Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Katolsk tro og liv

Den allerhelligste Treenighed 2026 – prædiken

“Sådan elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, ikke for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.”

Billede: Unsplash

En refleksion af p. Jesper Fich OP:

Et enkelt vers i Johannesevangeliet (Joh 3,16) har fået status som en syntese af hele Jesu virke og alt, hvad man kan finde i evangelierne.

Det vers hører vi netop i dag. 

”Sådan elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, ikke for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.”

Nogle gange hører jeg det refereret anderledes: Nemlig: Så højt elskede Gud verden… Men det er forkert. Skrupforkert. Forestillingen om at kærligheden kan være høj og dyb, eller kølig og overfladisk, stammer fra den romantiske forestilling om, hvad kærlighed er. Her råder følelserne, som kan løfte mennesket himmelhøjt eller lade det styrte helt ned i de mørkeste kælderrum.

Men evangelisten var ikke romantiker. Romantikken er en kulturstrømning, som for alvor folder sig ud omkring år 1800 – med den tyske ”Sturm und Drang” – storm og trang (altså følelser). 

Det er ikke passende at beskrive Gud som en hovedløs forelsket teenager, der er i fuld fart ud i følelsernes veje og vildveje. Hos Gud er der dybde. Hos ham finder vi en vilje, en vilje til os, som netop langtfra altid er hans kærlighed værd.

Derfor siger evangelisten: Sådan elsker Gud – altså helt anderledes, end vi kender det fra gymnasieforelskelserne – noget som også kan findes hos voksne, der taber hovedet, fordi følelserne har fået overtaget over viljen.

Gud er altid anderledes. Hans kærlighed er ikke større end menneskers. Den er uden sammenligning. Han elsker – som kun Gud kan. Heldigt for mig – som aldrig kan fortjene den kærlighed – heldigt for mig, som Gud løfter op til sig i sin kærlighed, der er helt og holdent guddommelig. 

Den hellige Katharina af Siena (+1380) siger ganske vist til Gud: ”Sig mig! Er du forelsket? For du opfører dig lige så hovedløst, som en, der er.”

Og sådan kan man godt synes, når man tænker på, i hvor høj grad Guds kærlighed er helt og aldeles uforskyldt. Hvad ser Gud dog i mig – og i jer? Det kan jeg godt fortælle: han ser sig selv. Han ser det menneske, som han selv har skabt i sit billede. Men som kan være temmelig vansiret af alle de ulykker, selviske handlinger, synder og svigt, vi gennem livet stiller an med.

Da er det netop, at kernesætningen i evangeliet kommer os til hjælp. Skal den oversættes helt ordret, så lyder den: For sådan elskede Gud jo verden, at han gav sin Søn, den enbårne…

”Jo” er forsvundet ud af den danske oversættelse. Ærgerligt, for dette jo giver teksten en større dynamik. Der er ikke tale om en dogmatisk formel, men om en understregning af noget dybt.

Det er jo sådan… siger evangelisten – det er jo sådan. Evangelisten taler til os, som vi har indforstået viden, og det har vi, for det har Gud åbenbaret for os.

Verden er menneskenes virkeplads, og den kan virke som et fængsel. Men nu er døren til fængslet gået op – slået op på vid gab, fordi Sønnen har lukket døren op – indefra endda. Døren, der var gået i baglås, og som kun kan åbnes indefra.

Den samme situation finder vi i øvrigt, når Johannesevangeliet beskriver opstandelsen. Da stod Jesus midt i blandt sine skrækslagne disciple, der holdt sig inde bag lukkede døre. Han kommer – igen – indefra – for døren åbnes indefra.

Og Jesus selv er ikke noget slotspøgelse, der siver igennem en lukket dør. Han er den opstandne. Han er os nærmere end vi formår at være os selv nær (Augustin). Sådan elsker Gud jo… Som om det var en selvfølge. Sådan elsker Gud jo. Ja, for Gud er det en selvfølgelighed, for han er den treenige Gud, som er fyldt af kærligt liv og frelsesvilje til sine skabninger. Og han har inviteret os ind i sit livsrum.

”Skulle jeg male Gud, ville jeg male ham som en bageovn, fyldt af rygende kærlighed” som Luther siger.

Glædelig fest.