Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Katolsk tro og liv

Den lykkelige mand, som solgte alt for at køre én perle - prædiken

"Uden at ryste på hånden kunne han løbe den risiko, at han måske senere ville fortryde sit sats. Han opererede ikke med et begreb som risiko-spredning, som bankfolk anbefaler, når det drejer sig om aktier."

 

Af Jesper Fich OP

Foto: Unsplash

17. almindelige søndag 2026 – Matt. 13.44f

Den perlesamler, som solgte sin samling for at købe én eneste særlig kostbar perle – han var en lykkelig mand. 

Jeg tror han var lykkelig, fordi han havde så meget lidenskab, at han ikke var i tvivl om sit valg. Derfor kunne han vælge alle de perler fra, som han havde samlet indtil da – for den enes skyld. Han kendte og vedkendte sig sin lidenskab. Derfor kunne han ofre sin samling. Uden at ryste på hånden – for hans hjerte stod fast. Uden at ryste på hånden kunne han løbe den risiko, at han måske senere ville fortryde sit sats. Han opererede ikke med et begreb som risiko-spredning, som bankfolk anbefaler, når det drejer sig om aktier. Risiko-spredning – en indstilling, der er blevet til en kollektiv reservation, der spreder sig ud i alle den menneskelige tilværelses kroge og afkroge. Er det nu klogt at sætte alt på et bræt? Sådan sprøjter vi tvivlens kolde vand over den varme lidenskab. Men kærligheden har trange kår, hvis den blandt op med lunken reservation. Det hele smuldrer, når der bliver sagt: ”mon?”

Det er det infame ”mon” – hvem var det, der i Paradiset sagde: ”mon”? 

Der findes naturligvis den kloge skepsis. Den er god og befordrende, for her er der vilje til at skelne – til at se virkeligheden i øjnene. Men der findes også den onde skepsis – der bare river ned og som skaber tvivl om det, der ikke skal betvivles. ”Mon”?

Perlesamleren gik altså all in. Men hvem var han?

Han er Kristus selv. Han gav sig selv hen, han alene tømte sig selv, for at vinde os med sit liv. Han så perlen, han fandt skatten i marken, som ingen andre havde opdaget. Han så potentialet, som ingen andre havde fået øje på. 

Som vi synger i Arnoulf af Louvains vidunderlige salme:

”Hvad har dig hos Gud bedrøvet, 

at du ville alt opgive, 

for at holde os i live, 

os dig at meddele hel?” 

Så lad os takke Gud af fuldt hjerte for hans kærlighed til os, for hans evne til at se det i os, som vi slet ikke selv kan se, for hans vilje til os, som han har købt med sit dyrebare blod.