Bogomtale: SANKT ANSGAR – NORDENS APOSTEL
"Det er et vellykket og værdigt festskrift – det er dansk og katolsk – der er skrevet med et klart engagement fra samtlige skribenter, og en disciplineret skriveglæde lader sig ikke fornægte. Det var en fest, det er en fest, og det er festskriftet også. Ja, vi kan godt lide Ansgar – Nordens apostel – og det var da fremtidssikrende, at han døde naturligt. I live nåede Ansgar jo noget, såvel langt ude i skoven, over fjordene, som ved markederne højt mod nord. Han lod bygge kirker, og det var en begyndelse."
af Bernadette Preben-Hansen
Sankt Ansgar – Nordens apostel. I anledning af Ansgar-jubilæet 2026. Redigeret af Sebastian Olden-Jørgensen. Katolsk Forlag. København 2026. 143 sider. ISBN 978-87-92501-62-2.
Køb bogen hos Katolsk Webshop og hos Katolsk Forlag.
Festmessen
Søndag, den 25. januar 2026 fandt en festlig jubilæumsmesse sted i Sankt Ansgars Kirke i Bredgade i København. Jeg stod selv i kirkekoret, der sang af Mogens Pedersøns (†1623) ”Pratum Spirituale”, udgivet 1620 på Christian IV’s opfordring i København, efter Pedersøns studieophold i Venedig. Domkirken i Bredgade var med biskoppen af København som vært rammen om festmessen med gæster – fra Vatikanet: den pavelige legat kardinalstatssekretæren, repræsentanter fra Nuntiaturet og Statssekretariatet, den Apostolske Nuntius i De nordiske Lande, – fra Tyskland: ærkebiskoppen af Hamborg samt medlemmer af domkapitlet, biskop emeritus af Münster, biskoppen af Osnabrück, to formænd for St. Ansgarius-Werk i Erzbistum Köln og i Osnabrück-Hamborg, samt generalsekretæren for Bonifatiuswerk i Paderborn, – fra Norge: biskoppen af Oslo, biskop emeritus af Tromsø, – fra Sverige: kardinalbiskoppen af Stockholm, – fra Island: biskoppen og biskop emeritus af Reykjavik, – og fra Finland: biskoppen af Helsinki. Ingen fest i Bredgade har været større siden pave Johannes Pauls besøg i Danmark i juni 1989. For at klargøre deltagelsen fra Tyskland, har jeg tilladt mig ovenstående opremsning.
Festskriftet
Sebastian Olden-Jørgensen præsenterede festskriftet efter messen for Ansgars visit ved Dannevirke (Danevirke) for 1200 år siden. Det er en bog i A5-format med mange fine illustrationer. Læseren bemærker det velafbalancerede layout i en velvalgt farveholdning samt forsiden med Ansgarikonen, malet af Katarzyna Bieniasz fra Rzeszów i Polen. Ikonen er malet i 2024 og ses i Sankt Ansgars Kirke i Aabenraa. Skribenterne har skrevet kort og klart, således at skriftet holder passende 143 sider.
Biskop Czeslaw Kozon (s. 9) og ærkebiskop Stefan Heße af Hamborg (s. 11) hilser læseren velkommen med tanken om, at hvert menneske har sin mission, inden Sebastian Olden-Jørgensen redegør for ”Ansgars verden” i Europas historie med en vurdering af, hvorvidt Ansgars mission til Norden var en succes eller en fiasko (s. 13). ”En gang munk, altid munk”, skriver broder Michael Jensen fra benediktinerklosteret Clervaux i Luxembourg om ”Sankt Ansgars åndelige liv” (s. 18). Sebastian Olden-Jørgensen redegør for ”Ansgars navn og baggrund” (s. 32), hvorefter læseren får ”Tre gange Sankt Ansgar plus det løse – om afbildninger og relikvier af domkirkens værnehelgen” ved Andreas Rude (s. 34). Så er der ”Ansgar-statuer dengang og nu” (s. 50) og ”Tre Ansgar-digte” (s. 56) ved Sebastian Olden-Jørgensen. Søster Maria Lioba fra Benediktinerinderne af den hellige Lioba på Frederiksberg skriver om ”Tidebønnen – den katolske Kirkes fællesbøn” (s. 64), og Sebastian Olden-Jørgensen afslutter med en fanfare: ”Alle elsker Ansgar!” (s. 69), samt redegør for ”Ansgar i liturgien dengang og nu” (s. 94), inden ærkebiskop Rimbert af Hamborg-Bremen får lov at meddele sig om ”Ansgars liv” (s. 97), i et solidt udvalg nyoversat fra latin til dansk ved Sebastian Olden-Jørgensen. Skriftet afrundes med en litteraturoversigt (s. 139).
