Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Katolsk tro og liv

Den hellige Maximilian Kolbe

I dag mindes Kirken Sankt Maximilian Kolbe – martyren, der gav sit liv for en medfange i Auschwitz.

Foto af Maximilian Kolbe fra 1936 (Wikimedia Commons, licensfrit)

Sankt Maximilian Maria Kolbe var franciskanerpræst og martyr. Han blev født den 8. januar 1894 i Zdunska Wola i Polen og døde i koncentrationslejren Auschwitz d. 14. august 1941. Han blev kanoniseret d. 10. oktober 1982 af den hellige Johannes Paul II.

Som dreng oplevede han et syn, hvor Jomfru Maria viste ham to kroner – en hvid som tegn på renhed og en rød som tegn på martyriet. Han valgte dem begge og viede sit liv til Kristus og til en særlig hengivenhed til Jomfru Maria. Efter sin præstevielse grundlagde han Den Uplettede Marias Milits og klosterbyen Niepokalanow nær Warszawa, som udviklede sig til et center for evangelisering og katolsk forlagsvirksomhed. Senere grundlagde han også et kloster i Japan ved Nagasaki.

Under den tyske besættelse af Polen åbnede han klostret for tusindvis af flygtninge, heriblandt mange jøder. I 1941 blev han arresteret af Gestapo og deporteret til Auschwitz. Her meldte han sig frivilligt til at dø i stedet for en medfange, Franciszek Gajowniczek, der frygtede for sin hustru og sine børn. I sultecellen styrkede Maximilian sine medfanger med bøn og trøst, indtil han som den sidste overlevende blev dræbt med en indsprøjtning d. 14. august 1941. 

Den hellige Maximilian Kolbe regnes som et af det 20. århundredes største vidner om kristen næstekærlighed. Hans liv viser, at kærligheden kan sejre selv under de mest umenneskelige forhold.

Kilde: Ingrid Ydén-Sandgren: Maximilian Kolbe. Martyren från Auschwitz. En biografi om ett nutidshelgon, Uppsala 1982 (efter Helgenleksikonet, hvor man kan læse mere) – redigeret af Ewa Angela Wegener