De lærde franciskanere i middelalderen

Frans af Assisi døde i 1226. To år senere blev han helgenkåret, og franciskanerordenen – som paven havde godkendt i 1223 – bredte sig over Europa. I 1220’erne etablerede ordenen huse i Konstantinopel, og i 1230’erne nåede den Danmark. Franciskanerne markerede sig ved ordensskoler og universiteter som i Paris og Oxford, der var de to store akademiske centre i 1200- og 1300-tallet.

Skolastikken
De middelalderlige skolarer – eller magistre – havde retten til at undervise overalt (licentia docendi ubique) og rejste mellem universiteterne med deres håndskrevne bogsamlinger. Selvom de studerende som hovedregel kom fra overklassen, kunne fattigere studerende (pauperes) også få et stipendium (praebenda). Spottede latinskolen en elev med en intelligens i særklasse – hvis altså drengen overhovedet sad på en skolebænk – havde han en chance for et liv i lærdom. Studierne varede seks-syv år på det filosofiske fakultet og derefter op til endnu et årti på det juridiske, medicinske eller især det teologiske studium. Det var akademiske studier igennem 15-20 år på et skolastisk latin, som var det europæiske lærdomssprog. Sammenlignet med skolastikkens krav til viden om grammatik og træning i logisk stringens er Københavns Universitet i dag en lavere handelsskole. Det katolske universitet i København, funderet i skolastikken siden 1479, gik i stå ved borgerkrigens udbrud i 1533 og forsvandt med reformationen.

Skolastikken har mange intellektuelle tænkere. Blandt de store franciskanere i 1200- og 1300-tallet er italieneren Bonaventura, englænderen Roger Bacon, franskmanden Peter John Olivi, skotten John Duns Scotus, franskmanden Peter Auriol, englænderen Walter Chatton, italieneren Frans af Marchia og englænderen Adam Wodeham.

William Ockham
Jeg har her plukket englænderen William Ockham (ca. 1287-1347) ud for med ham som eksempel at belyse universiteternes lærdomskultur, lærebøgerne og nogle af filosofiens og teologiens hovedemner. Hvad diskuterede magistre og studerende, og hvordan var det videnskabelige sprog?

Aristoteles’ værker var kommet til Europa i latinske oversættelser i 1200-tallet og blev grundbøger ved skoler og universiteter, hvor man læste og diskuterede hellenerens filosofi og metoder. Man studerede hans logik, fysik og metafysik samt hans øvrige skrifter.

William Ockham tilhører den absolutte top inden for logisk og sprogfilosofisk tænkning i 1300-tallet. Han fik et noget usædvanligt livsforløb, som endte under pesten i Europa i 1340’erne.

William blev født ca. 1287 i landsbyen Ockham i grevskabet Surrey i det sydøstlige England. Vi kender ikke hans sociale baggrund, men som dreng blev han optaget i franciskanerordenen. Han kom til ordenshuset i London og derfra til universitetet i Oxford, hvor han studerede teologi. Omkring 1321 stod han til at blive universitetslærer i Oxford, men universitetskansleren anklagede ham for kætteri, og Ockham blev indkaldt til forhør hos paven i Avignon. Han rejste dertil i 1324 (Sten Ebbesen, LEX). Paverne havde residens i paladset i Avignon i Sydfrankrig fra 1309 til 1377.

Forinden afrejsen havde Ockham skrevet sine store filosofiske og teologiske værker i ordenshuset i London i de tidlige 1320’er. Han skrev blandt andet kommentarer til Aristoteles’ logik og fysik, en kommentar til Petrus Lombardus’ Sentenser, som var en standardopgave på teologistudiet, den kæmpestore håndbog i logik (Summa Logicae) samt værker om det filosofiske syn på Kristi legeme og eukaristien.

Ockham var nominalist, der holdt på, at almenbegreber som ”menneskehed” ikke har eksistens i virkeligheden, men kun findes mentalt i tankerne og i sproget.

Nadverlæren
Den officielle katolske Kirke lærte, at brødets substans forvandles til Kristi legeme under nadveren, mens dets accidenser forbliver de samme. Substans og accidens er aristoteliske kategorier, og accidenser kan kun eksistere i kraft af en substans. Som Leif Grane skriver det: ”Læren blev fastslået i 1215 på det fjerde Laterankoncil: brødets og vinens væsen (substans) erstattes af Kristi legemes og blods, idet dog form, farve, vægt, med mere (accidenserne) forbliver uforandrede” (LEX). Ockham mente derimod, at accidenserne ikke kan eksistere, når substansen er udskiftet. Accidenser kan ikke være fritsvævende uden en substans. Han argumenterede for, at brød og vin er til stede i nadveren med Kristi legeme og blod – på samme tid. Ideen kaldes konsubstantiation (LEX). Ockhams ideer blev gransket af den pavelige kommission, og i Avignon kom der nye stridspunkter til om det franciskanske fattigdomsideal. Konflikten handlede om ejendomsret og brugsret til ejendom.

Under retssagen flygtede Ockham en nat i maj 1328 sammen med sin ordensgeneral Michael af Cesena. Franciskanerordenen var kommet på kant med pave Johannes XXII og søgte nu mod den tysk-romerske kejser Ludvig IV. Kejseren gav Ockham asyl i München, hvorfra han skrev politiske skrifter imod paven. I 1340’erne nåede pesten til Europa, og efter 1347 høres der ikke mere til hverken Ockham eller mange andre intellektuelle. Han var død.