Den karolingiske klosterskole
Lad os begynde med begyndelsen i 800-tallet i den tidlige vikingetid i Norden. Karl den Store var konge over Frankerriget fra 768, han førte krige med en ekspansiv udenrigspolitik, og Holger Danske var med i Karls krige, skriver Rolands-kvadet i 1000-tallet (LEX). Pave Leo kronede Karl til kejser af Det Tysk-romerske Rige ved en kroning i Peterskirken i Rom juledag 800. Karl, der var ”Europas fader” (Karolus Magnus et Leo Papa. Ein Paderborner Epos vom Jahre 799. Paderborn 1966, s. 94), havde kristendommen som ideologisk fundament for samtidens Europæiske Union, der også var et handelsimperium.
Karl holdt hof i Aachen i det nuværende Nordrhein-Westfalen med lærdomscenter; her sad skolarerne som angelsakseren Alcuin fra York, frankeren Theodulf fra Orléans, senere ireren Johannes Scottus Eriugena, samt en del flere. Klostrene var lærdomscentre med logikundervisning, teologiske debatter og store biblioteker, som i benediktinerklosteret Corbie i Nordfrankrig og i datterklosteret Corvey i Nordrhein-Westfalen i Tyskland. (Corvey er UNESCO verdensarv, 2014). Karl sov med en skrivetavle under hovedpuden – skrev frankeren Einhard om ”Karl den Stores liv” – for at lære at skrive. Det lærte han ikke, men han understøttede sine videnscentre, en fremtidsskuende kvalitet i forståelsen af betydningen af studier og forskning i sin egen ret. Verden bør producere flere tekstkritiske kildeudgaver fra ”den karolingiske renæssance”, grammatik, logik og teologi, og i dag kan stadig flere karolingiske håndskrifter ses digitaliserede på europæiske forskningsbibliotekers hjemmesider. Ansgar blev som femårig sat i Corbieklosteret, og flyttede som ung munk til Corvey. Han var lærer ved klosterskolen i Corbie. Omkring 660 stiftede merovingerdronning Bathilde Corbieklosteret for adelige, så det var Ansgar nok også, skriver Sebastian Olden-Jørgensen (s. 32). Festskriftet berører ikke Ansgars åndsverden som lærer i den karolingiske klosterskole, det er i mit interessefelt; medbrødrene var jo svært bekymrede over missionsfærden i ukendte regioner – fjernt fra klosterbiblioteket. Hvilke bøger stod på hylderne?
Danernes land og Dannevirke
Hamborg var porten til Europa, og mod nord lå Dannevirke, der strakte sig tværs over Jylland, og med jordvold og voldgrav mod syd er det største forhistoriske forsvarsværk i Nordeuropa (LEX). Her i danernes land på den anden side af volden var der altid krig og ballade, men ingen store biblioteker. København var vistnok ikke opfundet, og de store handelspladser var Hedeby og Ribe i Jylland.
