Dag otte i Afrika: Pave Leo besøger ældre og beder med de troende i Saurimo
På ottendedagen af sin apostolske rejse i Afrika besøgte pave Leo et plejehjem og fejrede messe i Saurimo. Han mødtes også med gejstlige, ordensfolk og pastorale medarbejdere i Luanda.
Af Claudia Torres – Luanda, Angola
Pave Leo tilbagelagde omkring 2.000 kilometer på sin sidste hele dag i Angola.
Møde med de ældre
Mandag morgen d. 20. april fløj han til Saurimo, cirka 950 kilometer fra Angolas hovedstad. Her besøgte han et plejehjem, hvor han blev modtaget med sang og dans. I sin tale understregede paven, at ældre ikke blot har brug for omsorg, men også for at blive lyttet til, fordi de – som han sagde – bevarer “et folks visdom.”
Hellig messe i Saurimo
Efter det korte besøg fejrede paven messe med de troende nær Vor Frues Optagelses Katedralen. Omkring 40.000 mennesker samledes i det afmærkede område, som var blevet forberedt særligt til pavebesøget. Yderligere anslået 20.000 opholdt sig uden for området og fulgte liturgien på afstand. Mange bar paraplyer for at beskytte sig mod den brændende sol, men varmen forhindrede dem ikke i at deltage i den eukaristiske fejring sammen med paven.
I sin prædiken bemærkede pave Leo, at “manges håb i dag bliver knust af vold, udnyttet af de magtfulde og bedraget af de rige.” Han tilføjede, at “når uretfærdighed fordærver hjerterne, bliver alles brød til nogle fås ejendom.” Over for disse onder sagde han, at “Kristus hører folkets råb og fornyer vores historie ved at løfte os op fra hvert fald, trøste os i enhver lidelse og styrke os i vores mission.”
Han advarede også mod at erstatte “ægte tro” med “overtroiske praksisser, hvor Gud bliver en afgud, som man kun søger, når det er til ens egen fordel – og kun så længe, det er det.” Han advarede desuden mod “fejlagtige motiver for at søge Kristus,” for eksempel “når han betragtes som en guru eller en lykkebringer.”
Møde med gejstlige, ordensfolk og pastorale medarbejdere
Efter messen fløj paven tilbage til Luanda, hvor han mødtes med biskopper, præster, diakoner, gudviede kvinder og mænd samt pastorale medarbejdere i Vor Frue af Fatima-menigheden. Han opmuntrede dem i deres tjeneste og forsikrede dem om, at Herren kender den generøsitet, hvormed de lever deres kald. “Han er ikke ligeglad med alt det, I gør af kærlighed til ham for at nære jeres folk med evangeliets sandhed,” sagde han.
I morgen fortsætter pave Leo til den apostolske rejses sidste etape i Ækvatorialguinea.
Vatican News, oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener
Billeder: Vatican Media