Bispedømmets valfart i Sankt Ansgars fodspor 12.-15. oktober
I 2026 fejrer vi 1200-året for Sankt Ansgars udsendelse til Danmark. I den forbindelse arrangerer bispedømmet en valfart i hans fodspor.
Valfarten foregår med bus fra København. For at gøre det lettere for deltagere fra Fyn og Jylland vil der være mulighed for opsamling ved Kolding Station på udrejsen og afstigning ved Køge Nord Station på hjemrejsen, hvorfra der er gode togforbindelser til Fyn og Jylland.
Prisen er 4.500 kr. pr. person, og alle måltider – undtagen to – er inkluderet i prisen.
Tilmeldingen foregår via link: https://denkatolskekirke.nemtilmeld.dk/3/
VALFARTSPROGRAM
D. 12/10
Første stop på ruten bliver Ribe Vikingecenter, hvor Ansgars kirke er opført. Sporene af den kirke, som Sankt Ansgar opførte i år 855, ligger sandsynligvis gemt under den nuværende Ribe Domkirke. Der findes ikke konkrete spor af kirken, så Vikingecenterets rekonstruktion af Ansgar Kirke er opført ud fra generel viden om kirkebyggeri i det 9. århundrede.
Dagen slutter i Hamborg, hvor vi overnatter hos St. Ansgar Haus.
D. 13/10
Vi starter dagen med messe i Hamborg Domkirke, hvor Sankt Ansgar først var ærkebiskop.
Derefter kører vi til Bremen, hvor Sankt Ansgar blev udnævnt til ærkebiskop efter Hamborg. Her skal vi se Bremen Domkirke og den katolske Sankt Johanns Kirke.
Dagen slutter i Osnabrück, hvor vi skal møde Ansgar-Werk og overnatte på Haus Orhbeck.
D. 14/10
I dag skal vi til abbediet i Corvey, hvor Sankt Ansgar boede. Her arbejdede han som lærer, men var også folkeprædikant. Vi fejrer den hellige messe i klosterkirken. Herefter kører vi til Hildesheim, hvor vi skal besøge domkirken og se Ansgar relikvier. Derefter går turen til Hamborg, hvor vi igen skal overnatte på Ansgar Haus.
D. 15/10
Vi skal i dag besøge benediktinerklosteret i Nütschau. Her skal vi fejre messe, bede middagsbøn og spise frokost på klosteret. Derefter går turen hjemad igen.
Tilmeld dig på nemtilmeld.dk/valfart eller scan QR-koden for at komme til tilmeldingen.
Ansgar-jubilæet 2026 markerer 1200-året for Ansgars og hans medbroder Autberts udsendelse til Danmark i 826 sammen med Harald Klak. Harald blev hurtig fordrevet af sine fjender, så Ansgar og Autbert kom næppe længere end til grænsen. Først mange år senere, omkring 850, fik Ansgar lov til at bygge den første kirke i Danmark i Hedeby og siden omkring 860 en tilsvarende i Ribe. Jubilæet 826-2026 markerer derfor ikke etableringen af den organiserede kristendom i Danmark, men begyndelsen på det langvarige og udholdende missionsarbejde, som i 850’erne og 860’erne førte til skabelsen af de første permanente kristne menigheder i landet.
Læs mere om Sankt Ansgar og jubilæet her: katolsk.dk/sanktansgar2026