Der var ufred i tusmørkelandet mod nord. Danernes konge Gudfred var på kant med Karl og blev dræbt i 810, og da Harald Klak blev dansk konge i 812-813 og senere igen i 819-827, søgte han hjælp hos kejser Ludvig den Fromme. Karl døde i 814, og sønnen Ludvig arvede tronen i kejserpaladset i Ingelheim am Rhein nær Mainz. Ludvig støttede Harald Klak, der i 826 lod sig kristne og derefter rejste nordpå i selskab med Ansgar og dennes medbroder Autbert – Ødbert på dansk. Danerne skulle kristnes. Ansgar kom til Hedeby, spejdede over voldene og rejste hjem igen. Året efter blev Harald Klak fordrevet. Forinden havde englænderen Willibrord forsøgt sig som kristen missionær i 700-tallets daneland, men den danske konge afviste missionen.
Ansgars liv
Omkring 830 rejste Ansgar mod Sverige til handelspladsen Birka på øen Björkö i Mälaren, vest for Stockholm, med vandveje til Østersøen, men undervejs mistede han sit rejsebibliotek af hele fyrre bøger, da vikinger hærgede i farvandene. (Birka er UNESCO verdensarv, 1993). Ansgar overlevede, han lod bygge kirker i Birka ca. 830, i Hedeby ca. 850, og i Ribe ca. 860, og i en for 800-tallet moden alder – 64 år – døde Ansgar i Bremen som ærkebiskop af Hamborg-Bremen den 3. februar 865. Senest 876 skrev Rimbert, hans efterfølger i embedet, Ansgars levnedsberetning. Rimbert havde kendt Ansgar personligt, og dele af denne helgenbiografi, der er eneste kilde til Ansgars liv, er måske endda med en høj grad af troværdighed. Verden har således ord om Ansgar, men ingen af Ansgar, og en helgenbiografi er også en litterær genre i middelalderen.
Ny oversættelse til dansk
Ansgar-beretningen er flere gange blevet oversat til dansk i 1800- og 1900-tallet, men i festskriftet ses en forfriskende ny-oversættelse til dansk med en fin sprogtone, som rammer den latinske teksts enkelthed særdeles præcist. Hvor i verdenslitteraturen er apostlen Peter, som Ansgar genkendte – i en vision – beskrevet som en ældre mand ”med tykt, glat, gråt hår, et rødmosset, alvorligt ansigt, en strålende hvid og farvet dragt, og ret lille. Ansgar forstod straks, uden at nogen behøvede at fortælle ham det, at det var den hellige Peter”? Jeg har læst i den latinske tekst (Vita Anskarii, ed. Georg Waitz 1884, aftrykt i Werner Trillmich, Darmstadt 1961), og en ny tekstkritisk latinsk udgave synes at være i vente ved Laura Gazzoli.
Ansgar og troen
Broder Michael Jensen skriver om de dage i 845, hvor vikinger overfaldt Hamborg, og brændte byen af, med Ansgars bibliotek; en bogsamling i 800-tallet var et højdepunkt af samtidens kultur, men det havde vikingerne – vel nok danske barbarer – ikke indset. Ansgar led ikke den eftertragtede martyrdød, men som bekendt skal man leve, vil man noget i dette liv, og gerne længe med troen, der ”er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses” (Hebræerbrevet 11, 1, 1992-bibeloversættelsen). Ansgar havde som benediktinermunk aflagt løfterne om stabilitet, lydighed og klosterlig livsførelse. Han var 25 år, ung og stærk, adlød sine forsatte for at følge Harald Klak ind i danernes land, og var på missionsrejse hele livet udenfor sit klosters stabile rammer, heraf 35 år som biskop, en livsgerning, der implicerer en masse ævl og kævl udenfor klosterstilheden.
