Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Bispedømmet og menighedsliv

Fejring af 125 år med montfortanerne i Danmark

Til jubilæumsfesten d. 4. maj i anledning af 125-året for montfortanernes komme til Danmark havde mange mennesker fundet vej til festmessen i Sankt Laurentii Kirke i Roskilde.

 

Tekst og billeder: P. Stephen Holm

Nogle havde allerede på forhånd indfundet sig på kirkegården ved montfortanernes og Visdomsdøtrenes gravsteder, hvor der under p. Stephens ledelse blev holdt en lille andagt, og hvor ordenens generalvikar p. Marco bestænkede præsternes grave og p. Charles søstrenes grave med vievand – 24 grave i alt. Samtlige kors var blevet nymalede af en ex-montfortaners to sønner og et barnebarn. Dejligt, at forbindelsen bevares.

Ved festmessen stod omkring alteret Montfortkommunitetets to præster, de to præster fra Rom og Holland samt de nuværende sognepræster i Roskilde og på Vestsjælland.

P. Marco prædikede, og Ida Koefoed spillede orgel. At begyndelsen i Danmark blev gjort af montfortanere fra Sydholland (Limburg), hørtes ved, at præludiet var Limburgs nationalsang, at Annelies van der Meer sang "Sterre der Zee", og at postludiet var de hollandske montfortaneres slagsang "Animés de l’amour".

At fremtiden ligger i Guds hånd, kom til udtryk gennem Montforts "brændende bøn" om ivrige missionspræster, som blev bedt med inderlighed.

Efter den næsten to timer lange gudstjeneste, som sluttede med et budskab fra montfortanerne i Holland ved p. Charles og fra Visdomsdøtrenes generalforstanderinde i Paris, var der en fornem reception i menighedssalen, arrangeret af Niels Holbek med familie, inden rosenkransen blev bedt over Zoom.

Det blev en dejlig aften.