til at have den samme ambition. Amen