Ansgarkunst i Bredgade
Andreas Rude gennemgår Bredgade-domkirkens tre gengivelser af Ansgar: ved to malerier som biskop, og ved bronzestatuen af Ansgar i ordensdragt som en 25-årig munkemissionær i 826. Statuen er i legemsstørrelse og skabt i 1927. Jeg finder selv, at der er en viljestyrke i den enkle, smukke, stilrene Ansgar-skikkelse, der roligt går den besøgende i møde med en velsignelse og et processionskors. Rude gennemgår relikvier og kuriosa i domkirken, inden Sebastian Olden-Jørgensen fortsætter med et potpourri af Ansgar-statuer fra kirkefyrstelooket i Hamborg (1883) til missionærstatuen ved Ribe Domkirke (2015), der er iklædt en dragt i et snit af såvel kristenklæde som vikingdesign.
Ansgardigte
Tre danske Ansgardigte krydrer erindringskulturen, fra Grundtvigs ”Han var ingen mægtig Aand” – i min optik en fornærmelse, men for Grundtvig et ”paa det Jævne”-stilideal (1865); Harald Vilstrup iscenesætter Ansgars martyrielængsel (1926), mens Halfdan Kejser lader ærkebiskop Ansgar sidde imellem sine præster, som han plejede, og reparere på et fiskenet (1896), som Rimbert fortæller det.
Tidebønnen
Ansgar bad Davids salmer fra Det gamle Testamente, levede med tidebønnerne for at helliggøre al tiden, skriver søster Maria Lioba. Tidebønnerne er tidløse, og vi beder til laudes og vesper, såvel i Bredgade som i Liobaklosteret på Frederiksberg. Læg vejen forbi og bed med. Bed, læs og arbejd i Benedikts ånd.
”Alle elsker Ansgar”
For alle elsker Ansgar, skriver Sebastian Olden-Jørgensen til fotoet af det fine tyske egetræsudskårne prædikestolsrelief, oprindeligt fra den katolske Sankt Andreas Kirke i Ordrup, i dag i den katolske Vor Frue Kirke i Silkeborg. Ansgar, Autbert og Harald Klak er i bevægelse og skuer ud i horisonten fra stævnen af et træskib, der bryder vandenes bølger. I danske kalkmalerier ses Ansgar kun i Vor Frue gamle Kirke i Skive, men her ses han i selskab med Rimbert, og hver sidder i sin egen blomsterkurv, som man gør det i 1500-tallets kalkmalerier (1522). Ansgar var så god en protestant som katolikker kunne blive det i 800-tallet, mente nogle protestanter i forrige århundrede; men ”trods al sofistisk Polemik er og forbliver han vor Ansgar”, sagde den katolske biskop Josef Brems ved Ansgarfesten den 1. august 1926 på Ledreborg Slot nær Roskilde. Harald Scavenius – fhv. udenrigsminister i Danmark, katolik og ældre fætter til Erik Scavenius – var med. I 1960’erne druknede den danske katolske interesse for Ansgar i 2. Vatikanerkoncil og i et bispeskift i København i 1964-1965. I artiklen ”Ansgar er en fælles helt for kristne i Tyskland, men ikke i Danmark”, skriver Sebastian Olden-Jørgensen mere om ”den økumeniske guttermand” i Kristeligt Dagblad, den 13. oktober 2025.
Ansgar – Nordens apostel
Jeg har selv vandret med min nu afdøde diplomatven på voldene ved Dannevirke i august 2019, og set på den senromanske kampestenskirke i et grønt naturområde udenfor Hedeby museumsby, uden for alfarvej, og et godt stykke fra Slesvig by. (Dannevirke-Hedeby er UNESCO verdensarv, 2018).
Det er et vellykket og værdigt festskrift – det er dansk og katolsk – der er skrevet med et klart engagement fra samtlige skribenter, og en disciplineret skriveglæde lader sig ikke fornægte. Det var en fest, det er en fest, og det er festskriftet også. Ja, vi kan godt lide Ansgar – Nordens apostel – og det var da fremtidssikrende, at han døde naturligt. I live nåede Ansgar jo noget, såvel langt ude i skoven, over fjordene, som ved markederne højt mod nord. Han lod bygge kirker, og det var en begyndelse.
Bernadette Preben-Hansen er filolog med latin og skolastik.