Sofismerne
Magistre og studerende diskuterede grammatik, syntaks og logik; sproget var byggestenen i den videnskabelige analyse. For at træne de unge mænds hjerner i konsekvenstænkning legede man med sofismer (sophismata). Ifølge Sten Ebbesen kan disse defineres enten som ”uholdbare argumenter, der overfladisk set virker gode nok”, eller som ”udsagn, der fremstår som både sande og falske, selvom man kender alle relevante fakta” (LEX).

Kunsten i debatten var at lokke modparten ind i en selvmodsigelse, så han tabte. Efterhånden analyserede universitetsfolket – i Paris og Oxford – alle udsagn med sofismer. Det førte i 1300-tallet til et forbud i Paris mod brug af britiske sofismer i teologien. Forbuddet stred mod den ellers udstrakte intellektuelle frihed ved universiteterne i 1200- og 1300-tallet, men diskussionerne om treenighedens væsen og relationerne mellem de tre personer i én var blevet til ren matematik. Sætninger som ”Gud vil i ethvert nu være ikkeeksisterende” og ”Gud ved, hvad end han har vidst” blev diskuteret i timevis. Sofismer har konsekvenser for teologiske udsagn, og modparten kan drives ind i en selvmodsigelse.

Debatterne blev så sofistikerede – med udgangspunkt i udsagn som ”Du er et æsel”, ”Intetheden og kimæren er brødre” eller ”Sokrates begynder at være hvidere, end Platon begynder at være hvid” – at humanisterne gjorde tykt nar af universitetsfolket. Humanistister som italieneren Francesco Petrarca i 1300-tallet, italienerne Leonardo Bruni og Lorenzo Valla samt nederlændingen Rudolph Agricola i 1400-tallet; og nederlændingen Erasmus af Rotterdam, spanieren Juan Luis Vives og franskmanden François Rabelais i 1500-tallet hånede alle de ”britiske barbarer” – især Oxford-logikerne – for deres videnskabelige metode, deres ”køkkenlatin” og deres uudtalelige engelske navne. Humanisterne skabte en karikatur af, at skolastikerne spildte tiden med at diskutere, hvor mange engle der kan sidde på spidsen af en nål.

Den britiske sprogfilosofi vandt i 1300-tallet indpas på universiteterne i Norditalien og overlevede senere på jesuituniversiteter i Spanien og Portugal. At håndskrifterne i dag findes på forskningsbiblioteker i Centraleuropa skyldes, at middelalderens nye tyske universiteter tog den britiske logik til sig.

Humanismen
Europas humanister skældte ud på Oxford-matematikerne med deres kalkulationer og på universitetslærerne fra især Merton College. Det gik ud over britiske logikere som Richard Ferrybridge, William Buser, William Ockham og Roger Swineshead. Deres britiske sofismer blev lagt for had sammen med værkerne af Richard Kilvington, Henrik Hopton, Robert Eland, William Heytesbury og Ralf Strode.

Pesten i Oxford fra november 1348 til juni 1349 satte en stopper for videnskabsmiljøet. Universitetslærere som John Dumbleton, Robert Holkot, Thomas Bradwardine og Walter Segrave døde. Ligeledes John Emptywood (”Johannes de Vacua Silva”). Få af de omtalte englændere var franciskanere.

Erasmus Montanus
Hjemme i Danmark gjorde vores egen professor Ludvig Holberg i 1700-tallet grin med undervisningen ved Københavns Universitet. Det skete, da Rasmus Berg – Erasmus Montanus – pralede over for sine forældre i landsbyen med en fejlbehæftet syllogisme: ”En sten kan ikke flyve, morlille kan ikke flyve, ergo er morlille en sten”. Rasmus endte med at få klø og måtte lære ydmyghed igen.

Efter pesten
Da pesten endelig var overstået i 1350’erne, havde den dræbt op mod halvdelen af Europas befolkning, og såvel franciskanerordenen som skoler og universiteter måtte starte på ny. Pandemien ramte den intellektuelle elite hårdt, og pesten blev afslutningen på skolastikkens storhedstid. Jødeforfølgelserne og religiøs fanatisme tog fart. Det store skisma i 1378-1417 med to-tre paver splittede Europa, og i 1400-tallet begyndte præreformationen.

Franciskanerne bidrog til at udvikle og forfine det skolastiske sprog ved middelalderens skoler og universiteter, i skarp konkurrence med dominikanerne. De lærde franciskanere i 1300-tallet var således blevet til en akademisk elite i Europa – et godt stykke vej fra den hellige Frans af Assisi, der tog skoene af og gik ud til de fattige, de gamle og de syge.
 

Bernadette Preben-Hansen er filolog med latin og skolastik.

Billedkilde: Andrea di Bonaiuto, “Via veritas (Ecclesia triumphans)” (ca. 1365–1367), Det Spanske Kapel, Santa Maria Novella-kirken, Firenze. Foto: Eugene a / Wikimedia Commons. Beskåret fra originalen. Licenseret under Creative Commons Attribution 3.0 (CC BY 3.0).